Quadrilobe

Om symbolerne på vikingesmykkerne fra Nonnebakken

Det er så moderne at have bomærke. Nutildags kan man ikke dyrke hverken bank- eller museumsvirksomhed uden et bomærke. Man skulle tro, at vi var blevet en nation af analfabeter, da bomærkets funktion jo må være at give beskueren genkendelsens glæde hurtigt og uden anstrengelse af læseevnen.

Det er klart, at hvis man vil opnå denne automatiske registrering hos beskueren – »Nå, er de der nu igen!« – må man have et godt bomærke. Vi har da også i flere år puslet med tanken. Mange forslag gik i papirkurven, for hvad var et godt bomærke for Fyns Stiftsmuseum? Det skulle både være fynsk og have sammenhæng med museets arbejdsfelt – foruden at det skulle være enkelt og med rimeligt symbolsk indhold.

Vi har nu omsider valgt motiv. Det er hentet fra indersiden af et sølv-spænde fra vikingetiden. Spændet indgik til museet i december 1901 som gave fra korpslæge Mørch med den oplysning, at det var fundet blandt Nonnebakkens ejer, cand. theol. Rasmussens efterladenskaber. Derfor må det anses for at høre til de sparsomme fund fra denne fynske ringborg.

Spændet er mage til det spænde, der 1811 indgik til Nationalmuseet sammen med »Odins ring« og til et tredie, der fremkom 1889 sammen med en lille møntskat – ét eller tre skattefund fra Nonnebakken?

Spændet hænger således både sammen med Odenses ældste historie og med rigshistorien og kan ses som en beskeden optakt til 1000-års jubilæet i 1988.

Samtidig er spændet et smukt eksempel på den fremragende sølvsmedekunst, der karakteriserer det bedste kunsthåndværk i vikingetidens sidste århundrede som det er skildret i Bjarne Lønborgs artikel. Det er nu ikke forsiden med dens Borrestil-gribedyr, der interesserer i denne sammenhæng.

Fig. 1. Spændet fra Nonnebakken inden konservering. Spændets diam. er 7,8 cm.
Fig. 2. Spændets overside – gribedyrsmøde.

Motivet sidder på spændets bagside, har altså ikke været beregnet til at ses til daglig. For at det ikke skulle være løgn har smeden gentaget motivet tre gange i to udformninger. Han har i det hele taget haft god tid og boltret sig rigtigt med krummelurer på de beslag, der skulle holde spændets nål og ophængningsring på plads, (den er bevaret på det tredie spænde fra Nonnebakken). Der var for megen god plads, som det var synd at lade ubenyttet!

Men hvorfor sætte sådanne tegn på bagsiden? Det kan vel kun være fordi tegnene havde en indre betydning. Jeg forestiller mig, at de havde en beskyttende eller afværgende betydning for vikingetidens mennesker. At de var skjult, var i den sammenhæng uden betydning, det forringede i hvert fald ikke symbolets kraft.

Men hvad betyder da tegnene ?

De kaldes quadrilober på fagsprog, fireløkker på dansk. Sådan nogle findes viden om fra Orienten til Frankrig, fra Grækenland til Gotland. Lige så vid er den kronologiske ramme. Hvis vi ser bort fra Persiens oldtid og holder os til Europa, er det tidligste eksempel, jeg er stødt på, formentlig keltisk, d.v.s. fra jernalderen før Kristi fødsel i Mellemeuropa. Først i romersk kultur bliver motivet mere udbredt f.eks. på mosaikker fra Schweiz og Vesttyskland og på relieffer. I merovingertid optræder det på bæltespænder, sværdknapper o.m.a. i Sydtyskland og Frankrig og samtidig forekommer det på Gotland.

I vikingetid finder vi det fortsat i Mellemeuropa f.eks. på kirkeinventar og i fund fra Birka og Alvastra i Sverige.

Pudsigt nok genfinder vi i nyeste tid fireløkken med central prik som kernefysisk symbol.

Motivet forekommer i mange variationer, med og uden den centrale cirkel som på Nonnebakken-spændet. Fireløkken har hørt til datidens veludviklede forråd af symboler som triquetra’er, triskeler, hagekors o.m.a.

Ligesom disse symboler i den tidlige kristne kultur blev tillagt kristen betydning uanset deres lange hedenske fortid, er det nærliggende at forestille sig fireløkken med kristent symbolindhold. Den er jo en form for kors; både Skt. Georgskors, Skt. Andreaskors og malteserkors har lige lange arme uden af den grund at være mindre magtfulde end det egentlige kristne kors.

Hermed er ikke sagt, at fireløkken på vores spænde blev lavet af eller for en kristen. Motivet kan være brugt som almindeligt ondt-forebyggende symbol af hedenske og kristne uden smålig skelen til teologien.

Fig. 3. Spændets bagside. Det fremgår af fig. 4, hvad de forskellige beslag har været brugt til.
Fig. 4. Spænde fra Nonnebakken f. 1889. Spændets diam. er 6,5 cm.
Fig. 5. Quadrilobe på indersiden af spændet fig. 1.

Stiftsmuseets nye bomærke skulle således været et »godt« symbol, der gerne skulle stå for et energisk, levekraftigt og udadvendt museum. Dets fynske baggrund symboliserer museets virkeområde. Fynboerne skulle gerne nikke velvilligt genkendende, når de ser symbolet på skurvogn, brevpapir og andet flyttegods. Spændets høje kvalitet håber vi kan gå igen i museets fremtidige indsats til gavn for fynsk kultur.

