Pragtfund fra Fyns Bronzealder

I Iversens Fyenske Avertissements Tidende No. 142 for Fredagen den 25. November 1803 meddeles: »Ved Aarslev (Aarslev Sogn, Vinding Herred) er, ved at pløje en Eng, fundet 2 Jægerhorn af Metall, hvoraf det ene endnu var så heelt, at når man holdt det afbrækkede Mundstykke til og blæser deri, giver det en stærk Tone. Det er ellers af en ganske ukjendt, besynderlig kroget Skabning, holder i Længden 2 3/4 Al. og i Tykkelsen ved Underenden 7½ Tomme i Omfang; er behængt med adskillige sjældne Messing-Zirater for Oven og Neden. – Skade at dette sjeldne Stykke af Oldtiden ikke fremviser noget Aarstal eller Mærke, hvoraf dets Ælde kunde sluttes, der utvivlsomt må være meget gammelt, da ingen kan mindes at have seet Tegning af lignende Figur«. – Og i samme Blad No. 145, Fredagen den 2. December 1803 fortsattes: »Med Stumper af det sønderbrudte Jægerhorn som forleden fandtes, har man ved Forsøg frembragt at det stemmer fuldkommen med det dybe C på Positivet, og altså med vore brugelige Blæse-Instrumenter.«[1]

Man bør ikke dadle Forfatteren af denne forstandige Beskrivelse, fordi han ikke har kunnet bestemme disse to Horns Alder; men for os er det ganske klart, at det drejer sig om et velbevaret Lurpar, formodentlig af den Type, hvorpå Mundrør og Lydrør samles med en »Lås«. Derimod kan man med god Grund bebrejde de gode Folk, der havde fået fat på Fundet, og som endda foretog Blæseforsøg med Lurerne, at de lod »dette sieldne Stykke af Oldtiden«, som utvivlsomt vilde have været en Pryd for Nationalmuseets Lursamling, forsvinde sporløst, antagelig i en Gørtlers Smeltedigel. Men desværre er det ikke det eneste fynske Lurfund, der er gået til Grunde; thi 1806 meddeler Degnen Jørgen Grønvold i Næsbyhovedbroby om Fund af et Lurpar fra Lyd. Men også det gik tabt uden at komme Videnskaben til Nytte, endskønt Fundet siges at have været sendt til København, hvor ingen (på Kunstkammeret?) fandt det værd at gøre noget for at bevare det. Af den ene Lur lod en gammel Præst, Niels Holm, forfærdige en Dåse, den anden blev smeltet om og 4 pund af Metallet anvendt til Knapper, medens en sørgelig Rest af Røret blev lavet til et Byhorn.[2]

Fig. 1. Lur fra Tellerup.
Fig. 2. Lur fra Tellerup.

Bedre er det heldigvis gået det tredie fynske Lurpar, som efter Indberetning af Sognepræst Gleerup, var blevet fundet ca. 1808 i en Tørvemose på Tellerup Mark, Ørslev Sogn, Vends Herred. Thi dette Fund kom til Wedellsborg hvor det ene Exemplar endnu opbevares sammen med en smuk Bronzekæde, medens det andet 1810 blev skænket til Nationalmuseet (Mus. Nr. 378).[3]

Fig. 3. Fladen af Fig. 1.
Fig. 4. Bagsiden af Fladen Fig. 2.

De to Telleruplurer er, således som det vil fremgå af Afbildningerne Fig. 1-4 overordentlig godt udførte, og Metallet har en smuk brungrøn Mosepatina. I Størrelse, Dekoration og Udformning ligner de ganske hinanden, bortset fra at Mundrøret på den ene er svunget til højre, på den anden til venstre. Mundrørene er iøvrigt stærkt krummede og prydede med et Ornamentbånd, der med vexlende Snoninger er viklet om det. På hvert af Mundrørene ses to profilerede Muffer, hvoraf den ene antagelig dækker en Sammenføjning; en tredie, lignende Muffe findes under Mundstykket, og på den indvendige Side af Røret sidder 5 Øskener. Mundstykket er et Kedelmundstykke med flad Krave. Låsens Tap er 4.8 cm lang; Ringen, der bærer Øskenen, er riflet, selve Øskenen er glat. Hovedrøret er delt i 7 Afsnit ved 6 ulige brede, smukke profilerede Ringe, der dels er ornamentale, dels må formodes at være anbragt som Dække over Samlinger. Lige under Prydpladen ses en stor Øsken med Aabning parallelt med Rørets Længdeaxe, samt 5, på Række siddende, mindre Øskener, hvis Aabning går på Tværs af Længdeaxen. Prydpladen måler 25,3 cm i Tværmål. Langs Randen findes en Vulst og herindenfor 2 ornamentale Snore; om Lydåbningen ses ligeledes en Vulst samt 3 Snore og uden om disse en Række skrafferede Trekanter med en Prik i Toppen. Dekorationen består iøvrigt af 8 store, halvkugleformede Bukler, der ved Basis er omgivne af 2 Snore. Buklerne er støbt for sig, og hver af dem bærer 2 modstående Øskener, gennem hvilke er stukken en ca. 5 cm lang Bronzestift, der tjener til at holde Buklen på Plads. Ved den nederste Kant på Pladens Bagside ses 4 Øskener. Pladen er skudt ind over Rørets Aabning.

