På sporet af danskerne i Midtvest USA

- rejseskildringer

Henrik Cavlings Dannebrog

“Det var netop på en tid, da bønderne i Wisconsin tænkte på at drage længere ud i Vesten. Der blev holdt møder, hvor man grundigt drøftede spørgsmålet, og omsider besluttede man at sende fem mænd ud på prærierne for at undersøge forholdene. Niels Nielsen blev den yngste af disse fem mænd.

Det var dengang forbundet med alvorlige farer at foretage en sådan rejse. Der fandtes hverken jernbaner eller veje i de øde egne, hvor indianerne endnu ustraffet skalperede pionererne. Vore fem landsmænd nåede dog til Grand Island – en nu ret betydelig by. Herfra vandrede de, under anførsel af bonden Lars Hannibal, nordpå for at søge skov og vand.

Hovedgaden i den lille by Hartland i staten Wisconsin

I mange dage drog de danske pionerer frem igennem sandørkener, som vistnok ikke havde været betrådt af anden menneskelig fod end rødhudernes. Efter flere ugers march nåede de Loup-floden, som de ikke umiddelbart kunne passere uden bro. Materialet hertil måtte de hente i Grand Island. Det tog tid. Men Lars Hannibal havde på fornemmelsen, at de hinsides vandløbet ville finde, hvad de søgte: land, der mindede om fædrenejorden. Efter mange bryderier kom de over floden, og nu stod de dér, hvor byen Dannebrog blev anlagt. De borede, og da de fandt muldjord og lerunderlag, bestemte de sig for dette sted. De fem fattige mænd satte sig på den nøgne jord og drømte sig et lille Danmark. De så i tankerne Dannebrog vaje over landet og gav stedet flagets navn. Rige på erfaringer, men medtagne af de voldsomme strabadser, vendte de tilbage til Wisconsin og tilrådede deres venner og bysbørn at rejse til Nebraska. En karavane af yngre farmere med hustruer og børn drog det følgende forår derud …

Jorden var så god muldjord, at der efter gamle farmeres udsagn ikke fandtes mage dertil på Lolland. Farmerne kaldte den urtepottejord og var forbavsede over, at man i 100 tdr. land ikke fandt en sten, der var så stor som en kartoffel. Flodbredderne og de nærliggende engdrag var bevoksede med græs og et mylder af gule blomster, der gav stedet navn af Smørmosen. På den egentlige prærie var jordskorpen så sprød, at man kun behøvede at pløje én gang for den første udsæd. Alle betingelser var således til stede fra naturens side. Men farmerne stod med tomme hænder. De manglede redskaber og kreaturer, og de ejede ingen penge. Den første tid havde de sovet under åben himmel, så boede de i huler, som de gravede i bakkerne, men da de ikke øjnede nogen udvej til at få bygget hus, vandrede de igen de mange mil tilbage til Grand Island. Her fik de papirer på jorden og tog arbejde ved Jernbanen for at tjene til de første indkøb. Men seks måneder senere måtte de tilbage, da de nu var forpligtede til at bygge på den ny jord. De drog da ud på prærien, gravede et hul, afrev noget græs og sagde, at det var en farm. Så drog de atter til Grand Island og arbejdede igen ved Jernbanen, ja enkelte af dem rejste helt ned til Alabama og slæbte bomuldsballer for de sorte. På denne måde lagde de tålmodigt cent til cent, indtil de havde tjent så mange penge, at de kunne købe hest og ko og plov. Således udrustede ankom de for tredje gang til Dannebrog og byggede de første jordhytter, som vestens storme og de halvtropiske regnskyl rev over ende. Men disse mænd tabte ikke modet. Der fulgte år med voldsomt, overmenneskeligt arbejde, savn og frygtelige lidelser, men danskerne gav ikke tabt. Langsomt kom prærien under plov, jordhyt-terne forsvandt for blokhuse, og endelig rejste farmerne i blokhusenes sted de malede bygninger af træ, som står den dag i dag”.

Således genfortæller journalisten Henrik Cavling i sin rejseskildring Fra Amerika fra 1897 starten på den danske koloni Dannebrog i Nebraska.[1] Cavling opholdt sig på sin rejse nogle dage i Dannebrog og hørte malende fortællinger om de begivenheder, der lagde grunden til den danske koloni ca 25 år tidligere – 8000 km fra Danmark – i året 1871. I 125-året for Dannebrog-koloniens start satte danskere igen focus på stedet. Men det skete i en helt anden sammenhæng.

The Pedersen Farm på frilandsmuseet Old World of Wisconsin

Udstillingen “Danskerne på prærien”

Gennem flere år har det været Odense Bys Museers målsætning årligt at opbygge en særlig stor og markant særudstilling – oftest på Hollufgård. Fra rækken kan nævnes Regnskoven i Sydamerika, 1991, EUROPA, 1992, Guld, guder og godtfolk, 1993, Ukraine – steppens nomader og skovens bønder, 1994, og Alle tiders favntag, 1995. Flere af udstillingerne har haft grundtemaet: samspillet mellem menneske og natur.

