Odense som møntsted i den sene vikingetid

Odense hører som bekendt til de byer, hvor der blev slået mønt allerede i sen vikingetid, d.v.s. før ca. 1050. Som møntsted indtager den dog en særstilling blandt de ikke så få danske byer, hvor der med større eller mindre sikkerhed vides at have været møntsmedier. Da P. Hauberg for godt 80 år siden udsendte sit grundlæggende arbejde om det danske møntvæsen i vikingetid og ældre middelalder,[1] blev også Odense-mønterne beskrevet; her blev det bl.a. omtalt, at nogle af dem måtte tillægges særlig betydning som vigtigt kildemateriale til belysning af Danmarks historie i løbet af 1040’erne, i Magnus den Godes kongetid. I nyere tid har den norske numismatiker Kolbjørn Skaare givet et bidrag til samme emne og især omtalt Harald Hårderådes mulige forbindelse med Odense-mønten.[2]

Når de tidlige udmøntninger i Odense påny skal omtales, er årsagen knap så meget nye fund som nye studier over de danske udmøntninger i Lund,[3] der i sen vikingetid – og fremover – var det vigtigste danske møntsted. Disse undersøgelser har nemlig betydning også for Odense. Det vil derfor være rigtigt først at komme med nogle bemærkninger om dem.

Det danske møntvæsen i første halvdel af det 11. århundrede er på mange måder afhængig af samtidige engelske udmøntninger, vel som følge af rigsfællesskabet under Knud den Store og Hardeknud. De sidste årtiers studier af engelske mønter og ikke mindst de her anvendte metoder får selvsagt betydning også for kendskabet til udmøntningerne i Danmark. Det drejer sig især om studiet af de enkelte mønt-stempler og deres kombinationer.

For flertallet af dette tidsskrifts læsere vil det være rigtigt at give en kort forklaring af metoden. Datidens mønter blev fremstillet på følgende måde: Først skar man en tynd sølvskive ud (i den rigtige vægt); så prægede man mønten ved hjælp af to stålstempler, hvoraf det ene (normalt til møntens forside) var anbragt i fast underlag, medens det andet holdtes i hånden. Et par kraftige slag forvandlede den lille skive til en mønt. I det engelske system – forøvrigt det dengang bedst organiserede i hele Europa – skulle møntens forside vise et portræt og møntherrens, d.v.s. kongens navn, medens bagsiden af mønten oplyste om møntstedet og den ansvarlige embedsmands – møntprægerens – navn. Ved flere af de danske udmøntninger i det 11. århundrede efterlignede man både system og teknik, forøvrigt ved hjælp af et antal engelske specialister, der fortrinsvis arbejdede ved den danske hovedmønt i Lund.

Da alle møntstempler er håndarbejde, kan man genkende hvert enkelt stempel, som har været brugt, hvad enten det gælder i den omfattende engelske produktion eller de danske efterligninger. I flere tilfælde har man anvendt ét forside-stempel sammen med forskellige bagside-stempler, og herved fremkommer såkaldte stempel-kombinationer. Hvis et af bagsidestemplerne igen er brugt med nye forside-stempler, taler man om en stempel-kæde. Mønterne i denne kæde må være stort set samtidige og er normalt slået i én og samme møntsmedie. Det kan dog ske, at et stempel »kommer på afveje«, d.v.s. flyttes til en anden møntsmedie og derefter bruges her. Når det er muligt at påvise sådanne flytninger, får stempel-studierne ganske særlig værdi. Netop dette forhold har betydning for nogle af Odense-prægningerne.

De tidligste danske udmøntninger fra 9. og 10. århundrede (d.v.s. Hedeby-mønter og de såkaldte halvbrakteater) kan endnu ikke lokaliseres til nogen bestemt plads nord for Slesvig.[4] Det samme gælder de ganske få mønter med Svend Tveskægs navn fra ca. 995/98.[5] Først under Knud den Store organiseres en mere omfattende dansk møntprægning efter engelsk forbillede. Nyere forskning daterer de første af Knuds danske mønter til ca. 1020,[6] men Odense findes ikke blandt de fem pladser, hvis navne kan læses på disse mønter. Når Hauberg i sit allerede omtalte værk medtager Odense,[7] er der tale om en prægning, der må være ca. 20 år senere, og som vil blive omtalt nedenfor.

