Om at oversætte H.C. Andersen til Nederlandsk

Idiomatiske og syntaktiske forskydninger

Alene i Holland findes der 320 udgaver af H.C. Andersens eventyr, exclusive 150 genoptryk (cf. Grit 1994, s. 131). I alt er der 1600 forskellige oversættelser af de diverse eventyr, d.v.s. ti i gennemsnit. Nogle er dog oversat oftere end andre. Alene af »Den grimme Ælling« er der 80 oversættelser til nederlandsk.

Som oversætter af H.C. Andersens eventyr kan man gøre sig mange overvejelser og bekymringer og egentlig vel så mange at man som en anden licentiat kan blive stikkende i valget mellem om der skal bruges pen og papir eller pc til arbejdet.

I løbet af de 1200 sider der ligger mellem »Der kom en Soldat marscherende henad Landevejen« til »…det er Enden paa Historien, Historien om Tante Tandpine.« gør indholdsmæssige, oversættelsestekniske, stilistiske, historiske, sociologiske og psykologiske overvejelser sig gældende.

Hvis jeg nu vælger de stilistiske som udgangspunkt vil de andre nok komme og blande sig, som de gjorde mens arbejdet skred frem. For nu at tage det makrostrukturelle først: titlerne på de forskellige eventyr. De burde vel ligge fast og være uforanderlige, kunne man indvende. Nogle er dog lidt fejloversatte i fortiden, men er så blevet kendt under disse navne og bør måske blive ved med det. I forbindelse med kendte tekster er der tale om en oversættelsestradition, som hver ny oversætter kan beslutte at fortsætte eller bryde med. Hvorfor hedder Shakespeares The Taming of the Shrew på hollansk DegetemdeFeeks (Den tæmmede Furie) og på dansk Trold kan tæmmes, hvis ikke fordi de altid har gjort det? Og hvorfor hedder det stadigvæk »Fadervor« på dansk og ikke »Vores Fader«?

Skal den lille piges svovlstikker ikke endelig udskiftes med tændstikker, før sidstnævnte i deres tur bliver umoderne og udskiftes med elektronisk lighter?

Flere hollandske anmeldere skrev at børn nuomstunder kun ved hvad et fyrtøj og en sovlstik er, takket være H.C. Andersens eventyr. De er da også blevet stående.

Ud fra samme overvejelse med omvendt resultat er dog »Bedstemoder« blevet til det moderne »Oma«, idet der ikke er et barn mere i nederlandsk sprogområde der vil bruge »Grootmoeder« (cf. tysk: Grossmutter og fransk: Grandmere). Det sidste kendes kun fra eventyrsprog, d.v.s. især fra Grimm og Perrault. Jeg har ment der ingen grund er til at bibeholde det gamle ord i oversættelsen, når den moderne ækvivalent har de samme konnotationer om hygge, forståelse og varme.

Navnene i eventyrtiderne er if. moderne oversættelseskonsensus bibeholdt i deres oprindelige form, f.eks. Vænø og Glænø, Valdemar Daae, Lille og store Claus (i.m.t. de ældre oversættelser som havde Klaas), Anne Lisbeth. Dog har Lille Christine i stedet for adjektivet fået det vanlige hollandske diminutiv -tje og er blevet til Christientje, mens Lille Tuk stadigvæk, af rytmiske og indholdsmæssige grunde hedder Kleine Tuk og ikke Tukje, som er homonym med »en lille lur«.

Tommelise havde i historiens løb skiftet navn til Duimelijntje – Tommeline – og har nu fået sit oprindelige navn Tommelise igen: Duimeliesje.

Men – es ist immer ein Aber dabei – Ole Lukøje er blevet ugenkendelig som Klaas Vaak, mens han før hed helt bogstavelig: Ole Ogensluiter. Det syntes jeg var helt urimelig når vi i nederlandsk folklore havde en absolut parallel figur i Klaas Vaak som måske bare er lidt ældre end Ole Lukøje. Alderen har i teksten mindre semantisk relevans end det hjemlige, fortrolige i figuren, deraf valget for det kendte. Et tydeligt målsprogsvalg.

