Pernille Lykkes Boder

– en gammel fattigstiftelse i nye klæder

”Jeg Pernille Lykke til Højsgård (…) afhænder og giver (…) et atten alen langt binding nyt hus liggende vest i Mønterstrædet, og norden i min egen gård i Odense (…) til fem fattige personers underhold, så længe som verden står”.[1]

Sådan indleder adelsfrøken Pernille Lykke en skrivelse d. 23. april 1617, da hun på ganske filantropisk vis opretter en lille fattigstiftelse – Pernille Lykkes Boder – langs det smalle Møntestræde, der i dag løber gennem museet Møntergården. Adelsfrøkenen bliver født i 1560 og lever til sin død i 1634 som ugift. Omkring år 1600 arver hun en købstadsgård på hjørnet af Overgade og Møntestræde i Odense[2], og 13 år senere tilkøber hun et lille ekstra stykke jord af Odense by.[3] Det er her, hun i 1617 opretter boderne, der bliver inddelt i to enheder: ”sjæleboderne”, der skal være fribolig for fem fattige personer, og ”lejeboderne”, hvor folk kan bo billigt til leje. Hun bestemmer, at stiftelsen skal administreres af den til enhver tid fungerende præst ved Vor Frue Kirke, og giver 200 rigsdaler, som skal bruges til vedligeholdelse af bygningerne eller til de fattiges hjælp.[4]

Fattigstiftelsen Pernille Lykkes Boder har ligget i Møntestræde i ca. 400 år og er blevet istandsat et utal af gange. I 2013 blev to af lejlighederne igen sat i stand.

Den lille stiftelse i Møntestræde giver husly til utallige fattigfolk i de 338 år, den eksisterer. Først i 1955 forlader de sidste beboere boderne, og bygningerne overgår til museet. Selve stiftelsen flytter dog til Plumsgade og administreres stadig den dag i dag af præsten i Vor Frue Kirke. I Møntestræde ligger de små enetages bindingsværkshuse også stadig på samme plads, og det giver museet en helt særlig mulighed for at formidle en lille del af Odenses fattigdomshistorie nøjagtig på det sted, hvor den udspillede sig.

Nyt liv til boderne

Dette formidlingspotentiale kom til at fremstå endnu tydeligere, da Møntergårdens nye centrale udstillingsbygning med billetsalg og den permanente udstilling Fyn – midt i verden åbnede i august 2013. Fra den ene dag til den anden flyttede centrum i museumskomplekset, og det smalle, brolagte Møntestræde, hvor Pernille Lykkes Boder ligger, blev en central akse i karréen. Fra at ligge lidt gemt væk fra museumsgæsternes færden befandt boderne sig nu pludselig helt centralt i museumskomplekset og var noget af det første, gæsterne mødte, når de trådte ud af den nye bygning. Det kaldte på en opfriskning af både formidling og bygninger. Ikke siden 1970’erne havde der været gjort noget gennemgribende, og udstillingerne var efterhånden bedagede og slidte. Boderne rummede på det tidspunkt interiører, der afspejlede forholdene i første halvdel af 1900-tallet; interiører, der blandt andet af sikkerhedsmæssige hensyn var relativt sparsomme.[5]

Helhedsplan for Møntergårdens udvikling. Pernille Lykkes Boder [markeret med rødt] kom ved åbningen af den nye udstillingsbygning i 2013 til at ligge centralt i forhold til museets nye indgang [markeret med rød pil].
Interiørudstillingerne i Pernille Lykkes Boder før nyindretningen i 2014.

Som i 1970’erne valgte vi igen at lave interiørudstillinger, men denne gang var ønsket at vise to forskellige perioder af bodernes historie. Valget faldt på henholdsvis 1600-tallet, da stiftelsen blev oprettet, og tiden omkring 1940, da stiftelsen var i sine sidste år. Vores oprindelige præmis for begge udstillinger var, at indretningen skulle være så virkelighedstro som muligt. Det skulle være en sanseoplevelse at træde ind i boderne, og man skulle føle sig hensat til de to tidsaldre, så man både fik historien om livsvilkårene for bodernes beboere og et kig ind i en specifik periode af Danmarkshistorien. Skilte var som udgangspunkt bandlyste.

