Omkring H.C. Andersen-museets tilblivelse

2. april 1908 gik flagene til tops overalt i Odense. Ikke så meget på grund af bysbarnets og æresborgerens 103 års fødselsdag, men fordi man på denne dag kunne indvi og – under navnet H.C. Andersens Hus – åbne et museum i det hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder, som siden 1868 var udpeget som digterens fødested.

På et tidspunkt, hvor der arbejdes seriøst med planer for dette museums 2. udvidelse, kan der være grund til at standse op, kaste blikket bagud og se på de omstændigheder, der førte frem til museets etablering, ligesom de personer, der fostrede museumstanken og førte den ud i livet, turde fortjene en nærmere omtale.

Ganske uomtalt er museets tilblivelse dog ingenlunde. På selve åbningsdagen aflagde en af „museumsfædrene“, Odenses daværende borgmester, L. Dithmer, sit vidnesbyrd om denne sag[1], og kort efter offentliggjorde en anden af hovedpersonerne, daværende adjunkt (senere professor), dr. phil. Hans Brix, sin beretning.[2] I betragtning af, at disse to mænd fremfor nogen havde haft det praktiske arbejde med museets etablering og samlingens tilvejebringelse, får deres udsagn den allerstørste vægt. Adskillige år senere, i 1925, fremdrog H.C. Andersen-forskeren H. G. Olrik yderligere stof til belysning af museets genesis, nærmest som en udløber af debatten om „fødestedets“ autenticitet.[3] Endelig fik museets start, som naturligt er, en fyldig omtale i det jubilæumsskrift, som daværende museumsassistent (senere museumsdirektør) Svend Larsen forfattede i anledning af 75 året for grundlæggelsen af det første museum i Odense.[4] Også i anden sammenhæng har Svend Larsen beskæftiget sig med dette stykke museumshistorie, idet han bebudede en senere behandling af spørgsmålet som helhed.[5] Nærværende artikel må opfattes som efterfølgerens forsøg på at indfri forgængerens løfte.

H.C. Andersen-jubilæet 1905

Det er et faktum at 100-årsdagen for H.C. Andersens fødsel af samtiden hyppigt betegnedes som H.C. Andersen-jubilæet. Os forekommer betegnelsen måske mindre adækvat. Da imidlertid H.C. Andersen-jubilæet – specielt dettes odenseanske afsnit – spiller en vigtig rolle i digtermuseets tilblivelseshistorie, skal vi forsøge at indfange nogle af dagens mange begivenheder, såvel i Odense som udenfor, med benyttelse af odenseanske dagblades stof herom.

Datidens aviser har i fyldigt omfang refereret alt, hvad hundredsårsdagen gav anledning til, selv om det derved kom til at knibe med plads til så interessante nyheder som japanernes forbløffende sejre over de russiske styrker i det fjerne østen, unions-krisen mellem Norge og Sverige, eller fra det indenlandske stof: rigsdagens behandling af Albertis tyendelov (med „prygleparagraffen“) og retssagen mod den langelandske morder „Ruderkonge“. Af odenseanske aviser var der i 1905 hele fem. Foruden det gamle højreblad „Fyens Stiftstidende“ og det væsentlig yngre venstreblad „Fyns Tidende“ udgav man i byen det radikale „Fyns Venstreblad“, samt „Fyns Social-Demokrat“ og „Odense Avis“, altså en smuk buket, som sammenlagt og sammenholdt skulle sikre en passende pressemæssig dækning af festen og tillige en registrering af stemninger og tilstande omkring samme.[6]

H.C. Andersen-festen synes ikke i større grad at have venstrebladet Fyns Tidendes bevågenhed, men ellers er man fra det yderste højre til det yderste venstre enige om at hylde digterens minde.

Fra hovedstaden kunne Fyens Stiftstidendes udsendte korrespondent meddele, at det der var lidt småt med feststemningen. Kun få flag var oppe i dagens anledning. Studenterforeningen fejrede dog sit gamle medlem aftenen før festdagen med en mindefest, med tale af den gamle norske kunsthistoriker Lorenz Dietrichson, H.C. Andersens ven, og med oplæsning af dr. phil. Vilhelm Andersen. „Han behøvede blot betræde Tribunen, saa bragede Bifaldet løs. Han er vor populæreste Mand“, hed det om sidstnævnte. Vilhelm Andersen måtte også holde for på selve festdagen, i Det kongelige Teater, før digterens „Ole Lukøje“ blev givet for et festklædt publikum med kongehuset i spidsen. Om eftermiddagen havde teatret givet „Den nye Barselstue“ og „Liden Kirsten“ – 1905 var jo også 100-året for Hartmanns fødsel. Herudover kunne korrespondenten fortælle, at professorinde Axelline Lunds udstilling havde en del besøgende, det samme gjaldt Pietro Krohns udstilling af H.C. Andersen-illustrationer i Kunstindustrimuseet, og endelig havde hjemstavsforeningen „Fynsk Samfund“ fuldt hus til sin festlighed i Odd Fellow-palæet.

Også ude i landet fejrede man Andersen, i særlig grad måske på hans fødeø. På teatret i Nyborg blev der givet eventyr-tableauer, efter en prolog af Nicolai Bøgh – igen en af digterens venner fra de sene år -og lignende arrangementer fandt sted i de andre kystbyer. Rundt omkring i landsognene blev fødselsdagbarnet fejret i skoler og forsamlingshuse. Som regel måtte præst eller degn holde for som festtaler eller oplæser og som regel sluttede aftenfesten med dans. I stationsbyen Ejby havde man dog indforskrevet en virkelig kunstner i dagens anledning, selveste fru Oda Nielsen, som foredrog digterens sange og eventyr for et „ret godt Hus“.

I Odense var befolkningen allerede længe i forvejen indstillet på fest. Det berømte bysbarns hundredårsdag skulle fejres med manér. Byens fædre – borgmester og byråd – havde nedsat et særligt udvalg til at tilrettelægge de festligheder, hvormed byen eller kommunen ville markere dagen, men også uden for bystyrets kreds var dagen grundigt forberedt. Hele marts måned kunne man i aviserne læse om snart den ene, snart den anden frembringelse, affødt af den tilstundende festdag. Der blev udsendt postkort med digterens portræt, deraf et under navnet „Odense Bys Brevkort“, som skulle skaffe penge til et „kjærligt Fritidshjem for fattige Børn“. Digterens portræt kunne også erhverves i form af en kobberplatte „med et overordentlig vellignende Billede af den store Eventyrdigter“. Ville man nøjes med et portræt i mere forgængeligt materiale, kunne man hos en bager på Rugaardsvej købe den specielle „H.C. Andersen-Kage“, hver kage forsynet med et portræt-relief i marcipan.

Annonce for „Ideal-Cyklen“. Fyens Stiftstidende 13/3 1905.

Byens forlag havde naturligvis heller ikke ligget på den lade side. En egentlig eventyrudgave så ikke dagens lys i Odense i den anledning – hér kunne man ikke konkurrere med Ernst Bojesens og Gyldendals „jubilæumsudgave“ i 2 bind, som blev solgt i subskription med 30 hefter à 10 øre. Men Odense-landsarkivaren G. L. Wads afhandling „Om Hans Christian Andersens Slægt“ fra 1903 udkom nu som særlig publikation fra Hempelske Boghandels Forlag, og Milos forlag udsendte ligeledes et lokalt arbejde, „H.C. Andersen. Fra hans Fødeby“, forfattet af den gamle skole- og museumsmand Hans Rasmussen og den unge cand. mag. Hans Brix, der siden 1903 var lærer ved Giersings Realskole. Det litterære arbejde, for hvilket der blev reklameret kraftigst, var dog „Odense Bys Bog om H.C. Andersen“, som forfatterinden Sophie Breum redigerede. Til udgivelsen af dette samleværk var det lykkedes at opnå et kommunalt tilskud – deraf den pompøse titel – og blandt bidragene optog man både det foredrag og den kantate, som udgjorde en del af den kommunale festligholdelse af hundredårsdagen. Af samme grund kunne festskriftet ikke udkomme før efter festen, men ved forudbestilling kunne man sikre sig værket til halv pris (1 kr.).

