Rævebakken

Et bopladskompleks fra sten- og bronzealder på Nordvestfyn

Under en arkæologisk rekognoscering på Nordvestfyn i foråret 1969 fandtes på en mark under herregården Tybrind og beliggende tæt ved Boyes Banke og amtsvejen Middelfart-Assens et stort antal lerkarskår og flintredskaber, der tydede på en større aktivitet på stedet i forhistorisk tid. Oldsagerne lod sig ved en foreløbig betragtning datere til yngre stenalder og bronzealder.

Gennem den sidste menneskealder er der foretaget indgående arkæologiske undersøgelser på Nordvestfyn, der især har haft til formål at kortlægge bebyggelsen i jernalderen. Af findesteder fra sten- og bronzealder er der kun undersøgt få. Da man her stod over for en lokalitet med fund fra de to lidet undersøgte perioder af egnens oldtid, stillede Fyns Stiftsmuseum et beløb til rådighed for en foreløbig undersøgelse,[1] hvis formål var dels at undersøge lokalitetens udstrækning og tidsmæssige forhold, dels at fremskaffe oplysninger om yngre stenalders og om bronzealderens kulturhistorie på Nordvestfyn. Ejeren af lokaliteten, lensgreve Tido Wedell, Wedellsborg-Frijsenborg, lod med stor velvilje et anseligt stykke landbrugsjord ligge udyrket, hvorved vi blev i stand til at foretage undersøgelsen sommeren 1970 fra den 20. juli til den 29. august. Foruden undertegnede deltog stud. mag. Jørgen Holm og studerende Poul Hansen, alle fra Århus.[2] I alt undersøgtes 262 m2.

Lokaliteten ligger inderst i Føns Vig, eller rettere dertil hvor vigen nåede ind, før dæmningen mellem Føns by og halvøen Rud blev anlagt. Stedet hæver sig nu som en langstrakt grusbakke på 400 × 200 m, hvis højeste punkt, „Rævebakken“, ligger godt 11 m over nuværende havoverflade. På alle sider er der stejle skrænter ned mod et drænet engområde, som i forhistorisk tid stod i forbindelse med Føns Vig. Rævebakken har således været en beskyttet holm, hvor fortidens bønder uantastet kunne dyrke jorden.

Undersøgelsen, en foreløbig sondering, blev foretaget dels på de steder, hvor der var oppløjet mange oldsager, og dels på de steder hvor vi formodede, at der var gode muligheder for fund, nemlig på bakkens syd- og vestskråning.

Fig. 1. Øskenbæger ornamenteret med beviklet snor.

Ved rekognosceringen 1969 var der på „holmens“ flade del fundet nogle få meget smukt ornamenterede skår, der kunne dateres til en tidlig fase af yngre stenalder. Da vi håbede at kunne finde flere dele af dette kar og af andre fra samme tid, begyndte vi her, idet vi udlagde større felter over dette tidligere findested. Straks fremkom der da også flere skår til karret, både i pløjelaget og i flyvesandet derunder, men ellers lå de alene her uden forbindelse med kulturlag.

Karret lod sig sammensætte så meget, at vi har været i stand til at bestemme dets form (se fig. 1). Det drejer sig om et øskenbæger, med en høj, bred hals, en kraftig rundet, lav bug og en lille flad bund. På overgangen mellem hals og bug er anbragt to øskener, der sidder over for hinanden. Bægeret er ornamenteret med beviklet snor, der dels begrænser siksakbåndene og dels udfylder dem; på bugen findes nogle få rækker af furestik. Hvis vi skal datere det til en fase, må det være fra den af C.J. Becker betegnede tidlig-neolitisk C,[3] da de første stendysser blev bygget. Der er hidtil kun fundet få øskenbægre her i landet med denne ornamentik, men lige syd for grænsen, i den østlige del af Slesvig-Holsten, er der fremkommet flere. Her bør især nævnes den af H. Schwabedissen udgravede boplads Fuchsberg ved Satrup øst for Flensborg, for hvilke denne siksakornamentik ligefrem er blevet et kendetegn.[4] Disse kar dateres også her til den fase, hvor de første dysser blev bygget.


Fig. 2. Cylinderhalskar og skål fra affaldsgruben.

I vor forgæves søgen efter at finde mere, der var samtidig med øskenbægeret, fandt vi 2,5 m fra det en stor, mørk plet, der var 2 m i diameter. Den viste sig at være en affaldsgrube fyldt med lerkarskår og en del ildskørnede sten. Gruben var 26 cm dyb og indeholdt 216 skår, hvoraf flere lå i store flager, der let kunne sammensættes. På fig. 2 ses to af de lerkar, det var muligt at samle så vidt, at deres form kunne bestemmes. Det drejer sig dels om et kar med cylinderformet hals, dels om en stor skål med båndformet øre og konvex side. Lignende skåle er fundet på den store Voldtofte-boplads ved Assens,[5] og denne daterer da vor grube til bronzealderens periode V.