I 1997 er planlagt en udstilling med titlen “Danskerne på prærien”. Fra første halvdel af 1800-tallet kom europæiske nybyggere til det midtvestlige USA. Blandt disse var mange skandinavere, heraf en del danskere. De danske nybyggere bosatte sig primært i staten Wisconsin, bl.a. i skovområderne i nordøst, og i anden halvdel af århundredet på prærien i staterne Minnesota, lowa og Nebraska. I de sidstnævnte stater mødte nybyggerne prærien med dens uberørte natur, dens planter og dens dyr. Og nogle mødte endog ‘naturfolket’ – indianerne, der blev presset længere og længere mod vest som følge af nybyggernes fremmarch. Over 300.000 danskere emigrerede til Nordamerika mellem 1840 og 1914, hovedparten kom til Midtvesten.

Udstillingen skal sætte focus på danske nybyggere i USA. Den skal følge deres forventninger og deres kamp i det nye land for at bygge en tilværelse op. De første 10-15 års forløb vil udgøre udstillingens ene del. Vi skal se, hvorledes danskheden søges holdt i hævd samtidig med at nødvendigheden for en begyndende integration opstår.

Vi vil møde pionererne med vovemod og initiativ, og med deres ‘øjne’ skal vi opleve den uberørte prærie og de enorme vidder. De første år på den store, åbne prærie var ikke uden store menneskelige og materielle omkostninger. Præriebrande, snestorme, hedebølger, græshoppeangreb og frygten for indianerne hørte med. Veje og broer eksisterede ikke, og der var langt til alt – til nærmeste by, til læge, til skole og til den militære garnison. Hertil kom ensomheden og længslen efter den familie og det land, der var forladt for altid.

Bondehuset Kimballton i lowa

Sammenhold og det danske sprog betød meget. Hertil kom kirken og samhørigheden i arbejde, fest og fastholden ved medbragte traditioner. Religionen – og troen på fremtiden – var den nødvendige ballast. For pionererne var Amerika mulighedernes land – en verden med demokrati og lige muligheder. Nogle bukkede under, andre klarede sig – og de mænd og kvinder såede, hvad deres efterkommere nu kan høste. Udstillingens anden del skal fokusere på det samme prærielandskab i dag – set med moderne farmeres øjne. Der skal tegnes et billede af den nutidige prærie – det store landbrugsland med dets problemer, stagnation og affolkning. Det moderne landbrugsland og dets beboere skildres gennem konkret fortælling. Landet, landbruget, byen og livet vil være emner, men med væsentlig vægt på menneskene – 3. og 4. generations-danskerne. Er de der? – eller er de flyttet og spredt ud over det store amerikanske kontinent? Er de eneste spor efter nybyggerne præriekirkegården fyldt med simple gravsten med danske navne? Står den danske kirke tom tilbage? Eller er der stadig efterkommere, der holder fast i ‘rødderne’?

Udstillingsprojektet sætter således ikke focus på selve udvandringen – på baggrunden herfor og forløbet heraf -, men derimod på hvad der egentlig skete, da danskerne bosatte sig i det nye land – og hvordan situationen er i dag.

Gennemførelse af et stort udstillingsprojekt tager lang tid, ikke mindst når det forudsætter nye grundlæggende undersøgelser og lån af genstande og materiale fra andre lande. Ideen til udstillingen "Danskerne på prærien” blev fostret i forbindelse med nærværende forfatters besøg i anden forbindelse i lowa og Nebraska i januar 1995. Egentlig var det planen i 1997 at opbygge en udstilling om skovlands-indianerne i USA, men fascineret af de mange danske spor så mange tusinde kilometer fra Danmark blev emnet korrigeret. I løbet af foråret 1995 blev idé og målsætning formuleret og den indledende research iværksat. I november 1995 gennemførtes en studierejse til lowa og Nebraska med henblik på dels at udvælge oplagte dansker-områder i Midtvest USA og dels at skabe kontakter med henblik på det videre researcharbejde. Fra februar 1996 intensiveredes arbejdet med udstillingen, idet museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen fra det tidspunkt blev sat fuldtids på projektet.

Allerede i løbet af 1995 omtaltes i medierne planerne for udstillingen, og en betydelig forhåndsinteresse meldte sig. Mange mennesker kontaktede Odense Bys Museer med oplysninger om slægtninge i USA og om bevarede ‘Amerika-breve’ og gamle billeder. Der er næppe tvivl om, at emnet ud- og indvandring og integration i et nyt land kombineret med de seneste års forøgede rejseaktivitet til og fra USA er årsagen hertil.