Knud den Stores første forsøg med at slå mønt i Danmark synes ikke at have været nogen succes. I hvert fald er der rent møntteknisk ikke nogen forbindelse fra de lige omtalte prægninger til den næste gruppe, som derimod synes at betegne et vel organiseret møntvæsen i Danmark. Efter nyere datering sker det ca. 1030,[8] og i ni (måske ti) danske pladser bliver der nu slået mønt efter henholdsvis et jysk og et østdansk vægtsystem, som så fastholdes det næste halve århundrede. Mærkeligt nok vælger man denne gang ikke-engelske forbilleder og giver hver enkelt møntsmedie en særlig type, således at mønterne kan adskilles, selv om de fleste indskrifter er helt forvirrede (d.v.s. ulæselige). Heller ikke denne gang synes Odense at være repræsenteret, skønt byen allerede må have varet af en vis betydning.[9]

Fig. 1. Stempel-koblinger visende forbindelsen Lund-Odense. A. Lund: X MAHVS RE+X/+ SVME:RD ON L (KMMS nr. BP 1038, Espinge, Skåne). – B. Odense: advers = A/+ SVMRFVL ODNS (KMK u.nr.). – C. Odense: + SPEN RE: +/revers = B (KMMS u.nr.). Ca. 2:1. (Efter Becker 1981).

Under Hardeknuds sidste år, d.v.s. allertidligst i 1040, ændres mønt-typerne i Lund radikalt, idet man indfører nye prægninger og denne gang atter efter engelsk forbillede. Indskrifterne på de nye Lund-mønter er i reglen fuldt læselige og som sagt efter angel-sachsisk model, d.v.s med et kongenavn på møntens forside og angivelse af møntpræger og bynavn på bagsiden. Ved kongeskiftet i 1042 sker kun den ændring, at Magnus den Godes navn nu findes på nogle af prægningerne. Efter kort tid – antagelig ca. 1044 – ændres forside-navnet og bliver bevidst ulæseligt, skønt mønternes bagside stadig angiver både møntprægerens navn og »Lund« – dog ofte i forkortet form. Dette mærkelige forhold er blevet dokumenteret ved hjælp af de ovenfor nævnte studier over stempler og stempel-kæder.


Fig. 2. En af de gådefulde Magnus-Harald mønter. + MAHNVS: ARALD RE+/+ OVDNCAR ON ODN. (=Hauberg Magnus 31). (KMMS u. nr.). 2:1.

Fig. 3. Advers-navnet Harald: ++NAR//ARALD/ revers som fig. 2, men uden indre kreds; stemplet fra fig. 2 må være opgraveret. (KMMS, Hågerup fund nr. 49). 2:1.

Efter en kortvarig periode – atter højest på et par år – indføres så helt nye forside-tegninger, nemlig kristelige motiver med tydelige forbilleder i byzantinske mønter. Man har længe været klar over, at dette skifte markerer Svend Estridsens prægninger, d.v.s. det betyder, at han bliver møntherre i Lund. Et stort skattefund fra Lunds omegn (Espinge (Åspinge) i Hurva sogn) har vist, at ændringen må være sket, før Svend ved Magnus’ død i 1047 bliver dansk enekonge, og senest 1046.[10] Svend Estridsens byzantinske typer bevares så i Lund gennem en årrække, og først omkring 1060 sker der påny ændring af mønt-typen her.

Allerede Hauberg satte de noget komplicerede forhold ved mønten i Lund gennem 1040-erne i forbindelse med de politisk urolige år, da Magnus og Svend stredes bittert om kongemagten – eller snarere om retten til at kalde sig konge. Dette forhold passer godt med den ovenfor omtalte, finere kronologi. For Lunds vedkommende skulle det således afspejle først en kort periode (1042 – ca. 1044), hvor man finder Magnus’ navn på mønterne, og dernæst en tid (ca. 1044-ca. 1046), hvor forside-navnet er gjort bevidst ulæseligt, indtil Svend Estridsens nye typer fra ca. 1046 afløser de gamle, angel-sachsisk prægede tegninger. Selv om produktionen af mønter i Lund synes uforandret både i omfang og med hensyn til mønternes vægt og kvalitet, tyder forside-navnene således på, at Magnus ret hurtigt mister herredømmet i Skåne – og dermed Lund – d.v.s dengang hans navn forsvinder fra mønterne.

Samtidig med at der kunne fastlægges en finere kronologi for Lundmønterne, lykkedes det at få klarhed over et andet og mønt-mæssigt mere mærkeligt forhold. I hele perioden ca. 1040 – ca. 1044 kan man på nogle prægninger fra Lund finde forside-navne, der ikke angiver den regerende danske konge (Hardeknud og derpå Magnus), men som enten nævner forlængst afdøde fyrster (Æthelræd II – Englands konge 978-1016 -, Knud -engelsk og dansk konge til 1035) eller samtidige engelske regenter (Harald Harefod og Edward Bekenderen), skønt de sidstnævnte ikke vides at have udøvet nogen myndighed i Danmark.[11] At deres engelske mønter i stort tal blev bragt til landet og cirkulerede her som gyldig betaling (i kraft af deres sølvindhold), er en anden sag; men det samme gjaldt jo tyske og andre mønter. Det er dog væsentligt at understrege, at det mærkelige forhold med »falske« møntherre-navne kun er set på Lund-mønter fra denne ganske korte periode. Nogen forklaring på det kan jeg ikke give.

