Forfattere

På opdagelsesrejse i H.C. Andersens papirer

Er man én gang blevet Andersenianer, er man det vist for resten af livet. Og er man så heldig at have sin gang på et af de steder, hvor Andersen-relikvierne gemmes, kan man ikke dy sig for at vende tilbage til dem gang på gang. Sidder man af og til på det Kongelige Biblioteks læsesal, kaster man sig over hans minutiøse dagbøger, hans enorme brevveksling og hans stambog, dette kostelige klenodie, som kun udlånes efter særlig tilladelse.

Lad os først låne Stambogen og ligesom fornemme duften af de pressede blomster fra Sokrates’ fængsel og Abailard og Héloïses grav, og lad os gense de mange karakteristiske autografer, hvori de kendte navne fra hele H.C. Andersens samtid passerer revy.

Der er for eksempel fru Gyllembourgs ziirlige lille skrift på pynteligt brevpapir med en tunget bort af den slags, man nu til dags kun ser på lagkagepapir. Dér har vi en af Balzacs konversations-åndrigheder med flot svungen skrift, og dér en lang tirade af et ungdomsdrama af Dumas père, som overbeviser én om, at det må være sandt at han som purung en tid måtte leve af sin smukke, næsten kalligrafiske håndskrift.

En anden dag fordyber man sig i billederne, han fik foræret. At signaturen F. O. på en lille tegning af en skjald, der spiller på lyre, må betyde Friedrich Overbeck, skal der ikke stor skarpsindighed til at regne ud. Men hvem kan nu have præsteret den store akvarel af et slot i et italiensk bjerglandskab? Ved nærmere eftersyn opdager man, at der øverst til venstre står noget med næsten udvisket blyantskrift: „Til venskabelig Erindring om Castelgandolfo og . . . . . .” Navnet er desværre ulæseligt. Det ligner ingen af H.C. Andersens kendte malervenners.

En uge efter opdager man, at skriften ligner Just Matthias Thieles, af hvem der andetsteds i bogen står et pudsigt net lille vers ved siden af en akvarel fra Bristol. Og nu kan man godt se, at der står et sammenslynget JThiele. Før fotografiens tidsalder var det jo meget almindeligt, at folk gav sig af med at tegne og male til glæde for sig selv og deres venner; så det ville næsten være mærkeligt, om sekretæren ved Kunstakademiet ikke var en habil amatør.

Og siden man nu er kommet til at tænke på Roms omegn, fortsætter man med dagbøgerne fra Rom og støder på et par nye gåder i hans beretning om den køretur, han foretog anden juledag 1833:

„De Danske spurgte om vi ikke skulde gjøre en Tour, vi kjørte da i tre Vogne, jeg maatte i den hvor Fru Jensen var og det var da beregnet at jeg skulde betale halvt for hende, (det er anden Gang jeg saaledes har maatte være galant, tillod Pungen det blot). Der er ingen ret Behagelighed hcs disse Landsmænd. Hertz’s Omgang kunde maaskee være mig mest gavnlig, men: — — — nei, nei! — Vi kjørte over Pontemolle om langs Tiberen, fik den Høj, hvor F — — har ligget, paa Høire; her styrtede engang et Theater sammen med flere tusind Mennesker, nu laae der en eensom Viin-gaard! — I Fjeldskrænten til Venstre var en Hule med en Art Fresko, denne udgives ogsaa for Nero Grav. Campanien er her noget bakket, Solen gik ned og Luften fik noget særdeles varmt, en deilig rosenrød farve Tone med brune Skyer, paa den anden Side saae det koldt ud, Maanen stod mellem olivengrønne Skyer.”

Hvad er nu det „F — — ” ? Det virker som i en kryds og tværs: oldtidsby nord for Rom, begynder med F? Ved hjælp af et kort finder man ud af at det må være Fidenæ ved Via Salaria, som strækker sig langs Tiberens østlige bred. Og et lille studium af klassikerne bekræfter sagnet. Tacitus beretter i sine Annales (LV, 62) at det skete under Tiberius, og at der omkom 50.000 mennesker, mens Suetonius (i Tiberius, kap. 40) siger „mere end 20.000 mennesker”.

