Opslugt af bål

– et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis

I Danmarks oldtid var ligbrænding udbredt, og på Fyn var denne begravelsespraksis enerådende eller dominerende i tidsrummet mellem ca. 1000 f.Kr. – 900 e.Kr. Vi har udgravet mere end 6.000 grave med brændte levninger fra fortidens fynboer, og dette materiale udgør et enestående kildemateriale, når fortidens begravelsespraksis skal udforskes – også i et internationalt perspektiv.

Ligbrændingssted fra yngre bronzealder (ca. 600 f.Kr.) udgravet under gravhøj ved Lerbjerg i Håstrup Sogn på Sydfyn. FP er det trækulslag, som repræsenterer selve ligbrændingsstedet, og FE er trækulsstøv, der er blæst ud herfra. Der var sydøstenvind under kremeringen! GO er selve graven, der efterfølgende er anlagt i ligbrændingsstedet, og de sorte markeringer viser, hvor der har stået stolper, som har støttet ligbålsopstablingen. Efter Thrane 2004: Fynske Yngre Broncealdergrave.

Set i forhold til de mange brandgrave, som er den arkæologiske betegnelse for en grav med et kremeret menneskelig, er det påfaldende, at vi kun kan udpege få sikre ligbrændingssteder – altså selve det sted, hvor liget blev kremeret (fig. 1). Derfor har vores viden om ligbrændingsprocessen, dens udtryk, betydning og produkter hidtil
været begrænset til det, man kunne udlede fra de brændte ben fra afdøde og dennes personlige ejendele, som man havde nedlagt i brandgravene. Vi har således været henvist til at drage konklusioner om forudgående processer ud fra et ofte begrænset og nedbrudt materiale med de mange muligheder for fejlantagelser, som det indebærer.

Fig. 1. Brandgrav fra tiden omkring 250 e.Kr. fra Bregentved-gravpladsen ved Ringe. Denne grav rummer en urne med brændte ben fra den døde, men også smykker, redskaber og flere mindre lerkar, der var med den døde på ligbålet. Hertil kommer trækul og aske fra selve ligbålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Forskning i ligbrænding

For en forsker er uudforskede problemstillinger og dermed mangel på viden lige så pirrende, som hvide pletter på et landkort er det for en opdagelsesrejsende! Siden jeg første
gang udgravede en brandgrav i 1983, havde det derfor været en evig kilde til frustration, at vi egentlig har så begrænset viden om de processer, der havde skabt indholdet i de tusinder af brandgrave i Odense Bys Museers samling.

Siden slutningen af 1980’erne har jeg arbejdet med at afdække nogle af ligbrændingsskikkens mysterier med udgangspunkt i studier af brandgrave og ligbrændingssteder
fra Odense Bys Museers arbejdsmark såvel som fra andre dele af Danmark – ja, også fra resten af Europa og verden! Dette arbejde
blev afrundet med ph.d.-afhandlingen Bålets betydning, der blev forsvaret ved Københavns Universitet i december 2016.

Undervejs i forskningsprojektet blev der udført en række eksperimenter, som skulle belyse forskellige aspekter af ligbrændingsprocessen.
Forsøgene har givet en langt bedre forståelse for ligbrændingens praktiske afvikling, men de har også skabt et langt bedre grundlag for at tolke de genstande og spor, vi finder ved udgravninger af forhistoriske anlæg. I sidste ende har de endvidere givet et bedre grundlag for at forstå tankegangen bag de forhistoriske menneskers valg af ligbrænding som en del af en begravelseshandling.

Eksperimenter med forhistorisk ligbrænding

Forskningsprojektets udgangspunkt var spørgsmål til data fra udgravningen af forhistoriske ligbrændingssteder og brandgrave, og med udgangspunkt i disse udførte jeg fire forsøg med kremering af svinekroppe i årene 1989-92. Valget af svin som forsøgsdyr var ikke tilfældigt, idet dette dyrs krop på mange måder kan sammenlignes med menneskets.

