Ørnens besejrer

- nye aspekter af bronzealderens forestillingsverden

Introduktion

Billedet af bronzealderen (ca. 1700-500 f.Kr.) tegnes i manges øjne af storhøjene, som stadig præger landskabet, egekiste-gravene med deres velbevarede skeletter og dragter, Solvognen og andre imponerende genstande i bronze mv. Men også mere ydmyge fund kan give interessante oplysninger om perioden.

Sommeren 2006 foretog Odense Bys Museer endnu en arkæologisk undersøgelse – på lokaliteten Kildehuse II – i det store erhvervsområde Tietgen Byen i Odenses sydøstlige udkant (fig. 1).[1] Tietgen Byen er placeret på en relativt plan, større flade af moræneler, der brydes af en enkelt tunge af smeltevandssand. Mod øst afgrænses området af store mose- og engarealer. Kildehuse Il-lokaliteten ligger på en sydøst-nordvest-orienteret, leret moræneknold. Afstanden til Odense Fjord er ca. 10 km.

Fig. 1 Området ved Kildehuse II vist på Høj kantskortet fra anden halvdel af 1800-tallet.

Undersøgelsen afdækkede et ca. 3 ha stort areal og frembragte to nedpløjede gravhøje, formentlig fra enkeltgravskulturen eller ældre bronzealder (hhv. ca. 2800-2400 f.Kr. og ca. 1700-1000 f.Kr.), spor af bopladser fra yngre bronze- og ældre jernalder (ca. 1000-250 f.Kr.), en gravplads fra den seneste del af bronzealderen og evt. den ældste del af jernalderen (ca. 700-500 f.Kr.) samt en gravplads fra anden halvdel af vikingetiden (ca. 900-1000 e.Kr.) (fig. 2).[2] Udgravningens resultater har stor videnskabelig betydning på flere områder og vil i løbet af de kommende år danne baggrund for et større tværvidenskabeligt forskningsprojekt.[3] I denne forbindelse skal kun fundene fra bronzealderen, og i særdeleshed én af bronzealdergravene, grav KK, behandles.

Bronzealdergrav- og bopladsen

Gravpladsen rummer 42 brandgrave, der så godt som alle er anlagt i et omtrent nord-syd-orienteret bælte mellem to ældre gravhøje. Den nordlige gravhøj er repræsenteret ved en delvist bevaret randstenskæde, mens den sydlige tilkendegiver sig ved en omkransende cirkelgrøft. Ingen af højene indeholder spor af primære gravlæggelser. I den nordlige gravhøj kan et delvist ødelagt stentæppe inden for randstenene repræsentere en forstyrret (plyndret?) centralgrav eller en form for kultisk anlæg?[4] I den sydlige høj er der ingen spor af plyndringer, hvorfor den primære begravelse måske er bortpløjet i nyere tid. En anden forklaring kan være, at der er tale om en kenotaf, altså et gravmonument uden den døde.[5]

Udgående fra nordvest-delen af den sydlige høj ses to rækker af kogegruber. Rækkerne peger mod den nordlige høj og angiver en omtrent vestlig afgrænsning af gravpladsen. Kogegrubernes strukturerede placering indbyrdes og i forhold til gravpladsen viser, at anlæggene skal tilknyttes gravpladsen og ikke bopladsen. Kogegruberne er en form for jordovne, hvor man kan forestille sig, at måltider i forbindelse med gravlæggelserne er blevet tilberedt. Systemer af kogegruber på række, placeringen nær grave og rækkernes orientering mod eller tilknytning til gravhøje er fænomener, som efterhånden kendes fra en række lokaliteter.[6]

Fig. 2 Undersøgelserne ved Kildehuse II. Grå: gravhøje, blå: kogegruber, grøn: kultanlæg, rød: brandgrave, mørk grå: jordfæstegrave, lys grå: udgravningsfelter og øvrige anlæg.

Endelig ses umiddelbart syd for den sydlige gravhøj et omtrent kvadratisk anlæg med en diameter på ca. 4 m. Anlægget er ca. 1,5 m dybt og har langs bunden en spredt stenlægning af hoved- til kropsstore sten. I anlægget er endvidere registreret en brandgrav. Fra bl.a. Thy kender man fra ældre bronzealder mindre bygninger med en tilsvarende placering. Disse anlæg benævnes kultbygninger og ses som en del af de ritualer, som er tilknyttet gravlæggelser 1 gravhøjen.[7] Det er sandsynligt, at anlægget 1 Tietgen Byen udgør en parallel til kultbygningerne fra Thy.

