Forfattere

Om personer af H.C. Andersens mødrene slægt

Om H.C. Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, bragte i sin tid G.L. Wads afhandling i Personalhistorisk Tidsskrift for 1903 de første helt sikre oplysninger[1], og de forøgedes med nye – navnlig med nogle af hendes breve til sønnen – da nuværende professor Hans Brix’ doktordisputats udkom i 1907[2]. Hermed var foreløbig de vigtigere data vedrørende hende bragt for lyset, og kun på et enkelt, men ganske vist også ret betydningsfuldt punkt, nemlig om hendes og hendes ægtefælles opholdssted umiddelbart før og de første år efter sønnens fødsel og om kirkebogsnotatet herom, der viste sig at være tilføjet så sent som i januar-februar 1868, kunde jeg i 1925 i en lille afhandling i Personalhistorisk Tidsskrift bringe noget helt nyt, der siden andetsteds efterfulgtes af enkelte oplysninger om moderen i anden forbindelse[3]. Desværre mangler endnu oplysning om, når og hvor hun er født og hvem der er hendes fader, mens det er lykkedes at skaffe ganske fyldige oplysninger frem om hendes moder, hendes søster og datter; det er disse, som bringes på de følgende sider.

Resultaterne af mine flerårige undersøgelser på dette særlige område fremkom for nogle år siden som led af en række kroniker i „Nationaltidende“, og det er nogle af disse[4], som her fremtræder i en på enkelte steder udvidet og rettet skikkelse, ligesom de nu er forsynede med de noter og kildehenvisninger, som kronikformen ikke tillod at bringe frem, og hvori også er nedlagt resultater af senere fortsatte undersøgelser.

Til mit undersøgelsesarbejde har jeg modtaget en understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, for hvilken jeg herved aflægger min tak. Og uden den venlige støtte og gode hjælp, jeg i sin tid modtog fra H.C. Andersen-samleren, grosserer H. Laage Petersen, vilde jeg ikke have kunnet gennemføre de langvarige arkivstudier, som ligger til grund for, hvad der her offentliggøres.

Rostgaardshus, i oktober 1934.
H.G. Olrik.

I. Moderen

Om H.C. Andersens moder er her kun nogle enkelte ting at meddele, som dog kan påregne en vis interesse. Når Hans Brix til brug for sine undersøgelser i sin tid eftersøgte Anne Marie Andersdatter i folketællingslisterne for Odense den 1. februar 1801 — og kun fandt een eneste af indbyggerne, der kunde være tale om, og hende var det afgjort ikke! — har hans eftersøgning taget for snævert sigte[5]. Var hun overhovedet i Odense på dette tidspunkt, måtte hun sikkert søges i en tjenende stilling og sandsynligvis endnu som amme, eller hvor der var spæde børn i huset, efter sin nedkomst knap ½ år før, den 22. september 1799, med datteren Karen Marie. Og af den slags pladser, besat med en Anne Marie, er der i hvert fald to — desværre uden angivelse af efternavnet — som kan komme i betragtning. Den ene er hos den 36-årige skuespiller Hans Rongsted og hans hustru Johanne, født Leth, 25 år gammel, der i februar 1801 bor på Nørregade, brandtaksations Nr. 431, og har en 28-årig tjenestepige Anne Marie. Hos dette ægtepar, som i november 1799 var flyttet fra Sortebrødretorv, nær Hans Jensens Strædes østre ende, var der den 14. december d.Å. født en lille pige, som 5 dage senere blev døbt med navnene Juliane Wilhelmine i overværelse af et fornemt opbud af faddere. Til at holde det rimeligvis svagelige barn i live kan der nok have været brug for en kraftig amme, som det ikke har været svært at fremskaffe fra det stærkt børnefrembringende Hans Jensens Stræde, men barnet døde allerede den 2. januar 1800[6], og ammen har da været overflødig, men kan naturligvis være blevet i huset og have ventet på dets næste barn, som så lyset omkring december s.Å. og den 11. d.M. blev døbt med navnene Peter Ludvig Theodorus og med ikke mindre end femten fornemme faddere om sig — men allerede døde og blev begravet den 1. august 1801[7]. Men H.C. Andersens moder kan også være identisk med den ugifte Anne Marie, 26 år, der i februar 1801 tjener hos den 40-årige eskadronfeltskær Peter Christopher Boock, der da bor på Nørregade i nr. 447 og som den 12. april 1799 havde ægtet portneren ved Gråbrødre Kloster, Nicolai Gomards 27-årige datter Elisabeth[8]; i dette ægteskab fødtes den 9. januar 1800 en søn Peter Nicolai[9], og året efter fik parret atter en søn, Adolph Ludvic, født den 15. januar 1801[10].

Til hvilken af disse tjenester man eventuelt vil kunne henføre H.C. Andersens moder, er foreløbig ikke let at afgøre. De to tjenestepigers aldersopgivelser siger ikke noget bestemt, da vi ikke med sikkerhed ved, når hun er født, men at hun ved opgivelsen har gjort sig yngre end hun i virkeligheden var, turde være ret givet; hun har i hvert fald været mere end både 26 og 28 år, da hun antagelig må være født o. 1768 og således i 1801 har været o. 33-34 år[11]. Når man uvilkårlig fæster sig mest ved den pige, der tjente hos familien Boock, er det naturligvis, fordi der et par år senere viste sig at bestå en vis forbindelse mellem Anne Marie Andersdatter og husmoderens fader, Portner Gomard, der i april 1805 stod fadder til hendes senere så berømte søn[12].

Hvor længe hun eventuelt er blevet i een af de omtalte pladser, ved vi naturligvis heller ikke — som amme vel næppe stort længere end til henimod udgangen af år 1801, og urimeligt er det således ikke, om hun fra 1. november d.Å. har søgt sig en ny plads. Derfor er det højst sandsynligt hende, der er tale om i en politiretssag i Odense, som blev påbegyndt og afsluttet den 27. april 1802, under hvilken gårdmand Rasmus Larsen i Svenstrup — i Stenløse Sogn, en mils vej syd for Odense — indstævner pigen Anne Marie Andersdatter — her har man i hvert fald det rette efternavn! — som på stævningstiden tjener hos Bager Michael Lund på Nedergade i Odense, men har taget tjeneste fra 1. maj 1802 hos klageren for en halvårsløn af 4 Rdl. og nu har ladet sig forlyde med — endog over for to betjente, der har præsenteret hende en beskikkelse fra klageren — at hun ikke vil komme i hans tjeneste. Indkaldt for retten erklærede hun dog at ville møde rettidig, og dermed var klageren fornøjet, men hun måtte dog overfor retten forpligte sig til at dække gårdmandens udgifter ved indstævningen med 5 Mk., som han skal have lov at afkorte i hendes fattige løn, når den til sin tid skal betales. Det skal i denne forbindelse nævnes, at hos hvedebrødsbager Michael Lund tjente Anne Marie ikke i februar 1801 — hans tjenestepige hed da Lovise Larsdatter[13].

Om Anne Maries forlover ved hendes trolovelse den 5. januar 1805, kromand — d.v.s. værtshusholder — Rasmus Nielsen, kan anmærkes, at han selv ikke længe før, den 12. november 1803, i Vor Frue Sogn var viet til pigen Kirsten Rasmussen[14]. Han er vistnok søn af den kromand Niels Rasmussen, der o. 1800 bor på østre side af Påskestræde i Odense; selv bor han i januar 1805 på søndre side af Vestergade og har to tjenestefolk og to logerende[15]. Det ligger i alt fald nær at antage, at Anne Marie har været en af de to førstnævnte og derfor har fået ham til at være forlover for sig på samme måde som skomager Poul Breineberg, der boede udenfor Skt. Jørgens Port, var det for hendes brudgom, skomagersvend Hans Andersen, som sandsynligvis var i hans brød[16].

Endnu skal her, bl.a. af hensyn til dem, der måske vil tage fat påny på det brydsomme arbejde at forske efter yderligere oplysninger om verdensberømthedens moder, peges på nogle forhold, som da kan have betydning.

For det første må man huske på, at hun var et uægte barn — født af en moder, som senere fik to sådanne til, før hun blev gift. Når hverken G.F. Wad eller Hans Brix førte deres fortræffelige undersøgelser helt tilbunds på dette felt, skyldes det vistnok bl.a. den omstændighed, at de opererede med forestillingen om, at digterens moder, skønt vel af yderst fattige kår, dog var runden af og hørte hjemme i legitime forhold. Dette er, som de tre følgende afsnit vil vise med al tydelighed, så langt fra tilfældet, at H.C. Andersens bitre betegnelse af sig selv som Sumpplanten[17] kun er alt for rammende — hvad der jo iøvrigt ikke kan forringe blomstens skønhed i vore øjne eller kaste nogen skygge over dens renheds mirakel. Dernæst skal man vistnok vogte sig for — hvad Hans Brix i sin doktordisputats har forsøgt[18] — at ville lokalisere Anne Maries oplevelser til egne øst for Odense — mod Ørbæklunde og Broholm. Det er dog vist ret givet — efter hendes søns udtalelser i „Mit Livs Eventyr“[19], at hans Moder som ung har tjent på en større gård „i Nærheden af hendes Fødeby Bogense“, og at det er derhen hun med sin dreng har begivet sig til fods fra Odense et år ved humlehøstens tid —- „til en Herregaard, hvor Fruen, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg“[19]. Og når i „Kun en Spillemand“, hvor Marie, Christians moder, har så meget tilfælles med H.C. Andersens moder, talen er om gårdmandens søn i Ørbæk, der friede til Marie, som dog senere tog skomageren[20], bør man ikke lade det helt ude af betragtning, at Ørbæk også er en lokalitet i nærheden af Bogense, i Ore Sogn, der som Bogenses omegn i det hele taget har sine herregårde. Herved må også erindres, at „Fruen på Gaarden“, hvad det nu er for en gård, jo ikke netop behøver at være en ejers hustru, men for den fantasifulde dreng (der tror på, at Bogense er moderens fødeby) kan have stået som sådan — og at herregården nok kun har været en station på vejen, idet rejsen vist snarere, hvad digteren omhyggeligt fortier, er gået til selve byen Bogense for at gøre drengens dér boende mormoder et besøg[21].

Endelig er der i „Mit Livs Eventyr“ et fingerpeg i retning af Anne Maries slægt, som mulig kan føre til et resultat — det er dér, hvor digteren omtaler laugenes skilteflytning og fortæller om narren — Harleqvin kalder han ham — „en gammel Karl, Hans Struh, der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort på Næsen nær, som havde sin naturlige røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var saa fornøjet over ham, at hun gjerne vilde faae ud, at han var af vor Familie, rigtignok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt [1854], at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokratie protesterede imod at være i Familie med „Narren“ “[22]; i den i 1832 nedskrevne autobiografi nævner han også narrens navn og kalder ham også her Hans Strue, men fortæller ellers ikke om slægtskabet[23]. Jeg har heller ikke kunnet følge dette til noget resultat, men kan dog oplyse følgende om personen selv. Hans rette navn var Hans Andersen Drud; han døde i Odense den 28. august 1818 og var da 60 år gammel — altså født o. 1758; han betegnes ved sin død som daglejer, boede „ved Graabrødre Muur“ og begravedes i fri jord[24]; han efterlod sig enke og 6 børn, men kun et meget fattigt bo[25].

Trods den lavere aldersangivelse er han sikkert identisk med den Hans Andersen Drud, født i Fyen 1760, 65/2 tomme høj, der den 26. august 1782 blev enroulleret som dragon ved det fyenske dragonregiment, og hvis kapitulation på 8 år udløb 1794, hvorefter han blev demitteret[26]. Den 8. juli 1795 blev han trolovet og den 29. s.M. viet i Odense Skt. Hans Sogn til den ærlige og gudelskende pige Karen Hansdatter, en datter af smed Hans Jensen[27]; i 1806 boede familien på Horsetorvet i brandtaksations Nr. 642, Christian Huus’ Boliger, forhen „Doctors Boder“[28], og altså lige i nærheden af H.C. Andersens barndomshjem. Personer med tillægsnavnet Drud forekommer hyppigt i Odense og omegn, i Assens, Tommerup og Svindinge; der findes ejendomme med betegnelsen Drudgård i Kærum, Skydebjerg, Tommerup og Vissenbjerg; Feltet for undersøgelser om Hans Andersen Drud, hans herkomst og mulige slægtskab med Hans Christian Andersen er således ret vidt og kan mulig føre til et resultat af værdi. Om det fører i retning af Anne Marie Andersdatter eller hendes ægtefælles slægt, må foreløbig stå hen.

 

Henvisninger og noter I

  1. ^ Om Hans Christian Andersens slægt. Af G.L. Wad, Pers.hist. Tidsskr. 4. R.V.B. 1903. Udkom i 1905 som særtryk med samme titel, trykt i Odense, og med enkelte mindre væsentlige tilføjelser og et lille forord.
  2. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans eventyr. Kbhvn. 1907.
  3. ^ Nogle nye undersøgelser om H.C. Andersens slægt og hans fødested. Af H.G. Olrik, Pers.hist. Tidsskr. 8. R.I.B. 1925.
  4. ^ H.C. Andersens mødrene slægt, I og II, „Nationaltidende“, Aftenudgave, for 4. og 7. maj 1929. H.C. Andersens søster, I og II, s.St., for 12. og 13. december 1928. Barnets far og mor —, s.St., for 31. marts 1930.
  5. ^ Det i note 2 nævnte skrift, S. 47, fodnote 2.
  6. ^ Odense Skt. Hans Sogns ministerialbog 1757-1814, S. 117 og 334 b.
  7. ^ Odense Skt. Knuds Kirkes ministerialbog 1798-1814, S. 25 b og 309.
  8. ^ Odense Skt. Hans Garnisons kirkes ministerialbog 1794-1814, S. 183.
  9. ^ Anf. St., S. 52 b, No. 7.
  10. ^ Anf. St., S. 53 b, No. 5.
  11. ^ Ved sin 2. vielse den 8.7.1818 opgives hun at være 49 år, altså født o. 1769; ved hendes død den 7.10.1833 siges hun at være 66 år, d.v.s. født o. 1767.
  12. ^ G.L. Wad: Om Hans Christian Andersens slægt, Odense 1905, s. 9.
  13. ^ Odense Politi-Retsprotokol 1795-1804, sag no. 10.
  14. ^ Vor Frue Sogns ministerialbog 1787-1814, s. 50. brudens fader hed også Rasmus Nielsen og var avlsbruger i Odense.
  15. ^ Odense Ekstra-Skattemandtal for jan. 1800 og jan. 1805.
  16. ^ G.L. Wad, anf. St. S. 8.
  17. ^ I brev af 16. 2. 1833 til Henriette Wulf, Breve fra Hans Christian Andersen, 1878, I, S. 114.
  18. ^ Hans Brix, anf. St., udviklingen i kap. IV, S. 33 f.
  19. ^ „Mit Livs Eventyr“, 1854, S. 20.
  20. ^ „Kun en Spillemand“, kap. 1 slutn.
  21. ^ Se herom nedenfor i afsnit II.
  22. ^ „Mit Livs Eventyr“, 1854, s. 5.
  23. ^ H.C. Andersens levnedsbog 1805-1831. Udg. 1926 af Hans Brix.
  24. ^ Odense Skt. Hans Kirkes ministerialbog 1814—25, S. 162, no. 20.
  25. ^ Odense Købstads skifteprotokol 1816—19, s. 704 f.
  26. ^ Fyenske Regiment lette Dragoners Stambog.
  27. ^ Skt. Hans Sogns ministerialbog 1757—1814, s. 246 b, no. 15, og Skt. Knuds Sogns kirkebog 1742—1797? s. 217. „Trolovelsen blev under urigtig Angivelse forrettet af Præsten i St. Knuds Sogn, men Bryllup holdt i St. Hans Kirke, da Fæstemøen var her i Sognet før Trolovelsen“.
  28. ^ Odense Bys Ekstra-Skattemandtal i januar 1806.

