Forfattere

Rejseskildringen »I Spanien«

Rejsebeskrivelsen »I Spanien« er i forholdet til dagbøgerne og i det store og hele i litteraturhistorien et næstent ubeskrevet blad, kort sagt med undtagelse af udgivelsen af selve teksten litteraturhistorisk et overset værk. Det vil derfor være på sin plads at se lidt på det.

Det er et både selvstændigt og meget afhængigt værk – afhængigt af dagbøgerne; men poesien som aldrig forlod Andersen lyser alligevel igennem bogen som et selvstændigt element.

Man må næsten efter en nøjere granskning sige, at »I Spanien« ellers er et sammenstykket, kompileret værk. H.C. Andersen har i høj grad benyttet sine notater i dagbøger og brugt disse til støttestav. Det er en journalists detaljerede beskrivelse af rejselivet, de forskellige byer han sammen med den unge Collin kommer igennem og byernes ansigter. – Det er her vi klarest som overalt hvor Andersen har rejst finder dagbogstonen.

Rejsebeskrivelserne overalt i romaner og eventyr (f.ex. »Dryaden«, »Skyggen«, »Metalsvinet«) er der, hvor vi finder de fleste analogier mellem dagbog og form. Fyldestof fra en Baedeker og konversationsleksikon er også her i rejseskildringen bragt ind i den færdige form. Det kan virke som lidt kedelige opremsninger af det sete.

Det smukkeste ved bogen er ellers den ofte dansende lette tone, de brændende indrykkede vers (skrevet på stedet) om Spaniens skønne kvinder, kort sagt »poesien på et tagkammer«, det ofte gode humør og gå-på-modet, som er nærmest enormt.

Formen, stil og sprog er nyt og friskt, men indholdet for det meste lånt fra dagbogen. Og hvilken form er det så? Stilen er selvstændig, men ligger tæt op ad dagbøgernes. Det er den beskrivende maleriske stil med mange detaljer og tableauer, små indlagte historier, tilløb til eventyr, indlagte vers om det sete og iagttagede. H.C. Andersens iagttagelsesevne fejrer her sin triumf. Næsten for ikke at sige alle versene er skrevet på stedet. Det ville være en håbløs opgave som i mit arbejde om Improvisatoren og dagbøgerne (i »Anderseniana« 1987) at kikke efter paralleller og notere dem ned. Analogierne eller parallellerne er jo talløse som havets sand.

H.C. Andersens rejsefælle var Jonas Collin. Henning Fonsmark skriver fint og hensynsfuldt i sit forord til: H.C. Andersen: »I Spanien« (Hans Reitzels Forlag, 1988): »Andersen dækker smukt over det pinlige forhold, at de to rejsefæller gik hinanden eftertrykkeligt på nerverne. Hvad der i den henseende kun er ganske vagt antydet i rejsebogen, kommer dog frem i dagbogsnotaterne og brevene fra rejsen« (s. 5).

Det er dog ikke helt rigtigt. Som altid måtte tingene ud af sidebenene på Andersen. Andersen havde jernkløer i forhold til den f.ex. blide B. S. Ingemann, som man til tider kan sammenligne ham med, – de to store barnesjæle i dansk litteratur. H.C. Andersen var forkælet og syntes ikke han blev hensynsfuldt nok behandlet af den unge tankeløse Collin. Det kommer i virkeligheden ret skarpt frem i rejsebogen. H.C. Andersen skriver således i kap. IX fra Granada[1]: » – Erindringerne fra Granada gjemme mere Bitterhed end Sødme. Tankeløshed, ikke ond Vilie just, det Overmodige i Mennesket, plumrer os tidt det rene, klare Væld, vi skulde drikke af, -« (s. 104) Han skriver endnu et dybt pessimistisk og såret digt:

Bibelens Job ham kjender Du vel?
Vennernes Ord slog ham ikke ihjel,
Skrabed’ tilblods kun som Potteskaar
Saa der stod Ar til seneste Aar,
Mærker herom, saa dybe og stærke:
Verset her, – det er ogsaa et Mærke!

(s. 111)

Men årsagen til forholdet til Jonas nævnes på det høfligste ganske rigtigt ikke, kun i dagbogen. Kun bitterheden slår igennem.