To meter syd for gruben og 2½ m vest for den fandtes to lige rækker af kraftige stolpehuller, der stod vinkelret på hinanden. En datering af disse er ikke umiddelbart mulig, men ud fra deres nære naboskab med gruben, kunne de jo tænkes at være fra bronzealderen og da sandsynligvis rester af et bronzealderhus. Først en større fladeafdækning af hele området vil kunne klare dette problem.

Efter at have arbejdet på „holmens“ flade del prøvede vi at lægge en søgegrøft på dens sydvestskråning for at undersøge dette parti, skønt der her ikke var oppløjet mange oldsager. Valget var heldigt, for i grøftens sydlige del, altså så langt ned på skråningen det er muligt at komme denne gang, fik vi føling med et rigt bopladslag også fra yngre stenalder. Dette lag var indtil 39 cm tykt og indeholdt store mængder oldsager. Der blev i dette område gravet i 10 cm tykke lag, kvadratmetervis, og alle oldsager af interesse, f. eks. ornamenterede skår, randskår, skårsamlinger og flintredskaber blev indmålt, så man senere kan se, hvor den største aflejring har foregået. Således blev der i et sådant lag på én kvadratmeter fundet op til 126 stk. flinteaffald og 71 lerkarskår. For at fastlægge bopladsens udstrækning blev der lagt grøfter parallelle med den første, med nogle meters afstand, i alt 5 grøfter på et 36 meter bredt stykke. I de yderste grøfter til hver side var bopladslaget meget tyndt, kun ca. 14 cm. I den østligste grøft, der lå stik syd for det først udgravede område med bronzealderaffaldsgruben, iagttoges 2 lag i profilen, nemlig et øvre med bronzealderskår, vel en aflejring fra bronzealderområdet, og et nedre stenalderlag. Der, hvor aflejringerne var tykkest, iagttoges ingen adskillelse i lag; eventuelt ville man kunne se en lagadskillelse, hvis man kom længere ned ad skråningen, hvor det må formodes, at en kraftigere aflejring har fundet sted.

Fig. 3. Afsatskar ornamenteret med tandstok fra området ved det hesteskoformede hus.



Fig. 4. Forskellige ornamenterede lerkarskår fundet i bopladsaflejringerne ved det hesteskoformede hus.

Som næsten altid ved en udgravning fremkom også denne gang et af de bedste fund på et tidspunkt, hvor vi skulle til at slutte af: resterne af et stenalderhus – nær det område, hvor bopladsaflejringerne var tykkest. På grund af den korte tid, der var tilbage, ville vi ikke nu udgrave det helt, da det krævede en større fladeafdækning. Vi nøjedes da med at undersøge dets udstrækning under pløjelaget. Forhåbentlig vil en senere undersøgelse kunne frilægge huset i dets helhed og eventuelt give os flere huse. Af huset fandt vi ca. halvdelen, nemlig den østlige. Huset er hesteskoformet, placeret nord-syd, med åbning i syd, 4,6 m langt og ca. 4 m bredt i nordenden og noget smallere i sydenden. Huset viste sig som en mørkere farvning, vel nok en væggrøft, hvori iagttoges 7 mørke pletter med ca. 80 cm mellemrum, sandsynligvis rester af stolper. I området ved huset fandtes 214 stykker ler-klining. Da anlægget ligger ret højt i forhold til pløjelaget, må man formode, at en del af det i tidens løb er blevet pløjet bort. Rester af ildsted er endnu ikke fundet.

Det store antal oldsager, der blev fundet i bopladslaget på sydskråningen, er optegnet i nedennævnte oldsagsliste:

Yngre stenalders skår:

randskår 89
ornamenterede skår 130
ornamenterede randskår 38
skår af låg 17
diverse skår 2689

Bronzealderskår:

randskår 3
ornamenterede skår 2
diverse skår 14

Stenoldsager:

knuder 175
flintaffald 4564
flækker 13
fragm. af slebne økser (se fig. 5, LZ) 40
tyndbladede flintøkser 1
slagsten 2
spånbor (se fig. 5, ND) 4
skiveskrabere (se fig. 5, ES) 22
skiveskrabere, ægafslag (se fig. 5, QU) 3
flækkeskrabere (se sig. 5, DO, OQ og WB) 7
spånstikler (se fig. 5, PO) 3
spånskrabere (se fig. 5, FY) 49
spånskrabere, ægafslag 2
spånknive 17
spånredskaber, diverse 44
flækkeknive 3
flækkebor (se fig. 5, VR) 1
flækkesegle (se fig. 5, GH og CO) 8
flækkeredskaber, diverse 2
ildsten 1
tværpile (se fig. 5, GM og EV) 7
ubest. forarbejder og fragmenter 9
fragm. af dolktidsblade 2
bjergartsøkser med nakkegennemboring 1













Fig. 5. Flintredskaber fundet i bopladsaflejringerne ved det hesteskoformede hus.

