Øjenmotiver hos H.C. Andersen

Det er påvist i et tidligere arbejde, at H.C. Andersen næppe havde nedsat syn eller øjenlidelser af større betydning. Man kan konkludere, at H.C. Andersen ikke havde flere øjenlidelser, end en normal dansker kan rammes af, hvis han bliver 70 år og er forskånet for alvorligere sygdomme[1]. Der findes således ikke nogen særlig personlig baggrund for at fremhæve øjenmotiver. Ikke desto mindre findes der mange øjenmotiver i H.C. Andersens skriftlige arbejder, som det kan være værdifuldt at fremhæve og analysere oftalmologisk.

Vi husker hundene fra eventyret »Fyrtøjet«. Den lille hund med øjne så store som tekopper, den større hund med øjne så store som møllehjul og den største med øjne så store som Rundetårn. Hos mennesket måler øjet kun 24 mm, menneskehøjden kan være 1800 mm. Vi forstår, at den sidste hund er kolossal stor, måske 100 gange højere end Rundetårn.

H.C. Andersen beskriver ofte øjnenes farve hos sine personer:

Brune øjne

»To brune Øine, jeg nylig saae. I dem mit Hjem og min Verden laae«, hedder det i verset til Riborg Voigt. Det er H.C. Andersens første forelskelse, der her udtrykkes. De brune øjne tilhører købmandens datter fra Fåborg. Ved H.C. Andersens død fandt man en læderpung om halsen på hans lig. Det indeholdt Riborgs afskedsbrev til ham[2].

Andre brune øjne kan nævnes: I romanen »Kun en Spillemand« har Lucis smukke yngste barn mørkebrune øjne. I rejsebøgerne nævnes sydlandske brune øjne (spaniolere, portugisere, jødiske, zigøjnere).

Blå øjne

H.C. Andersen har dog også sans for de blå øjnes skønhed: I »Levnedsbogen« (1832) gælder det Louise Collin, hans plejesøster, datter af hans velynder etatsråd J. Collin d.æ. I »Agnete og Havmanden« skildres Louise som Agnete. I eventyret »Den lille Havfrue« har titelpersonen øjne »blå som den dybeste Sø« (1837). I digtet »Rigmor« fra 1853 hedder det: »To kornblaae Øine og heel selv en Rose«.

Man kan måske sige, at beskrivelserne af disse kvinders øjne er noget mangelfulde. Vi får øjenfarven brun eller blå, ingen nuancer (dog en enkelt gang mørkebrun) og ingen yderligere detailler[3]. Alligevel ser vi Riborgs strålende øjne helt tydeligt for os i det lille digt om de to brune gennem den forelskede digters knappe ord.

H.C. Andersens veninde Signe Læssøe bebrejder ham i et brev fra 1833, at han ikke kan huske øjenfarven på de damer, han beundrer: En pige har brune øjne, hvis hun interesserer H.C. Andersens forstand, men blå øjne, hvis hun interesserer hans hjerte[4]. Psykiateren Hjalmar Helweg mener i sin psykologiske studie fra 1927 (2. udg. 1954), at H.C. Andersen er unøjagtig som en psykopat.

Øjnenes farve er dog interessant. Farven er etnisk og arveligt bestemt og har derfor interesseret den meget rejsende digter[5].

Øjensygdomme

Adskillige øjensygdomme beskrives i H.C. Andersens dagbøger, rejseromaner m.v.[6]. F.eks. manglende pigment i øjet, kaldet albinisme.

Albinisme

I H.C. Andersens dagbog 24. oktober 1862 nævner han to albinos, fader og søn: »sidde blinkende med Øinene. Barnet sov, udenfor Domkirken, hvide Haar, røde Øine, blege Ansigter, som Skikkelser, faldne ned fra Maanen«. Dette motiv er så spændende, at det benyttes i rejsebogen »I Spanien«: »De stakkels to værgeløse Flaggermus i Menneskeskikkelse! De hvide Muus og de hvide kaniner var deres lysskye Kammerater. Dagen var deres Plage, Natten deres Levedage«[7], Albino-beskrivelsen er på få linier meget udtømmende: En arvelig lidelse (fader og søn) med rødt lysende pupil, lysskyhed og pigmentmangel også udenfor øjnene (hvidt hår, blege ansigter)[8]. Tillige får vi indtryk af noget helt usædvanligt, uforglemmeligt (månemennesker).

