Den arkæologiske funktion ved Odense Bys Museer foretager omkring 40-50 større eller mindre udgravninger om året. Næsten alle er såkaldte nødudgravninger forårsaget af anlægsarbejde – veje, parkeringspladser, husbyggeri – eller markarbejde, skovplantning m.m. Er aktiviteterne blevet til på privat foranledning, betales en evt. udgravning af statslige midler, mens offentlige bygherrer selv må betale for det arkæologiske arbejde. Nødudgravninger er således stort set lig med den arkæologiske hverdag og har været det de sidste par årtier godt og vel. Et samfund i vækst er altså ensbetydende med meget arbejde til arkæologerne for at redde så mange af vores kilder til oldtiden som muligt. Desværre har bevillingerne slet ikke fulgt med udviklingen, så arkæologerne må prioritere hårdere og hårdere – i de sidste år så hårdt, at der ødelægges bopladser, gravhøje, køkkenmøddinger, gravpladser, som burde have været undersøgt. Sideløbende betyder en fantastisk effektivisering af land- og skovbruget med større og større maskiner til følge, at der også her smadres fortidsminder som aldrig før. I forbindelse med arkæologiske udgravninger må man gang på gang konstatere, at det er for sent, og kun i heldigere tilfælde kan der endnu opnås gode resultater. Et eksempel herpå er en gravhøj ved Tarup sydøst for Odense – men det var i aller, allersidste øjeblik, at graveskeen kom i brug.

I foråret 2000 undersøgte Odense Bys Museer to overpløjede gravhøje ved Tarup – på marken lige vest for Hudevad radiatorfabrik.

Overpløjede gravhøje

I dag har vi kendskab til omkring 20.000 gravhøje, hvoraf de fleste er opført i ældre bronzealder – ca. 1.800-1.300 f.Kr. For et par hundrede år siden kan antallet af gravhøje have været så stort som 100.000 eller sågar flere, men landbrugsdrift har i mellemtiden gjort det af med tusindvis af disse markante fortidsminder. Ofte så effektivt, at højene end ikke kan anes i landskabet. Dog er der en restgruppe, de såkaldte overpløjede høje, der fremstår som mere eller mindre synlige højninger.

Udgravningen ved Tarup omfattede to overpløjede gravhøje. Den ene gav et godt resultat, mens den anden, der knap nok kan anes som en svag højning på billedet her, var totalt nedpløjet og ødelagt.

En af fynsk – og dansk! – arkæologis pionerer, kammerherre N.F.B. Sehested til Broholm, udgav i 1878 et større bogværk, der kortlagde fortidsminderne i det sydøstfynske område. Om gravhøjene kunne han allerede da gøre følgende status: "Samtlige Gravhøie ere overpløiede. Befolkningen nærer ingen Pietet for disse Minder. Egnen er frugtbar, Pløiningsarbejdet kan lønne sig, og dermed er Gravhøienes Skæbne afgjort. Godt er det, at de kunne dyrkes, naar blot den øverste Deel er kastet ned omkring Foden eller bortkjørt; derved er saameget skaanet af en stor Deel Høie, at de endnu lade sig finde. Kun dem, jeg var sikker paa, har jeg optalt. Deres antal beløber sig til 200. Ganske vist har der været mange flere".[1]

Oppløjning år efter år af store sten på en lille bakke gjorde lodsejerne Ulla og Vincent Fisker nysgerrige: Var der tale om et naturligt fænomen eller måske en gravhøj? Meget tydede på det sidste, for den tidligere ejer havde fortalt dem, at en lokal oldtidsinteresseret mand, Julius "Skatopgraver", allerede for 70 år siden havde spurgt om lov til at lave en udgravning på stedet. Han fik heldigvis ikke lov, så spørgsmålet forblev ubesvaret, indtil Odense Bys Museer blev kontaktet i efteråret 1999. En såkaldt prøvegravning bestående af fire mindre grøfter udlagt i et kryds midt på bakken afslørede hurtigt, at der ganske rigtigt var tale om en gravhøj. Af hensyn til årstiden blev en egentlig udgravning udskudt til foråret.[2]

Oversigtskort med højdekurver, der viser de to Tarup-høje. På højen til venstre kan man se de fire søgegrøfter – gravet med maskine – fra prøvegravningen forud for den egentlige arkæologiske undersøgelse.

