Odense Smedelaug

Historien om smedelavets historie i Odense fra 1496.

I år fejrede Odense Smedelaug (svendene) 500-års jubilæum – mindst. Det blev markeret i bymuseet med en udstilling skabt i samarbejde mellem museets folk og laugets bestyrelse. Fredag den 13. maj 1496 – man var åbenbart ikke overtroiske på den led den gang – godkendte Odense Byråd smedelaugets “nye” vedtægter. Foreningen var et såkaldt kombineret laug, der allerede i middelalderen bestod af flere fag: Grov- og klejnsmede, gryde- og kandestøbere, kedel- og knivsmede, plattenslagere, remmesnidere, sadelmagere og sværdfegere – efter reformationen nævnes bøssemagere samt sejermagere; de sidste fremstillede ure. Denne blanding havde givet årsag til mange stridigheder, og man havde i 1496 været nødt til at kasserere to ældre love. Lauget er altså ældre endnu. Smedene har på et gammelt segl brugt årstallet 1446 som stiftelsesår, men nogen dokumentation derfor kendes ikke i dag. Det kan være en banal fejllæsning af 1496?

Svendeafdelingen fik deres vedtægter af “de gamle smede”, dvs. mestrene den 15. august 1452 – så jubilæet burde være en halv snes % større. At svendenes love er de ældste beror på det faktum, at de i perioden før enevældens landsdækkende vedtægter blot skulle godkendes af mestrene. Mesterlauget derimod var underlagt magistraten, og allerede fra senmiddelalderen også reguleret af centrale myndigheder, der især pillede ved monopol og priser. Deres vedtægter blev derfor ofte forbudt og fornyet når det viste sig, at bysamfundet alligevel ikke kunne undvære laugene.

Smedesvendenes ølkande fra 1779, fremstillet af kandestøber Jens Thyrestrup af materiale fra en af deres gamle tinpokaler. Inventar nr. KMO 27-1919, deponeret af lauget. H. 26 cm. Tegning af Per Ravn.

Smedene havde deres eget alter i den senere nedrevne sognekirke, Sankt Albani, fra 1487 og fra året efter også et laugshus på den anden side af kirkegården (senere Albani Torv) -på det hjørne hvor “Brockmanns Hotel” sidst lå. En præst blev lønnet med husleje fra en købstadgård, skænket af en smedemester i byen. I strædet ved kirkegården – den gang Sct. Albani Stræde – havde også skomagerne og skrædderne deres laugshuse. Deres organisationer var en kende ældre og jævngammel med smedenes. Strædet kaldtes senere Skomagerstræde på grund af det mest stabile laugshus – og i dag I. Vilh. Werners Plads -efter en af de kendteste smedesvende fra nyere tid.

I laugshuset mødtes mestre og svende til stævne, hvor dagligdagens begivenheder – f. eks. om optagelse og læreforhold samt konflikter blev behandlet Fire gange om året mødtes håndværkerne til laugsdrik og de forsømte iøvrigt ingen lejlighed til selskabelighed og servering i forbindelse med optagelse af nye mestre eller svende. Det blev fejret flere gange med mad og drikke på det nye medlems regning. De fleste forseelser mod laugets regler kunne betales med øl i tøndevis, hvis ikke de var så alvorlige, at det også kostede vokslys til alteret. Kunne man ikke blive enige internt, skulle en sag sendes videre til byretten – det var dog ikke velset internt i lauget. Laugenes vedtægter fungerede som en udvidelse af byens privilegier ligesom f. eks. købmandsgildets love fra samme tid.

Svendene skulle i følge deres vedtægt fra 1452 betale en skilling og en træskål i optagelsesgebyr. Fire gange om året gav de 12 penning i kontingent. Disse tidepenge skulle hovedsageligt bruges til sygehjælp. Afgik en svend ved døden mindre end 2 mil fra Odense, skulle hans kolleger hente ham og sørge for begravelse med sang og prædiken.

Svendenes skrå består af over 40 paragraffer, hvoraf 8 handler om sygdom og død. Men dobbelt så mange regulerer selskabelighed og god tone. I den lange § 7 hedder det f. eks. »Hvilken broder, der kalder en anden broder skalk eller horesøn, eller ta’r til sin kniv eller sværd i vrede, eller den der låner sit våben bort til at gøre sin broder skade med, eller den der kaster sin anden broder på ilden enten i dans af ondskab eller i vrede eller trækker sin broder i håret eller ligger på mordersti nat eller dag … og det bevises kan, da skal han give en tønde øl og to mark voks.«

Et af svendenes tolv bægre, “Rørschen” (små rør) fra 1710, fremstillet af krontin hos kandestøber W. Giese. Inventar nr. KMO 30-41-1919, deponeret af lauget. H. 11,5 cm. Tegning af Per Ravn. Et indgraveret vers minder om afskaffelsen:

