Om H.C. Andersen: „Maurerpigen“

Blandt min bedstefader, H. S. Paulli’s bøger fandtes originaludgaven af H.C. Andersen’s Drama: „Maurerpigen”, udkommet 1840 og opført 3 gange på Det Kgl. Theater, første gang 18. december 1840. På smudstitelen har digteren skrevet denne mærkelige dedikation:

„Min gamle Ven fra de fyenske Skove sender jeg
„MAURERPIGEN”,
som ikke hører hjemme her den sølle Stakkel.
hendes bedrøvede Fader.”

Vennen „fra de fyenske Skove” var Violinist, senere Kapelmester ved det Kgl. Teater H. S. Paulli. Da ingen i vor Familie har forsøgt at klarlægge denne mærkelige Tilskrift, har jeg, dels i H.C. Andersen’s Breve til Collin’erne og Komponisten, daværende Sekretær J. P. E. Hartmann, dels i Anmeldelserne, bl.a. Goldschmidt’s i „Corsaren”, søgt og fundet Forklaringen paa H.C. Andersen’s saa pessimistiske Ord.

Handlingen i Stykket drejer sig om Raphaella, en under Spaniens Kamp med Maurerne spansk Jeanne d’Arc, beundret og elsket af Kongen og tilbedt af Folket. Men da den under Slaget fangne Maurerkonge meddeler og beviser, at Raphaella er hans Datter, føler hun sig saa fornedret og fortvivlet, at hun styrter sig i Afgrunden og dræbes. Tragedien er i fem Akter, bestaaende af lange og højstemt Vers, som J. P. E. Hartmann havde sat i Musik. Heltinden Maurerpigen var skrevet for Fru Heiberg, men den fornemme Skuespillerinde vilde ikke udføre Rollen, foregav Træthed og Overanstrengelse, og Madam Elisabeth Holst blev istedet for sat paa denne Uriaspost.

Digteren nærede fra sine tidligste Aar den mest brændende Kærlighed til Teatret og al dramatisk Kunst, men paa det Kgl. Teater led han mange Skuffelser; ja, hans Komedie: Lystspillet „Hr. Rasmussen”, opført 1 Gang 1845, blev en komplet Fiasko; allerede i anden Akt begyndte Publikum at snakke med, svare paa Replikkerne og hysse, og ved Tæppets Fald blev Stykket pebet ud efter alle Kunstens Regler. Phister udførte Hovedrollen: Hr. Rasmussen, men var fra Begyndelsen Stykket ganske uvillig stemt, og da Publikum gav sit Mishag tilkende, tabte han ganske Modet.

Smudstitelen til ”Maurerpigen”. — Krydset og H. S. Paullis Navn har hans Svigersøn, F. Hendriksen føjet til med Blyant.
H.C. Andersen, efter Maleri af C. A. Benzon 1835.

Det var Andersens Velgører fra hans tidligste Aar, Konferentsraad Jonas Collin — Teatrets mægtige Mand, der trods alle Advarsler og Skuespillernes sigen sig fra Rollerne, trumfede Stykket igennem.

Slet saa galt gik det dog ikke Maurerpigen; Stykket fik ganske vist kun 3 Opførelser; men udpebet er det ikke blevet, selv om Andersen i sin ængstelige Ophidselse mener det, saaledes som det fremgaar af det nedenfor citerede Brev til Jonas Collin:

Rom, 8. Januar 1841.
… Bed Edvard takke Hartmann og sige ham, at det bedrøver mig, at han igjen har spildt en smuk Musik paa et forkasteligt Arbeide; jeg kan kun love ham, at jeg aldrig skal give ham ny Anledning. De skriver ikke, hvormange Piber, der har været, siig mig det kun, dog det fortæller vel Edvard mig. Hvad jeg ved et uheldigt Forsøg taber hos dem derhjemme veed jeg. Heiberg har altsaa været klartseende, jeg er det desværre ikke, uden maaskee i Eet: min Fremtid … Mig er Rom ingen god By; sidste Gang jeg var her fik jeg netop paa denne Tid Underretning om min Moders Død og et andet Brev, der gjorde mig mismodig den hele Tid her. Ny Sygdom og mit Stykkes Udpibning! Tilgiv mig hvad Sorger jeg har bragt Dem.

