På et tidspunkt besluttede den pengebegærlige romerske kejser Vespasian (69-79) at kræve betaling af trængende, når de ønskede at lade deres vand på offentlige dertil indrettede steder – her af stammer faktisk det franske navn Vespasienne for et pissoir (kært barn osv !).

Den romerske forfatter Sueton beretter i et værk fra begyndelsen af 2. årh., at dette initiativ naturligvis ikke vakte umiddelbar jubel blandt romerske borgere og politikere. Da sågar kejserens søn kritiserede det utraditionelle tiltag, stak Vespasian en mønt fra den første indbetaling hen under afkommets næse og spurgte, om lugten var ubehagelig, hvortil Titus svarede benægtende. »Da kommer den dog fra pis!« sagde Vespasian[1].

Penge lugter ikke! Det gør de ofte heller ikke, men i overført betydning kan det godt lade sig gøre at fravriste forhistoriske mønter oplysninger, der går ud over den pålydende værdi.

Eksempelvis i Gudme-/Lundeborgområdet, hvor der er fundet så mange romerske mønter, at nogle tolkninger om deres rolle i jernalderens samfund kan udledes.


1. Vespasian er én af de mange kejsere – samt nogle få af deres fruer – der er afbildet på denarerne i Præstemose-fundet.

Præstemosen

Udgangspunktet her er en møntskat som Odense Bys Museer udgravede i Gudme i 1993 på en lokalitet kaldet Præstemosen[2].

Traditionen tro var det en amatørarkæolog, der gjorde fundet – i dette tilfælde Torben Jørgensen fra Odense i samarbejde med Gudme Arkæologigruppe. Skatten består af 156 romerske sølvdenarer fundet inden for et område på ca. 200 m2. I arkæologisk sammenhæng er det et lille areal, og dermed er det helt sikkert, at der er tale om et såkaldt samlet fund.

2. Præstemosen 1993, denarskatten under udgravning.

I sin tid – formentlig i 4.-5. århundrede e. Kr. – har skattens ejermand utvivlsomt nedgravet og bortgemt mønterne på én gang. Spredningen skyldes, at en plov for ikke særlig længe siden har ramt skatten for første gang. I de efterfølgende år har markarbejdet foranlediget en spredning af mønterne. På et udbredelseskort kan man se, at fundområdet er aflangt, strækkende sig østvest – den retning, der pløjes i på stedet.

Af og til er en mønt blevet siddende i jord på ploven og dermed slæbt længere væk, så det er ikke så mærkeligt, at der hist og her på marken er fundet yderligere nogle denarer. Disse løse fugles tilknytning til skatten er uomtvistelig. Præstemose-skatten tæller således godt 160 stykker, hvilket gør den til den største samlede skat af sølvdenarer fundet i Gudme – og på Fyn for den sags skyld.

3. Præstemose-skatten blev fundet udpløjet over et område på ca. 200 m2.

De romerske mønter i Gudmeområdet

Som nævnt indledningsvis er fund af romerske mønter ikke noget særsyn i Gudmeområdet. Faktisk er alle de betydeligste romerske møntformer fra kejsertiden repræsenteret.

Sesterts; mønt fremstillet af en legering bestående af kobber og zink. Af denne type er der kun fundet et par stykker, nemlig én på handelspladsen ved Lundeborg[3] og én på bopladsen Gudme IV[4].


4. Sesterts slået under kejser Traian (98-117) og aureus med Neros (54-68) portræt, begge fundet på handelspladsen ved Lundeborg. De to mønter er gengivet lidt større end i virkeligheden, men det indbyrdes størrelsesforhold er korrekt.

Denar; sølvmønt. Som i republikkens tid udgjorde denaren også rygraden i det romerske møntsystem i kejsertidens første århundreder. I Gudmeområdet er denaren den almindeligst forekommende mønt, og der er fundet flere hundrede af dem fordelt på en lang række lokaliteter, bl.a. Præstemose-skatten.

Siliquae; sølvmønt. I Gudme er det især et skattefund bestående af 287 mønter fra perioden 240-270, der repræsenterer denne mønttype.

Aureus; guldmønt. Introduceret af Romerrigets første kejser, Augustus (27 f.Kr.-13 e.Kr.) som en fortsættelse af republikkens guldmønter. Kendes kun i få eksemplarer i Gudmeområdet.

Solidus; guldmønt. Denne mønttype blev indført af Konstantin den Store i år 310. Den blev som navnet antyder, det faste holdepunkt i det romerske pengevæsen oldtiden ud og fortsatte ind i det afløsende Byzantinske Rige. Solidi blev fremstillet i betydelige mængder og en ikke ringe del af disse fandt frem til Gudmeområdet.

