Odense Staalskibsværft

- registrering og dokumentation af Danmarks største industrielle miljø

Lindøværftet skal ikke længere bygge skibe! – Nyheden ingen rigtig troede på

Gennem størstedelen af det 20. århundrede var skibsværfterne Danmarks største virksomheder, periodevis med tusinder af ansatte på hvert enkelt værft. Fra 1970-80’erne tyndede det ud i de danske værfter, som gradvis bukkede under for den fjernøstlige konkurrence. Det sidste tilbageværende store danske værft er Lindøværftet, som ganske vist har haft vanskeligt ved at tjene penge. Som en del af A.P. Møller-Mærsk og den selvopfattelse, der har præget Danmarks største virksomhed og dens mangeårige leder, troede mange, at turen aldrig ville komme til en lukning af Odense Staalskibsværft – Lindøværftet – ved Munkebo. Værftet havde flere gange oplevet nedgang og afskedigelser, og i de seneste år var der flere gange blevet råbt: Ulven kommer! Alligevel tvivlede mange på, at den dag var nært forestående.

Det gamle Odense Staalskibsværft ved Odense Kanal er for længst ophørt med at fungere som værft, men bygningerne er i hovedtræk bevaret, og værftet er stadig let genkendeligt. Undersøgelsen griber tilbage til virksomhedens begyndelse og registrerer også de gamle boligområder og værftet i det nordlige Odense. Selv efter udflytningen til Lindø bestod der et nært forhold mellem Møllers Villaby i Odense og det nye værft i Munkebo.

I årene efter årtusindskiftet blev fokus på Danmarks industrikultur øget med en stor indsats fra både Kulturarvsstyrelsen og de danske museer landet over. I den anledning udpegede styrelsen 25 nationale industriminder, der er særligt karakteristiske eller velbevarede eksempler på den danske industrialisering. Blandt disse var naturligvis Odense Staalskibsværft – Lindø. Med udpegningen fulgte ikke en egentlig beskyttelse, men en stærkere opmærksomhed på det fysiske og mentale landskab, som var opstået omkring den store virksomhed med rødder tilbage til etableringen i 1918 ved Odense Kanal.

Og så skete det alligevel: I august 2009 informerede A.P. Møller-Mærsk om, at man i 2012 endegyldigt ville ophøre med skibsbygning på Lindø. At Lindø lukker vil være forkert at sige, men den erhvervspark, som området er under succesfuld omdannelse til, vil være noget ganske andet end den store, traditionsrige danske virksomhed, som gennem en lang årrække var Fyns største arbejdsplads og stadig berører langt flere end de ca. 2500 medarbejdere, som i de seneste år har arbejdet på selve værftet. Med denne udvikling stod de to fynske museer, hhv. Østfyns Museer og Odense Bys Museer, med en stor udfordring på det kulturhistoriske område. En af Danmarks sidste store industriarbejdspladser skulle afvikles, og en epoke ville snart være forbi – vel at mærke en virksomhed og et miljø, som efterhånden var enestående herhjemme. Denne artikel ridser kort op, hvordan de to museer i fællesskab har grebet opgaven an og i samarbejde med det nationale museum på området og ikke mindst A.P. Møller-Mærsk og Kulturarvsstyrelsen har organiseret det, der efter alt at dømme kan blive den største registrerings- og dokumentationsopgave af denne art nogensinde i Danmark.

Odense Staalskibsværft ved Odense Kanal 1918

Et historisk perspektiv på opgaven vil være på sin plads. Jernskibenes (og senere stålskibenes) historie tog sin begyndelse i England, og de nye skibe nåede hurtigt store dimensioner med Great Eastern (1859). Teknologien fandt vej til Danmark, først på Orlogsværftet og siden på Burmeister & Wain i København. I 1914 var mindst otte større og mindre danske værfter leveringsdygtige i stålskibe.

I Odense Havn lå N.F. Hansens Træskibsværft på det, der i dag udgør midtermolen, bag Muus’ pakhus. Trods ejerens planer omkring 1900 om at etablere et stålskibsværft i Odense blev det skibsreder A.P. Møller, der tog fat på opgaven nogle år senere. Han indledte i 1917 forhandlinger med Odense Kommune om anlæggelsen af et stort stålskibsværft nord for Odense på bar mark ud til kanalen.