Øjenbetændelse

I rejseskildringer nævner H.C. Andersen sit besøg hos den spanske digter Antonio Castillio (SS VIII, 510). Han er blind på grund af kopper (variola) og mistede aldeles synet[9]. Et andet eksempel er provst Møllers frue, der har mistet det ene øje p.g.a. betændelse (dagbogen 31/5-1874).

Vold

Blindhed forårsaget af vold omtales ofte. I romanen »At være eller ikke være« (SS V, 432) ligger Niels Bryde hårdt såret efter kampen om Dybbøl Mølle i krigen mod tyskerne. Han frygter, at en fjendtlig soldat i kådhed vil jage en bajonet ind i øjnene på ham.

Den middelalderlige skik med at rive øjnene ud på modstanderen er et ofte gentaget motiv, måske øget efter hans besøg i Rom i 1840, hvor han ser malerierne af martyrernes død i Stefano Rotunda6.

I »Ahasverus« (11,644 jvf. 7) får den ungarske høvding Ziska begge øjne udstukket (SS XI,644), Israels døtre opfordres til at stikke øjnene ud på sig selv (XI,581), Samson-motivet behandles (XI,555 og VI,52). Prins Buris får øjnene stukket ud (X,231 og XII,379). Kejserinde Irene befaler bøddelen at stikke begge øjne ud på hendes egen søn (XI,620). I »Agnete og Havmanden« stikker Peter Palle øjnene ud på krybskytten med bemærkningen: »Og det er nok (straf), man må dog også vise, at man er kristen«. Det er virkelig sort humor.

Stråler

Lynstrålen kan blive årsag til blindhed[10]. Dette beskriver H.C. Andersen i eventyret Boghveden (SS XIII,221) for at symbolisere, at man ikke skal trodse Gud: »Se ikke op mod Lynet, thi i Lynet kan man see ind i Guds Himmel, men det Syn kan selv gøre Menneskene blinde«.

Solens stråler kan også blive årsag til blindhed[11]. I »Agnete og Havmanden« (SS XI,519) synger spillemanden Hemming: »Jeg så på Solen, så at Øiet blev dødt«. I dagbogen 28. juli 1851 betragter H.C. Andersen en solformørkelse: »Vi gik med sorte Glas op i Taarnet«. Han er klar over, at man ikke må se mod solen med det blotte øje: »Allerede Socrates advarede mod at se direkte mod Solformørkelse«, skriver han.

Grå stær

Grå stær (cataract[12]) er en af de hyppigste årsager til blindhed. Nutildags kan den opereres med held. På H.C. Andersens tid var operationen mindre sikker og blev udført langt sjældnere.

I den selvbiografiske debutroman »Improvisatoren« beskriver H.C. Andersen en blind tiggerpige fra Paestum, som sandsynligvis havde medfødt grå stær[13].

Digteren B.S. Ingemanns kone blev ifølge dagbogen 7. sept. 1866 øjenopereret. Fru Læssøe, der er næsten blind, blev opereret (8. nov. 1867).

»Dagen efter operationen, da Lægen tog Bindet fra Øinene og spurgte: Kan De see? Udråbte hun: Ja, en Dejlig Mand«. Disse to øjenoperationer må have været tilfælde af aldersbetinget grå stær. Dette gælder også skuespilleren Phister, der den 3. nov. 1867 sad bag H.C. Andersen i Det kgl. Teater: »Han sagde, han skulle opereres for grå Stær næste År«.

Overtro

Madam Cathrinesens farmor i romanen »De to Baronesser« (SS V,79) er angivelig blind, fordi ellefolk blæste hendes øjne ud. Denne ældre blinde kunne dog se overtroiske ting, såsom helhesten på kirkegården. Ellefolket ødelagde hendes øjne, fordi hun som jordemoder assisterede en diekvinde ved fødslen og elverpigens salve bevirkede, at hun kunne se alle ellefolk, hvilket var mere, end de kunne tolerere.

Madam Jensen i romanen »At være eller ikke være« (SS XV,319) har grædt så meget i sin første enketid, at hun bliver svagtsynet, »kan ikke uden med grove Bøger« (store bogstaver).

