Odenses naboer

metalrige bopladser vest og øst for Odense Fjord

Siden 2010 har amatørarkæologer foretaget intensive afsøgninger med metaldetektor på begge sider af Odense Fjords sydlige del. Ved dette omfattende arbejde er der lokaliseret flere områder med tætte koncentrationer af metalgenstande fra sen jernalder, vikingetid og middelalder. Fundmaterialet fra afsøgningerne spiller en helt central rolle, når man skal belyse bebyggelses- og samfundsudviklingen i oplandet til det, der udviklede sig til købstaden Odense.

Ved fjordens sydvestlige bred har detektorafsøgninger været koncentreret især omkring landsbyerne Østrup, Anderup, Stige og Lumby; landskabet længere mod syd er dækket af bebyggelse, så her har det ikke været muligt at foretage detektorafsøgninger. Langs fjordens sydøstlige bred har der været intensive afsøgninger især på de ikke bebyggede dele af landtangen mellem Odense Fjord og Kertinge Nor (fig. 1).

/

©
FIG. 1: De største fundkoncentrationer omkring den sydlige del af Odense Fjord markeret på et kortgrundlag fra slutningen af 1700-tallet. Mørk blå: Sø. Lys blå: Eng. Tynde streger: Vandløb. Fede linjer: Vigtige vejforløb omkring 1780. 1: Tornø. 2: Dræby. 3: Vester Kærby. 4: Vesterskov. 5: Engløkken. 6: Lumby. 7: Ejby Mølle. 8: Åsum. 9: Marslev. 10: Odense Å. 11: Nonnebakken. 12: Odense. Tegning: Mads Runge.

/

©
FIG. 1: De største fundkoncentrationer omkring den sydlige del af Odense Fjord markeret på et kortgrundlag fra slutningen af 1700-tallet. Mørk blå: Sø. Lys blå: Eng. Tynde streger: Vandløb. Fede linjer: Vigtige vejforløb omkring 1780. 1: Tornø. 2: Dræby. 3: Vester Kærby. 4: Vesterskov. 5: Engløkken. 6: Lumby. 7: Ejby Mølle. 8: Åsum. 9: Marslev. 10: Odense Å. 11: Nonnebakken. 12: Odense. Tegning: Mads Runge.

Fjordens forandringer

I den sydlige del af Odense Fjord er kystlinjens forløb ændret betydeligt siden vikingetiden. Det skyldes ikke svingninger i havniveauet, men derimod omfattende inddæmningsarbejder i 18-1900-tallet. Tørlægningen og opdyrkningen af Lumby Stranden ca. 475 ha stor bugt i fjordens sydvestlige side – har således medført, at landsbyen Lumby i dag ligger mere end 3 km fra kystlinjen, mens afstanden indtil 1942 blot var ca. 1,1 km.1 Ved anlæggelsen af Odense Kanal omkring år 1800 blev den inderste del af fjorden, kaldet Bogø Strand, også tørlagt, og før den tid har der været åbent, om end næppe dybt vand ind til landsbyen Nisted. Det er således vigtigt at tage højde for disse ændringer i kystlinjens forløb, når man skal forsøge at klarlægge samspillet mellem byen Odense og de omkringliggende bebyggelser på overgangen mellem oldtid og middelalder.

Fundrige marker ved Lumby

På fjordens vestside er det især syd og øst for Lumby, at detektorafsøgningerne har givet resultater. Her er påvist et særligt koncentreret fundområde med en udstrækning på 0,6 x 0,5 km lige syd for byen og dermed ca. 1 km fra den forhistoriske fjordbred. Omkring 700 metalgenstande er der hidtil fundet ved Lumby, og af disse kan knap 100 med sikkerhed henføres til tiden mellem ca. 600 og 1200 e. Kr.

////

©
FIG. 2: Kvindernes dragtsmykker skiftede hyppigt form og motiv, hvilket sætter os i stand til at datere dem inden for få generationer. De viste fibler er fremstillet mellem ca. 600 og 1100. Foto: Nermin Hasic.