Titlerne på Den grimme Ælling og Grantræet er begge tidligere fejlagtigt oversat med henholdsvis Het lelijke jonge eendje og Het denneboompje men af forskellige grunde. Det sidste er et tilfælde af »faux ami«, opstået ved indførelsen af juletræet fra Tyskland på 1800-tallet. Tannenbaum blev til denneboom og det hedder nu alle grantræer i Holland.

I Het lelijke jonge eendje er adjektivet »jonge« overflødig, idet diminutivet -tje antyder at dyret er et ungt dyr. Men her turde jeg ikke korrigere 80 forgængere og en 150-årig tradition.

Oversættelseskritikken i Holland har påpeget hvordan alle H.C. Andersen oversættere af moralske overvejelser har sløjfet visse sætninger eller »forskønnet« lidt på dem. Det berømteste eksempel stammer fra Den lille Havfrue. »men hun var ganske nøgen, derfor svøbte hun sig ind i sit lange, store Haar.« hvor sidste del af sætningen bibeholdes, men ikke begrundelsen i første del. De fleste udelader af blufærdighed nøgenheden, mens en enkelt skriver: »hun skammede sig og svøbte sig derfor i sit lange store Haar«.

Jeg skammede mig ikke og har derfor heller ikke foretaget denne eller lignende ændringer.

Der er dog en slags ændring hvor jeg har set mig tvunget til at give op overfor forlagets moralske skrupler. Hver gang det i et udråb lyder: Gud, har forlaget ændret det til: Himmel, for ikke at støde de mange religiøse i landet.

Men en tekst har jeg dog foretaget store ændringer på og det er ABC-bogen. De to ældre oversættelser af den fra henholdsvis 1901 og 1931 har beholdt H.C. Andersens tekster, hvor den første har udeladt alle fordoblinger og tredoblinger der opstår når et begyndelsesbogstav i oversættelse optræder flere gange. Det bliver et nok så kort alfabet, som dog er at foretrække for W. van Eedens oversættelse, som har to m’er, to z’er, tre o’er, ligeledes tre v’er, men til gengæld intet f, g, i, j, p eller q.

Jeg må igen have tænkt mere på læseren end på digteren, idet jeg har forskudt hvor det var muligt, således at J=Jord bliver til A=Aarde, hvorved selvfølgelig j-pladsen bliver tom. Den er så udfYldt med et hjemmestrikket lille vers – De jager jaagt op konijnen en hazen / die zich laten vangen a!s dwazen.

Ovennævnte forskydninger kan med oversætterens bagklogskab godt se ud som meget velstrukturerede, men de blev i virkeligheden foretaget en ad gangen og ret intuitivt. Det er nærmest et held at de samlet ser ret logiske ud.

Der er dog andre, på mikroniveau, helt nede på ordvalgsplan, som jeg prøvede at strukturere, selvom det bagefter ikke kan ses, snarere tværtimod.

Et godt eksempel på det sidste er adjektiverne. Det blev ret hurtig klart at jeg ville miste overblikket over de valg jeg gjorde, hvis ikke jeg lavede lister. Det blev kun ved en liste, idet det viste sig at den blev revideret til ugenkendelighed
undervejs.

H.C. Andersens yndlingsadjektiv er som bekendt deilig som han bruger i flæng med skøn, smuk, yndig, velsignet og prægtig. Det syntes fornuftigt at notere faste oversættelser for i hvert fald de seks adjektiver. Der kom hurtig seks andre til plus tolv mulige hollandske oversættelser, således at dejlig altid ville komme til at hedde: mooi. Men det viste sig hurtigt, at også køn og smuk har mooi som oversættelse. Ved at være konsekvent som oversætter, ville man gøre forfatteren uret.

I praksis blev det til et valg hver gang en af de nævnte adjektiver dukkede op.

Som eksempel på de valg jeg gjorde, kan adjektiverne i Fyrtøjet vises.

I Fyrtøiet bruges der seks forskellige, pæn, net, nydelig, smuk, god og deilig, som er oversat med seks forskellige hollandske adjektiver. Så langt, så godt. Kun viste det sig allerede her at jeg ikke kunne nøjes med den oprindelige liste, idet der skulle tilføjes beeldschoon og braaf.