De 42 grave er som sagt alle brandgrave og har alle formentlig været anlagt under flad mark eller evt. dækket af mindre tuer. De døde er brændt på et ligbål og dele af det kremerede lig nedlagt i graven sammen med de ubrændte gravgaver. Ligdele og gravgaver kunne være placeret i en urne i form af et lerkar, der i flere tilfælde er smukt udformet og dekoreret. I andre tilfælde består urnen af organisk, nu bortrådnet materiale, mens ligbålet i andre tilfælde igen blot er skrabet sammen og puttet i en større nedgravning. Alle gængse brandgravstyper er således repræsenteret uden, at der i øvrigt ses nogen form for gruppering herefter.

Gravene er, som vanligt for perioden, generelt relativt sparsomt udstyrede. Enkelte er helt uden (bevarede) gravgaver. Andre indeholder en, enkelte to eller tre bronzenåle, mens en håndfuld af gravene har mere rigt gravudstyr i form af større smykkekompositioner eller flere genstandstyper.

Fra Tietgen Byen kendes en række bopladser, som kan være samtidige med gravpladsen. Også ved den her behandlede udgravning fremkom bebyggelsesspor fra yngre bronzealder i form af en række affaldsgruber med bl.a. udtjent husholdningskeramik, madaffald mv. samt kogegruber. Egentlige huse var ikke bevarede. Årsagen hertil er antagelig, at periodens bygninger kun var ganske svagt funderet i jorden og derfor kan være bortpløjet i nyere tid. Fra andre lokaliteter ved man, at husene har været ganske velbyggede med to rækker af indre stolper til at bære taget. De relativt mange grave, gravpladsens usædvanlige layout samt de specielle gravgaver antyder, at de gravlagte må have være tilknyttet en boplads af en vis størrelse og betydning, måske et mindre center? At der i yngre bronzealder også var andre centrale funktioner i nærområdet, fremgår af, at der 7-800 m nord for Kildehuse II for år tilbage blev undersøgt en samtidig boplads med et tilknyttet produktionsområde med spor efter det nuværende Danmarks absolut ældste hørindustri.[8]

Grav KK

Grav KK er placeret umiddelbart op til nordsiden af den sydlige gravhøj og er en såkaldt urnebrandgrube, dvs. en grav, hvor urnen er nedsat i en større nedgravning, og hvor ligbålsresterne er placeret i såvel urnen som i nedgravningen heromkring (fig. 3). Gravgaverne har været med på ligbålet og består af dele af et bronzebånd, dele af en spinkel bronzestang med en del af en øsken, et ubestemmeligt bronzefragment samt en ørneklo med en gennemboring. Et par flintafslag og enkelte stykker keramik er antagelig ikke egentlige gravgaver, men skal snarere opfattes som tilfældige indslag af affald fra de omtalte bopladsspor på stedet. At gravgaverne er fragmenterede, skyldes formentlig en kombination af destruktion på ligbålet og en bevidst sortering af såvel de kremerede rester af afdøde som af gravgaverne og fragmenterne af disse. En sådan form for nedlæggelse kaldes en pars pro toto-nedlæggelse (nedlæggelse af en del frem for helheden). En lignende fremgangsmåde kendes fra andre grave på bronzealdergravpladsen og er heller ikke ukendt fra andre perioder af forhistorien. Med en del af genstanden, eller for den sags skyld afdøde, har man symboliseret hele genstanden eller hele individet.[9] Graven dateres til seneste del af yngre bronzealder (ca. 700-500 f.Kr.). Knoglerne af afdøde er bestemt til at være fra en 10 til 15-årig person, der, som det skal ses, på baggrund af gravgaverne kan bestemmes til at være af hankøn.[10]

Fig. 3 Lodret snit gennem urnebrandgruben, anlæg KK.

