»Odensemit saqqummersitat«

- Om »Odense udstillingen« i Upernavik, Nordvestgrønland

»Odensemit saqqummersitat« står der på skiltet, når man bevæger sig fra stueetagen og op på første sal i den gamle kolonibestyrerbolig i byen Upernavik i Nordvestgrønland. Her i Odenses venskabsby siden 1980[1] deponerede Odense Bys Museer i sommeren 1997 sine grønlandske museumsgenstande indkommet i perioden fra 1867 til 1942. (Fig. 1)

1. I B12, den gamle kolonibestyrerbolig i den ældste bydel i Upernavik, huset med kviste i taget, er Odense Bys Museers uddeponerede grønlandske samling nu udstillet.

Den aktuelle anledning til deponeringen var at give en gave i anledning af venskabsbyens 225 års jubilæum i 1997. Foruden selve samlingen på 56 hovednumre – indeholdende mere end 100 enkeltgenstande – blev ved samme lejlighed overdraget en række montrer, diverse armaturer, et vanddestillationsapparat samt andet udstyr[2].

De grønlandske genstande er nu smukt placeret i et af de gamle nyrestaurerede huse fra den danske kolonitid. Udstillingen blev officielt åbnet i forbindelse med den danske kongefamilies besøg i byen i august 1997. Til stede ved den lejlighed var en lille fynsk delegation med borgmester Anker Boye i spidsen. Allerede i 1992 blev Odense Kommune kontaktet af

Upernavik Museum, der bad venskabsbyen om at fremsende nyere brugt udstillingsudstyr til byens kommende museum. En endelig aftale lod imidlertid vente på sig – Upernavik Museum stod i en periode uden leder – men efter fornyet kontakt, gennem den nye museumsinspektør Pauline Kleinschmidt Knudsen i august 1995, kom der for alvor skred i sagen[3]. To medarbejdere fra Odense Bys Museer kunne derfor i juni 1997 drage til et af verdens nordligste bysamfund for at opstille Odenses gave til den jubilerende venskabsby[4].

Upernavik kommune består af en kyststrækning på ca. 450 km. fra Svartenhuk i syd og til et godt stykke op i Melvillebugten i den nordvestlige del af Grønland. Kommunens areal udgør ikke mindre end ca. 199.000 kvadratkilometer – hvoraf kun ca. 10% er isfrit land – resten består af indlandsis. Vinterisen kan ligge på havet i otte måneder, og kun juli og august kan benævnes som egentlige sommermåneder. Sommer-gennemsnitstemperaturen ligger på +5 grader, og vintergennemsnittet er -20 grader. I dette kæmpestore og meget barske, men usigeligt smukke landskab, bor 2800 indbyggere, der fordeler sig på ca. 1700 personer ude i bygderne mens de resterende ca. 1100 personer bor i selve Upernavik (Knudsen 1997 p. 6ff). Heroppe – højt mod nord – trives det gamle fangererhverv side om side med nutidens højteknologiske samfund endnu, og alt er meget anderledes end i Danmark (figur 2)

2. Kort med Upernavik placeret på Grønlands Nordvestkyst.

Odense Bys Museers etnografiske samling

På førstesalen i kolonibestyrerens bolig kan de grønlandske genstande nu ses i sin helhed – opstillet efter moderne principper. Det har ikke kunnet lade sig gøre at se samlingen siden Odense Bys Museers etnografiske samling, med sine genstande fra hele verden, blev nedtaget i 1973 fra sin plads i det daværende Fyns Stiftsmuseums kælderetage i Jernbanegade 13, hvor den havde været placeret siden 1911[5].

I en periode i 1970’erne blev en del af de grønlandske genstande sendt rundt på hele Fyn som skoleudstilling. Det har flere af genstandene lidt under, og enkelte ting er da også bortkommet. Som helhed er samlingen, som den i dag kan ses opstillet i Upernavik, dog intakt. Genstandene er alle indsamlet til museet i perioden fra 1867, hvor museet under løbenr. 75 modtog: »et par grønlandske broderede Skoe – giver fabrikant Krarup« (senere bortkommet) og til maj 1942, hvor den sidste genstand under løbenr. D 233 -«en akvarel indfattet i brunt papir…« overdrages museet. Der er tale om ting, købt på auktion, indkommet som private personers gaver til museet, genstande overdraget museet fra Nationalmuseet, og ting indsamlet ved privatpersoners ophold i Grønland.

Meningen med at opbygge og udstille en sådan kalajdoskopisk samling af vidt forskellige ting fra hele verden var vel, at man i en tid hvor det at rejse langt væk kun var forbeholdt de få, ville give

Odenses borgere lejlighed til at stifte bekendtskab med fjerntliggende kulturer, som man havde meget lidt kendskab til. Med disse tings tilstedeværelse i museet flyttede verden ind og blev nærværende. Det er dog svært at påstå, at den etnografiske samling på nogen måde var repræsentativ. Der er snarere tale om helt tilfældige valg af genstande, alt efter hvad man er blevet budt. Det kunne dog se ud som om, at man gennem tiden har tilstræbt at få ting af virkelig eksotisk karakter. Våben og forskellige etniske souvenirs er langt i overtal frem for jævne og dagligdags genstande.