I;23 hvor har du en pæn Sabel
wat heb je een mooie sabel
I;24 du er en net Fyr
Je bent een brave jongen
I;25 Klæder som var pæne
mooie kleren
I;25 hvilken nydelig Prinsesss
wat een beeldschone prinses
I;26 og det var smukt gjort
en dat was mooi van hem
I;26 fra de smukke værelser
uit de mooie kamers
I;26 kom i de gode Klæder
droeg weer mooie kleren
I;27 hun skal være saa dejlig
ze moet zo mooi zijn
I;27 »Det var saamænd en pæn Historie!«
»Wat een aardig verhaal!«
I;28 syede saa en lille nydelig Pose
naaide een snoezig zakje
I;29 sad paa en deilig Trone
zaten op een prachtige troon

Det viser sig at oversættelserne i praksis ikke svarer til den oprindelige liste allerede i første tekst og at der kommer utallige andre til undervejs. Det med listerne blev hurtigt opgivet, idet konteksten blev bestemmende i næsten hver enkelt tilfælde.

I ovennævnte forbindelse kan der opstå problemer når adjektiver der ikke er synonyme på dansk, i oversættelsen bliver det. Et eksempel er prachtig der skal dække de danske ord dejlig, smuk, nydelig, velsignet og prægtig.

Det omvendte problem opstår når et dansk adjektiv viser sig at have flere betydninger på målsproget, et homonymproblem. Et godt eksempel på det er adjektivet god i Reisekammeraten. Diederik Grit har i sin behandling af 17 oversættelser af eventyret (Grit 1994) vist at godheden spiller en vigtig rolle i tekstens betydningsunivers idet det er i kraft af Johannes’ moralske godhed han vinder prinsessen og det hele kongerige. Johannes er ellers ikke særlig kløgtig og han er yderst passiv; det er rejsekammeraten der gør det farlige arbejde for ham. Rejsekammeraten er som bekendt den døde mand, som Johannes ved hjælp af sin faderlige arv løskøber fra de to kreditorer der ikke under den døde ro i sin grav. Ordet god optræder ikke mindre end 34
gange i teksten. Nogle eksempler:

»Du var en god Søn, Johannes! sagde den syge Fader, (I;67)

Johannes(…) kunde nu ikke mere faa den gode Fader at see (I;67). »jeg vil altid være god!«, sagde Johannes (I;68). (…)den døde Mand(…) var nu lykkelig, fordi han havde været god her paa jorden (I;68) og så videre.

Ved eftersyn viser det sig at den hollandske tekst har to afvigelser fra det ofte gentagne god: den gode Fader er blevet til zijn lieve vader og »jeg vil altid være god!« er blevet til det lidt moralske: »lk zal altijd braff zijn!« Af den grund beskyldes oversætteren for at være moralistisk. Jeg mener dog der er gode grunde til ikke at oversætte god med goed på netop dette sted. Selvom det er ganske svært at bedømme med 160 års afstand, mener jeg at adjektivet god i løbet af den tid har udviklet flere betydninger. Når grønthandleren i Valby f.eks. hedder: Den gode kartoffel, har det ikke noget med moralsk eller biologisk fortræffelighed at gøre, men med smag. Den gode kartoffel må her være den lækre kartoffel. En god dreng eller rettere en dreng der siger at han nok skal være god, mener det nutildags vel heller ikke i absolut etisk forstand, men snarere ligesom det var tilfældet med kartoflen, med adresse til modtageren: jeg skal nok opføre mig som det ventes af mig, d.v.s. påpasseligt eller korrekt.

Skal en moderne oversætter nu vælge at følge betydningsforskydningen og betragte god som et homonym for: moralsk god, god i smagen eller god m.h.t. opførsel? Jeg mener ja og derfor er Johannes i den hollandske oversættelse ikke længere »goed«, men »Vraaf«.

Syntaks

For nu at se på større enheder: med hensyn til H.C. Andersens syntaks er der en påfaldende tradition i Holland som kort og godt går ud på at den er dansk. Det skyldes at oversætterne ikke i tilstrækkelig grad har haft øje for forskellene mellem hollandsk og dansk syntaks. Hvis jeg tør udtale mig om andre oversætteres bevæggrunde, så virker det som om de ikke har turdet røre ved syntaksen, fordi den var lige så hellig som enhver anden af forfatterens udtryksmåder.

Men der skal skelnes mellem hvad der er almindeligt i dansk syntaks og hvad der er typisk andersenske afvigelser fra den. De sidste skal så vidt muligt bibeholdes, de første skal ikke. Næste spørgsmål må så blive om det er værd at bibeholde afvigelserne også hvis de er ugrammatiske på målsproget. Svaret må blive nej, men grænsen er ikke helt klar i alle tilfælde.