Foruden Telleruplurerne er der bevaret endnu et Lurpar fra Fyns Stift; det blev 1886 fremdraget ved Tørveskæring i Rørlykke Mose, Tryggelev Sogn, Langelands Sønder Herred.[4] Rørlykkelurerne er ejendommelige ved, at de begge er højresvungne og består af et sammenhængende Rør lige fra Munding til Lydåbning. Desværre mangler Mundstykket på begge Exemplarer, som iøvrigt vidner om, at det ikke har været nogen Mester, der har frembragt dem; thi Støbningen er mindre veludført, og der ses talrige Småblærer i Godset.

Lige ved Mundingen har der været en nu stærkt medtaget Muffesamling.

På Røret ses 2 tværstillede, grove Øskener med spidst tilløbende Baser. Ved den, der sidder nærmest Mundingen, spores en Mæandersamling; og her går Mundrøret på en underlig klodset Måde over i det usædvanlig vide Hovedrør.

På dette ses 2 enkelte og 2 dobbelte Mæandersamlinger, og overalt på Røret spores fine Lameller. Dekorationen består af 12 riflede Bånd, hvis Bredde varierer mellem 1.4 og 2.5 cm. Lydåbningen er omgivet med en 3 cm bred Rand, der er støbt i eet med det yderste Rørstykke og dekoreret med omløbende Lister langs Randen. Pladens Tværmål er ialt kun 13 cm. (Fig. 5).

Det er ganske naturligt at Luren, Bronzealderens ejendommelige, skønne Blæseinstrument, hvoraf der ialt kendes godt og vel 50 Exemplarer fra Norge, Sverige, Nordtyskland og Danmark, i høj Grad har tiltrukket sig Arkæologers og Musikhistorikeres Opmærksomhed. I danske Moser er der – bevarede og tabte Exemplarer tilsammen – fremdraget 34 Lurer; og heraf er de 12 endnu så velbevarede, at man kan blæse på dem.

Luren er et Keglerørinstrument, der er beslægtet med, ja ligefrem udviklet af det af Oxens Horn forarbejdede Blæsehorn; det fremgår både af Formen og af de Forstadier, der kendes fra et Par tyske Fund; men af den Slags foreligger endnu ingen fra Danmark.

Fig. 5. Lur fra Rørlykke.

Lurerne er støbt efter en Methode, der har været praktiseret i alle Oldtidens Kulturlande, og som endnu er i Brug til Støbning af mindre Kunstværker; og i sin simpleste Form foregår Processen på følgende Måde:[5] Man modellerer den Genstand, man ønsker at fremstille, i Vox og omgiver Voxmodellen med en Lermasse, hvori man, — ligeledes i Vox — har lavet een eller flere Kanaler til Indgydning af den smeltede Bronzemasse. Derpå gløder man Formen; Voxet smelter, forbrænder fuldstændigt og efterlader et Hulrum i Lerformen. Når man gennem Kanalen fylder Formen med Bronze, får man en Afstøbning af den tabte Voxmodel. Formen sønderslås, Bronzegenstanden udtages, pudses og dekoreres med Punsel og Hammer. Fremstillingen af en rørformet Genstand er dog adskilligt mere kompliceret, idet man af Ler først må danne en Kerne, der har det ønskede Rørs indvendige Diameter. Herover formes så selve Røret i Vox, hvorpå man lægger en ydre Form – en »Kappe« – af Ler over Voxmodellen og brænder Formen. Men for at undgå, at den indre og den ydre Form falder sammen, anbringer man i Voxmodellen små, firkantede Støtteplader af Bronze (Lameller), som hyppigt ses på Sager fra Bronzealderen. På Lurerne er Lamellerne ofte faldne ud og har efterladt aflange Huller i Godset. Når det i Formen indgydte Metal er størknet, slås den ydre Form, »Kappen«, itu; Kernen bores ud, og man har da selve det rørformede Bronzestykke, som naturligvis må afpudses. At fremstille en Lur må imidlertid have været særlig vanskeligt, da man på Grund af Rørets Længde og dets krumme Form må støbe det i flere Stykker, som – da man i Bronzealderen ikke forstod at lodde – måtte støbes sammen ved en Slags primitiv Svejsning, der foretoges på følgende Måde: I den Ende af Rørstykket, der skulde forenes med det følgende, lavede man i Voxmodellen en Deel dybe Indskæringer, så at Kanten fik Form som en Mæander. Derpå anbragte man Rørstykkets udskårne Ende i Form med det nye Rør og glødede den sammen med Formen, indtil Metallet var nær ved at smelte. Når nu Bronzen gødes i den nye Form, forbandt den sig med det tidligere støbte Rørstykke; og på Grund af Udskæringerne i dette lod de to Stykker sig ikke trække fra hinanden. Forbindelsen er dog ikke mere intim, end den ofte lader sig spore som en fin Mæanderlinie på Luren. Man kunde også forene to færdige Bronzerør ved at afslutte dem begge med en Mæanderudskæring og støbe et Stykke ind imellem dem, hvorved der på Lurrøret fremkommer en dobbelt Mæanderlinie. Denne Fremgangsmåde havde den Fordel, at man kunde regulere Lurens Længde og derved opnå, at hvert Exemplar indenfor et Lurpar fik samme Størrelse – og som Følge deraf samme Toneomfang.