/

©
FIG. 3: Arm fra balancevægt af bronze. Ned fra de to arme har hængt kæder med vægtskåle, og heri har man afvejet metaller – og måske også andre materialer. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 4: Hamret barre af sølv – vikingetidens vigtigste værdimetal. Foto: Nermin Hasic.

Blandt de genstande, der kan dateres præcist, er en række smykker, der har hørt til kvindedragten. Det drejer sig især om fibler – brocher, som har holdt dragten sammen – men også om enkelte hængesmykker (fig. 2). Smykkerne er af lokal oprindelse, hvorimod de metaller, som de er lavet af – kobber, tin, sølv og guld – er importeret til området. En balancevægt (fig. 3) og enkelte vægtlodder samt en fingerstor sølvbarre (fig. 4) og tre sølvmønter fra vikingetiden må også være udtryk for handel. To af mønterne er arabiske dirhems fra 800-900-årene, mens en mønt er præget i det nuværende Tyskland i 10. årh. Af fremmed oprindelse er også et emaljeret bronzebeslag, der stammer fra De Britiske Øer (fig. 5).

/

©
FIG. 5: Dette emaljerede bronzebeslag er fremstillet på De Britiske Øer og har antagelig siddet på kirkeinventar – måske et relikvieskrin. Stykket er nok kommet til Fyn i vikingetiden – muligvis som et resultat af et plyndringstogt. Foto: Nermin Hasic.

Ni forgyldte bronzebeslag har siddet på hesteseletøj i 700-årene, og måske er de alle fra samme udstyr (fig. 6). Den rytter – måske en kriger – der ejede dette prægtige seletøj, hørte til den absolutte overklasse. Et ca. 200 år yngre guldhængesmykke stammer også fra datidens elite. En særlig interessant detalje ved dette stykke er den såkaldte filigranornamentik på bagsiden; nære paralleller hertil ses på to sølvsmykker, der er fundet på ringborgen Nonnebakken inde i Odense (fig. 7).2

/

©
FIG. 6: Et af ni forgyldte bronzebeslag, der har siddet på et eller flere sæt af hesteseletøj. Foto: Nermin Hasic.

/
/

©
FIG. 7: Guldhængesmykke, oprindeligt med indlagte sten; mødet med ploven har ødelagt stykket en del. På bagsiden ses ornamentik, der minder om mønstre på bagsiden af to sølvspænder fra ringborgen Nonnebakken inde i Odense. Foto: Nermin Hasic.

Mellem fjord og nor

På terrænfladen øst og nordøst for Odense er der fundet adskillige metalrige bebyggelser fra tiden mellem ca. 600 og 1200 e.Kr. Nord for landsbyerne Seden, Bullerup, Agedrup og Vester Kærby ligger de metalrige pladser på landtunger, der strækker sig ud mod fjordens sydøstlige bred. Mellem landtungerne danner vandløb og engstrækninger tydelige grænser mellem de enkelte aktivitetsområder fra sen jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Langt den største af disse pladser findes på terrænfladen nord for Vester Kærby, hvor der over et ca. 1 x 0,6 km stort areal er fremkommet mere end 1100 metalgenstande; af disse kan ca. 450 med sikkerhed henføres til tiden mellem ca. 600 og 1200 e. Kr. Denne plads er uden sammenligning den mest udstrakte og fundrigeste koncentration af metalgenstande i Odenses nære opland.3

Med undtagelse af en bebyggelse, der lå, hvor det nuværende rensningsanlæg ved Ejby Mølle er opført, er der ikke foretaget større udgravninger på nogle af pladserne, så vores viden om de enkelte lokaliteters datering, funktion og udstrækning er overvejende baseret på de genstande, der er fundet med metaldetektor i pløjelaget.