Kremeringseksperimenterne blev tilrettelagt, så de hver især kunne belyse forskellige aspekter af ligbrændingsprocessen og dens produkter. Eksperimenternes forløb blev omhyggeligt dokumenteret, og iagttagelserne blev sammenholdt med resultater fra en række lignende forsøg, som er udført rundt omkring i verden. Undervejs blev der også inddraget data fra retsmedicinske og brandtekniske studier, ligesom skriftlige kilder og etnografiske beretninger blev gennemgået. Hele denne pulje af informationer blev efterfølgende analyseret og sammenlignet med de levn, vi har registreret ved arkæologiske undersøgelser.

Svinekroppene blev brændt på bålkonstruktioner under åben himmel, og de blev ledsaget af genstande af keramik, metal og glas for at undersøge, hvordan bålet påvirkede de forskellige materialetyper (fig. 2). Nogle af de nedbrændte ligbål blev dækket med jord og udgravet på et senere tidspunkt for at undersøge, hvordan genstandene blev påvirket af opholdet i jorden. Et af projektets væsentlige mål var at skabe viden, der efterfølgende kunne bruges ved analyse af de arkæologiske levn. Det var således centralt, om man ved undersøgelser af et arkæologisk materiale kunne bruge forsøgsresultaterne til at adskille spor, der stammer fra påvirkning fra ligbålet og nedbrydningsprocesser i jorden, fra spor af bevidste handlinger, som var udført af de efterlevende som led i begravelsesritualerne (fig. 3).

Fig. 2. Ved et kremeringsforsøg i 1990 var svinekroppen placeret på toppen af bålopstablingen, der var stabiliseret med nedbankede pæle. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Fig. 3. Indholdet i oldtidens brandgrave og ligbrændingssteder er skabt i forening af tre grundlæggende faktorer: ligbålet, deltagerne i kremeringshandlingen og naturlige nedbrydningsprocesser. Hvis vi skal isolere menneskets handlinger i det arkæologiske materiale, skal vi være i stand til at udelukke spor fra de andre faktorer. Tegning: Bjørn Koch Klausen.

Kremeringsprocessens varighed og brændselsforbrug

I den arkæologiske litteratur beskrives ligbrændingsprocessen oftest som en handling, der har krævet enorme mængder af brændsel og strakt sig over mange timer eller ligefrem døgn. Forestillingerne tager afsæt i de skildringer af kremeringer, der kendes fra heltekvad, sagn og afbildninger fra Middelhavsområdet. Kilderne beskriver imidlertid kremeringen af helte, konger, kejsere og mytologiske figurer, og derfor er de ikke nødvendigvis egnede til at give et generelt indtryk af fortidens ligbrændingsproces på vore breddegrader.

En kremering på et åbent bål er en kaotisk struktur med mange og til dels ukontrollerbare variabler, og derfor er varigheden vanskelig at definere. Ydermere er kremeringsprocessens forløb og varighed ikke kun påvirket af fysiske forhold som bålets og ligets størrelse. Formålet med kremeringen, herunder tilskuernes forventninger til processen og til slutprodukternes karakter, har også spillet ind. Levn fra forhistoriske brandgrave og ligbrændingssteder viser, at kravene til proces og produkter har varieret i et kronologisk såvel som i et geografisk perspektiv. Derfor er spørgsmålet om kremeringens varighed kun relevant, hvis man fokuserer på det tidsforbrug, der som minimum er nødvendigt for at frembringe produkter, som modsvarer indholdet i forhistoriske brandgrave.

De eksperimentelle data viser, at nedbrydningen af en svinekrop til en bunke hvidbrændte knogler kræver 1-2 m³ træ, og at processen kan gennemføres på 5-8 timer. På grund af ligheden mellem svine- og menneskekroppen – og under skelen til etnografiske data – er det realistisk, at kremeringen af et menneskelig har krævet tilsvarende brændselsmængde og tidsforbrug.

