Pernille Lykkes boder

En fattigstiftelse fra renæssancetiden

I maj 1569, det vil sige i den dansk-svenske syvårskrigs sidste år, gav Frederik den Anden sin rigshovmester Peder Oxe besked om at betale en trediveårig litauisk adelsmand, Johan Bockholt, knap 250 daler. Manden havde, mens han var i svensk fangenskab, sat sig i en større gæld[1]. Kongen begrundede sin ordre med den formodning, at Bockholt også en anden gang villigt ville lade sig bruge i kongens tjeneste. Hvad han havde gjort for Frederik den Anden, får vi ikke noget at vide om, men forbindelsen udviklede sig snart til en spændende og dramatisk karriere i de danske besiddelser.

Fra januar 1570 var Johan Bockholt skibshøvedsmand med en årsløn på 100 daler, og allerede i april blev han udnævnt til befalingsmand på Island. I 1574 skulle han ifølge sin ansættelseskontrakt betale 2.500 dalere i afgift til kongen for stillingen som lensmand. To år senere blev beløbet forhøjet med 20 %, og siden er det givetvis blevet sat endnu højere. Johan Bockholts indtægter bestod af en trediedel af skatteafgifterne af Island. Han skulle desuden opkræve told og sørge for, at kongen fik sine indtægter fra vrag og de fredløse samt fra et par avlsgårde. Han måtte kun drive handel som andre fremmede og skulle sørge for, at indbyggerne fik gode varer til en rimelig pris. Han måtte ikke lade andre drive mere handel, end det var tilladt. Lensmanden fik lejlighedsvis besked om at skaffe fisk til den danske flåde og også om at levere kongen specialiteter som isbjørne og hvide falke, hvalrostænder og enhjørninghorn fra narhvaler.

Johan Bockholt fik bevæbnet hjælp til at hindre fribyttere og sørøvere i at udplyndre islændingene og til at kontrollere, at især de engelske fiskere gav afgift for fiskeri under Island. Bockholt var lensmand i to omgange. I den sidste periode på fire år lykkedes det ham at betale kongen alle de restancer, han havde pådraget sig i de første atten år.

Der er god grund til at tro, at Johan Bockholt er den ældste kendte ejer af den gård, der senere efter gaden Møntestræde fik navnet Møntergården.

Da Frederik den Anden i 1580 ville holde en stor festlighed i Odense i anledning af forleningen af Hertugdømmerne, bad han en række fynske adelsmænd om tilladelse til at bruge deres byejendomme til indkvartering for den anselige flok fornemme gæster, der var indbudt. I listen over disse ejendomme nævnes Johan Bockholts gård i Odense. Den islandske lensmand rådede desuden over en ejendom i København samt på sin kones vegne over noget fynsk bøndergods. Omkring 1575 blev han nemlig gift med Lisbet Urne[2]. Lisbet ejede en lille herregård nord for Svendborg, Klingstrup, som hendes første mand havde fået i forlening. Efter Lisbet Urnes død i 1584 og hendes mands i 1601 blev den beboet af nogle af hendes børn af hendes første ægteskab med Peder Lykke til Skovsbo.

En af de otte søskende var Pernille, der antagelig var født i 1560[3]. Hun levede ugift. Foruden Klingstrup nævnes hun også i forbindelse med en nu nedlagt ejendom Højsgård ved Hårby. Her boede hendes moster, Mette Urne, død 1612, og dennes mand, den skotske kaptajn Alexander Durham, død 1600. Pernille Lykke døde på Højsgård den 20. november 1634.

I Odense er hendes navn blevet bevaret til i dag i forbindelse med en fattigstiftelse i Møntestræde. Gården i Odense havde hun vel nok arvet efter sin mor og stedfar, men et jordstykke langs med vestsiden af strædet købte hun af Odense by. Borgmester og rådmænd gav hende skøde den 16. august 1613[4]. Inden 1617 havde hun på arealet langs med Møntestræde fået bygget en énetages bindingsværkslænge på atten fag. Denne bygning, der var delt i to dele, bestemte hun sig til at indrette som en stiftelse, der fra og med den 23. april samme år skulle administreres af sognepræsten ved Vor Frue Kirke i Odense[5].

Fig. 1. Kvarteret omkring Møntestræde 1887, 1:3.000.