Smedesvendene efter 1862

Det er ikke nogen tilfældighed, at laugsting kom tidligt på museum. I 1857/62 blev laugenes monopol på håndværk ophævet for at give bedre plads til industriens udvikling. Mesterafdelingerne ophørte for en kort stund, og blev senere til arbejdsgiverforeninger, mens svendelaugene blev ført videre som syge- og begravelseskasser. Sådan gik det også i Odense, hvor smedesvendene dog gav sig god tid med organisationen af disse hjælpekasser. Smedesvendenes Syge- og Begravelseskasse blev oprettet i 1869, og den optog både svende og mestre. Kort efter århundredeskiftet sluttede kasserne sig til de respektive centralorganisationer, og helt frem til socialreformen i 1933 spillede smedelauget en rolle som sygekasse for odenseanske smede og maskinarbejdere, der ikke var medlem af andre kasser – f. eks. knyttet til deres arbejdsplads. Derefter varetager foreningen hovedsageligt selskabelige interesser.

Indtil 1890/91 fortsatte smedemestre med at være oldermænd (formænd) og lademestre (kasserere) for svendene. På den tid skete der et skifte i ledelse og organisation, som betød, at svendene herefter selv bestemte. Baggrunden var oprettelsen af en lokal fagforening for smede og maskinarbejdere i 1888. I smedelaugets forhandlingsprotokoller, som er hovedkilden til det yngre svendelaugs historie, belyses skiftet. 1889 vedtog en ekstraordinær generalforsamling, at svende, der havde modarbejdet en strejke på jernstøberiet Phønix, ikke kunne være medlem af lauget. Senere fulgte nye forslag, der styrkede solidariteten, men som betød, at mestrene i bestyrelsen udvandrede.

Crontin er ieg braf
Rørchel som skal driches af
for
Smede Svenne Skinchis bør
med
beste Øll som dertil hør
altid saa fort
udi fred lyst og lisse s
om ieg er giort af ny hos Wilhelm Giese
Anno 1710.

Lade af egetræ med solide jernbeslag, låsen er dateret 1641, kassen er nymalet 1739. Der skal to nøgler til at åbne den. Inventar nr. KMO 43-1919, deponeret af lauget. L. 43,5 cm. Tegning af Per Ravn.

Zynftige svende

Allerede kort før 1600 havde svendene første gang opnået en friere stilling i forhold til deres arbejdsgivere. Det skete efter forbillede fra laugsvæsenet i de større byer i de tysktalende lande. Samtidig indførtes de fremmedartede leveregler, der under ét med et tysk låneond kaldtes for »zynften«. Dette skifte kan også iagttages hos Odense Smedelaug, bl.a. fordi deres laugsbøger og regnskaber er usædvanligt velbevarede. Smedesvendene fik lov til at samles udenfor laugshuset. Hvert år udnævntes en mester til at være deres oldermand. Han skulle i sit hjem huse svendenes kro eller herberge. Denne tillidspost var dog ikke særlig afholdt hos mestrene – i hvert tilfælde ikke i begyndelsen. Uden for mesterens hus hængtes et herbergsskilt. I 1581 nævnes det for første gang i Odense. En smedemester ønskede den gang kun at acceptere de tre hestesko, der var ophængt på “stangen”. Svendenes række af laugsbøger begynder også netop dette år. Allerede 1604 befalede oldermanden, at Jacob Klejnsmed skulle reparere stangen og hesteskoene for ialt 3 mark Vandrende svende kunne ved hjælp af skiltet se, hvor de lokale smedesvende holdt til, og hvor de kunne fa rejseunderstøttelse (geschenck) eller få anvist arbejde (omskues).

Hvert år flyttede svendene skiltet og deres øvrige laugsinventar under afholdelse af en betydelig festlighed. Senere tog smedesvendene mere permanent logi i et almindeligt værtshus. En af de seneste svendekroer lå i Nedergade 1. Her forlangte værtshusholderen i 1881 skiltet taget ned, fordi han ellers ikke kunne udleje sin i øvrigt temmelig nedslidte ejendom. Derefter lå herbergsskiltet i oldermandens kælder, siden i Folkets Hus og i 1913 blev det deponeret i museet.

Snapsebæger udformet som en sølvnøgle, fremstillet hos guldsmed Peder Jørgensen 1798. En forsølvet kopi bruges som fanespids – omvendt. Inventar nr. KMO 29-1919, deponeret af lauget. L. 27,4 cm.