Mæandersamlingen er åbenbart den ældste Methode til Sammenføjning af Lurrøret; men den synes, navnlig på Rørets tynde Del, ikke at have været tilstrækkelig solid, hvorfor der her — ligesom når der fremkom Brud på Røret — anlagdes Forstærkninger i Form af en profileret Muffe over Mæandersamlingen.

Disse Reparations- og Samlingsmuffer er det antagelig, som har giver Anledning til, at man — på de yngre Lurer — forbandt Rørstykkerne ved at støbe en svær Ring over de tilfilede og omhyggeligt sammenpassede Ender af Rørstykkerne. Pladen, som udelukkende har dekorativ Betydning, støbtes for sig og skubbedes i varm Tilstand ind over Enden på Hovedrøret, hvor den yderligere kunde fæstnes ved, at man bankede Rørets Kant om Aabningen. Buklerne er støbt sammen med Pladen på alle Exemplarer undtagen Lurerne fra Tellerup, hvor den ovenfor nævnte Ejendommelighed findes.

Fig. 6. Bronzevase fra Mariesminde Mose.

På de ældste Exemplarer er hele Luren udført som et sammenhængende Rør; men dette har medført visse Ulemper, hvorfor man har funden på at fremstille Instrumentet i 2 Hoveddele, et Mundrør og et Hovedrør, der forenes ved en Tap og holdes fast sammen ved en gennem to Øskener stukken Pind. Denne »Lås« gør det altså muligt at dele Luren, men forandrer ikke dennes Toneomfang.

Af de indenfor Fyns Stift fundne Lurer kan de to fra Rørlykke Mose efter de ornamentale Ringe dateres til Slutningen af ældre Bronzealder, medens Tellerup-lurerne er fra Midten af yngre Bronzealder, og repræsenterer Højdepunktet af, hvad Bronzealderens Metalkunstner formåede at udføre. Udtrykt i Aarstal vil det sige, at de første tilhører Tiden 1150-950 f. Chr., de sidste Tidsrummet ca. 800-700 f. Chr. Det er så heldigt, at de endvidere repræsenterer de to Samlingsmethoder, vi har skildret, idet de langelandske Lurer er fremstillede ved Mæandersamlinger; Telleruplurernes Rørstykker er derimod overmåde omhyggeligt forbundne ved Ringsamlinger.

Det var Professor Angul Hammerich, der leverede de første, grundlæggende Studier over Lurernes musikalske Kapacitet; senere er disse Undersøgelser blevet uddybet af K. Kroman og Godtfred Skjerne; og det turde være naturligt at sige lidt om dette Emne.

Luren er et Naturhorn, d.v.s. et af et konisk Rør bestående Blæsehorn, på hvilket der kan frembringes et større eller mindre Afsnit af den såkaldte Naturtonerække. Efter de Forsøg, der er gjort med dem af de originale Instrumenter, som endnu kan bruges, må det antages, at man i Reglen ikke er nået ud over de første 8-9 Toner; og på Grund af Bronzealderens langt ringere Teknik har man sandsynligvis ikke kunnet udnytte hele denne Række.