Vester Kærby-pladsen

På fundområdet omkring Vester Kærby er der fremkommet mere end 300 dragtsmykker, der indikerer, at der har været stor aktivitet i området lige fra tiden omkring år 600 (fig. 8). Til de mere spektakulære smykker hører en massiv guldperle fra 700-årene (fig. 9).

/////
©
FIG. 8: Fire fibler fra tidsrummet mellem ca. 600 og 900 samt en dragtnål fra 8-900-tallet med skibsmotiv. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 9: Perle, der er lavet af sammenrullet, stempelornamenteret guldbånd. Foto: Nermin Hasic./
© FIG. 10: Støbetap fra indløbskanal til form, hvori bronzegenstande er støbt. Foto: Nermin Hasic.Talrige smelteklumper og støbetappe af bronze (fig. 10) viser, at bronzestøbere har arbejdet her; desværre kan affaldet fra støbeprocesserne ikke dateres præcist, men det må antages, at en del af materialet er fra samme tid som smykkerne. Flere reparerede smykker og beslag indikerer da også, at metalhåndværkere har arbejdet på stedet i sen jernalder og vikingetid (fig. 11). Deres virke afspejles måske også i mere end 25 vægtlodder, der kan have været anvendt til afvejning af metal, som skulle i smeltediglen.
/

©
FIG. 11: Genbrug var udbredt i vikingetiden! Et oprindeligt meget stort bronzebeslag i meget høj kunstnerisk kvalitet blev klippet i stykker og forsynet med nåleanordning, så det kunne fungere som en fibel. Foto: Nermin Hasic.

/
©FIG. 12: Et beslag fra De Britiske Øer fik et nyt liv på Fyn, da det blev indstøbt i en blyklump, så det kunne anvendes som vægtlod. Beslaget har antagelig siddet på kirkeligt inventar. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 13: Dansk mønt fra slutningen af vikingetiden. Foto: Nermin Hasic.

Vægtlodderne kan dog også have været anvendt ved afvejning af ædelmetaller i forbindelse med handel (fig. 12); en sølvbarre og flere stumper af ophuggede sølvgenstande viser – sammen med ca. 30 sølvmønter – at varer blev udvekslet i området i vikingetiden – men sikkert også både tidligere og senere. En af sølvmønterne er fra det nuværende tyske område, enkelte er danske (fig. 13), men de fleste er arabiske (fig. 14). Hvad eller hvem man handlede med, vides ikke, for bortset fra de råmaterialer, der indgår i metalgenstandene, er der kun fremkommet få genstande af fremmed oprindelse. Det drejer sig om et engelsk eller irsk beslag, der er sekundært anvendt i et vægtlod. Tilsvarende stykker er tidligere fremkommet i Danmark såvel som i Norge.4 Dertil kommer en håndfuld dragtsmykker – såkaldte karolingisk-ottonske fibler (fig. 15) – der er fremstillet på kontinentet fra slutningen af 700-årene til begyndelsen af 1100-årene.5

//

©
FIG. 14: Arabiske sølvmønter blev ikke anvendt som egentlige betalingsmidler på disse kanter – men ofte som smykker. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 15: Såkaldt karolingiskottonsk fibel, fremstillet i landområderne syd for Danmark og anvendt her på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Foto: Nermin Hasic.

Allerede fra den tidlige del af Vester Kærby-pladsens brugstid har våbenudstyr cirkuleret i området; måske er det ligefrem fremstillet eller repareret her. Tre bronzenitter har siddet på lansespidser fra tiden omkring 700 (fig. 16), og et bronzebeslag fra et sværdhæfte er fra samme tid (fig. 17). Fra denne tid stammer også flere fortinnede pyntesøm, der kan have siddet på skjolde. Om det er beredne krigere, der har mistet flere beslag fra stigbøjler (fig. 18) og seletøj i den sene vikingetid, kan ikke afgøres, men det er bestemt en mulighed.