Det kommunale festudvalg, med borgmester L. Dithmer som initiativrig formand, havde på sin side arbejdet flittigt med opstilling og tilrettelægning af programmet for byens fest. I denne sammenhæng må man erindre, at den by, der lagde sig vældigt i selen for at fejre hundredårsdagen, var en væsentlig anden end den by, som i 1867 havde kåret digteren til byens 2. æresborger, som 1875 havde sat ham det første mindesmæke i form af en mindetavle på barndomshjemmet i Munkemøllestræde og som i 1888 rejste ham et statue, udført af billedhuggeren Louis Hasselriis, i Kongens Have. Etatsrådernes tid var ved at være omme. Af det slægtled, som havde stået i forbindelse med H.C. Andersen i hans sidste år, var kun ganske få tilbage, og deres rolle i byens liv var udspillet. Det gjaldt f. eks. den eneste tilbageværende af H.C. Andersens snævre vennekreds fra årene omkring 1867, den 77-årige fhv. borgmester G. Koch, der levede i Odense som velmeriteret konferensråd. Byens førstemand i det 20. århundredes første årti var så absolut kgl. borgmester Dithmer. I hans funktionstid (1900-1911) tog kommunen mange initiativer, og kommunens indsats ved hundredårsdagens festligholdelse – og sidenhen H.C. Andersen-museets oprettelse — skyldes utvivlsomt borgmesterens fornemmelse af, at sådant var en helt naturlig forpligtelse for byen.

Allerede 16. december 1904 kunne festudvalget forelægge byrådet sit program til approbation, og det så således ud: „Det forudsættes, at der bliver almindelig Flagning i Byen. – Der nedlægges paa Digterens Grav en signeret Krans fra Odense By. – Digterens Statue, som til den Tid vil være flyttet til Graabrødreplads, samt det Hus paa Hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde, hvor han er født, og Huset i Munkemøllestræde, hvor han henlevede sin Barndom, smykkes med Blomster. – Kl. 12½ spiller et Orkester ved Statuen danske Melodier, særligt saadanne, der knytte sig til H.C. Andersens egne Digte. Derefter holdes sammesteds en kort Tale. – Børnene paa Kommunens Opdragelsesanstalt bespises ved et Festmaaltid, og der rettes her nogle Ord til dem om Dagens Betydning. – Kl. 4 holdes offentligt Foredrag i Fyns Forsamlingshus om Digterens Liv og Værker. Man vil søge at faa dette Foredrag holdt af en af Landets mest fremragende Literaturhistorikere. – Kl. 8 Festforestilling paa Teatret, hvor om muligt et eller flere af Digterens egne Værker opføres. Forestillingen slutter med en i Dagens Anledning forfattet Epilog. Parterret reserveres Børn fra Kommuneskolerne. — Om Aftenen Illumination af Graabrødreplads og Springvandet. -“[7]

Med ganske få ændringer – som iøvrigt kun var udvidelser – blev det dette program, hvormed Odense by 2. april 1905 fejrede sin hundredårige digter. Med benyttelse af det arkivmateriale, udvalgets virksomhed har afsat, og Odense-avisernes kommentarer skal vi supplere på enkelte punkter.

Baggrunden for statuens flytning til Gråbrødreplads var den, at placeringen i Kongens Have forekom den tids odenseanere for afsides og for eksklusiv. Odense Slot var endnu på det tidspunkt statsejendom og haven en „kgl. lysthave“, hvortil der ikke var almindelig adgang til alle tider, medmindre man da var udstyret med en nøgle til havens låger. Ved en placering på Gråbrødreplads, nær byens centrum, ville digterens statue i højere grad komme byens borgere ved. Man har det indtryk, at flytningen omfattedes med sympati af borgerne. En emsig forretningsmand var ikke sen til at lade statuen foretage den korte rejse med et moderne befordringsmiddel (s. 5).

De to huse, fødehuset og barndomshjemmet, blev som nævnt genstand for en særlig opmærksomhed, og som modstykke til barndomshjemmets mindetavle fra 1875 indmuredes i fødehuset en portrætmedaillon. For ejeren af huset på hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde må den megen opmærksomhed have været en lidt blandet fornøjelse, som fra byens side blev kompenseret med 10 kr. „til en glad Dag“.

H.C. Andersens fødested 2/4 1905. Fotografi af G. P. Jacobsen, her gengivet efter „Illustreret Tidende“ 9/4 1905.

Kommunens opdragelsesanstalt, hvis børn blev festbespist, har formentlig forekommet arrangørerne at være den rette afløser for den fattigskole, der havde talt H.C. Andersen blandt sine elever. At dømme efter leverandørregningerne har festmåltidet været fødselsdagsbarnet værdigt, og så fik gæsterne i tilgift en tale af skolebestyrer og byrådsmedlem Hans Rasmussen, samt af forlagsboghandler Ernst Bojesen, Gyldendal, tilsagn om, at hver skulle få et eksemplar af „jubilæumsudgaven“ af digterens eventyr.

Desværre var vejrguderne ikke med dem, der ville betragte stadsen ved de to H.C. Andersen-huse, overvære højtideligheden på Gråbrødreplads og i det hele tage del i den folkefest, der fra byens side var lagt op til. Fra tidlig morgen skyllede regnen ned, så voldsomt at en enkelt avis blev fristet til at konstatere, at det „regnede Skomagerdrenge ned“. Værst var det dog for musikkorpset og for de særligt indbudte, som måtte holde pinen ud, indtil borgmesteren havde holdt sin tale og udbragt det første leve for H.C. Andersens minde.

Den „fremragende Literaturhistoriker“, som var udset til at holde foredrag for 2.000 tilhørere ved eftermiddagens højtidelighed, var Vilhelm Andersen, men en henvendelse til ham fik uheldigvis et negativt svar. Doktoren var forhindret, aldenstund han skulle udføre en lignende opgave ved Det kgl. Teaters festforestilling samme aften. I Odense blev han remplaceret af forfatteren Sophus Bauditz, forfatteren til bl.a. „Hjortholm“ og „Historier fra Skovridergaarden“. Sophus Bauditz var på det tidspunkt skoledirektør i København, men hans adkomst til at holde det offentlige H.C. Andersen-foredrag ved fødebyens fest må nok søges i hans udgiverarbejde med „jubilæumsudgaven“. Mon hans forlægger, Ernst Bojesen, har hjulpet Odense-borgmesteren ud af den knibe, som Vilh. Andersens afslag havde sat ham i?

L. Dithmer (1853-1922), borgmester i Odense 1900-11. Fotografi på Odense rådhus.

Det stod arrangørerne klart, at fest-foredraget måtte have en passende musikalsk indramning, men hvilken, udført af og ved hvem? Komponisten August Enna tilbød på et tidligt tidspunkt sin bistand, men fik en høflig afvisning under henvisning til, at festen „i sin Helhed skal have en lokal Karakter“.[8] Efter at Sophus Bauditz var kommet ind i billedet, stillede han forslag om en til denne lejlighed forfattet og komponeret kantate. Som emner pegede han på Ernst v. d. Recke og P. E. Lange-Müller, henholdsvis „Landets ypperste Kantatedigter“ og „vor mest nationale Komponist“,[9] og dem blev det. Både Sophus Bauditz’ foredrag og Ernst v. d. Reckes kantate fandt senere plads i Sophie Breums „Odense Bys Bog om H.C. Andersen“.

Det „lokale“ bidrag til festen i Fyns Forsamlingshus indskrænkede sig til fremførelsen af kantaten. Den betroede man Odense Musikforenings kor og orkester, dirigeret af kammerråd Larsen, og baryton-solopartiet blev udført af justitsråd Lehmann, Odense. Festforestillingen i Odense Teater, det gamle teater på Sortebrødretorv, blev derimod udelukkende båret af lokale kræfter. Her måtte Albert Helsengreen og hans skuespillerstab holde for.[10]

Valget af festforestillingen voldte nogen kvaler. At et eller flere af H.C. Andersens dramatiske arbejder måtte holde for var helt givet, men der var jo adskillige at vælge imellem. „Meer end Perler og Guld“, „Den nye Barselstue“, „Liden Kirsten“, „Ole Lukøje“, „Den Usynlige paa Sprogø“ samt „Skilles og Mødes“ blev bragt i forslag, sidstnævnte af Sophus Bauditz under henvisning til „localpatriotiske Grunde“.[11] Foretrukket blev dog „Ole Lukøje“ – her som i København – hvortil man føjede et efterspil med tableauer og kor, arrangeret af en repræsentant for den stedlige gejstlighed, stiftsprovst Lützhøft, som også forfattede den afsluttende fællessang.