Således kan man på dansk have hovedsætningsordfølge i ledsætninger og H.C. Andersen kan mere end andre danskere. På hollandsk er det ikke bare forkert, men også direkte forvirrende. Et eksempel fra Tommelise:

Hun bragte da Svalen Vand i et Blomsterblad, og den drak og fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene Vinge paa en Tornebusk og kunde derfor ikke flyve saa stærkt, som de andre Svaler; (…) (1;59)

I oversættelse:

Ze bracht de zwaluw water in een bloemblad en hij dronk ervan en vertelde haar hoe hij zijn ene vleugel aan een doornstruik had opengehaald en hoe hij daarom niet zo hard kon vliegen als de andere zwaluwen (…) (37).

Egentlig er det en form for hyperkorrektion, idet der i den danske tekst klinger lidt af mundtligheden i svalens replik endnu, som nu mangler i den hollandske oversættelse. Jeg er da ved gensynet ikke så glad mere for det valg jeg tilsyneladende har gjort til fordel for korrektheden, men så må jeg til mit forsvar sige, at det godt kan have været det stod der til at begynde med og at jeg i dette tilfælde har opgivet dysten med forlagsredaktøren, som ofte skrev i margen: »dette er ukorrekt«. Ofte fik hun i al venskabelighed svaret: »Sig det til H.C. Andersen!« hvorefter sagen i nogle tilfælde blev afgjort til hans fordel, i andre dog i korrekthedens tjeneste.

Et andet typisk andersensk træk er de mange bestemmelser sidst i en periode, det vi nu kalder bagvægt. I hollandsk syntaks står indholdsverbalet helt til sidst. I Diderichsens sætningsskema ville det se ud som følgende: S A V, dog med den tilføjelse at hvis der er særlig mange adverbialer, kan man godt flytte et eller to stykker efter verbalet igen, i et ekstra felt: S A V a. Et eksempel:

Hij heeft de laatste tijd toch al niet zo vaak gehockeyd vanwege een oude blessure die opspeelde.

Han har i den sidste tid alligevel ikke spillet hockey så ofte på grund af en gammel skade som spillede op igen.

På dansk er det kun tidsadverbialer og nexusadverbialer der kan stå mellem de to verbalformer, men på hollandsk kan de sagtens stå der allesammen, idet det ville være ligeså korrekt at sige:

Hij heeft vanwege een oude blessure die opspeelde de laatste tijd toch al niet zo vaak gehockeyd.

Det vil sige at der i hollandsk sætningsbygning ofte er tale om hverken forvægt eller bagvægt, men »midtvægt«. Der er dog en stilistisk forskel mellem de to valgmuligheder. I første tilfælde vil opmærksomheden koncentrere sig mere om skaden end i sidste.

Illustration af Fiel van der Veen (f. 1945) til »Nattergalen« – »De nachtegaal« i »Sprookjes en Verhalen«.

For H.C. Andersen-oversætteren betyder det at der i sætninger med mange bestemmelser hele tiden skal vælges hvad for en der får mest vægt. Et eksempel:

Og Alle sang de, smaa og store, det gode, velsignede Barn, og den fattige Markblomst, der havde ligget vissen, henkastet i Feieskarnet, mellem Flyttedags-Skramleriet, i den snævre, mørke Gade (II;17)

En allemaal zongen ze, groot en klein, het lieve, gelukkige kind en de eenvoudige veldbloem die verlept tussen het straatvuil had gelegen, tussen de verhuisrommel, in de nauwe, donkere straat. (126)

Der er i de tre bestemmelser et vist hierarki, fra det mindste fejeskarn til gaden til sidst, så her var valget om hvilken af de tre bestemmelser der skulle stå foran verbalet, ikke særlig svært, men det kan godt blive det i andre tilfælde.

Et eksempel:

(…) og de smaa Børn sad igjen i deres lille Have høit oppe i Tagrenden over alle Etagerne. (II;52)

I oversættelsen er der vendt om på de to sidste bestemmelser:

(…) en de kindertjes zaten weer in hun tuintje hoog boven alle verdiepingen in de dakgoot. (151)

Rent faktisk kunne første bestemmelse in hun tuintje godt have stået til allersidst også, mens sidste bestemmelse kunne stå straks efter in hun tuintje. Der er noget at vælge imellem for oversætteren.