 

II. Mormoderen

Få berømte mænd har mere ømt og pietetsfuldt skrevet om deres moder end H.C. Andersen, og det med velberåd hu, thi han kunde jo ikke være uvidende om, at hvilken målestok andre mennesker end anlagde, så kom hun i verdens øjne til at rangere grumme lavt; med hendes sædelighed stod det i hendes unge dage ikke synderlig godt til, og som gammel var hun forfalden til drik. Desto smukkere er sønnens rørende kærlighed til hende, og hvor han i sin digtning har benyttet motiver fra hendes liv — som i historien: Hun duede ikke — har han bestræbt sig for netop at undskylde og forklare det, som verden fandt angribeligt.

Til gengæld har han ganske undladt i sine autobiografiske arbejder, hvor han dog vier sin fædrene slægt og ikke mindst sin farmoder en ret indgående omtale, at tale om moderens herkomst. „Det har vist sig“, skriver professor Hans Brix i sin doktorafhandling i kapitlet om H.C. Andersens moder, „at overalt hvor det gjaldt Moderens Historie var Sønnen meget forbeholden“[1], og denne forf. har derfor ment, at på det eneste sted i hele digterens litterære produktion, hvor H.C. Andersen giver et fingerpeg, som kunde bidrage til at finde oplysning om moderens herkomst, foreligger der et forsøg på at dreje efterforskeren i stik modsat retning. Talen er her om det sted i Mit Livs Eventyr, hvor H.C. Andersen fortæller, at „i Høsten en Gang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes Fødeby Bogense“[2]. Nu har både Professor Brix og andre i sin tid flittigt eftersøgt Bogense Bys kirkebøger for at finde moderens fødsel, men forgæves; også andre steder på Fyn, i Bogensø på Hindsholm og i landsbyen Bovense mellem Nyborg og Kerteminde, har en forskning efter Anne Marie Andersdatters fødsel vist sig resultatløs.

Og så er forholdet alligevel det, at digteren udfra sin viden har været i god tro og skrevet rigtigt; lige fra hans fødsel og til hans 20. år boede hans mormoder i købstaden Bogense — og hvor skulde han som dreng tænke sig andet (når der ikke blev givet ham bedre besked), end at hvor mormoderen levede og hendes mand lå begravet, var også moderen født? Således får alt så ofte en naturlig forklaring, og selv om forholdet nu i høj grad viser sig at være „Sandhed med Modifikation“, kan det ikke siges om den forsigtige digter, at han på dette punkt har udtalt sig forbeholdent eller vildledende. Vi skal nu se, hvorledes det i virkeligheden forholder sig med denne mormoder.

Hvor Anna Sørensdatter — mormoderen — stammer fra, kan ikke bestemt siges. Ved folketællingen 1. juli 1787 opgives hun at være 32 år gammel (altså født o. 1755) og i februar 1801 53 år (født o. 1748); overfor fattigvæsenet i Bogense erklærer hun i juli 1806 at være „henved 70 Aar gammel“ (født o. 1734), og ved sin død i 1825 opføres hun i kirkebogen som 88 år gammel (født 1737)! De to sidste angivelser er vitterlig forkerte — i 1806 gjaldt det navnlig for hende om at gøre sig gammel og ærværdig, så hun ikke kunde ventes ret længe at skulle falde fattigvæsenet til byrde ; de to opgivelser til folketællingen er vistnok rigtigere, skønt hun sikkert her så sin fordel ved at gøre sig yngre. Tager man gennemsnittet af de ovennævnte aldersopgivender, har hun antagelig første gang set dagens lys ca. 1745 — hvilket stemmer godt med, at H.C. Andersens moder, der antagelig er hendes ældste barn, må være født ca. 1768 — og mulig er da Anna Sørensdatter, hvis hun er født i Odense, det udenfor ægteskab af Gjertrud Andersdatter fødte pigebarn Anne, som den 2. maj 1745 blev døbt i Odense Vor Frue Kirke, og hvis fader var Søfren Rasmussen, rytter ved Schubarts Kompagni. En anden mulighed for at identificere hende som datter af en vis Søren Sørensen i Lille Ubberud vil blive berørt nedenfor — under omtalen af hendes datter Christiane. Men en efterforskning efter en Anne Sørensdatter på hin tid er en såre vanskelig sag; kun et heldigt tilfælde vil en gang kunne skaffe klarhed over, hvem der var H.C. Andersens mødrene oldeforældre.

Hovedkilden til vort kendskab til hans mormoder er den forklaring om sig selv og sin historie, som hun gav[4], da hun i 1806 kom under offentlig forsorg i Bogense, og i den går hun naturligvis med megen forsigtighed og dristig omgåelse af sandheden udenom de mørkere punkter i sine antecedentia. Således også med hendes ægteskabelige fata: sin sidst afdøde mand havde hun haft i 13 år, og med ham havde hun ingen børn, „men tilforn havde hun været gift med en Mand ved Navn Jens Persen, som havde været Skrædder og boede i Odense, og med ham havde hun avlet 4 Børn, hvoraf de tvende i deres spæde Alder ere døde, mens den ene, Anne Marie, lever og er gift med en Skomagersvend og boer i Odense ved Navn Hans Andersen, den anden hedder Christiane og opholder sig i Kjøbenhavn; om hun er gift, er hende ubeviist“.

Blandt disse personer vil man let genkende H.C. Andersens forældre; at Anne Sørensdatter har været gift og er blevet enke to gange, er også rigtigt, men bortset herfra er der så megen fantasi i historien, at den vilde have kunnet gøre hendes fantasifulde dattersøn ære!

Desværre har det ikke været muligt hidtil at udfinde sted og tid for H.C. Andersens moders fødsel; det må være en senere tid og en heldigere hånd forbeholdt. At hun er den ældste af de to døtre, er det vist berettiget at antage, og hun er da vel, ligesom søsteren Christiane (se nedenfor Side 37), født på Fyn og udenfor ægteskab. I 1764 blev et rytterregiment forlagt til Fyn; blandt dettes officerer eller mandskab – og da ikke usandsynligt en ikke-danskfødt — turde man antagelig finde hendes fader. Datteren Christiane, der vil blive nærmere omtalt i det følgende, var ikke af militær ekstraktion; hun er født 1778 og døbt 4. søndag i advent i Ubberud; Faderen var en tysk sadelmagersvend i Odense. Det tredje barn, som Anne Sørensdatter fødte — og fremdeles udenfor ægteskab — var på ny en datter, Marie Kirstine, som den 21. august 1781 blev døbt i Odense Vor Frue Kirke, og hvis fader var en rytter – Reiter Steensen, der tillige var hattemagersvend hos Heinrich Dorch i Odense; antagelig er barnet død som spæd[5]. Men for moderen var denne fødsel en farlig sag; tre børn udenfor ægteskab blev ret hårdt anset i hine tider; og medens faderen til det sidste barn slap med at afgøre sagen indenfor sit regiment, blev Anne Sørensdatter, efter i et års tid at have klaret sig fri, så længe hun ammede barnet, i foråret 1783 hensat i Odense Rådhus til afsoning af 8 dages fængsel på vand og brød for tredje gang begået lejermål[6].

Da hun slap ud fra denne straf, traf hun sin første mand, skrædder Jens Pedersen – han var lige sluppet løs fra Odense Tugthus, hvor han den 9. novbr. 1782 blev indsat for at afsone den bøde og de omkostninger, han var ifaldet for ubevisligt at have rejst sag mod grevinde Ahlefeldts skytte på Bjørnemose og beskyldt ham for at have skudt skrædderen et hul i hovedet. I Svendborg havde Jens Pedersen siden 1766 været gift og bosat — bl.a. i den fra „Kun en Spillemand“ berømte Hulgade; nu var han enkemand; sine Børn af første ægteskab synes han ikke at have været generet af[7]; vist er det, at den 22. november 1783 holdt han i Odense Vor Frue Kirke bryllup med Anne Sørensdatter efter at de den 11. oktbr. s.Å. var blevne trolovede[8], og den 3. maj 1785 døbtes deres fælles barn med de fornemt klingende navne: Samuel Gothlieb Ernst Conradt[9]. Med sådanne navne vilde det ikke have været nemt at leve i „Schiwes Gaard“ i Odense, hvor mest fattigfolk holdt til, men barnet døde også og blev begravet den 11. maj s.Å. Ved folketællingen 1787 boede familien i Adelgade nr. 40 og havde foruden en logerende, en ugift kvinde med et uægte barn, mandens søn af første ægteskab og konens uægte datter boende hos sig[10]. Kort efter døde skrædder Jens Pedersen og begravedes 13. maj 1790 i fattigjord på Skt. Knuds Kirkegård — og fire år efter, den 11. april 1794 giftede „den ærlige og gudsfrygtige Enke“ Anne Sørensdatter sig påny[11], denne gang med en 30-årig handskemagersvend Jørgen Rasmussen, søn af aftakket dragon Rasmus Iversen og derfor oftere betegnet ved faderens efternavn, der også blev skrevet Sieverts eller Sievertsen[12].

Hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde. Efter litograf fra 1868. I den lave del af bygningen, men til venstre for de to vinduer boede Andersens mormoder.

Jørgen Rasmussen blev ikke ved sit håndværk; han lod sig, som sin fader, hverve ved de fynske dragoner allerede året efter sit ægteskab og fuskede derhos sammen med denne i murerprofessionen; i forening fik de i 1795 3 andre håndlangere hos murermestrene i Odense til sammen med sig at erklære strike og forlange højere løn — 20 Skilling om dagen i stedet for 18½ om sommeren og 16 om vinteren — hvad de kom særdeles galt fra[13]. I februar 1802 blev Jørgen Rasmussen Sievert antaget som natvægter i Odense[14], men allerede inden jul s.Å. fik han sin afsked som følge af nogle gadeoptøjer, hvor han ikke havde udvist god konduite, men havde slået en lygte itu og ladet sin morgenstjerne gøre til bytte af nogle deltagere i en maskerade, som overfaldt ham. Man får af forhørene[15] det indtryk, at der blev gjort ham uret, og derpå tyder det også, at han i 1804 opnåede ansættelse som vægter i Bogense[16]. Anne Sørensdatter, der i 1801 havde sit barnebarn, H.C. Andersens uægtefødte halvsøster Karen Marie i pleje[17], og som fra januar 1803 til juli 1804 boede i den lejevåning i Bangs Boder på hjørnet af Hans Jensens Stræde, som en uhjemlet tradition senere har udpeget som H.C. Andersens fødested, forlod nu også Odense og drog til Bogense til sin mand[18]. Men allerede den 6. juni 1806 døde Jørgen Rasmussen[19], og i Bogense ønskede man, at hans enke vilde forlade byen — man forudså, at hun hurtig vilde komme til at ligge det offentlige til byrde. Og heri tog man ikke fejl[20]; skønt byfogden Niels Bang, der var hendes særlige protektor, forsikrede, at han nok skulde få hende fjernet[21], vidste han at dreje sagen, så hun fik lov at blive i byen — bl.a. fordi man heller ikke vilde have hende i Odense, eftersom hendes mand havde haft offentlig ansættelse i Bogense! Bang havde derfor — „da nu denne fattige Enke skulde ud af sit Sted (og ingen Mennesker bør ligge på Gaden)“ — lejet hende et værelse og hjulpet hende på anden måde, og året efter skaffede han hende en understøttelse af 4 Mark om ugen, „da hun altid havde vist sig beredvillig at opvarte de Syge, som hun og skal vedblive“[22]; senere fik hun plads i hospitalet, og hendes fattige indbo blev fattigvæsenets eje — hun havde dog i 1806 slet ikke så lidt både at sidde og ligge på og har nok kunnet bo i en helt hyggelig lille Stue i den sidste havn, hun omsider fandt sig i Bogense[23].

Utvivlsomt har H.C. Andersen og hans moder besøgt hende her i hans barndom. Når han ikke nærmere har omtalt hende, skyldes det nok en viden hos ham om, at hendes rygte i hans fødeby næppe har været godt, hvad der jo ikke er så underligt med den brogede fortid, hun havde bag sig. Da hun omsider døde den 2. december 1825, spillede den skæbne, som bistod hendes dattersøn i at holde hende og hendes Liv skjult for verden, den nyfigne eftertid det puds at lade hende få et urigtigt navn i kirkebogen; der kan man nemlig kun finde en Anne Pedersdatter, enke efter Jørgen Vægter, almisselem i hospitalet, som blev begravet den 6. december, 88 år gammel[24].

 