Bronzebåndet er ca. 5 cm langt, 0,5 cm tykt og i længderetningen let buet (fig. 4. Tværsnittet er afrundet kvadratisk og langs to af siderne ses en indridset fure. Stykket er del af et cirkulært smykke med en anslået diameter på ca. 6 cm. Mest sandsynligt er der tale om en del af et armbånd. Stykket er så kraftigt, at man må formode, at destruktionen ikke alene kan være sket på ligbålet. Derimod er det muligt, at man har foretaget en bevidst destruktion i form af afbrækning eller afhugning af enderne.

Fig. 4 Bronzearmbånd x204.

Bronzestangen med øsken er ca. 8,5 cm lang og ca. 0,3 cm tyk (fig. 5). Stangen afsluttes i den ene ende i en overbrudt øsken; i den anden ende er stangen også overbrudt. Stangens tværsnit er afrundet rektangulært, mens øskenen har et afrundet kvadratisk tværsnit. Fragmentet udgør antagelig en del af et fast sæt af toiletudstyr, bestående af pincet, neglerenser, syl samt øreske og med genstandene monteret på et bronzeophæng.[11] Monteringen på bronzeophænget foretages vha. et ringformet greb eller en øsken, svarende til den overbrudte øsken på stykket her (fig. 6). Toiletudstyret forbindes traditionelt med mandsgrave. Da den nedre del, funktionsdelen, ikke er tilstede, er det ikke muligt at bestemme, hvorvidt der er tale om en øreske eller en neglerenser

Bronzefragmentet er ca. 1 cm langt, ca. 0,4 cm tykt og har et afrundet rektangulært tværsnit. Stykkets funktion er ukendt, men udgør måske en del af førnævnte øreske/neglerenser?

Fig. 5 Øreske/neglerenser x205.
Fig. 6 Toiletudstyr fra Nørre Bendstrup Mose ved Randers. Efter J. Jensen 1997, s. 60, fig. 16.
Fig. 7 Ørneklo x653.

Ørnekloen er hvidbrændt, med undtagelse af den alleryderste spids fuldstændig bevaret og har en længde på ca. 3,5 cm (fig. 7). Tykkelsen varierer fra 0,2 til 0,5 cm, mens bredden varierer fra 0,3 til 1,5 cm. Kloen er en af de yderste tåknogler fra en havørn (Haliaeetus albicilla) eller en kongeørn (Aquila chrysaetos). Det er ikke muligt at give en præcis aldersbestemmelse af ørnen, men ud fra kloens størrelse må der være tale om et ungt eller modent individ.[12] Ved kloens “rod” ses en gennemboring med en diameter på ca. 0,2 cm. Gennemboringen er cylinderformet, hvilket viser, at den kun er foretaget fra én side. Mest sandsynligt er gennemboringen foretaget med et spinkelt flintbor. Kloen må have skullet hænge i en snor eller lignende og formentlig om halsen som en form for amulet.

Urnen består af et ca. 17 cm højt lerkar med en diameter på ca. 12 cm (fig. 8). Godset er meget kraftigt ved bund og bug, hvor tykkelsen er ca. 0,6 cm, mens de øverste centimeter mod randen har en tykkelse på ca. 0,4 cm. Randen er kun bevaret over et ca. 5 cm langt stykke, ligesom størstedelen af bunden og dele af siderne mangler. Karret er enleddet med jævnt rundede til lodrette sider. Siderne har en grov overfladebehandling med undtagelse af de øverste få centimeter, der er glattede. Store dele af karret er ornamenteret med indridsede streger på kryds og tværs. Urnen er i øvrigt en af de mindste på lokaliteten. Måske der her er en sammenhæng mellem de relativt små knogledele fra et barn eller en ung mand i forhold til voksne individer?

Fig. 8 Urne x538.

Den gravlagte var altså en 10- til 15-årig dreng. Antallet af gravgaver var højere end normen på gravpladsen, men der synes ikke at være tale om nogen overvældende rigdom. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at selvom grave med børn og unge generelt var fattigere udstyret end grave med voksne individer, kunne også børn og unge mennesker i forhistorien få meget værdifulde genstande med i graven.[13] Gravtypen, en urnebrandgrube, kunne evt. give vidnesbyrd om en vis form for status. Således er de rigeste grave på gravpladsen så godt som alle urnebrandgruber. Det er dog lige så sandsynligt, at dette forhold afspejler, at netop denne gravtype har givet mulighed for helt optimale bevaringsforhold, og at billedet af, at denne gravtype rummer de rigeste grave, således ikke er reelt. Mest bemærkelsesværdig i gravudstyrets sammensætning er ørnekloen.