Husets sydlige halvdel lå op imod karlekammeret i hendes egen gård. Denne del hed Pernille Lykkes sjæleboder og bestod i følge oprettelsesbrevet af en forstue og to stuer. Her skulle „så længe som verden står“ bo „tre ærlige trængende kvindfolk, så og to drenge, faderløse og moderløse, som skal gå i den latinske skole.“ Drengene skulle hver morgen og aften synge tre salmer for de fattige, og de skulle alle sammen synge til guds ære hver morgen, før de gik ud af huset, og hver aften når de havde lukket døren. En af de fattige skulle være så førlig, at hun kunne gøre rent for de andre og hjælpe dem med andre ting. De fattige kvinder skulle, hvis de iøvrigt var gudfrygtige og levede tilbørligt, bo i huset til de døde, mens skoleeleverne kun måtte bo der i tre år.

Den nordlige del af huset, Pernille Lykkes lejeboliger, var inddelt i to lejligheder, der skulle udlejes for tyve mark danske om året. For disse penge skulle forstanderen købe træ og kul til de fattige. Brændselet skulle opbevares på loftet over sjæleboderne. Pernille Lykke og hendes søstre gav desuden en kapital på 200 mark, hvis renter skulle bruges til at holde bygningerne ved lige med.

Den sognepræst, som tog imod Pernille Lykkes gave, var Poul Andersen Medelby. Han havde været hofpræst og senere biskop i Visby på Gotland. Dér blev han beskyldt for at have ladet en protokol forfalske og blev derfor afskediget, men han skildredes ifølge præstehistorikeren Wiberg alligevel som en god og ærlig mand. Han var sognepræst ved Vor Frue Kirke i tredive år indtil sin død i 1632.

På samme tid fandtes der i byen kun to andre institutioner, der tog sig af syge og fattige samfundsborgere, nemlig Gråbrødre hospital, der lidt senere havde plads til omkring tres mennesker, og de såkaldte Doctors Boder, der kunne huse 16 fattige kvinder[6]. Hospitalet var en fortsættelse af middelalderlige institutioner og indrettet i det tidligere franciskanerkloster. Doctors Boder bestod af otte boliger på Horsetorvet, indrettet 1614-16 af Dr. Hieronimus Thenners enke på nogenlunde samme måde som Pernille Lykkes boder. De blev efter fru Thenners død lagt ind under klostrets forvaltning.

Fig. 2. Kvægmarked på Sortebrødre Torv med Møntestræde og Vor Frue Kirke i baggrunden.
Fig. 3. Træplade fra boderne med Pernille Lykkes fædrene og mødrene våben.

Mens vi er forholdsvis velorienteret om Pernille Lykkes familiekreds af landadelige militærpersoner, er det samme ikke tilfældet med de fattige enker og forældreløse latinskoleelever, der boede i sjæleboderne, eller de familier, der var med til at financière deres tilværelse ved at betale for lejeboligerne[7]. Det er naturligvis ikke usædvanligt, at vi kender mere til mennesker, der hørte hjemme i samfundspyramidens top end de, der fandtes i dens brede fundament. Man kender ikke en gang deres navne, idet der ikke synes at være bevaret regnskaber eller andre dokumenter fra stiftelsen før år 1800[8].

Fig. 4. Møntestræde set fra torvet.

Fattigboligernes økonomiske grundlag var alt for svagt, og bindingsværksbygningen kom flere gange i stærkt forfald. I årene 1729-30 rasede der en heftig strid mellem forstanderen, den aldrende magister Frederik Christian Mikkelsen von Haven, og naboen i Møntergården, major Lerche[9]. Årsagen var, at præsten havde ladet boderne delvis bryde ned på grund af brøstfældighed og så rejst dem på ny. For at håndværkerne kunne komme til at reparere vestsiden, der vendte ind mod majorens have, havde der i lang tid været en luge under løsholten i det første fag. Man kunne gå på en smal brolagt stribe under tagskægget. Der var nu opstået tvivl, om denne luge også måtte bruges af beboerne.

I overensstemmelse med de sparsomme oplysninger om reparationen beskrives hele bygningen i den ældste brandtaksation fra 1761 som en god egetræsbygning med tre boliger[10]. Ser man på bygningens tømmer i dag, ser det ud, som om det især er bagsiden der blev fornyet, og det er ikke urimeligt, når man tager dens placering mod vest op imod en køkkenhave i betragtning.