Som ramme om interiørudstillingerne valgte vi de to lejligheder, der ligger i den sydlige halvdel af bygningen (se figur 6). De blev i første omgang sat grundigt i stand og gennemgået rent bygningsarkæologisk, hvilket affødte en løbende diskussion om, hvordan bygning og bygningselementer bedst muligt kunne danne ramme om formidlingen, uden at vi gik på kompromis med bygningens fredning.

Ane Katrine Hansen, beboer i Pernille Lykkes Boder fra 1935-1946. Fotografier som dette har været en uvurderlig kilde til viden om lejlighedernes udseende og interiør omkring 1940, f.eks. tapet, nips og chaiselong.

Nips anno 1940

For 1940-lejligheden var det ganske ligetil, for bortset fra vægoverfladerne stod alt stort set stadig, som det gjorde i bodernes sidste leveår: Planløsning, vinduer, døre og gulve, ja selv stikkontakterne var bevaret og skulle ikke ændres i forhold til formidlingen. Kun væggene blev istandsat og fik blomstret tapet, gulvene fik fernis, som kilderne beskrev det, og diverse flader blev malet i tidssvarende farver. I arbejdet med at finde ud af, hvilke genstande og nips – alt fra synåle og sko til lamper og klædeskabe – lejligheden skulle udstyres med, var vi også relativt godt hjulpet, for mange kilder beskriver denne periode: erindringer, udstillinger og bøger. Dertil kommer fotos, og af dem har museet en del fra boderne i sit billedarkiv. Det gav os god mulighed for at komme helt tæt på virkeligheden i boderne anno 1940. Endelig kunne vi ty til det meget omfattende indsamlingsarbejde, man havde gjort fra museets side i 1970’erne, hvor flere af de tidligere beboeres nære slægtninge var blevet interviewet om lejlighedernes indretning i første halvdel af 1900-tallet.

Vi har på den baggrund mest viden om Ane Kathrine Hansen, der boede i boderne fra 1935-1946. Hun blev enke, da manden rejste til Amerika og efterlod hende alene med seks børn. Det var dog længe før, hun flyttede ind i boderne, og i mange år levede hun i små loftslejligheder og havde forskellige mindre jobs, f.eks. med at gøre rent eller som vågekone.[6] Ane Kathrine var uden tvivl vores største inspirationskilde til udstillingsprojektet, og mange af de genstande, der nu står i lejligheden, afspejler hendes livshistorie. Her kan f.eks. nævnes hendes elskede spillekort og gadespejl, en grøn perlelampe, billedet fra hendes 80-års fødselsdag samt madspanden, hun fik mad i, når hun var syg. Udstilling og lejlighed er dog langtfra en nøjagtig kopi af hendes og afspejler ikke kun hendes liv, ja faktisk er det slet ikke præcis den lejlighed, hun boede i. Vi valgte derimod at lave interiørudstillingen som et sammenkog af udsagn fra forskellige kilder og flere kvinders livshistorier, og udstillingen afspejler de møbler og ting, som en gennemsnitlig mindrebemidlet ældre kvinde kunne have. Undervejs i projektet var det derfor hele tiden vigtigt at sikre sig, at de forskellige genstande ikke var for kostbare og prangende, og at interiøret ikke var nyeste skrig fra 1940. Nogle genstande skulle endda være helt tilbage fra 1800-tallet, for enkerne havde selvfølgelig både arvet og samlet møbler og andre ting gennem hele livet.

Men ét var at have historier og fokus på plads, noget andet var at skaffe de mange genstande og nips. Her kom vi i første omgang til kort, for museet har langtfra alle disse genstande på magasinet. Vi valgte derfor at sætte en efterlysning i Fyens Stiftstidende, og til vores glædelige overraskelse kom der over 200 henvendelser fra folk, som ville donere et utal af genstande fra tiden. Museets gæster kan derfor nu glæde sig over at træde ind i et lille stykke Odense-historie anno 1940, når de besøger Møntergården.