Disse to ældre damer har formentlig haft aldersbetinget forkalkning i øjnene[14] i stedet for de fantasifulde, overtroiske forklaringer på det nedsatte syn.

Tårer

Psykisk betingede tårer er naturligvis skildret flere steder. Symbolsk farvede tårer finder vi hos en gammel hjort, der på Olympens top græder »røde, grønne, ja blegblaae Taarer«. Den græder, fordi tyrkerne har besat Grækenland. Farverne symboliserer det græske hav, der snart bliver blåt, snart grønt, snart rødt. Det røde hav ses ved solopgang og -nedgang, som H.C. Andersen selv har oplevet det (En Digters Bazar, i novellen Venskabs-Pagten, SS XIII,188).

Blodige tårer er et kendt symbol, hvor lemlæstelse og sorg er udtrykt på een gang[15]. Vi finder det også hos H.C. Andersen, f.eks. i digtet »Agnete og Havmanden«. Agnete bliver gift med havmanden, men søger op på jorden igen for at tilbede jomfru Maria med disse ord: »Blod vil jeg græde, kysse dit hellige Alterklæde«. Fuglene ved stranden synger: »Agnete, din stride Taare, blodig og salt, udhuler Steenflisen, hvor den faldt«. I eventyr-operaen »Ravnen« synger afgrundsstemmen følgende frygtelige trussel: »Den stolte Falk, du nylig fik, skal ej din Broder glæde. Den Næbbet i hans Øie slaaer, saa at han Blod vil græde«.

H.C. Andersens eventyrfigurer tænker formentlig som mennesker (flipperne, saksen, bolden, toppen osv.) Det samme gælder havmanden (i Agnete og Havmanden), der endda tænker helt videnskabeligt; et fylogenetisk studie: Agnete er død og havmanden synger sit sørgekvad ude fra havdybet:

»Der hviler hun paa Stranden bagved den store Steen.
Hver Morgen Fiskerdrengen vil Finde Stenen vaad,
og Elskende vil sige: Det er Havmandens Graad.
Men jeg fik ikke Taarer, som Menneskene fik.
Jeg Sorgens Tørst skal kjende, men ej dens Lædskedrik«.

Havmænd er ligesom havfruer kun sagnfigurer, ikke levende væsener. Havmanden vil vise sin sorg ved at græde og dermed måske opnå den psykiske gråds trøst. Han lever kun i havet. Havdyr har ikke brug for et tåreapparat, fordi havet er et udmærket beskyttende miljø for øjnene. Kun landdyr har brug for tårer, der stadig bader øjnene. H.C. Andersens havmand kommer i tanke om, at han beklageligvis ikke er udstyret med tårer, fordi han er et havdyr[16].

Ensidigt blinde

Mange personer i H.C. Andersens romaner og i dagbøgerne har mistet funktionen på det ene øje. Det kan være skrumpet, grimt, måske operativt fjernet. Man brugte dengang kun sjældent proteser[17] men søgte at skjule skavanken, f.eks. med en kunstig hårkrølle.

Madam Catherinesen i romanen »De to Baronesser« havde i sin ungdom mistet det ene øje. »For at skjule denne mangel bar hun altid nedover det en forloren krølle, som ved sin overordentlige størrelse og den forkerte plads, den havde, just drog opmærksomheden derhen«.

På den lange rejse i Italien træffer H.C. Andersen en eenøjet kone, der førte ham til Virgils grav (13. marts 1834). Grevinde Hahn-Hahn har mistet sit ene øje, fordi faderen ville skyde Gud, der straffede ham ved, at hver i familien mangler et lem (18. juli 1844).

På rejse i Stockholm møder han den 2. juni 1849 en ung komtesse, der »er lille, tyk, eenøiet og med Øienlaaget langt ned, hun så fra den øiede Side så mild og god ud! Hun var fæl styg, men hvor smuk kan hun ikke være indvendig! Jeg vil i den ny roman skildre en sådan med de ædleste egenskaber«[18].

På herregårdsbesøg 20. juli 1856 træffer han to søstre fra Moldau. »Den ene havde mistet sit ene øie. Den eenøiede spillede og bulgarske melodier. Jeg gav hende en buket«.