Ligbålets aftryk

I betragtning af at kremeringsforsøgene omfattede afbrænding af 1-2 m³ træ og en svinekrop, der svarede til et voksent menneske, var det overraskende, hvor lidt der var tilbage, da bålet døde ud. Tilbage på jordoverfladen lå et 10-15 cm tykt lag af aske, lidt trækul, brændte knogler og ledsageudstyr, og bållagets udstrækning var ikke væsentligt større end bålkonstruktionens base før antændelsen (fig. 4).

Fig. 4. Bållag fra et ligbrændingseksperiment. Halvdelen er fjernet, så man både kan se lagets ringe tykkelse og den begrænsede påvirkning af fladen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Tre af forsøgsbålene blev undersøgt med arkæologiske metoder, og det skete henholdsvis i direkte forlængelse af kremeringen og med indtil 23 års forsinkelse. Årsagen til den forskudte udgravning var ønsket om at studere nedbrydningsprocesserne i jorden i et længere tidsperspektiv. I den sammenhæng var udfordringen at have tålmodighed til at vente tilstrækkeligt længe til, at nedbrydningsprocesserne kunne nå at påvirke forsøgsmaterialet – samtidig med at jeg gerne selv ville nå at se nogle resultater fra eksperimenterne.

Udgravningerne af de tre bållag viste overraskende, at varmen kun i begrænset omfang havde påvirket den overflade, som bålet havde været bygget på. Undtagelsen var et forsøg, hvor bålet var bygget over en nedgravning, der var så dyb, at istidens ler- og sandlag var blottet. Disse aflejringer fremtrådte rødbrændte og næsten som keramik.

Den begrænsede påvirkning af overfladen ses også i forhistoriske ligbrændingssteder, der var anlagt direkte på markoverfladen – og det var langt de fleste (fig. 5). I de få tilfælde, hvor der indgik en nedgravning i ligbrændingskonstruktionen, finder man imidlertid også rødbrændte kanter, der bekræfter iagttagelserne fra eksperimenterne. Netop det, at oldtidens ligbrændingskonstruktioner kun sjældent omfattede en nedgravning, er i øvrigt en væsentlig del af forklaringen på, at vi kun har fundet et mindre antal ligbrændingssteder. Hvis bållaget ikke blev forseglet af jordlag, f.eks. fra en gravhøj, umiddelbart efter, at bålet var brændt ned, blev sporene udvisket af vejr og vind – og efterfølgende af færdsel og dyrkning.

Fig. 5. Forseglet under en gravhøj ved Lerbjerg på Sydfyn fandtes flere ligbrændingssteder fra yngre bronzealder. Her er halvdelen af et af bållagene bortgravet; bemærk ligheden med det eksperimentelle bållag i fig. 4. Foto: Claus Madsen.

Efter branden – sorteringen af bålresterne

Lige så længe man har studeret oldtidens brandgrave, har man konstateret, at deres indhold af brændte ben sjældent modsvarer et helt skelet. Tilsvarende er det bemærket, at ledsageudstyr også hyppigt kun repræsenteres af fragmenter. Det har været en udbredt opfattelse, at fragmenteringen såvel som den partielle repræsentation af skelet og ledsageudstyr var et produkt af, at flammerne havde fortæret og ødelagt materialet, og at meget var overset ved sortering af det nedbrændte bål eller nedbrudt under opholdet i jorden.

Sorteringen af de eksperimentelle bållag viste, at det var helt uproblematisk at lokalisere hvidbrændte benstumper, lerkarskår, metalgenstande og selv glasperler i askelaget, især hvis de lette askepartikler blev viftet bort med et stykke skind, så de tunge genstande lå tilbage og let kunne samles op. Hvor effektivt en opsamling kunne foretages, viste et eksperiment, hvor bållaget blev tildækket efter sortering – for at blive genudgravet 23 år senere. Ved den lejlighed blev al jord vasket gennem et finmasket net, og det kunne konstateres, at kun ganske få og små – og i næsten alle tilfælde mørke – genstande, der var vanskelige at adskille fra aske og trækul, var overset ved sorteringen, umiddelbart efter at bålet var brændt ud. Af brændte ben fandtes således kun 21,45 g, svarende til 3 % af den totale knoglemængde fra dette kremeringsforsøg.

