Middelalderen er den katolske kirkes tid i Danmark. I løbet af middelalderen bliver den kristne tro en vigtig del af danskernes liv og hverdag, og kirken får mere og mere magt kulminerende i tiden op mod reformationen. Den store rolle, som religionen har spillet, kan aflæses i mange af de fund, der er gjort ved arkæologiske udgravninger i Odense.

Liturgiske genstande

I Odense er der gjort flere fund, der relaterer sig til middelalderlige liturgiske genstande, dvs. de genstande, der knytter sig til den kristne kirkes ritualer i forbindelse med gudstjenesten og kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Et eksempel er det yderst sjældne fund af en alsengemme samt fragmentet af endnu en. Der kendes kun 15 alsengemmer fra Danmark.1 Navnet hentyder dels til det sted, hvor det første eksemplar blev fundet i 1871, nemlig Als, og ”gemme” kommer af det latinske gemma, der egentlig betyder perle eller ædelsten. Materialet er dog ikke ædelsten, men glas, og en alsengemme består af to lag glas. Et lag sort glas og herover et lag af blåt glas, hvori er indridset et motiv bestående af én eller flere figurer.

Odense-alsengemmen er af oval form og måler ca. 1,5 x 1 cm (fig. 1). Det groft indridsede motiv – en tronende skikkelse – kendes fra andre danske eksemplarer. Alsengemmerne kendes fra det nordvestlige Europa (enkelte fund fra Ukraine, Hviderusland og Rusland) og dateres til 1000-1350. Den type, der er fundet i Odense, dateres normalt til 1000-1250.2

/

©
Fig. 1: Alsengemme. Foto: Odense Bys Museer

Det er uklart, hvordan alsengemmerne og brugen af dem skal tolkes. Nogen mener, at figurerne, der er afbildet, skal repræsentere nordiske guder og at gemmerne derfor må tolkes som amuletter.3 Andre mener, at det er scener fra Biblen, der er afbildet, og en anvendelse som pilgrimsmærker eller amuletter med de rejsendes skytspatroner, Hellig tre Konger, er foreslået.4 En ting, der er mere sikkert, er, at alsengemmerne, hvad angår form og udseende, er simplere efterligninger af antikke romerske gemmer med afbildninger af romerske guder. Disse oprindelige, antikke gemmer er fine smykkearbejder, der til forskel fra de senere grove alsengemmer har smukt udskårne og detaljerede figurer.5

Der kan således fortsat stilles spørgsmål til alsengemmers udsmykning og symbolik. Til gengæld ved vi, at en stor del af de eksemplarer, der kendes fra det øvrige Europa, findes indfattede på liturgiske genstande såsom bogbind, krucifikser, helgenskrin, hostiegemmer mm. På samme måde kan Odense-alsengemmen tænkes at have været indfattet på en pragtgenstand, knyttet til religionen. Det ældste kendte eksempel på en indfattet alsengemme findes på den tysk-romerske kejser Otto III’s evangeliebog fra omkring år 1000, der desuden har et stort antal indfattede halvædelstene på bogbindet, heriblandt et par slebne bjergkrystaller.6

Netop sådanne to slebne bjergkrystaller hører blandt de øvrige odenseanske fund, der med stor sandsynlighed stammer fra liturgiske genstande (fig. 2). Både den ovale form og slibningen, en såkaldt cabochonslibning, hvor stenene slibes, så de er hvælvede, runde eller ovale på oversiden, har de to fund fra Odense tilfælles med stenene på kejser Ottos evangeliebog.

/

©
Fig. 2: Bjergkrystal. Foto: Odense Bys Museer.