Fordelingen af pladserne i det hyggelige, men lille teater – der var kun 400 siddepladser – voldte store kvaler, men problemet blev løst på den måde, at man lod en række „herværende større Foreninger og Korporationer“ få adgang til forkøb af billeter, og denne aften kostede en billet den samme pris overalt i teatret. Denne ordning passede storartet redaktøren af „Fyns Social-Demokrat“, Emil Marott, der i sit referat af festforestillingen noterede „det Særsyn, at en ordensbehængt Herre maatte tage til Takke med at staa i „Stalden“, mens Snedkersvend Andersen o. fl. Arbejdere fandtes i 1. Parket“. Som et modstykke til de borgerlige blades omhyggelige redegørelse for notabiliteters tilstedeværelse hedder det i samme blad: „Af Arbejdere bemærkede vi Kedelsmed Fr. Hansen, Bødker Andersen, Væver A. S. Møller o. fl. og af Notabiliteter var der selvfølgelig alt, hvad vor By har at opvise …“.

Der var med andre ord tilstræbt en demokratisk lighed ved fordelingen af pladserne til teatrets festforestilling, men både her og ved dagens øvrige højtideligheder var der dog givet borgmesteren og en lille skare hædersgæster, som ikke hørte Odense til, en særlig fremtrædende placering. At disse var genstand for Odense-borgerne: – og journalisternes — særlige opmærksomhed, siger sig selv.

Sophus Bauditz’, Ernst v. d. Reckes og Lange-Müllers tilstedeværelse behøver ingen forklaring, men blandt hædersgæsterne var også en tysk Geheime-Oberregierungsrath, Dr. Matthias, en københavnsk forlægger, Ernst Bojesen, og en københavnsk finansmand, direktør A. Heide.

Ernst Bojesen (1849-1925), bogforlægger. Maleri af Aug. Jerndorff 1902.

I betragtning af hundredårsfestens lokale karakter kan det nok undre at finde en repræsentant for det tyske kultusministerium som deltager i festen. Det officielle Danmark var jo ikke mødt frem – og var heller ikke bedt. Ønsket om tysk repræsentation udgik da også fra tyskerne selv, formidlet til Odense gennem Sophus Bauditz, og byen kunne formentlig dårligt undslå sig. Vistnok har man i Odense gjort regning på at få besøg af en prins — man fristes til at sige en virkelig prins – nemlig prins Heinrich XXXI af Reuss, men det blev i stedet den nævnte dr. Matthias, som i det daglige var departementschef i det preussiske kultusministerium. De odenseanere, som havde ventet at se en „stiv, stram og ordensbehængt Embedsmand, en typisk Prøjser, blev skuffet. Hr. Matthias var efter Udseendet at dømme en jævn, borgerlig Personage, der passede af den Grund udmærket ind i Ensemblet“ (Fyns Social-Demokrat 3/4). Finansmanden Heides tilstedeværelse skyldes vistnok udelukkende et ønske fra vennen Ernst v. d. Recke og svogeren Lange-Müller[12], hvorimod Ernst Bojesen var blevet indbudt af et helt hjerte. „Da Hr. Direktøren ved flere Lejligheder har vist en af Byraadet i høj Grad paaskønnet Interesse for H.C. Andersens Forhold til hans Fødeby“, hedder det i indbydelsen til ham.[13] Ernst Bojesen, denne „storforlægger i humør, kunst og oplysning“, som man har kaldt ham, fik således endnu en gang – denne gang henimod afslutningen af sin forbløffende løbebane – berøring med H.C. Andersen. Den første fandt sted umiddelbart efter digterens død, da han udsendte „Et Minde om Eventyr og Historier af H.C. Andersen“, med digt af Carl Schmidt og i kunstnerisk udstyr ved Hans Tegner. Chicago-udstillingen 1893, „verdensudgaven“ af digterens eventyr 1900 og den tidligere nævnte „jubilæumsudgave“ 1905 betegner andre berøringspunkter mellem Ernst Bojesen og H.C. Andersen.[14] Som det siden vil blive vist, fik Ernst Bojesens tilstedeværelse i Odense 2. april 1905 betydningsfulde følger.

Fødestedets erhvervelse og istandsættelse

Alt i alt blev dagen 2. april 1905 en dag, som Odense nok kunne være bekendt – og H.C. Andersen for den sags skyld også — men alligevel har man i Odense spurgt hinanden, om ikke festlighederne burde efterlade sig andet og mere end blot et festligt minde.

1. april, altså dagen før, kunne man på forsiden af Fyens Stiftstidende læse en fødselsdagsartikel som optakt til morgendagens festivitas. Artiklen mundede ud i følgende forslag: „Og saa tilsidst et Spørgsmaal til rette Vedkommende eller til os Allesammen. Noget, som jeg ofte har hørt drøftet Mand og Mand imellem. Kan 100-Aarsfesten ikke give Stødet til, at vi faae et H.C. Andersen-Museum i Odense, et Sted, hvor Alt, hvad vi kunde skaffe vedrørende hans Person og Digtning, kunde samles og gøres tilgængeligt for Alle? Der skulde, foruden personlige Erindringer af enhver Art, samles alle Udgaver af Alt, hvad han har skrevet, og Exemplarer af Alt, hvad der er eller bliver skrevet om ham. Vi have jo Ejler Rønnows Gaard, og kan Andersen ikke fylde nok, er der Tietgen og Lahn, Bagger og Aarestrup. Hvad om Odense ogsaa i denne Henseende blev Nummer eet i Danmark, som den første By, der indrettede et Museum for at mindes sine store Mænd?“

Her var museumstanken altså ført frem – og i fuld offentlighed. Forfatteren og forslagstilleren, som skjuler sig under signaturen K. M., kan ikke med fuld sikkerhed identificeres, men jeg gætter på daværende lektor ved Odense Katedralskole (senere rektor i Ribe og Haderslev), dr. phil. Karl Mortensen. Citatet viser, at der lokalt var beredt en jordbund for et H.C. Andersen-museum, hvilket godt kan fortjene en understregning, da man ellers i alt, hvad der er skrevet og sagt om Andersen-museets start, fremhæver Ernst Bojesen som initiativtageren. Det blev fremhævet af borgmester Dithmer i hans tale ved museets åbning i 1908, Hans Brix – som dog 2. april 1905 stod uden for begivenhedernes centrum – peger også på Bojesen, og vi har Ernst Bojesens egne ord for sagen, i en udtalelse fra 1924.[15] Endelig bekræftes de givne vidnesbyrd til overflod af et brev fra Bojesen til Dithmer dat. 4. april 1905, som Sven Arnvig har æren af at have fremdraget.[16]

Kort fortalt er begivenhedsforløbet, der førte frem til Odense kommunes køb af fødestedet,[17] dette: Efter afslutningen af dagens program hin 2. april samledes på Grand Hotel en lille kreds til drøftelse af dagens begivenheder. Vi må formode, at kredsen har bestået af festudvalget og de særligt indbudte, tidligere nævnte gæster. Herunder fik borgmesteren en kraftig opfordring fra Ernst Bojesen og A. Heide til, at byen nu burde købe „det Hus, hvori Digteren var født, og her indrette et personligt Museum for ham …“, idet huset var udmærket skikket hertil, ligesom det omgivende milieu dannede „en virkningsfuld Ramme som Modsætning til hans Verdensry“. Altså den samme opfordring, som 1. april var kommet til orde i Fyens Stiftstidende, blot med den forskel, at der nu er tale om fødestedet på hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde, ligesom de øvrige mindeværdige odenseanere er gledet ud.

Det ser ud til, at Ernst Bojesen på et tidligere tidspunkt – formentlig i forbindelse med udsendelsen af „verdensudgaven“ år 1900 — har haft tanken selv at købe fødestedet og forære det til byen som museum, en idé som en forståelig taktfornemmelse imidlertid fik ham fra at realisere. Desuden har vi Bojesens udsagn for, at odenseanerne – vel først og fremmest borgmesteren – helst ville have købt „det andet H.C. Andersen-Hus — det som Skoflikker Andersen senere boede i og som Digteren ogsaa altid trissede ned til, naar han besøgte Odense. Men jeg (Bojesen) holdt på Fødestedet, og jeg fik altsaa min Villie. Jeg var selv med nede at købe Knaldhytten og de raabte Hurra for os, da vi kom tilbage med Sagen i Orden“. Den sidste del af beretningen er vitterlig gal, men desuagtet er der al grund til at antage, at Bojesens fremstilling i al væsentligt dækker virkeligheden.