De grønlandske genstande er lige så mangfoldige som den øvrige del af den etnografiske samling. Her er brugsredskaber til jagt og til husholdning, værktøj og dragter og – ikke mindst – en række modeller og legetøj, hvoraf en del må rubriceres som deciderede tidlige turistsouvenirs. Tingene stammer fra hele Grønland og giver altså et indtryk af, hvad Odenses borgere kunne se fra et fjernt beliggende og meget anderledes samfund.

I forbindelse med deponeringen i Upernavik er udarbejdet en detaljeret protokol over genstandene[6]. Her er indføjet de informationer der har kunnet findes i Odense Bys Museers protokoller. Informationerne er blevet sammenholdt med de numre, der har kunnet identificeres direkte på genstandene. En del genstande har det dog ikke kunnet lade sig gøre at identificere med proveniens eller giver. Det skyldes i første række, at en del af genstandene er indkommet som samlede afleveringer og derfor er opført under ét nummer i protokollen.

3. Undervejs i arbejdet med at genregistrere den grønlandske samling, har vi fået hjælp fra mange kyndige personer. En af de mest vidende om fangerlivet – og dermed de genstande der nu kan ses i Upernavik – er ubetinget Niels Møller, Upernavik. Her et snapshot visende hvordan en angakok-tromme anvendes. Isbjørnemaveskindet er desværre p.g.a udtørring faldet ud af rammen (Jour. nr 650×24).

Under forarbejdet til deponeringen: genfinding, rengøring, fotografering og i forbindelse med genregistreringsarbejdet har det flere gange undret mig, hvorfor det netop er disse ting der er havnet i Odense? – og hvem mon de mere eller mindre anonyme givere eller sælgere var/er? Hvilke historier er knyttet til tingene? – og hvorfor har disse givere/sælgere været »bidt af Grønland«? – som jeg selv er blevet det, efter deltagelse i antikvarisk arbejde på den utroligt smukke, men ofte voldsomme og store kolde ø langt mod nord. Figur 3.

I det følgende kan læses en kort beskrivelse om nogle få af de genstande, der er deponeret i Upernavik, og lidt om de givere/sælgere der har bidraget til grønlandssamlingen[7].

Cand. med. Søren Hansens gave til museet

Indskrevet i protokollen under nr. 80/1885 – lige under en beskrivelse af: »En Stor pragtfuld Renæssancelysesax (mage til et Expl. i Museé Cluyny, afbildt i Magasin Pittoresque)« med anmærkning om: »Fundet i Løveapotekets Kældre, Skænket af Etatsråd Lotze« – står med sirlig skrift: »En Del smukke grønlandske Beklædningsgenstande og Fangstredskaber og Modeller af Baade, Telte m.m. Skænket af cand. med. Søren Hansen. Senere under protokolnummer 12/1886 – året efter – er med anden skrift anført: »En grønlandsk Cajak 18′ findes indholdt Aare (Pagaier) harpun, Snører og andre Fangstredskaber, Blærer og complette Cajakklæder« Skænket af cand. med. Søren Hansen.«

Om baggrunden for de to indleveringer til museet, nu opført under jour. nr. 650 x1a-p, kan museets korrespondancearkiv hjælpe. Her fremgår det i en skrivelse til museets formand, etatsråd Gustav Lotze, dateret Sukkertoppen d. 13. maj 1885 at: »Under min Rejse i Grønland som Deltager i Premierlieutnant Jensens Expedition har jeg begyndt at tilvejebringe en Samling grønlandske Sager som jeg agter at tilstille Museet i Odense.« Videre hedder det i brevet: »… jeg foreløbig har tænkt på at sende Museet en Kajak (ca. 18 fod lang) med et fuldstændigt Sæt Fangstredskaber, et par hele Klædninger samt et antal mindre Gjenstande, heriblandt et grønlandsk Hus, et Telt og en Konebaad…« Brevet beskriver endvidere fremsendelsesmåde til Danmark og opbevaring inden afleveringen i Odense. Det gøres med en tilføjelse »,…men jeg maa dog tilføje den Bemærkning, at Transportforholdene her i Grønland ere for usikre, til at De med absolut Sikkerhed kan gjøre Regning paa at faa hele Samlingen hjem iaar«.

Museet takker ja til gaven d. 18. november samme år, og Søren Hansen skriver d. 16. december, fra adressen Lille Strandstræde 24, tredje sal i København, til Etatsråd Lotze, blandt andet at: »Det glæder mig at De har Modtaget Sagerne i god Behold og jeg haaber De er tilfreds med Kvaliteten selv om Kvantiteten foreløbigt er adskilligt mindre end jeg havde lovet. Min Ærgrelse over Forsinkelsen af Kajakken har endnu ej tabt sig fuldstændigt.« Med denne besked fåes forklaringen på, at Søren Hansens fine gave til museet er delt over to år i accessionsprotokollen. Først i 1886 er kajakken – der er ret upraktisk at transportere (smal, skrøbelig og 5,65 m lang !) – nået frem til Odense. (Figur 4)

4. Kajakken fra Sukkertoppen, der voldte Søren Hansen besvær at få sendt hjem til museet i Odense. Har på grund af sin umage størrelse altid voldt problemer. Var i en årrække gemt af vejen oppe under taget i det daværende Fyns Stiftsmuseum (nu Fyns Kunstmuseum).