En af Grundene til, at man næppe i Bronzealderen har kunnet nå så meget, er Mundstykkets ret vilkårlige Karakter; og ved Forsøgene har det vist sig, at det med en Lur sammenstøbte Mundstykke temmelig mærkeligt fungerede i Modstrid med Instrumentets øvrige Bygning. Noget Musikinstrument i moderne Forstand er Luren ikke; og at tillægge Bronzealderens Folk en udviklet Musiksans, hvad Angul Hammerich var tilbøjelig til, tillader Instrumenterne ej heller. Lurerne har sikkert været Kultinstrumenter, anvendt ved Ofringer og andre religiøse Ceremonier, med Opgaver, der ikke væsentlig går ud over Signalhornets, siger Godtfred Skjerne. Men hvorledes stemmer nu denne Opfattelse med den Arkæologen kommer til ved Studiet af Bronzealdersns Kultur.[6]

Det må strax siges, at Skjernes Bestemmelse af Lurens Funktion som Kultinstrument harmonerer såre vel med det, Studiet af Helleristninger og Offerpladser fra Bronzealderen fører til angående Lurernes kulturhistoriske Stilling.

På Helleristninger, blandt hvilke de bohuslänske – sammen med Ristningerne fra den skånske Kivikgrav – indtager en særlig betydelig Plads, ser man ikke sjældent Lurblæsere – to til fire – i Funktion, undertiden stående i et Skib, som man må antage anvendtes ved en religiøs Ceremoni. Fra danske Moser er Fund af Bronzesager – fremdragne sammen med Knogler af Dyr og Mennesker – kendte i flere Tilfælde; rimeligvis stammer disse Sager fra Ofringer foretagne der. Og i to Tilfælde er Lurfund kommen for Dagen under lignende Omstændigheder. Her har vi da fra selve Fundene en temmelig klar Tilkendegivelse af, at Luren står i Forbindelse med religiøse Optog og Ofringer – endda blodige Handlinger, hvorved Dyr og Mennesker har måttet lade Livet. Men hvorfor er da Lurerne blevet nedlagt i Moser? Dette sidste hænger åbenbart sammen med en over hele Verden almindelig Skik, at Sager, der har været anvendt i Kulten ikke må profaneres ved – selv om de er gået af Brug eller brudt itu – at finde Anvendelse til verdslige Formål, ja ikke en Gang Materialet må bruges på ny. Der er nu i Gravfundene visse Ting, der tyder på, at der på Overgangen mellem Bronze- og Jærnalder er sket en Trosforandring, som har været af ret gennemgribende Natur, og som også har givet Anledning til Ændringer i Folkets Gudsdyrkelse. Det Inventar, der benyttedes tidligere, lod sig nu ikke anvende; og da man ikke uden at risikere de detroniserede Guders Vrede kunde tage det udgåede Kultinventar i Brug til profane Foretagender, måtte man skaffe sig af med det, nedgrave det i Jorden eller anbringe det på fjærne, utilgængelige Steder, hvor Mennesker ikke færdedes til daglig, eller på Steder, som man af religiøse Grunde nærede Sky for at betræde.

Fig. 7. Guldskål funden i Vasen Fig. 6.

Og hvor var det mere rimeligt at anbringe de som Kultinstrumenter udgåede Lurer end på de afsides Offerpladser i Moserne, hvor deres dumpe Toner havde lydt, når Offerpræsten stødte Kniven i de til Døden viede Offerdyr.

Er denne Opfattelse rigtig, forklarer den både, hvorfor Lurerne blev gemt i Moserne, og hvorfor Fremstillingen af Lurer pludselig standsede. Ældre Jærnalder har næppe været en mere fredelig Tid end Bronzealderen; og havde Luren været en Krigstrompet, vilde det næsten være utænkeligt, at man ikke var vedbleven at fremstille dette skønne Blæsehorn; har dens Funktion været indskrænket til Gudsdyrkelsen, er det ganske naturligt, at Fremstillingen af Lurer ophører så brat.[7]

Denne Tydning giver også Nøglen til Forståelsen af den Gruppe af sjeldne Sager, vi nu vil betragte, og til hvilken Fyns Stift har ydet et rigeligt Bidrag, de samlede Fund af Guldskåle.