Odense-mønten

Forholdene ved mønten i Lund er omtalt så udførligt, fordi de er væsentlige for at forstå de tidlige udmøntninger i Odense; ikke blot ligner flere af dem Lunds Magnus- og Svend-mønter, men de må være samtidige med dem. Udmøntningen i Odense har dog været af langt mindre omfang end i Lund, idet både antallet af kendte stempler og mønter er så ringe. Jeg har hidtil kun kendskab til godt et halvt hundrede sikre Odense-mønter, hvorimod jeg har registreret ca. 1250 Magnus-mønter fra Lund, og antallet af Svends ældre serier herfra er langt større.

Til sikre Odense-mønter er her kun regnet stykker, hvis bagside klart angiver Odense som mønt-sted,[12] eller hvor man gennem stempelkoblinger har forbindelse med sådanne mønter. Enkelte stykker med forvirret indskrift både på for- og bagside er derfor ikke taget med, selv om de tidligere er henført til Odense. Der kan nemlig være tale om samtidige efterligninger fra en anden plads; det drejer sig dog kun om ganske få mønter, så de får ingen betydning for undersøgelsen.[13]

Allerede Hauberg inddelte Odense-mønterne i nogle grupper, som med få ændringer fortsat kan anvendes, nemlig en ældre omkring Magnus den Godes tid, herunder hvad Hauberg kaldte »stridsperioden« (1044-1047), og en yngre fra Svend Estridsen (efter 1047), begge med tydelige navne. En tredie gruppe, med forvirret forside-navn, bør foreløbig placeres særskilt.

Forside-stempler

Med Magnus’ navn. (Ia)

Tre stempler angiver Magnus’ navn ledsaget af titlen »rex«. Et af dem er særlig vigtigt, fordi det også har været anvendt i Lund (fig. 1); på Odense-møntens bagside læser man det ellers ukendte navn »Sumerful«. De andre Odense-mønter med Magnus’ navn er derimod præget af to mænd, som er kendt både fra Lund og Odense, nemlig Alfnoth og Outhinkarl. Som det er sagt andetsteds, synes de to navne at forsvinde i Lund, samtidig med at de dukker op i Odense, d.v.s. at der med stor sandsynlighed er tale om personer, som flytter til Odense sammen med Magnus.

Med navnet Harald. (Ib)

Tre stempler har på forsiden et navn, som hidtil har været identificeret som den norske konge Harald Hårderåde.[14] I ét tilfælde optræder det sammen med Magnus’ navn (fig. 2), hvad der har været brugt som bevis for, at de to fyrster i fællesskab skulle have slået mønt i Odense. På et af de andre stempler kan man enten læse »ARALD REX NAR«, d.v.s. Harald Norges konge, eller »NAR/ARALD REX«, altså blot »Harald konge«. Det er disse tre stempler – og der er foreløbig ikke flere -, som hidtil har været brugt som bevis for, at også Harald Hårderåde slog mønt i Odense, alene eller i forbindelse med kong Magnus. I dag må man regne med endnu en mulig forklaring: »Harald« kan være gengivelse af den engelske konge Harald I (Harefod), svarende til de nedenfor nævnte navne »Knud« og »Edward« på Odensemønter fra samme tid. Indtil videre bør man derfor lade spørgsmålet stå åbent.

Med fremmede kongenavne. (Ic)

To Odense-mønter har med sikkerhed sådanne forside-navne. Der er tale om Knud (+ CNVTN REC), og om Edward Bekenderen (EDPERD REX). Hermed har man dokumentation for, at den lige nævnte skik med angivelse af fremmede møntherre-navne har været kendt i Odense, som den var det i Lund. Knud-stemplet (fig. 4) har senest været anset for et Lund-stempel, som er flyttet til og genanvendt i Odense.[15] Bagsiden på det formentlige Lund-stykke er dog så særpræget, at der måske kan sættes spørgsmålstegn ved det oprindelige mønt-sted. For dateringen er det dog afgørende, at bagside-typen kopierer Harde-knuds seneste udgave i England, hvorfor mønten tidligst kan være fra 1040, altså fem år efter Knuds død.