At Søren Hansen netop betænker museet i Odense er ingen tilfældighed. Han var født i byen i 1857 som søn af maskinmester og vandværksbestyrer Peter H. Hansen og hustru Ulrikke Sophie Vilh. Hansen, født Sørensen. Han blev student i Odense i 1877 og fik medicinsk embedseksamen i København i 1885[8]. Søren Hansen var i 1885 – og senere i 1888 – deltager i videnskabelige undersøgelser på Grønlands vestkyst. I 1885 som deltager på Premierløjtnant J.A.D. Jensens grønlandsekspedition, der som primært mål havde: »at kortlægge og undersøge den isfrie strækning af Grønlands Vestkyst, der ligger imellem Godt-haab (Nuuk) og Holstensborg (Sisimiut), eller omtrent imellem den 64. og 67. Bredegrad«[9]. S. Hansens opgave på ekspeditionen var: »at foretage anthropologiske Undersøgelser, men ved Siden deraf også gjøre Indsamlinger i botanisk Retning«. Området for studierne var egnen nær Sukkertoppen (Maniitsoq), hvortil ekspeditionen ankom d. 9. maj 1885[10].

Søren Hansen foretog fysisk antropologiske opmålinger på befolkningen i distriktet. Al transport foregik i konebåd, der som det største lokale fartøj kunne rumme adskillige personer, arbejdsgrej og andet udstyr. I den senere publikation om ekspeditionen og dens videnskabelige resultater (nævnt ovenfor) fremgår det iøvrigt, at Søren Hansen var en habil tegner. En række illustrationer af markante menneskeskabte og naturgivne ting i landskabet ses gengivet i Hansens lidt naive streg. (Figur 5)

5. Flere af Søren Hansens tegninger pryder premierløjtnant J.A.D. Jensens artikel om resultaterne fra 1885-ekspeditionen (f.eks. Jensen 1889 p. 112).

Det må have været en begejstret Søren Hansen der, som nævnt ovenfor, allerede d. 13. maj 1885 skriver fra Sukkertoppen til etatsråd Lotze om museets evt. interesse i at erhverve en del grønlandske genstande – da havde han kun været i distriktet i fem dage! Hansen deltog igen i 1888, efter studieophold i udlandet, i endnu en ekspedition til Grønland. Feltarbejdet førte til adskillige artikler om grønlændernes fysiske fremtræden, blandt andet: »Bidrag til Østgrønlændernes Anthropologi« fra 1886 og »Bidrag til Eskimoernes Kraniologi« fra 1895, foruden en række artikler på blandt andet fransk og engelsk. Det videnskabelige arbejde kronedes blandt andet med Københavns Universitets guld-medaille i 1892 og i medlemsskaber i Société d’anthropologie de Paris og i Deutsche anthropologische Gesellschaft[11]. Foruden arbejdet som antropolog, hvor han senere blandt andet arbejdede med den danske bronzealderbefolknings kraniologi[12], arbejdede Søren Hansen i en årrække som vaccinator og fængselslæge i København inden udnævnelse til politilæge, et job han bestred fra 1895-1921.[13]

Overdragelsen fra Nationalmuseet i København i 1908

I Odense Bys Museers arkiv befinder sig et lille gråt kladdehæfte hvorpå der med sirlig skrift på forsiden står: Fortegnelse over 535 Genstande afgivne af Antiksamlingen og Den ethnografiske Samling (Nationalmuseets l.st. Afd.) til Fyens Stiftsmuseum. Maj 1908. I kladdehæftet står på undersiden af omslaget: (Ved Sophus Michaelis).

Hæftet er omhyggeligt opdelt i to hovedoverskrifter: Antikke genstande herunder marmorskulpturer, våben, lerkar, afstøbninger, brudstykker af fresko- og stukbeklædning af vægge og arkitekturfragmenter af marmor. Derefter følger en oplistning af overleverede etnografiske genstande – ialt 452 numre fra alle egne af verden. Kataloget er opdelt i Australien og Sydhavet med 40 numre. Amerika – og hertil regnes Grønland i denne sammenhæng – med 55 numre, Afrika med fire numre, Asien med ikke færre end 340 numre fordelt på blandt andet genstande fra Forindien, Kina og Japan. Desuden er en gruppe under forskelligt og 13 numre angives at have ubestemt proviniens.

I listen findes seks grønlandske genstande blandt det meget brede sortiment, Nationalmuseet overlod museet i Odense. Fire af disse er genfundet ved nærværende nyregistrering[14]. (Figur 6)

6. Denne lille kniv ca. 9 cm. lang med et stykke primitivt udbanket jern som knivsblad har en lille etiket påført nummeret 372. Det refererer til Sophus Michaelis’s liste over genstande, der blev overdraget Fyns Stiftsmuseum i 1908.

Protokolføreren cand.mag. Sophus Michaélis var Fyens Stiftsmuseums mand i København. Michaélis var født i Odense i 1865 af forældre af spansk og tysk herkomst. Museets mæcen, etatsråd Lotze, havde kendt drengen fra barnsben, og havde siden hjulpet ham til at studere[15]. Michaélis beskrives som en vidende person med et bredt virkefelt. Han blev cand. mag i fransk i 1891. Oversatte siden flere franske værker, skrev selv lyrik og var forfatter til flere store romaner. Sophus Michaélis, der døde i 1932, var i en årrække, fra 1915 og til 1931, leder af Dansk Forfatterforening[16].