Ud mod kanalen blev der opført en stor administrationsbygning, og ved beddingerne, der skrånede ud i kanalen, blev de første jernbetonbygninger opført i 1918. Samtidig opførte værftet en slags fabriksby i den nordligste del af Skibshuskvarteret, Odenses store arbejderkvarter. Værftet blev formentlig anlagt på denne lokalitet på grund af de store arealer, der var til rådighed ved forholdsvis dybt vand, byens stærke jern- og metalindustri og elektrotekniske industri (Thrige) samt mange industriarbejdere. Værftet købte flere beboelsesejendomme og opførte arbejderboliger på Carl Lunds Vej, i første omgang boligblokke i røde sten med fire lejligheder i hver og store haver omkring -siden fulgte en mere systematisk udbygning i efterkrigstiden. Området kom til at fremtræde mere åbent, grønt og indbydende end det gamle arbejderkvarters øvrige mere blandede og tilfældige boliger. I det første år var der kun 50 ansatte, og tallet svingede med ordrerne. Sidst i 1930’erne var tallet oppe på 1.500, mens der i efterkrigstiden var over 5.000 ansatte.

Efter åbningen af Lindø fungerede Odense Staalskibsværft som hjælpeværft og byggede dele til de nye store tankskibe. Det gamle værft ved kanalen nåede at bygge 177 skibe. I 1980-90’erne lå det store værftsområde øde hen, og bygningerne blev brugt til blandede formål. De store byggehaller fra efterkrigstiden blev udskilt fra værftsområdet, som i 2001 blev købt af ejendomsselskabet Søtoftegård, der siden omdannede området til erhvervspark.

Odense Staalskibsværft – Lindø 1959

Lindøværftet, der ligger 12 km nordøst for Odense, blev indviet i 1959. Odense Staalskibsværft var på det tidspunkt Fyns største industrivirksomhed, men den oprindelige beliggenhed tæt på Odense var ikke egnet til søsætning af de større og større skibe. I 1950’erne steg efterspørgslen efter stadig større tankskibe som følge af det voksende forbrug af olie og anlæggelsen af raffinaderier i Europa. Da der sidst i 1957 indløb en ordre på fem moderne turbinetankskibe til en amerikansk skibsreder, valgte A.P. Møller at etablere et nyt værft ved Odense Fjord ud for Munkebo i stedet for at forsøge nye udvidelser og uddybninger ved det gamle værft. Lindøværftet blev anlagt fra 1957 og indebar etableringen af et i dansk sammenhæng meget omfattende industriområde, som både i skala og byggemetoder afveg fra tidligere tiders værfter. Det var uden overdrivelse en majestætisk opgave at realisere et værft af disse dimensioner, og til historien hører også, at A.P. Møller parallelt hermed planlagde og i samarbejde med den lille Munkebo Kommune opførte en hel by med byfunktioner og omfattende boligbebyggelse i og omkring den lille landsby. Ved etableringen af byfunktionerne i Munkebo medvirkede byplanprofessor Peter Bredsdorf med sin private tegnestue, der også var beskæftiget med planlægningen af landets andet store industrielle projekt, Danfoss på Als.

Anlæggelsen af værftet medførte stærke forandringer i det lille fiskermiljø ved fjorden, hvor de lokale beboere og fiskere oplevede et tab af naturværdier. Landbrug og fiskeri måtte ophøre, og flere ældre gårde blev revet ned. I 1956-57 blev der opkøbt ejendomme i området, og rygtet om det store værft bredte sig. I samme periode foregik forhandlinger på overordnet niveau med Landbrugsministeriet og Folketingets Finansudvalg. Den 1. november 1958 kunne der holdes rejsegilde, og i 1959 blev Lindøværftet indviet.