Det kunne derfor konkluderes, at hvis målet var at samle mest muligt op fra bållaget, ville det være uproblematisk, og dette understøttes da også af data fra udgravningen af flere sydfynske ligbrændingssteder, som er afdækket under gravhøje fra bronzealderen. Selvom de forhistoriske bållag også blev vasket gennem et finmasket net i forbindelse med udgravningen, fandtes kun få og små benstumper, som var overset i bronze – alderen. Her kan vi konstatere, at det materiale, vi savner i gravene, i hvert fald ikke kan bortforklares som overset ved sortering eller efterladt på ligbrændingsstedet.

Flammernes levn – rester af afdøde

Sorteringen af bållagene gav resultater, hvoraf nogle umiddelbart kunne kendes fra de arkæologiske levn, mens andre afveg herfra. Et meget væsentligt resultat var, at mængden af brændte knogler, der lå tilbage i forsøgsbålene, var større end de få håndfulde, man ofte finder i forhistoriske brandgrave. Til gengæld var der stor overensstemmelse i størrelsen på de hvidbrændte knoglestumper fra forsøgsbålene og fra oldtidens brandgrave. Knoglerne i brandgravene er sjældent over 5-7 cm lange, og det har ført til den udbredte antagelse, at man i oldtiden knuste knoglerne, efter at de var udsorteret fra bålasken. Den konklusion er man nået frem til ved at sammenligne knoglerne fra oldtidens grave med restprodukterne fra nutidens kremeringer i ovne. Her ligger knoglerne nemlig tilbage i store stykker, der skal knuses, for at stumperne kan rummes i en urne.

Selvom der er forskelle på strukturen i menneskets og svinets skelet, forklarer det ikke forskellen mellem de brændte knogler fra forsøgsdyrene og menneskeknogler fra en kremationsovn; det gør derimod variationer i den fysiske påvirkning, som skelettet udsættes for ved kremering i en ovn og i et åbent bål. I sidstnævnte sammenhæng bliver skelettet både nedbrudt af varmen og af fysisk påvirkning, når ‘krematøren’ roder rundt i bålet, når det er nødvendigt at kaste brænde på bålet mod slutningen af kremeringsprocessen, samt når bållaget sorteres. I dette forløb sønderdeles knoglerne til så små stykker, så yderligere knusning kun undtagelsesvis har været nødvendig (fig. 6).

Det er foreslået, at misforholdet mellem mængden af brændte ben fra forsøgsbålene og de forhistoriske grave kunne forklares med, at knoglematerialet er blevet opløst under opholdet i jorden. For at undersøge denne problemstilling blev der udført et laboratorieforsøg, hvor to portioner brændte lammeknogler blev lagt i henholdsvis kraftig syre og kraftig base i otte måneder. Højst overraskende førte det ikke til synlig eller målbar nedbrydning af det brændte knoglevæv, og det måtte således konkluderes, at de små portioner brændte ben i mange forhistoriske brandgrave ikke alene kan tilskrives nedbrydning i bålet eller i jorden.

Fig. 6. I det helt nedbrændte forsøgsbål ses skelettet af en svinetorso i anatomisk korrekt position. I baggrunden ses et intakt lerbæger, der har modstået en tur på ligbålet, mens større kar i forgrunden blev knust ved bålets kollaps. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Flammernes levn – ledsageudstyret

I flere eksperimenter indgik forskellige størrelser af kopier af jernalderlerkar. To ca. 10 cm høje bægre sank under bålkonstruktionens kollaps lodret ned gennem flammehavet for at stå nærmest upåvirkede tilbage i bål – laget. Større lerkar gik derimod itu som følge af varmen og de fysiske påvirkninger, og de lå tilbage som håndstore eller større skårflager, som uden problemer ville kunne samles til næsten intakte lerkar. Dette afviger markant fra indholdet i oldtidens brandgrave, hvor større lerkar, bortset fra en evt. urne, der ikke havde været med på bålet, som regel kun er repræsenteret af små skår, der ydermere kun omfatter mindre dele af et eller flere kar (fig. 7).