/

©
FIG. 16: Pyntenitten af bronze har – sammen med en tilsvarende – siddet på den nagle, der har fastholdt lansehovedet til lanseskaftet. Således så det ud, som om lansen havde øjne! Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 17: Fæsteknap til sværd fra tiden omkring 700. Foto: Nermin Hasic. Sword pommel from the time around 700. Photo: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 18: Beslag fra stigbøjle fra sen vikingetid. Foto: Nermin Hasic

Affald fra håndværk eller kult?

Ét element adskiller Vester Kærby-pladsen fra de andre metalrige bopladser i Odenses opland. Det er et flere tusinde kvadratmeter stort og kulsort jordlag, der dækker den centrale del af fundområdet. Selv om der ikke er foretaget udgravning på området, har det været muligt at iagttage dette kulturlags udstrækning, fordi det er så markant, at det aftegner sig som en kæmpe sort plamage i den nypløjede markoverflade. Laget består af enorme mængder af brændt og nedbrudt organisk materiale samt ildpåvirkede sten. Det er altså et resultat af menneskelig aktivitet, der gennem en længere årrække har efterladt en masse affald. Tilsvarende udstrakte og i nogle tilfælde indtil mere end 1 m tykke kulturlag kendes bl.a. fra samtidige bebyggelser på Sjælland; disse forbindes alle med høj status og centrale funktioner. I nogle tilfælde har man kunnet påvise, at lagene var aflejret i forbindelse med kultiske aktiviteter – f.eks. omfattende madtilberedning og ofringer6 – mens de andre steder synes at være akkumuleret som et resultat af håndværksaktiviteter. Kun en egentlig udgravning vil kunne klarlægge, om den sorte og utvivlsomt meget næringsrige muld ved Vester Kærby er et resultat af kult eller håndværk, men uafhængigt af årsagen til lagets dannelse fortæller det noget om pladsens særlige betydning.

De andre fundpladser

Genstandsmaterialet fra de øvrige metalrige pladser øst og nordøst for Odense har mange ligheder med fundene fra Vester Kærby; blot er mængden af genstande fra de enkelte lokaliteter langt mindre (fig. 19). På en af pladserne nord for Bullerup er der fundet et sølvbeslag fra et sværdgarniture; det er fremstillet i Frankerriget i det nuværende Tyskland eller Frankrig og bragt hertil engang i vikingetiden (fig. 20). Ligeledes nord for Bullerup samt i landskabet omkring Åsum er der fundet en frankisk og et par arabiske (fig. 21) mønter. I sidstnævnte område er endvidere fundet et vægtlod, der er fremstillet af et beslag fra De Britiske Øer; stykket har måske oprindeligt siddet på et skrin eller andet kirkeinventar, men i den sekundære funktion er det udfyldt med bly for at opnå en bestemt vægt (fig. 22).

/

©
FIG. 19: Hjulformet fibel fra tiden omkring 600 – fundet ved markarbejde syd for Åsum. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 20: Sølvbeslag til sværdudstyr fra Bullerup. Stykket er fremstillet på kontinentet engang i 800-tallet. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 21: Arabisk sølvmønt fra Åsum – sekundært anvendt som hængesmykke. Foto: Nermin Hasic.
/

©
FIG. 22: Vægtlod fra Åsum; ligesom det er tilfældet med beslaget fig. 12 fra Vester Kærby har dette beslag oprindeligt siddet på et stykke kirkeinventar fra De Britiske Øer. Foto: Nermin Hasic.