Fig. 9 Havørn.

Ørnen[14]

Nogle af de spørgsmål, som fundet rejser, er, hvor og hvordan drengen fra Kildehuse II-lokaliteten er kommet i besiddelse af ørnekloen? Såvel kongeørn som havørn er efter mange års pause nyligt blevet ynglefugl i Danmark igen og har med datidens formodet lavere stresspåvirkning og bedre miljømæssige forhold meget sandsynligt også været det i bronzealderen.

Havørnen er Europas største ørn med et vingefang på op til 2,65 m (fig. 9), og dens foretrukne biotop er lavvandede kyster, søer og fjorde. Føden består af ådsler, fisk, vandfugle og evt. mindre pattedyr. Reden placeres i et stort træ.[15] Kongeørnens vingefang er ca. 2 m (fig. 10), og dens foretrukne biotoper er bjerg- og skovrigt terræn, gerne nær moser og søer, alternativt ved klipperige kyster. Ungfuglene opholder sig om vinteren ofte på landbrugsarealer. Kongeørnen spejder efter bytte fra et højt punkt, f.eks, en trætop eller lignende, og jager med udgangspunkt derfra i lav højde over terrænet. Føden består af større ådsler, mindre pattedyr og fugle. Reden placeres på en klippehylde eller i et træ.[16] Vådområderne øst for Kildehuse II kan i bronzealderen have udgjort en velegnet indlands-biotop for både kongeørn og havørn, og ørnene kan således have fourageret nær lokaliteten. En anden potentiel biotop, Odense Fjord, ligger også inden for en overkommelig afstand fra Kildehuse II. En tredje mulighed er, at ornekloen er bragt til lokaliteten udefra.

Fig. 10 Kongeørn.

Der er flere måder, hvorpå man i bronzealderen kunne komme i besiddelse af en ørneklo: man kunne tage den fra en tilfældigt fundet død fugl, man kunne skyde fuglen med bue og pil i flugten, eller når den sidder stille, eller man kunne tage fuglen på reden. Ifølge ornitologer er sidstnævnte mulighed den mest sandsynlige. Om drengen i grav KK selv har fanget ørnen, eller om det er en gave, er selvsagt ikke muligt at udtale sig om. Med drengens pubertetsalder og den deri indbyggede overgang fra dreng til mand er det dog en besnærende tanke, at drengen har fanget ørnen for at vise sin mandighed?

Fig. 11 Helleristning fra Fossum i Tanum, Sverige. Bemærk jagtscenerne i form af mænd, der dræber dyr med spyd mv. Efter J. Jensen 2002, s. 490.

Jagtvildt i bronzealderens fødegrundlag

Bronzealderen har været et landbrugssamfund med husdyrhold med kvæg, svin og far/ged samt et agerbrug med små marker.[17] Fiskeri, jagt og indsamling har generelt kun spillet en underordnet rolle og synes i det nuværende danske område blot at have udgjort et supplement til landbruget. I kystnære egne har man dog haft et ganske omfattende fiskeri, drevet havjagt og indsamlet skaller. I sjældnere tilfælde har man på bopladserne fundet spor efter pelsjagt i form af fælder, ligesom jagt kan være repræsenteret ved knogler af kronhjort og rådyr.[18]

På helleristningerne optræder, ud over motiver med en rent religiøs/kultisk betydning, til tider også fiskenet, jagtscener samt afbildninger af fisk og jagtvildt som hjort, elg, ren, bjørn mv. (fig. 11). Sådanne motiver har antagelig (også) haft en mere jordnær betydning som en afbildning af ens jagtlykke og lignende. Dateringen af disse helleristningsmotiver er dog vanskelig, og det er muligt, at nogle af dem er ældre end bronzealderen. Samtidig er der en tendens til, at motivgruppen er knyttet til nordligere egne, hvor jagt og fiskeri måske har haft en større betydning i økonomien end i det nuværende Danmark.[19] Under alle omstændigheder viser afbildningerne af jagtvildt og fugle, at disse dyr har haft en plads i bronzealdermenneskets bevidsthed og således også må forventes at have haft en mere konkret betydning.