Hvordan er det med ruten ? De lærde udgivere Paul V. Rubow og Helge Topsøe-Jensen skriver, at de kørte ud ad Via Cassia. Det er rigtigt, at der ved denne ligger en sarkofag, der kaldes Neros grav. Men den fik Andersen ikke at se, før han forlod Rom den 1. april 1834. Via Cassia drejer af fra Via Flaminia mod nord-vest, bort fra Tiberen. De må være kørt ud ad Via Flaminia, som lige nord for Ponte Molle drejer mod øst og derefter går i nordlig retning omtrent parallelt med Tiberens vestlige bred. De må ret snart have passeret Tiberen for at køre ud ad Via Salaria.

Skulle Hertz mon ikke også have skildret turen? Jo, hans dagbog siger kort og knapt følgende:

„Efter Bordet med flere Danske en Kjøretuur ud i Campagnen til et 7 Miglia bortliggende forfaldet Værtshuus og drak derpaa Vin og spiste lidt i Pontemolle. — I Bjergene p. Stien Huler, hvor før Gravsteder.”

Han skildrer altså turen den omvendte vej. Naturligvis kan de også have været ved Ponte Molle på hjemvejen. Men mon Andersens beskrivelse ikke er den rigtigste, ligesom den er den morsomste ?

J. M. Thiele: Akvarel fra Castel Gandolfo. Det kgl. Bibliotek.

Hvis man blader i H.C. Andersens brevveksling, kan man for eksempel specialisere sig i hans forbindelser med udlandet. Lad os standse ved et brev, som nok kan fortjene at kendes af en lidt større kreds:

Høistærede Herr Professor og Ridder p p p p
Andersen in Kjøbenhaven
S. Petersborg 12/24 Mai 1868.

Herr Professor og Ridder,
Et Selskab i St. Petersborg, bestaaende af Damer, hvis Oiemed det er at oversætte andere Landes literære Værker, besørgede 1863 den første Udgave af Deres „Historier’s” Oversættelse i det russiske Sprog. Allerede 1867 blev et nyt Oplag af denne Udgave nødvendig; Deres dyb-poetiske Talent, hoistærede Herr Professor, havde saa hurtigt gjort Værket populær i Rusland. Det russiske Publikum elsker disse „Sagn og Eventyr” hvis Forfatter med Rette regnes til Nutidens største Digtere. 1868 udgaves anden Deel af Deres „Historier” under Titel af „Nye Eventyr af Andersen”. En russisk Kunstner, Akademikeren Herr Baron v. Klodt udførte Tegninger til samme, hvilke graveredes ved russiske Kunstnerinder; desuden udførtes alle med denne nye Udgave af Deres udmærkede Værk forbundne Arbeider, saasom Oversættelsen, den typografiske Sætning, Bøgernes Indbinding og Publikation, ved qvindelige Hænder. — Dette Selskab af Damer beder Dem ærbødigst, høist-ærede Herr Professor, godhedsfuldt at ville imodtage vedlagte Exemplar af den russiske Oversættelse af Deres „Eventyr” som et Tegn paa vor oprigtige Beundring af Deres sjeldne Talent, og tillige af vor Taknemmelighed for de poetiske Nydelser, hvilke Ruslandes opvoxende Ungdom og mandlige Aar skylder Dem. Modtag Forsikringen om vor Høiagtelse med hvilken vi forblive

høistærede Herr Professor
Deres ærbødigste Tjenerinder
Nadejda Stassoff
Maria Trubnikoff

Behændighed:
Madame Trubnikoff, led af
selkab. Petersborg, en gade
Konüchennaia, Haus No 13.

Har damerne selv affattet brevet? Skyldes det — stort set — korrekte, men noget stive sprog mon ikke, at der er oversat af en uøvet dansker? I hvert fald har Madame Trubnikoff nok selv klaret de sidste ord ved hjælp af en fransk-dansk ordbog, som ganske rigtigt oplyser, at „adresse” også kan oversættes med „behændighed”, og „membre” med „led”!

M. P. Klodt v. Jürgensberg: Illustration til Klods-Hans.

De to omtalte oversættelser, som rimeligvis er foretaget fra tysk, findes nu på det Kongelige Bibliotek i den Laage-Petersenske samling. Det første bind er illustreret af Vilh. Pedersen; det andet af den i brevet nævnte baron v. Klodt, d.v.s. Michaël Petrowitsch Klodt v. Jürgensberg (1835—1914), som tilhørte et i Rusland særdeles kendt kunstnerdynasti. Ovenstående eksempel viser, at baronen har kendt Vilh. Pedersens tegninger — og at han ikke har kunnet frigøre sig derfra. Han har næsten bare drejet Klods-Hans og hans gedebuk en halv omgang, men ladet ham beholde hatten og dragten så godt som uforandret.