I det tidlige forår 1996 stod det fast, at udstillingen skulle koncentrere sig om den store danske koloni Dannebrog i Howard County, Nebraska, og et detaljeret program for indsamling af historiske kilder, kort, gamle fotos og originale genstande blev opstillet. Nu skulle planerne realiseres.

Den lille havfrue i Kimballton, lowa

I danskernes fodspor

Fredag den 3. maj 1996 kl. 12.50 lokaltid landede SAS-flyet SK 941 i Chicagos lufthavn O’Hare. Med flyet var 3 medarbejdere fra Odense Bys Museer, I journalist fra Fyens Stiftstidende og et kamarahold på 3 fra TV2/Fyn. Gruppen på 7 personer skulle i de næste 11 dage i to biler køre over 3000 kilometer gennem Midtvest-staterne Illinois, Wisconsin, lowa og Nebraska for at følge sporene af de danskere, som grundlagde den danske koloni Dannebrog i Nebraska,[2]

Vor rejse startede i storbyen Chicago, som også blev mange danskeres udgangspunkt for deres videre færd ud over prærien. De ankom fra havnene ved Atlanterhavet med tog – eller via skib over de store søer – og gjorde ophold i byen.[3] Nogle blev hængende, og der opstod hele danske kvarterer, men langt hovedparten drog videre. Og det gjorde vi også. Allerede på ankomstdagen blev kursen lagt mod Waukesha County i Wisconsin, og med base i statens hovedstad, Madison, skulle de følgende dage bruges til at spore de første ideer om den store danske præriekoloni i Nebraska.

Hartland, Wisconsin

Den første dansker kom – så vidt vides – til det skovrige Wisconsin-territorium i 1836. Det var pelsdyrjægeren John Smith. Og i 1839 eller 1840 bosatte John S. Bang sig i byen Racine, der senere skulle blive den mest ‘danske’ by i USA. I de følgende år kom der flere danskere, og i 1846 – altså for nøjagtig 150 år siden – opstod den første egentlige danske bosættelse.[4]

Christian Ludvig Christensen, født i 1803 i Pederstrup på Lolland, kom i 1846 til Waukesha County i staten Wisconsin. Han var kort tid forinden rejst fra Danmark for at forsøge sin lykke i Amerika. Hustru og 6 børn blev hjemme i Danmark. Christian Ludvig Christensen erhvervede en passende jordlod i det smukke skov- og sørige landskab umiddelbart vest for den bebyggelse, som året efter skulle få posthus med navnet Hartland. Om Christian Ludvig Christensen fortælles følgende historie: Da Christensen havde fundet den plads han ville leve på, skrev han hjem efter sin familie, og hans kone og børn drog ud på rejsen. De nåede omsider til Milwaukee, hvor Christensen efter aftale skulle møde dem; men der var ingen Christensen. De forsøgte så at leje vogn til Hartland, men ingen i Milwaukee vidste, hvor Hartland var, derimod kendte man nok Delafield, det township, hvor Christensen havde købt land. De hyrede så en vogn til Delafield. Men lige da de var klar, kom Christensen med sine okser, som han havde drevet de 25 miles fra Hartland til Milwaukee. Den lollandske tidligere krokone forfærdedes, da hun så sin mands amerikanske køretøj med det hornede forspand. Hun havde vist allerede fået nok af Amerika![5] Ikke blot Christian Ludvig Christensens familie kom til Hartland det år. Flere danske familier slog sig ned umiddelbart vest for Hartland mellem søerne Pine Lake, North Lake, Beaver Lake og Mouse Lake og et dansk samfund opstod.

Spændingen var derfor stor, da bilerne drejede fra highway’en ind i byen Hartland 150 år senere. Med spejdende øje søgtes efter blot et enkelt spor af den tidligere danske bosættelse. Men intet kunne skimtes – og hvad søgte øjet egentligt – et dansk flag måske? Den nydelige lille by var helt igennem amerikansk. Turen til Pine Lake og Beaver Lake gav heller ikke synlige spor, men derimod indtryk af et smukt, kuperet landskab med mange flotte villaer beliggende ned mod søerne og med både liggende ved små bådebroer. Området var blevet et rigmandskvarter en halv times kørsel vest for storbyen Milwaukee!

Med det billede på nethinden erindredes V.C.S. Topsøes rejseskildring fra Hartland skrevet i 1871: "Omgivet af højene og skovene, gennemstrømmet af den klare å, så Hartland i aftenbelysningen ud som det fredeligste sted på jorden, et livsaligt hjem for landlig fred og hvile, en plet som den, hvortil scenen henlægges i drømme om et liv, langt udenfor verdens stærke bevægelse. Men hvor længe vil det vare, inden den idylliske plets ærgerrige drømme er gået i opfyldelse?