Jagtvildt i bronzealderens grave

Skikken at medgive dele af dyr i yngre bronzealders grave er ikke ualmindelig, og der kan i disse tilfælde være tale om medgivet mad til rejsen hensides, beklædningsgenstande som f.eks. skind eller evt. symbolske dyr mv. Pga. den fragmenterede tilstand, knoglerne har efter en tur på ligbålet, kan det være vanskeligt at artsbestemme disse, og om knoglerne er fra tamdyr eller jagtvildt, er derfor oftest umuligt at afgøre.[20] Fra Kildehuse II fremkom også dyreknogler, og også disse var generelt vanskelige at artsbestemme. Undtagelsen herfra er en lille håndfuld grave med fugleknogler. Fugleknoglerne er så spinkle, at de lettere lader sig udskille. Fra de skånske lokaliteter Simris II og Ingelstorp kendes hhv. knogler fra elg og fugl.[21] Fra den efterfølgende jernalder kendes eksempler på jagtvildt i form af medgivne bjørneskind fra bl.a. gravpladserne Møllegårdsmarken og Brudager Mark på Sydøstfyn samt Spånga ved Stockholm.[22] Disse fund er dog godt 1000 år yngre end fundet fra Kildehuse II.

Fig. 12 Bjørneklo med gennemboring fra jernaldergravpladsen Møllegårdsmarken på Sydøstfyn. Foto:Jørgen Nielsen.

Gravfundne amuletter eller perler af knogler fra vildt optræder ikke overraskende ganske hyppigt i tidligere, mere jagtorienterede perioder af forhistorien.[23] Fra bronzealderen, og i øvrigt senere perioder, er forekomsten derimod sjældnere, men fundtypen kendes dog fra enkelte lokaliteter: Fra yngre bronzealder kendes ét andet fund, nemlig fra den tyske gravplads BerlinRahnsdorf, hvor der er fremkommet fire hareknogler, alle med en gennemboring.[24] Fra den efterfølgende jernalder kendes fra den omtalte gravplads Spånga en spædbarnsgrav med en gennemboret klo fra en duehøg.[25] Fra andre jernaldergravpladser findes enkelte gennemborede bjørnekløer, som også formodes at have fungeret som amuletter eller hængesmykker (fig. 12). Også disse er fundet enkeltvis, og generelt er de ca. 1000 år yngre end Kildehuse II-kloen.[26] Hele gravfundne rovfugle kendes fra en stribe jernaldergravpladser ved Stockholm. Rovfuglene er primært høge og falke og knyttes til meget rige grave. Sandsynligvis ses her sporene af trænede fugle til falkonering; en sport, som var tilknyttet aristokratiet, og som også kan spores i tidens billedverden. Det skal understreges, at falkonering ikke kan føres længere tilbage end det 6. århundrede e.Kr., altså ca. 1000 år efter bronzealderens ophør.[27] Fra ældre bronzealder stammer en række fund af gravfundne tasker med amuletter. Taskerne skal omtales herunder i afsnittet om jagtvildt i religion, kult og myter.

Fig. 13 Ragekniv i bronze fra Torupgårds Mark ved Farsø i Nordjylland. Langs rageknivens højre side, øvre kant og ned langs den venstre side ses et skib med to stævne. Midt på ragekniven ses en fisk og til venstre for den hovedet af en rovfugl. Efter Kaul 1997, bind 2, katalognr. 205.

Jagtvildt i bronzealderens religion, kult og myter

På baggrund af nyere analyser af bronzealderens righoldige billedverden på helleristninger og bronzer mener man, at religionen overvejende var centreret om solen og dens gang over himlen. En række motiver, såsom skibet, fisken, hesten, slangen og evt. fuglen, optræder i religionen som solens frembringere.[28] Dyrkelsen af solen afspejler en frugtbarhedskult eller måske snarere en dyrkelse af den mandlige virilitet. Sidstnævnte er også eksemplificeret ved en række fallossymboler i bronzealderens genstands- og billedverden; et forhold, som desuden fint modsvarer datidens mandsdominerede samfund med fokus på mandlige værdier som krig, kamp mv.[29] I denne forbindelse passer ørnens symbolske egenskaber, som det skal ses herunder, fint ind. Når fugle optræder i denne billedverden, er det dog næsten altid svømmefugle, men i enkelte tilfælde optræder også rovfuglen. På en ragekniv fra yngre bronzealder fra Torupgårds Mark ved Farsø i Nordjylland ses en rovfugl, der spiser fisken med den opgående sol (fig. 13). Rovfuglen menes på denne vis at symbolisere solens gang over nattehimlen.[30]