Michaélis arbejdede i en lang årrække som konsulent for museet og fungerede ofte som stedfortræder for Lotze. Også i en lang periode efter Lotzes død i 1893 var Michaélis museet behjælpelig, og at det netop var ham der var mellemmand ved Nationalmuseets overdragelse i 1908 er således ingen tilfældighed.[17].

Gaven fra kunstmaler Emanuel A. Petersen

Opført under 25. November 1933 – men uden egentligt museumsnummer – står: »Ved Udstedet Kangamiut Sydgrønland. Oliemaleri. Højde 67 cm, Bredde 95 cm, malet af Emanuel A. Petersen og udstillet i Klostersalen, Odense, 10. – 24. november 1933. Bjerglandskab med Grønlænderhytter. Signatur forneden til venstre«. Under anmærkninger står: »Gave fra Maleren Emanuel A. Petersen«.

Her giver protokolteksten klar besked: Efter udstilling i Klostersalen, ved Skt. Knuds Kirke, har maleren i taknemmelighed foræret byens museum en gave. Om gaven var tænkt at indgå i kunstsamlingen vides ikke, den er ihvertfald blevet indlemmet i den etnografiske del af samlingen, hvor den nok også har gjort bedst fyldest: Det farverige oliemaleri viser en typisk situation fra et lille bosted. Her ses tre – fire tørvebyggede vinterhuse ved forårstide. Foran husene ses udstedets indbyggere i gang med forskellige gøremål (figur 7).

7. Oliemaleri, malet og overdraget museet af Emanuel A. Petersen. Maleriet har titlen: »Ved Udstedet Kangamiut«. Højde 67 cm, bredde 95 cm.

Emanuel A. Petersens taknemmelighed for udstillingen, der altså kom det daværende Fyns Stiftsmuseum til gode, skyldes måske den overordentlig gode anmeldelse, der kunne læses i Fyens Stiftstidende allerede på åbningsdagen fredag d. 10. november 1938. Her står under overskriften: »Grønlandske Billeder i Klostersalen – En interessant og meget særpræget Udstilling af Emanuel A. Petersen. En saa særpræget og usædvanlig Udstilling har man sjældent lejlighed til at se. Ikke alene er Emanuel Petersen som Maler noget helt for sig selv – men tillige er hans Motiver, navnlig de grønlandske, særligt spændende. Man kan mærke paa alle de grønlandske Billeder, at Kunstneren skildrer en Natur og en Befolkning, som han er indlevet i, som han forstaar og som han elsker… Højest i Udtryk naar han utvivlsomt i et lille Billede af et Par Grønlændere i Marsch henover det uendelige Snetæppe med en Baggrund af sneklædte Fjelde og med flammende Nordlys langt ude i Horisonten. De smaa mennesker midt i Naturens vældige sceneri danner paa mesterlig maade de Kontraster, som giver Forstaaelsen af den særegne Stemning, deroppe i vor fjerne Koloni… Den morsomme og interessante Udstilling fortjener af blive besøgt af Odenseanerne«[18]

Emanuel A. Petersen (født i 1894 på Frederiksberg og død i Farum ved København i 1948) var egentlig uddannet dekorationsmaler, men kom siden i proff. Ejler Sørensens malerskole. Blev af Den Kongelige Porcelainsfabrik sendt på lange rejser for at indsamle materiale, og her blev Petersens interesse for marinemaleri og for kolonier skabt. Det førte ham til Grønland i en årrække fra 1921 og til 1946. Han malede en lang række naturbilleder og situationer fra de grønlandske bygder, hvor de specielle grønlandske lysforhold havde hans store interesse. Det overdragede billede knytter sig smukt ind i Petersens produktion, og er på sin vis en illustration af forgangne tider på Grønland – et situationsbillede, antagelig malet på kunstnerens rejse i Grønland i 1928-30[19]. Petersen anerkendes som en af de »ægte grønlandsmalere«, og i 1995 blev der således åbnet et museum for kunstneren i den gamle kolonibestyrerbolig i Ilulissat (Jakobshavn)[20].

Gaverne fra Fru Arkivar Baumann, København

Ikke færre end 17 genstande står i årene fra august 1935 og til maj 1942 opført i museets protokol som gave indleveret af »Fru Arkivar Baumann, Allégade i København«. Der er primært tale om små håndgjorte souvenirs i hvalrostand, modeller af kajakker og konebåde og en enkelt akvarel fra Frederikshaab (Paamiut).

Fru Baumanns mand var kolonibestyrer John Christian Gustav Baumann. Han var født d. 27. april 1863 i København og afgik ved døden i august 1938. Baumann rejste i 1887 første gang til Grønland, arbejdede i en årrække ved forskellige handelsstationer på Grønlands vestkyst og endte som kolonibestyrer i Frederikshaab (Paamiut) i Sydgrønland i 1902. Senere var han endvidere bestyrer i Godthaab (Nuuk), Holsteinsborg (Sisimiut), Julianehaab (Qaqortoq) og sluttelig ved Sukkertoppen (Maniitsoq), hvorfra han blev hjemsendt i 1916. Siden levede Baumann i København som revisor og kontorchef ved De Danske Tobaksfabrikkers Fælleskontor[21]. Det må formodes, at det er genstande fra hr. og fru Baumanns ophold gennem mange år i Grønland, der både før og efter den tidligere kolonibestyrers død er givet til museet i Odense.