Diskussionen om museumssagen må have fået Bojesen til at udskyde sin afrejse – han ville oprindelig være returneret til København med nattoget – og således fik han samme aften eller nat lejlighed til at nedfælde på papiret sine tanker om, hvorfor Odense burde oprette et H.C. Andersen-museum i fødehuset, hvorledes sagen skulle gribes an og hvilket indhold museet skulle have. Dette forslag skal vi siden vende tilbage til. I denne sammenhæng skal det blot nævnes, at Bojesen efter hjemkomsten til København sendte forslaget til Odense sammen med en tak for sidst til borgmesteren. Denne modtog brevet umiddelbart forud for et byrådsmøde fredag d. 7. april, forelagde sagen for byrådet, som gik ind for tanken og øjeblikkelig sendte byrådssekretæren, justitsråd Chr. Madsen, ned for at forhandle med ejerinden. Inden mødet hævedes, var justitsråden kommet tilbage til rådhuset, med købet i orden, og næste dag kunne man i byens aviser læse en lakonisk meddelelse om, at nu havde byen købt digterens fødested i Hans Jensens Stræde „for at bevare det for Efterverdenen“.

Ikke med et ord røbedes det, at byen også havde planer om at indrette huset til museum. Dette skete iøvrigt også efter Bojesens råd: „Naar nu Sagen skal gribes rigtigt an, mener jeg at det bør gøres paa den Maade at Byen straks køber Huset og bringer det i Stand til Musæum og først da tager fat paa Indholdet i dette. Saavidt muligt maa Bladene ikke røre ved Sagen før Bevægelsen for at samle Musæets Indhold skal rejses. Selve Musæet skal nemlig være lidt af en Nationalsag og ikke lokal-patriotisk . .

I adskillige måneder lykkedes det virkelig at bevare museumsplanerne som en hemmelighed, alt imens man tog fat på en hårdt tiltrængt istandsættelse af den kommende museumsbygning. „Den (byen) bør lade en nænsom Arkitekt med den største Omhu og Veneration gaa Huset igennem, saa at det i al sin Tarvelighed fremtræder som det saa ud i A’s Tid“, lød Bojesens råd desangående.

Den nænsomme arkitekt blev Odense-arkitekten, kgl. bygningsinspektør Jens Vilh. Petersen, en dygtig og anerkendt arkitekt, som allerede havde løst adskillige restaureringsopgaver og som i årene omkring 1905 arbejdede med restaurering af Eiler Rønnovs gård i Nørregade. Til den nye opgave medbragte han yderligere den kvalifikation, at han var søn af den tømrermester og brandmajor, som i 1867 havde anført korporationernes fakkeltog til æresborgeren H.C. Andersen! I kredsen af de mænd, der arbejdede aktivt med H.C. Andersen-museets opbygning, var han vistnok ene om at have erindring om årene i 1860’erne, hvor forbindelsen mellem digteren og fødebyen retableredes.

Desværre er så godt som intet bevaret til belysning af selve restaureringsopgaven. En eftersøgning i museets arkiv, i byrådssekretariatets arkiv og i den tekniske forvaltnings arkiver har ikke givet noget resultat, og heller ikke i arkitektens arkiv er noget bevaret. En redegørelse og en vurdering kan således kun gives med udgangspunkt i arkitektens opmåling af huset forud for restaureringen, som opbevares i H.C. Andersens Hus, sammenholdt med den restaurerede bygning, han afleverede ved arbejdets afslutning i foråret 1907 (s. 14-15).

Da Odense byråd i december 1905 henvendte sig til offentligheden vedrørende H.C. Andersens Hus, iøvrigt første gang denne betegnelse brugtes — henviste man til, at huset „bliver nu med nænsom og kyndig Haand ført tilbage til den Skikkelse, som det havde ved Digterens Fødsel, idet man er saa heldig at besidde saavel Tegninger af dets oprindelige ydre som Planer af dets indre Udseende“.[18] De tegninger og planer, som omtales, kan næppe være andet end det litografi fra 1868, som landskabsmaleren P. F. Nordahl Grove udførte for Tegner & Kittendorffs institut og som 15. juni 1868 kom til salg i Odense.[19]

„Digteren H.C. Andersens Fødested i Odense“. Litografi 1868 af P. F. Nordahl Grove.

Imellem 1868 og 1905 var der sket den væsentlige forandring, at der i det skrå hjørnefag var indsat en dør og at stuen indenfor var indrettet som høkerbutik. Butikken lod sig imidlertid nemt omskabe til hjørnestue, således som det vistes på grundplanen under litografiet, og spørgsmålet bliver da, i hvor høj grad arkitekten har ladet sig lede af nævnte grundplan.

H.C. Andersens Fødested. Opmåling 1905 ved J. Vilh. Petersens. H.C. Andersens Hus.

Det må i denne forbindelse erindres, at grundplanen kun omfatter den på matr. nr. 1345 stående del af bygningen, idet de tre vestligste fag, matr. nr. 1344, både i 1868 og endnu i 1905 var en selvstændig bygning. Men heller ikke i 1868 havde det østlige bygningsafsnit den grundplan, som litografiet udviser, og det har arkitekten vidst. Hans nære ven, skolebestyrer Hans Rasmussen, havde anstillet undersøgelser desangående, og det er utænkeligt, at han har forholdt arkitekten sine oplysninger. Et eksemplar af 1868-litografiet, som Hans Rasmussen 1905 indsendte til Nationalmuseet, bærer følgende påskrift: „Billedet (d.v.s. grundplanen) er tegnet omtr. 1862 af Tømmermester Rasmussen (nu Kalkværksejer paa Nyborg Landevej). Hans Fader havde i en Snes Aar forud ejet Huset; det gik da over i Sønnens Besiddelse. Grundplanen er som den var, da H.C. Andersens Forældre boede der (1805) efter Opgivelse til Tegneren af en gammel Mand, der boede og i over 50 Aar havde boet paa det modsatte Hjørne (Hj. af Bangsboder og Ramsherred), som ses til venstre paa Billedet. Denne gamle Mand kunde godt erindre, at Andersens Forældre boede der.“[20] – Med benyttelse af de af H. G. Olrik fremdragne oplysninger kan det tilføjes, at den nævnte tømrermester ejede huset 1869-75, og at han havde arvet det fra sin far, tømrermester Andreas Chr. Rasmussen, der ejede huset 1851-1869.[21] Overensstemmelsen mellem disse oplysninger og de oplysninger, som den i 1905 værende kalkværksejer afgav, er ikke for god mht. kronologien, og den gamle genbos udsagn tør vi ikke tillægge større vægt. Påskriften vidner dog om, at man forud for restaureringen har gjort sig den umage at indhente stof til kontrol af 1868-grundplanens pålidelighed, som supplement til de bygningsarkæologiske vidnesbyrd, istandsættelsen måtte bringe til veje.

H.C. Andersens Hus. Opmåling 1962 ved Eigil Hansen.

Ved bedømmelsen af arkitektens indsats må man gøre sig klart, at hans opgave var den dobbelte at gengive bygningen den skikkelse, den havde omkring 1805, og samtidig gøre bygningen tjenlig til at huse uvurderlige samlinger, som gerne skulle kunne betragtes af en del mennesker. Opgaven var ingenlunde let, og det må vel konstateres, at den del af opgaven, som vedrørte restaureringen af bygningen som „historisk monument“ blev mindst vellykket. At huset – eller husene – lige fra opførelsen (i 1798) og frem til kommunens erhvervelse i 1905 var ramme omkring 2-3 fattige familiers tilværelse, blev i ikke ringe grad tilsløret. Den omflytning af døre og vinduer, hvorved man skabte en nydelig, aksefast komponeret facade ud mod strædet, gjorde tillige huset til noget af en fremmed fugl i kvarteret, der som helhed er domineret af småhuse på 3-5 fag med indgangsdøren i et yderliggende fag og vinduer i de øvrige. Den anden del af opgaven, husets tilpasning til den nye funktion, må derimod karakteriseres som vellykket. I det indre måtte man lempe sig, så rummene kunne bruges til museumsformål, og det kunne under de givne, meget snævre rammer næppe gøres bedre.