I teatret 30. nov. 1864 ser han stykket »Elskovsdrikken« med skuespilleren Erhardt Hansen i rollen som gesandten. Han har en smuk stemme og det generer ikke, at han kun har eet øje.

På herregården Holsteinborg ser han 31. maj 1874 provst Møllers frue. Hun har mistet det ene øje, »havde en sort klap derover, det vansirede hende ikke. En fin, nydelig dame med et klogt ansigt«.

Man kunne tænke sig, at et vansiret skrumpeøje eller en tom øjenhule ville virke uæstetisk og skræmmende på en følsom sart digter som H.C. Andersen. Vi finder tværtimod, at han har medlidenhed med de ensidigt blinde. De skildres ligefrem som smukke, eller – hvis de ikke ligefrem er smukke, så er de dog ihvertfald kloge, milde eller gode.

Blinde

Den blinde pige fra Paestum[19] oplevede H.C. Andersen ved ruinen af det oldgræske tempel ved Salerno-bugten på Italiensrejsen 1833-34. Han skildrer det korte i »Mit Livs Eventyr«: »Der så jeg en fattig blind tiggerpige, hun var klædt i pjalter, men et skønhedsbillede, en levendegjort billedstøtte, næsten barn endnu. Hun hæftede nogle blå violer i sit kulsorte hår, det var hendes eneste pynt. Hun gjorde et indtryk på mig, som var det en åbenbarelse fra skønhedsverdenen. Jeg kunne ikke give hende penge, stod forunderlig ærbødig og beskuede hende, som var hun en gudinde selv for det tempel, på hvis trin hun sad mellem de vilde figen. I Lara lever erindringen om hende«.

Denne oplevelse digter H.C. Andersen videre på. Han bevarer de violer, han formentlig får udleveret af hende[20], og han gør hende til hovedpersonen i den halvt selvbiografiske debutroman Improvisatoren.

I denne version kysser Antonio (alias H.C. Andersen) hende på panden og den blinde pige skriger højt og »styrter bort som den forskrækkede Hind«. Han vover at kysse hende, fordi hun er blind og derfor ikke kan se hans tilnærmelse. H.C. Andersen var på dette tidspunkt en genert ung mand på 28 år, der higede efter kærlighed.

Den blinde pige Lara fra Paestum bliver i romanen opereret af en øjenlæge i Neapel og genvinder synet på mirakuløs vis[21]. Hun er blevet adopteret af en fyrste, er nu den skønneste og rigeste kvinde i byen Venedig. Romanen ender med, at Lara og Antonio bliver lykkeligt gift. En usædvanlig happy ending, H.C. Andersens ønskedrøm.

H.C. Andersen har indlevet sig i den blinde piges verden. Lara beretter fra sin barndom: »Violerne er blå, havet og himlen er blå, fortalte man mig. Af violernes duft lærte jeg da, hvor skøn himmel og hav må være«.

H.C. Andersen har vel lært blinde at kende i hospitalet i Odense og under opholdet i Rom, blandt andet blandt tiggerne på den spanske trappe (Francisca med de fingerløse hænder, trommede med stumperne på den blinde Cattarinas skuldre, berettes i Improvisatoren). Det var dog pigen fra Paestum, der har gjort det største indtryk. Dette ses indirekte af et brev til hans velgørers søn, plejebroderen E. Collin 16. juli 1835, hvor han omtaler Lara. H.C. Andersen nægter dog her sin forelskelse.

De blindes egenskaber

Den blinde pige Lara fra Paestum er den skønneste med de bedste egenskaber. Det samme gælder den blinde datter i eventyret: »De Vises Steen«. De fire sønner (sanserne) skal ud i verden for at finde livets mening. Det lykkes ikke for dem, men for den blinde datter: hun havde øjne lige ud til fingerspidserne og øren lige ind i hjertet. Overalt, hvor hun kommer var solstrålen (SS XIV,129).

Klogskab og overnaturlige evner

De blinde kompenserer på beundringsværdig måde for deres handicap. Pigen fra Paestum har »Øiet uden See-Kraft, der dog saae ind i Sjælen« (Improvisatoren).

