Rækken af Dankvart Dreyers landskabsbilleder frembyder et meget uensartet resultat. Kraftfulde studier, forsøg i »den store stil« og billeder malet under inspiration fra andre kunstnere efterlader hos beskueren et noget forvirret indtryk. To yderpunkter i denne række betegnes af to af hans arbejder i Fyns Kunstmuseum, nemlig »Udsigt fra Assens, i Baggrunden Slesvigs Kyst« og »Parti af Dyrehaven ved Ordrup«. Det førstnævnte og tidligste billede – det er fra ca. 1835 – af udsigten fra Dreyers fødeby har alle de egenskaber, der kendetegner Dreyers arbejder, når de er bedst – det intenst iagttagne, gengivet med en følsomhed og indlevelse, der undertiden kan strejfe det naivistiske, men som alligevel forlener billedet med en uimodståelig billedkraft.

»Parti af Dyrehaven ved Ordrup«, som udstilledes på Charlottenborg i 1845, er derimod et udpræget »udstillingsarbejde«. Typisk baseret på talrige naturstudier, men som færdigt arbejde uden engagement og glød. Billedet er et eksempel på et forsøg på at imødekomme kravet om en stor national stil, men er samtidig et fingerpeg om, at Dreyer ikke altid magtede at overføre sine natur-inspirationer til det store lærred.

Det har nok heller ikke været let at være Dankvart Dreyer og at klare sig i konkurrence om medaljer og andre udmærkelser. Allerede i hans tidligste tid på Akademiet meldte konkurrencerne sig – ikke blot den almindelige konkurrence blandt Akademiets elever, men sågar også kapløbet mellem ham og hans begavede kammerat og byfælle fra Assens, J.A. Jerichau. Jerichau begyndte ligesom Dreyer med at gennemgå Akademiets grundskoler, og at Jerichau i 1833 vandt den store sølvmedalje for modeltegning har nok sat Dreyer noget i skyggen – i hvert tilfælde i Assens![1]

Fig. 1. Stensætning på øen Brandsø med udsigt til Grønninghoved og Anslct Skov i Slesvig. 123 × 148 cm. Betegnet fn.tv. Dreyer. Tilh. Fyns Kunstmuseum. Inv. 2004.

Imidlertid forlod Jerichau maleriet til fordel for billedhuggerkunsten, og Dreyer fortsatte sin uddannelse som maler under J.L. Lund, professorkollega til Eckersberg. Altså uddannedes Dreyer side om side med f.eks. Lundbye og Købke, men uden Eckersbergs mere fremadrettede ledelse. De Lund’ske principper for landskabsmaleriet hang mere fast i traditionerne fra J.C. Dahl og Jens Juel og var ikke meget avancerede og ej heller synderligt indstillede på den nye tids syn. Dette kom til at præge Dreyers videre udvikling – han kom til at mangle Eckersbergs indtrængende opfordring til sine elever om at studere naturen og den øvelse i friluftsmaleriet, som Eckersberg-eleverne derved erhvervede.

Imidlertid kæmpede Dreyer sig ufortrødent videre og indleverede i årene 1834 til 1848 henved 35 arbejder til Charlottenborg-udstillingerne, portrætter, landskaber og figurbilleder. Blandt disse indtager landskaberne en fremtrædende plads, og heldigvis er langtfra alle af den noget vaklende kvalitet, som præger »Parti af Dyrehaven ved Ordrup«.

I 1843 udstillede Dreyer et stort billede på Charlottenborg – et billede med titlen »Stensætning paa Brandsø med Udsigt ril Grønninghoved og Anslet Skov i Slesvig«, og året efter endnu et billede med samme hovedmotiv.[2] Der eksisterer andre billeder fra Brandsø, hvor motivet går igen – to af disse findes i Den Hirschsprungske Samling.[3]

Fig. 2. En kæmpehøj på Brandsø. I baggrunden Fyns kyst. Studie til billede i Den Hirschsprungske Samling. Blyant. Tilh. Den kongelige Kobberstiksamling.

Det billede fra Brandsø, der udstilledes på Charlottenborg i 1843, er det, der nyligt er kommet i Fyns Kunstmuseums eje (fig. 1). Et stort, prægtigt billede, som i sig samler alle Dreyers bedste kvaliteter, og som det er lykkedes for ham at forlene med hele den kraft, som ligger i begrebet »den store stil«.

Landskabsmaleriet i Danmark på denne tid (i midten af 1840’erne) var præget af og båret af Lundbyes og P.C. Skovgaards skildringer og fortolkninger af det danske landskab. Disse to malere stod for Dreyer som mægtige skikkelser – for ham var Lundbyes ynde en uopnåelig kvalitet, og Skovgaards vælde ligeså. Der var derfor hos Dreyer ingen tale om efterligning af deres arbejder; han må have fornemmet, at for at nå op til deres niveau var det pinende nødvendigt for ham at finde frem til sin egen stil – en stil, der uden at være karakteriseret af yndefuldhed og/eller storslåethed måtte bæres frem af hans egen personlighed. Man kan da prøve at forestille sig, hvordan det har været for ham at skulle tage kampen op mod disse giganter.