Ejby Mølle-pladsen indtager en særstilling, fordi der har været foretaget udgravninger; i den forbindelse er der afdækket både beboelseshuse og nedgravede arbejdshytter, de såkaldte grubehuse. Af metalgenstande er der fundet en række af de samme typer, som kendes fra de detektorafsøgte pladser, herunder en arabisk og en engelsk mønt samt en karolingisk-ottonsk fibel fra vikingetiden (fig. 23). Ved udgravningen er der fundet spor af smedehåndværk, men også redskaber fra tekstilproduktion. Væsentligt er også fund af slibesten af skifer og skår af gryder af klæbersten (fig. 24); disse genstande er importeret fra Norge.7

/

©
FIG. 23: Fibel med emaljeindlægning, fundet ved udgravninger på det sted, hvor Odenses rensningsanlæg nu findes. Foto: Nermin Hasic
/

©
FIG. 24: En gryde af klæbersten blev i vikingetiden importeret fra Norge, og da den gik i stykker, blev et skår anvendt til at lave denne tenvægt. Fra Ejby Mølle. Foto: Nermin Hasic.

De metalrige pladsers funktioner

På landtangen mellem Odense Fjord og Kertinge Nor såvel som i landskabet syd herfor ligger de metalrige lokaliteter med en indbyrdes afstand af 1,5-3 km. Næsten alle pladser er trukket mindst ½ km tilbage fra den forhistoriske kystlinje – og i flere tilfælde betydeligt mere. Det har derfor ikke været muligt at sejle direkte ind til de fleste bebyggelser, og selv Ejby Mølle-lokaliteten, der ligger ved Odense Ås nordlige bred, har man heller ikke kunnet nå fra havet med større fartøjer. Afstanden herfra til åens udmunding i fjorden var ca. 9 km, og åens forløb er så snoet, at den kun kunne besejles med mindre fartøjer. Derimod ligger flere af pladserne i tilknytning til strækninger, der senere blev centrale vejforløb eller egentlige trafikknudepunkter. Det gælder således pladserne ved Åsum, der ligger omkring et sted, der i hvert fald siden middelalderen har været et meget centralt overfartssted over Odense Å.8 Bortset fra bebyggelsen ved Ejby Mølle, der blev anlagt omkring 900, synes alle pladser at kunne dateres tilbage til omkring 600 eller lidt tidligere. Det svarer til det tidspunkt, da det magtcenter, der i de forudgående århundreder havde eksisteret ved Gudme på Sydøstfyn, mistede en væsentlig del af sin betydning. Hvis man vurderer aktiviteternes intensitet på de nordøstfynske fundpladser med udgangspunkt i mængden af de smykker, der kan dateres præcist, tyder det på, at håndværkerne har været mest aktive i de første århundreder og frem til 900-tallet. Herefter synes i hvert fald bronzestøbernes aktiviteter at have været aftagende, men fra alle lokaliteter foreligger dog også senere fund, der vidner om, at pladserne ikke blev forladt. Også på dette punkt udgør Ejby Mølle-lokaliteten imidlertid en undtagelse, idet bebyggelsen her antagelig blev nedlagt i forbindelse med vandmøllens etablering i 1200-tallet. De fleste fundområder ligger i tilknytning til eksisterende landsbyer, som således repræsenterer den seneste fase i en bebyggelse med kontinuitet ca. 1500 år tilbage i tiden.

Metalhåndværkernes arbejde er måske udført i forbindelse med markedsaktiviteter i eller ved landsbyer, hvor man i øvrigt primært ernærede sig ved landbrug. Bronzesmykkerne, der udgør hovedparten af fundene, er forholdsvis standardiserede og generelt ikke særligt avancerede, og at dømme ud fra mængden må de have været tilgængelige for ret store dele af datidens befolkning.

Elitens netværk

Enkelte egentlige pragtsmykker samt genstande af guld og sølv og pragtbeslag til seletøj afspejler dog klare sociale forskelle i de befolkningsgrupper, der færdedes på disse pladser. Sådanne værdifulde genstande må have tilhørt den sene jernalders elite.