Henvisninger og noter II

  1. ^ Hans Brix, anf. St., s. 44.
  2. ^ „Mit Livs Eventyr“, Orig.udg. 1854, s. 20.
  3. ^ Således G.L. Wad, anf. St„ s. 7.
  4. ^ „Optegnelse på det Fattiges Forstanderne have fundet hos de Fattige, som ere endlemmede i Fattig Kassens Indtægter. Denne Bog bestaaer af 14ten [upaginerede] Ark“. (Bogense Fattigkommissions Arkiv. Bidragsfortegnelse, Uddelingslister m.m. 1805—47).
    Den pågældende „Optegnelse“ har følgende Ordlyd:
    „Anno 1806, d. 22. Julij.
    Efter at Jørgen Rasmussen forhen vægter ved Døden er afgaaet Meldte sig hans Kone Anne Sørens Datter hos mig Byefoged Bang og Begjærede at hendes og hendes Mands Liden og ubetydende indboe Maatte blive Optegned i Fattig Cassens Protocol for at hun fra nu af kunde af Fattig Cassen Nyde nogen understøttelse paa hendes gamel Alder, I hvis Følge Jeg Bang og fattig Forstanderne Jens Larsen og Niels Tofte Mødte i Huuset No. 39 Litra B i Adelgaden, hvor hun boede, ved Ankomsten var Enken Anne Sørens Datter Tilstæde og Tilkiendegav at være henved 70 år gamel, og havde været givt Med hendes sidst Afdøde Mand i 13 år Men med ham havde hun ingen Børn havt Men Tilforn havde hun væred gift med Een mand ved Navn Jens Perssen som havde været skræder Og Boede i Odense og med ham havde hun avlet 4re Børn, hvor af di Tvende i deres spæde alder ere Døde, Mens Dend Ene Anne Marie Leved og er gift Med Een skoemagersvend og Boer i Odense ved Navn Hans Andersen, den Anden heder Chrestiane og opholder sig i Kiøbenhavn, om hun er gift er hende ubeviist, Enkens iboende Huus Tilhørte Sogne Præsten Hr. Giesing [hvem der skyldes] Et års Huusleye Til førstkomende Michæli, Den i stuen værende Kachel-ovn var Til Leye og Til hørte Jacob Thomesen og hvor for de var skyldig at betale 1 Rdr; Dernæst forefandtes Een Gammel Indlagt Dragekiste Til at skille ad paa Foed Et Blaat Malet Bord Med 2 skuffer under, 4 åben Ryggedt stoele hvoraf 2de Med Læder Sæde og 2de med halm, Et Taboret hvori var Een steen Thee potte Een Ditto Kaffe Kande 8 par forskiellige Thee Kopper Een Sucher skaal 3de Glas og 3de flasker 12 smaae Ubetydelige skilderier Tvende smaae gamle speyle, Een spinde Rok og i en haspet Al Kaabe Sæng fandtes Tvende Blaae stribede Ned hænge[n]de Omhæng og Een Kappe Et par Blaae garns laggener Een gamel grønstribed Overdyne Med god Fyld Een Lang Hovedpude En kaart Ditto Een gamel blaa stribed under Dyne og vaar [.] Tvende gamle smaa saxer Tvende hvide steen Tallerk[n]er og Noged steen Tøye, Een Jern Ild Tang skuffe og Rist samt Een liden Træe Foed Een blik Lampe og Lysse stage 2 de kniver Eet par gamle Blaaegarns Lagener [.] Af den Afdøde Mands Ubetydelige efterladt Gang Klæder havde hun solgt det meeste for at faae ham Begraven, og hendes Egen Lige Ubetydelig [nemlig Gangklæder] Blev for Tiden forbigaaen Til afbenyttelse for hende selv. Det øvrige forefindende var af saa Ringe Betydenhed at Man icke ansaa det at være værd at anføres [.] Hvorvidt Den af Døde var bleven skyldig var hans efterladte Kone ubeviist Men hun vidste Nok at hand var skyldig til Een Mand fra Landet for 2de Læs Tørv fra i fior af, og da indtet videre fore fandtes, undtagen Nogen Blaar som Konen havde at spinde for Andre saa Blev denne Forretning slutted.
    Bogense Datum ut supra
    (sign) N. Bang“.
  5. ^ Odense Vor Frue Sogns ministerialbog 1695—1786, s. 670, no. 50.
  6. ^ Odense Bys uvisse indkomsters regnskab 1781 indtægt 1. B. no. 6, og regnskab over Odense Bys uvisse indkomster 1783 bilag litra p. Af det førstnævnte regnskab fremgår, at bødeafsoningen er udsat, fordi hun er af dem, der „har deels deres Børn ved Brøsterne og altsaa saa længe er befriet for at sidde paa Vand og Brød iflg. Canc. Rescr. af 29. 10. 1768, deels har taget Tjenneste som Amme her i Byen“. I regnskabet for 1782 oplyses, at Anne Sørensdatter stadig ikke har siddet på vand og brød — enten er hun syg, har taget amme-plads eller er rejst på landet.
  7. ^ Om Jens Pedersen kan der bl.a. oplyses følgende:
    Ved sin begravelse 13. maj 1790 i fattigjord (Odense Skt. Knuds Sogns kirkebog 1742—97) angives hans alder at være 50 år; den samme alder anføres i folketælling 1.7.1787; han er da vel født o. 1740. Den 24.6.1766 blev han trolovet, og den 17.7. viedes han i Svendborg Vor Frue Kirke til Malena Sophia Nielsdatter; i dette ægteskab fødtes 4 børn: Niels, døbt 5.10.1766, Dorthe, døbt 1.5.1768, Friderica Kirstine, døbt 27.9.1772, og Christen, døbt 8.1.1775. Jens Pedersens hustru døde 7.7.1780, og fattigvæsenet i Svendborg måtte betale 1 Rdl. 5 Mk. til hendes jordefærd, da hun den 10. s.M., 35 år gl., begravedes i Nicolaj Sogns kirkegård. året før har han været i Odense, hvorom flg. findes s. 132 b i „Skredder Svennenis Bog i Odense“ påbeg. 1708:
    „1779 den 8de Nov. ankom en Fattig Skræder fra Swendborg naunlig Jens Pedersen som begierede een liden hielp fra Svennene til eet barn som i Haarby er under Brocksniders Haand, i saa Maade blev ham foræret 3 siger trei Mk.“.
    I Antegnelserne til Svendborg Købstads Ekstra-Skatte Regnskaber for 1777 hedder det, at „Jens Skrædder er en virkelig meget yderlig fattig Mand med mange smaa Børn“, og Bilag 30 til Regnskabet indeholder en til Bekræftelse heraf foretagen Registrering over hans Indbo; den gentages ret uforandret det følg. år. Ved en Eksekutionsforretning i november 1782 befandtes det rigtigt, at han „intet eyede undtagen de usle Gangklæder han har paa Kroppen og lidet Piøs [Pjuds] til at ligge paa“, og i dette år må fattigkassen i april og maj stadig betale til ham og hans børn, der sluttelig i november er anbragt hos Niels Slagter, medens Jens Skræder synes at være strøget af by.
    Årsagen til hans yderligere elendighed er antagelig den retssag, hvori han i 1780 gerådede. Den rejste sig af, at Jens Pedersen og en 64 år gl. snedker Jens Roggen, også fra Svendborg, i fællesskab havde klaget over skytten Eskild Børgesen, tjenende hos Grevinde Ahlefeldt på Bjørnemose, der en aften, da de havde været sammen i en gård i Tved, havde skudt Jens Pedersen i hovedet. Når sagen både ved underretten i Svendborg (Dom af 28.6.1779) og Fyenbo Landsting (Dom af 26.9.1781) fik et for klageren uheldigt udfald, skyldtes det, at Jens Roggen havde medunderskrevet klagen, hvorved han var blevet afskåret fra at kunne optræde som vidne for Jens Pedersen, medens skytten i ladefogden på Bjørnemose har haft et sikkert villigt vidne i sin favør. Resultatet blev, at de to uberettiget klagende blev dømt til at udrede in solidum 62 Rdl. 2 Mk. 14 Sk. i bøde og omkostninger. Da de naturligvis ikke kunde udrede dette efter deres fattige forhold svimlende beløb, blev de den 9.11.1782 indsatte i Odense Tugthus, hvorfra Jens Roggen på sin hustrus ansøgning til Kongen ved dennes resol. af 2.4.1783 slap ud efter at have siddet i 20 uger, medens Jens Pedersen måtte sidde sin tid ud. (Svendborg Byes Regnskab over sigt og sagefald samt andre uvisse indkomster 1779—1781 og 1782. Svendborg Bys Fattigprotokoller og Kæmnerregnskaber. Danske Can.s Suppliker 1779 No. 862, 1780 No. 293 og 1783 No. 240. Fynske og smålandske åbne Breve 1773—79 No. 157 (12. 11. 1779), Fynske Tegnelser 1783 No. 28 (23.4.1783). Odense Tugthus Slaveprotokol (Slaverne Nr. 753 og 754).
  8. ^ Odense Vor Frues ministerialbog 1695—1786, s. 958 og 1008.
  9. ^ Odense Skt. Knuds Sogns ministerialbog 1742—1797, s. 224 b.
  10. ^ Folketællingen 1.7.1787. Odense, Adelgaden no. 40.
    50. Familie:
    Jens Pedersen, Hosbonde, 50 Aar, gift 2. Gang, Skræder.
    Ane Sørensdatter, hans Kone, 32 Aar, gift 1. Gang.
    Ane Marie Niels Datter, Logerende, 25 Aar, ugift.
    Hans Nicolai, hendes uægte Barn, 1 Aar.
    Christen Pedersen, Hosbondens Søn af 1. Egteskab, 11 Aar, hos Forældrene.
    Christiane Gotlib, hendes [dvs. Hustruens] Datter avlet udenfor Ægteskab, 9 Aar.
  11. ^ Odense Skt. Hans Kirkes ministerialbog 1757—1814, s. 245 b. „Fredag d. 11te April 1794 havde Velagte. Ung Karl Jørgen Rasmussen Handskemagersvend Troelovelse med Ærlige og Gudsfr. Enke Anne Sørensdatter [der har opr. stået, men det er overstreget: Cathrine Hansdatter]. Forlovere vare Jens Petersen, Jørgen Larsen Møller“. I Marginen: „Cop[ulerede] d. 18de Julii af Hr. Bunckeflod“.
  12. ^ Odense Skt. Hans Kirkes Garnisons ministerialbog 1722—74, s. 80, no. 25. Døbte 1764. „Onsdag Morgen d. 24 October Kl. 2 er Rasmus Iversens Dragon ved Lif Escadronen og Konens Anna Johans Datters deres Søn født, d. 26. Oct. døbt Jørgen Sigvard“.
    Hans fader, Rasmus Iversen, kaldes i Fyenske Rgt. lette Dragoners (det senere 3. Dragonregiments) stambog 1767—1908 Rasmus Sieverts og angives her at være født i Fyen 1739; den 31.5.1756 er han enroulleret og har capituleret på 23 år. Opførsel og conduite god.
    1.9.1790 beafskediget med 16 Rd. pension. Rasmus Iversen Kalkslagers hustru begravedes 26.9.1810 i de fattiges jord, 86 år gl. (Odense Skt. Knuds Sogn), pensionist og almisselem Rasmus Iversen d. 3.5.1811, 66(!) år gl. i de fattiges jord i Odense Frue Sogn. Det var hos dette ægtepar, da boende i Hans Jensensstræde, at H.C. Andersens moder den 22.9.1799 fødte sin datter Karen Marie (altså hos sin moders svigerforældre).
  13. ^ Sagen behandledes i Odense politiret, se dokum. til politiprot. 1793—95 og protokol 2.2.1790—15.12.95, sag no. 21, påbegyndt 13.10.1795. Mellem de strikende var det en aftale, at den, der ikke vilde overholde aftalen, skulde enten betale 1 Rdl. i straf eller have dygtig hug. Ved retsmødet den 20.10. undskyldte de sig med, at det kun havde været „Øll-Discurs“. Sagen blev forligt ved, at de hver betalte en de fattige tilfaldende mulkt på 1 Mark.
  14. ^ Odense Rådstueprotokol 1785—1816, s. 283 b. Jørgen Rasmussen Siwert — som han her kaldes — var egentlig antaget som tårnvægter. Han fremstilledes med 4 andre nyantagne vægtere den 17.2.1802 af vægterinspektør Ørnstrup og aflagde ed for borgmester A.R. Lindved.
  15. ^ Med sagen om vægter Jørgen Rasmussens afskedigelse, der indirekte har fået sin betydning for H.C. Andersen ved for bestandig at fjerne hans mormoder fra Odense, og hvis begivenheder udspilledes i umiddelbar nærhed af vægterens bolig i Bangs Boder — lejevåningen til huset på hjørnet af Hans Jensens Stræde og med dette indkapslet i „H.C. Andersens Hus“ — forholder det sig iflg. forhørsakterne således:
    Den 17. Decbr. 1802 bragte Fyens Avertissements Tidende (Iversens Avis) på 3. Side af Nr. 151 følgende Avertissement.
    „Da inat mellem den 16de og 17de Decbr. efter Vægterens Rapport fra Overgades District, 4 overgivne Mennesker, som med Masqve for Ansigtet kom ud af Køhlerstræde, [det senere såkaldte Theaterstræde — på Theatrets søndre Side mellem Overstræde og Mellemstræde-Sortebrødretorv] i ukiendelig Dragt, overfaldt denne Vægter, reev Morgenstiernen fra ham og bankede ham i [sic!] den, samt derefter, formodentligen med samme, sloge en stor oval Glaslygte istykker udenfor en Gaard i Overkorsgade; så loves 5 Rdlr. Douceur for den som kunde komme på Spor af disse Voldsmænd og angive det for Politiemesteren saaledes at de kunde bringes til fortient Afstraffelse“.
    Dette avertissement, der jo på en ubehagelig måde sigtede nogle unævnte deltagere i maskeraden for gadeoptøjer, foranledigede bestyrelsen for maske-ballerne til at rette en henvendelse til øvrigheden med anmodning om optagelse af politiforhør til sagens undersøgelse og oplysning om, hvem der havde forfattet avertissementet. I skrivelsen hed det:
    „Vel vide vi ikke, om Vægteren i Overgade virkeligen er bleven overfaldet Natten imellem den 16 og 17 hujus men vi vide, at det ialfald er gaaet meget stille af, da neppe nogen i Districtet har merket det mindste dertil. Umuligt var det imidlertid ikke, at Cabalen kunde masquere nogle Leiesvende til et saadant Optog, i Haab om, at der lettelig fandtes dem, der gave sligt Tilfælde Publicitet. [Derefter anføres avertissementet, og der fortsættes]: Vel ere vi nu forsikrede om, at ingen retskaffen Mand vil skrive en saadan Handling på Bal Selskabets Regning, men da der gives Skumlere allevegne, maa der opbydes alt for om muligt at faae denne Sag med alle sine Omstændigheder sat i sit rette Lys“.
    Nu rykkede vægterinspektøren ud med en erklæring — den fremkom som et avertissement både i Iversens Avis No. 152 for 20.12. og i „Fyens Stifts Avis“ (Søren Hempels Avis) for s.D. (No. 152):
    Avertissement.
    „Foranlediget af det i denne Avis No. 151 indrykkede Avertissement, angaaende Overfaldet paa Vægteren i Overgades District, samt en Lygtes Synderslagelse m.v. haver jeg som dette Steds Vægterinspecteur, vel efter den mig givne Raport, underhaanden udlovet en Douceur ikke af 5 men 10 Rdlr. for beviislig Angivelse af disse Voldsmænds Opdagelse, som herved nu offentlig tilstaaes, naar Vedkommende anmelder sig ved Stedets Politiemester eller mig, men ikke forlangt det i Aviserne indrykket, da man formoder at dette vil blive den første og sidste Gade-Masqverade her i Odense for denne Vinter; Angiveren kan imidlertid ifølge det givne patriotiske Løfte i Iversens Avis nu vente 15 Rdlr.
    Ørnstrup“.
    Den 21. decbr. 1802 holdtes et politiforhør i sagen; det findes s. 74—76 i „Odense Købstads Præliminær Forhør-Protokol 1801 3/8—1807 2/3“. Her fremlagdes foruden maskerade-bestyrelsens skrivelse af 18. decbr. en skrivelse af 19. s.M. fra byfogden til bogtrykker Iversen om, hvem der havde forfattet det pågældende avertissement, forsynet med Iversens påategning af s.D. sålydende : „Alt hvad i min Avis findes uden Navn, er jeg Forfatter af og mit Navn, som Redacteur, findes ifølge ovenanførte § [Forordningen om Trykkefrihed af 27.9.1799 § 19, citeret i Byfogdens Skrivelse] behørig nævnt paa Titelbladet. Til fornævnte Avertissement troede jeg mig saa meget mere beføjet, som jeg iaar er Klub-Directeur, og havde antaget bemeldte Vægter til at passe Klubbens Løgter, som nu begge ere stykker, og er saa meget mere fatalt, som her i Byen ingen af dette Slags ere at faae for Penge. Til de 5 Rdl. Douceur svarer jeg om Nogen Angiver skulde indfinde sig“.