Den ovennævnte akvarel påkalder sig særlig opmærksomhed, som en mere personlig erindring om fam. Baumann. Billedet er indkommet til museet som D 233, maj 1942, og med en anmærkning om: »…billedet skal være malet af en Grønlænder, L. Møller, hvis Signatur ses paa Akvarellen«. Det er indfattet i brunt pap og en glat guldramme og måler 19,2 × 17,5 cm. På bagsiden er påført teksten: Til Lykke! Hr. Nivertoq (kolonibestyrer) G. Baumann, Fjeldet Kordlortok ved Nordlige Del af Frederikshaabs-Isblink. D. 27.4 – 07. (Figur 8)

8. Den lille akvarel (19,2 × 17,5) fortæller – hvis man kigger på bagsiden – en lille personlig erindring om den tidligere ejer. Her står: Til Lykke ! Hr. Nivertoq (kolonibestyrer) G. Baumann, Fjeldet Kordlortok ved Nordlige Del af Frederikshaabs Isblink. D. 27.4 – 07. Der er tale om en gave i anledning af kolonibestyrer Baumanns 44 års fødselsdag (jour. nr. 650 x35).

Billedet må, med den anførte dato, være en gave i anledning af Gustav Baumanns 44 års fødselsdag. Baumann var kendt i Grønland som medvirkende til indførelse af rugbrødsbagning – og skal iøvrigt have været en fornøjelig og morsom mand, som var populær i de kolonier han bestyrede. Fødselsdagsakvarellen er malet af Lars Møller (1842-1926). Møller er kendt som en af Grønlands egne tidlige kunstnere, der i en lang årrække var redaktør af bladet »Atuagagdliutit«, som han ofte illustrerede med litografier[22]. I Kaalund[23] er en akvareltegning fra 1883, taget fra Møllers skitsebog. Akvarel-skitsen stammer fra den samme egn som vores billede og kan meget vel have afsæt i Møllers skitser fra ekspeditionsrejsen i 1883.

Købet af en kvindedragt fra Thule (Qaanaq)

I museets protokol, der bærer »Fyens Stiftsmuseum. Udenlandske Oldsager og etnografiske Samling 1905-« ses for maj måned 1938 under D.220 : »Grønlandsk Kvindedragt fra Thule, bestaaende af lange hvide Kamikker forede med Isbjørneskind, Ræveskindsbukser (polarræven er i sin Sommerdragt mørk brungrå. Undersiden gråhvid) og Sælskindspels med Hætte. 100 kr. (Fru Joko Holtved, Kildebakkegaards Allé, Søborg)« Museets velordnede korrepondancearkiv fra perioden rummer et mindre sagslæg, der vedrører ovenstående korte notits i protokollen. Det første der falder i øjnene når lægget åbnes, er et foto af den tidligere ejer, fru Joko Holtved, iført den smukke dragt fra Thule (figur 9).

9. Foto af den tidligere ejer, Joko Holtved, iført kvindedragten fra Thule (Jour. nr 650 x22a-c). Privat foto. Antagelig optaget i 1938. Nu i museets arkiv.

I følgebrevet, dateret 12. maj 1938, forespørger ejeren blandt andet om museet er interesseret i at købe dragten »… jeg har fået den fra Thule, hvor jeg har været, den koster 100 kr.« Museets inspektør Chr. M.K. Petersen svarer på forespørgslen allerede d. 16. maj, med en meddelelse om at museets konservator i København, Henning Scheel, vil tage dragten i øjesyn før køb.

D. 19. maj kan Chr. M.K. Petersen skrive til Joko Holtved: »Herved har jeg Fornøjelsen at meddele Dem, at man efter Indstilling af Konservator Henning Scheel gerne vil købe den Thuledragt… som De har tilbudt Fyens Stiftsmuseum for 100 kr.«. Allerede i slutningen af maj 1938 er dragten sendt til Fyn og pengene på vej til Søborg.

Giverens navn Joko Holtved vækker interesse. Ikke blot er det noget usædvanligt at være i besiddelse af en smuk og traditionel kvindedragt fra Thule i det allernordligste Grønland, men også det medsendte foto vækker interesse. Hvem er damen på billedet? Man kunne ved et blik på fotoet af Joko Holtved få det indtryk, at hun, i kombination med det i Danmark usædvanlige navn »Joko« måske var af eskimoisk afstamning. Det er dog ikke tilfældet. Joko Holtved var navngivet Sofie og af europæisk afstamning, med aner i katolske lande – heraf den mørke lød. Navnet Joko stammer angiveligt fra opvækst på et sjællandsk børnehjem. Her havde hun, med sit lidt usædvanlige asiatiske (eskimoiske) udseende, fået tilnavnet »Frøken Jokohama«. Siden hang navnets første led ved, og i brevvekslingen med museet i Odense, underskrives brevet da også Joko Holtved[24].