Dette udsnit af befolkningen må også antages at have ejet de genstande, hvis oprindelse skal søges uden for det nuværende danske område. Det drejer sig bl.a. om de karolingisk-ottonske fibler, der er fremstillet på kontinentet; denne smykketype er fundet på et mindre udsnit af pladserne. Set i et regionalt perspektiv er langt de fleste fibler af denne type fundet netop på Nordøstfyn. Beslagene med en herkomst fra De Britiske Øer, som er fundet ved Vester Kærby, Lumby og Åsum, slutter sig til en lille eksklusiv gruppe af beslag, der i et fynsk perspektiv kun kendes fra Nordøstfyn og fra den store handelsplads Havsmarken på Ærø. Det frankiske sølvbeslag fra Bullerup knytter sig også til en mindre og overvejende nordøstfynsk gruppe af fund, der omfatter et eksemplar fra Ladby-skibsgraven.9

De fremmede og for nogles vedkommende eksotiske genstande antages at være udvekslet som gaver mellem personer med høj status. Denne elitære samfundsgruppe residerede på centrale pladser, der var placeret på steder i landskabet med direkte adgang til vigtige transportveje. I et regionalt perspektiv peger spredningen af de fremmede højstatusgenstande på, at der i hvert fald lå bebyggelser med centrale funktioner omkring den sydlige del af Odense Fjord og på den østlige del af Ærø. Fra disse landskaber havde man via havet let adgang til andre centre, f.eks. ved Tissø på Nordvestsjælland og på den vestlige del af Lolland. Fundene fra disse områder har samme karakter som de fynske, og de peger på, at disse landskaber havde direkte og intensive kontakter til elitære miljøer på kontinentet.10

Det er nærliggende at tro, at eliten på de centrale pladser har haft kontrol med handlen med råmetaller, glas og glasperler, sølvmønter mv. fra syd samt slibesten og klæberstensgryder fra nord. Disse materialegrupper blev imidlertid ikke – som højstatusgenstandene– holdt tilbage på centralpladserne; de blev via landværts handelsnetværk også spredt til mindre centralpladser og til agrare bebyggelser i baglandet.

Kontrol med flåden

Flere fund af våbenbeslag på Vester Kærby-pladsen kan indikere, at man fra dette sted også havde kontrol over våbenføre mænd. Måske omfattede det også styring af flådestyrker, der kan have haft base i de naturligt beskyttede vige inderst i Odense Fjord og i Kertinge Nor. En kontrol over landtangen mellem disse to farvande var strategisk vigtig, hvis det blev nødvendigt at trække skibe over den knap 4 km brede og netop her jævne landtunge mellem fjord og nor. At der har været vitale interesser at beskytte inderst i Kertinge Nor eller i norets bagland, viser en pælespærring, der blev etableret i 900-tallet ved overgangen mellem Kertinge Nor og Kerteminde Fjord knap 5 km øst for Vester Kærby.11
Denne spærring blev vedligeholdt i flere hundrede år, og den sikrede, at kun skibe med lokalkendt mandskab kunne sejle fra Storebælt og helt ind til den inderste del af noret. Knap 3 km uden for denne spærring og dermed ca. 7 km øst for Vester Kærby blev Ladby-skibsgraven anlagt i første halvdel af 900-tallet; det er vanskeligt at tro, at der ikke har været en meget nær forbindelse mellem den centrale bebyggelse, sejlspærringen og stormandsgraven!

Fra flere centrale pladser til én

I 1982 blev Odenses fremvækst beskrevet som en udvikling, der fandt sted i et landskab, hvor byen var omgivet af agrare bebyggelser, som forsynede byboerne med fødevarer.12 Resultaterne af især metaldetektivernes ihærdige indsats betyder, at denne del af Odenses historie nu må skrives helt om. I dag kan vi konstatere, at byen opstod på et tidspunkt, da der allerede eksisterede en lang række mindre og enkelte større bebyggelser i oplandet ved den sydlige del af Odense Fjord. Aktiviteterne på disse pladser omfattede håndværk, handel og måske også militære, religiøse og administrative funktioner. Pladserne var tæt indbyrdes forbundne, og via havet var de en del af et langdistancenetværk, der strakte sig mod alle verdenshjørner og dermed mod mange kulturer. I løbet af middelalderens første århundreder blev de fleste af de funktioner, der i de forudgående århundreder havde været forankret på oplandspladserne, overflyttet til den fremvoksende by Odense. Mens Odense således udviklede sig til et center med regional og overregional betydning, ændrede de mere eller mindre centrale pladser i oplandet karakter fra lokale eller regionale centre til landsbyer, hvor agerbrug og dyrehold var i fokus.