Inden skovene på højene er blevet byttede med en mylder af skorsten, inden grundene langs den fredelige landevej gennem byen er blevet byggegrunde, som udmåles i frontfod til paladslignende udsalg. Den mand, som sad og medede på det dejlige sted under bævreaspene ved bredden og fik så mange fisk, vil måske leve og se forandringen og blive millionær ved dén."[6]

Lars Hannibal

Målet med turen til Hartland gjaldt ikke alene at se det sted, hvor den første danske bosættelse i USA etableredes for 150 år, men i langt højere grad i arkiver og på museer at følge det initiativ, som danske Hartland-beboere tog knap 25 år senere. Og blandt dem står Lars Hannibal i centrum.

Han var født på Lolland i 1822 som søn af en husmand. Som ung deltog han i treårs-krigen og blev efter krigen husmand på sin fødeø. Men i 1856 rejste han med hustru og børn – hans gamle fader kom siden efter – til Wisconsin i håb om dér at kunne opnå en bedre fremtid for sig og sine. Han købte et stykke skov i nærheden af Pine Lake og farmede til borgerkrigen udbrød. Som borger i sit nye hjemland meldte han sig straks – 39 år gammel – til nordstatshæren og blev sergent i kompagni B, Wisconsin Volunteers 15. regiment. Efter borgerkrigens afslutning tog han tilbage til Danmark for at agitere for en fremtid i USA og fik mange til at følge sig.

Lars Hannibal var en virksom mand, og han havde en drøm om at opbygge en stor dansk koloni i USA. Flere og flere danske immigranter kom til Wisconsin, og heraf mange til Hartland. Men nu manglede der land, og jorden kostede mange penge. Men ude på vestens prærie var et par kraftige arme og en ærlig vilje sagen. Uncle Sam gav landet gratis, og så var man fri for at rydde træer og slæbe sten, og endvidere kunne man nyde det fortrin at bo i et stort dansk settlement, hvor dansk sprog og danske sæder kunne trives og bevares.

Lars Hannibals gravsten på Oak Ridge Cemetary i Dannebrog

Denne sag agiterede Lars Hannibal ivrigt for, og i 1870 lykkedes det ham sammen med en gruppe danskere at få godkendt som lov i staten Wisconsin oprettelsen af et selskab benævnt "Det Danske Land- og Hjemsted-Kompagni”. Lars Hannibal blev selskabets præsident. Målet med selskabet var gennem aktiesalg at skaffe tilstrækkeligt mange penge til at købe et så stort landområde, der kunne sikre en dansk koloni bestående af flere tusinde personer. I omtaler og gennem annoncer søgte selskabet såvel i dansksprogede aviser i USA som i danske aviser at skaffe aktionærer. Hertil kom Lars Hannibals agitations-rejser til de øvrige danske kolonier i Wisconsin. Hver aktie var på 50 $ og gav ret til at tage 40 acres i besiddelse af selskabets land. Selskabet eftersøgte land i det vestlige Wisconsin og i de tilstødende stater mod vest. Gennem kontakter til Union Pacific Banen, der fra 1869 havde åbnet en forbindelse fra Omaha i Nebraska og til Stillehavet – og derved sikret en tværgående jernbane over det amerikanske kontinent, fik man forslag om at undersøge de nyåbnede områder i Nebraska nær Loup River.

Studier i arkiverne hos State Historical Society of Wisconsin i Madison gav resultater. Både oplysninger om Lars Hannibal og om “Det Danske Land- og Hjemsted- Kompagni” blev sporet, og forsynet med kopi af et kort fra 1860 kunne Lars Hannibals jordlod fra 1856 udpeges. Den lå smukt rundt om den sydlige del af den lille sø Mouse Lake ikke langt fra Hartland. At stå her på det sted, hvor Lars Hannibal havde kæmpet med at fælde træer for at skabe en mark, og se ud over den sø, hvor han havde fisket mangen gang, var en stor oplevelse. Det gav selvfølgelig anledning til både TV-optagelser og mange fotos.

Dana College, Blair, Nebraska

Grand View College og Dana College

Efter nogle dages arbejde i Madison og med en afstikker til frilandsmuseet Old World Wisconsin med den lille danske gård – the Pedersen Farm – gik turen via highway’en over Missisipi til staten lowa. Næste mål var Grand View College i Des Moines, hovedstaden i lowa. Grand View College blev for over hundrede år siden startet af danske emigranter som en præsteskole. Senere udviklede den sig til et egentlig college. Den samme udvikling fandt sted for Dana College i Blair, Nebraska. Disse to colleges, grundlagt i slutningen af forrige århundrede, er de eneste bevarede colleges af dansk oprindelse.