    Til forhøret var indkaldt vægteren Jørgen Iversen, der var den vægter, som efter indberetningen skulde være overfaldet, endvidere var tilstede direktørerne for „Masque-Bal Selskabet“ kammerjunker v. Krogh, prokurator Faber og bogtrykker Faber [Maske-Bal Selskabets kasserer]. Ved forhøret forklarede vægteren særdeles troværdigt om overfaldet, der var udført lidt efter kl. 1 om natten „lige for Skomager Mester Carl Møllers Huuses Hjørne strax ved Comedie Huuset da Deponenten havde forrettet sit sidste Raab og kom fra Bangs Boede[r] og ville gaae op af Køhlerts Stræde, hvor forbemeldte Skoemager er boende i bemeldte Strædes Nordre Ende Øster Side“. „Da han stoed ved Rendesteenen i Køhlerts Stræde lige for bemeldte Skoemagers Huus kom 4re Personer til ham fra den Siide, som kaldes Ramsherred op forbi Comedie Huuset, hvilke 4re Personer havde Masquer for Ansigtet“. Såvidt han ved var de i mandsdragt. „De saa ham liige i Øjnene. Han spurgte dem. derefter, hvem de var? men [de] svarede paa et fremedt Maal, som han ikke forstod, om enten det var Fransk eller Engelsk eller hvilket Maal det var veed han ikke, da han kuns forstaar det Danske Sprog“. Derpå fik han 2 eller 3 ørefigen, „een slog ham i Nakken ned i Skarnet paa Gaden, rev hans Vægterpibe fra ham, som hængte i et Knaphul paa hans Kiole“; han husker ikke, om han da raabte gevalt. Morgenstjernen med en pik i tog de fra ham og bankede ham med — det varede ½ kvarter. Om de derefter gik fra ham ad Køhlers Stræde eller om forbi Komediehuset, ved han ikke, da han var fortumlet i hovedet.
    Næste dags aften fik han kl. 9 af bendrejer Petersens søn at vide, at morgenstjernen var fundet i faderens gård på Overgade — „den havde lagt i hans Faders Forstue, da de kom op om Morgenen“.
    Det var mørkt, da Overfaldet skete. På spørgsmål om, hvad det var for en gård i Overgade, hvor en lygte uden for porten skal være slaget i stykker, svarer han: Klub-Selskabets gård på Overgade No. 10, Kyhns Gaard. Han så ikke, at den blev slået itu; da han slukkede den omtr. kl. 12, var den hel og ubeskadiget, men anden dag ved middags tiid, da hans kone kom for at giøre lygten reen, var den i stykker efter hendes beretning for ham. Han ved ikke, hvem der har slået den itu. Han har ikke forlangt noget om denne sag indrykket i avisen. Da han havde bemærket, at lygten var itu, havde han anmeldt det for „de 2de vedkommende Directeurer for Klubben“, hvoraf bogtrykker Iversen altså var den ene. Og præliminær-forhøret slutter med, at „de nærværende Directeurer [for Maske-Bal Selskabet] begierede dette Forhør som fyldestgiørende for den almindelige Mening om denne Sag snarest mulig beskreven meddelt og forbeholdt dem, hvad de siden fandt fornøden efter anden lovlig Omgang“.
    Men herved var sagen ingenlunde endt. Den næste dag — den 22. decbr. — måtte borgmester og politimester Lindved på foranledning af direktionen for Maske-Bal Selskabet, der vilde hævde, at vægteren selv havde opdigtet historien om overfaldet m.v„ indkalde til et nyt forhør — et Politi-Tings-Vidne (der findes beskrevet i Odense Købstads Politirets Protokol 1795—1804, s. 374 f. som sag No. 30/1802) — og her fik sagen et helt andet og for Jørgen Vægter højst uheldigt udfald. Selv fik han overhovedet ved dette forhør, hvor direktionen for Maske-Bal Selskabet atter mødte op ved Kammerjunker v. Krogh, Købmand Bang, Bogtrykker Faber og Prokurator Faber, ikke Lov til at forsvare sig og imødegaa de vidner, som førtes mod ham, og hvis udsagn gik ud på at vise, at Jørgen Vægter ikke til nogen havde mælet et ord om overfaldet, at tabet af morgenstjernen var fremkommet på en hel anden måde (til to af sine kammerater havde Jørgen Vægter fortalt, at mens han havde været oppe på sin stige for at tænde den på bendrejer Petersens hus anbragte lygte og havde sat morgenstjernen fra sig, var der kommet fire personer og havde taget den, medens to af bendrejerens svende forklarede, at Jørgen Vægter selv havde glemt den i drejerens hus, hvor han havde været inde at låne et lys til at tænde lygten med), og at ingen af de mange, som den pågældende nat havde opholdt sig i nærheden af eller som boede umiddelbart ved Komediehuset og det sted, hvor overfaldet skulde være sket, havde mærket det mindste til opløb, spektakel, overfald på vægteren el. lign.
    Man får ved gennemgangen af de bevarede forhørsakter et afgjort indtryk af, at forhøret blev ledet partisk, og at det var meningen, at den arme vægter skulde fældes. Hvorvidt hans forklaring var opdigtet, er ihvertfald ikke bekræftet ved de førte vidners udsagn, og han er i høj grad blevet desavoueret af sin foresatte, brand- og vægterinspektør Ørnstrup, som straks, da han mærkede, hvad vej vinden blæste, lod Jørgen Vægter arrestere, og efter at han havde ladet ham aflevere sine munderingssager, overlod hans skæbne til dommerens — dvs. politimesterens og forhørslederens — forgodtbefindende. For denne har det utvivlsomt været afgørende, at Maskebal-Selskabet — byens fine portion — blev renset for mistanke for at have øvet gadeuorden i maskeradedragt, hvilket selvsagt vilde have været en meget dårlig anbefaling for disse forlystelser.
    I selve stævningen til politiforhøret præsumeres det rent ud, at vægteren havde været beskænket og urolig på sin post, men heller ikke herom blev der ved vidneførslen noget bevist. Borgmesteren havde ladet vægteren indkalde for stadskirurg Stützer, som skulde undersøge, om der på hans krop var tegn til, at han var blevet slået og overfalden. Da undersøgelsen først fandt sted den 22. december, medens overfaldet var sket natten til den 17. s.M., kunde der givetvis ikke ventes at være synderlige spor af de bank, vægteren havde fået, men naturligvis har det ikke styrket Jørgen Rasmussens kredit, at han til lægen havde erklæret, at der „ikke fandtes hverken rød eller blaa Plet paa hans Legeme“, hvorefter lægen erklærede, at „altsaa var det ikke nødvendigt at lade ham afklæde sig“. Med vægterens ubarmhjærtige afskedigelse fra hans fattige stilling var den Odense retfærdighed sket fyldest, og om nogen anden straf til Jørgen Rasmussen ses der ikke at være bleven tale; overfor offentligheden slutter sagen med følgende, i Iversens Avis No. 154 for fredag den 24. decbr. 1802 indrykkede „Avertissement.
    I Anledning af det i No 151 og 152 i disse Aviser indrykkede angaaende Overfald paa en Vægter, er [det] bleven ved Undersøgelse oplyst at være af Vægteren selv fingeret, da han ved at have været inde et Sted havde glemt sin Morgenstierne og derfor, som for Lygtens Synderslagelse, der muelig af Vaade og af ham selv er skeet, med videre Uordentlighed paa sin Post, har frygtet for at blive tiltalt. Han er nu som Vægter afskediget m.v. og Sagen overladt til Stedets Politieret.
    Ørnstrup“.
  16. ^ I Bogense Købstads rådstueprotokol for 1797—1866 omtales han første gang den 19. maj 1804 (s. 45) som en af „Byens 2de Mænd“ (der skiftevis betegnes som „de 2de Testes“, „Byens Tjenere“, „Raadstuetjenere“). Den 18.2.1805 taler hans kollega, vægter Hans Hendrich Laub, om „sin syge Kammerat“ og begærede på begges vegne deres ugeløn forhøjet med 3 Mk. til 1 Rdl. på grund af de dyre tider og fordi Jacob Burchardt, boende udenfor byen, fandt at vægteren også gerne kunde råbe udenfor porten, i det mindste et par gange om natten, hvortil de eligerede borgere ikke havde noget at erindre.
  17. ^ Folketællingen 1.4.1801 for Odense Købstad. Hans Jensens Stræde, brandtaksationsnr. 540 — nuv.: gade nr. 6 — 685. Familie (se Pers.hist. Tidsskrift 8. R. VIII Bd., s. 2).
  18. ^ I januar 1802 er Jørgen Iversen (Rasmussen) og hans kone flyttet over på den anden side gaden og opføres i Odense Bys Ekstra-Skattemandtal som boende i nr. 544 — 4. familie fra hjørnet af Bangs Boder at regne; de betegnes da som „heel fattige“ dvs. ude af stand til at svare ekstraskat. I januar 1803 bor de sammesteds, men som 2. familie, det vil formentlig sige som lejere hos ejeren af huset på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder, parykmager Poul Poulsen, der selv boede i ejendommen litra E med indgang fra Hans Jensens Stræde, medens lejevåningens 4 fag, litra F, vendte ud til „de saa kaldede Bangs Boder“. Antagelig har Jørgen Vægter allerede boet her i december 1802, og i denne fattige bolig, der nu udgør en lille del af „H.C. Andersens Hus“, er det da, at ulykken med mandens afskedigelse har ramt Jørgen Vægter og hans hustru. Endnu i januar 1804 opføres de som boende her; i april 1804 er Jørgen Iversen ført på Ekstra-Skattemandtallets Afgangsliste — han er da, som vi ved, i Bogense — og i januar 1805 er også „Jørgen Iversens Kone“ flyttet fra boligen i Bangs Boder. Anne Sørensdatters to års ophold her er da den spinkle forbindelse mellem hendes verdensberømte barnebarn og huset på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder.
    I Bogense Bys Ekstra-Skattemandtal for juli 1804 finder vi Jørgen Rasmussen boende i huset (brandtaksationsnr. 39 b); Stedet tilhørte sognepræsten Hr. Rasmus Jørgen Giessing og lå formentlig på Adelsgadens nordre side.
  19. ^ Bogense Kirkebog 1795—1813, s. 359 b, 1806, juni d. 9de blev Jørgen Rasmussen, forhen vægter, som døde d. 6te om middagen kl. 12, begravet i de fattiges jord. Alder 43 år.
  20. ^ Allerede i januar var der af fattigkassen „givet Jørgen Vægter som ligger syg 4 Mk. [ugentlig]“ (Bogense Fattigvæsens protocol, autor.
    11. Novbr. 1803), og hermed fortsattes til hans død. Den 11.3. fik han 1 Rdl. til et læs tørv, og senere udredes „for Jørgen Vægters Huusleye og Begravelse 14 Rdl. 3 Mk. 4 Sk.“.
  21. ^ Tilførslen herom i fattigvæsenets protokol (s. 36) for 2.8.1806 lyder:
    „Afg. Jørgen Vægters Enke Ane Sørensd. har indgivet skriftlig Begiering til Commiss. af 30. Juli d.A. om at blive indlemmet i de Fattiges Antal, men da Commis. havde store Bekostninger paa hendes afdøde Mand, baade paa Huusleye, Apoteqv., Fel[t]skier og Begravelse uden at kunne faae nogen Erstatning af hans Efterladenskab, som Hr. Byefoged [Bang] har efterseet og berettet, desaarsag og efterdi Konen ikke har været 3 år her i Byen, blev hende nægtet den forlangte Understøttelse, hvorefter det af Hr. Byfoged Bang blev forlangt at skaffe hende fra Byen førend de 3 år var forløbne, som og af Hr. Byfogden blev tilstaaet“.
  22. ^ Det synes særlig at have været sognepræsten, Hr. Giessing, magtpaaliggende at værne fattigkassen — og sin egen kasse! — men som tilførslen i protokollen viser, trak han det korte strå overfor byfogden, der viste sig at være Anne Sørensdatters særlige protektor. „1806 October d. 22de var Commiss. tilsagt at møde Kl. 5, men da Kl. allerede var 6 var ingen tilstæde uden Sognepræsten og Byefogden og maatte da Sognepræsten tilspørge Hr. Byefogden, om Skiftet efter Jørgen Vægter var afgjort, da adskillige Fordringer heftede paa denne Stervboe, hvoraf Præsten allene tilkom 11 D[aler] for Huusleye. Liigkisten [!] Apotequeren vare og indkomen Regning fra, som ved næste Samling ventedes afgjort. Byefoged Bang svarede, at Jørgen Rasmussens Efterladenskab var taget under Registrering men befandtes saa ringe, at ingen Menneske burde betage Enken det mindst deraf. Vel vidste Byefogden, at der var Creditorer, men det kunne ikke tages i Betragtning uden de Prioriterede, som ere for Huusleye, Medicamenter, og hans Begravelses nødvendige Bekostning, dog maatte Byefogden endnu erindre, at bemeldte Jørgen Rasmussen havde en Kakkelovn fra Jacob Thomsen, hvis Leye endnu var ubetalt, hvorom alt Byefogden skulle foranledige specificeret Regning; endnu ved denne Leylighed maatte Byefogden erindre, at han havde tilgode hos den afdøde over 16rd som han ganske skienkede Enken, ligesom han og ikke forlangte noget for dette Skiftes Behandling og Slutning. Bang havde corresponderet med Fattig Commissionen i Odense om Enkens Antagelse dér, men havde faaet den mundtlige Efterretning, at hun ikke blev antaget der paa Grund af, at hendes Mand havde været Vægter her. Da nu denne fattige Enke skulle ud af sit Sted | : og ingen Mennesker bør ligge paa Gaden : | saa har Bang paa Fattig Commiss. Vegne, hvis Pligt det bliver at understøtte hende, indleyet hende i et Værelse hos Jacob Thomsen for 4 Rd. 3 Mk. til Majdag. Hun har lovet i det øvrige at ernære sig uden Byrde for Fattig Kassen, saalænge Gud gav hende Helbred og Kræfter“.
    Dette forbehold har hurtig vist sig betimeligt, thi i oversigten over de ugentlige understøttelser af fattigkassen opføres allerede under 30.4.1807 i
    „4 de Classe
    afg. Jørgen Vægters Enke ……………………… 4 Mk.
    som hidtil ikke har nydt noget, men altid viist sig beredvillig at opvarte de Syge, som hun og skal vedblive“.
    Derefter figurerer hun fremdeles i 4. klasse, og kassen yder hende derhos i husleje 9 Rdl. årlig. I 1812 er hun nået op i 1. klasse og får 1 Rdl. 3 Mk. om ugen; som den 3. ældste i denne får hun i august 1814 „1 Læs Tørv til Vinter“, og på „Plan for Forsørgelse af Bogense Kjøbstads Fattige i 1824“ er hun i 1. klasse som nr. 1 og oppebærer: 1 td. rug, 4 skp. byg, 1 skp. gryn, 12 pund smør, men ingen penge eller husleje; hvilket sidste forhold formentlig hænger sammen med, at hun nu har fribolig i hospitalet, hvorom fattigkasse-protokollen dog intet oplyser.
  23. ^ Det kan ikke ses, i hvilket af Bogense Bys hospitaler hun har boet — om i Jens Jørgensens Fattighus på torvet, oprettet i 1772 med 2 huse for 4 lemmer, eller i Fahnøes Fattighus i Adelgade, oprettet 1798 med fribolig for 3 fattige.
  24. ^ Bogense Købstads Kirkebog 1823—31, s. 207, og Bogense Købstads Skifteprotokol 1807—32, s. 331. Af fattigkommissionens protokol s. 150 ses, at det i mødet den 5. december 1825 bestemtes, at Jørgen Vægters enke Anes sengeklæder skulde deles mellem almisselemmerne betjent Anker og Maren Jobbens familier, medens hendes plads i hospitalet tildeltes Else Marie Rasmusdatter „fra Majdag af“; hendes portion af naturalier for „sidste Qvartal af indeværende Aar“ blev tillagt Anders Jensen med tilnavn Feldtskjær.