Der foreligger fra det nuværende Danmark 8 Fund af denne Art. De to fra Jylland (Gjerndrup ved Ribe og Ladegård i Haderslev Amt) indeholdt 3 og 2 Guldkar, hvoraf de to er gået tabt ved Omsmeltning. Fra Sjælland foreligger (fra Borgbjerg og Vimose) 6 og 2 Guldkar, men fra Fyns Stift kendes 4 Fund (Eilbylunde, Midskov, Mariesminde og Avernakø) med 3 + 11 + 7 + 6 = 27 Guldskåle, hvoraf een (fra Avernakø) er gået tabt. Hertil slutter sig endvidere et Fund fra Smörkullaberget i Halland og et fra Mjövik i Blekinge, hvert bestående af en Guldskål, således at der indenfor det gamle danske Landområde er fremdraget ialt 42 Exemplarer af disse ejendommelige Guldarbejder.

Fig. 8. Guldskål funden i Vasen Fig. 6.

Medens Lurerne er nordiske Arbejder fremstillede i den af Nordboerne indtil Mesterskab udarbejdede Støbeteknik, er Guldkarrene alle udførte ved Drivning af Metallet og røber allerede ved den anvendte Teknik deres Oprindelse fra udenlandske Kulturcentrer. Mange Arkæologer har arbejdet på at klarlægge de Problemer, der rejser sig vedrørende disse Funds kulturhistoriske Stilling, Problemer, der endnu langt fra har fundet deres Løsning. Den følgende Fremstilling skal give en Redegørelse for min Opfattelse, hvilket nødvendiggør en Omtale også af de Fund, der er fremdragne udenfor Danmarks Grænser.[8]

Det er forbavsende få Typer, der er repræsenterede blandt Guldkarrene. De fleste af dem må betegnes som mindre Skåle, som består af en halvkugleformet Underdel, der oftest gennem et skråt Skulderparti går over i en cylindrisk eller let konisk Hals med udadbøjet Mundingsrand. To noget større Skåle, der iøvrigt er af samme Type, fremdroges i det sjællandske Fund fra Boslunde, der også indeholdt to Bægre med cylindrisk, indefra åben Fod. Det andet sjællandske Fund, fra Vimose i Præstø Amt bestod af to små vaseformede Kar med dobbeltkonisk Underdel og konisk Hals afsluttet med en vandret Mundingskrave.

Fig. 9 a. (Fig. 9 a – 11 a. 3 Guldskåle fra Midskov.)
Fig. 10 a.
Fig. 11 a.

Men har Kunstnerne ikke udvist større Fantasi ved Udformningen af Karrene, da har de ej heller afsløret Evne til at variere disses Dekoration. Ganske vist er alle Karrene rigt dekorerede med Ornamenter, der ved Hjælp af Stempler er drevne op fra Indersiden; men de Motiver, hvormed der opereres, er få og simple. Snorelinier, Punktrækker, Zigzaglinier, Bukler og Ringzirater optræder i forskellig Sammensætning, de sidste ofte anbragt i Rækker; og Snorelinierne og de andre Ornamenter kan være stillede sammen til bredere eller smallere Bånd. Selv om Ornamenterne er ganske smagfuldt udførte, kan man ikke nægte, at Dekorationen virker temmelig ensartet, hvilket måske til Dels kan skyldes, at den anvendte Teknik sætter snævre Grænser for, hvad en Metalkunstner kan præstere. Noget, der er enestående for Danmark, er, at de små Skåle ofte er bleven omdannede til Øsekar ved Tilføjelsen af Hanke. På 2 af Skålene i Boslundefundet og på 8 af Skålene fra Mariesminde er Hankene endnu bevarede; men på 3 af Skålene i det sidstnævnte Fund og på 3 i Midskovfundet er de bleven ødelagt ved Fremdragelsen; og på flere andre vidner Tilstedeværelsen af Huller i Karrets Bund og Sider om, at der også her har været tilføjet en Hank. De bevarede Hanke tilhører alle den samme Type, selv om de er noget forskelligt udførte. En kraftig Bronzestang, hvis øverste Ende afsluttes med et stiliseret Hestehoved, bevikles med Guldtråd og fastgøres på Karsiden, forneden med en Plade, lidt højere oppe med en Stiver. Befæstelsen sker med svære Bronzenagler, hvorover der på Karrets Inderside støbes store Bronzeklatter, der belægges med tyndt Guldblik.[9]

Fig. 9b. (Fig. 9 b – 11 b. Samme 3 Guldskåle, fra Bunden.)
Fig. 10b.
Fig. 11 b.