Værftet kom til at bestå af et antal blandede bygninger og tre store byggebeddinger til fremstilling af store skibe bygget i sektioner, der efterfølgende blev samlet. Den største bygning var den knap 30 meter høje og 13.000 m2 store svejsehal, som blev projekteret af Rambøll & Hannemann og stod færdig i 1969. Siden åbningen har værftet gennemgået omfattende udbygninger og moderniseringer. Værftets anlæg består af dokkerne I, II og II, de store skibsbygningshaller, velfærds- og administrationsbygningerne samt mange andre værksteder og lagre — og ikke mindst den velkendte portalkran fra 1969, der blev erstattet, efter at stormen i 1999 havde sendt den store kran i dørken. Kranen har en ikonagtig karakter og kan ses over store del af Fyn. I 1973 dækkede værftsområdet et areal på 700.000 m2 – mere end 140 fodboldbaner – og var dermed landets største industrielle miljø.

På billedet fra 1961 ses de nye boligområder, der blev skabt sammen med Lindøværftet. Trods tydelige fællestræk adskilte Lindøværftet med omgivelser sig formentlig fra både Danfoss og andre store virksomheders udvikling i efterkrigstiden ved fra begyndelsen at være fuldt planlagt og styret.
Odense Staalskibsværft – Lindø er et enormt industrielt miljø, der omfatter værftsområdet, Munkebo bycenter og de store omgivende boligområder samt den såkaldte Møllers Villaby i det nordlige Odense. Foto fra den påbegyndte registrering, efteråret 2010.

Selve værftet er naturligvis kernen i virksomhedens historie, men en virksomhed af denne størrelse påvirker også hele områdets infrastruktur med vej- og trafikanlæg m.v. Derfor må Lindøværftet ses som et kolossalt og meget væsentligt dansk industrimiljø, der overskrider det hegn, som omgiver selve værftet og påvirker såvel vandsiden som landsiden omkring værftet.

Lindøværftet leverede fra første færd supertankere, men byggeprogrammerne og skibstyper og -størrelser har varieret over tid. Mellem 1960 og 1980 blev der bygget ca. 60 skibe, mens antallet frem til 2005 var ca. 120 samt 35-40 "mindre" fartøjer. Blandt nybygningerne i nyere tid er der særlig grund til at fremhæve containerskibene. Fra midten af 1990’erne har Lindø leveret verdens største skibe til fragt af 30-fods containere.

Forandringerne i landsbyen Munkebo med blot 600 indbyggere var radikal og indebar ikke blot nybyggeri, men også en omkalfatring af de offentlige tilbud, bl.a. i form af nye daginstitutioner og udvidelse af skolevæsenet. Munkebo blev præget af toetagers sammenhængende rækkehusbebyggelse og fritliggende villaer, alt organiseret og ejet af Ejendomsselskabet Lindø. Fra Odense-Kerteminde-vejen, der passerer sydøst om værftet, går stikveje mod nord til det amerikansk inspirerede indkøbscenter, som udgør Munkebos bycenter. Nord herfor udgør Solbakken, Rosendalen og Højvangen store boligområder. Med til historien om arbejdsstyrken på Lindø hører også tilførslen af udenlandske arbejdere, bl.a. skotske, engelske og irske smede og skibsbyggere først i 1960’erne. De mere end 6.000 ansatte på Lindø i rekordåret 1974 svandt gennem 1980’erne til omkring 3.000, og værftet var ikke i stand til at tjene penge. Trods det forhold at den aldrende skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller uden tvivl har haft stærke følelser for det værft, hans fader oprindelig anlagde på bar mark nord for Odense, var grænsen altså nået. Den 10. august 2009 meddelte A.P. Møller-Mærsk, at man afvikler værftets skibsbygningsaktiviteter frem mod 2012.