1940-lejligheden med chaiselong og nips, som den ser ud efter nyindretningen i 2014.
Facaden af Pernille Lykkes Boder ud mod Møntestræde. I 1617 lå sjæleboderne i den sydlige halvdel (til venstre) og lejeboderne i den nordlige halvdel (til højre). De to halvdele af boderne har mange ligheder, men er ikke fuldstændig ens, og noget kunne tyde på, at bygningerne ikke nødvendigvis er opført samtidigt.

En gådefuld bygning

Hvor det var relativt let at rekonstruere både rammer og interiør for udstillingen i 1940- lejligheden, forholdt det sig ganske anderledes med lejligheden fra 1600-tallet. Det gik hurtigt op for os, at det ikke lod sig gøre at tilbageføre bygningens udseende og lave en umiddelbart sanselig og detaljeret indretning som oprindelig planlagt. Dertil var der alt for mange ubekendte og udfordringer. Bygningen har gennem sit lange liv været ombygget, istandsat og moderniseret et utal af gange. Skulle vi føre den tilbage til dens udseende i 1600-tallet, ville vi for det første komme til at slette mange vigtige bygningshistoriske spor, hvilket ikke er i overensstemmelse med bygningens fredning, og for det andet ville usikkerheden omkring udseendet være for stor til, at det overhovedet lod sig gøre. For eksempel ville det være helt forkert at erstatte de nuværende vinduer, som blev sat i engang i 1800-tallet, med rekonstruerede 1600-talsvinduer, for dybest set ved vi ikke, hvordan vinduerne så ud i denne bygning, og om der overhovedet var vinduer i begyndelsen. I stedet hængte vi eksempler på mindre vinduer op foran de eksisterende, så museets gæster får en fornemmelse af, at vinduerne var anderledes engang, og boderne mere dunkle.

1600-talslejligheden. Mindre vinduer hænger foran de nuværende for at vise, at det måske så anderledes ud, da fattigstiftelsen blev oprettet.

En lignende usikkerhed gjaldt ildstedet. Vi ved, der har været et ildsted, for dengang var ilden livsvigtig og blev brugt til både madlavning, lys og varme, og i oprettelsesbrevet nævner adelsfrøkenen, at beboerne i lejeboderne skal ”give en årlig husleje til de fattige i det samme hus tyve danske mark som forstanderen i rette tid skal lade indkøbe træ og kul for til de fattiges underhold, og indlægge det på loftet over dem til deres bedste”.[7]

Under bygningsgennemgangen opdagede vi også indhuggede spor i bindbjælkerne ved den nuværende skorsten, hvilket kunne tyde på, at der på et tidspunkt har stået et ildsted med muret kappe her. Men hvordan ildstedet præcis så ud, og hvor det var placeret i 1600-tallet, ved vi ikke. På grund af usikkerhederne valgte vi derfor at opbygge en stålrammekonstruktion, der blot kunne markere ildstedets tilstedeværelse og størrelse, i stedet for at opmure en egentlig rekonstruktion.

Stålrammekonstruktion markerer ildstedet i den nuværende 1600-talslejlighed, mens enkelte køkkenredskaber viser ildstedets brug til madlavning.

I sit oprettelsesbrev giver Pernille Lykke endvidere oplysninger om ruminddeling og planløsning, som passer så dårligt med den bygning, der står i dag, at der faktisk er tale om lidt af en gåde. Hun skriver, at de fattige i sjæleboderne tilsammen skulle ”have deres værelse udi de ni søndre bindingshuse, fra mit eget hus, som nu er svendekammer, i og til midt på huset, som er begreffeven udi én forstue og tvende stuer”.[8] Hele den ene halvdel af bygningen skulle altså kun rumme to værelser med en forstue (formodentlig med én indgangsdør), men det er der intet i den nuværende planløsning og ruminddeling, der tyder på. I stedet er der to helt ens lejligheder med hver sin dør, forstue, stue og køkken, og ingen bygningsspor tyder umiddelbart på, at f.eks. indgangsdørene har været flyttet.