Man må i det hele i denne rejseskildring tale om en formildelse af omstændighederne: forholdet til Jonas, rejselivets strabadser, vekselvis varme og kulde og fortielse af sygdom. F.ex. sidst i bogen det som i dagbogen kaldes »som var vi i et Bordel« bliver i rejsebogen til »den lystige cancan«. Dagbogens personlighedspræg er udvisket til fordel for poesi og objektivitet.

Pudsigt er Andersens og hans venners mange aftenlige spadsereture i de spanske aftengader for at se på »smukke øjne« hos Spaniens skønheder, og det, at han vistnok efter Jonas’ forbillede lærte at ryge og nød det. – Vi vil nu til en begyndelse kikke på selve rejsebeskrivelsen – den følger i dagbog og beskrivelsen den samme linie gennem de forskellige byer, og konstruktionen er hvis man kan tale om en sådan indre struktur rejseruten: Barcelona, Valencia, Almansa og Alicante… osv. Rejseruten ligger fast i både dagbog og »I Spanien« og omkring den er værket tømret.

Rejseforholdene i diligencen var umagelige, og H.C. Andersen taler med begejstring om jernbanen hver gang han opnåede denne køreform.

Rejsebogen starter med kapitlet: Indtrædelse i Spanien. Humoristisk er damernes krinoliner i diligencen beskrevet: »Jeg sad i Coupé hos en Moder og Datter, begge To spanske og med utilladelig store Crinoliner; vare de komne til Skagen, Moderen alene havde dækket hele den nordlige Deel af Grenen; jeg syntes at jeg sad paa Kanten af en Ballon, der fyldtes«, (s. 10) Lystigt går det over stok og sten: »Senoras Sypose generede, Crinolinerne generede. Vi foer afsted…« (s. 13) Samtidig er H.C. Andersen fremsynet og ser den tid i møde, da damernes krinoliner blot var en modesag (se kap. Valencia). H.C. Andersen er forud for sin tid. Ankomsten til Barcelona og tumulten der har en parallel i dagbogen.

Hvis jeg gik i minutiøse detaljer, ville læseren undres og generes, trættes over de idelige gentagelser, thi næsten alt stoffet er hentet i dagbogen, formen ny. Jeg vil da holde mig til tableauer, optrin, iagttagelser, begivenheder og enkelte paralleller, som vi finder dem i begge versioner.

Den første by Andersen kommer til er Barcelona, som er det II. kap. i bogen. I pragt og smagfuldhed ligger Cafélivet for ham: »Paris selv staaer i den Henseende langt tilbage« (s. 22) erkender han med erfarenhed, men må dog i al brogetheden indrømme, at der er en vis påvirkning så nær ved grænsen: »uagtet man (han skriver man med en vis distance) nok fornam det franske Lands Indvirkning her saa nær Grændsen«. (s. 23).

Han går som sædvanlig i teatret og ser melodramaet »Slotshunden«. Vi finder i dagbogen som her hele stykkets handlingsgang refereret, en direkte parallel.

Vi kommer nu til to voldsomme begivenheder eller optrin, som er vigtige i teksten og udgør størsteparten af den: en folkelig forlystelse, en tyrefægtning og en oversvømmelse. Hele tyrefægtningen med lidt andre ord finder vi i dagbogen. Alt er nøje beskrevet og viser Andersens mod.

Modig er han også under oversvømmelsen. »Ude i Bjergene var Regnen falden saa voldsomt, at dens rivende Strømme snart havde fyldt den lille Flod…« (s. 29). Stoppet af grus og sten strømmer vandet til, stiger og stiger og bruser ind igennem byen. Da vandet synker, følger han med gennem gaderne i det kaffegule vand. Folk bliver revet ud af butikkerne af strømmen og nogle faldt i kloakkerne, som der står i dagbogen. Der var i sandhed calamiteter ved rejselivet.

Skridt for skridt når man lægger dagbog og rejsebeskrivelsen side om side ser man, hvor stor påvirkningen fra dagbogen er.

I kap. III går turen til Valencia og vi er nu rigtig i det varme Spanien langt fra Frankrig. Afsnittet om Valencia er næsten helt friskt og uafhængigt af dagbogen, men ikke af andre kilder som konversationsleksikon og Baedeker. Valencia er helten Cids by, og Andersen indlægger en hel historie om ham i beskrivelsen og tilmed et lille vers. Om hans kamp mod Maurerne hedder det således:

»Flugt de tog til deres Skibe
Mange styrted’ sig i Havet.
Vist ti Tusinde der vare
som ei kom ombord derude
Men blev »slugt« af Havets Bølger«.