Jerngenstande modstod bålvarmen og fremstod nærmest upåvirkede. Sammenbukkede eller overbrudte redskaber og våben, som hyppigt ses i det arkæologiske materiale, kom der i hvert fald ikke ud af forsøgene. Ledsageudstyret fra eksperimenterne viste således også nogle afvigelser fra fundene fra oldtidens brandgrave, og igen kunne dette ikke kun bortforklares som et resultat af bålvarme eller nedbrydning i jorden.


Fig. 7. Lerkarskår og to lansespidser fra fynske jernaldergrave. Nedknusningen og ødelæggelsen af disse genstande er ikke et produkt af bålvarmen alene. Efter Henriksen 2009.

Fra eksperimenter til de arkæologiske fund

Modsætningerne mellem forsøgsresultaterne og de arkæologiske data afspejlede, at begravelseshandlingen havde omfattet nogle handlinger mellem sorteringen af ligbålet og deponeringen af brændte ben og ledsageudstyr i det, vi kalder graven. Spørgsmålet var, om omfanget og karakteren af disse ritualer kunne indkredses.

Det er vanskeligt at tolke forhistoriske begravelsesritualer, uden at vores tilgang påvirkes af erfaring og viden om nutidens begravelser og bisættelser. Forskningsprojektet viste imidlertid, at det er nødvendigt at frigøre sig fra dette‘filter’, hvis vi vil afdække det forhistoriske menneskes handlinger i forbindelse med kremeringen. Denne afdækning er afgørende for vores mulighed for at klarlægge de ritualer, der indgik i handlingsforløbet, og det kan i sidste ende være forudsætningen for at kunne diskutere spørgsmålet om bevæggrunde for valget af ligbrænding. Det er således nødvendigt at tilgå problemstillingerne med flest mulige indfaldsvinkler.

Ligbrændingseksperimenterne har hjulpet os med at afkode de arkæologiske levn på en måde, så vi langt mere detaljeret end tidligere er blevet i stand til at rekonstruere de handlingsforløb, der forvandlede en afdød person til en portion brændte knogler. Især er det væsentligt, at vi nu kan dele handlingsforløbet op i flere afgrænsede trin.

Begravelseshandlingens faser – før og under kremeringen

Ved dødens indtræden, eller måske allerede forud for denne begivenhed, kan man have påbegyndt en handlingsrække, hvor hovedrammerne for begravelseshandlingen blev bestemt. Det var givet i den forbindelse, man besluttede, om afdøde skulle kremeres eller jordfæstes. Hvis man tilvalgte ligbrænding, må det antages, at man samtidig tilvalgte en række ritualer og begivenheder, som var knyttet til netop denne begravelsespraksis. Ved at skele til de ritualer, der udføres i samfund, hvor ligbrænding på åbent bål stadig praktiseres, kan man se, at tidsrummet mellem dødsfaldet og kremeringen kan have omfattet fremvisning og afvaskning af afdøde, optog og ofringer såvel som midlertidig begravelse. Genstande, som indgik i disse forløb, kunne måske følge den døde på bålet – men behøvede ikke gøre det.

Dernæst kan man have udvalgt genstande, som skulle følge den døde på ligbålet for at symbolisere dennes status, køn eller slægtsrelationer. Måske lagde man også ting på bålet, som havde indgået i de forudgående processer – eksempelvis lerkar, der havde været anvendt ved vask af liget, men som var ‘urene’, og som derfor ikke måtte komme tilbage til husholdningen og dermed de levendes rige. Derfor kunne det være nødvendigt at uskadeliggøre disse ting ved at smide dem på bålet, ødelægge dem eller grave dem ned på gravpladsen.

En kremeringsproces er i sig selv en destruktiv handling, og dette kunne man forstærke eller nedtone ved at regulere bålets størrelse og konstruktion samt ved brændingens varighed. Destruktionen af lig og ledsageudstyr kunne yderligere forstærkes ved at kaste genstande på bålet og ved at slå på lig og ledsagegenstande under brændingen. Sådanne handlinger kan virke frastødende set med nutidige øjne, men de kendes fra etnografiske beskrivelser og praktiseres stadig i dele af Asien.