I 1802 blev der fjernet en del ribsbuske i baghaven[11]. Derved blev vestvæggens fodtømmer, der i forvejen var stærkt medtaget, så ødelagt, at væggens tavl faldt ind hos naboen. Der måtte lægges et nyt stykke træ under, og de støjlede lervægge måtte erstattes med mur af brændte sten. For at skaffe penge til reparationen optog stiftelsen et lån hos fattigvæsenet, og sognepræsten inddrog fattiglemmernes tilskud samt forhøjede huslejen i de to boliger. Men i 1819 blev der dog igen indkøbt tørv til friboligerne.

I den ordinære brandtaksation fra 1817, og i de følgende, beskrives stiftelsens ildsteder med en dobbelt- og en enkelt skorsten. På dette tidspunkt ser det altså ud til, at den oprindelige inddeling i en fælles bolig for de trængende og to rækkehusboliger for de betalende lejere stadig findes. I 1819 købte forstanderen to jernkakkel-ne til lejeboligerne. I 1850 blev bygningen udsat for en ombygning, der ihvertfald omfattede loft og tag[12]. De nuværende gadedøre kan stilmæssigt henføres til samme tid, hvorimod nogle af vinduerne stammer fra århundredets begyndelse[13]. I brandtaksationen for 1857 beskrives ildstedsforholdene som to dobbelte skorstene.

I 1879 blev bygningen beskrevet som et ældre og godt holdt forhus, opført i 1 etage af bindingsværk med tegltag og 3 skorstene, indrettet til beboelse, overalt gibsede, panelede og tapetserede værelser[14]. Så tidlige tapetrester er dog ikke blevet iagttaget ved den restaurering af bygningen, der fandt sted i 1973. Taksations-mændene har antagelig blot anvendt den gængse standardbetegnelse for rumudstyr. Der fandtes i 1879 seks kakkelovne og seks komfurer. Den nuværende opdeling af det bageste afsnit til fire små lejligheder, hver bestående af et lille kammer og et endnu mindre køkken, er tilsyneladende sket lige før omforsikringen. Det bør i denne forbindelse nævnes, at de små lejligheder med de to fælles forstuer fungerede indtil 1930-31, hvorefter de blev slået sammen to og to uden iøvrigt at blive bygget om[15]. I regnskaberne fra århundredskiftet nævnes der dog stadig kun to lejeboliger. Der er tilsyneladende siden begyndelsen byttet om på de to afsnits funktion, således at lejerne boede i det første afsnit med de to større boliger, mens de fattige levede i de små kamre i det andet afsnit. De skoleelever, der omtales i stiftelsens program fra 1617, nævnes iøvrigt ikke siden.

Fra regnskaberne kan der hentes oplysning om de tekniske installationer. I 1925 blev der indlagt gas til kogning, dog uden at ildstederne blev fjernet mere end ét sted. I 1933 fandtes der rindende vand i én af de store lejligheder. To år senere blev der installeret elektricitet over det hele. Vand skaffede de øvrige beboere sig fra en vandpost i den lille gård mellem stiftelsen og det næste hus i strædet i retning mod Sortebrødre Torv. I denne gård fandtes også en tre-fire lokummer. Stiftelsen nåede aldrig at få toiletter i lejlighederne. Efter at det kulturhistoriske museum var blevet indrettet i Møntergården, blev stiftelsens lille gårdsrum ryddet. De gamle koner måtte herefter hente vand og forrette deres nødtørft i WC’er i nogle skure i gården i Overgade 52 på den modsatte side af strædet. I 1950 blev der dog installeret rindende vand overalt i boligerne. Alle køkkenerne blev derfor forsynet med køkkenvask. Men fem år senere opgav man at videreføre stiftelsen i den højst utidssvarende bygning. Dens sociale formål blev tilgodeset andetsteds i byen, og den gamle bygning blev overladt naboen mod vest, nu det kulturhistoriske museum i Møntergården. Omtrent 350 år efter Pernille Lykkes socialfilantropiske indsats forenedes hendes fattigstiftelse med den ejendom, som tidligere havde været hendes byejendom.






Fig. 5. Opmålinger ved arkitekt Eigil Hansen, februar 1972, 1:200. – Øverst facaden mod Møntestræde med de fire indgange, nr. 2, 4, 6 og 8. Derunder bagsiden, der vender ud mod museets gård. I begge sider af bygningen er bjælkerne stukket igennem stolperne. På forsiden er de fleste af løsholterne sænket på grund af yngre vinduer. – Nedenunder ses en grundplan, en opstalt af gavlen samt snit gennem én af de store og én af de små lejligheder.