Ved samme lejlighed kunne det konstateres, at der på nabomarken lå endnu en høj, der desværre senere viste sig at været helt ødelagt.[3] Landmanden kunne bl.a. oplyse, at han i sine 18 år som ejer af marken havde pløjet på og efterfølgende fjernet mere end et halvt hundrede sten. Denne høj vil vi derfor ikke spilde mere tid på her, men blot konstatere, at hér kom arkæologerne for sent – endnu en gang!

Den gode høj

Den ene af Tarup-højene viste sig at være så intakt, at den endnu rummede oldsager samt informationer om sin konstruktion. Allerede ved prøvegravningen dukkede de første fund frem – desværre i gravemaskinens skovl! Ved arkæologiske udgravninger fjernes det øverste muldlag, pløjelaget, hvori der nok forekommer genstande, men ikke bevarede anlæg, eftersom jorden er blevet dyrket igennem århundreder. Under pløjelaget ligger de anlæg, der ikke har været forstyrret af ploven siden oldtiden – eksempelvis en grav i en gravhøj.


Den gode høj efter afgravningen af pløjelaget – foto fra nord. Krydset i midten er ikke udgravet, så højens opbygning kan ses i profil. I virkeligheden er der tale om to høje i en, hvilket afsløres af to delvist bevarede stencirkler, der har tilhørt hver sin fase af højen. Stenene – randsten kaldet – har markeret den ydre afgrænsning på først den ældste høj, begravelse A, efterfulgt af begravelse B, som har været opført oven på som en helt ny høj. De mange skråtløbende streger på tegningen er spor efter pløjning forud for anlæggelsen af den ældste høj.

I tilfældet her var det bogstavelig talt på høje tid, for ved den seneste pløjning havde plovskæret lige netop grebet fat i det bronzesværd som den begravede høvding havde fået med sig til dødsriget godt 3.500 år tidligere. Ud af skovlen raslede grønne bronzestumper, hvoraf der på flere endnu sad rester af træskeden. Ærgerligt! Havde udgravningen været foretaget bare ét år tidligere, så ville sværdet have været helt.

Ved udgravningen blev muldlaget fjernet næsten som en lagkage opdelt i fire stykker, dog således at der i midten stod et "kryds" tilbage. Denne metode gør det muligt dels at få et overblik over hele højen i fladen, dels at se dens opbygning i jordkrydsets profiler.

Udgravningen resulterede i påvisningen af mindst to, sandsynligvis fire faser/begravelser i højen. De strækker sig i tid fra bondestenalderen til slutningen af bronzealderen, måske en periode på 1.000 år eller mere.

Fase I udgøres af to slebne flintøkser, der begge fremkom ved afrensning af øst-vestprofilen. De kan med nogen forsigtighed tolkes som værende rester fra en begravelse på stedet i bondestenalderens senere del, ca. 2.800-1.800 f.Kr. Til trods for et fladt terræn viste udgravningen, at højen er anlagt på en lille moræneknold, hvilket man evt. har udnyttet til en mindre højbegravelse allerede forud for anlæggelsen af den ældste bronzealderhøj.

To flintøkser fra bondestenalderen – henholdsvis en nakkeende og et ægparti -stammer muligvis fra en begravelse på stedet forud for den ældste bronzealderhøj.

Fase II udgøres af grav A, et stykke af en randstenskæde samt et betydeligt antal ret velbevarede ardspor. I oldtiden foregik pløjningen med en såkaldt ard, der ikke kunne vende mulden, men kun løsne den. Det er ikke ualmindeligt at træffe på ardspor under gravhøjene, men det kan være svært at afgøre, om de stammer fra en rituel, religiøs handling forud for begravelsen eller blot skyldes almindeligt markarbejde.