Fra ældre bronzealder (ca. 1700-1000 f.Kr.) kendes en række gravfund med små lædertasker, hvori afdøde – kvinder såvel som mænd – har haft personligt udstyr som fyrtøj og toiletsager. Herudover kan taskerne rumme en række mere specielle genstande som fiskekroge, pilespidser samt endelig en gruppe af genstande uden nogen egentlig værdi eller funktion. Sidstnævnte gruppe udgøres oftest af ting fra naturen, som f.eks. mineraler, stykker af dyr mv. Stykkerne kan i nogen grad være forarbejdede og kan være beviklet med snor e.l. Gruppen opfattes bedst som en form for amuletter og er endog af nogle tolket som tilhørende troldmænd eller shamaner. En af disse tasker, fra en mandsgrav ved Hvidegård nær Lyngby ved København, indeholdt bl.a. en rovfugleklo (uden bearbejdning) foruden i øvrigt en egernkæbe, en snogehale mv. (fig. 14).[31]

At taskerne kendes fra ældre og ikke fra yngre bronzealder, afspejler formentlig snarest et billede af de bedre bevaringsmuligheder, som jordfæstegravskikken, der dominerede i ældre bronzealder, gav frem for brandgravsskikken, som var enerådende i yngre bronzealder.

Fig. 14 De vigtigste dele af Hvidgård-taskens indhold. Efter Lomborg 1966, s. 5.

Vi kender af gode grunde ikke meget til mytestoffet fra bronzealderen. Men da visse myter formodes at være ganske sejlivede og måske universelle, kan paralleller fra andre områder og tider tages som inspiration: Fra jægerstenalderens slutperiode, Ertebølle-kulturen (ca. 5000-4000 f.Kr.), kendes fra bopladsen Agernæs på Nordfyn en komplet ørnefod. Foden var afskåret et stykke under knæleddet og opfattes af udgraveren som en form for amulet med det formål at bringe jagtlykke.[32] Fra 1000- og starten af 1100-tallet, altså den sene vikingetid og tidlige middelalder, kendes fra Danmark en række fugleformede dragtnåle, såkaldte fibler. De afbildede fugle kan bl.a. være rovfugle og afspejler enten kristne budskaber eller skal relateres til de omtalte spor af falkonering.[33] Af bl.a. antikke og historiske kilder fremgår, at ørnens størrelse og levevis giver den et mytologisk skær, og at dens kræfter og evner synes tillokkende for særligt den traditionelle mandssfære. Hos antikkens grækere og romere var ørnen den højeste gud, Zeus og Jupiters fugl, og optrådte her, som i øvrigt også i de islandske sagaer, som en orakelfugl og som gudernes udsending. Fra store dele af verden kendes myter om, at man ved at bære dele fra ørnen, som fjer, kløer og næb kan overtage magiske kræfter som bedre syn, øget styrke, beskyttelse mod onde kræfter mv., ligesom ørnen mentes at have lægelige eller helende kræfter.[34]

Afslutning

Rovfuglen, og herunder ørnen, har ikke været nogen dominerende skikkelse i det billede, som tegner sig af bronzealderens religiøse og subsistensøkonomiske verden. Selvom bronzealdersamfundet var et landbrugssamfund, er det dog, sammenholdt med de vidnesbyrd om ørnen, som er beskrevet her over, rimeligt at antage, at ørnen har været et så markant og særpræget dyr, at det til formentlig alle tider har haft en særlig symbolsk betydning. Også i nyere tid har ørnen været et symbol på en række livgivende og magtrelaterede emner. Som eksempel skal blot nævnes ørnens position som nationalt symbol i USA, Albanien og Filippinerne, som kongeligt symbol i Sverige og på rigsvåbenet i f.eks. Polen og Rumænien.[35]