I stedet for boderne råder stiftelsen nu over tre friboliger i Plumsgade 14, stuen. Nu indstiller socialforvaltningen beboere til lejlighederne, og disse bliver dernæst godkendt af forstanderen.

Tidligere var det sognepræsten, der søgte aldersrentenydere og invalidepensionister til boligerne og fik dem godkendt af socialforvaltningen.

Den sidste beboer flyttede fra Pernille Lykkes boder i 1955, og bygningen blev herefter udlejet til museet. Strædet var allerede blevet lukket for færdsel ved museets etablering i begyndelsen af 1940-erne. Boderne blev klemt inde mellem tilflyttede museumsbygninger. Mod syd blev Eiler Rønnovs gård genopført og mod Sortebrødre Torv blev Østerbyes gård placeret – tildels på den lille gård, der hørte til stiftelsen. Efter beboernes flytning anvendte museet længen til magasin, mens man lagde planer for anvendelsen og søgte midler til en restaurering. En overgang var det planen, at de små lejligheder enten skulle ryddes helt til fordel for et større udstillingsrum – eller indrettes som de var til små værksteder.

Som nævnt kender vi først fra de bevarede regnskaber navne på de fattige og lejerne. Omtrent samtidig kan man finde dem i folketællingslisterne og fra og med 1880 i vejvisere[16]. Folketællingerne redegør for alle familiemedlemmernes stilling og alder, men desværre med adskillige års mellemrum, således at det er vanskeligt at få et sammenhængende billede.

I regnskabet for år 1800 nævnes lejeafgift fra Hans Johansen og Peder Pedersens enke Rebekka samt økonomisk støtte til Maren Hoegs, Jacobine Larsdatter, Maren Jacobsdatter og Abelone Antonii Smeds enke. I folketællingslisten fra året efter nævnes den 54-årige spillemand og daglejer Johansen med kone og en 19-årig søn, som stod i murerlære. Rebekka Johansdatter, der var enke og 49 år gammel, fik tolv daler årligt af fattigkassen. Af de fire almisselemmer nævnes kun tre. De var mellem 51 og 81 år gamle. Spillemanden boede i stiftelsen i mindst tyve år. I den anden lejlighed boede i samme tidsrum skomager Lars Kamp og senere hans enke, derefter Nicolai Wogbergs enke, Andreas From, der var vægter og daglejer, dernæst hans enke og til sidst skomager Ole Lies med deres familier. Ved den næste folketælling i 1834 var lejerne en 45-årig enke med to døtre. Hun underholdt sin familie som vaskekone. Hos dem boede hendes ugifte søster, der syede for folk. Naboerne var en gift skomagersvend. I de fattiges del boede tre enker, der var mellem 74 og 85 år gamle. Hos den yngste af dem levede hendes søns to døtre og en ugift 45-årig kone. Det samlede beboertal på de knap 100 m2 var altså tolv mennesker, et tal der ikke ændrede sig stort i de følgende årtier. De fleste almisselemmer var enker født i Odense. Enkelte havde, som i det nævnte eksempel, familiemedlemmer som logerende. I folketællingerne fra og med 1840 nævnes ingen komplette kernefamilier – ej heller i lejeboligerne. Om dette forhold har været udbredt i de små huse i strædet, er ikke undersøgt.

Fig. 6. Stiftelsen o. 1912. På trappen til Møntestræde nr. 4 sidder Cecilie Schiøtt med sin hvide kat og ved nr. 2 ses Frk. M.A.H. Rasmussen.

Bindingsværkslængen blev i 1973 restaureret for at vise nogle rekonstruerede lejligheder, der kan give museumsgæster et indtryk af deres udseende i stiftelsens senere tid. For at blive i stand til det, efterlyste museet i juli 1972 og i januar 1973 mennesker, der kunne fortælle om boligindretningen og beboernes tilværelse. Det bør bemærkes, at der ikke mere lever nogle af de oprindelige beboere.