(s. 40)

S. 37 skriver han om vejret, som altid optog ham: »Vi vare midt i September, varmen knap til at udholde, hvorledes maatte her da være i den stærke Sommertid?« Temperaturen virkede på ham, og den aldrende digter (han var nu 57) er hele bogen igennem ikke upåvirket af Spaniens skønheder. Især deres øjne gør han meget ud af, f.ex. s. 39: »Deres Øine vare som sorte Flammer, deres Mund sagde ved et eneste Smil Mere, end nogen Digter kan sige i et langt Digt, Byron og Patrarca tilgive mig!«

Der findes i afsnittet Valencia en frygtelig beskrivelse af en diligence, som jeg synes er historisk interessant. Der kunne nemlig skrives en hel lille afhandling om rejselivets calamiteter. Der var skrækkeligt i de overfyldte diligencer lige her på grænsen til togalderen. S. 39 står der således: »Her kom i det Samme Diligencen fra Barcelona, den vi skulde have kjørt med (mine understregninger); den var saa overstænket, overstøvet, et Spøgelse kun af det Kjøretøj, vi havde seet for to dage siden; Hestene dreve af Vand, Vognen var macadamiseret af Støv, Passagererne stege ud som Hospitalslemmer, Nogle med Tøfler paa, thi ved den lange Kjørsel svulmede Fødderne i Støvlerne, Andre uden Kjole, den hang dem over Armen, Støvet hang dem i Haaret, og de Magre hang det i Kjæverne; saaledes saae Herskabet ud; den ulykkelige Centaur, den til Hesten sammenvoxede Forrider var anderledes lidende« osv.

Samtidig må man beundre Andersens genialitet og forudseenhed, når han rejste. Han havde selv valgt søvejen til Valencia.

Eller se s. 53 i kap. V. »Diligence-Fart over Elche til Murcia«, i en egn, der ovenikøbet var berygtet for røveriske overfald: Sierra Morenas Bjerge ad en meget dårlig vej baner diligencen sig vej: »Veien blev værre og værre, svarede aldeles til de meest forfærdelige Beskrivelser, der læses om spanske Landeveie. Det var, som om man kjørte over et milevidt udtørret Gadekjær… den tunge, stærktbelæssede Vogn, vi sad i, slingrede voldsomt til Høire, men kom igjen i Balance ved pludseligt at synke med Hjulene ned i et Hul til Venstre, og fik ikke Tid til at vælte, dertil var den for stærkt i Fart…«

Jeg vil ikke fortsætte gennemgangen af rejseskildringen, enhver kan læse den med den største fornøjelse og glæde, men plukke nogle blomster og oplysninger og til sidst i artiklen give en lille oversigt over paralleller mellem dagbog og form.

At H.C. Andersen tegnede og søgte motiver under hele rejsen kommer tydeligt frem i bogen. Således her i Valencia: »jeg drev i Valencias gader, uden at opdage noget Nyt eller Eiendommeligt. Jeg søgte just derefter og havde i den Anledning Papir og Blyant med, men jeg fandt Intet. Jo, Eet fandt jeg«, (s. 42) Det kunne jeg også have fundet hjemme i Kjøbenhavn eller en anden storby skriver han videre, nemlig det Klædningsstykke som man kalder Crinolinen. S. 43 skriver han om denne som optog ham meget: »jeg tegnede den af, her er den i sin Størrelse, saa stor, at den skjuler al videre Beskrivelse af Valencia«. Eller i kap. IV. Almansa og Alicante: »Piger, Koner og Børn stode paa Altanerne og i Huusdørene; her var for en Maler Motiver til Billeder«, (s. 50).

Der er poesi i denne i virkeligheden lidt barske og hårdføre bog. Andersen skriver sit første digt om castagnetterne og oplever Spanien og dens ofte golde, vilde og udbrændte natur. Poesien slår igennem. Andersen sidder på balkonen i byen Catagena, kap. VII, og ser på den lykkelige ungdom. Han skriver: »De saae hinanden ind i Øinene, de læste deres Fremtid i Stjernerne; den lykkelige Ungdom! de saae ind i Himlen, jeg saae op i den, ud i det lysende Uendelige. De kyssede derovre og lod mig see paa det, og den ærværdige, ældre Dame, med den sorte Matille, saae paa det, saa var Kysset Forlovelse. Hvor deiligt at være livsglad og ung, gaae i Flamme; den brændte derovre den var nær ved at tænde i Gjenbohuset, – man maatte ud paa Altanen« (s. 72).