Gid jeg havde lidt mere[1] Selvfølelse, den vilde holde mig meget i Veiret, men man maa jo beholde sin Natur …. Fra Fyen fik jeg da naturligviis en meget lovende Meddelelse om Maurerpigen, angaaende gunstige Anmeldelser i Avisen; jeg vidste jo nok, at det ei forholdt sig saa og har derfor i Hast bedt min Correspondent ikke oftere at lave mig behagelige Historier; den gode Jette Wulff skriver ogsaa om et glimrende Bifald første Aften, men siden daarligt Hus, da man ei ynder Tragedier; slige Efterretninger, hvor jeg behandles som Barn, sætter kun Bitterhed i mit Blod; af Dem veed jeg det sandere Resultat, og Edvard har skrevet, at alle Bladene tage haardt fat paa mig.
Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen.

H. S. Paulli, efter Tegning af Vilh. Marstrand, Rom 1840.

E. Collin skriver:

H.C. Andersen satte Heiberg overordentlig højt baade som Digter og som Kritiker, men han følte sig navnlig imponeret af hans urokkelige Ligevægt og hans knusende Ro ved Siden af den urbane Tone, der var ham saa eiendommelig, saa at selv hans skarpeste Bemærkninger i deres Samtaler fremtraadte i Form af en fiin, undvigende Skjemt. Og Heiberg havde virkelig Godhed for Andersen, og erkjendte fra den tidligste Tid hans Geni; men hans dramatiske Arbeider kunde han, paa faa Undtagelser nær, ikke finde sig i.[2]

I „Corsaren” 1. Jan. 1841 skrev Gold-schmidt følgende Kritik af Stykket, som han kaldte:

„Parodisk Comedie i 5 Acter af H.C. Andersen og endeel kongelige Skuespillere.

Jeg har aldrig troet om Andersen, at han var saa satirisk, som han virkelig er; men jeg fik Troen ihænde, da jeg forleden Aften saae „Maurerpigen”. Det er et Mesterværk, han der har leveret, det er et Oldermandsværk! det er næsten mageløst. I Formen kan man see, at han har taget Wessel’s „Kjærlighed uden Strømper” til Mønster; men Disciplen har her, som det saa ofte plejer at skee, overgaaet sin Mester: Wessels „Kjærlighed uden Strømper” er en Vante imod Andersens „Maurerpige”. Hvilken udlært Strik den Andersen dog maa være! Der har han gaaet saa lunt og givet sig en dum og intetsigende Mine, og først lade sin Satire frit Løb, efter at han selv var bortreist og saaledes udenfor Virkningen af den Ærgrelse og Misundelse, den vil afstedkomme. O! Andersen! Du maa være en umaadelig Strik! Der er Satire om alt Muligt i denne Comedie, og Satiren er udtrykt i den lykkeligste Parodi!”

Goldschmidt ender med en lille Samtale mellem Andersen og ham. Goldschmidt siger: „Deres Maurerpige er mesterlig,” og udtrykker sin Beundring for „den lykkelige Parodi, som den aander.” Andersen svarer: „Parodi! Parodi! Jeg forstaar Dem ikke. Mit Værk er en Tragedie.” Goldschmidt be’r om Forladelse og siger, at han troede Hensigten var at gøre Nar af alle daarlige Tragedier.

Den lille dialog ender med, at de grædende styrter sig i hinandens arme.

 

Noter

  1. ^ Her staar skrevet, men overstreget „den Heibergske”.
  2. ^ Allerede i 1833 skrev Heiberg til J. Collin, at Andersen ved sine dramatiske Arbeider har tabt endeel af den Gunst, hvoraf han iforveien var i Besiddelse som Digter.

 

©