Faktisk ses bjergkrystaller af denne form og slibning ofte anvendt i udsmykningen af kirkens liturgiske genstande i middelalderen. Som det har været tilfældet med alsengemmer, har bjergkrystaller og andre halvædelsten kun været anvendt til udsmykningen af de fineste pragtgenstande. Således kan nævnes de romanske gyldne altre fra jyske kirker fra ca. 1150-1225 og den fynske ”Horne-bogen”, et evangelie-håndskrift fra begyndelsen af 1200-tallet med udsmykning, emaljearbejder og halvædelsten fra begyndelsen af 1300-tallet.7  Fra Odense kendes fra Skt. Knuds Kirke Benedikts helgenskrin, der kan ses i krypten i domkirken. Helgenskrinet er dateret til 1150-75 og har på den ene gavl indfatninger til to ovale sten i størrelse som de to fundne bjergkrystaller.8

Fra Odense er der bevaret endnu et eksempel på en af kirkens liturgiske pragtgenstande, der er udsmykket med en sleben bjergkrystal, nemlig den såkaldte hostiedue fra Skt. Knuds Kirke (fig. 3). Den har været anvendt til opbevaring af hostien, det indviede nadverbrød. Duen er fremstillet af forgyldt kobber, og udsmykningen består af gravering og grubeemalje. Den er fremstillet i begyndelsen af 1200-tallet, sandsynligvis i Limoges i Frankrig, som var europæisk centrum for emaljearbejde på dette tidspunkt. Duens ryg er samtidig et låg, der er påhængslet i nakken. Indersiden af låget har en graveret udsmykning med Guds velsignende hånd, mens oversiden har en indfattet bjergkrystal af omtrent samme udformning som de to bjergkrystaller, der er fundet i jorden i Odense. Duen har formentlig været ophængt i kæder over alteret, og nadverbrødet har været opbevaret i en lille beholder under låget på ryggen.9

/

©
Fig. 3: Hostiedue. Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.

Som andre typer liturgiske genstande er hostiegemmer blevet produceret i stort antal i middelalderen, men af hostieduer fra Limoges kendes kun omkring 25 i hele Europa, hver især af unik udformning og udsmykning. Odense-duen er den eneste bevarede hostiedue i Danmark.

Udformningen af hostiegemmer som duer er ikke tilfældig, da duen i kristendommen bruges som symbol på Helligånden.

Den personlige tro

Religiøsiteten var ikke kun bundet til kirken og kirkerummet. Troen var også personlig og i høj grad en del af dagliglivet. Personlige religiøse genstande blev brugt som et værn mod sygdom, til at holde styr på de daglige bønner og meget andet.

Korset er kristendommens vigtigste symbol, og i middelalderen havde mange mennesker et kors om halsen som udtryk for deres tro eller som en amulet. Korstegnet var også anerkendt og brugt i folketro og magi, og mange sagn beretter om den virkning mod onde magter, det havde at gøre korsets tegn for sig. Derfor var det også udbredt at bruge korset som et hængesmykke. Fra Odense stammer et kløverblads-kors af guld. Navnet er afledt af afslutningerne på de fire arme, der har form som en trekløver, der symboliserer treenigheden. Kløverbladskorset kaldes også et discipel-/apostelkors (4×3 = 12 knopper = Jesu 12 disciple). Korset blev fundet i et affaldslag fra 1300-tallet og er det første af sin slags fra Odense (fig. 4). Typen er dog ganske udbredt, og der er fundet to næsten identiske kors på Sjælland, ligesom de er fundet i England.

/

©
Fig. 4: Guldkors. Foto: Odense Bys Museer.

Korset har formodentlig hængt i en kæde, måske ligeledes af guld, og det har skullet vise bærerens tro, men også vedkommendes position i samfundet – guld var dyrt og forbeholdt samfundets spidser.

Bedekranse var en anden måde at vise og udøve sin personlige tro på. Bedekranse anvendes i mange religioner: kristendom, hinduisme, buddhisme og islam, og kransenes udseende – herunder antallet af perler – varierer fra religion til religion. Den katolske variant kaldes rosenkranse, og navnet dækker dels over en række katolske bønner, dels over den fysiske genstand, bedekransen, der bruges ved fremsigelsen af bønnerne. De middelalderlige rosenkranse har bestået af et varierende antal perler, men med tiden blev det mest almindelige en udformning, hvor grundelementerne var fem store og fem gange ti små perler, anbragt således, at ti små perler efterfulgtes af én stor, herefter ti små og én stor osv. For hver stor perle bad man et fadervor, og for hver lille perle bad man et ”Hil dig Maria”. Rosenkransen fungerede dermed i middelalderen – som den også gør i dag – som et hjælperedskab til at huske, hvor man var nået til i rækken af bønner. Dermed kunne man bruge sin fulde koncentration på at meditere over begivenheder i Jesu og Jomfru Marias liv.10