Og han drømmer s. 73, at han er på den dybe havbund og hører Orgelklang. Det er som at høre hans Eventyr.

Folkelivet er nok det der folder sig rigest ud i bogen, som det f.ex. kommer frem i kap. »Malaga«, hvor begge blev vel modtaget af Hr. Delius og Consul Scholtz. Hr. Delius, der ikke vidste alt det gode han skulle gøre for Andersen. Andersen skriver således i dagbogen[2], søndag d. 5.: Besøg af Hr. Delius; han er utrættelig i opmærksomhed… (s. 244).

Efter de mange snavsede mennesker på det beskidte skib, varmen og tørken kunne lidt venlighed være på sin plads fra mere civiliserede forhold, og Andersen stråler da også som en sol og erklærer Malaga: »Lev vel Malaga! jeg hilser dig igjen min Kjærlighed!« (s. 93).

Der stod en lille notits i Berlingske Tidende, som jeg desværre ikke klippede ud, i 125-året for Andersens ankomst til Malaga – alle skibe skal have flaget og været pyntede. Det må have været i 1987 og viser, hvor berømt vor digter er også den dag i dag i Spanien og at man stadig mindes hans Spaniensrejse.

Domkirker, kirkegårde, prangende haver og gamle slotte får vi at se i denne rejsebog. Som et ex. på den mauriske stil i bygning, havekunst og gamle bade indlægger jeg en beskrivelse fra kap. XIII, »Sevilla«: »Fra Lonja kommer man til Maurerkongernes Slot, det prægtige Alcazar. Vel vedligeholdt, prangende med Guld og Farver, træder det ligesom levendegjort vor Tid nærmere som var det kun nogle Uger siden, at Maurerne droge bort… Alcazar i Sevilla er intet Drømmesyn, det er Virkeligheden ved solklar Dag; man tror paa at de mægtige Fyrster og deres deilige Qyinder pludselig kunne træde frem. Alt herinde er saa friskt, saa beaandet; vort Øie overraskes ved en Rigdom af Farver og Forgyldninger; man seer her igjen Alhambras underlige kniplingsagtige Porcellainsforziringer; Dørene frembyde et broget Træmosaik; man staaer som i en Phantasiens Bygning, hvor Kaleidoskopbilleder og Brysseler-Kniplinger ere brugte til Vægge, men Grundlaget synes Guld; det Hele bæres af slanke lette Marmorsøiler. Øiet kan ikke følge de talløse Sammenslyngninger i dette Chaos af Arabesker, og dog hviler det med Behag paa den Mængde labyrinthiske Forgreninger, der saa at sige sætte Blomst i arabiske Indskrifter… Alcazar hører aldeles hjemme i »Tusind og een Nat«; man overvældes og betages saa ganske af Østerlandets Pragt og Herlighed… Det vilde næppe overraske os her om pludselig Harun al Raschid og Prindsesse Schehersad skrede forbi, om skjønne Sultanaer nikkede ned til os fra Galeriets Buer.

Vi træde ud i Haven… stive udskaarne Myrtehækker hele flade udstrakte Bede, plantede og tilskaarne i Form af Vaaben, Kroner og Landkort… selv Orangetræerne have ikke faaet Lov til at beholde deres naturlige smukke Form…« (s. 167, 168).

Han skriver videre: »Orangerne hang tykt og tæt i det mørke Løv, Roserne blomstrede i Duft og Deilighed. Under Bygningen strække sig de mauriske Bade; … fordum fyldtes det med det klare Vand, og Sultanerne badede sig her; nu benyttedes det som Gang. Man viste os en i Væggene tilmuret Dør, gjennem den besøgte Maurerkongen sit Harem. Her har tusinde Lamper lyst, men endnu deiligere have Skjønhedens Øine straalet herinde. Øine kunne aldrig døe! Vi saae dem leve og lyse. I Haven under de friske, duftende Roser straalede os imøde et Par saa skjønne Øine, en Qvinde-Skikkelse svævede os forbi;… Jeg gad nok læse, hvad et varmt glødende, ungt Hjerte efter et saadant Møde vilde sætte, om ikke i Vers, saa dog i Brevstiil, tilvisse han maatte skrive: Man brænder, man døer, man kommer aldrig hjem, Alt er i Glød, Alt er Ild, men det kan ikke lægges ind i et Brev, det gav ellers en Illumination, som man ikke kjender den hjemme!« (s. 168,169).