Efter brændingen

Der er ingen tvivl om, at begravelsesceremonierne ved oldtidens ligbrændingshandlinger omfattede langt mere end det, der foregik ved ligbålet. Kremeringsprocessen var utvivlsomt en offentlig begivenhed, og det kan antages, at sorteringen af bållaget også kan have været udført som en kollektiv handling. Det var ved den lejlighed, man udvalgte det materiale, der skulle anvendes i efterfølgende ritualer.

Da forsøgsresultaterne viser, at brændingsprocessen ikke kan have deformeret og ødelagt genstande af jern og keramik på den måde, som materialet fremtræder i gravene, kan det fastslås, at der indgik mindst én fase med destruktive handlinger, efter at ledsagegenstandene var sorteret ud fra bållaget. Her blev hele kar knust til mindre skår, og jerngenstande blev bøjet eller ligefrem overbrudt. Herefter fulgte endnu en sorteringsfase, hvor dele af det fragmenterede materiale blev udvalgt til anvendelse i efterfølgende ritualer. Det gælder således også det, man set med nutidens øjne vil betragte som det centrale i en grav – nemlig de brændte ben fra afdøde.

Selvom de brændte knogler kun undtagelsesvis blev udsat for knusning, udover hvad bålet havde klaret, blev de næsten altid delt op i portioner, hvoraf kun noget – og i mange tilfælde kun ganske lidt – kom med i graven. Også dette kan være vanskeligt at forstå, hvis man sammenligner med en begravelseshandling i nutidens Vesteuropa, hvor man omhyggeligt skraber hele det brændte skelet ud af ovnen og lægger det samlet i én urne.

Vi skal imidlertid ikke langt tilbage i tiden for at finde et eksempel på en begravelseshandling, hvor resterne af en kremeret person ikke blev begravet samlet. Det skete efter prins Henriks død i februar 2018, hvor man efter prinsens eget ønske delte de brændte ben – populært kaldet asken – i to portioner. Den ene blev sat ned i en urne ved Fredensborg Slot og den anden strøet over åbent hav. Set i et globalt perspektiv er det at deponere de brændte ben fra en kremeringshandling i flere forskellige kontekster, som vi ikke umiddelbart vil definere som en grav, ganske udbredt. I Indien er det praksis at feje bålresterne i Ganges, mens deponering af de brændte ben i havet kendes fra Bali. Ja, faktisk er det at få strøet sin ‘aske’ over åbent vand også i hastig vækst i den vestlige verden, ikke mindst i Danmark. På den måde bliver verdenshavet til ‘graven’, hvorimod der ikke levnes meget til arkæologerne!

Hvis man også i Danmarks oldtid opdelte materialet fra sorteringen af ligbålet og deponerede det i flere kontekster, hvoraf nogle måske ikke har gjort det muligt at bevare brændte ben og ledsageudstyr frem til i dag, har vi en god forklaring på, at brandgravene indeholder meget mindre materiale, end man skulle forvente. Man må givet også være åben for, at noget materiale kan være fordelt i flere gravanlæg – måske endda på flere gravpladser – ligesom især metaller kan være recirkuleret i de levendes verden. Det åbner for en diskussion om, hvad oldtidens brandgrave faktisk repræsenterer – om de overhovedet er grave i nutidig forstand.

1 Udvalgt til evt. ritualer forud for kremering
2 Udvalgt til ligbålet
3 Udvalgt ved sortering af ligbrændingsstedet
4 Håndtering af udsorteret materiale (bøjet, brækket, knust)
5 Sortering af håndteret materiale
6 Deponering af udsorteret materiale (3 og 5) i grav
7 Deponering af udsorteret materiale (3 og 5) i andre kontekster – eller recirkulering
Fig. 8. Indholdet i oldtidens brandgrave var gennem mange processer, før det endte i jorden.