Navnet Holtved er kendt i polarforskerkredse. Joko Holtveds mand, Erik Holtved (1899-1981) startede sin karriere som deltager i arkæologiske udgravninger i Sydgrønland med Therkel Mathiassen og siden med Knud Rasmussen i perioden fra 1930-34. Holtved forestod selv en ekspedition til Nordvestgrønland og Thule i 1935 til 1937. Han blev senere museumsinspektør ved Nationalmuseet og fra 1945 docent i eskimoisk sprog og kultur. Siden fulgte graden som dr.phil. og senere udnævnelse til professor ved Københavns Universitet[25]

Holtved var forfatter til en lang række vigtige værker om polareskimoernes sprog og ritualer, heriblandt monografien »Polareskimoerne«[26] og bogen »Contributions to Polar Eskimo Ethnography« [27]. I bogen: »Arbejde og Indtryk under to Aars Ophold blandt Polareskimoerne 1935 -37«[28] redegør Erik Holtved for hans og hustruen Joko’s ophold blandt Thuleeskimoerne, hvor det primære formål var indsamling af vidnesbyrd om eskimoernes levevis og ikke mindst at foretage arkæologiske undersøgelser.

Proff. emeritus Robert Petersen, Odense, har henledt min opmærksomhed på, at i Holtveds bog: »Contribution to the Polar Eskimo Ethnography«[29] er en del af bogen viet til snitbeskrivelser og Holtveds egne tegninger af den eskimoiske kvindedragts forskellige dele[30]. Forlægget til disse tegninger var udfærdiget i papir af eskimokvinden Kujapik. Museets kvindedragt fra Thule kunne ret beset have afsæt i Kujapiks papirsnit, og tænkeligt være den dragt Joko Holtved siden solgte til museet i Odense!

Der synes ihvertfald ingen tvivl om, at den nu uddeponerede dragt i Upernavik stammer fra familien Holtveds to år lange ophold i Thule, og at familien efter hjemkomsten har afhændet den utroligt smukke dragt, der jo ikke netop er tilpasset danske klimaforhold.

Tilvejebragt af Magister Thalbitzer…

To genstande i samlingen (journal nr. 650 x6 og x23), henholdsvis en model af en konebåd og en 78 cm lang kajakmodel, begge fra Angmassalik (Tasiilaq) er indskrevet i protokollen under januar 1910 D14 og D16. Under anmærkninger står: »Genstandene er tilvejebragt af Magister W. Thalbitzer og af Kommisionen for Undersøgelser i Grønland afgivne af Nationalmuseet«

11. Disse to livfulde masker stammer fra Angmassalik distrikt, og er indsamlet til museet i Odense af fru Else Trautner, Roskilde, i 1937-38 (jour. nr. 650 x25-26).

De to modeller fra Grønlands østkyst er typiske tidlige souvenirs, i fin kvalitet, til forklaring af – i dette tilfælde – transportmulighederne i Grønland. W. Thalbitzer (1873-1958) var i en lang årrække fra 1926 professor i eskimoisk sprog og kultur ved Københavns Universitet, og iøvrigt medlem af Udvalget for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Thalbitzer havde sin interesse for Grønland fra Søren Hansen – fynboen, der i 1885, se tidligere i denne artikel, havde foræret kajak og kajakudstyr til museet i Odense.[31] Thalbitzer overvintrede i 1905-06 i Angmassalik, kun godt 10 år efter koloniens anlæggelse. Det blev indledningen til en livsvarig interesse for østgrønlandske forhold og talrige artikler om emner med tilknytning til sprog og kultur i området[32].

Thalbitzer havde i sit virke med forståelse af den østgrønlandske kultur adgang til at registrere Nationalmuseets ældre samlinger fra området. Det er givet i denne forbindelse, at de to genstande er blevet anset for at være dubletter, og derfor overdraget museet i Odense.

»…Efter Anmodning af Stiftsmuseet.«

Nogle af de absolut bedste ting i Odense Bys Museers grønlandske samling, der nu

befinder sig i Upernavik, stammer fra et køb af 11 genstande der primært knytter sig til østgrønlændernes religiøse liv. Her er tale om en såkaldt angakok tromme med trommeskind af isbjørnemave (åndemanerens musikinstrument)[33], to i drivtømmer udskårne meget karakterfulde åndemanermasker,[34] (figur 10). Fire såkaldte trylleremme af skind med påsatte perler som åndemaneren smykker sig med[35], tre små tupilakker i ben[36] og en meget smuk »ulo« – den grønlandske kvindekniv[37](figur 11).

11. Grønlandsk kvindekniv – en såkaldt »Ulo«. Købt til museet i Østgrønland af fru Else Trautner, Roskilde, ved et ophold i Angmassalik i 1937-38. (Jour.nr. 650 x31).

Genstandene er alle hjemkommet og indført i oktober 1938 som nr. D 221 – D228 med undernumre. Den medfølgende tekst er ret udførlig og rummer flere iagttagelser end vanligt. Som overskrift i protokollen står: "Östgrønlandske Sager fra Angmassalik. Indkøbte af Sælgeren under et Ophold i Angmassalik 1937-38. Efter Anmodning fra Stiftsmuseet«. I rubrikken anmærkninger følger den samlede pris: 39,50 kr. og navnet på sælgeren: Biblioteksassistent Else Trautner Petersen, Odense.