Det er lykkedes at opnå kontakt med en halv snes mennesker, der kunne fortælle om ialt seks beboere fra tiden mellem 1905 og 1955. De fem af dem havde boet i Møntestræde 2 eller 4. Den sidste havde levet i nr. 6 efter sammenlægningen af de små lejligheder. De ældste iagttagelser er gjort af børn, der boede hos deres forældre i baghuset til Overgade 52 lige overfor stiftelsen. De huskede i almindelighed de gamle som nogle man enten drillede eller hjalp med ærinder. De nyere beskrivelser stammer fra beboernes børn eller fjernere slægtninge. Der findes meget få erindringer om de ugifte beboere og slet ingen fra de små lejligheder.

I de sidste 75 år nævnes i vejviserne henved tres forskellige beboere, der gennemsnitlig har levet i Pernille Lykkes boliger i seks år. I de „store“ lejligheder boede man længst, helt op til 28 år. Det er om disse beboere vi ved mest. I de små lejligheder nævnes en beboer ofte kun i et enkelt år. Det gælder navnlig tiden lige før sammenlægningerne. Det er oplyst, at enkelte beboere flyttede indenfor stiftelsen, men dette forhold kan ikke aflæses af vejvisernes oplysninger.

Tre meddelere, der alle som børn boede i baghuset i Overgade 52 i årene kort efter 1905, huskede bedst Cecilie Schiøtt, der boede i Møntestræde 4. Hun nævnes i vejviserne 1892-1915. I hendes stue var der et stort hvidskuret træbord mellem vinduerne. Lige ved døren stod en spisestuestol og overfor en armstol, hvor hun selv almindeligvis sad. Hendes seng var placeret langs med væggen til brænderummet bag forstuen. Foran sengen stod et bord med et spyttekrus. I stuens modsatte hjørne var der vist nok anbragt en kommode. Ovnen stod midt for væggen, et rør førte aftrækket tværs gennem køkkenet til den fælles skorsten.

Fig. 7. Ane Kathrine Hansen fylder 80 år den 16. august 1939.

Ved siden af Cecilie, i nr. 2, boede frk. M.A.H. Rasmussen, „Simmes Marie“, der ikke var så imødekommende overfor børnene som „Sillemor“. I en af de små lejligheder levede enken A. M. Hermann. Hun var lam i benene, og kom kun omkring, når et af børnene kørte hende i en rullestol eller i en kærre med træhjul. Hun strikkede strømper til et barn, der boede hos sin farmor i nr. 4 efter fru Schiøtt. Hun kunne desuden lægge stjerner. En af meddelerne fortæller, at dengang var alle mennesker i hendes bekendtskabskreds fattige. Hendes mor, der var enke, tjente kun lidt ved at sælge billeder og gøre rent. Den eneste af de gamle, der kunne arbejde, var frk. Rasmussen. Hun hjalp en frue i Overgade med husligt arbejde. Der var iøvrigt en social kløft mellem forhusbeboerne og de fattige i strædet. Johannes B. Lange, der havde en specialforretning i bygningsartikler i Møntergården, beskrives som en meget ophøjet person. Når han gik tur med sine to døtre, var det, som om det var kongefamilien selv.

Fig. 8. Ane Kathrine Hansen i sin stue i Møntestræde 2.

I modsætning hertil var strædets anden ende præget af livet på Sortebrødre Torv. På hjørnet lå S.C. Møllers beværtning, hvor prangerne fra kvægtorvet var kunder. De benyttede ofte stiftelsens retirader.

Frk. Maren Jørgensen, der nævnes i vejviseren 1921-33, boede også i nr. 4. Hun havde, inden hun kom til Møntestræde, levet af at gøre rent, og havde, uden succes, forsøgt sig med fransk vask og strygning. Da hun flyttede ind, var hun ikke så rask mere, og kunne kun af og til vaske trapper. Hun var glad for at bo i stiftelsen, men hun flyttede dog senere til en større lejlighed. Hendes boligindretning lignede den, vi lige har stiftet bekendtskab med.

Entréen var hvidkalket og umøbleret. Bagved i brændselsrummet opbevarede hun optændingsbrænde, koks og kartofler. Stuen var vistnok også hvidkalket, gulvet hvidskuret. En brunmalet seng stod langs med væggen og ved vinduerne var et bord og to stole. Frk. Jørgensen sad på den, der var nærmest indgangen. Til højre for kakkelovnen stod en polstret trækasse, en puf til opbevaring af tøj. Stuen var udsmykket med to religiøse billeder, små familiefotos og et indrammet skriftsted. Desuden var der et vækkeur, det eneste ur i lejligheden.