Mange af sine motiver fandt Dreyer i Jylland – om det har været af ovennævnte grunde får stå hen, men Jylland var på Dreyers tid endnu ikke udforsket i kunstnerisk henseende. Det djærve jyske landskab har tiltalt Dreyer, men det var dog det fynske, der blev hans egentlige gebet, og det er hans arbejder herfra, der mest tegner billedet af ham som landskabsmaler, og det er de landskaber, som han malede her i 1840’erne, der berettiger ham til pladsen ved siden af Lundbye og Skovgaard. Fra først at omfatte Sjælland, senere Jylland og tilsidst Fyn, indskrænkede Dreyers virkeområde sig sluttelig til egnen omkring Assens – hans fødeegn -, og det er her, de arbejder, som man kan betegne som hans hovedværker, er blevet til.

At motivet med stensætningen på Brandsø – den lille nu ubeboede ø i Lillebælt – har optaget Dreyer meget, ses ikke blot af de omtalte oliebilleder herfra, men også af adskillige tegninger af øen og dens natur (fig. 2). Ikke mindst stensætningen har været ham et kært motiv, og både tegninger og oliebilleder viser en rig variation i opfattelsen af motivet. Og hvad mere er – tegningerne giver et godt indblik i Dreyers måde at komponere et billede på. For at opnå den størst mulige klarhed i kompositionen forsøger han på mange måder at »flytte rundt« på billedets elementer: Synsvinklen lægges højere eller lavere i forhold til horisonten, stensætningen beskrives fra utallige vinkler, småbuske og beplantninger flyttes rundt på papiret, detaljer tilføjes, flyttes, rettes, udelades og tilføjes igen (fig. 3). Selve den store stendysse bliver gjort til genstand for gentagne studier – i nogle tegninger går Dreyer tæt på stenens struktur, i andre opfattes den som et kæmpemæssigt sten-massiv, som ganske dominerer de nærmeste omgivelser (fig. 4).

Fig. 3. Kæmpehøj på Brandsø. I baggrunden Assens by. Pen. Tilh. Den kongelige Kobberstiksamling.
Fig. 4. Udsigt fra Brandsø mod Fyn. Pen. Tilh. Den kongelige Kobberstiksamling.

Naturligvis er denne fremgangsmåde ikke speciel for Dreyer – den anvendtes af alle landskabsmalere i en tid, hvor de store landskabsbilleder blev malet hjemme i atelieret på basis af forstudier, men den siger noget om Dreyers forhold til det, man kunne kalde »tidens, stedets og handlingens enhed« – for nu at låne et udtryk fra teaterhistorien. Dreyer finder ikke en malerisk detalje på Brandsø for så senere at anvende den i et billede fra Bakkerne ved Assens, f.eks. Han sammenstykker ikke et imponerende dansk landskab på samme måde, som Lundbye gjorde det, da han malede sit store billede »En dansk Kyst«. Dreyer forbliver urokkeligt tro mod det, han ser på det sted, hvor han har set det, og hvor det findes. Måske ligger fortryllelsen ved hans allerbedste billeder netop heri.

Fyns Kunstmuseums nyerhvervede Dreyer-billede er – foruden at være en betydningsfuld tilføjelse til samlingen af ældre dansk kunst i almindelighed og Dreyer-samlingen i særdeleshed – fremfor alt et vidnesbyrd om, at Dankvart Dreyer har sin faste plads blandt Danmarks store nationale landskabsmalere – netop det, han så inderligt gerne ville opnå. Mon Dreyer har kendt til det, som Lundbye nedskrev om ham i sin dagbog fra 1844: »Dreyer har meest malet Fyen og Jylland og hans Stykker ere altid fulde af Poesi; det er, som hørte man Kæmpevisetonen klinge igjennem, saa yndigt har han fremstillet Bakker, Søer, Skove. Kæmpevisen har altid tonet deiligt i mit umusikalske Øre, og jeg har troet at bemærke en fuldkommen Harmoni mellem dem og Landet, hvor de fødtes, ligesaa klart som jeg har følt Folkekarakteren speile sig i vor Natur. Noget lignende har jeg følt ved Dreyers Arbeider«.[4]

Noter

  1. ^ Nicolaj Bøgh, Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau, Kbh. 1884. s. 9-10.
  2. ^ Statens Museum for Kunst, katalog 1970, kat.nr. 452. Dette billede var i lang tid deponeret på Fyns Kunstmuseum.
  3. ^ Katalog over Den Hirschsprungske Samling, 1982, kat.nr. 88 og 89. Begge her dateret (ca. 1842).
  4. ^ Her citeret efter Leo Swane, Dankvart Dreyer, Kbh. 1921, s. 74-75.

©