Fig. 4. Lund – Odense. Samme advers-stempel med Knud’s navn. A. Lund (?): + CNVTN//REC/+ LEOFPINE LVDN: (KMMS u.nr.). B. Odense: advers som A./+ ALFNOB ON ODSVI (KMMS nr. XXXI, fund Tørring, Østjylland). 2:1.

Med forvirrede navne. (II)

Gennem tydelige bagside-stempler med Odenses navn kan to ulæselige forside-stempler medtages som sikre prægninger herfra (fig. 5-6). Dog har begge indskrifter tilføjet »REX« og herved adskiller de sig fra de samtidige Lund-stempler med bevidst ulæselig forside (den såkaldte MX-gruppe). På det ene Odense-stempel har man læst »IOANST« og tolket det som efterligning af navnet på den byzantinske kejser Johannes I Zinisces (969-76),[16] hvis mønter (i ringe tal) er nået frem til Danmark og har cirkuleret her.[17] Dette er nok ikke sandsynligt.

Den tredie gruppe af forside-stempler bærer navnet Svend, hvad der forlængst er tolket som Svend Estridsen. Også Hauberg placerer den under nævnte konge.

Forside i engelsk stil. (IIIa.)

(Hauberg Svend 53). Fem forskellige stempler har en forside i samme stil som de foregående, men med en indskrift, der enten angiver »Sven«, eller som er mere eller mindre forvirret, skønt de alle er lavet i samme stil. Gennem de forskellige bagsider er de knyttet til Odense (fig. 7-8). Det er påfaldende, at mønter med fire af de fem stempler er så svagt eller dårligt prægede, at de markant skiller sig ikke blot fra andre Odense-mønter, men fra alle samtidige danske produkter. I flere tilfælde står præget så svagt, at en bestemmelse af stemplet er vanskelig eller usikker.

Forside i byzantinsk stil. (IIIb)

(Hauberg Svend 54-55). To Odense-stempler viser samme byzantinske præg, som i Lund er tilskrevet Svend Estridsen. Det ene stempel optræder også i opgraveret form; efter at have brugt stemplet til en række prægninger (fig. 1) har man ændret partiet omkring hovedet på Kristus-figuren (fig. 9) så meget, at det kunne synes, som om der var tale om forskellige stempler. Indskriften på dets forside er klar nok: »SPEN REX«. Det andet har blot »SPEN«. Da de begge efter en kobling med et af Magnus-stemplerne må være meget tidlige inden for Svends produktion (enten lige før eller omkring 1047), er det bemærkelsesværdigt, at både navn og kongetitel er angivet. De samtidige Lund-prægninger fra Svends tidligste år som møntherre er nemlig navnløse; det kan dokumenteres ud fra det allerede omtalte skattefund fra Espinge, nordøst for Lund, hvor de ca. 150 registrerede Svend-mønter (alle fra før ca. 1048) har ulæselige, d.v.s. forvirrede indskrifter på forsiden.[18] I Lund dukker Svends navn med eller uden kongetitel først op på de lidt senere prægninger (af typen Hauberg 8).


Fig. 5. Advers-indskrifter forvirrede, medens reverserne angiver Odense. A. + NI//IOANST RE +/+ ALFNOD ON ODSVI (KMMS Th. 9994).

Fig. 6. Advers-indskrifter forvirrede, medens reverserne angiver Odense. B. + IAVD +++ RE+/+ALFNOD ON ODSI (KMMS Hågerup fund nr. 45).

Bagside-stempler

Stemplerne kan i reglen læses tydeligt, og de angiver – efter engelsk forbillede – både navnet på møntprægeren og stedet, d.v.s. Odense. Mønter med forside af gruppe I har på bagsiden fire forskellige personnavne, to »sikre« og to »usikre«. De førstnævnte er de allerede omtalte Alfnoth og Outhinkarl, der som nævnt må være kommet fra Lund, hvor deres navne i forvejen er kendt fra en række prægninger indtil ca. 1044. De to andre navne må betegnes som usikre. Først er der »Sumerful«, der hverken er set på mønter fra Lund eller fra ældre og jævngamle engelske prægninger. Navnet kan være »falsk« eller opdigtet, ganske som man træffer det på samtidige grupper fra Lund. Måske er der tale om en efterligning af »Sumarlith«, d.v.s. en møntpræger, der har været særdeles aktiv i Lund i disse år, men som fortsætter sin virksomhed her, helt til Svend Estridsens første tid. En sådan mulighed er ikke helt fjern, fordi der på bagsiden af Odense-stemplet ses nogle ekstra halvbuer, som netop er karakteristiske for Sumarliths Lund-mønter. – Det andet stempel er det tilsyneladende engelske GODRIC ON STANFOD (Godrik i Stanford). Her er der formentlig tale om en efterligning af samme mærkelige art, som er fundet på flere Lund-mønter; d.v.s. at det ikke er noget original-stempel fra England.