 

Noter

Dr. phil Erik Moltke, Nationalmuseet, har venligst givet mig de første litteraturhenvisninger. Han har selv behandlet runestenenes symboler i sin bog: Runerne i Danmark, København 1976, 219ff. Motivet kaldes fletkors af Wilhelm Holmquist, Kunstprobleme der Merowingerzeit, Stockholm 1939, 61f. fig. 86-87, 102-3, 105, pl.I. Om symboler: C.G. Ljungman, Symboler, Oderup u.år.

Nonnebakkens skattefund er behandlet af R. Skovmand, Vikingetidens Skattefund, Aarbøger f. nordisk Oldkyndighed og Historie 1942, 83f, E. Roesdahl, Danmarks vikingetid, København 1981, 214f., Nonnebakken, Fyns Stiftsmuseums arkæologiske vejvisere no. 2, Odense 1973, ny udgave 1981.

Keltisk er formentlig ringen fra Sarka, M. Much, Kunsthistorischer Atlas, Wien 1889 pl. LXXXIX, 7.

Af romerske mosaikker kan nævnes: V. von Gonzenbach, Die römischen Mosaiken der Schweiz, Basel 1961, pl.G 50 fra Nyon; E. Salin, La civilisation mérovingienne IV, Paris 1959 fig. 29 fra palatiet i Trier; fra Kejserbadene sammesteds W. Reusch, Die Ausgrabungen im Westteil der Trierer Kaiserthermen, BRGK 51-52, Darmstadt 1972, pl.23.

Nærorientalske exempler: R. Gabrielsson, Kompositionsformer i senkeltisk orneringsstil, Stockholm 1945 fig. 3,3 fra Bethlehem, pl. 10,3 og 12 koptisk ms. pl. 11,9 relief fra Arvan med særlig variant, pl. 26, 16 ms fra Skt. Armand i dobbeltform (se også Holmquist, Kunstprobleme, 36 flg. 7), pl. 22,8 merovingisk som de følgende: E. Salin, La civilisation merovingienne IV, fig. 30, 32, 123. W. Hübener ed. Die Goldblattkreuze des frühen Mittelalters, 1975, pl. 38,1. R. Mossbrügger-Leu, Die Schweiz in der Merowingerzeit, Bern 1971 pl. 6,15, pl. 34,139 dat. 620-650 AD. W. Veeck, Die Alamannen in Württemberg, Berlin 1931 pl. 28 A8, J. Werner, Münzdatierte Austrasische Grabfunde, Berlin 1935 pl. 8,7. F. Garscha, Die Alamannen in Südbaden, Berlin 1970, pl. 62,10, 102,5 & 9, H. Dannheimer, Die germanischen Funde der späten Kaiserzeit und des frühen Mittelalters in Mittelfranken, Berlin 1962 pl. 7,5-6. P. Paulsen, Alamannische Adelsgräber von Niederstötzingen, Stuttgart 1967 pl. 41,1, U. Koch, Die Grabfunde der Merowingerzeit aus dem Donautal, Berlin 1968 pl. 2,3, G. Fingerlin, Die Alamannischen Gräberfelder von Gluttingen und Merdingen, Berlin 1971 pl. 40,3, 45, 13-51.

Som karolingisk exempel kan relieffet fra Skt. Aureliuskirken i Hirsau nævnes: E. Doberer, Ornamentale Steinskulptur i W. Braunfels & H. Schnitzl ed. Karolingische Kunst, Düsseldorf 1965 fig. 22. Fra Norden kan nævnes: Gotland, M. Stenberger, Die

Schatzfunde Gotlands, Stockholm 1947 I fig. 12 på ringspænde som det fine fra Møllerløkken i Odense (afb. Skovmand, Skattelund fig. 18) type som O. Rygh, Norske Oldsager 1885, no. 687, W. Holmquist, Germanic Art, Stockholm 1955 pl. LVI, 129.

B. Nerman, Die Vendelzeit Gotlands, Stockholm 1969 pl. 170,1416 fra per. VII :2. Birka, H. Arbmann, Birka I, Stockholm 1943 pl. 32,1 og 102,4.

Alvastra Kloster, A. Oldeberg, Metallteknik under järnålder och medeltid, Stockholm 1966 fig. 544.

Hiddensee, Roesdahl. Danmarks Vikingetid fig. 95.

Norge, E. Nicolaysen, Langskibet fra Gokstad, Kristiania 1882 pl. IV, 10, J. Petersen, Vikingetidens Smykker, Stavanger 1928, 177, fig. 210, S. Grieg, Vikingetidens Skattefund, Universitetets Oldsaksamlings Skrifter II, Oslo 1929, 172-311, fig. 8ff også Rygh, Norske Oldsager no. 700 ogj. Graham-Campbell, Viking Artefacts, London 1980, no. 445, 477, motivet anes bag dyreslyng som no. 506.

Endelig må det ikke glemmes, at »museumssløjfen« er et nært beslægtet symbol, også brugt i vikingetidens ornamentik f.ex. på det store spænde af Nonnebakkefamilien fra Hornelund, Graham-Campbell, Viking Artefacts no. 142 og no. 245. Se også W. Holmquist, Kunstprobleme der Merowingerzeit pl. IV-V, XI, XVI, fig. 7, 19, 45-47, 53, 66-70, 74, 142, s. 50fT„ Arbmann, Birka I pl. 83,3 og 99,12.

De anførte exempler er plukket fra den mig tilgængelige litteratur og er således ret tilfældige.

 

Emner: Nonnebakken
©