Ottos blinde farmor i romanen »O.T.« er »væver og lebendig. Det gjør hende ikke en bitte, at hun ikke kan see« (SS III,242). Hun er den kloge i historien og hun er midtpunktet i en stor familie.

Peers svagsynede farmor i romanen »Lykke-Peer« ser åndeligt, mere end noget andet menneske kan udfinde« (6,45, jvf. 7) og hun forudser hans usædvanlige skæbne.

Den 5 årige Elisabeth kan stirre som en trold og ser dermed overnaturlige ting (De to Baronesser). I den samme roman kan Cathrines blinde farmor med de gråblå døde øjne se overnaturlige ting.

H.C. Andersen betragter således de blinde med stor sympati. De har værdifulde egenskaber, de kan være klogere end normalt seende, endda så kloge, at de kan forudsige fremtiden, ja endog se overnaturlige ting.

Sociale forhold

De fleste blinde var tiggere på H.C. Andersens tid. I »Improvisatoren« beklager den blinde Cattarina, at Antonio (alias H.C. Andersen) ikke er blind eller har anden skavank. Med sort humor erklærer hun, at »jeg jo let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske«.

Den blinde tigger holder med sin ryg det tunge forhæng i vejret i kirken Trinita dei monti over den spanske trappe i Rom, for at mængden lettere kan træde ind i kirken. Han rasler med sin blikbøsse (En Digters Basar, SS VII,93).

H.C. Andersen har mødt og beskrevet blinde tiggere på sine mange rejser (de to albinoer i Spanien (SS VIII,357), en blind jøde i Toledo (SS VIII,464), blinde tiggere i Sevilla (2. nov. 1862): »Sådanne krøblinge skulle hellere blive hjemme, sagde opvarteren, fremfor at tage dilligensen«). De opfattes af samtiden som besværlige tiggere, H.C. Andersen har i stedet medlidenhed med dem.

I »Lykkens Kalosker« rejser studenten i eventyret helt ned til Italien, hvor han ser en halv snes tiggende krøblinge foran værtshuset, de var blinde, havde visne ben eller fingerløse hænder (SS XIII, 122).

I Danmark var der næppe så mange blinde tiggere. Dog skriver Jørgen Plenge[23], at den naturlige måde at opretholde livet på måtte være tiggeri, som samfundet sanktionerede og støttede, ved at reservere de bedste pladser til dem, som f.eks. bymurens porte og kirkernes trapper[24].

De blinde krigsveteraner fra første slesvigske krig (1848-50) har vel dog fået erstatning af staten. H.C. Andersen optræder ved en velgørenhedsforestilling for »Den blinde Soldat« med et digt (SS VII,322), hvori det hedder: »For Danmark gav han sin bedste Skat, sine Øines Lys, den solklare Dag«.

På H.C. Andersens tid fandtes Blindeforeningen Kjæden[25]. Vinhandler Mønster kom den 10. marts 1872 til H.C Andersen med bøn om en oplæsningsaften i Kjæden: »Jeg undslog det«. H.C. Andersen var en skattet oplæser, så det må have været en skuffelse for de blinde. Han var på dette tidspunkt sløj og følte sig alvorlig syg.

De blindes erhverv

De blinde kunne dog ifølge H.C. Andersen være andet end tiggere. De gjorde sig gældende som geniale digtere, improvisatorer, sangere, musikere.

Den 26. januar 1834 møder H.C. Andersen en blind improvisator på selveste Forum Romanum. Han har medynk med improvisatorens hustru: »Hans unge Kone saae saa skikkelig og ren ud, men havde noget vemodigt ved Øinene«. I 1862 møder han en blind improvisator i Spanien (SS VIII,348). Vi må her erindre, at ordet improvisator er symbol på H.C. Andersen selv (i debutromanen) og at en sådan er istand til at underholde og digte om ethvert opgivet emne på stedet, altså en særlig genial og hurtig digter.

H.C. Andersen besøger også den beundrede blinde digter Antonio Feliciano de Castilho i Portugal (SS VIII,510).

De blinde har altid spillet en stor rolle i musiklivet. I romanen »O.T.« spiller en blind bonde violin ved Kirsten Piils kilde i Dyrehaven ved København. I 1847 (3. aug.) møder han en blind spillemand, der spiller skotske viser på violin. Den 19. maj 1849 noterer han en historie, han har hørt om den blinde komponist Kuhlau.