 

III. Mosteren

Folk, der mener sig beslægtet med H.C. Andersen, gør stadig forsøg på at finde tilknytning mellem deres og hans slægt. Særlig har disse ihærdige deres opmærksomhed rettet på sognene vest for Odense, idet man vil vide, at digteren under et besøg i Odense engang skal have lejet vogn og være kørt ud ad Sanderum og Ubberud til for at besøge nogle slægtninge dér. Såvidt vides, har disse efterforskninger (hvortil de pågældende må drives af meget ideelle grunde, thi noget praktisk udbytte vil selv et positivt resultat dog umuligt kunne hidføre) hidtil ikke bragt noget for dagens lys af betydning.

Helt hen i vejret er den tanke, der ligger til grund for dem, dog ikke, thi i Ubberud Kirke blev 4. søndag i advent 1778 døbt et pigebarn med navnet Christiane, hvis moder var H.C. Andersens mormoder, den da ugifte Anna Sørensdatter, medens faderen var en sadelmagersvend Johan Gottfred Meyer Fascher i Odense[1]. En svend af dette navn henvendte sig 3. november 1777 om hjælp ved sadelmagersvendenes lade i Odense; han hørte hjemme i Zeitz i Sachsen, og om hans senere skæbne foreligger der intet; han har sikkert snart forladt landet[2]. Blandt barnets faddere er mulig nogle af moderens slægtninge, men til sikkre resultater kan man ved en efterforskning af dem ikke nå[3]. Da Anna Sørensdatter i 1783 indgik ægteskab med skrædder Jens Pedersen og tog bolig i Odense, havde hun datteren med sig; hun kaldes da – ved folketællingen i juli 1787 – Christiane Gotlib, uvist med hvilken hjemmel[4]. Senere er hun vel kommet ud at tjene, og efter hendes moders forklaring til fattigvæsenet i Odense i 1806 levede Christiane på denne tid i København — om gift eller ugift vidste hendes moder ikke; det lød egentlig ikke betryggende. Hendes navn er så forholdsvis sjældent, at det kan betale sig at lede efter hende f.eks. i de Odense Pasprotokoller — thi uden pas kunde man dengang ikke rejse fra Odense til København — og vi finder da i den bevarede pasjournal for årene 1798—1811, at borgeren Sr. Jacob Knoblauch den 1. aug. 1799 fik pas for sig, sin hustru og sin tjenestepige Christiane til København[5]; det kan nok have været hende. *

Om hendes skæbne i hovedstaden ved vi intet; den synes på sin vis at have været gunstig, thi i sin levnedsbog fra 1832, udgivet 1926 af professor Hans Brix, fortæller H.C. Andersen om denne moster[6], at hun engang i hans tidligste barndom kom på besøg i Odense; hun var da „meget brillant, kom et Øjeblik ind til mine Forældre, og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder, altfor hæftigt og med stærke Udtryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender“. Først i 1819, da digteren var installeret i Ulkegade 108, (senere Holmensgade Nr. 8; Huset er nylig nedrevet) hos Madam Thorgesen[7], følte sig meget ensom blandt lutter fremmede og trængte til et hjem, kom han i tanker om, at han havde „denne Slags Tante“ — kalder han hende — der „var Enke efter en rig Søecapitain“ og som jo ingen skam kunde have af ham, hvem man alt havde vist så megen interesse. „Ved en Hændelse fik jeg hendes Bopæl opspurgt, uden at det siden har været mig muligt at erindre hendes Navn (!)“ og aflagde hende et besøg.

Blandt de mange slags huse, H.C. Andersen straks i sine første Københavns-år kom i berøring med, var Moster Christianes vel nok et af de mærkeligste — også et af de farligste og for ham, heldigvis, uhyggeligste. „Der var ret pynteligt i hendes Hus, hun tog også ret taaleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels Moder, som hun for en pyntelig Dame dér i Værelset udskjældte for Raaehed, Mangel på Dannelse og sagde tilsidst: „og see, nu sender hun mig ovenikiøbet, efter at have behandlet mig slet, sit Barn på Halsen! og det en Dreng, var det endda en Pige!“

— Kort efter trådte en fremmed herre ind; „det er Jomfruens Kjæreste!“ hviskede Tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op på et Loft, hvor hun opholdt mig med Tale om sine Midler og sagde, at jeg kunde imellem komme til hende. Men Maaden hun talte om min Moder på, den fremmede Dame og hendes Elsker, gjorde et underligt Indtryk på mig, og da jeg (senere) fortalte Madam Thorgesen derom, gruede min Sjæl, thi jeg saa nu, hvilken Maade den gode Tante levede paa“. „Og“, tilføjer han, „jeg saa hende aldrig siden, sikkert er hun død, eller ingen af os kjende hinanden“.

Den første formodning var, da H.C. Andersen skrev sin bl.a. for Louise Collins kyske øjne og øren bestemte levnedsbog, rigtig nok — såfremt den meget vanskelige efterforskning efter mosteren, hvis resultat nedenfor skal meddeles, da har fulgt det rette spor. Dette tror jeg dog at turde indestå for.

En skibskaptajns enke, hvis fornavn er Christiane, hvis efternavn som ugift må være Sørensdatter eller Sørensen, hvis fødeår man kender, og hvis død må være indtruffet efter 1819 og antagelig før 1832 — hun burde ikke være svær at finde i staden Københavns forskellige offentlige protokoller m.v. Navnlig måtte en gennemgang af skifterettens bøger kunne ventes at give et resultat, og ganske rigtigt; som den, hvis dødsbo var genstand for skiftebehandling i 1830, finder vi snart en kvinde, på hvem alle kriterierne passer: Christiane Jansen, fød Sørensen, enke efter skipper Gert Jansen, død 25. febr. og begravet 2. marts 1830, og 48 år gammel (hun skulde være 52 år, men derpå bør ikke lægges vægt). Som dødsårsag angives vattersot; hun boede i Borgergade nr. 172 (nu Gade nr. 65), begravedes på Assistens Kirkegård, Trinitatis Sogns afdeling. Med rigdommen var det ikke stort bevendt, — det hele bo vurderedes til 19 Rdl., som husværten lagde beslag på for resterende husleje; 50 Rdl. fra en ligkasse dækkede begravelsesomkostningerne, og der blev intet til hendes to døtre, den 18-årige Gertine og den 10-årige Lovise[8].

Borgergade Nr. 63—67. På 1ste sal i nr. 65 (Huset i midten) boede og døde Andersens moster. K.E. Andersen fot.

I alt dette er i og for sig intet mærkeligt. Men eftersøger man børnenes fødsel og faderens død, når man til et højst besynderligt resultat. Den ældste datter er utvivlsomt den Gertine, som den 5. septbr. 1813 er født og den 11. s.M. døbt på fødselsstiftelsen som barn af moder nr. 674; hendes navn er faldet kirkebogsføreren noget fremmed[9] — hun er jo opkaldt efter faderen — og ved hendes konfirmation den 18. april 1828 i Trinitatis Kirke kniber det endnu mere; da er Gertine Jansen blevet til Gertina Pahne, datter af koffardikaptajn Gerzie Pahne i Dr. Tværgade nr. 232; man må næsten antage, at pigebarnet — uden medbragt dåbsattest — har læspet stærkt, og at kirkebogsføreren har nedskrevet navnet, som det lød i hans øren![10]. Også den yngre datter er født på stiftelsen — det synes nemlig enten at være den Lovise, der som nr. 557 er født den 25. juli 1821 af moder nr. 553 eller den 10. oktober samme år som nr. 736 af moder nr. 734. Her er altså ingen oplysninger at finde om faderen — og moderen synes at være en „ugift fødende“ !

Men værre er det, at der overhovedet ikke synes at have eksisteret nogen skibskaptajn Gert Jansen. Han findes ikke i skipperlaugets bøger[11], hans enke heller ikke, og går man skifterettens protokoller efter, finder man ingen kaptajn af dette navn — kun — i 1807 — en bådsmand Giert eller Gert Jansen, der er død om bord på skibet „Bekkeskov“, Kaptajn Peter J. Clementz, og det så tidlig som den 13. juni 1806. Ikke færre end 12 af skibets besætning er døde og afregning for dem indleveret til skifteretten; der findes notater om, hvem af dem der var gift; — det var kun een —-og ikke bådsmand Gert Jansen. Da boets behandling sluttede i august 1808, tilkom der hans efterladte 114 Rdl. 3 Mk. 3 Sk., men ingen meldte sig efter proklamaet udover hans vært, der havde 21 Rdl. tilgode fra 1805 for kost og logi[12].

Skifterettens notater stemmer med, hvad der kan oplyses gennem Waterskouts-Protokollerne; heller ikke disse kender — i tiden fra 1804—1829 — nogen skipper af navnet Gert Jansen eller Gert eller Gerzie Pahne; derimod indeholder den den 25. maj 1805 afsluttede rulle for skibet „Bekkeskov“ oplysning om bådsmand Gert Jansen[13].

Man forstår nu bedre, at H.C. Andersens mormoder i 1806 kunde forklare, at hendes datter Christiane levede i København, „men om hun er gift, er mig ubeviist“. Forholdet er da antagelig det, at Christiane har været kæreste med bådsmand Gert Jansen; han er gået til søs i 1805 og aldrig kommet tilbage, og hun har derefter givet rollen som hans enke og, da bådsmand jo var så lidt, i det stille ladet ham avancere til kaptajn, alt medens hun efterhånden skænkede ham tvende døtre!

De stakkels pigebørn kunde man have ondt af; hun har dog sikkert, trods sin egen immoralitet, stræbt efter at holde dem pænt og oplære dem bedre, end hun selv var blevet. Efter hendes død averterede Gertine den 8. marts 1830 i „Adresse-Avisen“: „En Jomfrue, af god Opdragelse, hvis Forældre nyligen ere døde, ønsker en Condition til 1ste Maj som Sye- eller Kammer-Jomfrue, da hun kan alt hvad der fordres til dette Fag og tillige taler Tydsk. Man behage at mælde sig i Borgergaden 172, 1. Sal til Gaden“[14]. Og dagen efter indeholder samme avis et inserat fra kgl. fuldmægtig A.L. Schram[15] i Kattesundet No. 111, 2. sal, om beskæftigelse for „tvende forlængst faderløse, unge Piger, som for faa Dage siden have fristet den haarde Skjæbne også at miste deres Moder“ og hvoraf den yngste — den 10-årige Lovise! — „meget ønsker at maatte træffe et Sted, hvor der var smaae Børn, man vilde betroe til hendes Underviisning; om hendes Duelighed i denne Henseende vil man kunne forvisse sig i det Institut, hun skylder sin Dannelse“. —

Hvad mon der senere er blevet af de to, H.C. Andersens stakkels kusiner, hans nærmeste og måske eneste slægtninge? Blev deres liv en trist historie, som deres moders, eller et, trods alt, dejligt eventyr som deres fætters? Måske vil der engang herom kunne fortælles et og andet, der er glædeligere end hvad der ellers vides, og hvad jeg her har kunnet berette om kvinder af den verdensberømte digters mødrene slægt.

 

Henvisninger og noter III

  1. ^ Ubberud Kirkebog 1715—1786., Dom. 4.ta advent: 1778: Anna Sørens Datt.s: U-ægte Barn i Kirke og kaldet [Anna Cathrina, overstreget og rettet til:] Christiana, — til Barne Fader blev udlagt Saddelmager Svenden Johan Gottfred Meyer Fascher i Odense. Test. Hans Mikkelsen i Ubb., Jørgen Bødker i Ubb., Maria Sørensdatter i l. Ubberod [sic!], Christian Laersens Hustru ibid. [samme Sted],
  2. ^ ..Der Sattler Gesellen Einschreib Buch“ Anno 1660 4.to (Odense Sadelmager Laugs Arkiv). I Bogen anføres fortløbende, når en Svend første Gang har „været ved Laden“ således: „d. 3. Nov. 1777 ist Johann Gottfried Meyer aus Zeitz das erste Mahl bey der Lathe gewesen“.
  3. ^ Således er mulig Jørgen Bødker, der dom. 3. tia p. epiph. 1779 selv får en datter døbt Christiana, en broder; også til hans barn står den ovfr. i note 1 nævnte Hans Mikkelsen fadder. Om Jørgen Bødker hedder det — ved hans søn Jens’ dåb året efter på Palmesøndag — at han bor „i lille Ubberod, tæt ude ved Lande Vejen“. En søster til Anna Sørensdatter er mulig den Karen Sørensdatter, der var gift med Hans Mikkelsen, som i 1787 er 61 år gl. og betegnes: Husmand og Steensætter; Karen Sørensdatter, der blev døbt 1. Søndag i Adv. 1734 og 25. 10. 1765 viedes til Hans Mikkelsen, var Datter af Søren Sørensen i Lille Ubberud, som i så fald altså skulde være Anna Sørensdatters fader — og H.C. Andersens oldefader!
    Til denne slægt fra Ubberud hører utvivlsomt også Marie Sørensdatter — mulig en søster til H.C. Andersens mormoder — der 1771, på Septuagesima-søndagen fik døbt en udenfor ægteskab født søn, som fik navnet Hans Christian; til barnefader udlagde hun en skræddersvend i Odense ved navn Carl Christian Pedersen. Også til ham stod Hans Mikkelsen i Ubberud fadder, endvidere en Johan Sørensen, måske en morbroder. Marie Sørensdatter er mulig den kvinde af samme navn, der stod fadder til Christiane — se ovfr. note 1. Ved hendes død den 24. 6. 1825 opgiver sønnen hendes navn som Anne Marie Sørensdatter, hun var da 88 år gl.; ved folketællingen 1801 var hun 61 år gl. Sønnen Hans Christian Carlsen, der var krøbling og som tilsidst blev blind, ejede et hus i Vejrup ved Kragshøj og giftede sig sent med en langt yngre kvinde Anna Marie Jensdatter (født i april 1800 i Odense udenfor ægteskab af Karen Johans Datter), der i januar 1836, 35 år gl., blev fundet død på marken i Ubberud Sogn, formodentlig ihjelfrossen. Selv blev han samme år i juni optaget som lem i Odense Gråbrødre Hospital og flyttede ind i hospitalet 11. juli 1836; her døde han af alderdom den 5. juni 1847.
  4. ^ Se ovenfor II, note 9. Måske er det en reminiscens af, at Anne Sørensdatter’s i 1785 fødte søn hed Samuel Gothlieb Ernst Conradt.
  5. ^ „Journal over udstæde Passer til Reisende fra 13. Juni 1798— [20.3.1811]. Siden Borgemester Embedets Modtagelse af Lindved“. 1799, No. 149. Jacob Knoblauch var værtshusholder og boede før sin afrejse fra Odense i brandtaksations-nr. 41 på Overgade, nordre side, hvor tidligere Knud Langhoff havde haft værtshus. Knoblauchs efterfølger og svigersøn [?] hed Lars Nielsen.
  6. ^ H.C. Andersens levnedsbog 1805-1831, Kbh. 1926, s. 55 f.
  7. ^ Madam Thorgesen ejede huset i Ulkegade. De oplysninger, som digteren selv giver om hende, kan suppleres med følgende (se mit Indlæg i „Nationaltidende“ for 9.9.1925, Aftenudgave): Hun hed før sit ægteskab Maren Sophie Olsen og ægtede i 1805 overskærer ved Guldhuset (det kgl. Uldmanufaktur) Knud Thorgesen (Tørgesen, Thørgesen), der 1816 af kaptajnløjtnant i Søetaten H.J. Søbøtker for 15000 Rbd.Sedler købte ejendommen Ulkegade 108. Han døde den 25. april 1818 af blodstyrtning, 42 år gl., og efterlod hende huset, men allerede i 1822 blev det genstand for eksekution og udlæg på grund af skatterestance.
  8. ^ Kirkebog for Trinitatis Sogn over døde kvinder 1827—43, s. 1051, nr. 50; Københavns Skiftekommissions Forseglings Prot. 4, no. 18, s. 38; Registreringen påbegyndt 2.3.1830, og boet blev fortsat i behandlingsprotokol 4, s. 14. Der registreredes: 2 borde (2 Rbd.), 2 dyner, 3 puder, 1 par lagen (10 Rbd.), 1 lidet chatol (5 Rbd.), 1 kjole, 1 tørklæde, 2 særke, noget småt linned (2 Rbd.) — og intet mere. Datteren bad sig dette udlagt for begravelsesomkostningerne.
    Ved boets afsluttende behandling den 17.3.1830 — den 10.3. havde datteren Gertine Jansen bedt om udsættelse i 8 dage — erklærede Gertine, at hun af en liigkasse har modtaget 50 Rdl, hvorved hun har besørget den afdødes begravelse, så erklærede hun og, at der på boet hviler indeværende halvårs husleje. Husværten, snedkermester Georg Hansen mødte og begærede sig for foranførte tilgodehavende boets effekter, vurderet til sand værdi 19 Rd., udlagt. Dette krav imødekom skifteretten, og hermed blev boet sluttet.
    I begravelsesvæsenets protokol 1825—32, under nr. 7753, kaldes den afdøde enke Christiane Jensen; i en anden protokol for 1828—33 under no. 30477: Skipper Gert Jansens enke Christiane.
  9. ^ Fødselsstiftelsens dåbsprotokol 1803—1813 har derfor navnet: Gartine.
  10. ^ Trinitatis Kirke. Konfirmerede piger 1814—1830, s. 556, nr. 25.
  11. ^ Skipper Laugets Arkiv i Landsarkivet for Sjælland.
  12. ^ Skifterettens General-Register 1806—07, 8/328 Giert Janssen, bådsmand; Forsegl.- og registr.-protocol 8, 1805—07, s. 288, Nr. 328.
  13. ^ Waterschout-Protocol 9.7.1804—24.8.1805, s. 203. „Contrakt og Skibs Rulle vedr. Capitain Peter J. Clemens af Kbhvn. førende Fregatte „Bekkerskou“, 137 Læster, bestemt til Batavia og andre Steder“. Der er ialt 33 mand ombord, kaptajn, 1., 2. og 3. styrmand, læge (Jacob Lassen) og blandt dem: Bådsmand Gert Jansen af København, født i Norge. Hans Lønning var 20 Rdl. månedlig; den begyndte at løbe den 18. maj 1805 og udgjorde til dødsdagen den 13. juni 1806, 256 Rdl., hvortil kom værdien af hans ved auktion solgte efterladenskaber, 71 Rdl. 11 Mk. 8 Sk. Den 16. maj 1806 havde han i Batavia fået udbetalt o. 65 Rdl. — mulig står hans død i forbindelse hermed ! Værten i Kbhvn., som han skyldte penge for kost og logi, hed Hans Wiibe, på den originale anerkendelse af denne gæld har debitor underskrevet sig: Jert Jansen. Dette synes at bekræfte, at han var norskfødt; det havde ellers ligget nær at identificere ham som den i Sundby Vester, Tårnby Sogn på Amager, hjemmehørende Geert Jansen, søn af husmand og daglejer Jan Geertsen, som ved folketællingen i 1787 er 13 år gl.
  14. ^ Moderens død havde hun bekendtgjort i Kjøbenhavns Adresse-Avis, 72. årgang, nr. 50, for mandag den 1. marts 1830 på følgende måde:
    „Vor elskede kjere Moder Christiane Jansen, Enke efter Skibscapitain Jansen, blev os ved Døden berøvet den 25de Februar efter 7 Dages smertefuldt Sygeleie. Kun Gud alene, som styrer Alting til det Bedste, vil vist også sende os Trøst og Lindring i denne vor billige Sorg.
    På egne og Søsters Vegne Gertine Jansen“.
  15. ^ Kgl. Fuldmægtig Andreas Laurits Schram døde den 3.4.1833, 60 år gl.; hans enke Christine født Christensen døde 12.3.1869 (Richters dødsfald).