Hvis man skal sammenfatte analysernes resultater, kan det vurderes, at ritualerne ved oldtidens ligbrænding kan have omfattet syv faser – måske endda flere (fig. 8). Vi kender ikke den tidsmæssige udstrækning af dette forløb, men at dømme ud fra etnografiske eksempler kan begravelseshandlingerne have strakt sig over dage, uger eller endog år! Ritualernes kompleksitet og varighed kan i så fald have afspejlet afdødes status og sociale position.

Kremeringsprocessens kompleksitet

Nutidens ligbrændingspraksis på vore breddegrader er et produkt af industrialiseringen, og handlingen udføres med en effektiv teknologi i en privat og lukket sfære. Derfor virker tanken om en ineffektiv teknologi og eksponering af ligbrændingshandlingen og håndteringen af lig og ledsageudstyr undervejs i processen fremmedartet med vore øjne. Oldtidens mennesker havde imidlertid et meget indgående kendskab til forbrændingsteknik, så de var helt bevidste om, at en kremering i en lukket konstruktion ville være både brændselsbesparende og hurtigere end en brænding på et åbent bål, hvor væsentlige dele af varmen går tabt.

Der kan derfor ikke være tvivl om, at valget af kremering i et åbent bål frem for i en ovnkonstruktion ikke afspejler manglende viden eller teknologi; det var et bevidst valg på samme måde, som det er tilfældet de steder, hvor ligbrænding stadig praktiseres under åben himmel. Denne fremgangsmåde tilfører processen offentlige og kollektive dimensioner, og for tilskuerne til oldtidens ligbrændinger kunne handlingens praktiske afvikling og fortolkningen af dens udtryk være betydningsfuld (fig. 9). Gav bålet meget eller særlig røg og lugt, eller kom der lyde fra brændsel eller lig, kunne det tolkes som udtryk for, at afdøde var til stede og deltagende i processen. Især hvis bålet kollapsede, og liget ligefrem faldt ud, kunne det måske tages som et dårligt varsel for den døde såvel som for de efterlevende. Som eksperimenterne har belyst, påvirkede processerne synet, hørelsen, lugte- og følesansen, ja måske endda tillige smagssansen, og hertil kommer selvfølgelig det psykiske sanseapparat. Oldtidens ligbrændingsprocesser kan således betragtes som multisensuelle begivenheder.

Deltagelse i og fortolkning af processen kan antages at have været særdeles vigtig for de efterlevendes forståelse af afdødes forvandling fra et genkendeligt lig over en forkullet og forvrænget torso til en bunke hvidbrændte ben. I et videre perspektiv repræsenterer forløbet en transformation af et levende individ til en mytologisk forfader. De flerfasede handlingsforløb, som kan skitseres, når man kombinerer arkæologiske og eksperimentelle data, indikerer således, at processerne var mindst lige så væsentlige som produkterne.

Eksperimenterne har dokumenteret, at hvis de rette forhold og den rette knowhow er til stede, er kremering af et menneskelig i et åbent bål ikke en kompliceret proces. Forløbet fra opbygningen af ligbålet over brændingen og sorteringen af bållaget til etableringen af en grav krævede således ikke deltagelse af tekniske specialister.

Fig. 9. Store bålopstablinger kunne symbolisere, at afdøde havde særlig status. Bålets udtryk kunne yderligere forstærkes ved at placere det på et særligt synligt sted eller i tilknytning til markante anlæg. Fra ligbrændingsforsøg ved Gamla Uppsalas storhøje. Foto: Jesper Hansen.

Eftersom ligbrændingsprocessens afvikling både involverede fysiske og kulturelle faktorer, kan den derimod betegnes som kompleks, og kompleksiteten havde deltagerne i et vist omfang mulighed for at justere. Og de arkæologiske data viser, at det gjorde de! For at hele forløbet blev gennemført, som sociale og kulturelle normer foreskrev på et givet tidspunkt og sted, kunne det derfor være væsentligt, at handlingen foregik med deltagelse af rituelle specialister. Disse kunne planlægge, styre og tolke kremeringen og de hertil knyttede og utvivlsomt stærkt iscenesatte handlinger.

Hvorfor ligbrænding?