Registrering og dokumentation – et vidtrækkende samarbejdsprojekt

For statsanerkendte kulturhistoriske museer er det en central opgave at indsamle genstande og oplysninger om vigtige aspekter af fortiden – også den nylige fortid. Med meddelelsen om ophøret af skibsbygningen på Lindø ville en meget vigtig del af nyere tids fynske – og danske – kulturhistorie ændre sig på forholdsvis kort tid. Lukningen var dog ikke i sig selv startskuddet til museernes overvejelser om at gennemføre en undersøgelse af Odense Staalskibsværft. Både Østfyns Museer og Odense Bys Museer var bevidste om behovet for en grundig undersøgelse, da meddelelsen om lukningen kom. Vejen var derfor forholdsvis kort til at skitsere et samarbejdsprojekt mellem de to museer, men der var videre perspektiver i en sådan undersøgelse. A.P. Møller-Mærsk, repræsenteret ved arkivleder Henning Morgen, havde også overvejelser om konsekvenserne af lukningen såvel for værftets almene historie og miljøer som for virksomhedens arkivalier, som man ønskede at sikre for eftertiden. Virksomheden havde allerede kontakt til Handels- og Søfartsmuseet, som er det landsdækkende nationale specialmuseum for søfart og skibsbygning, da man tog kontakt til de fynske museer i efteråret 2009.

Der er stadig liv på Lindø, og der bygges i skrivende stund fortsat skibe. Allerede nu er omdannelsen til erhvervspark dog i gang, og Fredericia Værft er bl.a. rykket ind på området. En række bygninger og faciliteter overgår gradvis til den nye, blandede brugergruppe. Livet på værftet kan stadig skildres, men med meldingen om lukning af skibsbygningen er værftet og ikke mindst medarbejdernes oplevelse af virksomheden naturligvis for altid forandret.

Parterne kunne hurtigt konstatere, at der var bred enighed om behovet for en grundig registrering og dokumentation af værftet, dets ansatte og de omkringliggende miljøer med fabriksbyen Munkebo i centrum. I løbet af vinteren 2009-10 arbejdede parterne på en fælles projektbeskrivelse, der skitserede et faseforløb for en omfattende undersøgelse, der kan blive den mest omfattende dokumentation og registrering af en dansk industrivirksomhed nogensinde. I foråret var planerne for undersøgelsen klar, og der skulle nu rejses midler til at gennemføre undersøgelsen. De deltagende museer bidrager alle med arbejdskraft og et betydeligt tidsforbrug, men afgørende, for at undersøgelsen kan gennemføres på et højt niveau og i det skitserede omfang, var et betydeligt tilskud fra Kulturarvsstyrelsen og en rundhåndet bevilling fra A.P. Møller-Mærsk, som også bidrager med arbejdskraft til opgaven og stiller arkiv og arkivfaglig indsigt til rådighed for projektet.

Den formelle organisering af projektet kom parterne hurtigt til enighed om. En styregruppe bestående af de respektive museers direktører, hhv. Jørgen Selmer fra Handels- og Søfartsmuseet, Erland Porsmose fra Østfyns Museer, Torben Grøngaard Jeppesen fra Odense Bys Museer samt A.P. Møller ved arkivleder Henning Morgen følger projektet på overordnet niveau. Selve projektet blev organiseret med en projektleder fra Østfyns Museer og deltagere fra de øvrige museer samt to akademiske projektmedarbejdere ansat alene til den pågældende opgave suppleret med en fotograf.

Projektgruppen består af følgende deltagere:

Fra museerne:

  • Museumsinspektør, ph.d. Mette Ladegaard Thøgersen, Østfyns Museer (projektleder)
  • Overinspektør, cand.mag. Anders Myrtue, Odense Bys Museer
  • Museumsinspektør, cand.phil. Torkild Adsersen, Handels- og Søfartsmuseet
  • Museumsinspektør, ph.d. Henrik Harnow, Odense Bys Museer
  • Museumsinspektør, cand.mag. Kurt Risskov Sørensen, Østfyns Museer

Fra A.P. Møller-Mærsk:

  • Arkivleder Henning Morgen

Projektansatte:

  • Kulturhistoriker, cand.mag. René S. Christensen med speciale i kulturlandskabsanalyse og særlig ekspertise i havne og maritime miljøer m.m.
  • Arkitekt, M.A.A. Gitte Haastrup med særlig ekspertise i maritime kulturmiljøer og industrielle bebyggelsesmiljøer
  • Fotograf Flemming Wedell med ekspertise i fotografering af industrielle kulturmiljøer.