Da den på Guldkarrene anvendte Ornamentik, som allerede nævnt, er af en ganske stereotyp Form, der tilmed har en betydelig længere Levetid end de Ornamenter, der ellers forekommer i Bronzealderen, lader en Datering af Guldskålene ud fra Dekorationen alene sig ikke foretage; man må tillige give Agt på Karrenes Form og sammenligne vore med udenlandske Fund, der ad anden Vej kan tidsfæstes. Ret lette at datere er de to vaseformede Guldkar fra Vimose, idet der i en fynsk Grav, fra Voldtofte, sammen med en indført Bronzespand og Sager af hjemlig Oprindelse, der tilhører Bronzealderens femte Periode, er fundet et Par små Bronzekar, der i Form er beslægtet med Vimosekarrene. Disse sidste tør sikkert dateres til Bronzealderens sidste Periode, hvor man finder Lerkar af beslægtet Type. Og disse Lerkartypers Optræden på nordisk Grund kan vises at skyldes Handelsforbindelser med det bekendte Kulturcentrum Hallstatt i Østrig, efter hvilket en hel Kulturfase har fået sit Navn.

Af de tyske Guldskåle er en, der er fremdraget ved Grünthal i Ditmarsken, nær beslægtet med Bronzeskålene fra Voldtofte og med Vimosekarrene.

Hvad de store Skåle fra Boslunde angår, da står de med Hensyn til Form nær ved Hængekar fra Bronzealderens fjerde og femte Periode; og dette gælder egentlig også Flertallet af de mindre Guldskåle. Ingen af disse har Forudsætninger i ældre Bronzealder, og man tager næppe Fejl, når man daterer de skålformede Guldkar til Begyndelsen af yngre Bronzealder, en Datering, der bekræftes af det stiliserede Hestehoved på Hankene; thi til dette forefindes nære Paralleler på Rageknivenes Håndtag.

Fig. 12 a. (Fig. 12-13. 2 Guldskåle fra Midskov.)
Fig. 13a.
Fig. 12b.
Fig. 13b.

De ældre Arkæologer C.J. Thomsen, J.J.A. Worsaae og Vilh. Boye udtalte sig ikke om, hvor Hjemstedet for Guldkarrene skulde søges. Derimod fremsatte Oscar Montelius i 1881 den Theori, som en Overgang mærkeligt nok vandt Tilslutning hos Sophus Müller, at Guldskålene var fremstillede inden for den nordiske Bronzealders Kulturområde. Denne Theori fandt afgjorte Tilhængere hos tyske Arkæologer som G. Kossinna og E. Sprockhoff, ja de gik – som man kunde vente – endnu videre end Montelius og hævdede, at de drevne Bronzeskåle, som dels kendes fra Grave dels fra Mosefund i Danmark, var »germansk Bronzeindustri«. Det er utvivlsomt forkert; og de drevne Guldkar må ligesom Bronzekar udførte i denne Teknik betragtes som fremmede Importstykker. Det er den desværre for tidligt afdøde svenske Arkæolog J.E. Forssander, som har vist den rette Vej til Forståelsen af Guldkarrene ved at studere hele Bronzealderens Guldarbejde i dets kulturhistoriske Sammenhæng.[10] Kun ved at undersøge såvel Formens som Dekorationens Sammenhæng med samtidige Produkter af Ler og Bronze kan man få Klarhed over, hvor Forudsætningerne for Guldskålene findes, og hvor disse er fremstillede. Som Forssander har påpeget, hænger Guld- og Bronzearbejdet nøje sammen. Men tillige gør der sig for Guldarbejdets Vedkommende Forhold af særegen Karakter gældende. De ældste større Guldarbejder, vi kender fra nordisk Grund — Solvognens Skive og en guldbelagt Bronzeplade funden i en Grav ved Jægersborg — viser Bronzens Dekoration overført til Guldet ved Presning af dette mod Bronzeunderlaget. Og medens vi i Bronzedekorationen kan følge en gennem de forskellige Perioder af Bronzealderen fremskridende Stiludvikling, der er vort vigtigste Middel til Opbyggelsen af Bronzealderens Kronologi, er den Stil, vi møder i Guldarbejderne under hele Bronzealderen, meget traditionsbunden, ja næsten stereotyp. Et meget iøjnefaldende Exempel skal nævnes. På en Guldskål, der tilhører det største Fund af Guldkar, fra Eberswalde, ses en ottearmet Stjerne, hvortil den nærmeste Parallel forekommer på en Skål fra ældre Bronzealder funden ved Øster Marie på Bornholm og på den lige nævnte guldbelagte Bronzeplade fra Jægersborggraven. Der er således ingen Grund til at tvivle om, at der her er en ubrudt Linie fra Begyndelsen af ældre Bronzealder til yngre Bronzealder. Men også mellem Guld- og Bronzeformerne er der en nær Sammenhæng. Jeg har allerede nævnt, at Guldvasen fra Grünthal ganske svarer til Bronzevasen fra Voldtofte. Endnu vigtigere er dog Forbindelsen i teknisk Henseende. Fremstillingen af de drevne Guldskåle lader sig nemlig kun forstå i Sammenhæng med Drivningen af Kobber- og Bronzemetallet og kan kun tænkes udført i Egne, hvor Repouse-teknikken udøvedes almindeligt. At dette ikke er en Påstand, fremgår også deraf, at Dekorationen — og det gælder både for ældre og yngre Bronzealder — på drevne Bronze- og Guldkar anbringes på samme Måde, nemlig i vandret omløbende Bånd.