Laugets inventar

Men hvad med de andre gamle laugsting i den nye sammenhæng? Hvor længe spillede de nogen rolle? Og hvilken? Smedesvendenes sager består af en “lade”, dvs et dokumentskrin af egetræ med solide jernbeslag fra 1641, et par “skafferstokke” af malet træ, en “velkomst” (sølvpokal) fra 1773, en skænkekande af tin fra 1779, 12 tinbægre fra 1710, det nævnte “herbergsskilt” og et “stueskilt” samt faner fra 1873, 1904 og 1939 (hos lauget). Flere af de nævnte genstande – især de udaterede – har haft mange forgængere i brug i foreningen. Navnene virker i dag fremmede og gammeldags, de fleste af dem hører specielt til i laugsmiljø.

Også smedesvendenes øvrige laugsgenstande har rødder i den zynftige tid. Svendene måtte allerede fra laugsbestemmelser i 1623 anskaffe en lade, og fra nogenlunde samme tid optræder velkomster i foreningen. Det var større eller mindre pokaler af tin, senere sølv, der blev brugt til at drikke nye svende velkommen i lauget. Til minde om optagelsen skænkede svenden et sølvskilt til ophængning på pokalen. Skiltene afløste en pengeafgift som var blevet forbudt. Velkomsten fungerede herved som en opsparing, og den blev ofte smeltet om og forbedret. Den overleverede velkomst, der er fremstillet i byens bedste guldsmedeværksted hos Rasmus Møller i 1773, var deponeret i museet i 1886-91. Derefter blev den brugt i lauget, hovedsagelig ved jubilæums-og agitationsfester for flere medlemmer, for igen at gå til museet i 1919.

Skafferstokke var værdighedstegn af træ – en slags marskalstave – for to af svendelaugets bestyrelse. De nævnes så tidligt som 1606, men må være endnu ældre. De fleste skafferstokke er udført i en helt speciel form, der vist nok er udviklet forud for skriftlige regnskabers indførelse i laugene. De omkring en alen lange stokke er inddelt i en halv snes felter, der ofte er malet i forskellige farver. Men oprindeligt har de nok været brugt umalede, idet hvert medlem havde sit felt. Her kunne der skæres streger for idømte bøder. Når regnskabet var gjort op blev feltet renset for streger. Odense Smedelaugs skafferstokke blev vist nok fornyet sidste gang 1862. Foruden ved skilteflytningerne har offentligheden kunnet se dem i forbindelse med begravelser af laugsmedlemmer helt frem til 1912.

Et par af laugstingene er ikke så veloplyste, selv om det drejer sig om kvalitetsprodukter fra hhv. en guldsmed og en ukendt gørtler. En stor sølvnøgle, hvoraf en kopi i dag bruges som fanespids, er fremstillet i Peder Jørgensens værksted i 1798. Faner forekommer først hos laugene fra og med ca. 1840. De blev brugt ved optog i forbindelse med kongebesøg i byen. En spinkel tradition fortæller, at den forholdsvis store nøgle skulle fyldes med snaps, og at en ny svend skulle drikke ud i ét drag. Nøglen rummer 5 cl. Med en lavere alkoholprocent på godt en snes stykker skulle det ikke være en umulig opgave. En anden “plage” for den udlærte lærling var det såkaldte nøgle- eller sømbid. Begge benævnelser -samme genstand? – optræder i laugets protokoller fra 1750eme. Det overleverede sømbid er en lille pyntelig, men solid messingdims, som svenden skulle bide over. Kunne han ikke det, måtte han betale med drikkevarer. De to sidste genstandes indførelse og brug hænger vist nok sammen med en periode i anden halvdel af 1700-årene med en ny bølge af svendefrigørelse inspireret sydfra. Og der er næppe nogen tvivl om, at laugstingene længe har været betragtet som symboler på svendenes friere forhold.


Nøgle- eller sømbid af messing, fremstillet midt i I700-årene eller lidt før. Fremstiller- eller giver-signaturen på “håndtaget” er ikke tydet. Inventar nr. KMO 42-1919. H. 5,2 cm. Wermund Bendtsen fot

Smedesvendenes faner

Den mest synlige laugsgenstand hos Odense Smedelaug i dag er fanen. Den var også lånt til udstillingen. Den nuværende er den tredje – fra 1939. Fanen blev bekostet ved en indsamling blandt medlemmerne. Ved indvielsen skulle laugets mest prominente medlem, borgmester I. Vilh. Werner, have slået det første søm i fanestangen. Han var imidlertid syg og indlagt på hospitalet, så lauget sendte ham en blomsterhilsen i stedet for.