Samlingens tilvejebringelse

Som tidligere nævnt havde Ernst Bojesen tilrådet borgmesteren at løse museumssagen i to tempi: først købe fødestedet og sætte det i stand til museum og dernæst tage fat på indholdet. Og den altid idérige forlagsdirektør vidste også besked mht. det ønskelige indhold. Vi citerer fra hans forslag fra 2. april:

„Hvad skal nu dette Museum indeholde? Ja hér har vi en vid Mark at arbejde paa, og jeg vil blot nævne nogle Grupper der belyser hvad jeg tænker: 1) Samtlige danske og fremmede Udgaver af alle hans Skrifter; – et ikke lille Bibliotek! 2) Samtlige Genstande der har tilhørt ham (der er mindst et Par Hundrede saadanne). 3) Originalportrætter af ham i Litografi – Fotografi og Maleri, (udmærkede Kopier maa udføres, hvis Originalerne ikke kan skaffes). 4) Originaltegningerne til hans Eventyr. Pedersens – Frølichs – Tegners – en del ukendte og mulig udenlandske Originaler. 5) Skizzer til hans Mindesmærker i Danmark og Udlandet. 6) Manuskripter og Breve. 7) Gengivelse af Personer, Steder, Bygninger o. s. v. der har haft Betydning for hans Liv. 8) Hans egne Bøger, hvori han har skrevet Dedikationer — og Bøger til ham hvori Berømtheder har skrevet. 9) Hans store Stambog fra Kgl. Bibliotek med Haandskrifter og Tegninger af alle de Berømtheder han traf i sit Liv. 10) Et Udvalg af hans Udklipninger og de Billedbøger, Vifter, Skærm som han udførte til Familier og Børn o.s.v., o.s.v.

I hver evige af disse Grupper er der de dejligste Ting, – af Genstande der har tilhørt ham vil jeg blot nævne noget som „Odense Byes Æresbrev“ – det store Album som sendtes ham fra amerikanske Børn – hans Skrivetøj o.s.v., o.s.v.“.[22]

Ernst Bojesen var som altid stor i slaget. En blot nogenlunde realisering af det givne program ville mere end sprænge rammerne i ejendommen Hans Jensens Stræde 43-45 – hvilket iøvrigt også er sket, selv om Bojesens program endnu ikke er realiseret fuldtud.

Selv om hele museumssagen var lagt i borgmesterens hånd – og netop qua borgmester, ikke qua formand for museumsbestyrelsen; denne kom først meget senere ind i billedet – var det naturligvis ikke at vente, at borgmesteren personlig skulle forestå indsamlingen. Som Bojesen havde udtrykt det, måtte man til denne sag finde „en Mand, der kan blive begejstret for den, saaledes at han med ægte Samlerraseri forfølger ethvert Spor, hvor der er noget at vinde og ikke ophører med at følge Sporet, før Maalet er naaet og den ønskede Genstand erhvervet. – Det skal være en Mand af den Pietro Krohn’ske Art – og en saadan findes sikkert ogsaa – naar Tiden er inde“.

Den rette mand – med begejstring og ægte samlerraseri – blev fundet. Det blev den 35-årige lærer ved Giersings Realskole, cand. mag. Hans Brix, som fik opgaven betroet og som i løbet af ca. ½ år — fra efteråret 1905 til foråret 1906 — tilvejebragte den samling, der gjorde fødestedet til et H.C. Andersen-museum.[23]

Hans Brix (1870-1961). Tegning 1907 af P. S. Krøyer.

Om Bojesen har haft noget med valget af Brix at gøre, er tvivlsomt. Han har snarere tænkt på en københavner, hvilket også kunne synes betimeligt, da hovedparten af de dengang kendte anderseniana befandt sig i hovedstadshjem.

Imidlertid faldt valget på en odenseaner, muligvis fordi borgmesteren fandt det hensigtsmæssigt at have den for indsamlingen ansvarlige i nærheden. Til museumsarbejde som sådant medbragte Brix ikke den ringeste kvalifikation; til gengæld var han som litteraturhistoriker fuldt fortrolig med den person, hvis liv og digtning det kommende museum skulle belyse. I jubilæumsskriftet „H.C. Andersen. Fra hans Fødeby“ havde han samme år givet en stadig læseværdig karakteristik af hans digtning, og samtidig havde han påbegyndt arbejdet på bogen om „H.C. Andersen og hans Eventyr“, som i 1907 skaffede ham den filosofiske doktorgrad. Indsamling af stof til disputatsen og materiale til museet kom således til at gå hånd i hånd.

Mellem borgmester Dithmer og kandidat Brix var samarbejdet fra første færd fortræffeligt. Borgmesteren komplimenterer i 1908 Brix for hans sjældne sporsans, og Brix kvitterer samme år for den ham af borgmesteren viste tillid og givne handlefrihed, og begges udsagn bekræftes til fulde af den brevveksling dem imellem, som nu findes i museets arkiv.[24] Et held for eftertiden, at de to herrer ikke brugte telefonen eller at Brix havde at stille til mundtligt referat hos borgmesteren! Museets arkiv rummer også en serie breve fra personer, som Brix havde henvendt sig til for at efterlyse anderseniana. Desværre mangler kopier af Brix’ breve næsten totalt, men gennem de jævnlige skriftlige referater til borgmesteren vedr. indsamlingsarbejdet får vi en delvis erstatning for det manglende.

Under sin indsamling fik Brix til fulde brug for enhver detektivisk sans. Han viste sig også som en god taktiker, ligesom han kunne udfolde stor diplomati. Endelig kunne han optræde med stor beslutsomhed og fasthed, når dette var nødvendigt.

Måske vil det være formålstjenligt at forudskikke et par bemærkninger om betingelserne for en indsamling af anderseniana, således som de må formodes at have tegnet sig i 1905 for den kreds, der stod bag H.C. Andersen-museet.

30 år var hengået siden digterens død, og de allerfleste af hans samtidige var døde. Det gjaldt hans universalarving, Edvard Collin, og ligeså dennes søn, zoologen Jonas Collin. Denne døde iøvrigt i selve året 1905, kort efter han havde overladt sin meget store, fra faderen arvede samling af breve og manuskripter til Det kongelige Bibliotek. Dette ville igen sige, at m.h.t. Bojesens gruppe 6: Manuskripter og breve, skulle man ikke gøre sig større forhåbninger hos Jonas Collins efterladte. Endvidere havde Frederiksborg-museet begyndt at interessere sig for Andersens efterladenskaber. Ligesom Oehlenschläger og Grundtvig skulle H.C. Andersen have sin plads på Frederiksborg. Og i København havde en kreds, hvis virksomste medlem var litteraten Nicolai Bøgh, længe syslet med planer for et „guldaldermuseum“, der skulle have til huse i Fasangaarden i Frederiksberg Have. Her var der tiltænkt Andersen en fremtrædende plads, men det kneb med evnen til at føre planerne ud i livet. Bakkehus-museet, De Rahbekske Mindestuer, blev det varige resultat af disse bestræbelser, men det kom først til verden mange år senere.

Ved to lejligheder havde man haft lejlighed til at holde mandtal over bevarede Andersen-minder. På den store verdensudstilling i Chicago 1893 blev Andersen og Thorvaldsen udset til at udøve en „Tiltrækning, som var i Stand til at vække større almindelig Interesse hos de Udstillingsbesøgende (for de øvrige danske afdelinger)“, som det hedder i en omtale af udstillingen. Mange anderseniana, som siden har fundet deres blivende plads i museet, var med på Chicagoudstillingen. Det fornemmes, at familierne Collin og Melchior har ydet rundelige udlån til udstillingen. Det var iøvrigt Ernst Bojesen, der havde arrangeret denne del af udstillingen;[25] derfra stammer utvivlsomt hans intime kendskab til det materiale, Odense efter hans mening burde indsamle til sit digtermuseum. Den anden H.C. Andersen-udstilling blev vist i København i dagene op til hundredårsdagen. Arrangør var en klub af kvindelige kunstnere, „Cirklen“, med professorinde Axelline Lund, F. C. Lunds enke, som drivende kraft. Igen er det familierne Melchior, Collin, Drewsen og Henriques, der står som udlånere, og en fynsk avis kan om udstillingen berette, at den består af „et Utal af Genstande, der har tilhørt H.C. Andersen eller i hvert Fald staar i Forbindelse med den berømte Digter, og som ved siden af adskillige ligegyldige Snurrepiberier indeholder ikke saa lidt, som det kan have Interesse at tage i Øjesyn“.[26]

Andersen var altså kommet i søgelyset, fra forskellig side var man ude efter hans synlige minder. Dette er baggrunden for den taktik, som Bojesen tilrådede og Odense-borgmesteren fulgte. Sagen vedkom ikke offentligheden, før der var indsamlet tilstrækkeligt med stof til, at museet var dækket nogenlunde ind.

Det stod helt klart, at den første og afgørende attaque måtte rettes mod familien Collin, med to damer som hovedpersoner. Det var Jonas Collins enke, etatsrådinde Benedicte Collin, f. Knudtzon, og hans søster, fru Louise Drewsen, enke efter fætteren Viggo Drewsen, digterens „Lille Viggo“.