Eksperimenterne har udfordret det traditionelle syn på ligbålet som et sted, hvis primære formål var at nedbryde lig og ledsageudstyr til komponenter, som man som helhed deponerede i det lukkede ‘rum’, som vi kalder graven. Derfor skal vi afslutningsvis vende tilbage til de brandgrave, der var forskningsprojektets udgangspunkt.

Tidligere blev brandgravene opfattet som det endelige mål eller ‘slutdestinationen’ for det, der var tilbage efter ligbrændingsprocessen, men nu må vi konkludere, at det ikke er helt så enkelt. Karakteren af komponenterne i brandgravene og deres sammensætning er et produkt af en lang række faktorer og processer. Nogle elementer kan tilskrives menneskets håndtering af materialet, mens andre er et resultat af nedbrydning fra bål og lang tids ophold i jorden. Selvom bålets nedbrydende effekt var stor, kan dets effekt ikke fastsættes som en standard. Bålets påvirkning af lig og ledsagegenstande var i høj grad reguleret af tilskuernes krav til processens forløb, og det påvirkede i sidste ende karakteren af de produkter, der lå tilbage i det udbrændte bål (fig. 10). Menneskets bidrag i form af en lang række af bevidste valg fremtræder således langt tydeligere i dag, end det tidligere har været tilfældet.

Ild er en meget kraftfuld teknologi, og en forbrændingsproces på et åbent bål har et stort udtrykspotentiale. En kremering på et åbent bål gjorde det således muligt at iscenesætte spektakulære ritualer, som kunne skabe en atmosfære, der var langt mere stemningsmættet, end man kunne præstere ved en jordfæstebegravelse. Måske var det netop disse muligheder samt behovet for at kunne skabe produkter, som kunne anvendes i flerfasede og langstrakte begravelseshandlinger med aktiv inddragelse af deltagerne, der medførte, at ligbrænding var omtrent enerådende i lange afsnit af Danmarks oldtid. I hvert fald er det tankevækkende, at man netop i de samme tidsrum også anvendte ild til andre kollektive ritualer. Det var f.eks. tilfældet på de såkaldte kogegrubefelter, der var mest udbredt i yngre bronzealder og førromersk jernalder. Også ved nogle af jernalderens moseofringer af våbenudstyr var ild involveret i processen, og det er i den forbindelse påfaldende, at dele af udstyret efter en tur på bålet blev håndteret på samme måde som genstandene i samtidige grave. Det er således tydeligt, at de ritualer, der blev udført ved ligbrændings- og offerhandlinger, havde mange lighedspunkter. Spørgsmålet er så, om der også var nogle ligheder i tankesættet bag ligbrænding og offerhandlinger, men det er altså et helt selvstændigt forskningsprojekt.

Fig. 10. Materialet i oldtidens brandgrave er ikke kun et produkt af bålets nedbrydning, men også af flere andre faktorer. I særdeleshed har tilskuernes krav til processen og produkterne haft stor betydning for det materiale, som arkæologerne finder i gravene. Tegning: Bjørn Koch Klausen.

Litteratur

  • Henriksen, M.B. 2009:Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1. Tekst. Fynske Jernaldergrave bd. 6,1. Fynske Studier 22. Odense: Odense Bys Museer.
  • Henriksen, M.B. 2016a: Bålets betydning. Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter. Upubliceret ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, Saxo-Instituttet.
  • Henriksen, M.B. 2016b: Forsøg med forhistorisk ligbrænding. – En eksperimentel tilgang til tolkningen af forhistoriske ligbrændingspladser og brandgrave. I: K. Cassel (red.): Socioekonomisk mångfald. Ritualer och urbanitet. Rapport från projektsemina rium för Ostkustbanan (OKB) genom Gamla Uppsala, s. 39-52. Uppsala.
Emner: Arkæologi, brandgrav(urne, brændte ben, smykker, redskaber, lerkar), brandgrave, ligbrænding, ritualer(begravelsesritualer), etnografi, Fyn (herunder Ringe), kogegrubefelter, ligbrændingsprocesser
©