Omkring Gałczyńskis H.C. Andersen-digt

Det digt, som Konstanty Ildefons Gałczyński i 1949 skrev om vor eventyrdigter, bærer titlen Śmierć Andersena, Andersens død. Det er ikke en sentimental genoplevelse af forfatterens dødsøjeblik, det er heller ikke en hyldest til Andersen og en tak for, hvad han har givet polakkerne. Der ligger langt mere i Gałczyńskis digt, hvad vi får at se i det følgende.

Det er udenfor rammerne for nærværende lille arbejde at give et portræt af den polske digter eller komme ind på hans omfattende produktion, der samledes i fem bind i 1957. Hans liv (1905-1953) forkortedes af fem år i tysk fangelejr og af alkohol. Han er humorist og satiriker – men det er svært at følge Carl Stief i hans karakteristik af Gałczyńskis univers (i Fremmede digtere i det 20. århundrede. III. S. 328): „og endelig opfattede den noget yngre Gałczyński sig selv som en gøgler og hele verden som en markedsplads med snurrende karruseller, farverige balloner og hvinende piger i luftgyngerne“, – for den polske digter er i lige så høj grad en følsom og dybt alvorlig lyriker, hvis høje kultur skræmmer masserne væk. Hans verden er eventyrets og fantasiens, han er en elsker af kunsten og litteraturen og musikken, han drages af mytologien – og læseren skal helst have rede på, at Theseus svigtede Ariadne, der dog med sin tråd havde friet ham ud af labyrinten, og at hun senere ægtede Bacchus, og også gerne huske, at Boreas er nordenvinden. For den barske hverdag er Gałczyński en fremmed – ikke mindst som den arter sig efter Polens overgang til folkedemokrati.

Ens første indtryk ved læsning af H.C. Andersen-digtet er vel, at man følger et åndfuldt menneskes tankeflugt, hans indfalds kaotiske springen fra emne til emne, – men ser vi nøjere til, finder vi alt stramt organiseret.

Det første vers indledes med en linie, der stammer fra Puskin (den russiskkyndige finder den i Puskins ufuldendte digt Osen’ fra 1833, hvis 7. strofe begynder: Unylaja pora! Očej očarovan’e!). Gałczyń ski betragter efteråret, som også var den russiske digters foretrukne årstid, og genoplever mismodig en teaterdirektørs bestilling på et arbejde som om det var en vare, et produkt, der skal leveres:

I

Vemodige årstid, som tryller øjet. Skarlagensrødt og i guld står skov ved skov.

Og jeg står ved muren
og ser, hvordan efteråret lægger inkrustationsarbejder i vinduesruderne.
Kastanietræet drysser sit løv.
Sommeren svigter jorden som Theseus Ariadne på øen Naxos.
Inden aftenstjernen stiger op,
må det være færdigt før aftenstjernen;
hurtigt, hurtigt —
hvor skal man ende, hvor skal man begynde?
Direktøren telegraferer: – Min guldfisk,
kunde De skrive en komedie til os til på fredag?
De ved: tre akter, problematik,
det skal have hoved og hale,
der skal være lyrik i det og dynamik.
Jeg telegraferede tilbage: „Det kan jeg ikke“.
Jeg kan ikke, ved Gud, jeg kan ikke.
For der skal tid til til modning.
For musen Euterpe er ikke en mekanisk hare,
men et egetræ, der vokser langsomt. Blade, som falder.
Årstid, fuld af vemod, som tryller øjet!
– –

Tiden har ikke brug for digteren ved skrivebordet, men vil have ham ud at marchere.

II

Arbejdet vil ikke gå for mig idag. Forgæves spytter jeg i næverne,
men hvad så? som Boreas sønderriver skyerne, river jeg manuskripter itu, bittert-melankolsk.
Forresten — det er i orden. Mine notater.
Og poesi, det er ikke skrivebord, det er march,
og under march noterer man kun. Og til trommeslag.
– –

Det er efterår. Den polske muse — digteren knytter til Euterpe et adjektiv, afledt af den genuint polske flod Wisla, som vi måske bedst kender under det tyske navn Weichsel — bringer høstens farver.

III

Tid at kaste agern,
alvorstunge glæde,
den vise Wisla-muse
Euterpe går sin vagt,
bærer purpur til de tætte skove,
giver tanken frit løb, standser op.
Vemodige årstid!
Som tryller øjet!

Digteren ser ved midnat tilbage på den forgangne dag, som han har tilbragt sammen med den elskede hustru, den Natalia, som han nævner ved navn i talrige digte. Han mindes en henkastet bemærkning, registreret i dagens løb.