Det er sikkert denne udgave, der hentydes til, når Andersen i Mit Livs Eventyrs fortsættelse beretter om sit i øvrigt uopfordrede besøg på Fredensborg den 10. juni 1867: „Kongen bad mig blive til Middag, hvor jeg da samledes og talte med den elskværdige, ædle Prindsesse Dagmar. Hun fortalte mig, at hun læste en russisk Udgave af mine Eventyr, dem hun forud kjendte saa godt paa Dansk”.

Og mon det ikke skulle være samme storfyrstinde, som skrev et rørende julebrev til den gamle syge digter, vistnok til den sidste jul, han oplevede (1874)? Brevet, som kun er underskrevet: „Deres taknemmelige Dagmar”, er henlagt i den samling, der hedder „Breve til H.C. Andersen fra forskellige”, mærkeligt nok i et hæfte med udskriften „Institutioner”.

De to russerinders brev stammer fra en periode, da digterens verdensberømmelse kunne afbildes som en stejlt stigende kurve. Der var bud efter ham fra mange landes forlæggere, som hungrede efter uudgivne eventyr. Den 13. marts 1868 havde den amerikanske forlægger Horace E. Scudder lige budt ham 500 dollars for 12 nye historier til Riverside Magazine. Med hensyn til de allerede udkomne tog de fleste frejdigt for sig af retterne; der var jo endnu ingen Berner-konvention. Til at begynde med følte han sig kun smigret over de mange oversættelser; men med årene blev han mere og mere interesseret i også at få en andel i det kommercielle udbytte deraf, hvad man ikke kan fortænke ham i.

I det følgende skal vises tre kladder til et brev til en ikke navngiven adressat. Vi gengiver dem her med alle overstregninger for at give læserne en fornemmelse af, hvordan vor digter har tygget i penneskaftet, når han skulle skrive et forretningsbrev.

„Forrige Sommer tilbragte jeg i Portugal, der saae jeg første Gang den smukke Udgave [overstreget: De har første Oplag], De havde givet af mine Eventyr og Historier, jeg var glad ved den Omhu der var viist ved Oversættelse og Udstyrelse, [overstreget: jeg kjøbte mig et Exemplar for at eie Bogen, nu ved. Nu for nogle Dage siden], jeg kjøbte strax et Exemplar for at eie Bogen. I disse Dage sendte min danske Boghandler mig en ny Udgave af samme med 220 Illustrationer, Billedbog uden Billeder og den lille Skizze af mit Liv som for flere Aar siden stod i den tydske Udgave af samlede Værker var blevet optaget deri; [overstreget: Jeg vil ikke skjule]. Jeg maa antage at første Oplag er gaaet godt af siden saa snart en større og mere smuk Gjengivelse kommer i Boghandelen, jeg var glad og vilde have været det endnu mere om De havde sendt mig et Exemplar, men jeg har igjen maatte [!] kjøbe dette.

— Jeg ønsker ret [side 2] at De maa have Gavn og Glæde af Bogen, der er [et utydeligt ord overstreget] næsten fuldstændig alle Eventyr og Historier paa de to sidst udkomne Hefter nær, det første af disse har De nok i Eie efter en Oversættelse af Frøken — — [overstreget: det bestaaer af] det senere fra sidste Juul bestaaer af 6 nye Eventyr og Historier, jeg skal have den Fornøielse at sende Dem dette i Krydsbaand og venter da at om et tredie Oplag udkommer det maa ved de seneste nye blive aldeles fuldstændig. Tør jeg med Hensyn til Udstyrelsen gjøre nogen Bemærkning da har jeg den, at det forekommer mig at være bedre at et lille Billede efter mit Portræt-Kort kom istedet for den runde Titelvignet som nu er i Bogen. [Overstreget: Skulde], Ved et tredie Oplag af Bogen, antager jeg at De forunder mig et lille Honorar [overstreget: og De vil derved] ligesom jeg aabent tilstaar at det vilde glæde mig meget om jeg fik et Par Exemplarer af den sidst udkomne Bog. For Øieblikket” [Her slutter side 2].