Fig. 14 a (Fig. 14a—16a. 3 Guldskåle fra Eilbylunde.)
Fig. 15a.
Fig. 16a.

Når der på Bronzekarrene oftest anvendes enklere Motiver end på Guldkarrene, skyldes det antagelig tekniske Grunde, idet Bronzen er hårdere at bearbejde end Guldet og derfor frembyder større Vanskeligheder for Fremstilling af mere komplicerede Dekorationsmotiver; men man må dog ikke overse, at der selv på Bronzeskåle forekommer drevne Ornamenter navnlig Ringzirater, der ret nær svarer til dem, man finder på Guldskålene. Ud fra disse Betragtninger kommer man til det Resultat, at Guldskålene må være Produkter af mellemeuropæisk Metalkunst, d.v.s. af Hallstattkulturens, og denne Slutning bekræftes såvel af de på Karrene forekommende Dekorationsmotiver som af det keramiske Materiale.

Fig. 14b. (Fig. 14b—16b. Samme 3 Guldskåle, fra Bunden.)
Fig. 15b.
Fig 16b.

En ved Werder funden Guldvase har om sin Bund en Dekoration bestående af en Række med samme Stempel slåede Fuglefigurer, der knytter Karret til den mellemeuropæiske Bronzeindustri; og den tyske Forsker Carl Schuchhardts Bestemmelse af den som et Hallstattprodukt ser meget troværdigt ud. Nær beslægtet med Werderkarret er to ved Villleneuve Saint-Vistre i Frankrig fundne Vaser, der også må være Hallstattarbejder. Det samme gælder Vasen fra Grünthal og de to små Guld vaser fra Vimose. Når vi nu konstaterer et tydeligt Slægtskab mellem disse Guldarbejder og den i Sydtyskland og Elsass forekommende stemplede Hallstattkeramik, synes det naturligt at regne med, at disse vaseformede Kar er fremstillede i det vestlige Mellemeuropa. Hvor tidligt man her er begyndt at fabrikere Guldkar, tillader Fundene endnu ikke at fastslå; men det synes naturligt at antage, at Begyndelsen allerede er gjort i 2. eller 3. Periode af Bronzealderen og at søge Hjemstedet for Guldskåle af den Type, der kendes fra Ladegård og Mjövik og Rongéres i Frankrig i disse Egne. En sammen med det sidste Kar fremdragen Armring kan betragtes som et mellemeuropæisk Arbejde; og det taler afgjort mod, at det skulde være i Irland, Hjemstedet for disse Skåle skulde søges.

Selv om det østlige Mellemeuropa endnu ikke træder tydeligt frem i Fundene, tør man ikke slutte, at dette Område har været uden Betydning på dette Felt. Som allerede nævnt peger Bægrene i Boslundefundet på, at man her har med østlige Kulturimpulser at gøre; og selv om Formen ikke — således som Schuchhardt og Kossinna synes at mene — skyldes Indflydelse fra Lausitzer-keramikken, er det rimeligt at tænke, at det er Lausitz’ Metalkunst, der har sat sit Præg på disse hidtil enestående Bægre. Jeg fristes til at antage, at også et Par tyske Guldarbejder (Skålene, der er fundne ved Langendorf og Gönnebeck), hvis Dekoration — med afvexlende horizontale og vertikale Snorelinier — minder om Dekorationen på Boslundebægrene, kan være østeuropæiske Metalarbejder. Nogen sikker Afgørelse kan jeg dog ikke træffe uden at have set Stykkerne selv. Men skulde disse Synspunkter finde Bekræftelse gennem Fremdragelsen af nyt Materiale, da har vi også igennem Guldkarrene fået et Vidnesbyrd om Import til Norden fra såvel Øst som Vest; og det er netop gennem Påvirkningerne fra flere Kulturcentrer, vor ejendommelige Kultur i Bronzealderen er skabt.

Desværre giver Guldkarrene selv ingen Oplysninger om, hvorlænge de har været i Brug; ej heller indeholder Fundene andre Genstande, der siger os noget om, hvornår de nedlagdes i Jorden. Herom kan der kun gisnes; og ligeledes kan der om Guldkarrenes Anvendelse og om Aarsagen til Nedlæggelse kun fremsættes Hypotheser.