Grav A fremstod som en stenlægning, i midten af hvilken der kunne iagttages en hulning, dér hvor kisten har været placeret på begravelsestidspunktet. Ved afrensningen af stenene fremkom tandemalje i gravens vestlige ende – hovedenden – og bedømt herudfra kan bronzesværdet placeres i brystregionen – evt. ved den gravlagtes venstre arm. Ved bæltestedet lå en flintdolk med rester af træskede og – formentlig – skindhåndtag.

Denne fase kan dateres ret nøjagtigt til omkring 1.400-1.200 f.Kr. takket være ornamentik og form på det ovennævnte bronzesværd. Den lille flintdolk – anvendt som ildslagningssten ("fyrtøj") -stammer ligeledes fra denne tid.[4]I sin tid blev den afdøde mandsperson, måske en høvding, gravlagt i en bulkiste (en flækket, udhulet træstamme), der blev placeret på en stenlægning midt i graven. Ved udgravningen fremkom der rester af kisten, så denne kan bestemmes til at have været lavet af egetræ.


Flintdolk og rester af bronzesværdet fra grav A. Til trods for sværdets sørgelige forfatning er det dog muligt at bestemme dets type – det har mindet meget om sværdet på tegningen.[6].

Bronzesværdet er desværre i en meget dårlig forfatning. Til trods for den fragmenterede tilstand er der alligevel bevaret en del af den tilhørende træskede. Skeden – fremstillet af hassel – er indvendig foret med skind, hvis hårside vender ind mod klingen.[5] Det har både beskyttet sværdet mod slid og bevirket, at sværdet blev pudset, hver gang det blev trukket ud af og stukket tilbage i skeden. I dag er resterne af sværdet grønne, pga. at kobberet irrer, men i bronzealderen har det været gyldent, blankt og skinnende. En væsentlig årsag til bronzens popularitet ikke bare i bronzealderen, men også senere i jernalder og vikingetid, var netop, at det lignede guld.

Fase III udgøres af grav B samt et stykke af en randstenskæde. Graven er yngre end grav A, men da den desværre viste sig at være fundtom, er det ikke muligt at datere grav B præcist. Store ligheder i konstruktionen af såvel randstenskæde som selve gravens stenlægning tyder på, at den blev anlagt i slutningen af ældre bronzealder, inden gravskikken skiftede fra jordfæste til ligbrænding.

Fase IV udgøres af et løst bronzefragment, der fremkom i et mørkt trækulsholdigt lag i højfylden ved afrensningen af nord-sydprofilen. Med stor forsigtighed kan det tolkes som værende rester af en brandgrav fra yngre bronzealder nedsat i yderkanten af højen. Denne gravskik med sekundære begravelser var almindelig ikke bare i bronzealderens sidste halvdel, men også senere i oldtiden.

Fælles for konstruktionen af begge randstenskæder er anvendelsen af små støttesten – håndstore og mindre – hvilket antyder, at der ikke tidsmæssigt er den store forskel på grav A og B.

Formidling og fremtid

Med udgravningen må Tarup-højene betragtes som værende totaludgravede uden yderligere arkæologisk udgravningsinteresse. Arkæologi er en destruktiv videnskab, der i vid udstrækning ødelægger sine kilder; når arkæologerne er færdige, er der ikke mere at komme efter, hvilket jo er hele idéen med en nødudgravning. I tilfældet her udtrykte lodsejerne heldigvis et ønske om at få bevaret og til dels rekonstrueret den gode høj. Alt for sjældent byder en sådan lejlighed sig til, fordi det rent praktisk er svært at gennemføre – jvf. citatet af Sehested ovenfor kan en sådan en høj jo nemt komme til at ligge i vejen!