Fire typer fund

Fundomstændighederne kan inddeles i fire kategorier: rene møntskatte, skattefund i øvrigt, gravfund og løsfund. Præstemose-skatten tilhører den første gruppe og kommer således i fint selskab med siliquae-skatten fra Gudme III. Møntskatte uden andre genstande er sjældne i Gudmeområdet, faktisk er der foreløbig kun fundet de to.

Ellers er mønter ingen sjældenhed i skattefundene i Gudmeområdet. I Danmarks største bevarede guldfund fra forhistorisk tid, Broholmskatten, indgår nogle enkelte guldmønter. De er fra slutningen af 400-tallet og er på den måde med til at datere fundet til efter dette tidspunkt.

Desværre havde jernalderfolkene på Sydøstfyn den dårlige vane at brænde deres døde. Det gik hårdt ud over gravgaverne, der sammen med liget måtte gennem ligbålets skærsild før resterne kunne stedes til hvile i jorden. Men til trods for den ublide medfart er der i en del grave fundet romerske denarer.

Sidste fundkategori er de såkaldte løsfund, en betegnelse som dækker genstande – altså ikke kun mønter – der findes enkeltvis og spredt uden at kunne relateres til skatte, grave eller andre anlæg. Hvad så på bopladserne? Jo, her findes ganske rigtigt mønter, men de er enten tabt eller havnet i gruber og stolpehuller ved tilfældigheder. I den henseende er de altså at betragte som værende løsfund. I Gudmeområdet er det efterhånden blevet til en hel del mønter, især denarer, der synes at have været endog meget almindelige på den egn i jernalderen.

Mønternes funktion

Takket være metaldetektorerne og de selvlærte eksperter, der bruger utallige timer med at afsøge markerne ved Gudme og Lundeborg, har vi i dag kendskab til et stort møntmateriale. Det betydelige antal er i sig selv interessant, men det er sandelig også den spredning af fundene, der kan iagttages.

5. Et udvalg af de 287 mønter som siliquae-skatten fra lokaliteten Gudme III består af.

Det kan sammenfattes meget enkelt: dér hvor der var bebyggelse i jernalderen blev der også tabt romerske mønter, eller rettere sagt denarer. Det er ikke helt forkert at sige, at i jernalderlandsbyen Gudme har der været så mange sølvdenarer i omløb, at man kunne »klatte« med dem. Et tydeligt eksempel på dette gav udgravningen af den såkaldte kongehal i 1993[5]. På det forholdsvis beskedne areal fremkom ikke færre end 114 denarer. De blev fundet i pløjelaget, stolpehuller og gruber, og har tydeligvis ikke tilhørt en samlet skat. De er simpelthen tabt af de mennesker, der i jernalderen færdedes i området. Til sammenligning kan nævnes, at der kun blev fundet ganske få mønter fra senere perioder. I Gudme er det således langt nemmere at finde en romersk denar fra 1. og 2. århundrede end mønter fra vikingetiden frem til i dag.

Set i det lys, må man konkludere, at der for denarernes vedkommende i Gudme i jernalderen har eksisteret det, der kan kaldes for en sekundær møntøkonomi [6]. Det er bemærkelsesværdigt, at denarerne ikke er klippet i stykker. Det vil sige, at det var som en hel mønt, de fandt anvendelse. Var det udelukkende deres sølvværdi og -vægt man skelede til, ja så ville de selvfølgelig blive klippet i passende stykker alt efter hvilken handel, man skulle have til at gå op.


6. Solidus slået i Trier med påmonteret øsken. Den har været båret som amulet og kejserportrættet – Constans (337-350) – har været det vigtige. Vender man mønten om, ses det at motivet sidder helt forkert i forhold til øskenen.

I jernalderens Danmark – og hermed også Gudme – herskede der en naturalieøkonomi. Det vil sige at man indbyrdes byttede forskellige varer med hinanden. To køer for en hest, tre lerkar for en dragtnål, tre slaver for – endnu – en kone osv. Gudme-området har i den sammenhæng haft en særstilling i kraft af de gode kontakter til Romerriget. Disse forbindelser har – bogstavelig talt – udmøntet sig i, at man fik så mange denarer til rådighed, at de kunne indgå i handelen på stedet i en slags møntøkonomi. Man har ikke købt et lerkar, en hat, en høne eller et skaft til øksen med denarer, men i de større handler har mønterne måske spillet en væsentlig rolle som regulerende faktor. De to køer var lidt for gode og hesten lidt for ringe, så en denar eller tre kunne regulere handlen, så den var til begge parters tilfredshed.