IV

Dagen igår er ved at gå sin vej,
nuvel, man skylder regnskab for dagen.
Ved middagstid. Vi ser på hinanden
som Bacchus og Ariadne.
Bag ruden drysser kastanien sit løv ned på en bil,
som fyrværkeri flyver bladene over fortovet !
Den gråhårede chauffør læser med tårer i øjet:
Hans Christian Andersen er død i København!
– –

I tankerne forflyttes han til Andersens dødsleje. Spejlet, der holdes for den døendes mund, viser – siger teksten – „det sidste hestegenfærd og den sidste alf“. Men den førstnævnte figur er ukendt i H.C. Andersens værker, meddeler H. Topsøe-Jensen. Meget er sagt om Andersens aparte fremtoning, men det er dog næppe hans udseende den polske digter har i tankerne. Flere tolkninger kan lægges i de polske ord. En polsk oversætterinde ser i hesten noget særlig typisk for dette folks romantiske forestillinger. Men oversætter vi til „helhest“, kommer vi måske Gałczyński nærmest, for helhesten varsler død. En helhest optræder i „Gudfaders billedbog“. I overtroen kommer døden ridende på en hest – således Oles broder døden i „Ole Lukøje“, og hesten kan i overtroen se døden komme, har Dansk Folkemindesamling meddelt mig.

I denne strofe kommer vi til det centrale i digtet: det bratte skel mellem den tidsalder, som H.C. Andersen afsluttede, og den nøgterne nutid. Ja, den svundne tid må søges i konversationsleksikon, erkender Gałczyński sørgmodigt. At Andersens dødsdag var i august, ikke i efterårsmånederne, vil vi se stort på.

V

Oh, hvis jeg kendte epokernes skruer,
vilde jeg kunne skrue epokerne tilbage
som urmageren drejer på sine ure med spilleværk,
så vidste jeg endog, hvordan himlen var,
da Hans Christian forstummede i København,
da man satte spejlet for hans døende læber
og den sidste helhest og den sidste alf viste sig i spejlet.
Hvad angår vor epoke, så ved jeg, at den ikke er for Uglspil-folk,
at det nye langsomt ta’r til i styrke, og det gamle lidt efter lidt viger bort –
thi endnu er der gader
med én permanent måne
og med poeter omkransede af roser;
dær går dagen hen med musens angst for katten,
og over barnesengen hænger
det, som fordum kaldtes Skytsengel,
Skytsengel, se under S: en vinget dreng,
hjerte af model 1900: Filantropi;
se også „exotisk“, „eventyr“, „Joseph Conrad“, „kunst“ –
og julesne og Glucks gavotte.

Digteren lever i sin verden af skønhed. Puskins vers står ham i hovedet – en russisk linie kommer med — og gavotten af Gluck, den der „lyder som en guitar“; det er uden tvivl „Reigen seliger Geister“ fra „Orfeus og Eurydike“, hævder Palle Alsfelt. Men uden vanskelighed er han straks tilbage i hverdagen: en biograftur med Natalia og velsagtens datteren Kira, Puskin-liniernes prosaiske tilblivelse.

Først og sidst dvæler han ved H.C. Andersen, hvis dødskamp en hel nation følger med i – Andersen, ikke opfattet som individ, men som repræsentant for en verden, der havde plads for eventyr og fantasi i modsætning til en tid, der jager nisserne på porten. For at forstå Gałczyń skis tanker må vi erindre, at digtet bliver til under indtryk af store omvæltninger kort forinden ved Polens overgang til folkedemokrati, der hæmmede og tit for stedse bremsede landets intellektuelle – hertil sigter vel ordene om varsomhed. Don Quichote synes at dukke op i digterens bevidsthed, og den ikke-polske vending, hvor gårsdagen tildeles rollen som tigger, er sikkert et Cervantes-citat.

VI

Vemodsfulde årstid, som tryller … stop, jeg skulde jo have været med dig i biografen.
Et øjeblik, du kære. For det lyder som en guitar
i den gavotte. Genialt. Jo, rigtig, det er fra Puskin;
en strofe som guldet på kastanietræet dernede,
efter sigende digtede han den i badekarret, mens han smøgede sin pibe:
Vemodsfulde årstid, som tryller øjet!
V bagréts i zoloto odétyje lesá
Og i København, mine smukke damer, lad os forestille os, at der var tåge på det tidspunkt,
vinden spillede en ouverture for strygere på gasblus og lindetræer,
og folk gik langsomt som bedrøvede skyer og fra vinduet i stueetagen stod døsig aromatisk medicinlugt –
og husker I titlen?
Andersens død, Andersens død, Andersens død.
Du lever ikke. Var du allerede bare blækspor på trækpapiret:
Er du i sandhed død, Christian?
Efter min tankegang skal man vise varsomhed,
selv når man skyder.
(Vemodsfulde årstid, som tryller øjet …)
Thi disse blade blæser bort, ubemærket … thi gårsdagen er en tigger … derfor … Således var der en viss Miguel Cervantes de Saavedra der likviderede en epoke.
Gamle haver visner bort,
det er ude med det private initiativ fra en isoleret kunst.
Børnene kaster deres støvler
i hovedet på nisserne.
– – –

Gałczyński har indtalt sit digt (og mange andre) på plade, med en stærk og mandig røst, der tillader os at forfølge hans egne betoninger til mindste detalje. Men i optagelsen mangler strofe VII. De toliniede korte, bevidst primitive, vers er holdt i bitter sarkastisk tone. Hele det arbejdende folk er i sving, digteren sætter lidt pynt på den nye epokes vugge. Kollektiv kunst er på vej. – De sidste linier er dunkle: der nævnes en Bęc-Walski, som er en figur fra en tegneserie i sin tid i bladet „Przekrój“, Bęc-Walski fremstilles dær som en, der snobber for Amerika og dollaren. – Vi skal sikkert have H.C. Andersens stueetage i erindring ved læsningen af det første vers i VII. Her møder vi i fredsappellen det russiske ord for fred: mir.