Noter

  1. ^ Sagen har j.nr. OBM 8414. Kildehuse II. Undersøgelsen blev ledet af museumsinspektørerne Lone Bach Nielsen og Mads Runge.
  2. ^ Lokaliteten er kortfattet behandlet i bl.a. Nielsen & Runge 2007 samt Runge 2007.
  3. ^ Projektet involverer, ud over Odense Bys Museer, Pa-num Instituttet i København, Konserverings- og Naturvidenskabelig Afdeling ved Moesgård Museum i Århus, Heimdal Archaeometry samt Rzeszow Universit i Polen.
  4. ^ Undersøgelsen af den nordlige gravhøj samt en lille håndfuld grave nord her for har j. nr. OBM 8429, Kristians Minde Nord. Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen takkes for oplysninger om fundet.
  5. ^ Andersen 1951.
  6. ^ Se f.eks. Henriksen 2005 samt Andersen & Prangsgaard 2007.
  7. ^ Nielsen & Bech 2004.
  8. ^ Runge & Henriksen 2007.
  9. ^ Henriksen 1998.
  10. ^ Den antropologiske analyse er foretaget af fil. mag. Andreas Hårde, Odense Bys Museer.
  11. ^ J. Jensen 1997, s.59ff.
  12. ^ Kloen er artsbestemt af cand. mag. Jacob Kveiborg, Konserverings- og Naturvidenskabelig Afdeling ved Moesgård Museum.
  13. ^ F.eks, to meget rige grave, grav Al 136 og grav Al 131, på den sen førromerske gravplads (100 f.Kr. til Kr. f.), Hedegård i Midtjylland. Her var de gravlagte hhv. 12-13 år og 4-5 år (Madsen 1999, s. 63ff.).
  14. ^ Oplysningerne om kongeørnen og havørnens levevis mv. baseres ud over litteraturstudierne på samtaler med amatørornitologerne museumsinspektør Anders Skriver Myrtue, Odense Bys Museer samt pædagog Thomas Buus Nielsen, Viborg.
  15. ^ Wahlin 1979, s. 74; Dybbro 1990,109; Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside www.dof.dk.
  16. ^ Wahlin 1979, s. 73; Dybbro 1990,108; Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside www.dof.dk.
  17. ^ Bech 1993; Boas 2000; J. Jensen 2002, s. 352ff.
  18. ^ J. Jensen 2002, s. 356ff.
  19. ^ J. Jensen 2002, s. 310 ff., s. 489ff.
  20. ^ Se f.eks. Hornstrup 1999, s. ll0ff; Hornstrup et al. 2002, s. 108ff.
  21. ^ Hornstrup 1999, s. 111.
  22. ^ Sigvallius 1994, s. 74ff; Henriksen in press.
  23. ^ J. Jensen 2001:223ff.
  24. ^ Müller 1989, s. 239ff.
  25. ^ Sten &Vretemark 1988, s. 154.
  26. ^ Henriksen in press.
  27. ^ Sten &Vretemark 1988; Olesen 1994; Sigvallius 1994, s. 80ff.; Pedersen 2001.
  28. ^ Kaul 1998, s. 188ff.; Kaul 2004, s. 408.
  29. ^ J. Jensen 2002, s. 486.
  30. ^ Kaul 1997, bind 1, s. 88, 244 samt bind 2, katalognr. 205.
  31. ^ Lomborg 1966; J. Jensen 2002, s. 302ff.
  32. ^ Jæger 1998, s. 14.
  33. ^ Sten &Vretemark 1988; Olesen 1994; Sigvallius 1994, s. 80 ff.; Pedersen 2001.
  34. ^ Lomborg 1966, s. 7ff.;Tillhagen 1978, s. 215fF.
  35. ^ Wikipedia den frie encyclopædi (da.wikipedia.org)