 

IV. Søsteren

Selv den, der kun flygtigt gennemblader de to bind breve fra H.C. Andersen, som så lyset 1878, eller Rigmor Stampes bog fra 1918 om H.C. Andersen og hans nærmeste omgang, hvori også flere af hans breve er trykt, vil bevare et indtryk af, i hvilken grad digteren ynder at betegne sine jævnaldrende kvindelige korrespondenter som søster, hvorved han eo ipso bliver broderen. Både de Collinske damer, frøken Henriette Wulff og hendes navne, frøken Henriette Hanck i Odense, får denne tiltale; senere træder Jenny Lind ind i rækken af hans søsterlige veninder, og hun gjorde i hvert fald gengæld ved også at titulere ham broder og underskrive sig selv: Systeren[1]. Man fatter jo nok, at udtrykket antyder en resignation fra hans side, hvem elskovslykken bestandig blev nægtet — men hvilken mand bryder sig ellers om at spises af med et broderligt forhold til den kvinde, der har vraget ham som elsker? For H.C. Andersen betød dette med søsteren dog noget — og vel egentlig nok; for hans søsterlige veninder måtte det på den anden side stå som smuk opgave således at være noget for en mand, der – det vidste de jo ! — ingen virkelig søster havde, som kunde tage opgaven op.

Selv vidste han bedre besked — for ham var et vist søster- og broderforhold hans ungdom igennem en kilde til spænding og gru, og dog måtte han bestandig sysle dermed, måtte også sikre sig dem som søstre, der ikke på anden måde vilde stå ham nær. Derfor vil man overalt i hans produktion finde søskendeforhold med forviklinger og gåder, men også med lykkelig opklaring taget op til behandling, og næsten altid med trang til deri at lægge noget skønt og godt — noget ideelt, der på den ene eller den anden måde bryder ud i blomst. Eksemplernes tal er stort; her skal blot fra hans dramatiske digtning nævnes: Sverkel og Liden Kirsten i operateksten med hendes navn; fra eventyrkredsen: Kay og lille Gerda i Snedronningen, men i rækken af romanerne blev emnet til en hel bog: O.T. med dens dobbelt-par af søskende, hvis skæbne slynger sig i hinanden. Udenfor al tvivl er det, at H.C. Andersen til denne romans hovedemne har hentet kernen fra forhold i sit eget liv, fra noget forfærdeligt, der gennem mange år af og til var dukket truende op, og som han måtte igennem og frigøre sig for — neutralisere skrækken for den, der i kødet var hans søster, eller som han med de rette Ord i sin største vånde over forholdet betegner hende: Min moders datter.

Først da Carl St.A. Bille og Nic. Bøgh i 1877 offentliggjorde et bind Breve til Hans Christian Andersen, fik omverdenen gennem brevene til ham fra hans moder at vide, at han havde en gang haft en søster[2]. Og da Edv. Collin 5 år senere i sin bog om H.C. Andersen og det Collinske Hus offentliggjorde nogle af H.C. Andersens dagbogsoptegnelser fra Slagelsetiden, hvor han under 5. november 1825 omtaler sin frygt for, at den nye pige ved navn Marie, som Rektor Meislings ventede fra København, skulde være hans søster (hvad snart viste sig som en unødig frygt), tilføjer udgiveren i en forklarende note den oplysning, der mulig er bevidst urigtig: Datter af den Jørgensen, som var blevet gift med Andersens moder (nemlig i hendes 2. ægteskab)[3]. Men på den måde var Marie — eller som hendes rette navn var: Karen Marie — og Karen er hun oftest kaldt — ingenlunde digterens halvsøster. I 1903 oplystes det i G.L. Wads afhandling Om Hans Christian Andersens Slægt[4], at hans moder en søndag morgen den 22. september 1799 — altså seks år før sønnens fødsel og hendes eget ægteskab — havde født et pigebarn, hvis fader var en pottemagersvend ved navn Daniel Jørgensen Rosenvinge eller Rosenvind[5]. I 1907 kom professor Hans Brix i sin doktordisputats H.C. Andersen og hans Eventyr udførlig ind på spørgsmålet om denne søsters betydning for Andersens digtning og var i stand til ved hjælp af nogle hidtil utrykte breve[6] at give nye oplysninger om forholdet mellem moder og datter og gennem offentliggørelse af nogle af digterens kalenderoptegnelser[7] at meddele højst interessante efterretninger om den måde, hvorpå søsteren til sidst brød ind i sin halvbroders tilværelse.

En nøjere prøvelse og vurdering af den plads, professor Brix tildeler Karen Marie i H.C. Andersens digtning, kunde måske nok engang påkræves; her skal kun på grundlag af det foreliggende personalhistoriske stof og med tilføjelse af nogle nye oplysninger kortelig gøres rede for, hvad man ved om denne søster, der ikke med et ord eller blot en antydning nævnes i broderens levnedsbog, hans breve eller i Mit Livs Eventyr, skønt hendes blotte tilværelse gav ham stof nok til både eventyr og anden digtning, og som det derfor er nødvendigt at vide besked med for den, der vil søge at trænge ind i det dybeste af hans sjæleliv.

I modsætning til den afgjorte uvidenhed om, hvor i Odense H.C. Andersen er født, ved vi, takket være den omstændighed, at hans halvsøster er født udenfor ægteskab — hvorfor den fiscale interesse i lejermålsbødernes erlæggelse medførte fødestedets fastlæggelse — at Karen Marie blev født i „Hans Jensens Stræde hos Rasmus Iversen“[8]. Af de omhyggelig førte Odense mandtal ser man, at Rasmus Iversen — der var fhv. rytter, nu daglejer og kalkslager, og hvis søn Jørgen, oprindelig handskemagersvend, senere dragon og sluttelig vægter, i 1794 havde ægtet H.C. Andersens mormoder — se ovenfor — i 1799 boede på Hans Jensens Strædes nordre side — hinsides bækken, der engang løb midt i strædet — i en lejevåning, der tillige med 4 andre havde brandtaksationsnummer 542. I 1801, da Danmark blev skrevet i mandtal, havde pigebarnet ophold hos disse sine bedsteforældre, Jørgen Iversen og kone, der sammen med Rasmus Iversen nu bor i samme gade i nr. 540 —, og derefter er hendes spor i 20 år fuldstændig tabt — bortset fra, at hun i oktober 1814 blev konfirmeret i Skt. Knuds Kirke i Odense; hun kaldes her: Karen Marie Rosenvinge, fader pottemager Daniel Rosenvinge i Odense — opføres altså som „ægte Barn“ — og med vedtegningerne: har god religions kundskab, og viist sig sædelig; har havt de naturlige kopper. At hun skulde have haft ophold hos sin moder, efter at denne i 1805 havde ægtet skomagersvend Hans Hansen el. Andersen og fra januar 1806 var flyttet sammen med ham og havde fået bolig først i Holsedore, senere i Claregade og omsider på Klingenberg, er ganske usandsynligt; Karen Marie har sikkert været anbragt udenfor et hjem, hvori der var meget småt med plads, og hvor hun heller ikke hørte til; et par indirekte kriterier herfor ligger deri, at Hans Christian er vokset op og har udviklet sig som et udpræget enebarn, og dernæst i, at hans moder, som nu var kommet i havn i en efter hendes niveau pæn familie, sikkert ikke har skullet ønske at indbringe i de nye forhold dette minde om en fortid, der kun i altfor høj grad bar præget af, i hvilket milieu — de uægteskabelige forbindelsers, rådstuekælderens og tugthusets Odense — hun før sit ægteskab havde hørt til.

Først i 1822 dukker Karen op i de sparsomme dokumenter, som er bevaret fra H.C. Andersens ungdomstid — det sker i de ovenfor omtalte, af professor Brix fremdragne breve til H.C. Andersen fra hans moder[9]. I det første af disse, som er udateret, men skrevet efter 1. september og før 22. oktober 1822, hedder det: „din Søster kom her i Søndags og var så vre for ieg ikk vilde give hende din Adresse [nemlig i Kjøbenhavn], men vil du ikke give hende den selv for så haver ieg ikke noget at høre der om“; i det andet brev, af 2. november s.Å., oplyser moderen, at „din Søster er Ræste [ dvs: rejst] til dig, mens dog i Mod min villige Ligeledes som Du haver skrøvet mig til, mens det var ikke til at Endre“.

Da Hans Christian fik det sidste brev, var han omsider frelst fra den drøje tilværelse, han i lidt over tre år havde ført i København; nu sad han i sit lille kammer hos Madam Henneberg på Bredegade i Slagelse[10], og noget møde mellem ham og halvsøsteren var der ingen udsigt til, medmindre hun tog tjeneste der, f.eks. hos Meislings — men det blev der dog, som ovenfor nævnt, heldigvis for ham ikke noget af[11]. Beroliget med hensyn til søsterens rejse til København har han dog ikke været; i et brev til moderen, vist i svar på hendes ovennævnte af 2. november, har han sikkert med bitterhed udtalt sig herom, thi den 12. december s.Å. hedder det i det længste brev, hun som uskrivkyndig har fået en anden til at opsætte for hende: „Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos Hvem; men Du behøver ikke at gruble over hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed; thi det er Altsammen vel bevaret her i Odense; jeg venter rigtignok med Længsel med det Første at see et Par Ord fra hende“[12].

Dette lød jo, som Vilh. Andersen et sted i sin omtale af søsteren skriver „ikke netop beroligende“[13], men med denne moderlige tilrettevisning — hvori man tydelig mærker penneførerens, digterens gamle lærer C.F. Welhavens[14] løftede pegefinger — måtte den Slagelse skoledreng slå sig til ro. Der skulde da også gå meget mere end år og dag, før de to sås igen.

Det var en novemberdag i 1822, da H.C. Andersen, den gang skolediscipel i Slagelse, fra København fik eftersendt brevet, hvori hans moder gav ham den overraskende og abehagelige meddelelse, at hans 23-årige halvsøster Karen havde fulgt sin broders eksempel fra 1819 og var rejst til København — rimeligvis også som „blind Passager“, thi hendes navn er hidtil forgæves eftersøgt i Odense Politis pasjournal for 1822 og i de officielle postlister over Store-Bæltspassanterne. Havde han humør dertil, kunde han have udbrudt, som da han 10 år senere ved Sorø byport mødte den fra skuespiller Phisters farlige nærhed fjernede Lotte Oehlenschläger: „Når Hjertets Kanariefugl begynder at skrige op, putter Fornuften Fingrene i Ørerne“[15], — men i 1822 har han næppe haft Humør til at satirisere. Thi samtidig fik han den højst ubehagelige Kommission at lade en vis „Hr. Løytnant v. Martisen“ læse „det Brøv“ — Moderens brev til H.C. Andersen eller et andet, medsendt? og stilet til løjtnanten selv? — med bøn fra moderen om, at „han opfylder sinne Løfter, da hun [dvs: Karen Marie] dog haver villit [o: hvilet] u[n]der mit Hiarte“[16].

Det er en bedrøvet og bekymret moders bøn om hjælp for et vildfaret barn, og sammenhængen er da nok den, at Karen Marie er rejst af by ikke så meget for at opsøge sin unge halvbroder i hovedstaden som for at opsøge en svigefuld og bortrejst elsker. Der kan ved „Løjtnant v. Martisen“ næppe være tale om nogen anden end den også af professor Brix i hans doktordisputats s. 49 påpegede sekondløjtnant Matheus Friederich Martens, hvis navn også officielt findes skrevet Martensen, en Holstener, der i 1817, 23 år gammel, var kommet fra landkadetakademiet til Odense som Løjtnant ved det Fynske Regiment lette Dragoner[17]. Her har han vel i sin smukke uniform bedåret den unge fynske pige, hvis moder i sin ungdom havde ladet sig besnære af en anden rød kjole med blanke knapper — thi da Karen Maries fader sidst i 1790’erne udfoldede sine Don Juan-evner i Fyns hovedstad og dens omegn, var han jo ikke blot pottemagersvend, men midlertidig hjempermitteret grenader i H.K. Højhed Kronprinsens Regiment og var — som det den gang var skik og brug — draget hjem til sin fødeø i sin røde mundur. Når H.C. Andersen i den selvbiografi, han nedskrev i 1832 (udgivet 1926 af professor Brix), om sin og Karens moder siger, at „hun yndet ikke de Militaire“[18], så har han, vist ubevidst, rørt ved et ømt punkt — den stakkels Anna Marie Andersdatter, hvis egen oprindelse højst sandsynlig står i forbindelse med et rytterregiments forlæggelse til Fyn ca. 1764, har haft grund nok til sin senere uvilje, både på sine egne og sin datters vegne! Hvad denne sidste angår, da må moderens forsikring i sit brev af 12. decbr. 1822 om, at Karens „Dyd og Ungdommelighed er vel bevaret her i Odense“, vel nok forstås derhen, at man i hendes fødeby ikke havde fattet mistanke om nogen forbindelse med dragonløjtnanten. Noget barn har Karen i hvert fald ikke fået i Odense — hun kunde jo også meget vel være rejst bort for at få en tjeneste i den store by, og hvem tænkte vel netop på at sætte hendes bortrejse i forbindelse med, at løjtnant v. Martens en rum tid forinden var rejst samme vej?