Det må nok være den engelske udgave „Hans Christian Andersen’s Stories for the Household” som oversat af H. W. Dulcken udkom i 1866 hos Routledge. Den omtalte „Frøken — — — ” kan kun være Augusta Plesner, og kladden må være fra 1868. I dagbogen for 31. januar 1868 læser vi: „I Dag til Middag hos Fru Koch havde Lieutenant Poulsen en ny illustreret stor engelsk Udgave med af mine Eventyr.” Om han så senere har fået bogen tilsendt fra sin boghandler, eller det bare er noget, han skriver, kan jo være ligegyldigt.

På side 3 og 4 af samme ark brevpapir som kladde nr. 1 står der:
„Allerede for en Tid siden var det min Tanke at skrive Dem til men jeg opgav det, for ikke at synes ubeskeden eller paatrængende; i disse Dage har jeg imidlertid modtaget et Brev fra Frøken — — , som jeg ikke personlig kjender, men som jeg veed har smukt oversat Bjørnson og mig. Hun bringer mig en Hilsen fra Dem og en Slags Forslag med Hensyn til et og andet [overstreget: kommende] nyt Arbeide jeg maaske var istand til at levere. De vil indsee at i et saa lille Land som Danmark, i hvor meget der end læses og hvor yndet en Forfatter der end kan være, Honoraret ikke bliver stort. Alt som jeg har vundet [overstreget: et], som jeg vist tør sige, et stort Publikum i de fleste Lande, des mindre productiv er jeg, [overstreget: blevet], i det [overstreget: jeg frygter ved at skrive Meget, da at] jeg er blevet strængere mod mig selv for at hævde min Plads. Fik jeg [overstreget: blot fra de] fra de fremmede Lande et lille Honorar for de forskjellige Udgaver, da vilde jeg være i Stand til at samle en Formue, nu lever jeg derimod i smaa Kaar, jeg forstaar ikke at handle, [overstreget: og] det er mig piinlig at tale eller skrive om Pengesager mig vedkommende, [side 4} og det er tilvisse en [!] sjældent Tilfælde under Tilskyndelse af deeltagende Venner at jeg i Dag i et længere Brev udtaler mig om det for Dem, som er mig fremmed. Richard Bentley har [overstreget: for et Par af mine Skrifter forundt mig et lille Honorar] for de to Baronesser til hvilken jeg leverede den engelske Oversættelse, ydet mig et Honorar, samt for et Par andre Skrifter en lille Sum, men [overstreget: flere af R] „Kun en Spillemand”, O. T. [overstreget: Bazar] en Digters Bazar, I Spanien og flere Udgaver af Eventyret aldeles Intet uden nogle Fri-Exemplarer. Jeg beklager mig ikke, jeg vil kun vise Dem hvorledes jeg er stillet til det rige England hvor jeg veed [overstreget: flere] de fleste af mine Skrifter ere udkomne hos forskjellige Forlæggere. Jeg var glad som et Barn ved at se den Deeltagelse mine Arbeider vandt, og havde jeg fra England og Amerika medtaget nogen Slags Erkjendelsestribut, da havde jeg, med de vistnok beskedne Fordringer jeg havde, kunne være behageligere stillet.” [Her slutter arket].

Nu har Andersen altså fået brev fra Augusta Plesner, som i 1866 havde oversat Bjørnsons „Arne”, og som åbenbart havde været i kontakt med Routledge. Digteren har dog ikke taget sig sammen til at få brevet afsendt. Han skrev endnu et udkast:

„De tillader at jeg strax nævner mit Navn, Hans Christian Andersen og De vil vistnok med Velvillie læse mit Brev. Forrige Sommer tilbragte jeg i Portugal, der saae jeg for første Gang et Exemplar af den smukke Udgave De har givet af mine Eventyr og Historier. Jeg var glad ved den Omhu der var vist Udstyrelsen og Oversættelsen, [overstreget: uagtet] denne sidste er nok fra en [overstreget: god] tydsk god Gjengivelse, hellere havde jeg dog ønsket at den var taget fra [overstreget: Originalsprog] den danske Original. Jeg kjøbte strax et Exemplar for at eie Bogen.

I disse Dage, her i Kjøbenhavn, sendte min Boghandler mig en ny Udgave, det andet Oplag, [overstreget: forøget] med 220 Illustrationer, Billedbog uden Billeder og den lille Skizze af mit Liv, som for flere Aar siden stod i den tydske Udgave af [overstreget: mine] „Samlede Skrifter”, var optaget i samme Bind. En fuldstændigere Udgave af mit Livs Historie, op til de senere Aar, findes imidlertid paa Dansk.