Grand View College var grundtvigianernes skole, medens Dana var Indre Missions. Den kirkelige splittelse, der var kendt fra Danmark, blev meget markant i den danske kirke i USA. Stadig omtaler ældre efterkommere af danske udvandrere de to colleges som henholdsvis ‘deres’ og ‘vores’. I dag kan denne adskillelse ikke mærkes. Oprindeligt gik grundtvigianerne – og dermed Grand View College – meget ind for at bevare kontakten til Danmark og holdt de danske traditioner i hævd. Dette i modsætning til Indre Mission – og dermed Dana College – der ganske vist erkendte sin danske oprindelse, men integrationen i det nye samfund var væsentligst.

Når man i dag besøger de to colleges, er der det besynderlige, at medens danskheden kun meget sporadisk mødes på Grand View College, ja så toner danskheden straks frem på Dana. Allerede velkomstskiltet med logoet – et dannebrogsflag udformet som et vikingesejl – viser tilknytningen til Danmark. Inden for murene mærker man det også. Eksempelvis er der altid tilbud om danskundervisning ved en dansk lektor, og båndene til Danmark søges opretholdt og udbygget. Selvom begge colleges nu er tilpasset de amerikanske forhold, er der næppe tvivl om, at årsagen ligger i, at Grand View er et college for storbyen Des Moines, medens Dana College med den smukke placering i det bakkede terræn tæt ved Missouri-floden i den lille rigmandsby Blair ikke har samme binding. Det fungerer som et privat college med tiltrækning af studenter fra store dele af USA. Kigger man nærmere på listen over såvel lærere som studenter ved Dana, ja så genkender man mange navne af dansk herkomst.

Besøget på Grand View College – og senere på Dana College, som iøvrigt er vores undersøgelses faste ‘base’ i USA – gjaldt arkiverne. Begge colleges har righoldige arkiver med materiale om de danske immigranter. Af gode grunde har Grand View mest om de grundtvigianske menigheder og bosættelser, og Dana mest om Indre Missions, så der skal kombineres. Et af de gode fund på Grand View College var en del materiale om den danske højskole, der oprettedes i Nysted, en aflæggerbebyggelse til Dannebrog-kolonien.

Før turen gik til Dana College, fik holdet mulighed for at besøge de to danske byer Elk Horn og Kimballton, der ligger tæt ved siden af hinanden i den vestlige del af lowa. Her udspillede sig i tidligere tider den markante opposition mellem grundtvigianere og Indre Mission. Kimballton var grundtvigianernes, og her måtte man f.eks. drikke øl og danse. Samtidig kæmpede Elk Hom for at få lukket saloonen. Sådanne slagsmål var med til at døbe grundtvigianerne “The Happy Danes”, medens Indre Missions tilhængerne fik navnet “The Holy Danes”. I dag er stridighederne mellem de to byer væk, og i stedet satser de på at trække turister til med store skilte ved den nærliggende Inter State 80 (=motorvej). De danske byer, den danske vindmølle, kro, Bedstemors Hus og The Danish Immigrant Museum er blandt de ting, der lokkes med. Danske symboler findes overalt, startende med de Dannebrog-flagprydede hovedgader, med kopi af den lille havfrue, bondehuset – og Odense Street! Man fornemmer, at her er danskheden alene blevet til symboler, og interessen ligger i hurtigt tjente turistkroner. I butikkerne kan man købe alt, der minder om Danmark og som er rødt og hvidt.

Over floderne

Da vi passerede Missisipi-floden på grænsen mellem Wisconsin og lowa ændrede landskabet sig. I stedet for det bakkede og sørige – samt stadig ret skovrige Wisconsin – mødtes blikket af den uendelige og efterhånden utroligt flade prærie i lowa. Ikke den oprindelige prærie, men et ufatteligt stort landbrugsland fyldt med majsmarker. I det flade landskab kunne ses landmålernes udlægning af landskabet i firkanter, inden for hvilke de enkelte farme lå. Da regeringen i Washington i 1800-tallet frigav de enorme landarealer i Midtvest USA, foregik det efter et bestemt system. Landet blev opmålt og inddelt i ‘townships’ bestående af firkanter å 6 × 6 miles. Hvert ‘township’ var igen opdelt i 36 firkanter å 640 acres, hvilket udgjorde en section. Farmere kunne så erhverve normalt en halv – eller eventuelt en kvart section. Flyver man henover de enorme landområder i USA, ligner landskabet et kæmpe skakbræt, hvor veje og bebyggelser retter sig ind efter det uendelige mønster. Så stort er området, at land-målerne i deres arbejde jævnligt måtte korrigere firkanterne på grund af jordklodens runding.

Missouri-floden udgør grænsen til Nebraska. Den var længe et problem i kommunikationen mellem øst og vest, da det kun var muligt at krydse floden med båd. Ved åbningen af Stillehavsbanen måtte passagererne stå af i Council Bluffs på østsiden af floden og først genoptage togturen på den anden side i storbyen Omaha. Men få år efter at Union Pacific Banen i 1869 fik åbnet tog- og telegraflinien til Stillehavet, stod en stor, flot jernbro klar.