Det var han nemlig — allerede i januar 1821 fik han permission i 14 dage for at tage over og søge civilt embede på grund af svage øjne og svagt helbred, der i en alder af kun 27 år gjorde ham strabadserne ved eksercertiden uudholdelige, og i juni s.Å. drager han atter til København i samme ærinde[19]. I september og december fik han sin permission forlænget, hver gang med tre måneder, og således fremdeles med afbrydelser til langt ind i 1823, da han omsider den 2. september opnåede embedet som overtold- og consumptionsbetjent i Svendborg; fire Dage senere får han titel og rang som overkrigskommissær[20]. Så fast havde han slået sig ned i hovedstaden, at han i februar 1823 søger om et gratiale til hjælp ved opholdet, hvad kongen dog afslår, „da han er permitteret og alt for længe har været tjenstfri“, men i april opnår han dog at få 40 rbd. sedler med den forestående flyttetid for øje[21]. Om Karen Marie har fundet ham i den store by, om de har slået deres fattige pjalter sammen, hvorledes forholdet videre har udviklet sig — derom er intet oplyst, og rimeligvis sker det aldrig. har hun fået noget barn med ham, er det vel sket som hemmeligt fødende på fødselsstiftelsen — og dens arkiver er lukkede med syv segl. En søster til løjtnant Martens var i huset i Odense hos Andersens velynder, Oberst Guldberg, der havde antaget sig hende, da hendes forældre var døde, og på hans foranledning skulde H.C. Andersen under sin sommerrejse i 1830 være den forrige Løjtnant Martens’ gæst i Fåborg — besøget blev ganske vist ikke noget[22], men det tyder både på, at man hos Guldbergs ikke har kendt noget til det nu ganske vist for længst glemte forhold mellem digterens søster og den tidligere dragonløjtnant, og på, at der ikke for halvsøsterens skyld har været nogen forhandling mellem ham og digteren, som jo også i 1822 af gode grunde var forhindret i at lade løjtnanten læse moderens ominøse brev af 2. november.

Borgergade Nr. 18—24. På kvisten i nr. 20 (Huset bag trækvognen) boede og døde Andersens søster. K.E. Andersen fot.

Over Karen Maries skæbne efter episoden i 1822 er der nu et slør i et nyt spand af 20 år; den 27. februar 1833 skriver H.C. Andersens moder i sit sidste brev til sønnen, at „hvor Karen er, og hvorledes hun har det, derom kan jeg intet melde dig, da jeg ikke veed, hvor hun opholder sig“[23] Det er jo særdeles negativt. Når fhv. bibliotekar Julius Clausen har forsynet den i „Tilskueren“ 1925 af ham besørgede og med føje stærkt kritiserede offentliggørelse af H.C. Andersens Slagelse-dagbog med en fodnote s. 16, der oplyser, at digterens søster „skal en Tid have været Prostitueret i København“, da er dette kun gengivelse af sladder og så meget mere utilbørligt, som Vilh. Andersen allerede i 1905 netop har oplyst, at han forgæves har eftersøgt hendes navn i politiet bøger[24]. Det samme har jeg haft lejlighed til og ligeledes med absolut negativt resultat. Det stygge postulat kan derfor med føje afvises. Af det følgende vil man se, at hun notorisk har levet af at vaske for folk — ligesom hendes moder —, og det er en bestilling, som dybt faldne kvinder vist ikke plejer at have hverken kræfter eller lyst til.

Men i februar 1842 dukker Karen pludselig op i sin broders nærhed. I de af professor Brix offentliggjorte kalender-notater hedder det herom[25]:

  • 8. Februar 1842. Spist i Foreningen, ikke vel i Theatret meget melankolsk, da jeg kom hjem, fandt jeg Brev fra min Moders Datter, hvad jeg har skildret i O.T. oplevede jeg. Febersyg; en skrækkelig Nat, Sandselighed og Fortvivlelse fyldte spottende min Tanke.
  • 9. Februar. I den tidlige Morgen hos Collin og betroede ham alt; han vil gjennem Drewsen fåe at vide hvem hendes Mand er[26].
  • 11. Febr. Sendt Brev til Karen, ventet hendes Mand.
  • 12. Febr. Morgenvisit af Karens Mand Kaufmann, der såe ærlig og skikkelig ud, fortalte mig deres Nød, fik 4 Rdlr., han var meget glad, jeg også.
  • 10. Marts Vesit af Karens Mand, han fik 2 Rdl.
  • 16. Sept. Givet Karens Mand 1 Rdl.
  • 30. Sept. Imorges Besøg af Karen. Hun så ret velklædt og ung ud, hun fik 1 Rdl.
  • 25. Novbr. Karens Mand 4 Mark.
  • 30. Oktober 1843. Min Søster meldt sig hos Portneren.

Dette er alt, hvad digteren har noteret om sit gensyn med søsteren. Vor viden om hende kan nu suppleres med følgende:

I 1840 boede iflg. folketællingslisterne i ejendommen Borgergade matr. no. 97 (i Skt. Annæ Vester Kvarter; nu gade nr. 20) i den mørke sidestue ud til husets snævre gård et fattigt par: Peder Kaufmann, 39 år, ugift, arbejdsmand og Karen Marie Andersen, 32 år, ugift, vasker for folk. I 1845 er parret flyttet op på kvisten til gaden i samme hus, hvor der i hvert fald har været både bedre lys og luft. Peder Kaufmann er nu 45 år og viser sig at være født i Nykøbing på Falster[27]; Karen Marie Andersens alder er 39 år; hun er — som han — fremdeles ugift, er født i Odense og af livsstilling vaskerkone. Og året efter er hun død — den 18. november 1846 på kvisten i Borgergade; Trinitatis Kirkebog opgiver hendes alder til 40 år og som dødsårsag: Brystsyge. Her hedder hun dog arbejdsmand Kaufmanns kone, og som sådan begravedes hun søndagen den 22. november kl. 1 i fattigjord på Assistens Kirkegård. Men ved den hastigt sluttede skiftebehandling — der var jo intet at skifte —- og ingen begravelseshjælp at vente — var hendes samlever ikke til stede, og ved skiftet mødte kun husværten, der, gud ved hvorfor, opgiver, at hendes fornavn er Ane. Som Ane Kaufmann, født Andersen, går hun da i sin nu længst ukendte grav — et forhold, der just ikke har lettet eftersøgningen i kirke- og skifteprotokoller om hendes skæbne[28]. Børn ses hun ikke at have haft og navnlig ikke efterladt — så lidt som noget spor til at efterforske hendes indre eller ydre, udover hvad der kan læses mellem linierne. Hun blev 47 år, men opgiver sig selv — og opgives også af andre — bestandig noget yngre — og har vel set sådan ud, siden værten anslår hende til kun at være 40 år, da hun er død; det stemmer jo iøvrigt godt med broderens notat i almanaken for 30. september 1842.

I hans kalenderoptegnelser for den måned, da hun dør, er der ikke antydning af, at han har vidst besked hermed. Det er de sædvanlige notater om middag her og der; på hendes dødsdag den 18. novbr.: hos Ørsted; Dagen før: Middag hjemme; den 19. novbr.: hos Collins. 5 indbydelser den dag; på begravelsesdagen: Middag hos Collins. Intet bud har nået ham om hendes død; der var ellers ikke så lang afstand fra Borgergade no. 20 til Kongens Nytorv, hvor H.C. Andersen boede i Hotel du Nord, men desto længere mellem den fattige, døende vaskerkone, forladt endogså af sin samlever, og hendes halvbroder, den nylig fra en prægtig udenlandsrejse hjemvendte berømte digter, i hvis knaphul ordensbåndene begyndte flittigt at gro, den søgte selskabsmand, kongers og fyrsters hædrede gæst …

Nej, svælget mellem de to halvsøskende var uoverskrideligt — og havde ret beset altid været det. Da hun i 1842 brød ind i broderens tilværelse, som han i O.T. havde digtet hende ud af, var det for at slå lidt mønt af ham i virkelig eller løjet nød — når man opsøger hendes elendige bolig i Borgergade, tror man gerne det første — og det synes hurtigt at have afgjort hans følelser for hende. Naturligvis har politiet — og politiretsassessor Drewsen, Andersens ven — vidst, at Karen og hendes kæreste førte det, der kaldtes forargeligt samliv; men det entholdelsesdekret i henhold til D.L. 6 — 13 — 3 og plakaten af 12. juni 1827, som i den anledning hang over deres hoveder, har man, måske på broderens forbøn, ladet blive in suspenso, sålænge parret lod ham i fred — hun var jo dog bestandig „min Moders Datter“. Men hans rædsel for hendes dukken-op var besværget; hun var ham i virkeligheden nu ligegyldig — og for så vidt død længe før 18. november 1846.

Kun i hans digtning levede hun endnu og vil altid gøre det: i „De røde Sko“, i „Pigen, som trådte på Brødet“ og mange andre steder. Derfor vil der bestandig blive spurgt om hende, som ikke i åndfulde breve fra sin broder blev kaldt, men som virkelig var — H.C. Andersens søster.

 