Fig. 17. Guldskål fra Avernakø.

Selvfølgelig lader det sig ikke på Forhånd nægte, at disse Skåle kan have været Privatmands Skatte, der i Ufredstider har været betroet Jorden som det pålideligste Gemmested; herpå kendes mangfoldige Exempler fra såvel forhistorisk som historisk Tid. Men den Arkæolog, der kender Bronzealderfundene fra Mark og Mose og har Indsigt i Tidens almindelige Kultur, vil vanskelig kunne gøre sig fortrolig med den Tanke, at disse Guldkar, som må have repræsenteret en uhyre Værdi, kan have tilhørt Enkeltpersoner og have været anvendt ved Drikkelag og andre festlige Lejligheder. De tilhører et så højt Niveau, at Tanken om, at de har været brugt ved Kulten, naturligt melder sig for Arkæologen; og denne Tanke støttes, når man betragter »Borgbjerg«, hvor det største af de sjællandske Fund kom for Dagen. »Borgbjerg« var en Banke, der ved to omløbende Terrasser var delt i tre Afsnit; og den har højst sandsynligt været en Helligdom. Det var på selve denne Banke, de 6 Guldkar fremdroges, de større Skåle allerede 1842, de 4 andre Kar i 1874.

Det er, som jeg allerede har nævnt i Afsnittet af Lurfundene, en kendt Sag, at Sager, der har tilhørt en Helligdom, ikke må profanere ved at gå over i privat Eje. De jødiske og de ældste kristne Menigheder nedgravede f. Ex. de Bøger, der var slidt så stærkt, at de ikke kunde bruges, i Jorden. Herved har vi fået store Dele af ældgamle Papyrushåndskrifter af det nye Testamente. At Votivgaver til græske Guder også nedgravedes indenfor Helligdommen er ligeledes bevidnet gennem Fundene. Jeg behøver blot at minde om Skulpturerne på Akropolis, der blev ødelagt, da Perserne 480 indtog Borgen. Men også indenfor den katolske Kirke opbevarer man pietetsfuldt de Gaver, en Helgen eller Jomfru Marie får skænket, enten de så er Kostbarheder eller simple Småting.

Hvad nu Guldskålene angår, da forekommer det mig indlysende, at vi må opfatte Sagerne ikke som Offergaver men — ligesom Lurerne — som Kultrekvisiter, der er gået af Brug, en Tydning, der altså er i god Overensstemmelse med primitive Folks religiøse Tankegang.

Det er kun et enkelt Blad af Fyns Kulturhistorie i Bronzealderen, jeg her har strejfet. De mange andre Fund såvel af Guldsager som af Bronzesmykker og andre Sager, Fyns rige Jord har ydet, vidner om, at Øen har været Bosted for en velhavende, skønhedsglad Befolkning. Og disse Træk kan vi følge også igennem Jærnalderen, da Østfyns Beboere rådede over Værdier af Guld, som ikke nogen anden Egn har kunnet vise Magen til.

Noter

  1. ^ Aarbøger for Nord. Oldkyndighed 1952, S. 55.
  2. ^ Aarbøger 1953, S. 177f.
  3. ^ H. C. Broholm, William P. Larsen and Godtfred Skjerne: The Lures of the Bronze Age S. 23.
  4. ^ Anf. Skrift S. 23h
  5. ^ Anf. Skr. S. 37 fF.
  6. ^ Anf. Skr. S. 123 fr.
  7. ^ Anf. Skr. S. 66 ff.
  8. ^ H. C. Broholm: Danmarks Bronzealder IV, S. 230ff.
  9. ^ To støbte Øsekar af Bronze af samme Type som de danske Guldkar (Hankene dog ufuldstændigt bevarede) er fundne ved Güstrow i Mecklenburg. Dekorationen på disse Kar bekræfter Dateringen af de danske Guldskåle til 4.-5. Periode af Bronzealderen. Fragmenter af et tredie Øsekar af Bronze er fundet ved Levitzow, ligeledes i Mecklenburg. Se Jahrbuch für Denkmalpflege in Mecklenburg 1953, S. 51 ft. og Germania 1944-50, S. 259 f. Da de mecklenburgske Bronzeskåle er støbte, er det muligt, at de er nordtyske Efterligninger af Guldkar fra Hallstattområdet.
  10. ^ J. E. Forssander: Bronzealderens guldornamentik, Från Stenålder til Rokoko, Studier tillägnade Otto Rydbeck (1937), S. 21 ff.