Jeg ønsker at De ret maa have Gavn og Glæde af Bogen, den har næsten alle mine Eventyr og Historier paa omtrent 12 nær, der findes i de to senest udkomne Hefter, Julen 1866 og 67. Istedet for den runde Titel-Vignet vilde jeg have valgt Digterens Billed efter Portrætkort, et saadant skal jeg, om De ønsker det med Fornøielse tilstille Dem. De ser altsaa at jeg venter der kan komme et tredie Oplag.

I et saa lille Land som Danmark, er en Forfatter, ihvor meget han end læses og ihvor yndet han end kan være, ikke heldigt stillet, Honoraret er ikke stort, han bliver i smaa Kaar. Jeg har det Held at [overstreget: flere] en Deel af mine Skrifter ere blevne oversatte i de fleste Landes Sprog og optagne med stor Velvillie. Jo mere jeg kom til at erkjende det, des strængere blev jeg med mig selv for at hævde den vundne Plads, men Productiviteten blev derved ringere, dog det er i sin Orden, men ikke det at jeg, paa et Par sjældne Tilfælde nær, aldeles intet Honorar erholder fra fremmede Lande for de forskjellige Udgaver og Oplag af mine Bøger, var det Tilfældet, om end [!] nok saa ringe Deel tilfaldt mig da vilde jeg føle mig bedre stillet [overstreget: Det kunde maaske være anderledes men jeg forstaar mig ikke paa at ordne Forholdene, bringe dette istand] en enkelt Gang er tilsendt mig et eller flere Fri-Exemplarer, det er altid en Venlighed, men det var mig til større Gavn og Glæde om man betænkte mig med et om nok saa beskedent Honorar.

[overstreget: ærbødigst H.C.A.]
Jeg vil betragte det som et smukt Indlæg i de sidste Blade af mit Livs Eventyr om Udlandets [overstreget: ogsaa] Forlæggere med Deeltagelse erindrede Eventyrenes Forfatter.
[overstreget: Ærbødigst]
H.C. Andersen

Dette sidste udkast må jo siges at være et velskrevet forretningsbrev. Desværre kan det ikke oplyses, om han fik det afsendt. Routledge’s forlag har det ikke, og der er heller ikke opbevaret breve fra Routledge, som for øvrigt i mange år fremturede med sine udgaver af eventyrene, formodentlig uden honorar.

H.C. Andersens brev til Alfred de Vigny. Marc Sangniers samling i Paris.

At dirigere eftersøgninger i udlandet herhjemmefra er vanskeligt; men anstrengelserne kan dog krones med held, hvis man ikke betænker sig på at starte i et lille forhindringsløb.

Når man ved, at H.C. Andersen engang i 1847 har skrevet til Alfred de Vigny[1], ligger den tanke nær at prøve at finde dokumentet. En henvendelse til vor tids Vigny-forsker nr. 1, fransk litteraturvidenskabs nestor, Ferdinand Baldensperger, bliver elskværdigt besvaret med den oplysning, at det må findes i den kendte forfatter og politiker Marc Sangnier’s private samling i Paris. Imidlertid dør Marc Sangnier, inden nogen har nået at ulejlige ham med sagen. Man bliver nødt til at vente lidt med næste fremstød over for hans arvinger. Endelig lykkes det igennem vor ambassade i Paris at få fremskaffet en fotokopi af H.C. Andersens brev til den franske digter[2].

Det er morsomt at se, hvor Andersen har gjort sig umage med sin hånd; det er næsten skønskrift! Men trods al påpasselighed er der dog løbet ham en del små afskriverfejl i pennen.

Her følger teksten, som ikke tidligere er offentliggjort in extenso.

A
Monsieur
monsieur
Alfred de Vigny
a
Paris.
Copenhagen 18 Mai 1847.

Monsieur !
Permettez moi de commencer par rappeller a Votre bon souvenir un poète danois Andersen, lequel, se trouvant a Paris au printemps 1843, malgré qu’il Vous fût absolument inconnu, Vous avez accuelli avec la plus grand bonté; Vous êtes même venu le voir a l’hotel Valois, malgré le grand nombre d’escaliers qu’il y avait a monter, pour lui rapporter Vous-même son album dans lequel Vous aviez inscrit un fragment d’un plus grand poèm — eh bien! Monsieur, c’est ce même Andersen qui prend la liberté de vous adresser ces lignes.