I køkkenet var der et gasbord med ét eller to blus. Gasmåleren havde en automat til 25-ører. Der var ikke afløb fra vasken. Bagest i rummet stod et madskab, en kommode og en natpotte. På væggen mod stuen hang en tallerkenrække.

Fru Ane Kathrine Hansen nævnes i vejviseren 1935-46. Hun boede i nr. 2. Inden hun flyttede til Møntestræde havde hun arbejdet i Automatcaféen og desuden gjort rent flere steder; senere tog hun ikke længere betalt arbejde. Hendes stue var, som man også kan se på fotografierne, noget tættere møbleret end hos de foregående beboere.

Væggene havde småblomstret tapet, der dækkede ujævnhederne. Foran vinduerne var hængt blondegardiner med hæklede kapper. Under vinduerne var en forhøjning med et bord, en spisestuestol og en kurvestol, som fru Hansen brugte. Hendes børn forærede hende et gadespejl. Over bordet hang en lampe med grønne perler.

Gulvet var lakeret. Sengen stod langs med væggen mod brænderummet. Modsat stod en chaiselong med rødt plys – det blev senere erstattet med ternet stof. Imellem dem stod et spisebord og to stole. Her kunne man sidde og spille kort. Fru Hansen var ikke glad for at tabe, så hendes børn lod hende ofte vinde. Over sengen hang en hylde med en radio, hvorpå morgenandagten blev aflyttet hver dag. Til højre for chaiselongen var et amerikaner-ur anbragt.

I køkkenet var der som nævnt indlagt vand. Der var derfor en trævask ved vinduet. Ved siden af stod et brændekomfur, som dog kun blev brugt under besættelsen. Normalt lå der en zinkplade, hvorpå der stod et enkelt gasblus. Bagest i køkkenet stod et chatol med overskab, en stol og et egetræsmalet klædeskab med én dør. Fru Hansen havde en blå kaffekande, sorte støbejernsgryder, en sort emaljeret gryde, hvide kopper med guldkant, muselmalede fajancetallerkener og hverdagskopper, der var hvide med rød kant.

I omtrent samme tidsrum, som fru Hansen levede i den første lejlighed, boede Ane Sofie Ormstrup i Møntestræde 4. Hendes møblering var i princippet lig Maren Jørgensens, der tidligere havde boet i samme lejlighed. Et nyt møbel, der ikke fandtes hos de andre, var en servante i køkkenet ved siden af vasken. Fru Ormstrup var født i et hus under godset Ravnholt. Hun blev gift med en skovarbejder. Efter hans død var hun husbestyrerinde i Herning hos Ormstrup, som hun giftede sig med. Efter hans død rejste hun tilbage til Fyn, hvor hun forsøgte at skaffe sig et levebrød ved håndarbejde. Hun havde som ung været ansat på Voss’ Kasketfabrik i Odense. Fra hendes lejlighed er det lykkedes at erhverve en stol, en kakkelovnsskærm og et spejl samt noget køkkentøj til brug ved nyindretningen.

De fire eksempler på indretningen af den større lejlighed er ret ensartede, men dog noget præget af hver enkelt beboers tilværelse inden indflytningen i Pernille Lykkes Stiftelse. En lidt mere forskellig møblering fandtes hos fru K. M. Andersen, der mellem 1905 og 1925 boede i tre forskellige af stiftelsens lejligheder. Hendes barnebarn husker bedst indretningen i nr. 4, hvor han selv boede hos hende i en halv snes år. Han sov på en chaiselong under vinduerne, mens hun sov i en kaneseng, der stod langs med stuens bagvæg. Foran chaiselongen stod et bord med klapper ved siderne og foran sengen et rundt bord og tre stole med plysbetræk.

Til højre for indgangsdøren stod en kommode. Den havde hun haft siden sine unge dage, da hun rejste rundt på landet til forskellige pladser som ung pige i huset. Der var meget nips – mindst 50 stykker – og familiebilleder. Familien snakkede de gamle altid om, fortalte meddeleren. Der var mange blomster i lejligheden og petroleumsbelysning – og så det uundværlige gadespejl.

Fru Andersen passede fire andre børnebørn om dagen og lavede mad til dem alle. Forretninger og godgørende folk var meget gavmilde over for de gamle. De kunne ikke leve af de midler, det offentlige ydede. Meddeleren beskrev malende, hvordan hans bedstemor kom slæbende med en stor portion mad fra et folkekøkken i Nørregade. Hun var stærkt angrebet af gigt og tog små forsigtige trin. Hun kunne ikke bøje sig ret meget forover. Det var derfor børnenes opgave at vaske hendes fødder og klippe hendes negle. De skulle også sørge for, at natpotten blev tømt om morgenen.