For at sikre en så nøjagtig rekonstruktion som muligt var det vigtigt, at arbejdet blev påbegyndt før tildækningen, men også færdiggjort før tilsåningen af marken omkring højen. Derfor skulle der handles hurtigt, og allerede mens udgravningen stod på, kom et møde i stand med ejerne samt den nærliggende naturskole, Åløkkestedet. Førstnævnte, fordi de skal leve med en genopstået bronzealderhøj på deres mark, og sidstnævnte, fordi de fremover vil kunne inddrage højen i formidlingen af områdets natur og kulturhistorie. Åløkkestedet er en del af det fælles kommunale og amtslige projekt "Grusgravene i Tarup-Davinde" (Tarup-Davinde I/S), som står bag den landskabelige retablering af de store grusgrave, når disse er udtømte. I området ligger allerede en restaureret langdysse, "Anes høj", fra bondestenalderen (ca. 3.900-3.500 f.Kr.), så den rekonstruerede høj giver en enestående mulighed for at belyse yderligere aspekter af gravskik og samfundsforhold i oldtiden.

I skel og hegn omkring Tarup-højene lå en stor del af de sten, der igennem årene er pløjet op og fjernet fra deres oprindelige placering i randstenskæderne. Ved rekonstruktionen blev nogle af dem flyttet "hjem” igen – hvem ved, måske er en enkelt eller to landet på deres egen plads!.

Udgravningen afslørede som nævnt, at der har ligget to gravhøje på samme sted. To høje kan selvsagt ikke rekonstrueres oven i hinanden, så i stedet blev en løsning valgt, hvor hullerne i randstenskæderne blev fyldt ud med nye sten. Ja, til dels de oprindelige sten, som efter oppløjning er blevet lagt ud i hegnene omkring højen. Den ældste høj blev tillige markeret med en højning på ca. 1,5 m. Rekonstruktionen følges op af en informationstavle samt en pæl, der vil markere, hvor høje de to gravhøje har været i bronzealderen. Denne afsluttende del af formidlingen er under udarbejdelse i skrivende stund – og forhåbentlig gennemført, når disse linjer læses.

Udgravningen var – som altid – genstand for stor opmærksomhed. Til trods for Internet, computere og talrige andre tilbud lever interessen for oldtiden videre i næste generation – her hjælper Emma og Stephanie arkæolog Lone Bach Adamsen.

Det er desværre alt for sjældent, at muligheden for at rekonstruere et udgravet fortidsminde byder sig til. Når det så endelig lader sig gøre, forøger det selvfølgelig yderligere glæden og tilfredsheden ved rent bogstaveligt at respektere den store energi og gudetro, vore forfædre i bronzealderen investerede i opførelsen af de imponerende monumenter, som gravhøjene var – og i alt for få tilfælde stadig er. Kun ved at synliggøre oldtiden kan vi gøre os forhåbning om, at kommende generationer kan få glæde af de kvaliteter, den rummer. I skrift, billeder, tale og rekonstruktioner samt ved bevaring af og respekt for de fund og monumenter, som er blevet os overleveret, er det en opgave, vi alle skal bidrage med at løse. Det hurtige og smidige forløb omkring rekonstruktionen af den gode Tarup-høj er et eksempel på den store interesse, der er for vores forhistorie.

Udgravningen i Tarup gav således på flere fronter et positivt resultat – men dens gennemførelse var også på høje tid!


Rekonstruktion af de to højfaser, hver repræsenteret med en randstenskæde. Her ses arbejdet undervejs og et par måneder efter afslutningen. Den ældste højfase er tillige suppleret med en højning på ca. 1,5 m.

Noter

  1. ^ Sehested 1878, s. 19.
  2. ^ OBM 9167.
  3. ^ OBM 9166.
  4. ^ Flintdolken tilhører Lomborgs type VI A (Lomborg 1973, s. 61ff.), der henføres til ældre bronzealder periode I-II.
  5. ^ Identifikation af organisk materiale er foretaget af OBM’s bevaringsfunktion.
  6. ^ Aner og Kersten 1977, Tafel 118.

Litteraturliste

  • Aner, E. og Kersten, K.: Die Funde der älteren Bronzezeit… Band III. Kbh., 1977.
  • Lomborg, Ebbe: Die Flintdolche Dänemarks.Nordiske Fortidsminder. Bind 1. Kbh., 1973.
  • Sehested, N.F.B.: Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. Kbh., 1878.

©