7. Udplotning af romerske mønter fundet på Gudmebopladsens centrale del. Præstemose-skatten ses som en større sort klat øverst i billedet.

Denarerne blev altså ikke klippet i stykker, men vi ved ikke noget om, hvor mange der blev smeltet om og dermed anvendt som en »simpel« råvare. Skrotmetal er en anden betegnelse som i de senere år i arkæologisk sammenhæng er blevet anvendt til at forklare de udtjente romerske metalgenstande, der er havnet i Gudmeområdet. Det drejer sig om alt lige fra små figurer og statuetter til hele statuer på mere end én meters højde. De få serstertser skal måske ses i denne sammenhæng. Der mangler endnu megen forskning i form af bl.a. naturvidenskabelige undersøgelser af metalgenstande for at afklare omfanget af dette, men det må betragtes som sandsynligt, at mange romerske sølv- og guldmønter er nået til Gudme i deres oprindelige form for så at blive smeltet om til smykker og pyntegenstande.

Nogle af de romerske mønter har tilsyneladende også været værdsat blot for deres status som fremmede fugle i det danske jernaldersamfund – som amuletter. For denarernes vedkommende kommer det bedst til udtryk i brakteatskatten fra Gudme Il-lokaliteten. Dette skattefund består først og fremmest af 11 guldbrakteater fra omkring år 500. En enkelt denar -(fra formentlig 2. årh.) – med øsken indgår imidlertid også i fundet og det fortæller os flere ting. Bl.a. at denarer fandt anvendelse i oprindelig form flere hundrede år efter de blev slået i Romerriget, samt at mønten i sig selv stadig var så meget værd, at man ville bære den som en slags amulet.

Måske har denne amuletfunktion haft religiøse motiver. Har man måske oven i købet forestillet sig, at de fremmede personer på mønterne hørte hjemme i gudernes rige? Det er måske ikke helt så utænkeligt, som man umiddelbart skulle mene. I Romerriget opnåede kejserne i en periode faktisk guddommelig status ved afslutningen på det jordiske liv, og netop Vespasian skal spøgende have sagt i en situation, hvor han frygtede enden var nær: »Jeg tror, jeg bliver en gud!«.

8. 11 guldbrakteater fremstillet i Norden er det mest iøjnefaldende ved Gudme II-skatten, men nok så interessant er en denar med påsat øsken. Denne – i selskabet her – undseelige mønt har altså haft en amulet-funktion i jernalderen flere hundrede år efter den blev slået nede i Romerriget.

At det er portrættet på mønterne, som havde størst betydning, ses eksempelvis på en solidus fundet på lokaliteten Bjørnebanken i 1995. Her er et øsken anbragt så kejseren – Constans (337-350) – vender rigtigt, mens motivet på bagsiden står på hovedet.

Der er heller ingen tvivl om, at de romerske solidi var inspirationskilden til de nordiske guldbrakteater. Lige så lidt tvivl er der om, at motiverne på brakteaterne skal hentes i gudetroen. Måske endog den nordiske mytologi, som vi almindeligvis forbinder med vikingetiden et par århundreder senere.

En del af de romerske mønter kan også have været anvendt som fornemme spillebrikker. Talrige fund af især brikker, men også terninger og enkelte brætter viser, at jernalderfolkene var ivrige spillere. I offerfundet fra Vimosen vest for Odense indgår et spillebræt af en type, der var almindelig i Romerriget og derfor ses indridset i bl.a. sten på offentlige pladser. I Norden kendte man altså romernes spil, og vender vi igen tilbage til de skriftlige antikke kilder er det i den sammenhæng relevant at notere sig Petronius’ værk, »Festen hos Trimalchio«, fra 1. årh.: »En tjener kom med spillebræt af terpentintræ, og jeg bemærkede noget yderst raffineret: i stedet for hvide og sorte brikker brugte han guld- og sølvdenarer«.[7] Tolkningen af denarerne fra gravpladsen Møllegårdsmarken[8] er tillige uløseligt forbundet med antikkens forestillingsverden. I brandgrave er det umuligt at sige nogen om, hvilken rolle en mønt har spillet i begravelsesceremonien. Den kan have været en »tilfældig« gravgave, men mere nærliggende er det at antage, at mønterne i denne sammenhæng skal ses som charonsmønter. I græsk mytologi er det færgemanden Charon, der sejler de døde over floden Styx til dødsriget. Som betaling til færgemanden lagde man en mønt under afdødes tunge, en skik som også romerne praktiserede.

9. Solidus slået under kejser Zeno (474-491). Mønten er vægtmæssigt kun en beskeden del af Broholmskattens godt 4,6 kg guld.