Fig. 9. Ane Sofie Ormstrup, Ane Kathrine Hansen og Vendla Christine Petterson. Fotografi ca. 1943.

De afsluttende beskrivelser af boligindretningen og beboernes tilværelse er her gengivet i grove træk og uden plantegninger. Men de giver efter min mening sammen med de istandsatte rum med deres faste inventar – ovne, komfurer og ildsteder – et rimeligt grundlag for at rekonstruere indretningen af de to største lejligheder – for eksempel til tiden omkring 1915 og 1940. Det må desværre beklages, at det endnu ikke er lykkedes at indsamle et materiale af lignende karakter for de små lejligheder. Årsagen må blandt andet søges i den sociale og familiemæssige forskel, der var mellem stiftelsens to dele.

De etnologiske undersøgelser omkring stiftelsens beboere gennem de sidste halvtreds år er væsentligst udført af stud. mag. Bjørn Oluf Wendt i december-januar 1972/73.

Følgende meddelere har venligst bidraget til undersøgelsen: Fru Vinifred Høgh Pedersen, Odense, fru Agnes Larsen, Odense, hr. Svend Andersen, Odense, fru Kamilla Fredberg, Otterup, fru Rigmor Andersen, Odense, fru Hansine Andersen, Odense, fru Gunde Gydelund, Odense, hr. Hardi A. Overby, Odense, hr. Chr. Lindskrog, Odense, hr. Wilhelm Reiss, Odense og fru Karen Christoffersen, Charlottenlund.

Noter

  1. ^ Beskrivelsen af Johan Bockholts militære karriere og hans familieforhold bygger på den trykte udgave af Kancelliets Brevbøger.
  2. ^ Familierne Lykke(Munk) og Urne er beskrevet i Dansk Adels Årbog, XX. og XXL årgang.
  3. ^ Pernille Lykkes messinggravplade i Hårby Kirke: HER LIGER BE-GRAVIT ERLIG OG VELBØR/DIGE IVMFRV PINILE LØCKE TIL HØGS GA/AR SALIG PEDER LYCKE OG FRV LISEBET/ VREN DIERIS DATER TIL KLINSTROP SOM BLEF/FØD ANN 1560 [?] OG DØDE PAA HØGSGAART DEN 20. NOV 1634 GVD GIFVE/ HINDE MED ALLE TRO CHRISTENE EN ER/ EFVLD OG GLEDELIG OPSTANDELSE PAA DE/N YDERSTE DOME DAG AMEN.
  4. ^ Odense Magistrats Arkiv, Indkomne breve 1586-1654, Beseglinger 1604-21, Landsarkivet for Fyn (LaO).
  5. ^ Hofmans Fundationer, bd. 5, s. 220-22.
  6. ^ Svend Larsen, Gråbrødre Hospital og Kloster i Odense, København 1939, s. 47.
  7. ^ At beboerne var enker nævnes bl.a. i Odense Bys Grundtakst 1743, Odense Magistrats Arkiv, LaO.
  8. ^ Stiftelsens regnskaber 1800-26 og 1890-1971 er lånt af den nuværende forstander, sognepræst W. Reiss, Vor Frue Kirke, Odense.
  9. ^ Henvisning fra Wads sedler i LaO til Rådstuebog 1720-31, fol. 231 og Odense Bytingssager, nr. 36/ 1730, LaO.
  10. ^ Odense Magistrats Arkiv, Brandtaksationsprotokol 1761, grundtakst nr. 624-25-26. Taksationerne fra 1771, 1781 og 1791 er kortfattede gengivelser af denne beskrivelse.
  11. ^ Stiftelsens regnskaber, note 8.
  12. ^ Regnskab for Pernille Løkkes Stiftelse/Siæleboderne Kaldet/for 1850, LaO.
  13. ^ Note 11.
  14. ^ Brandtaksationsprotokol i arkivet, hos Købstædernes Brandforsikring, Odense.
  15. ^ Odense Vejviser 1930, 1931-33 og 1932.
  16. ^ Folketællinger fra 1801, 34, 40, 45 og 50 samt vejvisere for 1872-1956/57 er gennemgået.

©