På gruppe II af forside-stemplerne ser man læselige bagsider, men kun med Alfnoth’s navn og med angivelse af Odense. Dette svarer til forholdene i Lund i de samme år, hvor særlig mærkelige forsider ofte er knyttet til ganske få af møntprægerne, (hvad disses motiver så end kan have været).

Gruppe III (med Svends navn eller af hans type) viser en tilsvarende konsekvent brug af bagside-indskrifter. Bortset fra en del ulæselige indskrifter finder man på gruppe IIIa kun Alfnoths navn, medens gruppe IIIb (de byzantiske typer) tilsvarende har Outhinkarl som eneste helt sikre angivelse; her forekommer også det gamle »Sumerful«-stempel foruden nogle forvirrede indskrifter.

Bagsidernes type eller tegning bør lige kommenteres. Inden for gruppe I har man tre forskellige mønstre, der alle er kendt fra samtidige Lundprægninger. Et af stemplerne fra Odense er dog mærkeligt ved at være opgraveret, d.v.s. at man på et vist tidspunkt har tilføjet en kreds mellem indskriften og midter-korset (fig. 2-3). Som Kolbjørn Skaare har påvist, er der virkelig tale om eet og samme stempel, som er blevet ændret. Noget tilsvarende er som nævnt set med et af Svends første stempler. Det betyder, at man ved mønten i Odense har rådet over teknikere, som var i stand til at klare denne sikkert vanskelige proces.

Ved de ulæselige gruppe II-stempler møder man for første gang et motiv, som synes karakteristisk for Odense, nemlig det såkaldte ankerkors. På en af Edward Bekenderens engelske serier findes et lignende mønster (»Hammer cross«), men dets datering er så sen, at det ikke kan være forbillede for de fynske mønter. De engelske mønter er nemlig præget i tiden 1059-62, men på Lunds mønter forekommer anker-korset en enkelt gang med Hardeknuds navn på forsiden. Selv om både type og stavemåde er lidt usædvanlig for Lund, må stemplet høre til perioden 1040-44. Samme type (dog med møntsted »Toftum«) forekommer i Espingefundet, således at man har sikkerhed for, at mønstret må efterligne noget andet, idet denne sølv-skat som nævnt må være nedlagt ca. 1046/47. Lejlighedsvis har typen med anker-kors været brugt i andre danske mønt-smedier. Hauberg har – sikkert rigtigt – henført en sådan mønt til Slagelse (Hauberg Svend 48), og på en Århus-mønt med Magnus’ navn og tydelig angivelse »Århus« finder man et lignende motiv.

Selv om anker-korset efterhånden bliver en almindelig type i Odense (grupperne IIIa og b), kan man dog ikke gå ud fra, at alle mønter med dette bagside-motiv (og en ulæselig indskrift) skal henføres til Odense; de kan som sagt være slået andetsteds. Eksempler af den art er mønter som Hauberg Magnus 32 (henført af Hauberg til Odense) og Svend 49 (henført til Slagelse). Sådanne prægninger kan endnu ikke stedfæstes med sikkerhed. Forholdet bliver mere kompliceret, når man ser på de såkaldte Toftum-mønter, der vil blive omtalt senere.


Fig. 7. Svend Estridsens første Odense-mønter med forside i angel-sachsisk stil. A. + SPEN ON OD//+ ALFNOD ON ODSVI (KMMS u.nr.).

Fig. 8. Svend Estridsens første Odense-mønter med forside i angel-sachsisk stil. B. IVSPEN ON OD/ + ALFNOhN ONSIC (KMMS nr. FP 1725, 177, Kirke Værløse, Sjælland).

Stempel-koblinger

Som nævnt ovenfor fremviste mønterne fra Lund et usædvanligt stort antal stempel-koblinger, og på den måde blev det muligt at ordne materialet.

Erfaringer andetsteds fra[19] siger, at mange koblinger er udtryk for en omfattende produktion i den pågældende mønt-smedie. For Lunds vedkommende støttes dette af de talrige skattefund, som har bevaret så mange af datidens mønter for os, d.v.s. fund fra både nordiske og slaviske områder. Her kendes Lunds mønter i forholdsvis stort antal, medens alle Odense-prægninger er sjældent forekommende, skønt også de er nået vidt omkring (bl.a. Norge, Gotland og Estland).[20] Tilsvarende kan man inden for de samlede Odense-mønter konstatere påfaldende få koblinger. Mønt-produktionen i Odense har med andre ord været af et meget beskedent omfang.