Henvisninger og noter IV

  1. ^ Se således brev af 19.3.1844 i Breve til Hans Christian Andersen, 1877, s. 384.
  2. ^ Anf. st., s. 15.
  3. ^ E. Collin: H.C. Andersen og det Collinske Hus, 1882, s. 84.
  4. ^ Pers.histor. Tidsskrift, 4. R., V. Bind, s. 3 f.
  5. ^ Wads oplysninger om ham kan kortelig suppleres med følgende:
    Hans tillægsnavn har foruden de der anførte også formerne Rosenwienge, Rosenwing, Rosenvinke, Rosenvin, Rosenwinn og Rosenvendt. Dette navn forekommer dog kun, hvor han omtales i det borgerlige liv; i hans militære akter betegnes han ved sin fødebys navn Høje — i Lunde Sogn, Svendborg Amt — og som Daniel Jørgensen Høje er han 8. maj 1793 tilgået kronprinsens, senere Kongens (nu 5. Bataillons) 1. Grenader-Compagni, i hvis af- og tilgangsprotokol 1787—1800 han findes som grenadeer no. 5. Han er døbt 9.7.1773 i Lunde Kirke som søn af en børnerig bødker Jørgen Danielsen og dennes 1. hustru Kirsten Jens Datter (død i marts 1787, 43 år gl.), lærte pottemagerprofessionen hos pottemager Jørgen Mikael Døger eller Dykker, Brogade i Svendborg, og arbejdede derefter som svend i Odense, hvor han den 8. maj ved sessionen i 1792 (Lægdsrullen for Odense og Rugårds Amter, 52. Lægd, Skt. Hans Landsogn, No. 51) trods angivet øjenskade blev fundet tjenstdygtig og, da han havde vækst og førlighed — han målte 65 1/4 tommer sjæll. mål — blev hensat som rekrut på 7 år ved Kronprinsens Regiment til erstatning for Anders Hansen Seeden, 22 år, der havde tjent i 2 1/12 år og som „gl. Mands Søn“ efter faderens ansøgning blev udløst i h.t. Cancelliets Resol. af 26. 2. 1793 (Canc. Brevbog 1793, No. 815). På session for 1800 i Odense Amt blev Daniel Jørgensen afgivet til tjeneste for endnu et år, og først i 1801 fik han afskedspas; han tjente da som pottemagersvend på Brahetrolleborg og var med sine 26 år vokset til 67 tommer, I 1807, da han indstævnedes til at betale skyldigt alimentationsbidrag, lå han som soldat ved hæren i Holsten; hans hustru tjente da i Odense som pige hos „Hr. Hansen på Comediehuset“. Foruden med Anne Marie Andersdatter havde han børn udenfor ægteskab med Christiane Sophie Nielsdatter (en datter, Caroline Kirstine, født 16.7.1797 uden Nørre Port i Odense) og med Karen Ulrikke Hans Datter (også en datter, Daline (vist en omskrivning af Daniel!) Marie, født 17.12.1800 i Gråbrødrestræde i Odense) der allerede før, i februar 1797, havde fået en datter udenfor ægteskab med en skomagersvend Johan Christian Friederichsen. Den 14.5.1805 viedes Daniel Jørgensen i Vor Frue Kirke i Odense til pigen Anna Johanne Larsdatter, født 12.2.1782 i Fåborg som datter af bager Lars Pedersen og hustru Elisabeth Johansdatter, med hvem han avlede mindst 8 børn — det ældste, Jørgen Larsen, døbt 28.6.1805 i Odense, det yngste, Carl, født 24.1.1822 i Tranekær; de 3 yngste døde som spæde.
    Hvornår han er rejst til Langeland, hvor han senere hørte til grevskabets faste håndværkere i Tranekær, kan ikke ses; her døde han den 10.3.1849 af alderdom, 77 år gl., og betegnes da som almisselem; 6 dage senere døde hans enke af brystsyge (Tranekær Sogns Ministerialbog 1834—56); de begravedes med fem dages mellemrum, og af et almisselems bo at være var deres, til 73 Rdl. 3 Mk. 14 Sk. vurderede effekter ikke så ringe; Registreringen nævner både kobber- og messingsager, der er et 8-dages stueur, et egetræs chatol, 24 skilderier, et dambrædt med brikker, og foruden et til 1 Mk. vurderet bundt bøger Ambrosius Stubs digte, der — uvist hvorfor! — registreredes særskilt og vurderedes til 8 Sk. Boets bedste Stykke en 2-etages jernkakkelovn, vurderet til 8 Rdl., som i virkeligheden tilhørte herskabet, tilfaldt — med resten af boets provenu, in natura og kontant, Bådfører Niels Kastrup af Hou, der fremlagde en ham som arving efter forvalter på Nedergård, Løjtnant Kastrup udlagt panteobligation på 100 Rdl., hvori den afdøde pottemager til sikkerhed havde pantsat alt hvad han ejer og ejendes vor-der, og hvoraf skyldtes renter fra december termin 1848.
  6. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 60—61, i afsnit V. Søsteren.
  7. ^ Anf. st., s. 188—89.
  8. ^ Odense Skt. Hans Kirkes Ministerialbog 1757—1814, s. 192. „Søndags Morgen Kl. 6 d. 22de Sept. 1799 fødte Anne Marie Anders-datter [i Marginen: 1ste Gang besovet] i H[ans] J[ensens] Stræde hos Rasmus Iversen en Uægte Datter, som d. 27de ejusd. blev døbt og kaldet Karen Maria. Faddere vare: Stine Marie Hansdatter bb [dvs: bar Barnet], Maren Nielsdatter ghs. [dvs: gik hos, holdt Huen], Johan Henric Mejer, Ditlef Nielsen Vildmann Skomagersvende, Christian Rasmussen Sigvard Rebslagersvend [en Søn af Rasmus Iversen og Broder til Anna Marie Andersdatters Stedfader Jørgen Rasmussen, se ovfr. under I]. Til Barnefader er udlagt Daniel Jørgensen Rosenvinge Pottemagersvend her i Byen. Dette er d. 27. Sept. anmeldt for Borgmester Lindved [nemlig af Hensyn til Lejermålsbøderne].
  9. ^ Som anført ovfr. i Note 6.
  10. ^ H.C. Andersens Levnedsbog 1805—1831, udgivet 1926 af Hans Brix, s. 81 f. Se endvidere min kronik den 11.10.1929 i „Nationaltidende“, Aftenudgave, H.C. Andersen og Slagelse I. Hos Madam Henneberg.
  11. ^ Herom hedder det i hans dagbog for torsdag den 3. november 1825; han var da — den 27. oktober s.Å. — flyttet fra Madam Henneberg til Rektor Meisling, der boede i selve skolebygningen på Bredgade : „ – – – Meislings har fået en Pige fra Kiøbenhavn, det aner mig det er min Søster, og man siger jo hun hedder Maria“. Og Fredag den 4. s.M.: „Denne Gang bedrog min Anelse mig, jeg kiender slet ikke Pigen“.
  12. ^ Breve til H.C. Andersen, s. 16.
  13. ^ Odense Bys Bog om H.C. Andersen, udg. af Sophie Breum, Odense 1905, s. 52.
  14. ^ Christopher Frederik Welhaven, født o. 1788, død 22. 9. 1830 i Odense som „Student og Lærer ved Almueskolen Nr. 1 på St. Hans Kirkegård“. Viet 1.9.1816 i Odense Skt. Knuds Kirke til Jomfru Margrethe Tange, født 13.9.1784 i Odense som datter af organist ved Vor Frue Kirke Søren Tange; hun døde 24.5.1838 i Odense. Se Pers.hist. Tidsskrift, 3. R., III, S. 214, hvori det foranstående er meddelt af fhv. landsarkivar, da arkivassist. i Odense Holger Hansen.
  15. ^ Brev af 7.7.1832 til Henriette Wulff i Breve fra Hans Christian Andersen I, 1878, s. 102.
  16. ^ Se det i note 6 anførte skrift, s. 61. Hans Brix har læst „da han dog haver villit u[n]der mit Hiarte“ og er derved anf. st., s. 49, ved benyttelsen af brevet kommet ind på en formodning om, at brevskriverinden har været amme for løjtnanten (der imidlertid var født i Kiel — og Anne Marie Andersdatter havde aldrig været uden for Fyn). Der bør dog — man må huske at brevet er dikteret! — læses hun på det anførte dted, og talen er naturligvis om den stakkels datter, der er rømt af byen.
  17. ^ Matheus el. Mathias Friederich Martensen — han skriver sig selv: Martens — fødtes 1795 som søn af godsforvalter ved Warleberg Gods i Gettorf Sogn (nord for Eider Kanalen) Chr. Martens og Hustru Catharina Margrethe født Paulsen og døbtes 1.12. s.Å. i Gettorf Kirke. I 1812 blev han elev på landkadetakademiet, 1817 sekondløjtnant ved Fynske Regiment lette Dragoner m. Anciennetet fra 26.12.1815 og afskedigedes den 2.9.1823, da han var beskikket til over-told- og consumtionsbetjent i Svendborg, og udnævntes 10.9. s.Å. til krigsassessor. Fra 1. jan. 1817 til 30. juni 1820 var han indkvarteret i Odense. I 1824 ægtede han Augusta Henriette Petersen, født 8.7.1792 som datter af ritmester Lorentz Petersen og Hustru Maria Catharina født Flindt. Krigsassessor M.F. Martens forflyttedes senere først til Fåborg, derefter til Odense som toldkontrolør og tilbragte sine sidste år i Nyborg, hvor hans svigersøn Kaptajn i Fodfolket Frederich Chr. Schiøtt var kompagnichef. Han døde først 11.3.1873 i Nyborg og begravedes der d. 15. s.M. (meddelt mig af museumsinspektør Chr.M.K. Petersen).
  18. ^ „Levnedsbog“, udg. 1926, s. 36.
  19. ^ General-Adjutant Stabens indkomne Sager 1821. Prot. 2. Nr. 63, Nr. 97, Nr. 259 og Nr. 1502.
  20. ^ General-Adjutant Stabens indkomne Sager 1823, Nr. 1884/3/— 1820.
  21. ^ Anf. st., nr. 1176/3/1823 og nr. 284/1823.
  22. ^ I et brev af 9. aug. 1830 — H.C. Andersens brevvexling med Edvard og Henriette Collin, Bind I, Kbh. 1933, s. 60 — skriver han: „Af Guldberg er jeg adresseret til en Assesor Martens, der er en ganske vakker Mand, men jeg finder mig dog bedre hos en Agent Voigt, Byens første Kjøbmand“ [Rigborg Voigts og hans studenterkammerats Chr. Voigts fader] — i „Asssessor Martens“ i Fåborg 1830 har H.C. Andersen og hans da endnu levende gamle Moder, hvis hun har hørt dette Navn nævne, måske overhovedet ikke kunnet genkende „Løjtnant v. Martisen“, der i 1822 levede i København. Under Fåborg-opholdet boede H.C. Andersen da på gæstgivergården, „men tilbragte Tiden hos Agent Voigts“, se Levnedsbogen s. 158—164.
  23. ^ Brevet er — men netop med udeladelse af disse linier! — trykt i Breve til Hans Christian Andersen, 1877, s. 24. Det manglende stykke er trykt i det note 6 nævnte værk s. 64.
  24. ^ Det i note 13 anførte skrift, s. 53. „Måske var hun en hæderlig Pige, men rimeligvis er hun gået til Grunde. Jeg har forgæves søgt hendes Navn i Politiets Bøger“, skriver Vilh. Andersen her.
  25. ^ Som i note 7.
  26. ^ Adolph Ludvig Drewsen (1803—85), gift med Jonas Collins ældste datter Ingeborg Nicoline (1804—77), var fra 1832 assessor i Københavns Politiret (fra 1845 Kriminal- og Politiretten).
  27. ^ Ifgl. Nykøbing på Falster Sogns Ministerialbog 1773—-1815, s. 100 b, er Peter Kaufmann døbt den 13. decb. 1802 som søn af bogbindermester, Sr. Andreas August Kaufmann og hustru Anna Dorthea f. Hougaard eller Haagaard. 1817 er Peter Kaufmann konfirmeret (Nr. 16 af 22 drenge; Dom ang. kundskab og opførsel: tg). Hans Fader dør 21.1.1818, 56 år gl., dødsårsagen angives ikke; Moderen dør 16.5.1833, 67 år gl.; hun havde ved sin død i længere tid nydt understøttelse af fattigvæsenet, og da hendes efterladenskaber tilfalder dette, bliver intet skifte at foretage (Nykøbing på Falster Købstads Skifteprotokol 1828—35, s. 321, nr. 30). Hun var sin ægtefælles anden hustru; hans første kone Birgitte Elisabeth sal. Lerke’s, hvem han ægtede i 1790, blev begravet 18.9.1801, 45 år gl. „i 8 Mk.’s Jord med fulde Klokker“; Familien var altså dengang bedre stillet. Den første hustru havde af sit tidligere ægteskab med bogbinder Hans Chr. Lerke (begr. 1790, 56 år gl.) tre sønner, hvoraf den ældste, Jonas Christiansen Lerche, i 1801 var bogbindersvend i København, den yngste, Jonathan, bogbinderdreng hos stedfaderen, medens den mellemste, Christen Hansen, var skriverkarl hos byfoged Møller i Maribo; i sit ægteskab med Andreas August Kaufmann havde hun fire børn, to sønner og to døtre, der var gifte, Kirstine Marie med postmester, senere bog- og papirhandler Valentin Gjegengack i Maribo, og Anne Dorthea med en person ved navn Giøkke [!] i „Kongens Enghave i Sjælland“, medens Hans Jacob var i snedkerlære i Nakskov og Andreas August i skomagerlære i Kraghauge. I sit 2. ægteskab havde bogbinder Kaufmann seks ved hans død i 1818 levende umyndige børn, fem sønner og en datter, hvoraf sønnen Peter er den ældste; Bogbinderen ejede et hus, vurderet til 500 Rdl., og et til 200 Rdl. vurderet indbo; „foruden disse Summer var intet at beregne Boet til Indtægt, da den afdøde som bekiendt befandt sig ved sin Afgang i meget mådelige Omstændigheder“; hans gæld opgjordes til henved 950 Rdl., og der blev således, da boet sluttede 13.5.1819, intet til arv og deling; Enken vilde fortsætte sin virksomhed med hjælp af sin lavværge, bogbindersvend Dirich Vilhelm Balkenhausen (Nykøbing på Falster Købstads Skifteprotokol 1790—1819, s. 539 m.v.). Af Peter Kaufmanns helsøskende levede i 1834 broderen Hermann Isach som gift bogbindersvend i Nykøbing p.F., mens søsteren Inger som ugift var i huset hos sin halvsøster Madam Gjegengack i Maribo. Da der måske lever efterkommere af nogle af disse personer endnu, vil der muligt ad denne vej kunne skaffes oplysninger om, hvad der er blevet af Karen Marie Andersens samlever, Peter Kaufmann, hvis spor hidtil synes helt at være gået tabt, og dermed kan mulig kastes noget mere lys over H.C. Andersens søsters skæbne. Det tilføjes, at navnet Kaufmann ikke staves ens to steder i de offentlige protokoller og dokumenter; her er valgt at gennemføre den ovenfor viste form af navnet.
  28. ^ Trinitatis Sogn. Klokkerens Dødsprotokol for Døde af Qvindekjøn 1843—53, s. 200, nr. 451. Kjøbenhavns Skifterets Forseglingsprotokol nr. 5 1846—47, s. 477, nr. 802. Det hedder her — ved forseglingsforretningen, der påbegyndtes lørdag den 21.11.1846 — „Ved Forretningen var tilstede i Enkemandens Fraværelse Huusværten Snedker Engelmann som forklarede, at Boet ikke erholder nogen Begravelseshjælp og Intet eier til Skiftebehandling, hvorfor Forretningen strax blev sluttet“.

 

Oversigt over H.C. Andersens mødrene slægt

Anne Sørensdatter

* o. 1745, † 2.12.1825 i Bogense.

Havde med forskellige mænd de tre nedenfor nævnte børn, I—III, fødte udenfor ægteskab; hendes 4. barn var født i hendes 1. ægteskab.

⚭ Gift 1° 22.11.1783 i Odense Vor Frue Sogn med enkemand skrædder Jens Pedersen, * o. 1740, † maj 1790 i Odense Skt. Knuds Sogn.

⚭ Gift 2° 11.4.1794 i Odense St. Hans Sogn med ungkarl handskemager, siden vægter Jørgen Sigvard Rasmussen, * 24.10.1764 i Odense Skt. Hans Sogn, † 6.6.1806 i Bogense.

Børn:

  1. Anne Marie Andersdatter

     

    * o. 1768, † 7.10.1833 i Odense Gråbr. Hosp.s Sogn.

    Faderen ukendt.

    Havde udenfor ægteskab et barn med pottemagersvend Daniel Jørgensen, kaldet Rosenvinge, ~ døbt 9.7.1773 i Lunde Sogn, † 10.3.1849 i Tranekær på Langeland.

    ⚭ Gift 1° 2.2.1805 i Odense Vor Frue Sogn med skomagersvend Hans Andersen eller Hansen, ~ døbt 22.12.1782 i Aalsbo, Rørup Sogn, † 26.4.1816 i Odense Skt. Knuds Sogn.

    ⚭ Gift 2° 8.7.1818 i Odense Skt. Knuds Sogn med friskomager Niels Jørgensen Gundersen eller Gundesø, * o. 1787, † 4.6.1822 i Odense Skt. Knuds Sogn.

    Anne Maries Børn:

    1. Karen Marie, kaldet Andersen

      * 22.9.1799 i Odense Skt. Hans Sogn, † 18.11.1846 i København, Trinitatis Sogn. Ugift.

    2. Hans Christian Andersen

      * 2.4.1805 i Odense Skt. Hans Sogn, † 4.8.1875 på „Rolighed“ ved København. Ugift.

  2. Christiane, kaldet Sørensen

     

    ~ Døbt 20.12.1778 i Ubberud; Fader: Sadelmagersvend Johan Gottfried Meyer Fascher.

    † 25.2.1830 i København, Trinitatis Sogn.

    Formentlig ugift, men kaldte sig enke efter „Skibskaptajn Gert Jansen“.

    Hendes to nedenfor nævnte børn er formentlig fødte udenfor ægteskab.

    Christianes børn:

    1. Gertine Jansen

      ? * 5.9.1813 på fødselsstiftelsen i København. Senere skæbne ukendt.

    2. Louise Jansen

      ? * 25.7.1821 på fødselsstiftelsen i København. Senere skæbne ubekendt.

  3. Marie Kirstine

     

    ~ Døbt 21.8.1781 i Odense Vor Frue Sogn, fmtl. død som spæd; Fader: Hattemagersvend og rytter Reiter Steensen.

  4. Samuel Gothlieb Ernst Conradt Pedersen

     

    ~ Døbt 3.5.1785 i Odense Skt. Knuds Sogn, begravet 11. s.M. sammesteds.

Brev af 2. november 1822 fra H.C. Andersens moder

Gengivelse af brevet s. 68

Kerre Søn din Skyvelse
haver ieg Rigtig Bekommet, ieg hørre der af at det gaar dig Kontrarig, mens teng velken hiarte Byrden Viller Paa det er og Bliver din troe og hulde Moder, Søvnens Øyge Obnes mod naar du dinne lokker, mens di torre der Øves maae skal dit harte oploke, den troskabe at ieg Ber for dig, mit hiart der for mod Boge, Din Søster er Ræste til dig mens dog i Mod min villige Ligeledes som du haver skrøvet mig til, mens det var ikke til at Endre, Gode Gode Søn du ved vel min Besverlihed som haver taget magt saa vel for dig som for din Søster, mens det skal dog glæed mig Naar ieg ser din skrivelse, da er det mig lige saa kert som ieg kan kosse di Paa Hond og Mond, udforglæmelig Søn. Lad Her Løynant v. Martisen det Brøv lese og Bed ham om at han opfylder sinne Løfter da han [hun] dog haver villit uder mit hiarte, din fader er mig ingen støde, den Almegtig og du skal verre min støde du helseses fra Her Oberste Lynant v Gulberg — og Regmester v Schov. og Regmester Schols tillig din gode Søster tusen gange fra mig din opr[i]gtig Moder en til Døden.

Odense den 2d Novenber 1822
Anne Marige Gonnesen

skryv mig Din Adrese vor Du Losere saaledes at Brøvet ikke skal gaae fæiel da min lensel er for Dig.

Brev af 2. november 1822 fra H.C. Andersens moder. Originalen i det kgl. Bibliotek.

Foranstående brev fra H.C. Andersens moder er — med udeladelse af efterskriften — trykt i Hans Brix’ bog: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 61, og sammesteds er s. 62 de i brevets begyndelse indflettede verslinier opløst, således som verset antagelig har lydt:

Søvnens Øje åbnes maa
naar du dine lukker,
men de Taarer, som øves [øses?] maa,
skal dit Hjerte oplukke;
den Troskab at jeg bær’ for dig
mit Hjerte derfor [derunder?] maa bukke.

 

Noter

  • Det har ikke hidtil kunnet oplyses, hvorfra Anne Marie Andersdatter har dette citat.
  • Om søsterens rejse og om „Løjtnant v. Martisen“ [Martens], se ovfr. s. 51 f.
  • Besverlihed — besværlighed — står vel her i betydning: bekymring.
  • Da både H.C. Andersens fader og stedfader i november 1822 var døde, må der ved ordene „din fader er mig ingen støde“ [3: Støtte] som af Brix antaget, anf. st. fodnoten s. 61, antagelig sigtes til Anne Marie Andersens svigerfader (hos hvem hun boede) — altså H.C. Andersens farfader, der i 1822 var o. 70 år, sindssyg og næste år med magt måtte føres til Gråbrødre Hospital i Odense, se herom et brev af 23. august 1823 fra H.C. Andersens moder, trykt s. 18 i breve til H.C. Andersen, 1877, og G.L. Wads afhandling: Om Hans Christian Andersens Slægt, Odense, 1905, s. 15.
  • De i brevet nævnte officerer gjorde alle tjeneste ved Fynske Regiment lette Dragoner; de, fra hvem hilsener sendes, er:
    • Oberstløjtnant (fra 1816, senere Generalløjtnant) Christian Hoegh-Guldberg (1777—1867),
    • Ritmester (fra 1815, senere Oberstløjtnant) Hans Schau (o. 1780 —1842) eller
    • Ritmester (fra 1817, afsk. som kar. Oberstløjtnant) Henning Johan Pedersen Schouw (o. 1786—1870) og
    • Ritmester (fra 1813, afsk. som kar. Oberstløjtnant) Johan Philip Schultz (1780—1843).
  • Brevet består nu kun af et enkelt blad; det andet, hvorpå adressen har været skrevet, er fjernet — måske med villie af hensyn til indholdet. Brevet må have været sendt til H.C. Andersen i København og eftersendt til Slagelse, hvorhen han allerede var rejst den 26. oktober 1822; herom var hans moder altså endnu uvidende den 2. november s.Å.

 

©