Det var Cid, Don Juan og Don Quijotes land, og Andersen indlægger sagn og historier om Spaniens store helte i bogen. Vi får i kap. XI: »Et besøg i Afrika« en nøgle til denne rejsebeskrivelses hensigt. Andersen ville nu engang gøre sit liv til et eventyr og formåede det. Han skriver således: »Velsignede, uforglemmelige Dage og Aftener tilbragtes her, et nyt indholdsrigt Blad i mit Livs Eventyr« s. 143.

Andersen dampede lystigt cigar som de andre og det blev i rejsebogen til et helt lille eventyr. Han skriver: »Cigaren kunde fortælle, jeg kan det ogsaa«:

»- Paa Cuba stode de sorte Piger og skar Tobaksplanter; Øinene skinnede som Stjerner, men stærkest skinnede hos hende, den Yngste. En Kongedatter var hun fra det hede Afrika, nu Slavinde paa Vestlandets store Ø.

Paa Bladet, hun skar af Tobaksplanten faldt en Taare; det er en Sjæl i en Taare, en Sjæl kan aldrig døe, og denne rummede Barndomsminder, Længsel og Sorg. Bladet rullede, – den gode Mumie kaltes en god Cigar.

Det var netop den, jeg her paa Afrikas Kyst havde tændt; den dampede, Røgen bølgede, et lille Skyland, en Drømmeverden. Hvad laae deri? En Sjæl, en Taare fra Afrikas Datter.

Den løfte sig, den løftede sig i hendes Fædreland, svang sig over Atlasbjergene til det ubekjendte, indre Land. Sjælen i Taaren var fri i Tankens Hjemland!« (s. 147-148).

I kap. XIII »Sevilla« kommer denne gang ikke et eventyr, men et digt om cigaren. Jeg tager det med og nævner også i samme åndedrag det lange digt til Afrika »I Afrika« se s. 144, hvor vi fornemmer en tone af hjemvé. »I Afrika« ender således:

Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand
Hører du igjen mit Hjertes
Banken, Du, mit Fædreland.

Ligeledes er der hjemvé i dette digt om cigaren:

Cigaren:
Cigarens Glød er et Ildsted
hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster
at Ilden skal ikke gaae ud;
den anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse
I Dampen er der en Troldkraft
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som Fata Morgana
det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer, at Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille
At nede paa Pladsen rigt gløder
Orangens duftfyldte Træer.
– Nu lægger jeg bort Cigaren;
Seville Du deilige Stad;
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark
mens her med Cigaren jeg sad.

(s. 165, 166)

I digtet om Stjernerne hører vi også den samme tone af hjemvé s. 169.

Man røg selv i teatrene i Spanien, og i Sevilla boede Andersen i nærheden af en tobaksplantage, hvor kvinderne gik til arbejdet i markerne. Disse indrykkede eventyr og vers er taget med for at vise bogens lette dansende stil og tone.

Andersen var uendelig modig, og selv i Afrika gik han aldrig af vejen for at vove sig ud i det pirrende uvisse som han selv skriver s. 146. Stoffet til »I Afrika« finder vi i dagbogen. Der er som så tit her i rejsebogen tale om en ren afskrift af oplysninger fra dagbogen. Andersen har presset dagbogen som en citron.

H.C. Andersen må have haft sprogvanskeligheder her i Spanien. Om den ensomme vandrer der går så tavs skriver han således.

Ak, var der dog kun et eneste Sprog
Et eneste Sprog paa Jorden;
Saa deiligt man da hinanden forstod
Fra Syd til det yderste Norden…

(S. 178, 179)

Men med et dybt blik på nationalpræget hos folket set med turistens øjne fortsætter han:

De Ord er’ tidt sagt, men reis Du
dog til Andalusiens Dale.
Der er et eneste fælles Sprog,
Øine og Pulse der tale.

Jeg vil fortsætte mit lille indlæg om rejselivets calamiteter.