På den anden side har nogle af stempel-koblingerne ganske særlig interesse. Det er allerede nævnt, at et Magnus-stempel har været anvendt først i Lund og derefter i Odense; det samme gælder antagelig et af de anakronistiske Knud-stempler. Inden for den samlede danske møntproduktion fra disse år har man ikke set noget lignende. Der kendes et enkelt eksempel på, at et Lund-stempel er blevet brugt andetsteds, men det drejer sig om en mønt fra Viborg, hvor stemplet er genanvendt af en lokal møntpræger, d.v.s. med et navn, som er kendt fra andre Viborg-mønter, men ikke fra Lund.

Datering

Da Odense-mønterne kan have betydning som et selvstændigt kildestof til Danmarks historie i det 11. århundrede, er det nødvendigt at vurdere deres kronologi kritisk, d.v.s. ud fra sikre holdepunkter. På gruppe I har vi titlen »Magnus rex«, der tidligst kan forekomme 1042, ved Hardeknuds død. I Lund kan prægninger med Magnus’ navn dateres til kun få år, d.v.s. 1042-ca. 1044, hvor de afløses af en gruppe mønter med bevidst ulæselig forside. Dette forhold er søgt tolket således, at Magnus tvinges bort fra Skåne under de langvarige stridigheder mellem ham og Svend om den danske kongemagt. Det er dog blot en formodning, ikke noget sikkert kronologisk holdepunkt. Men da Magnus’ navn optræder på nogle Odense-mønter sammen med to af Lunds møntprægere, og da mønternes tekniske kvalitet ganske svarer til de gode Lund-prægninger, er det nærliggende at datere disse første Odense-mønter til ca. 1044.

Det næste sikre holdepunkt er Magnus’ død i 1047, hvorefter Svend får kongetitel i hele Danmark. I Lund har Svend slået mønt allerede før 1047, som allerede omtalt ovenfor. Hvornår Svend kan optræde som møntherre i Odense, ved vi ikke. De to typer, som bærer hans navn (gruppe IIIa og b), viser en lille forskel. På den første står der kun »Sven i Odense«, og den er tilmed endnu i »gammeldags« angel-sachsisk stil. På den anden læser man »Sven rex«, og den er i »normal« byzantinsk stil. Tilføjelsen »rex« kan ikke være ældre end 1047. Det er allerede nævnt, at stemplets indskrift afviger fra Svends tidligste Lund-mønter ved at angive både navn og titel. – På den anden side findes der en stempel-kobling (fig. 1) mellem en af de sidstnævnte Odense-mønter og den ældre gruppe med Magnus’ navn, således at mønten med Svends navn må være meget tidlig. Konklusionen bliver, at hele møntproduktionen i Odense synes at være ganske kortvarig, fra ca. 1044/46 til ca. 1048/50, ja muligvis knap nok det.

Der kendes ingen Odense-mønter, som synes at svare til Svends senere typer fra Lund og heller ikke fra hans efterfølger. Derimod har vi et lille antal mønter fra Knud den Helliges tid (1080-86),[21] men de står mærkelig isolerede.


Fig. 9. Svend Estridsens byzantinske type. Forsiden er stempel-identisk med fig. IC, men er opgraveret (omkring Kristi hovede). + SPEN//RE: +/+ OVDNCAR ON ODSVIDI (KMMSTh. 9993).

»Toftum«-mønterne

Lige siden Haubergs værk har man sat en lille gruppe af mønter med stednavnet »Toftum« i forbindelse med Odense eller dog med Fyn.[22] Det kunne derfor være nærliggende at komme med et par bemærkninger om den, men det kan gøres kortfattet, da der ikke er fremkommet nye oplysninger om disse mønter, og heller ikke fund af nye typer. Under sin »stridsperiode« (1044-47) placerer Hauberg to typer, som på bagsiden har det fra

Odense kendte anker-kors og en tydelig inskrift: »LEFSI ON TOFTUM«. Den ene type har forside i engelsk stil, men med kongenavnet Edward (i noget forvansket form); dette stempel forekommer også med en bagside, formentlig fra Lund. Den anden type – med flere forskellige stempler – har forside-tegning i byzantinsk stil. Selv om bagsidernes anker-kors hyppigt er brugt på de (senere) Odense-mønter, er der ellers ingen forbindelse mellem Odense og (det endnu ikke lokaliserede) Toftum. Navnet Lefsi er heller ikke kendt fra Fyn, men på Lund-mønter både fra Magnus og Svends prægninger. Toftum-mønterne er snarest skånske.[23]