Brix har i sin tidligere nævnte redegørelse 1908 givet en skildring af sine forhandlinger med fruerne Collin og Drewsen, og den må vi henholde os til, aldenstund brevene fra disse damer i museets arkiv er yderst fåtallige og alle stammer fra tiden efter, at familien Collins hovedlinje havde besluttet sig til at støtte H.C. Andersen-museet i Odense. Af Brix’ referater til borgmesteren fornemmer vi dog, hvorledes den „fødte“ Collin, Louise Drewsen, var den, hos hvem den i familien indgiftede Benedicte Collin – som tilmed ikke havde kendt H.C. Andersen — søgte råd og holdepunkt for sin egen beslutning. At H.C. Andersens ting i sidste ende måtte tilfalde almenheden, stod begge damerne klart, men skulle dette ske via det veletablerede Frederiksborg-museum, det „guldalder-museum“, som man havde så svært ved at få etableret i hovedstaden, eller det odenseanske H.C. Andersen-museum, der havde sendt dem den unge Brix som sin talsmand? Fru Drewsen bestemte sig for Odense, og dermed var også fru Collins beslutning taget.

Kort før sin afrejse fra Odense i sommeren 1906 – og dermed den definitive afsked med museumsindsamlingen – udarbejdede Brix en liste over de gaver og køb, der ved hans mellemkomst var tilgået museet. Af de 263 „numre“, der var tilgået museet som gaver, hvert nummer ofte omfattende adskillige genstande, hidrørte ikke færre end 111 „numre“ fra fruerne Collin og Drewsen og deres børn. Lægger man hertil gaverne fra andre medlemmer af slægten Collin, først og fremmest fra døtrene af Louise Lind f. Collin samt døtrene af Jonna Stampe f. Drewsen, får Collinernes samlede donation en endnu større vægt i helheden, kvantitativt som kvalitativt. Det er ikke for meget sagt, at uden Collinernes bistand ville H.C. Andersen-museet aldrig være blevet det museum, der faktisk blev resultatet.

Selv om den Collinske manuskriptsamling var gået til Det kongelige Bibliotek, var endnu meget i behold i familien, alt det som – med familiens eget udtryk – belyste „H.C. Andersen personligt“, modsat „H.C. Andersen litterært“. Det vil føre for vidt at gå i detailler mht. gavens indhold. Den spændte over næsten samtlige de 10 grupper, Ernst Bojesen havde opstillet som program for indsamlingen. Og til de egentlige gaver kunne Brix føje køb af to så væsentlige samlinger som de Vilhelm Pedersen-tegninger, bogforlægger Carl B. Lorck havde foræret H.C. Andersen til 70 års fødselsdagen, samt digterens egne tegninger fra den store udenlandsrejse 1833-34 og senere. Disse to samlinger, som selv i 1905 havde en betydelig værdi – og hvis handelsværdi i dag næppe kan opgøres – så fru Collin sig ikke i stand til at forære museet, men salgsprisen var såre rimelig.

Fandt Brix – og dermed H.C. Andersen-museet – en forstående og velvillig modtagelse i familien Collin, var det nær gået galt hos den familie, som i digterens sidste leveår blev hans „hjemmets hjem“, hos familien Melchior, repræsenteret ved frøknerne Louise og Harriet Melchior. Disse beboede stadig forældrenes vinterlejlighed på Højbro Plads og havde i deres værge den overvejende del af de anderseniana, som i digterens levetid eller efter hans død var tilgået familien. Hos frøknerne Melchior havde Odenses daværende skoledirektør selvbestaltet optrådt på byens vegne, forinden Brix kom til. Skoledirektøren må have skilt sig ualmindelig kluntet fra sit hverv, for da Brix præsenterede sig på Højbro Plads, havde damerne bestemt sig for, at Odense kunne få et fotografi af digteren i nøddetræsramme![27] At Brix’ kommentarer til denne affære, i brevvekslingen med borgmester Dithmer, ikke er kedelig læsning, siger næsten sig selv. Til damernes ære skal det dog siges, at da det først var lykkedes Brix at vinde dem for Odense-museets sag, udfoldede de den samme storstilede givervirksomhed som damerne i familien Collin. Og hvad de nødigt ville skille sig af med straks, kom efter den længstlevende søsters død til H.C. Andersen-museet.

Således kunne man blive ved med at berette træk fra den første og afgørende indsamling. I sin artikel fra 1908 har Brix givet en næsten gribende beretning om sit besøg hos Mathilde Ørsted, den eneste i 1905 levende af H.C. Andersens gamle vennekreds. Det håndgribelige resultat af dette besøg blev bl.a. to småbøger indbundet i grønt maroquin, indeholdende de seks hefter „Eventyr, fortalte for Børn“, ovenikøbet med dedikationer fra digteren til Mathilde Ørsted.

En stor del af indsamlingen ordnedes pr. brev fra Odense, men lejlighedsvis måtte Brix til København for at hjemsøge sine „ofre“, som han benævner dem. I juleferien 1905 var han igen i hovedstaden og berettede efter hjemkomsten til borgmesteren: „Jeg kom i Nat hjem fra en stor Ekspedition til Hovedstaden for Museet, hvor jeg har hjemsøgt: Dr. Levin, Vilh. Andersen, Ernst Bojesen, Ingeborg Drewsen, Frøknerne Lind, Frk. Boye, Overbibliotekar Lange, Konferensraad Heide, Overretssagfører Hartmann, Frøknerne Melchior, Frøken Ørsted, Rigmor Stampe, Kunsthandler Christensen, Grev Moltke, Redaktør Robert Henriques, Vekselmægler Henriques, Etatsraadinde Collin, Skuespiller Neiiendam og Fru Louise Drewsen. Jeg finder det helt godt præsteret, da mange af Besøgene er paa flere Timer og da jeg ofte gaar forgæves første Gang. Jeg farer rundt i Taxameter og den elektriske hele Dagen …“[28] Og vist må man give Brix ret. Det var ganske godt præsteret.

Størstedelen af de hjemsøgte har en så nær tilknytning til H.C. Andersens kreds, at en nærmere præsentation er overflødig. Brix havde udmærket rede på digterens store omgangskreds og vidste, til hvilke familier han skulle rette henvendelse. Tilmed fik han hjælpere i bl.a. Louise Drewsen og Rigmor Stampe, som viste ham vejen til og introducerede ham hos ejere af anderseniana, som de kendte til. Blandt de øvrige af Brix hjemsøgte skal vi kun fremhæve Ernst Bojesen. Denne viste fortsat H.C. Andersen-museet den samme velvilje som i de bevægede dage omkring 2. april, men det er ganske åbenbart, at han nu anså sin rolle, igangsætterens, for udspillet. Odense, d.v.s. borgmester Dithmer og kandidat Brix, havde vist sig at kunne klare det fortsatte arbejde uden hans bistand.

På dette tidspunkt, omkring årsskiftet, var man virkelig kommet meget vidt. Nu skulle „H.C. Andersens Hus i Odense“ træde frem i fuld offentlighed, som en allerede etableret institution, og nu skulle det afsluttende slag udkæmpes. Man forfattede et „manifest“, et opråb til alle ejere af anderseniana om at afgive sådanne til det nye museum, og for at give manifestet fornøden vægt ville man bede medlemmer af Andersens vennekreds lægge deres navne til, sammen med Odense by. Borgmesteren forfattede et første udkast, som han bad Brix bedømme som „dansk Stil“. Brix indskrænkede sig imidlertid ikke til det, han foreslog realændringer, som bl.a. gik ud på at stryge bøn om pengetilsagn, ligesom han foreslog antallet af støtte-navne nedskåret. „Det synes lidt uselvstændigt at lade os stive af af disse Folk, der lægger Navn til alt muligt. Det var jo det, der gjorde Frk. Breums Foretagende saa uheldigt … En lille Smule Particularisme vilde klæde Odense udmærket. Aarhus har langt større relativ Selvstændighed.“ Indsamling af penge betragter Brix som liggende uden for sit domæne, men han skjuler ikke sin skepsis. „Det vilde ikke være muntert at se i Nationaltidende: Til Odense: Lille Peters Sparegris 50 Øre, med det tidl. indkomne 2 Kr. 50 Øre.“[29] Og Brix fik sin vilje. Af støtte-navne kom kun fruerne Collin og Drewsen samt frøknerne Melchior med i manifestet, og pengebidrag blev der ikke bedt om. løvrigt fandt H.C. Andersen-museet ikke andre penge-mæcener end Odense kommune. I sin åbningstale 1908 undlod borgmester Dithmer da heller ikke at understrege, at den økonomiske byrde ved museets etablering udelukkende var blevet båret af Odense by.