Andersen skriver om turen til hotellet i Cordoba: »…hvorledes vi fik Plads, maae vor Herre og Kudsken vide. Reisegodset kom ovenpaa, et utroligt Flyttegods Læs: Vognen knagede og stønnede ved sin Oppakning. Menneskene kom indeni, den Ene paa Skjødet af den Anden; næsten Alle havde Pakker, Paraplyer eller en Bylt at bære paa, man stuvedes sammen, sad som i Presse…« Til sidst bliver vejen så smal, at Omnibussen ikke kan køre længere, »Omnibussen holdt og vi bleve nu klemt ud af Døraabningen, omtrent som Malerne klemme de i Olie revne Farver ud af Blæreskindet; det var føleligt«, (s. 182, 183).

Eller diligencen i kap. XVIII, »Burgos«: »Vinden peb ind til os af Revner og Sprækker i den ynkelige Vogn. Jeg svøbte mig i min Plaid, sad som puttet ind i en Pose; den gjennemtrængende Vind blev da mindre følelig… Det blev en Sneestorm, den ruskede i Vognen, som skulle vi vælte; nu knak en Rude, saa faldt Glasset ud, Vinden tog fat, Sneen fygede ind til os. En gammel Manta maatte snøres fast for Vinduesaabningen, vi sad ganske i »den sorte Gryde« og den slingrede og hoppede, der var ikke Tanke om Søvn eller Hvile, men nok om at brække Arme og Been«. (s. 220, 221).

H.C. Andersen var utrolig modig og endda her på nogle af de sidste sider håbede han på et lille røverisk overfald, sikkert en poetisk frihed.

Om Spanien, Don Juan og tyrefægtningerne skriver han s. 225: »I Norden ved Kakkelovnsflammen skal jeg fortælle det engang«.

Kulden og sneen, vinteren er nu kommet til Spanien, og hjemturen og slutningen på rejsen nærmer sig. Året rinder ud, og bevæget i både dagbog og rejsebeskrivelse takker digteren i religiøst betonet taknemmelighed Vor Herre for hvad han har forundt ham i året der gik.

Parallel Dagbøger, V (1861-1863) I Spanien, Selskabet Bogvennerne, u.å
Melodramaet »Slotshunden« s. 219, 220 s. 23, 24
Tyrefægtningen s. 221 s. 25, 26, 27
Oversvømmelsen s. 222, 223 s. 29
Vertshuset s. 230, 231 s. 56
»En skidden Pepita« s. 233 s. 61
Tyrefægtning nr. 2 s. 244, 245 s. 90, 91, 92
Dronningens besøg s. 251 s. 104
Børnene i kurven s. 252 s. 104, 105
Krøblingen med den ene arm s. 254 s. 110
Hedebranden, eller støvet der hvirvles op s. 260 s. 121
Slagsmål i natten s. 265 s. 125
De syngende spaniolere s. 268 s. 127
Moderen med lyset og børnene s. 268 s. 127, 128
Primadonnaen i Theatret s. 270 s. 129
Paludan- Müllers skrifter laae paa bordet s. 274 s. 133
Landgang fra båd til Afrikas kyst s. 278 s. 139
Den forvildede løve s. 279 s. 142
Versene til to unge veninder s. 282 s. 144
Historien om Ravnene s. 282, 283 s. 144, 145
Det vilde mulddyr s. 283 s. 148
Historien om dværgen s. 281 s. 150
Den fattige Jøde s. 285 s. 153
De rige interieurer s. 287 s. 154
Skibet støder på grund s. 290 s. 159
Officeren der læser 1001 nats eventyr s. 290 s. 159
Gallerierne med Murillo i Sevilla s. 296 s. 170
Slottet i Alcazar s. 293, 294 s. 167, 168, 169
Domkirken i Cordoba s. 302, 303 s. 184
Klippeblokkene som store selsomme Søuhyrer s. 335 s. 233
Oversigt over paralleller mellem dagbog og form.

Noter og henvisninger

  1. ^ H.C. Andersen: I Spanien, med tegninger af Hans Bendix, Selskabet Bogvennerne, u.å.
  2. ^ H.C. Andersens dagbøger 1825-1875. Udgivet af det Danske Sprog og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen, I-XII, Kbh. 1971-76. Her Dagbøger V, 1861-1863.
©