Forbindere

I denne årbog er det vel overflødigt at pege på at H.C. Andersens sprog både kan være polysyndetisk og asyndetisk. Der er uforholdsvis mange forbindere, mens der også optræder uforholdsvis mange nye hovedsætninger efter komma eller udråbstegn, af typen:

(…)og Konen skreg og slog efter den med Ildklemmen, og Børnene løb hinanden overende for at fange Ællingen, og de loe, og de skreg! – godt var det, at Døren stod aaben, ud foer den imellem Buskene i den nysfaldne Snee – der laae den, ligesom i Dvale. (II;37)

De vrouw schreeuwde en sloeg met de pook naar hem en de kinderen liepen elkaar omver om het eendje te vangen. Ze lachten en ze schreeuwden. Het was een geluk dat de deur etpen stand. Hij vloog naar buiten, de versgevallen sneeuw tussen de struiken in – en daar bleef hij versuft liggen. (142)

Da jeg valgte ovenstående eksempel på må og få, var jeg selv spændt på hvordan det var blevet i oversættelsen, d.v.s. om jeg nu også havde gjort hvad jeg principielt mener der bør gøres med de mange forbindere – og det har jeg heldigvis. Nu skal jeg forklare hvad jeg mener. Harry Perridon, har undersøgt en formodning han havde om at forbinderen og optræder langt oftere i de nordiske sprog end i nederlandsk.

Han tog store tekstsamlinger af de fire sprog, norsk, dansk, svensk og nederlandsk og kom til den konklusion som han offentliggjorde i Tijdschrift voor Skandinavistiek at forbinderen og optræder 50% oftere i de nordiske sprog og at der kun var to oversættere der regnede med forskellen (Perridon 1987). Heldigvis var jeg den ene af dem. Men undersøgelsen er fra 1987, længe før H.C. Andersen-oversættelsen.

Desuden viser H.C. Andersens sprog også i dennne henseende en forskel fra dansk i øvrigt, idet hans tekster har og ca. 50% oftere end andre litterære tekster. Dette faktum fører så til regnestykket, at når en oversættelse fra dansk til nederlandsk skal udelade en ud af tre og-er, så skal en H.C. Andersen-oversættelse kun udelade en ud af fire. Selvfølgelig har jeg ikke siddet og talt efter under arbejdet, men bare håbet på at når jeg nu intuitivt havde gjort det rigtige i andre oversættelser, nok også ville gøre det her. Den gode Gud ville nok hjælpe mig. Og se: i dette vilkårligt valgte eksempel, hvor der er fem tilfælde af og, er der fire i oversættelsen, ikke ideelt, men heller ikke helt ved siden af.

Eksemplet ovenfor kan også bruges for at vise et andet andersensk stiltræk som er vanskeligere at have med at gøre for oversætteren. Det er omvendt ordstilling hvor et prædikativ eller et adverbial indtager førstepladsen i sætningen:

(…) godt var det, at Døren stod aabenHet was een geluk dat de deur open stond.

ud foer den imellem Buskenehij vloog naar buiten

der laae denen daar bleef hij versuft liggen

Jeg begyndte med at bibeholde ordfølgen, idet jeg regnede med at den var så andersensk, at det skulle læserne bare acceptere, selvom det så afgjort ikke er standard-nederlandsk. Men de forskellige kritiske læsere der så manuskriptet, en neerlandist, en skandinavist, et barn, en korrektor og en redaktør, spurgte alle som en om jeg ikke kunne kende forskel på hollandsk og dansk mere og dette overtal gav jeg efter for.

Det tredje syntaktiske problem har både med asyndese og tegnsætning at gøre. Det er de mange hovedsætninger uden forbindere:

En aften, Solen gik saa velsignet ned, kom der en hel Flok dejlige, store Fugle ud af Buskene, Ællingen havde aldrig seet nogen saa smukke, de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige Halse; det var Svaner, de udstødte en ganske forunderlig
Lyd, bredte deres prægtige, lange Vinger ud og fløi bort fra de kolde Egne til varmere Lande, til aabne Søer! (II;36).