Museets opbygning

Omkring 1. april 1906, hvor Brix havde virket i godt et halvt år og hvor han netop var blevet ansat som inspektør ved byens samlede museumsvæsen, blev han samtidig også udnævnt til adjunkt i Aalborg, og denne stilling foretrak han, påberåbende sig „familiefaderlige Hensyn“. Med opbygningen og arrangementet af det museum, som 2. april 1908 præsenteredes for offentligheden, har Brix altså ikke haft det mindste at gøre. Men naturligvis har han undervejs, mens indsamlingen stod på, gjort sig sine tanker om det planlagte museum.

I et brev til borgmester Dithmer kommer sådanne tanker til udtryk.[30] Situationen er den, at hovedparten af den første indsamling er kommet i hus, og i et interview til Fyens Stiftstidende[31] har Brix haft lejlighed til – og behov for – at præsentere resultaterne som den helhed, der til sin tid skulle udgøre grundstammen i museet. Endelig skal der snart træffes en afgørelse mht. to væsentlige, men udgiftskrævende erhvervelser, nemlig H.C. Andersens egne tegninger og den store samling af breve fra digteren til bogforlægger Carl B. Lorck i Leipzig. Og derefter hedder det:

„Der er i denne Sammenhæng en Ting, jeg gerne vil fremsætte nogle Betragtninger over, og tillader mig derfor at begynde på et nyt Ark:

Det er en Grundskavank ved hele Foretagendet, at der ikke foreligger nogen given Karakter, et bestemt Præg over de Ting, der er samlede og heller ikke nogen Forbindelse mellem Samlingen og det Hus der skal rumme den; noget saadant findes der ved de udenlandske Huse, og det giver dem deres egentlige Tiltrækning; den milde Fiasko, som Cirklens Udstilling gjorde, maa mane os til største Varsomhed. Husets Ydre kan blive godt, naar den ret fornemme Tækkelighed, det trods sin Armod har, bevares, og det ikke bliver gjort til en Attrap som Ejler Rønnows Gaard.

Men vi kan ikke lukke Øjnene for, at det erhvervede Bohave er vederstyggeligt af Udseende, og at vi ikke kan basere noget som helst Milieu eller Interieur paa det, men maa være glade, hvis det ikke virker komisk; Snurrepiberierne vil more Mængden, men ikke kunne dække os mod en nærgaaende og berettiget Kritik. –

Man maa søge Kernepunktet i Andersens Liv for at finde den rigtige Basis for et Museum, der kan give en Fornemmelse af Digterens Væsen. — Og det centrale i ham er hans vidunderlige Livsførelse, fra det fattige Hus til udødelig Digtergerning, til Verdensberømmelsen og en udsøgt Vennekreds.

Det fattige Hus har vi, og jeg mener da, at Opgaven bør være inde i det at frembringe et Indtryk af hans Livsindhold, at altsaa Tyngdepunktet bliver Bøger, Breve og Billeder – samt hvad der kan skaffes af Manuskripter. Breve har for de fleste Kulturmennesker en ejendommelig Duft af det der engang var øjeblikkeligt og nu er forbigangent. Billeder er for alle. Og en Samling af Udgaverne, navnlig de illustrerede Eventyr, tror jeg vil give et uventet respektindgydende Billede af Mandens Verdens-Popularitet.

I Belysning heraf vilde Snurrepiberierne og det mærkelige Bohave virke let humoristisk, og saaledes støtte Stemningen; – medens vi, hvis forlanger nævnte Ting taget alvorligt, vil blive mødt med Protest …“

Gennem Brix’ ytringer fornemmer man problematikken, således som den tegnede sig for den, der så frem til at skulle skabe et hele af det restaurerede hus og en omfattende, men såre diffus samling, som tilmed var fremmed for huset. En samling, som havde sin tyngde i de mange papirer, der belyste digterens usædvanlige levnedsløb, tilsat dele af hans jordiske gods, hvoraf adskilligt på én og samme gang kunne karakteriseres som „snurrepiberier“ og „Andersen-relikvier“, afhængigt af de øjne, der betragtede samme. Selv en rutineret museumsmand måtte stå temmelig afmægtig over for en sådan opgave.

Selv kalder Brix det et heldigt tilfælde, at han ikke kom til at fuldføre arbejdet, men at dette blev lagt i „taalmodigere og snildere Hænder end mine“, og der er utvivlsomt meget rigtigt i denne selverkendelse. Til hans efterfølger udpegede byrådet hans kollega fra Giersings Realskole, cand. theol. Chr. M. K. Petersen, som skulle komme til at lede ikke alene H.C. Andersen-museet, men byens samlede museumsvæsen helt frem til 1939.

Chr. M. K. Petersen savnede utvivlsomt de fleste af de egenskaber, som gjorde Hans Brix til en strålende pioner og førsteindsamler, men til gengæld gik han stille og sagtmodigt i gang med det ordnings- og registreringsarbejde, som var en nødvendig forudsætning for, at man kunne opbygge en fornuftig udstilling.

Chr. M. K. Petersen (1869-1942). Fotografi i Odense Bys Museers arkiv.

Helt let var opgaven ikke. Den så hastigt tilvejebragte samling havde i første omgang måttet placeres forskellige steder (Rådhuset, Stiftsmuseet, Landsarkivet og Eiler Rønnovs gård), for i H.C. Andersens Hus gik restaureringen på, og desuden måtte der ikke anvendes åben ild til lys og varme, af hensyn til brandfaren. Og museumsinspektør-stillingen var for ham – som for Brix – kun et bierhverv ved siden af hovederhvervet, lærergerningen på Giersings Realskole.

Disse forhold taget i betragtning aftvinger det arbejde, som Petersen udrettede i årene 1906-08, eftertiden den dybeste respekt. De mange genstande blev behørigt protokolleret og nummereret, ved opstilling af en særlig registrant tilvejebragte han en oversigt over samlingens bestanddele, og der blev udarbejdet forslag til samlingens anbringelse i og fordeling på de syv små rum i museumsbygningen. Samtidig hermed ophørte det snævre og eksklusive tomandsstyre at eksistere, som er karakteristisk for året 1905-06. Museumsbestyrelsen, som foruden borgmesteren som formand omfattede lærer (senere skoleinspektør) Johs. Løwe, apoteker P. de Neergaard, kgl. bygningsinspektør J. Vilh. Petersen og landsarkivar G. L. Wad, kom nu ind i billedet, hvilket gav en grundigere, men måske også lidt langsommere sagsbehandling.

20. marts 1907 kunne museumsinspektøren forelægge bestyrelsen sin plan for museets indretning. Denne havde som hovedprincip, at den besøgende ved en gennemvandring af museet skulle kunne genopleve „Mit Livs Eventyr“ i den rette kronologiske rækkefølge. Som det var at vente, bød navnlig placeringen af det „vederstyggelige Bohave“ på vanskeligheder. Dels stod man med det Anholmske bohave fra Nyhavn 67 fra årene 1846-65, dels med nogle af digterens egne møbler fra Nyhavn 18 fra årene 1869-75, og disse skulle helst placeres på rette sted i det kronologiske system og samtidig i rum, der havde mulighed for at afgive plads til både møbler og besøgende. Dele af bohavet matte man simpelthen opgive at skaffe plads til – det gjaldt bl.a. digterens seng, som først i 1953 fik sin plads i den permanente udstilling – men da bohavets plads først var bestemt, faldt de resterende og mindre pladskrævende brikker relativt nemt på plads. I pultmontrer langs ydervæggene placeredes de mange papirer, fra dåbsattesten 1805 til telegrammet 4/8 1875, der underretter Edvard Collin om digterens død, og på museets vægge ophængtes billeder af digteren og hans kreds samt billeder af de steder, hvor væsentlige begivenheder i hans livshistorie udspilledes.

Selv om man fra museets side havde udfoldet ikke ringe anstrengelser for at opbygge et H.C. Andersen-bibliotek, jfr. Ernst Bojesens vink desangående, var bogsamlingen i 1908 dog ikke større end at hovedparten kunne finde plads i digterens bogreol fra Nyhavn-lejligheden. Derimod kunne der naturligvis ikke blive tale om at udstille mere end en brøkdel af det særlige H.C. Andersen-arkiv, som allerede omfattede en betydelig mængde breve fra digterens hånd, samt nogle af hans manuskripter.