Til et forsøg på en relativ datering af bopladslaget og huset, der er fundet i forbindelse med dette, er de ornamenterede lerkarskår det bedste middel. Ganske tæt øst for huset blev der fundet en lille affaldsgrube, der var kendetegnet ved mørk jord og mange lerkarskår. Disse skår lod sig samle til et kar, som vi fuldstændig kunne restaurere (se fig. 3). Det drejer sig om et såkaldt afsatskar, der overalt er ornamenteret med tandstok. Kar af nøjagtig samme form og med samme ornamentik er fundet uden for jættestuen Jordhøj, der ligger ved Mariager Fjord, og hvis fund netop er blevet publiceret.[6] Disse kar lader sig datere til Bundsø-fasen af den mellemste yngre stenalder, også benævnt M.N. III. På fig. 4 ses nogle skår fra bopladslaget. Skårene HB og XW må efter deres ornamentik sættes lig med dem, der karakteriserer Lindø-fasen (= M.N. IV),[7] og andre ikke afbildede skår kan udmærket tilhøre St. Valby-fasen (= M.N. V).[8] Som man ser, er flere faser øjensynligt repræsenteret på denne boplads. Dens udmærkede beliggenhed har åbenbart tiltrukket menneskene i forhistorisk tid. En større udgravning af hele området vil måske kunne give os et bedre svar på de forskellige bebyggelsesfasers indbyrdes forhold både på denne plads og på egnen som helhed.

På fig. 5 ser vi nogle af flintredskaberne afbildet. Særlig opmærksomhed påkalder de smukke flækker (GH og CO) der er fundet her, og som i udførelse næppe står tilbage for Ertebølletidens. De har været brugt som kornsegle, hvad skinnende slidspor på bladene røber. Hele flintøkser blev ikke fundet, dog så store fragmenter, at vi kan se, det drejer sig om tyknakkede økser.

Undersøgelsen af „Rævebakken“ i 1970 viste, at denne lokalitet er rigere, end man forud turde håbe. Der er her fundet en tidlig fase af yngre stenalder, repræsenteret ved det smukke øskenbæger, som det dog ikke var muligt at sætte ind i en større sammenhæng. Den mellemste del af yngre stenalder er tilstede ved et rigt bopladslag og et hesteskoformet hus, dog synes der at være tale om to evt. tre efter hinanden følgende afsnit. Om der er tale om en kontinuerlig eller flere gange afbrudt bebyggelse, er det endnu ikke muligt at svare på. Sluttelig er der fundet rester af en bronzealderboplads, en af de først fundne på Nordvestfyn. Denne prøvegravning på „Rævebakken“ bidrager til at kaste lys over tre perioder af Nordvestfyns oldtid, som vi tidligere kun kendte lidt til, men samtidig har undersøgelsen rejst mange spørgsmål, som fortsatte undersøgelser forhåbentlig vil være i stand til at besvare.

 

Noter

  1. ^ Jeg vil her gerne takke museumsinspektør, dr. phil. E. Albrectsen for den store imødekommenhed og interesse, der muliggjorde denne undersøgelse.
  2. ^ En særlig tak til driftsleder O. Lund, Tybrind, der tillod udgravning midt i dyrket areal. Ligeså en tak til stud. mag. Jørgen Holm, der på tilfredsstillende og omhyggelig måde sørgede for alt tegnearbejdet under udgravningen, ligesom han også har udført tegningerne til denne artikel. En tak skal også rettes til udgravningens frivillige medhjælpere: stud. mag. Flemming Rieck, sognepræst Laust Kristensen og studerende Ebbe Marxen.
  3. ^ G.J. Becker: Mosefundne Lerkar fra yngre stenalder. Årbøger for Nordisk Old-kyndighed og Historie 1947, p. 97 ff og p. 152.
  4. ^ Bl.a. H. Schwabedissen: Ein horizontierter „Breitkeil“ aus Satrup. Paleohistoria vol. XII, Groningen 1967, p. 421 og Abb. 8.
  5. ^ Jørgen Jensen: Voldtofte-fundet, Årb Oldk Hist 1967, p. 115-116 og fig. 10.
  6. ^ P. Kjærum: Jættestuen Jordhøj, Kuml 1969, p. 32, 45 og fig. 20.
  7. ^ P. V. Glob. Danske Oldsager II, Yngre stenalder, nr. 210-11.
  8. ^ C. J. Becker: Stenalderbebyggelsen ved Store Valby i Vestsjælland, Årb Oldk Hist 1954, p. 144-148 og 176-183.

 

©