Union Pacific har hovedsæde i Omaha. Og det blev et spændende besøg i det enorme hovedsæde, da Lars Hannibals kontakter med selskabet skulle undersøges. Det var ikke helt let, da Union Pacifics historikere var i fuld gang med at flytte såvel arkivalier som museumsgenstande til den gamle Union Station i Omahas centrum. Her skal i de kommende år opbygges et stort museum, der både fokuserer på Union Pacific og på hele opdyrkningen af prærien. Museets navn er Western Heritage Museum. Men trods dynger af arkivalier spredt ud over enorme kælderrum, lykkedes det at grave relevante papirer og kort frem – der fortæller om salg af jernbanens jord, om den senere jernbane til Dannebrog og om den nu forsvundne station.

Det var dog ikke blot Union Pacifics arkiver, der blev gravet i. Flere dage brugtes hos Nebraska State Historical Society, der er det statslige museum og arkiv placeret i statens hovedstad Lincoln en lille times kørsel fra Omaha. Opholdet i denne del af Nebraska omfattede også private besøg hos efterkommere af danske udvandrere. Ikke mindst gav et besøg hos familien Petersen i Bellevue syd for Omaha et enormt udbytte. Under studierejsen i november 1995 havde Karsten Kjer Michaelsen og nærværende forfatter støvet et stort og enestående, håndskrevet manuskript frem på arkivet i Lincoln.[7] Det er forfattet af Peter S. Petersen, der som 11-årig kom til USA i 1872. Familien slog sig ned på en jordlod ved Dannebrog. Det velskrevne manuskript på over 600 håndskrevne sider fortæller indgående om livet i Dannebrog-kolonien fra 1872 og ca 20 år frem.

Peter S. Petersens minutiøst beskrevne og præcise erindringer vil være en uvurderlig kilde til udstillingen om “Danskerne på prærien”. Dele af manuskriptet vil blive søgt udgivet i forbindelse med projektet.

Blandt fundene hos familien Petersen er en dagbogsoptegnelse fra Hans Nielsen nedskrevet på turen med prærievogne fra Hartland i Wisconsin til Dannebrog i Nebraska i foråret 1871. Fire familier fulgtes ad, og de havde alle ejendele med samt kvæg og grise. Undervejs fik den ene ko kalv. Turen startede den 19. april og under den I. juni noterede Hans Nielsen: "Vågnede op om morgenen omkring kl. 3.30 og fandt, at hestene var væk. Søgte efter dem hele formiddagen og fandt dem ved et å-løb om eftermiddagen. Krydsede Loup River med kvæget om eftermiddagen. Kom hen mod aften over til Oak Creek, hvor Hannibal og Seehusen havde rejst deres telte.” Den 2. juni: “Om formiddagen krydsede Loup River med hestene og vognene og slog lejr ved Oak Creek, og efter velkomst blev der lavet en indhegning til Frederiks grise.”

Nybyggernes rejse fra Hartland i Wisconsin til Dannebrog har været over 1000 kilometer. I luftlinie er afstanden 870 km. Turen fulgte de kendte jordveje og gik gennem mange små nybyggerbyer. I Omaha gjordes et kort ophold for at købe ind inden kursen blev sat mod Grand Island.

Videre vest på

Efter denne fantastiske eftermiddag hos familien Petersen i Bellevue – som også omfattede et stort kaffebord – satte vi også kursen vestover mod byen Grand Island. På vejen skulle et par gamle, ikke længere benyttede kirker bygget af danske nybyggere besøges. Den ene ligger ved Inter State 80 ikke langt fra Lincoln. Et kort kig på den, og den blev opgivet. Vi havde nemlig nogle drastiske tanker i baghovedet. Næste gamle danske kirke var i den lille, tidligere danske bebyggelse Cordova godt og vel et par timers kørsel fra Lincoln. Det var en flot, lille og rimeligt velholdt kirke, bygget i hvidmalet træ og i den så typiske form for lutheranske kirker i Midtvest USA. Den kunne vi lide, og inden længe var der iværksat forhandlinger om at måtte låne

kirken til vores udstilling. Lært af erfaringer fra USA synes det ikke uoverkommeligt at flytte hele bygninger, og formentlig kan kirken – bygget i hele stykker – skilles ad og sendes med container. Men det er en helt anden historie, hvis videre forløb endnu ikke ligger fast. Overraskelsen var dog stor, da det viste sig, at den ældre dame, som ejede den gamle danske kirke i Cordova, overrakte os et eksemplar af sin afdøde mands visitkort – han havde i fritiden været H.C. Andersen-fortæller i Nebraska! Næste dag blev brugt på Stuhr Museum i Grand Island. Arkiverne undersøgtes og museets samlinger blev gennemgået. Specielt var vi meget interesserede i at få lokaliseret en historie, som Peter S. Petersen fortæller om i sit erindringsmanuskript. Han hørte historien fortalt, da han tjente på en farm uden for Grand Island. Farmen var ejet af familien Goetsche, hvor manden var af holstensk afstamning, medens konen var dansk. Efter nogle år i Danmark besluttede parret at udvandre til USA. I 1868 havde de slået sig ned ca 25 miles øst for Grand Island.