Noter

  1. Stenak 2005.
  2. Se Mads Runges bidrag om Nonnebakken.
  3. Henriksen 2013; Henriksen 2016; Henriksen & Horsnæs 2015.
  4. Baastrup 2013b.
  5. Baastrup 2009; 2013a.
  6. Christensen 2015:173ff.
  7. Jacobsen 2001:76ff.
  8. Henriksen 2002; 2004.
  9. Sørensen 2001:76f.
  10. Baastrup 2013b.
  11. Jørgensen 2002:130f., 49f. 149f.
  12. Thrane et al. 1982:108.

Litteratur

  • Baastrup, M. P. 2009: Småfibler af karolingiske og ottonske typer iDanmark. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005, s.209-255.
  • 2013a: Continental and Insular imports in Viking Age Denmark. Distribution and circulation. ZAM Zeitschrift für Archäologie des Mittelalters, Jahrgang 41, 2013, s. 85-208.
  • 2013b: Irske lodder. Skalk 2013:4, s. 12-15. Christensen, T. 2015: Lejre bag myten: de arkæologiske udgravninger. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 87. Højbjerg.
  • Henriksen, M.B. 1997: Vikinger ved Helnæsbugten. Fynske Minder 1997, s. 25-58.
  • 2002: Er Hjulby Nyborgs forgænger? Fynske Minder 2002, s. 155-186.
  • 2004: På vejen til Nyborg. – nye fund af vikingetidsbopladser ved Vindinge og Avnslev. Nyborg Før & Nu 2003, s. 7-26.
  • 2013: Odenses forgænger – eller: én af mange? I: L. Bisgaard, M. Bruus & P. Gammeltoft (red.): Beretning fra toogtredivte tværfaglige vikingesymposium, s. 68-83. Højbjerg.
  • 2016: Pløjelagsfund og formationsprocesser. Problemer ved fortolkning af detektorfund fra dyrket mark. I: J. Martens & M. Ravn (red.): Pløyejord som kontekst, s. 69-88. Kristiansand.
  • Henriksen, M.B. & H.W. Horsnæs 2015: Problems associated with the interpretation of metal-detector finds from the plough soil. I: L. Larsson, F. Ekengren, B. Helgesson & B. Söderberg (red.): Small Things – Wide Horizons. Studies in Honour of Birgitta Hårdh, s. 237-244. Oxford.
  • Jacobsen, J.A. 2001: Fynske jernalderbopladser. Bind 2. Odense herred. Skrifter fra Odense Bys Museer Vol. 1.2. Odense.
  • Jørgensen, A.N. 2002: Naval Bases in Southern Scandinavia from the 7th to the 12th Century. I: A.N. Jørgensen et al. red.: Maritime Warfare in Northern Europe. Technology, organisation, logistics and administration 500 BC-1500 AD. Publications from The National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 6, s. 125-152. København.
  • Stenak, M. 2005: De inddæmmede landskaber: en historisk geografi. Kerteminde.
  • Sørensen, A.C. 2001: Ladby. A Danish ship-grave from the Viking Age. Ships and Boats of the North. Vol. 3. Roskilde. Thrane, H., T. Nyberg, F. Grandt-Nielsen & M. Venge 1982: Fra boplads til bispeby. Odense til 1559. Odense.
- Arkæologi - Arkæologi - metalhåndværk - Arkæologi - smykke - Arkæologi - topografi - Odense Bys Museer

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...