Helt fra 1860, da »Det nordiske Museum i Odense« oprettedes, har der været indsamlet oldsager til dette museum. Mange værdifulde gaver er gennem tiden skænkede, og særlig rig har tilvæksten været som følge af de metodiske udgravninger, museet i den sidste snes år har foretaget på Fyn. Men nægtes kan det jo ikke, at de ydre rammer om denne samling, en af de bedste oldsagsamlinger i provinsen, i mange år ikke har svaret mål med indholdet. Klemt inde i en sidefløj i stueetagen i dybe rum, hvor tusmørket lurer i krogene, har mange smukke fund, som i lige grad gør fordring på det besøgende publikums og på fagvidenskabens interesse, måttet stuves sammen i gammeldags skabe, uden at samlingens første opgave: at virke belærende og underholdende for byens borgere, har kunnet røgtes tilfredsstillende.

Skulde oldsagsamlingen opstilles således, som den har krav på, nemlig klart og pædagogisk oplysende for de besøgende, let tilgængelig for de fremmede fagfolk, der jævnligt studerer i museet, måtte det første krav lyde: Mere plads og bedre plads! Og helst i en ny bygning, som kunde tilfredsstille de krav, moderne museumsteknik stiller om lyse, tilstrækkeligt store udstillingslokaler, rigelig magasinplads og værkstedsrum til behandling og konservering af nyindkomne fund. Lige før den anden verdenskrig havde da også museumsudvalget under alvorlig overvejelse at søge fremskaffet midler til en ny oldsagsbygning, men krigen stillede sig desværre hindrende i vejen, andre opgaver trængte sig på, blandt dem især opførelsen af Den fynske Landsby, en opgave så stor, at den båndlagde alle kræfter.

Tanken om en ny oldsagsbygning måtte da foreløbig skrinlægges, selv om den ikke er glemt. For at råde bod på de værste brist og for at imødekomme det berettigede krav fra byens borgere om en forsvarlig og tidssvarende opstilling af den forhistoriske samling har museumsledelsen søgt og opnået kommunal bevilling til forbedring af forholdene.

Ved hjælp af de årlige bevillinger har til dato de to første rum, omfattende den ældre og den yngre stenalder, kunnet nyopstilles. De gamle, rødmalede skabe er nu afløst af lette, lyse skabe og montrer i teaktræ tegnede af bygningsinspektør Rix efter model af de skabe, som bruges i Nationalmuseet og Møntergården. Rummenes vægfarve og bundfarven i skabene er ligeledes holdt i lette, lyse toner ud fra den tanke, at lokale og inventar skal danne en neutral og fremhævende ramme om kernen: de udstillede genstande.

Fig. 1. Oldsagrum 2 før nyopstillingen 1951.
Fig. 2. Samme efter nyopstillingen 1951.

Disse må ikke som i ældre opstillinger virke ved deres mængde. Da derfor i forsommeren 1950 samlingerne fra den ældre stenalder blev fremlagt, måtte en mængde fundmateriale henlægges i magasin til bedre tider. Der er lagt særlig vægt på, at opstillingen virker instruktivt og umiddelbart forståelig for den besøgende, der møder uden særlige forudsætninger. Til det formål er blandt andet fremstillet to store farvelagte vægkort, som viser to hovedstadier af Danmarks geologiske fortid: fastlandstiden og atlantisk tid, og på de samme kort er indtegnede alle kendte bopladser fra den ældre stenalders jæger- og fiskerkulturer. Det lokalhistoriske er særlig understreget ved hjælp af fire andre kort, som viser de geologiske forhold og bebyggelsen på grundlag af fundene på Fyn.

Efter samme linie er i foråret 1951 samlingerne fra den yngre stenalder blevet opstillet. Hensigten er her at vise den kultur, som udfoldede sig på Fyn, da for halvfemte årtusinder siden de første bønder var kommet til landet. Det er den tid, da folket gravlægger sine døde i dysser, jættestuer og hellekister. For at anskueliggøre, hvorledes disse grave har set ud, er der udfærdiget fire gipsmodeller af fynske mindesmærker, samlede i rummets midtermontre. I så vid udstrækning som muligt er billedmateriale anvendt. I rummet nummer to er ophængt fire store fotografier af fynske stenaldergrave. Desuden har A/S Tuborgs Bryggerier fra sin Vikingefilm skænket et antal smukke fotografier, som viser rekonstruktioner af dagliglivet i oldtiden.

De her omtalte nyopstillinger er ikke mindst ført i værk, for at skolerne skulde kunne få et værdifuldt hjælpemiddel i hænde ved historieundervisningen. Det er et længe næret ønske hos museumsledelsen, at oldsagsamlingen på dette område kunde inddrages mere nytterigt. Hvor værdifuldt vilde det ikke være, om børnene i særlige af skoleledelsen fastsatte timer kunde få lejlighed til ved selvvirksomhed at uddybe, hvad læreren lige har fortalt, at hvert enkelt barn kunde tegne oldsager, ja, hvorfor ikke få lov til selv at prøve at tilhugge et flintredskab, at forme et kar i ler o.s.v. Men det er endnu ønskedrømme, simpelthen fordi et egnet lokale ikke er til rådighed for et sådant forsøg og ikke vil blive det, før oldsagsamlingens pladsforhold engang i fremtiden bedres. Indtil da må vi glæde os over og takke for, at det ved byens bevillinger er blevet muligt dog væsentligt at bedre de vilkår, hvorunder oldsagsamlingen indtil nu har været opstillet.