TV-optagelser ved den lille høj over drengene Christian Goetsche og Christian Tram, der blev dræbt af indianere i 1868.

En januardag ville naboens to unge sønner i tyverne drage på en længere jagttur. De inviterede Goetsches 15 årige søn, Christian, med samt hans jævnaldrende kammerat Christian Tram. De havde gode heste, en let vogn, telt, våben og dyrefælder. De drog op langs Loup River og nåede ud på den åbne prærie. Efter nogle dage nåede de til det sted, hvor Oak Creek (creek = å) løb ind i Middle Loup River. Stedet skulle senere blive dér, hvor Dannebrog by blev grundlagt. De rejste teltet på den ene flodbrink. Næste morgen besluttede de to unge mænd at gå ned til floden for at fælde et passende egetræ, som de dagen forinden havde udset sig, medens drengene blev tilbage. Da de var nået ned til åen, mente de unge mænd at høre skud og blev stående stille lidt. Men da de ikke kunne høre mere, troede de, at det blot var isens skruninger i åen. De fældede i ro og mag deres træ og vendte først tilbage til lejren over middag. Et frygteligt syn mødte dem. De to drenge lå dræbte, skudt måske af deres egne rifler. Hestene og flere af deres ting var væk. Flere steder kunne de se spor af mokkasiner. Den ene af de unge mænd besluttede at blive hos de dræbte, medens den anden måtte gå den lange vej tilbage for at hente hjælp. Familien Goetsche begravede deres dreng i en lille høj i udkanten af haven og beplantede den med blomster. Da Peter S. Petersen var ansat som tjenestedreng på farmen nogle år senere fik han at vide, at køerne aldrig måtte komme op på højen. Han fik ikke at vide hvorfor. Den historie fortalte hr. Goetsche først, da Peter ved en dags uopmærksomhed oplevede, at et par af køerne spiste med største glæde af blomsterne på højen. Fru Goetsche jagede køerne bort, skældte ikke Peter ud, men forlod stedet grædende.

Dannebrog – The Danish Capital of Nebraska

50 år senere blev højen markeret med en sten, som fortæller om indianeroverfaldet på de 2 drenge. Den halvt danske dreng Christian Goetsche hviler under stenen. Stedet blev genfundet trods vanskeligheder. Farmen er der stadig, men haveanlægget er væk. Midt mellem træer og buske lå den lille høj og den senere rejste sten. Det var en stor, men også mærkelig fornemmelse, der bredte sig i os, da vi bøjede os ned for at tyde stenens indskrift.

Dannebrog, Nebraska

Ved indkørslen til byen Dannebrog står et stort skilt med påmalet amerikansk og dansk flag samt indskriften: “Dannebrog – founded by Danish Pioneers”. Endelig var vi fremme ved målet. To af turens deltagere havde været der i efteråret, men for de øvrige var det en stor oplevelse at se den lokalitet, som vi havde talt så meget om i mange dage. Den lille by er en typisk midtvest flække, hvis storhedstid var for 60-70 år siden, og som nu er i et stille, men fascinerende forfald. Særligt er præriekirkegården beliggende umiddelbart op til Oak Creek meget smuk. På de græsklædte bakker står sten efter sten med indhuggede navne, næsten alle med danske navne og mange med danske indskrifter. På det højeste punkt, helt ovre ved creek’ens brink, ligger Dannebrogs grundlægger Lars Hannibal. Den oprindelige gravsten er suppleret med en nyere sten, der fortæller, at Lars Hannibal var grundlægger af Dannebrog og byens første postmester. Ved siden af står det lille femstjernede, sorte jernkors, der sættes ved alle grave for veteraner fra US Army. Hans tid i nordstatshæren huskedes.