Og Præstemose-skatten?

Denar-skatten fundet ved Præstemosen skal formentlig først og fremmest ses i sammenhæng med Gudmeområdets sekundære møntøkonomi. Ældste mønt er slået år 41/42 under kejser Claudius, og i den anden ende lukkes der af med en denar fra 194/195 – Septimius Severus’ regeringstid. Nogle af fundets mønter er slidte, mens andre er ret friske i prægningen. Antagelig et resultat af, hvor meget eller lidt de har cirkuleret, først i Romerriget og senere i Gudmeområdet. I så henseende bidrager Pæstemose-fundet til debatten om, hvorvidt sliddet på denarerne skyldes almindelig brug eller det forhold, at de har rodet rundt i pløjelaget i flere hundrede år. Det sidste kan udelukkes for fundet her, der indtil for få år siden har ligget på det sted, hvor det i sin tid blev gravet ned. Sliddet skyldes altså brug.

Desværre daterer mønter kun sig selv, så vi kan ikke med sikkerhed sige noget om, hvornår fundet blev deponeret i jorden. Ved udgravningen fremkom en række anlæg, men skatten kunne ikke relateres til nogen af dem. Et lerkarskår fra stedet samt lidt kvalificeret gætteri med Gudmeområdets andre denarfund in mente er skatten antagelig gravet ned i 4. eller 5. århundrede. Til gengæld er vi på lidt mere stabil grund hvad angår den »beholder« som mønterne blev gravet ned i. Rester af læder på enkelte af mønterne tyder nemlig på, at de oprindelig lå sammen i en skindpung.

10. Denarskatten fra Præstemosen forenet igen efter endt udgravning.

En pung. Mange slidte mønter. Ingen ituklippede eksemplarer. Ingen amuletter. Ingen grave på stedet, men stolpehuller og anlæg. En række faktorer, der peger i retning af, at mønterne er gravet ned og gemt væk af ejermanden, måske i urolige tider eller fordi han skulle ud på en længere rejse. Ejeren har været velhavende, og det er naturligt at se Præstemose-skattens denarer som resultatet af heldige og dygtige handler i det rige Gudmesamfund. Et samfund, hvori en møntøkonomi baseret på romerske penge, slået flere hundrede km væk trivedes i bedste velgående.

Lugten fra Præstemose-denarerne er hverken stærk, ubehagelig eller umiskendelig, men for den opmærksomme næse er der trods alt en duft af et eller andet. Noget med magt, handel og fjerne kontakter. En slags oldtidens EURO, der senere i vikingetiden og flere århundreder fremefter blev til en regulær grænseoverskridende møntøkonomi som Danmark var en væsentlig del af.

Beklager, Vespasian, penge lugter faktisk – i hvert fald lidt!

Noter

  1. ^ Sueton (Caius Suetonius Tranquillius): »Divus Vespasianus«, i »Romerske Kejsere«, oversat af A.B. Drachmann. Thanning & Appels Forlag 1989.
  2. ^ Udgravningen har j.nr. OBM 7164 og blev udgravet af Claus Madsen, Odense Bys Museer (Fyns Stiftsmuseum) i 1993.
  3. ^ Thomsen, Per O. m.fl. 1993: Lundeborg – en handelsplads fra jernalderen«.
  4. ^ Michaelsen, Karsten Kjer og Palle Østergaard Sørensen 1996: »Tusindvis af stolpehuller -uafbrudt bebyggelse i Gudme fra 3. årh. e.Kr. til vikingetid«. Årbog for Svendborg & Omegns Museum 1996.
  5. ^ Michaelsen, Karsten Kjer og Palle Østergaard Sørensen 1993: »En kongsgård fra jernalderen«. Årbog for Svendborg & Omegns Museum 1993.
  6. ^ I sin artikel »Denarerne fra romersk jernalder -funktion og udbredelse« (Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1986) benytter Sven Nielsen en 3-deling for mønters anvendelse. I primær møntøkonomi bruges mønter til det formål, de var tiltænkt i det område som den udmøntende magt behersker. I sekundær møntøkonomi bruges mønter som mønter, men som en »fremmed valuta« i et område (Gudme), der ikke magtmæssigt hører under den myndighed (den romerske kejser), der har sat mønterne i omløb. I naturalieøkonomi kan mønter indpasses, men de fungerer ikke som betaling.
  7. ^ Arbiter Petronius: »Festen hos Trimalchio«, udgivet af H.H. Ørberg 1986.
  8. ^ Albrectsen, Erling 1971: »Fynske jernaldergrave. Gravene på Møllegårdsmarken ved Broholm«, bind IV /1 og IV / 2.

©