Det stod museumsledelsen klart, at bibliotekets og arkivets indhold først og fremmest tjente et rent videnskabeligt formål eller som borgmesteren udtrykte det i en takkeskrivelse til frk. Anna Lind, datter af Louise Lind f. Collin: „… Det er vor Tanke, at Huset ikke blot skal være en Samling af saadanne Genstande, der kunde interessere et større Publikum, men at det ogsaa skal omfatte en mere litterær Afdeling til Brug for Studerende …“[32], idet han henviser til den under opbygning værende bogsamling og til den håndskriftsamling, hvori allerede var indgået en betydelig del af digterens korrespondance, med brevene til Carl B. Lorck, Leipzig, som nr. 1.

Omend H.C. Andersen-museets videnskabelige funktion således var erkendt og blev markeret allerede fra begyndelsen, lagde man dog hovedvægten på dets folkeoplysende opgave. Og her må det konstateres, at såvel borgmester som museumsinspektør gjorde sig stor umage med at placere det nye museum i offentlighedens bevidsthed – en senere tid ville kalde det PR-virksomhed – ligesom de i vid udstrækning var betænkt på at orientere det potentielle publikum om museets indhold.

Til museets åbning d. 2. april 1908 havde man inviteret repræsentanter for både den lokale presse, hovedstadspressen og det store udlands presse, hvilket iøvrigt afstedkom en syrlig kommentar fra en pressemand i en fynsk kystby.[33] Pressens repræsentanter fik både i mundtlig og skriftlig form borgmesterens redegørelse for museets tilblivelse og orientering om dets indhold, mens museumsinspektøren havde sørget for, at alle udstillede genstande var behørigt etiketteret, ligesom der var udarbejdet og trykt en fyldig vejleder. At både etiketter og vejleder til åbningsdagen forelå i 4-sproget form (dansk, engelsk, tysk og fransk) var i sig selv en imponerende indsats, og det vidner tillige om museumsledelsens syn på sagen. „H.C. Andersens Hus i Odense“ var for dem andet og mere end et lokalt eller et nationalt anliggende. Det vedkom hele den offentlighed, som havde tilegnet sig H.C. Andersens digtekunst.

Presserepræsentanter og byrådsmedlemmer foran H.C. Andersens Hus på åbningsdagen 2/4 1908. Foran døren fra venstre: borgmester Dithmer, Hans Brix og Chr. M. K. Petersen. Fotografi i H.C. Andersens Hus.

„At rejse Byens berømteste Søn et Mindesmærke, der bedre end en Bronzestatue kunde holde Erindringen om hans ejendommelige umiddelbare Personlighed levende i Bevidstheden“.[34] Med disse ord karakteriserede Chr. M. K. Petersen i sin museumsvejleder byens hensigt med museet. Set under denne synsvinkel placerer museet sig som det 3. H.C. Andersen-monument i Odense, næst efter mindepladen i Munkemøllestræde og Hasselriis’ statue. Men modsat Hasselriis-skulpturen blev museets tilblivelse kort og fyndig. Fostret i en festlig stund var museumstanken så heldig at finde idérige og foretagsomme fødselshjælpere, og rige gaver sikrede fra starten museet en god og tryg eksistens.

 

Noter og henvisninger

Artiklen gengiver i udvidet og omarbejdet form et foredrag, holdt i H.C. Andersens Samfundet i Odense 21. nov. 1968, i 60-året for museets åbning. Da pladsnød i »Anderseniana« har udsat offentliggørelsen til 1970, kan der erindres om, at 1969 og 1970 er 100-året for henh. Chr. M. K. Petersens og Hans Brix’ fødsel.

  1. ^ Borgmester Dithmers Tale til Pressens Repræsentanter og Odense Byraad ved Aabningen af „H.C. Andersens Hus i Odense“ den 2. April 1908. Fyens Stiftsbogtrykkeri, Odense 1908.
  2. ^ Hans Brix: H.C. Andersens Hus i Odense. Gads danske Magasin, maj 1908, s. 566-74.
  3. ^ H. G. Olrik: Da „H.C. Andersens Hus“ blev købt (i „Hans Christian Andersen – Undersøgelser og Kroniker 1925-1944“, Kbh. 1945, s. 35-39, heri genoptrykt efter kronik i Berling-ske Tidende 2/4 1925).
  4. ^ Svend Larsen: Et Provinsmuseums Historie. Odense 1935. – Vedr. HCA-museets tilblivelse spec. s. 132 ff.
  5. ^ Svend Larsen: H.C. Andersens jordiske gods (i Anderseniana 2 rk. bd. II—3, 1953, s. 274-96).
  6. ^ Forf. har ikke skønnet det nødvendigt at foretage henvisning til hvert enkelt citeret dagblad. Foromtalen af 2. april-begivenhederne findes fortrinsvis i bladene lørdag 1/4 og referaterne mandag 3/4. Selve festdagen, søndag 2/4, udkom der ingen aviser.
  7. ^ Borgmesterens indstilling til byrådet, dat. 10/12 1904 og approberet af byrådet 16/12 s. å., ligger i et læg med arkivalier vedr. festudvalgets virksomhed 1904-05, Odense byrådssekretariats arkiv. – De i det følgende citerede breve beror sammesteds.
  8. ^ Aug. Enna til borgmester Dithmer 11/12 1904, borgmester Dithmer til Aug. Enna 12/12 s. å. (koncept).
  9. ^ Borgmester Dithmer til justitsråd Leh-mann 19/1 1905.
  10. ^ Program for festforestillingen i Odense Teater 2/4 1905 i H.C. Andersens Hus’ arkiv.
  11. ^ Sophus Bauditz til borgmester Dithmer 12/1 1905.
  12. ^ Ernst v. d. Recke til borgmester Dithmer 20/3 1905.
  13. ^ Borgmester Dithmer til Ernst Bojesen 19/2 1905 (koncept).
  14. ^ H. P. Rohde: Ernst Bojesen. Storforlægger i Humør, Kunst og Oplysning. Kbh. 1958.
  15. ^ jfr. note 1 og 2. – Ernst Bojesens udtalelse til Berlingske Tidende 5/9 1924 citeret efter H. G. Olrik i „Hans Christian Andersen“ s. 37 f.
  16. ^ Sven Arnvig: Ernst Bojesen og H.C. Andersens Hus (i Fynske Minder 1955 s. 173-76).
  17. ^ Forf. anvender her – og overhovedet i denne artikel – „fødestedet“ som betegnelse for ejd. Hans Jensensstræ-de 45 (matr. nr 1345) på samme ure-flekterede måde, som det var tilfældet indtil 1925, hvor H. G. Olrik påviste det spinkle kildegrundlag for betegnelsens og traditionens rigtighed.
  18. ^ Teksten til Odense byråds henvendelse til offentligheden, dat. 20/12 1905, findes i Odense Bys Museers arkiv, H.C. Andersens Hus, korrespondance 1905-07.
  19. ^ H. G. Olrik i „Hans Christian Andersen“ s. 31.
  20. ^ Nationalmuseets 2. afd.s arkiv.
  21. ^ H. G. Olrik i „Hans Christian Andersen“ s. 24.
  22. ^ Bojesens forslag af 2/4 1905 findes i Odense byrådssekretariats arkiv, som bilag til sagen vedr. købet af H.C. Andersens Hus. Forslaget, som her er citeret efter originalen, citeres også af Sven Arnvig, jvf. note 16.
  23. ^ Kontakten mellem borgmester Dith-mer og Hans Brix synes etableret i sept. 1905, og den første ekspedition til København (herunder forhandlingerne med fruerne Collin og Drew-sen) fandt sted i okt. s. å., jvf. notits i Politiken 18/10 1905. – Hans Brix’ virksomhed afsluttedes stort set april 1906, da han fik sin udnævnelse til adjunkt i Aalborg.
  24. ^ Brevvekslingen findes i Odense Bys Museers arkiv, jvf. note 18. — De i det følgende citerede breve beror ssts.
  25. ^ H. P. Rohde: anf. arb. s. 181.
  26. ^ Fyns Venstreblad 28/3 1905.
  27. ^ Brix til borgmester Dithmer 6/12 1905.
  28. ^ sa. til sa. 31/12 1905.
  29. ^ sa. til sa. 5/12 1905.
  30. ^ sa. til sa. 28/1 1906.
  31. ^ Trykt i Fyens Stiftstidende 2/2 1906.
  32. ^ Borgmester Dithmer td Anna Lind 13/9 1906 (koncept).
  33. ^ Borgmester Dithmer til Chr. M. K. Petersen 3/4 1908: „Skrivelsen fra Middelfart Avis henlægges ubesvaret med et stort Smil.“
  34. ^ H.C. Andersens Hus i Odense – Aabnet Digterens Fødselsdag den 2den April 1908 (vejleder), Odense 1908, s. 12.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersens Hus / Barndomshjem - Odense Bys Museer

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...