Depuis la temp la une étoile heureuse a lui sur mes écrits, non seulement en Danemark et en Suède, mais en Allemagne, en Hollande et en Angleterre, on semble les lire et le juger avec une bonté qui me surprend moi même. Si je Vous raconté ceci, ce n’est que pour arriver a l’objet qui me touche au couer. Peutêtre que vos yeux tout [læs: sont] tombés sur quelqu’un de mes livres en traduction anglaise, „the improvisator”, „the poets bazaar”, „Only a fiddler”, „tales of Denmark” (contes originaux); je voudrais qu’il en fût ainsi, je me flatterais alors que mes écrits me feraient paraitre a vos yeux un peu mieux que ne le fit ma pauvre conversation française.

En Allemagne on a publié la derniere année deux différentes éditions de mes oeuvres complètes; mais là et partout on regarde mes contes comme ce qui m’appartient en propre; dans „the Atheneum” Vous pourriez voir à cet égard de trop grands éloges, je ne saurais les appeler des critiques; que m’ont prodigués les Anglais. C’est de ces contes qu’il sera question dans cette lettre. Je recu, il y a quelques jours, une lettre d’une dame allemande, dame du grand monde, femme d’esprit et de goût, qui m’annonce que quelqu’un qui m’est inconnu, un de ses amis a fait une excellente traduction française de mes contes, que cette traduction a été lue dans plusieurs cercles de Paris et qu’elle a été accueillie avec intérêt; elle ajoute qu’on deserait de publier cet ouvrage, mais, la traduction ne te [læs: se] trouvant en rapport avec aucun libraire de Paris, on me prie, si la traduction est réellement bonne, de m’interesser à cette affaire. Jusqu’à présent je n’ai été actif pour aucune traduction de mes ouvrages, si jen excepte la dernière édition allemande; je ne connais aucun libraire de France; mais je serais heureux de voir mes écrits trouver le chemin de la France et de les y voir accueillis comme dans les autres pays; j’ai donc réfléchir (!) et j’eus l’idée de donner a mon traducteur inconnu cette lettre pour Vous Monsieur, en le priant de Vous remettre en même temps son manuscrit. La prière que je Vous adresse donc c’est de vouloir bjen jeter les yeux sur cette traduction, et, si Vous la trouvez bonne, et, ce qui est d’une bjen plus grand importance, si Vous trouvez ces contes dignes de Votre intérêt, de Vous y intéresser un peu. Malheureusement je suis sur que la traduction française est faites sur une traduction allemande de mon original danois; mais si Vous y trouvez encore quelque chose d’original et de poétique, quelque chose de digne de Votre protection, introduisez le livre par deux mots de préface et adressez le traducteur a quelque éditeur de Paris.

Je me permets de répéter que c’est exclusivement au cas que Vous trouvez la traduction et les contes dignes de Votre protection, que je vous suplie de faire quelque chose pour moi, et soyez persuadé que mon coeur reconnaisant Vous sera à jamais dévoué. Quoi qu’il en soit, ne m’en veuillez pas d’une demande si téméraire; c’est l’expression de Votre figure qui m’est toujours presént, c’est cette expression de douceur et de bonté qui me rassure et qui m’a inspiré le courage de hasarde (!) cette démarche.

Au mois de Juin je vais a Londres, en Aout je viendrai peut-être a Paris. Mes respectueuses salutations a Md. de Vigny, tout mon coeur a Vous.
H.C. Andersen.

H.C. Andersens papirer er allerede blevet endevendt af adskillige, og der er ikke store chancer for at gøre sensationelle fund. Men enhver, der giver sig i kast med dem, kan være sikker på, at han vil støde på mange morsomme træk, der gør en svunden tids mennesker og deres stemninger levende og nærværende.

Og ved sådan at lege detektiv i det små bliver man på ny oplagt til at læse i H.C. Andersens egne værker og nyde hans kunst. Det er dog det, alle rigtige Andersenianere er begyndt med og ender med.

 

Noter

  1. ^ Se Anderseniana 2. række, bind II, pp. 164—167.
  2. ^ For venlig bistand takker jeg her professor Ferdinand Baldensperger, hr. Jean Sangnier, minister Helge Wamberg og mag. art. Mogens Hermannsen.

 

©