Op een avond, er was zo’n lieflijke zonsondergang, kwam er een hele vlucht prachtige, grote vagels uit de struiken. Het eendje had nog nooit zulke mooie gezien. Ze waren schitterend wit, met lange, soepele halzen; zwanen waren het. Ze stootten een heel wonderlijk geluid uit, spreidden hun prachtige, lange vleugels en vlogen weg naar warmere landen, naar open meren. (142)

Som det ses er det ikke selve asyndesen der giver problemer, men det er periodens længde. Mens den hollandske tekst har fire perioder, har den oprindelige kun en. I første instans prøvede jeg at bibeholde H.C. Andersens interpunktion. Men den er ærlig talt så vild, så uforudsigelig og så skiftende at resultatet blev umuligt. Efter sammenligning af flere samtidige tekster kom jeg til den konklusion at begge sprog er blevet langt mere stringente med hensyn til tegnsætning. Indenfor en periode står der som oftest kun hvad der indholdsmæssigt hører sammen. I en moderne oversættelse skal der sættes flere punktummer uden at det af den grund er nødvendigt at røre ved asyndesen i sig selv.

Det omvendte gælder udråbstegnene. Det er i moderne nederlandsk direkte umuligt at have udråbstegn midt i en periode. Udråbstegnet har foruden den understregende effekt også sætningsafsluttende funktion, som punktum kort sagt. Hvis dette er rigtigt- vil det betyde at de fleste udråbstegn vil forsvinde fra teksten. Det har jeg ikke gjort uden skrupler idet der samtidigt er et stilistisk element der forsvinder – men dog gjort det alligevel.

Ordspil

Som bekendt er fidusen ved et ordspil enten helt lydligt, idet to udtryk med forskelligt indhold ligner hinanden i den grad at der ved at de opstilles i nærheden af hinanden, opstår et ordspil. Typen: Snik snak.

En anden type opstår når et udtryk dækker to indhold: »der var noget uldent ved ham«, når nu manden går på uldsokker.

Disse to eksempler kan heldigvis begge oversættes til nederlandsk. Det første bliver til: Kletskoek. Det andet: iets wolligs, med en let forskydning i betydningen, idet wollig betyder: uklart, lidt flippet.

Men ofte kan ordspil ikke oversættes idet det udtryk der svarer til de to indhold kun dækker det ene af dem på målsproget Der må oversætteren enten give op eller lave nye ord, med fare for at blive misforstået.

Men sagen er jo at målsproget sikkert har lige så mange muligheder for ordspil, blot i andre tilfælde. Der kan kompenseres for uoversættelige ordspil ved at sætte nogle nye ind andre steder, på den betingelse at netop det eventyr eller den historie egner sig til ordspil.

Under arbejdet med oversættelsen gjorde jeg ofte brug af den mulighed. Jeg giver et eksempel fra Fyrtøiet. Soldaten sidder i caehotten og venter på sin hængning. En skomagerdreng løber forbi og han har fart på så hans tøffel flyver af »lige hen mod Muren hvor soldaten sad og kigede ud mellem Jernstængerne«. Soldaten beder ham om at hente fyrtøjet og siger han skal skynde sig: »Men Du maa tage Benene med Dig!« (1;28) En af mulighederne for at oversætte dette udtryk er: »]e moet er de sokken inzetten!« På dansk ville det svare til: du må sætte sokkerne i. Jeg har ofte glædet mig når den slags muligheder tilbød sig og tænkt at det ville have moret H.C. Andersen. Der er bare desværre en lille risiko for at der er kommet lidt flere ordspil i oversættelsen end i originalen. Jeg må så håbe på tilgivelse.

 

Litteratur

  • H.C. Andersen, Eventyr oq Historier, udg. Erik Dal, bd. 1-5, København 1964-1990
  • H.C. Andersen, Sprookjes en verhalen, ved Annelies van Hees, Rotterdam 1992.
  • Diederik Grit, Driewerf zalig Noorden. Over literaire betrekkingen tussen de Nederlanden en Seandinavie (diss.) Maastricht 1994.
  • Harry Perridon, »Och en og. Een kontrastieve studie naar het gebruik van de voegwoorden Zweeds och, Deens og en Nederlands en« in: Tijdschrift voor Skandinavistiekjaargang 8, nr. l, p. 3-41, Amsterdam 1987

 

©