Konklusion: Odense som møntsted i 1040’erne

Selv om man i dag kan vurdere den sene vikingetids mønter fra Odense på en lidt anden måde end tidligere, må flere problemer fortsat siges at være uløste. De første selvstændige udmøntninger i Odense må være fra årene 1044/46, d.v.s. i Magnus den Godes kongetid, selv om et af forside-stemplerne bærer Knuds navn. På de ældste mønter nævnes som møntherre »Magnus Rex«. I kvalitet, type og vægt er de nært beslægtet med prægninger fra Lund; i to tilfælde er det lykkedes at konstatere, at originalstempler er blevet transporteret fra Lund til Odense og her anvendt sammen med nye bagside-stempler, der klart angiver Odense som møntsted. Tilmed er flere af disse tidlige stykker forsynet med navne på to møntprægere, der indtil da var kendt fra Lund, men som åbenbart flytter til Odense. En nærliggende tanke er det da, at Magnus i de urolige år, hvor han strides med Svend Estridsen om den danske kongetitel, bliver tvunget væk fra Skåne og med Odense som nyt tilholdssted begynder at slå mønt her – omend i beskedent omfang. Mønternes gode kvalitet tyder nemlig på, at det er professionelle teknikere, der står bag; i hvert fald er Odense-mønterne langt bedre end samtidige »provins«-prægninger fra både Sjælland og Jylland (med undtagelse af en lille gruppe mønter fra Hedeby, som ikke er omtalt i denne forbindelse, skønt de kan have en eller anden tilknytning til Odense). (Se NNUM, april 1983).

Kongeskiftet i 1047, da Svend ved Magnus’ pludselige død bliver dansk enekonge, synes også markeret ved en række nye prægninger fra Odense. To forskellige forside-typer er kendt, og heraf er den ene særlig vigtig, fordi den ikke blot har Svends særlige kendetegn – en forside-tegning i byzantinsk stil – med indskriften »Sven Rex«. Men også Svends mønter fra Odense er fåtallige både når det gælder typer og antal.

Efter alt at dømme ophører udmøntningen meget hurtigt i Odense; hele den omtalte serie betegner en kortvarig epoke i ordets egentlige betydning, d.v.s. knap en halv snes år og muligvis endnu mindre.

Odense har næppe været noget regulært dansk mønt-sted i det 11. århundrede. Både mønterne med Magnus den Godes og Svend Estridsens navn synes mere at have haft en politisk end en reel økonomisk baggrund. Det gør ikke Odense-mønterne mindre spændende. De giver et selvstændigt bidrag til Danmarks historie i et afsnit af det ellers så dunkle århundrede.

Efterskrift

Ved fornyede studier i KMK i Stockholm (juli 1982) fandt jeg en af Svend Estridsens mønter, hvis forside er slået med forside-stemplet Hauberg 54 (fig. IC og 9), men hvis bagside er fra Lund: +PVLFIAT ON LVD. Da forsiden som nævnt ovenfor adskiller sig fra alle samtidige Lund-stempler, må det være fremstillet til mønten i Odense. Den nyfundne mønt viser således, at stemplet også er anvendt i Lund og efter alt at dømme må være transporteret hertil. – I Lund er samme forside-stempel brugt med endnu en bagside, der med stor sandsynlighed også hører til Lunds stempler; det er kun kendt fra to overklippede mønter i danske fund, nemlig Store Frigård på Bornholm (G. Galster: Møntfundet fra Store Frigaard, Aarbøger 1929, s. 298, nr. 15) og Hågerup, Brahetrolleborg sogn, Fyn (G. Galster: Møntfundet fra Haagerup, Nordisk Numismatisk Årsskrift 1944, s. 105, nr. 68). Bagside-indskriften kan nu læses: +A…: PC:RDO. Flere eksemplarer er hidtil ikke fundet. – Da begge bagsidestempler hører til den tidligste af Svends Lund-typer (Hauberg 6), må den nye iagttagelse tolkes således, at Odense-stemplet snart efter 1048 er ført til Lund; anledningen kan netop være en afvikling af møntproduktionen i Odense.

Forkortelser

KMK
Kungl. Myntkabinettet, Statens Museum for Mynt-, Medalj- och Penningshistoria, Stockholm.
KMMS
Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, København.
NNUM
Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad.