Ovennævnte citat har endvidere før været tolket, som om sjæleboderne blev bygget op ad svendekammeret i Pernille Lykkes gård[9], men måske skal det i stedet forstås på den måde, at svendekammeret blev genanvendt som sjæleboder. Den forklaring passer godt med, at man andre steder i landet netop etablerede sjæleboder i små, faldefærdige bygninger, som relativt hurtigt blev revet ned.[10]

Alt i alt åbner de nye bygningsanalyser op for den tolkning, at den sydlige halvdel af boderne måske slet ikke er den samme bygning – eller måske kun delvist – som den, Pernille Lykke donerede i 1617.

Fordi det er så uvist, hvordan bygningen så ud dengang, valgte vi at lade den nuværende planløsning og bygning stå som en mere nutidig ramme omkring formidlingen og lave så få ændringer i selve bygningens konstruktion som muligt: Kun den cementpuds, der var sat op i 1970’erne, blev erstattet med lerklining og kalkmørtel, og et nedsænket loft og en bræddeskillevæg fra 1800-tallet blev nedtaget og gemt for at illustrere de større rum, der ifølge oprettelsesbrevet må have været.

De ærlige enkers stue

Under arbejdet med at finde ud af, hvordan lejligheden fra 1600-tallet skulle indrettes og møbleres, blev vi udfordret flere gange. Fattigfolks ting er sjældent bevaret fra dengang. De er med tiden blevet slidt og smidt ud og er ikke bevidst søgt indsamlet og bevaret. Desuden er kilder til fattigfolks liv i 1600-tallet generelt meget sparsomme, ja ikke engang navnene på dem, der boede i Pernille Lykkes Boder, har været nedskrevet. Tusind spørgsmål dukkede derfor op, da vi gik i gang med projektet: Hvilke personer boede i lejlighederne? Hvilke møbler havde de mon? Havde de solgt møbler fra for at overleve? Hvilken social status havde de? Hvor fattige var de reelt? Og så videre. Ved at læse oprettelsesbrevet for stiftelsen nøje og vende hvert et ord blev vi imidlertid lidt klogere. Heri skriver Pernille Lykke for det første, at sjælebodernes beboere skal være ”tre ærlige vedtørvende kvindfolk, så og to unge drenge, faderløse og moderløse, som skal gå i den latinske skole, (…) og én af kvinderne i det ringeste så før og stærk, at hun kan holde huset rent, og tjene de andre i deres skrøbelighed”.[11] Det var altså udelukkende kvinder og drenge, der måtte bo i boderne. Men hvilke kvinder? Særligt to ord fik vores bevågenhed i jagten på at finde ud af mere om dem og deres livsførelse. Det første var ”skrøbelighed”. Det ord fortæller os, at der var tale om syge og eventuelt sengeliggende eller gamle kvinder. Sygdom var på den tid en meget almindelig årsag til fattigdom, da det gjorde folk uarbejdsdygtige, og cirka halvdelen af al fattigdom menes at have været sygdomsrelateret. Det er endvidere mest sandsynligt, at kvinderne var enker eller ugifte. Enlige kvinder havde dengang ringe mulighed for at forsørge sig selv, når de ikke havde en mand eller en forsørger, og cirka tre fjerdedele af tidens fattige menes derfor at have været enlige kvinder.[12]

De beboere, der kom i betragtning til sjæleboderne, var altså med stor sandsynlighed ældre, evt. syge enker. Kun én af dem skulle være rask og stærk, så hun kunne tjene de andre. Der har nok været tale om en yngre enke eller ugift kvinde, der meget tænkeligt også kunne tjene lidt til husstanden ved f.eks. at sy eller spinde for andre folk.