Blinde sangere omtales også i dagbøgerne (i Brunnen 3. aug. 1862 og i Sevilla 1.1.1863).

I romanen »At være eller ikke være« sidder den blinde Mor Børresen ved foden af Rundetårn og sælger slik til studenterne. Hun har altså som blind fået et usædvanligt godt stade. Yderligere har hun været så økonomisk klog at sælge sit skelet til Universitetet (SS V,323).

Hjælp til de blinde

H.C. Andersen ville gerne hjælpe de blinde. Han ville give den blinde pige i Paestum nogle mønter, men han var selv på det tidspunkt meget fattig og gav hende ikke noget. Måske har hans rejseledsager givet en almisse, siden han kom i besiddelse af violbuketten, som han opbevarede. Til gengæld digtede han en hel roman om tiggerpigen, nemlig Improvisatoren.

H.C. Andersen læser sine eventyr højt for de blinde (fru Hetsc 11. april 1862, fru Læssøe, fru Eva Henriques 11. aug. 1874). Ved sidstnævnte lejlighed forsøger han at påvirke de bevarede sanser. Han bringer fru Henriques en buket med dild fra køkkenhaven at smage og duftende blomster fra blomsterhaven. Hørelsen påvirkes med hele tre eventyr. Det har glædet ham at fornøje den blinde.

Ved en aftenunderholdning til fordel for Stiftelsen til Blindes Dannelse læser han den 11. februar 1838 sit eget digt:

»Den sorte farve kendes af den blinde
rundt om mig hersker der kun mørke.
I døden svinder mørket for den blinde,
der skal jeg Gud og hver velgører se«.

Digtet viser, at H.C. Andersen virkelig sætter sig ind i den blindes situation (mig = den blinde) og han trøster den blinde med, at han skal genopstå og blive seende igen.

Det kan synes ejendommeligt at kaste sig ud i en oftalmologisk vurdering af H.C. Andersens forfatterskab. H.C. Andersen var ikke øjenlæge eller uddannet læge. Han led ikke selv af nogen alvorlig øjensygdom. Han havde ikke nogen speciel grund til at anvende øjenmotiver. På den anden side er hans forfatterskab så stort og alsidigt, at det også omfatter adskillige øjenmotiver.

Vi kan gætte på, at hans oftalmologiske interesse skyldes oplevelser med blinde, måske i Graabrødre hospital i barndomsbyen Odense. Mødet med den blinde pige ved templerne i Paestum har gjort et stort forelsket indtryk på ham og har måske præget hans senere forhold til blinde, ensidigt blinde og øjensyge. Hans samtid har ofte opfattet de blinde som besværlige tiggere, der hellere skulle blive hjemme. De vansirede ensidigt blinde har man opfattet som grimme personer. H.C. Andersen ser med sympati og beundring på de synshandikappede[26]. De er ofte kloge mennesker, der forstår at bruge de resterende sanser, måske også de overnaturlige. Vi møder middelalderens overtro, som han har lært den i barndommens Odense. Vi kan samtidig spore en rationel, ja videnskabelig tankegang (havmanden uden tåreapparat).