Projektgruppen udarbejdede i fællesskab en plan for undersøgelsen, som i hovedtræk består af tre faser, hvoraf de to faser umiddelbart udføres under den nuværende bevilling til og med 2011. Første fase, som nu er afsluttet, bestod i en såkaldt forundersøgelse, der afdækkede hovedtræk af den internationale, danske og fynske værftshistorie med særlig fokus på Odense Staalskibsværft. En række områder blev gennemgået med henblik på at skabe et overblik og en status for området, inden den egentlige undersøgelse blev påbegyndt. Trods opgavens hastende karakter blev det vurderet, at grundlaget for en registrering og dokumentation af værftet – såvel ved Odense Kanal som i Munkebo – dets medarbejdere og de omkringliggende boligmiljøer m.v. kun kunne tilvejebringes med tilstrækkelig præcision ved hjælp af en systematisk forundersøgelse. Forundersøgelsen blev gennemført i andet halvår 2010. Projektgruppens medlemmer deltager kun i begrænset omfang i selve udførelsen af opgaven, men deltager i jævnlige møder, hvor projektets forløb og problemstillinger diskuteres. Projektmedarbejderne er fysisk lokaliseret i et særligt indrettet projektkontor midt på det stadig aktive værftsområde. Dermed er de udførende medarbejdere i løbende kontakt med det værft og de mennesker, som de arbejder med at opbygge viden om.

Projektets næste fase, som netop er påbegyndt, udgør den egentlige registrering og dokumentation. Opgaven indebærer både en omfattende fysisk registrering af værfts- og boligområder i Odense og Munkebo, optagelse af et stort antal fotos, interviews med udvalgte repræsentanter for alle grupper af ansatte på værftet og disses familier samt be arbejdelse, i relevant omfang, af det meget omfattende og bredt dækkende skriftlige kildemateriale. En tilknyttet opgave, der ikke direkte indgår i det beskrevne projekt, men som unægtelig også er en vigtig museal opgave, er udpegning og indsamling af museumsgenstande, der på dækkende måde vil kunne vise vigtige sider af såvel værftets og skibsbygningens historie som det arbejdsmiljø og det liv, der har præget det store værft. Registrerings- og dokumentationsopgaven vil rette fokus mod en række hovedområder som virksomhedens særlige historie, karakteren af fabriksby, skibsbygningens teknologi, ar-bejds- og leveforhold på og omkring værftet samt andre aspekter som f.eks. underleverandører til den store virksomhed. Det er en væsentlig udfordring for projektgruppen at sikre en så bred dokumentation for eftertiden, at også problemstillinger og spørgsmål, som ikke umiddelbart er formuleret i dag, med rimelighed kan undersøges i fremtiden. Det er ingen hemmelighed, at det er en opgave af ærefrygtindgydende dimensioner, men for de deltagende også en spændende og meget usædvanlig opgave, som desuden har medvirket til at skabe et frugtbart samarbejdsklima mellem parter, der normalt ikke arbejder direkte sammen.

Når opgaven er afsluttet ultimo september 2011 vil der være skabt et meget omfattende, men samtidig systematisk og velordnet materiale, som kan danne grundlag for egentlige videnskabelige undersøgelser – og forhåbentlig for en museal formidling, måske også i udstillingsform, af den virksomhed, der gennem en lang årrække var Fyns største. Projektets sidste fase er ikke beskrevet detaljeret og afhænger af en række forhold, herunder de forskningsmæssige perspektiver, som først for alvor kan vurderes efter gennemførelse af registrering og dokumentation. De deltagende parter håber alle, at der efterfølgende vil være mulighed for at dykke dybere ned i det omfattende materiale – gerne i et fælles forskningsprojekt med deltagelse af relevante eksterne forskere på området. Det er dog alt for tidligt mere præcist at skitsere perspektiverne heri – og for de udførende, især de projektansatte, er blikket stift rettet mod udførelsen af en opgave af en art, man som historiker, etnolog eller arkitekt kun møder én gang i sit arbejdsliv.

©