”Ærlige” var det andet ord, der blev centralt i vores jagt efter en karakteristik af beboerne i 1600-tallet. Ordet og begrebet havde dengang en meget bredere betydning end den rent moralske og hentyder ganske givet til, at de kvinder, der kom i betragtning til boderne, skulle være fra middelstanden eller borgerstanden.[13] At oprette private stiftelser eller donere penge, der specifikt var beregnet til folk fra middel- eller borgerstand, var ikke et ukendt begreb på denne tid, omend det først blev mere almindeligt i 17- og 1800-tallet.[14] For eksempel donerede borgmester Iver Poulsen i København i 1619 fire boliger, hvoraf de to skulle være fribolig for ”Fire ærlige uberygtede forarmede danne-kvinder, som har haft ærlige skatte-borgere her i staden til ægte”.[15] Ordlyden er meget lig den fra Pernille Lykkes oprettelsesbrev, men her bruges ordet ”borger” specifikt i sammenhæng med ordet ”ærlig”. Det var altså efter al sandsynlighed ikke samfundets dårligst stillede, der fik lov at bo i de små sjæleboder i Møntestræde. Sådanne fattige fik i stedet tiggertegn og havnede på gaden eller kom på Gråbrødre Hospital, hvor forholdene var kummerlige, og man kun ejede én seng blandt mange. Set i det lys var forholdene i de små boder utrolig fine. Her havde man en dør, man kunne lukke, og man kunne fortsætte en nogenlunde standsmæssig livsførelse og opretholde æren, hvilket var vigtigt på denne tid for at kunne vedblive at få støtte fra velgørere og fattigvæsen.[16]

Helt alene var kvinderne dog ikke, for de to latinskoledrenge skulle også være i huset. Det er selvfølgelig rørende, at Pernille Lykke således betænkte forældreløse, men ordningen var sandsynligvis også tænkt som en økonomisk fordel for husstanden. På den tid var det nemlig almindeligt for fattige drenge, der havde været heldige at få friplads på latinskolen, at tjene penge ved at synge i kirken eller tigge almisser.[17] At de kunne og skulle synge, viser oprettelsesbrevet, da der står, at de skulle ”læse og synge for dennem [kvinderne] tre salmer hver aften, og tre salmer hver morgen”.[18] Endelig kunne sådanne to unge knægte jo også hjælpe til med de daglige gøremål.

Med lejeindtægter til brændsel, de to latinskoledrenge, der sikrede en vis indkomst og hjælp, samt den yngre kvinde, der skulle tjene de andre og måske kunne bidrage økonomisk til husstanden, sikrede Pernille Lykke, at boderne oprindelig besad en slags selvopretholdelsesordning. Dertil kom renterne af 200 rigsdaler, som hun donerede til de fattige og bodernes vedligeholdelse. Det viste sig dog med tiden, at de langtfra rakte.[19]

Den fine himmelseng i udstillingen er med til at fortælle historien om de skrøbelige, sengeliggende borgerlige enker, der boede i Pernille Lykkes Boder i 1600-tallet.

Personhistorien som det bærende

Det var helt afgørende, at personhistorien blev afspejlet i interiørudstillingen – fra den skrøbelige enkes seng og latinskoledrengens kristne bøger, over den yngre kvindes syskrin til møblerne, som kunne have stået i et ”ærligt” borgerhjem.For at sikre dette hentede vi information om datidens borgerlige møblementer i samtidige skifter fra odenseanske håndværkeres dødsboer, da vi ikke kunne finde skifter fra boderne selv. Skifterne gav os inspiration til, hvilke møbler vi skulle på jagt efter, men vi måtte hele tiden holde os for øje, at en fattig borgerenke sandsynligvis solgte ud af sine dyreste møbler og ejendele for at opretholde livet og æren efter mandens død, inden hun måske var heldig at få friplads i Pernille Lykkes Boder. Når hun nåede dertil, havde hun derfor ikke mange møbler, kister, tønder og skabe til forråd og linned. Hvor meget og hvad hun havde med sig, må dog i sidste ende blive et kvalificeret gæt.

Til trods for, at vi via granskning af kilderne kom personhistorierne og dermed bodernes indretning lidt nærmere, kunne vi dog ikke møblere 1600-talslejligheden med lige så mange genstande og detaljer som den fra 1940. Det lod sig af gode grunde heller ikke gøre at efterlyse 400 år gamle genstande via avisen, som vi gjorde for den anden lejligheds vedkommende. De nu udstillede genstande afspejler derfor det, der var muligt at finde på museets magasin samt enkelte rekonstruktioner. Alt i alt bevirker det, at udtrykket i 1600-talslejligheden er helt anderledes end det i lejligheden fra 1940. Her træder man ind i en interiørudstilling, hvor de mere sparsomme genstandene giver afsæt for fortællingen om, hvordan forholdene og personhistorien kan have været i boderne i 1600-tallet, og små skilte er i den sammenhæng kommet til at spille en central rolle trods vores oprindelige bandlysning. Museets gæster kan nu få et lille stykke af den ældre og mere skjulte fattigdomshistorie med sig hjem, når de besøger Møntergården.