Noter

  1. ^ Norn, Mogens: H.C. Andersens øjne, Anderseniana 1984.
  2. ^ Fr. Böök mener, at H.C. Andersen ikke har gået med denne pung hele livet, men først tog den på, da han mærkede dødens komme.
  3. ^ Det klassiske skønhedsideal er store øjne (den kvieøjede, måske på grænsen af udstående øjne), andre sætter pris på mandelformede øjne, skrå øjne, store pupiller osv.
  4. ^ Bille og Bøgh, Breve til Hans Christian Andersen, 1877, s. 442.
  5. ^ De danske øjne er som regel blå. Derfor har de fremmedartede brune øjne tiltrukket opmærksomheden. I Spanien (Granada, 8,355 jvf. 7 skriver han et digt om en blåøjet, sorthåret spaniolerinde. Her er de blå øjne en sjældenhed. – Norn, Mogens: Øjnenes farve og H.C. Andersen. Optikeren 1984.
  6. ^ Norn, Mogens: Blindhedsårsager i H.C. Andersens verden. Fagbladet Ure + og Optik (1983) nr. 3, side 58-60.
  7. ^ H.C. Andersen: Samlede Skrifter. Anden Udgave. I-XV, Kbh. 1876-80. – Citatet fra »I Spanien«, SS VIII, 357 f. -Fremover vil der, direkte i teksten, blive henvist til »Samlede Skrifter« (forkortet SS), med tilføjelse af bind- og sidetal.
  8. ^ Ved albinisme mangler det normalt forekommende sorte pigment (melanin). Øjet er gennemsigtigt. Der kommer falsk lys ind i øjet, hvorved billeddannelsen bliver uskarp. Albinoen har derfor nedsat synsstyrke.
  9. ^ Kopper (variola) kan angribe hornhinden, der bliver uklar. Sygdommen er nu udryddet ifølge WHO.
  10. ^ Lynets elektriske energi kan brænde nethinden, synsnerven eller gøre øjets linse og hornhinde uklar, hvis strømmen passerer gennem øjet.
  11. ^ Hvis man ser direkte på solen, kan de ultraviolette stråler ødelægge den gule plet i nethinden, det sted, der betinger centralsynet.
  12. ^ Grå stær (cataract) er en fordunkling af selve øjets linse. Lysstrålerne kan ikke danne et tydeligt billede på nethinden, når det passerer den matte linse. Ved operation fjernes øjets linse og dermed hindringen for den skarpe billeddannelse på nethinden.
  13. ^ Norn, Mogens: Den blinde pige fra Paestum. Medicinsk Forum 35: 3-7 1980.
  14. ^ »Forkalkning« i øjnene, dvs. degeneratio maculae senilis, en aldersbetinget ødelæggelse af den centrale del af nethinden.
  15. ^ Norn, Mogens: Dakryologiske H.C. Andersen-studier. Fagbladet Oftalmolog. 3. årgang, nov. 1983, side 20-22.
  16. ^ Som fylogenetisk eksempel kan nævnes haletudsen, der ikke har tårekirtel. Når den videreudvikles til frø på land, er tåreapparatet udviklet.
  17. ^ Norn, Mogens (1984). Eenøjede i H.C. Andersens verden. Fagbladet Tid og Syn.
  18. ^ Jeg har ikke kunnet finde en sådan person i en H.C. Andersen-roman.
  19. ^ Øjenproteser var dengang lavet af tynd emalje-skal. Den skulle fjernes om aftenen og måtte ikke lægges i vand, fordi vandet kunne beskadige emaljen (jvf. Philipsen, Harald: Øjets sygdomme, Reitzel, Kbhvn. 1880).
  20. ^ H.C. Andersens Hus, Odense: »Violer, givet mig af den blinde Pige i Paestum« og Blomst fra templerne i Paestum (henh. nr. 76 og 75 i »Med H.C. Andersen som fører gennem samlingerne, Odense u. år.
  21. ^ Handlingen er oftalmologisk set usandsynlig. Lara havde formentlig medfødt grå stær, der blev opereret i Neapel. Hvis operationen var vellykket, kunne man alligevel kun forvente delvis bedret syn og på det tidspunkt kun med stærke stærbriller (kontaktlinse eller indopereret kunstlinse var ikke opfundet!) hvilket vel ikke rigtig harmonerer med, at hun blev Venedigs smukkeste kvinde.
  22. ^ Det er korrekt, at Theseus templet i Athen ligner templet i Paestum.
  23. ^ Plenge, Jørgen (1958) i Statens Institut for Blinde og Svagsynede 1858-1958, red. A. Søgaard-Andersen & W. Bøgh Christensen.
  24. ^ Først fra 1858 påtog staten sig skoleuddannelse og oplæring af blinde børn, jvf. note 23.
  25. ^ Selskabet Kjæden var en hemmelig godgørende forening (De tre vise fra Østerland) der siden 1811 tog sig af de blinde og som blev grundlag for blindeforsorgen (Houmøller, Sven: Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen 1811-1961 Kbh. 1961. Udg. af Selskabet Kjæden).
  26. ^ Norn, Mogens: H.C. Andersen og de blinde. Dansk Blindesamfunds tidskrift Blindesagen 1984 13-16.
©