Dannebrog-området er ikke en flad prærie-slette, men derimod et kuperet prærielandskab gennemskåret af Loup-flodens løb og de mange creeks. Man forstår godt, at Lars Hannibal valgte dette område. Mindelserne om Danmark – og ikke mindst Lolland – er til at få øje på. Også selvom dette landskab er uendeligt. Men netop uendeligheden er forskellen, og står man en solskinsdag og skuer ud over landet og følger med øjet det enorme himmelhvælv, ja så erindrer man Wilhelm Dinesens ord om sit besøg på Nebraskas prærie i sensommeren 1872: “Det stod mig den gang ikke så klart som nu, i hvor høj grad jeg trængte til ro, ellers havde jeg straks søgt ud på den flade, endeløse prærie med den blå, skyfri himmel, hvor alt er græs, græs og kun græs, så langt øjet når,…”[8]

De følgende dage indkvarteredes gruppen i Nestle Inn, et smukt træbygget hus på hovedgaden i Dannebrog. Allerede før vores ankomst havde det lokale, ugentlige blad "Stjernen”, der oprettedes i Dannebrog i 1886, fortalt om de danske historikeres besøg. Så vi var kendte og velkomne fra første øjeblik, og få timer efter sad vi til æbleskive-aften i Harrietts Spisehus. Den aften udviklede sig til snak og snak om Dannebrog og Danmark – og gamle billeder og arkivalier blev slæbt til huse.

Næste dag indrettede vi os med modtagelsessted for øvrigt materiale i forretningen The Little Mermaid, og her dukkede avisen The Grand Island Independent op for at interviewe de mennesker, der havde tilbagelagt 8000 km for at søge sporene af de danskere, der grundlagde Dannebrog for nøjagtig 125 år siden – i maj 1871!

Afslutning

Det er dybt fascinerende at følge i nybyggernes spor. Det var folk med vilje, mod, kræfter og virkelyst – men også med styrke til at modstå de store fysiske og menneskelige omkostninger.

Inden drømmen om en dansk koloni kunne realiseres, måtte nybyggerne mærke det hårde liv på prærien. Først kampen for at opdyrke prærien, så ensomheden, haglstormene, græshoppe-angrebene, prærie-brandene, den bagende hede og snestormene. Haglene slog kernerne af kornet, græshopperne åd alt, selv træskafter på redskaber, tørke lagde alt øde, og snestormene, der varede i dage, rev mange dyr og mennesker med sig. Og ikke at forglemme frygten for indianerne.

Lars Hannibals søn, Peter M. Hannibal, har berettet derom: “Omkring 200 Pawnee indianere lå i lejr ved Loup-floden nær os, og Sioux indianerne var ikke langt derfra. Om natten hørte vi hylen og brøl fra prærieulve. Det amerikanske motto: ‘In God we trust’ blev vores motto.”[9]

Turen var ikke slut hermed. Arkivstudier i St. Paul, hovedbyen i Howard County, fulgte foruden hundredvis af fotooptagelser og timers filmoptagelse. Nogle af resultaterne heraf vil kunne ses i udstillingen ‘‘Danskerne på prærien” på Hollufgård i 1997. Eller i de avisartikler og TV-udsendelser, som blev produceret på vores rejse i danskernes fodspor. Om alt går vel vil vores arbejde med den danske koloni Dannebrog også udmønte sig i flere skrifter.

Noter

  1. ^ Henrik Cavling: Fra Amerika. København 1897. Henrik Cavlings skildring af forløbet er ikke helt korrekt. Således deltog der kun 4 personer i rekognosceringen, idet Niels Nielsen ikke var med. Han var blandt de første nybyggere, som slog sig ned i området i maj 1871.
  2. ^ Gruppen omfattede fra Odense Bys Museer museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen, museumsinspektør Nils M. Jensen; fra Fyens Stiftstidende journalist John Borgkilde, og fra TV2/Fyn Frank Weirsøe, Ken Petersen og Finn Skyt.
  3. ^ Flyrejsen fra København til Chicago tager i dag ca 9 timer. Jævnfør en bevaret rejsedagbog tog turen fra København til Chicago med skib og tog i 1871 ca 6 uger. Turen med tog til Grand Island og derfra videre til Dannebrog tog yderligere 4 dage.
  4. ^ I Sverige er i 1996 gennemført et landsdækkende initiativ med udstillinger, foredrag, TV-programmer, konferencer m.m. i anledning af 150-året for den første svenske bosættelse i USA – Bishop Hill i Illinois. Initiativet er også blevet fejret i USA, hvor bl.a. Nordiska Museets udstilling "NYTT LIV – NYTT LAND, utvandrare och invandrare 1846 -1996" vistes på Immigrant-museet på Ellis Island, New York.
  5. ^ P. S. Vig: Danske i Amerika, bd. I, Minneapolis 1908, s. 253.
  6. ^ V.C.S. Topsøe: Fra Amerika, København 1872, s. 297.
  7. ^ Memoirs of Peter S. Petersen, 2 vol., Nebraska State Historical Society, Lincoln.
  8. ^ Wilhelm Dinesen: Fra et Ophold i de Forenede Stater. Tilskueren 4, 1887, s. 778.
  9. ^ Peter M. Hannibal: Danes in Nebraska, The Dannebrog News, 1922.

©