 

Noter

  1. ^ P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146. København 1900 (Citeres nedenfor: Hauberg).
  2. ^ K. Skaare: Heimkehr eines Waräges, Die Münzprägung Harald Hardrådes in Dänemark. Dona Numismática (Festschrift Haevernich), Hamburg 1965, s. 99.
  3. ^ C. J. Becker: The Coinages of Harthacnut and Magnus the Good at Lund c. 1040-c. 1046. Studies in Northern Coinages of the Eleventh Century. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Hist.-Filos. Skrifter 9:4. København 1981.
  4. ^ Brita Malmer: Nordiska mynt före år 1000. Lund 1966.
  5. ^ Mark Blackburn, Michael Dolley og Kenneth Jonsson: Et nyt eksemplar af Svend Tveskægs mønt. NNUM 1979, s. 61 (med henvisninger til ældre litteratur).
  6. ^ Brita Malmer: King Cnut’s coinage in the Northern countries. The Dorothea Coke Memorial Lecture in Northern Studies. University College, London 1972.
  7. ^ Hauberg, Knud 45.
  8. ^ Becker: note 3, s. 121.
  9. ^ I et manuskript fra 1979 har forf, antydet muligheden af, at Odense kunne være hjemsted for nogle efterligninger af engelske mønter med forvirrede indskrifter (C.J. Becker: Nogle danske imitationer med elementer fra Knud den Stores engelske type »Short Cross«. Nordisk Numismatisk Årsskrift 1979-1980 (1982), s. 81-92. Dette er dog næppe rigtigt; dateringen af disse efterligninger er under alle omstændigheder anslået til tidligst ca. 1042, d.v.s. samtidig med eller senere end de sikre Odensemønter.
  10. ^ Hauberg, s. 171, nr. 102. Se senest C.J. Becker: NNUM 1981, s 152 (med henvisninger). For datering af fundet se Michael Dolley: A note on the Edward the Confessor element in the 1880 Espinge hoard. Seaby Coin & Medal Bulletin 1976, s. 461.
  11. ^ Se Becker: note 3 samt NNUM 1979, s. 66 og 1980, s. 42.
  12. ^ Gengivelse af bynavnet varierer noget på de enkelte stempler, ganske som det ses ikke blot på mønter fra Lund, men på de samtidige engelske prægninger. »Odense« er stavet på følgende måder (idet »TH« er gengivet ved D): O -ONSIC – OTH – OTHN – OTHNS -OTHS – OTHSI – OTHSV – OTHSVI – OTHSVIC – OTHSVIDI – OTHSVIIDI. (De to former, der ender på »C«, kunne måske antyde, at navnet oprindeligt har været et wik-navn og således ikke være knyttet til »vi«).
  13. ^ Hauberg Magnus nr. 32. – G. Galster. Møntfundet fra Haagerup. Nordisk Numismatisk Årsskrift 1944, s. 105, nr. 67.
  14. ^ Hauberg, s. 50. – Skaare: note 2 ovenfor.
  15. ^ Becker: note 3 ovenfor, s. 157 (advers-stempel K 14).
  16. ^ Georg Galster: NNUM 1947, s. 5.
  17. ^ Brita Malmer. Imitations of Byzantine Miliaresia found in Sweden. Studies in Northern Coinages of the Eleventh Century, 1981, s. 9.
  18. ^ Om Espinge se note 10. I Stockholmmuseets protokoller er alle Svends mønter beskrevet, formentlig al B.E. Hildebrand.
  19. ^ Se Peter Berghaus: Die Frühmittelalterliche Numismatik als Quelle der Wirtschaftsgeschichte. Geschichtwissenschaft und Archäologie, ed. H. Jankuhn og R. Wenskus. Sigmaringen 1979, s. 415.
  20. ^ Se Haubergs bemærkninger til Magnus nr. 29-31 og Svend 53-54. Hertil et nyt fund fra Maidla i Estland (I. Leimus: Eesti NSV Teaduste Akadeemia Toimetised 28/1, 1979), Mønten, nr. 1070, er ikke afbildet, men ud fra et fotografi, som dr. I. Leimus, Tallinn, venligst har sendt mig, kan den bestemmes som stempel-identisk med Hauberg, Knud 45.
  21. ^ Hauberg, Knud d. Hellige nr. 10-11.
  22. ^ Hauberg »Stridsperioden 1044-47« nr. 6-7.
  23. ^ I nyere tid har man flere gange foreslået Skåne, dog uden flere argumenter, end Hauberg havde samlet. Inden for Skåne findes to stednavne, der begge er blevet nævnt – dog uden nogen form for dokumentation. Det ene er en sogneby ved Landskrona, der er nævnt af Sture Bolin: Skånelands historia II, Lund 1933, s. 196. – G. Galster siger blot »Skåne« i sin oversigt »Danmarks mønter« i Nordisk Kultur, bind XXIX, Mønt. København-Stockholm 1936, s. 145.

 

©