Litteraturhenvisninger

  • Andersen, A.B. & K. Prangsgaard 2007: 3000 år gamle kultpladser ved Søndersø. Fynske Minder 2008.
  • Andersen, H. 1951: Tomme høje. KUML 1951, s. 91-135.
  • Bech, J.H. 1993: Bronzealderbopladser på hævet havbund ved Bjerre, Nordthy. I: Steen Hvass & Birger Storgaard (red.): Da klinger i muld…25 års arkæologi i Danmark. København, s. 142-143.
  • Boas, N.A. 2000: Still-billede af et bronzealderlandskab.
  • I: S. Hvass og Det Arkæologiske Nævn (red.): Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. 16. april 2000. København, s. 88-89.
  • Dybbro, T. 1990: Fugleguide. Politikens Forlag.
  • Henriksen, M.B. 1998: “Pars pro toto”-begravelser i romersk jernalder – et aspekt af jernalderens begrave-sesritualer. I A.B. Petersen & A.-L. Sommer (red.):
  • Dødens Rum. Odense, s. 99-112.
  • Henriksen, M.B. 2005: Danske kogegruber og koge-grubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I L. Gustafson,T. Heibreen og J. Martens (red.): Degåtefulle kokegroper. Kokegropseminaret 31. november 2001. Varia 58. Oslo.
  • Henriksen, M.B. in press: Brudager Mark — en romertids-gravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Fynske Studier bd. XX/Fynske Jernaldergrave bd.VI.
  • Hornstrup, K.M. 1999: Brandgrave fra yngre bronzealder. Muligheder og perspektiver. KUML 1999, s. 99145.
  • Hornstrup, K.M., K.G. Overgaard, S. Andersen,
  • P. Bennike, P.H. Mikkelsen & C. Malmros 2005: Hellegård — en gravplads fra omkring år 500 f.Kr.
  • Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2002.
  • København, s. 83-157.
  • Jensen, J. 1997: Fra Bronze- til Jernalder. En kronologisk undersøgelse. Nordiske Fortidsminder. Serie B,
  • Bind 22. København
  • Jensen, J. 2001: Danmarks Oldtid. Stenalder. 13000-2000 f.Kr. København.
  • Jensen, J. 2002: Danmarks Oldtid. Bronzealder. 2000-500 f.Kr. København.
  • Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.
  • Kaul, F. 1998: Ships on Bronzes. A Study in Bronze Age Religion and Iconography. PNM. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 3:1 og 3:2. København.
  • Kaul, F. 2004: Bronzealderens religion. Studier af den nordiske bronzealders ikonografi. Nordiske Fortidsminder. Serie B, Bind 22. København.
  • Lomborg, E. 1966:Troldmandstasken. Skalk 1966, nr. 5, s. 3-8.
  • Madsen, O. 1999: Hedegård — a rich village and cemetery complex of the Early Iron Age on the Skjern river.
  • An interim report. Journal of Danish Archaeology vol. 13, 1996-1997, s. 57-93.
  • Müller, H.-H. 1989: Tierreste aus Leichenbrändendes jungbronzezeitlichen Gräberfeldes von BerlinRahnsdorf. Zeitschrift für Archäeologie 23, s. 237-248.
  • Nielsen, B.H. & Bech, J.H. 2004: Bronzealderens kulhuse i Thy. Anlæg med relation til gravkulten. KUML 2004, s. 129-159.
  • Nielsen, L.B. & M. Runge 2007: Usædvanlige gravpladser fra bronzealder og vikingetid i Tietgen Byen, Odense Sydøst. Fynboer og Arkæologi. Nr. 1 – Januar 2007, s. 2-20.
  • Olesen, L.H. 1994: Jagtfugl. Skalk 1994, nr. 1, s. 14-15.
  • Pedersen, A. 2001: Rovfugle eller duer. Fugleformede fibler fra dén tidlige middelalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1999. København, s. 19-66.
  • Runge, M. 2007: “Gravplads fra sen vikingetid i Tietgen Byen, Odense Sydøst”. Middelalder arkæologisk Nyhedsbrev nr. 61 marts 2007, s. 11-12.
  • Runge, M. & P.S. Henriksen 2007: “Danmarks ældste hørindustri”. Fynske Minder 2007, s. 145-165.
  • Sigvallius, B. 1994: Funeral Pyres. Iron Age Cremations in North Spånga. Theses and papers in osteology 1.
  • Sten, S. & M.Vretemark 1988: Storgravsprojektet— osteologiske analyser av yngre järnälderns benrika brandgravar. Fornvännen 83 (1988/3).
  • Tillhagen, C.-H. 1978: Fåglarna i folktron. Stockholm.
  • Wahlin, B. 1979: Fuglebogen. København.

©