Det vækker umiddelbart interesse, at en kvindelig biblioteksassistent fra Odense i 1937 og 1938 opholder sig i Angmassalik (Tasiilaq) på Grønlands østkyst. Hvad lavede hun mon der? Hvad var hendes bevæggrunde for at tage vinterophold i denne meget anderledes verden, og på det tidspunkt nærmest helt isolerede lille koloni, langt væk fra Danmark og uden mulighed for kontakt hjem hele den lange vinter?

Det er nærliggende at spørge personen selv, og efter et større detektivarbejde[38] lykkedes det at opspore Else Trautner i Roskilde, hvor hun i en lang årrække fungerede som vicebibliotekar. Else Trautner er født i Odense i 1912 som datter af Fyens Stiftsmuseums inspektør cand. theol. C.M.K. Petersen og hustru Clara Sophie Trautner[39]. Det var altså faderen der opfordrede sin dengang 24-årige datter til at hjembringe genstandene fra opholdet i Østgrønland. C.M.K Petersen var fra 1906 og til 1939 museumsinspektør og leder af museet[40].

Else Trautner rejste i 1934-35 første gang til Østgrønland, nærmere betegnet til Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), et lille og ikke særligt udviklet samfund, højt oppe af Østgrønlands ret ufremkommelige kyststrækning. Her var hun i huset hos telegrafbestyreren i det på daværende tidspunkt kun godt 10 år gamle samfund, opstået ved at overflytte 80 eskimoer fra Angmassalik (Tasiilaq). I 1937-38 gik turen igen til Grønland. Drevet af lyst til udfordring og eventyr drog Else Trautner til Angmassalik for at arbejde i huset hos pastor Rosing – og forestå danskundervisning for præstens tre hjemmeboende børn, der netop havde været en periode i Danmark[41]. Pastor Rosing (død 1961) var fra Vestgrønland og far til en af Grønlands store nulevende kunstnere, Jens Rosing (født 1925). Jens Rosing er blandt andet kendt for sine bogillustrationer og for at have tegnet mere end 120 grønlandske frimærker[42].

Fru Trautner beskriver opholdet i Angmassalik som en utrolig spændende og meget lykkelig periode i sit liv. Netop det år frøs den kendte polarforsker, kaptajn Ejnar Mikkelsen inde i Angmassalik, hvor han i øvrigt blev kolonibestyrer. Fru Trautner husker, at vinteren gik med fest og sang og masser af besøg i de gæstfrie grønlandske hjem i de såkaldte vinterhuse – tørvebyggede huse med metertykke vægge. Da genstandene til museet i

Odense var færdige, blev de overdraget i forbindelse med en art skuespil, hvor tingene blev anvendt af tilstedeværende ældre grønlændere, der agerede åndemanere, for at vise deres anvendelse i en – på det tidspunkt – ikke så fjern fortid. Det er disse meget spændende genstande, knyttet til det religiøse liv, der nu kan ses i den gamle kolonibestyrerbolig i Upernavik

Perspektiver

Arbejdet med identifikation og udredning af den historiske baggrund for de grønlandske genstande har, som det ses ovenfor, givet ny indsigt på mange felter. Efter gennem en lang årrække at have haft et noget upåagtet liv i museets magasin, sammen med de øvrige genstande i den etnografiske samling, har tingene fået fornyet udsagnskraft. Det er mit håb, at deponeringen af samlingen i Upernavik vil betyde, at tingene får værdi i det land hvor de er skabt og hvor genstandene i al deres mangfoldighed afspejler en nu svunden tid.

Samtidig står det endnu engang klart, at museets magasiner, med de titusindvis af genstande der gennem tiden – og med vidt forskelligt perspektiv – er blevet indsamlet, er et uhyre interessant og uvurderligt kildemateriale, fyldt med historie og historier, der kun venter på at blive fortalt.