VII

Op gennem etagerne larmer sømandsorkestrets messingblæsere.
I sin pæne blå arbejdsbluse
høvler snedkeren brædder;
Høvlspånen flyver fra det sunde træ
som et rim straks på stedet.
Høvl, broder, træet, hæng i!
En vugge til epoken!
Snedker, ære være dig!
Jeg pynter den med et vers.
Musikere, spillemand ved spillemand,
blæs i jeres skalmejer,
og spil forståeligt,
klem også jeres sækkepiber.
For i denne vældige tid
skal enhver bidrage med sit:
Lad bonden komme med sin smørbøtte,
mureren med nye byer,
jernbanearbejderen, med lygten i hånden,
sender hurtig toget fremad,
skræderen med bukser og bluser,
skomageren med nye såler.
Thi natten blegner i lysskæret,
altså klæd jer til fest,
piger, tag ørenringene på,
matroner de pæne brosjer,
droskekusk, sæt en rose i hestens hovedtøj.
Således opstår en symfoni.
Thi svær, men pludselig,
var Herakles’ fødsel.
Vi er ikke længere alene.
Guldalderen står i porten.
Fra hinsides bjergene intonerer den:
nu kommer jeg, Mir, freden, Der Friede.
De rette proportioner — det er magt.
Den, der vil være et lille blad, må række efter stammen.
Kunst, det er fælles arbejde.
Det sagde Chopin. – Jeg bemærker det lige.
Knus overflødig flitterstads.
Min broder, vær du murstenen.
Ikke en enkelt lyre. Et sæt af lyrer.
Fred. Der Friede. Mir.
Og hver af os har endnu en lang vej.
Til det nye menneske i os er der lang vej.
Det er aften. Bents-Walski, se!: fra himlen udgår
som fra den trojanske hest stjerner i blå
arbejdsbluser på et langt geled.
– – –

Der er noget gribende ved strofe VIII, som har tempobetegnelsen Largo. Situationen er ganske enkel: en bus med lykkelige skolebørn glider gennem en af Warszawas gader, og de oprakte hænder danner skyggebilleder på husmuren. Gribende, når man husker, at Warszawa var brændt af til grunden under den tyske besættelse, og at det, børnene ser (1949), er ruiner, kæmpedynger af murbrokker og en skov af byggestilladser, kun et par hovedgader er fremkommelige. Dejlige Warszawa! Menneskets livsmod kan aldrig brydes, dets trang til skønhed dør aldrig, livet er ukueligt. – Om Chopin har komponeret en sang med den angivne titel – over en snes sange med landlige motiver stammer fra ham – er ikke opklaret.

VIII

Largo

Oktoberstjerner! Novemberstjerner!
Vinteren kommer, sneen drysser som orgelnoder.
Imidlertid går Pomona endnu Europa over og vejer vindruer, vindruer til eksport.
Vinrankerne lægger hun i en kasse. Hun er våd af sit arbejde med at bringe mennesker glæde. At der skal være vindruer overalt.
Og for at arbejde med større kraft har hun blottet sin skulder. Hastigt jager togene afsted med druerne.
Pomona bærer stadig ny frugt i sit forklæde.
Og kastanietræet har fældet sit løv. Og agernet er faldet til jorden i skoven, uklare tågeskikkelser stiger fra engene mod himlen.
Og en trolleybus med børn fra egnen omkring Szczecin aser sig frem med flittig brug af hornet,
en rødhåret lille fyr holder de små næver med mundharpen op til sin mund, snart spiller han et refrain, snart synger han en strofe med diskantstemme,
og en lille pige hvisker med næsen mod ruden:
Åh, dejlige Warszawa! Åh, vi har vindruer i skoletasken.
Kastanieblade daler til jorden. Chopin spiller landligt til: „Vin, efterår og æbler“. Oh, du flimrende efterår!
Børnene klappede i hænderne: det er som fugleskygger på husmuren.
Årstid vemodsfuld, som tryller øjet.

Med skepsis og karsk ironi betragter Gałczyński den nye epoke, og med vemod siger han farvel til den bortdragende tidsalder. Man føler som dansk stolthed over, at repræsentanten for den stærkeste og mest frugtbare drivkraft i menneskelivet fantasien i digtet fra det fjerne land er H.C. Andersen. Det forekommer en, at der i de sidste hastige glimt – de glade børn, mundharpen, de oprakte klappende hænder — er en andersensk tone, og at der skimtes et håb i barnets uudryddelige behov for skønhed, kunst og glæde.

©