I én af de resterende to lejligheder skal der på et senere tidspunkt indrettes en udstilling, som formidler bodernes historie og fattigdom mere generelt, så interiørudstillingerne bliver sat ind i en større sammenhæng. Først skal lejlighederne i den nordlige ende dog restaureres, og det er selvfølgelig vores håb, at nye, interessante spor vil dukke op, som sammen med de nuværende bygningsarkæologiske iagttagelser og kendte skriftlige kilder kan bringe nyt lys over bodernes historie og give et samlet indtryk af den bygningsmæssige udvikling.

Lad os også håbe, at de små boder kommer til at eksistere, så længe som verden står.

 

Noter

  1. ^ Hofman, Hans, s. 220-222. (I artiklen oversat til nudansk stavemåde.)
  2. ^ Den gård, som i 1646 blev ombygget af adelsmand Falk Gøye, og som i dag er en del af museet Møntergården og rummer udstillingen Byens Liv.
  3. ^ Grandt-Nielsen, Finn, s. 69.
  4. ^ Hofman, Hans, s. 220-222.
  5. ^ Formidlingsfolder skrevet i forbindelse med åbningen af udstillingerne i 1973.
  6. ^ Grandt-Nielsen, Finn, s. 83. Desuden interview i efteråret 2013 med Ane Kathrine Hansens grandnevø Tage Bank.
  7. ^ Hofman, Hans, s. 220-222. (I artiklen oversat til nudansk stavemåde.)
  8. ^ Hofman, Hans, s. 220-222. (I artiklen oversat til nudansk stavemåde.)
  9. ^ Grandt-Nielsen, Finn, s. 69.
  10. ^ Wessel Hansen, Peter, s. 180.
  11. ^ Hofman, Hans, s. 220-222.
  12. ^ Wessel Hansen, Peter, s. 25.
  13. ^ Ordbog over det danske Sprog – historisk ordbog 1700-1950. Opslag på ordet ”ærlig”: 3.1) som nyder almindelig agtelse, anseelse; som er en god borger, et hæderligt, bravt menneske; som tjener sit brød paa en retskaffen maade, ved hæderligt arbejde olgn. Netudgaven: ordnet.dk/ods/ordbog.
  14. ^ Wessel Hansen, Peter, s. 180ff.
  15. ^ Wessel Hansen, Peter, s. 181. (I artiklen oversat til nudansk stavemåde.)
  16. ^ Se mere om de borgerlige fattige og husarme i: Wessel Hansen, Peter, s. 10ff. og s. 180ff.
  17. ^ Ladewig Petersen, E., Knud J.V. Jespersen og Leon Jespersen, s. 367.
  18. ^ Hofman, Hans, s. 220-222. (I artiklen oversat til nudansk stavemåde.)
  19. ^ Grandt-Nielsen, Finn, s. 72f.

 

 

Litteratur

  • Hofman, Hans: Samlinger af Publique og Private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve som forefindes udi Danmark og Norge, bd. 5.
  • Grandt-Nielsen, Finn: ”Pernille Lykkes boder – en fattigstiftelse fra renæssancetiden”, i: Fynske minder 1973, s. 68-88.
  • Wessel Hansen, Peter: Den skjulte fattigdom – middelstandens fattige i København 1750-1850, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet 2014.
  • Ladewig Petersen, E., Knud J.V. Jespersen og L. Jespersen: De fede år – Odense 1559-1660, Odense Bys Historie, bind 3, Odense Universitetsforlag 1984.
  • Kjær, Birgitte: ”Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833”, i: Den Gamle By – Danmarks Købstadmuseum 2005, s. 25-31.

 

©
- Fynske Minder - Møntergården

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...