Noter

  1. ^ Poulsen 1996 p. 10f
  2. ^ Deponeringen kunne finde sted takket være en donation fra Folketingets Grønlandsfond af 16. dec. 1996 og gratis containertransport fra Grønlandshavnen i Aalborg og til slut-destinationen i Upernavik, stillet til rådighed af Royal Arctic Line a/s, Nuuk. Resten af omkostningerne ved deponeringen blev afholdt af Odense Kommune. Det praktiske nedpakningsarbejde blev forestået af Bevaringsfunktionen ved Odense Bys Museer
  3. ^ Museumsinspektør Pauline Knudsen takkes for godt og inspirerende samarbejde. Endvidere skal Pauline – med familie – takkes for gæstfrihed i den periode to medarbejdere fra Odense Bys Museer var i Upernavik.
  4. ^ Konserveringstekniker Poul Rasmussen, Bevaringsfunktionen, takkes for en meget stor indsats i de få dage opholdet i Upernavik varede.
  5. ^ Larsen 1935 p. 131 og Oxenvad 1985 p. 7
  6. ^ Alle genstande er nyregisteret i Upernavik Museums journal under nr. 650.
  7. ^ I arbejdet med at opspore viden om gen-standstyper og personer har mange hjulpet. Først og fremmest min rejsefælle fra min første tur til Grønland i 1989, mag.art Bjarne Grønnow, nu leder af Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre, der skal takkes for hjælpen med den første og grundlæggende gennemgang af de grønlandske genstande tilbage i 1993. Her blev der sat focus på specielt det arkæologiske materiale i samlingen. Siden har jeg i bestræbelserne på at få gode ideer haft hjælp af mag.art, museumsinspektør Rolf Gilberg, Etnografisk afdeling på Nationalmuseet, og min gode ven, kulturmedarbejder ved Det Grønlandske Hus i Odense og tidligere museumsbestyrer i Uummannaq, Finn Pedersen.
  8. ^ Den Danske Lægestand 1901, p. 110
  9. ^ J.A.D. Jensen 1889
  10. ^ Jensen 1889 p. 74
  11. ^ Den danske Lægestand 1901 p. 110
  12. ^ Den lille Salmonsen 1938, p. 352
  13. ^ Dansk Biografisk Leksikon 1980
  14. ^ Opført som jour.nr. 650 x2 til x5
  15. ^ Larsen 1935 p. 54
  16. ^ Den Lille Salmonsen 1938, b. VIII p. 309
  17. ^ Svend Larsen 1935 p. 54f. og 131
  18. ^ Fyens Stiftstidende, fredag d. 10. november 1938 p. 8
  19. ^ Weilbach 1997, p. 385
  20. ^ Andersen 1998 p. 46
  21. ^ Langskov 1939, p.l29f.
  22. ^ Kaalund 1990 p. 238
  23. ^ Kaalund 1990 p.192
  24. ^ Personlig meddelelse fra professor emeritus på Ilimatusarfik, Nuuk, Robert Petersen, Odense, der har været behjælpelig med adskillige kilder og henvisninger.
  25. ^ Kraks Blå Bog 1981, p. 466
  26. ^ Holtved 1942
  27. ^ Holtved 1967
  28. ^ Holtved 1938
  29. ^ Holtved 1967 p. 34ff.
  30. ^ Holtved 1967 p. 49-56
  31. ^ Dansk Biografisk Leksikon 1983, p. 425
  32. ^ Se bl.a.: The Ammasalik Eskimo. Contributions to the Ethnology of the East Greenland natives, I Medd. om Grønland XXVII, 1909
  33. ^ Jour.nr 650 x24
  34. ^ Jour. nr.650 x25-26
  35. ^ Jour.nr. 650 x27a-d
  36. ^ Jour. nr. 650 x28-30
  37. ^ Jour.nr. 650 x31
  38. ^ Tak til tidl. museumsdirektør Niels Oxenvad for hjælp med at finde frem til Else Trautner, og til Else Trautners søstersøn, boghandler Søren Lyng, Odense, for nyttige oplysninger.
  39. ^ Den danske Biblioteksstand 1963 p. 269
  40. ^ Larsen 1935 p. 101; Oxenvad 1985 p. 22
  41. ^ En stor tak til Fru Else Trautner der, på trods af at det netop i år er 60 år siden at opholdet i Angmassalik fandt sted, var behjælpelig og inspirerende at tale med i forbindelse med mine mange opklarende spørgsmål.
  42. ^ Grønlands Grønne Bog 1996 p. 97f.

Litteratur

  • Andersen, Mogens Voigt, 1998. Ilulissat Museum 25 år, 1973 – 1998
  • Dansk Biografisk Leksikon, 1980, 1983. Bind 5 og 14. Kbh.
  • Den danske Biblioteksstand 1963. 2. udgave, Kbh..
  • Den Danske Lægestand, 2. udg. 1901. Kbh.
  • Den lille Salmonsen 1938 -, Kbh.
  • Fyens Stiftstidende, fredag d. 10. november 1938.
  • Grønlands Grønne Bog 1996. Grønlands Hjemmestyre, Danmarkskontoret 1996.
  • Hansen, S. 1886. Bidrag til Østgrønlændernes Anthropologi. I Medd. om Grønland b.10, p. 1 – 41. Kbh.
  • Hansen, S. 1895. Bidrag til Eskimoernes Kraniologi. I Medd. om Grønland b.17, p. 345 – 356. Kbh.
  • Holtved 1938. Arbejde og Indtryk under to Aars Ophold blandt Polareskimoerne 1935 – 37« I: Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1938, Kbh.
  • Holtved, E. 1942. Polareskimoerne. Kbh. Holtved, E. 1967. Contributions to Polar Eskimo Ethnography. I meddelelser om Grønland 182(2) p. 1-180), Kbh.
  • Jensen, J.A.D. 1889. Undersøgelse af Grønlands vestkyst fra 64. til 67 N.B. 1884 og 1885. I Meddelelser om Grønland b. 8. II. artikel. Kbh. Knudsen, P. 1997. Upernavik. Arktisk Institut, Kbh.
  • Kraks Blå Bog 1981, Kbh.
  • Kaalund, B. 1990. Grønlands Kunst. 2. rev. udgave.
  • Langskov, C.S. 1939 p. 129f. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1938-39 Larsen, S. 1935. Et Provinsmuseums Historie. Odense Bys Offentlige Samlinger 1860 – 1935. Odense.
  • Oxenvad, N. 1985. Othiniensia, Odense Bys Museer 1935 -1985, Odense.
  • Poulsen, H. 1996.«Forårspladsen« Upernavik.
  • OKinfo. nr. 3.1996. Odense.
  • Thallbitzer, W. 1909. The Ammasalik Eskimo. Contribution to the Ethnology of the east Greenland natives. I medd. om Grønland XXVII. Kbh.
  • Weilbachs Danske Kunstnerleksikon 1997, bind 6. Kbh.

©