Svendenes ældste fane er fra 1873. Den er fremstillet af purpurfarvet silke og forsynet med smedenes symboler, årstal samt kong Christian den Niendes monogram. Det sidste træk var en tradition fra de ældre laugsfaner hos mestrene. I 1886 var fanen udlånt til smedemestrene til brug ved Roskilde Smedelaugs 450-års jubilæum. Senere samme år blev svendene indbudt til at deltage i en faneindvielsesfest hos Arbejdsmændenes Forbund, Skomagernes Fagforening og Socialdemokratisk Forbund. Man afstod dog fra at deltage i denne fest af »politisk« indhold. I 1892 ville mestrene gerne låne fanen i anledning af kongens guldbryllup. Men det blev afslået af svendene efter afstemning. 1902 deltog fanen i en arbejderfest i Kerteminde.

1904 anskaffede smedesvendene er ny broderet fane. Man så på fire farveprøver -og valgte den røde. Smedenes symboler og kongemonogrammet blev afsyet efter den gamle fane. Som noget nyt blev laugets stiftelsesår 1496 indsat. Den nye fane blev fast deltager ved alle I. maj-fester, arbejderfester og fredsdemonstrationer, til den var slidt op sidst i 30erne. Til gengæld frabad smedemester Lindes familie sig i 1914, at fanen deltog ved mandens begravelse. Det førte til, at flere medlemmer heller ikke mødte op, som de havde pligt til ved en sådan lejlighed. Når fanen ikke var god nok til at følge, så var svendene det nok heller ikke. Udeblivelsen blev påtalt, men de slap dog for at betale bøde. Laugets tredje fane, der stadig er i brug, er en tro kopi af de to første – kongens nummer er dog ændret fra “9” til “10”. Denne røde fane er vist nok landets eneste med et årstal fra middelalderen.

Denne artikel om Odense Smedelaug er i sin grundform bragt som kronik i Fyns Stiftstidende på jubilæumsdagen den 13. maj 1996 og yderligere i Nyt fra håndværk og industri, nr. 2, maj 1996, side 5-6 samt i Dansk Smedetidende, nr. II, 29. maj 1996. Med hensyn til det ældre smedelaug henvises til Finn Grandt-Nielsen: Lav og lavsting i Odense med tegninger af Per Ravn, udgivet i anledning af Odense tekniske Skoles 125-års jubilæum 19.1. 1844-1969, Odense 1969. I dette festskrift findes henvisninger til arkivalier, laugsting og litteratur. Oplysningerne til det yngre svendelaugs historie er hentet i forhandlingsprotokoller i smedenes arkiv i Landsarkivet: Forhandlings- og regnskabsbog 1858-1888, Forhandlingsbog for Hjælpekassen 1889-1907 og Forhandlingsprotokol for Smedelauget 1907-1936 – med ialt ca. 800 sider. Heraf blev taget et uddrag på omkring 30 sider til brug ved udstillingsarbejde! De efterfølgende protokoller findes endnu hos lauget. Da undertegnede blev bedt om at gå ind i jubilæumsprojektet, var det uden vaklen, at jeg sagde ja tak. Jeg vidste fra mit arbejde med det odenseanske laugsvæsen i 1968-69, at smedelauget var det bedst repræsenterede i Møntergårdens samling af gammelt laugsinventar og samtidig havde et omfattende arkiv i Landsarkivet for Fyn – både for den gamle laugstid, der ophørte med loven om næringsfrihed 1857/62 og i den efterfølgende periode. Efter således to gange med 27 års mellemrum at have “skrålæst” og uddraget viden fra Odense Smedelaugs omfattende skat af meget gamle laugsbøger og regnskaber, meldte der sig naturligt nok et ønske om at få lov til at læse, afskrive, tolke og kommentere dem fra ende til anden – for om muligt at kunne komme til at læse lidt bedre mellem linierne – og give det videre i en overskuelig og forståelig form.

Undertegnede har i 1996-97 fået bevilget et halvt år til at arbejde med en publikation af kilderne til Odense Smedelaugs historie før enevældens reformer i 1680’me. Det drejer sig først og fremmest om 3 af mestrenes laugsbøger: A. 1564-1621 (med afskifter af love og vedtægter fra og med 1496), B. 1601-79, 1624-1704 og 1674-1825, svendenes forsamlingsprotokoller C. i to dele fra hhv. 1581-1624 og 1625-58 samt 1660-1858, og endelig laugets regnskaber fra perioden 1585/86-1684/85 (de findes for omkring 1/5 af årene) samt diverse breve og dokumenter fra perioden.

Velkomst af sølv, anskaffet af mestre og svende 1773, fremstillet hos guldsmed Rasmus Møller. Sølvfanen fra 1716 er fra en ældre pokal. De 19 skilte (heraf 6 mønter) er skænket af smedesvende i perioden 1782-1836. Inventar nr. KMO 26-1919, deponeret af lauget. H. (med fane) 54,5 cm. Tegning af Per Ravn.
©