Forløberen for de katolske rosenkranse er paternostersnorene, opkaldt efter den latinske udgave af bønnen fadervor. I modsætning til rosenkranse var paternostersnore ikke nødvendigvis udformet som kranse og havde ikke perler af forskellige størrelser. Først senere i middelalderen er Hil dig Maria-bønnen kommet til og med den også udviklingen af den egentlige rosenkrans med forskellige størrelser perler. Katolske bedekranse kendes med sikkerhed fra 1200-tallet, men har formentlig endnu ældre rødder. I hvert fald ved vi, at man i 1100-tallet i den katolske kirke bad bønner i stil med dem, der bedes med rosenkrans.11

Det engelske ord for perle, ”bead”, stammer fra det middelengelske ord ”bede”, der betyder det samme som på dansk: at bede.12 Med andre ord blev perler synonymt med det at bede og tog på engelsk navn efter deres funktion i bedekranse.

I løbet af middelalderen blev anvendelsen af rosenkranse/paternostre vidt udbredt blandt befolkningerne i Europa. Dette må formodes at være et resultat af opblomstringen af en Jomfru Maria-dyrkelse i senmiddelalderen. Rosen anvendes i middelalderen som et symbol på Jomfru Maria, bl.a. ses hun i middelalderdigtning til tider omtalt som Rosen i Edens Have. Dette er sandsynligvis forklaringen på rosenkransens navn.13

I højmiddelalderen og den sene middelalder fandtes der håndværkerlav for de håndværkere – kaldet paternostre – der fremstillede rosenkranse.14 Både rig og fattig kunne have brug for en rosenkrans. De simpleste rosenkranse kunne bestå af en snor med knuder i stedet for perler, og derudover ses der eksempler på rosenkranse med perler, fremstillet af træ, ben, glas eller rav. De allerfineste havde perler af sølv, guld, naturperler, halvædelsten eller ædelsten. I Odense kendes fra den nu nedrevne Skt. Albani Kirke to senmiddelalderlige altre, der viser, at også her har man dyrket Jomfru Maria. Det drejer sig om altrene tilhørende Elende Lav (også kaldet Vor Frue Gilde) og Jomfru Marias psalters broderskab.15 I byen er der ligeledes fundet et stort antal perler fra rosenkranse, bl.a. i flere begravelser på Gråbrødre Klosters kirkegård på Gråbrødre Plads (fig. 5).

/

©
Fig. 5: Træperler. Foto: Odense Bys Museer.

Amuletter

Ved udgravningerne af en handelsbod fra 1200-tallet blev der fundet en spinkel og skrøbelig pind af fyrretræ, forsynet med runer på de to flade sider (fig. 6). Pinden er meget fragmenteret, og overfladen er forstyrret af rødder, der har boret sig ind i træet. Det betyder, at dele af indskriften er gået tabt. Meget tyder desuden på, at træpinden oprindeligt har været lidt længere. Indskriften består nemlig af løsrevne ord og sætningsstumper, som må have været en del af en større sammenhæng. Der er dog ingen tvivl om, at teksten har hørt til i den religiøse sfære, og at genstanden har tjent som en ondtafværgende eller helbredende amulet for en mand, der hed Tomme.

/

©
Fig. 6: Runepind. Foto: Odense Bys Museer.

Omsætter man runeindskriften til latinske bogstaver, ser det sådan ud

| (t)(a)men (:) est : salu*…(t) : sukr :
| (f)(a)mul(u)m : suum : t=um(i)

hvor en lodret streg | angiver et formodet brud på genstanden, parentes () angiver, at runen er usikkert læst, kolon : angiver skilletegn, stjerne * angiver et ikke-læsbart spor af en rune, tre prikker … angiver et usikkert antal forsvundne runer, og bindestreg = angiver, at to runer deler hovedstav (det kalder man binderuner).

De to første ord på den ene side af pinden kan læses som det latinske tamen est, der betyder ’alligevel er’ eller ’dog er’, men det virker mærkeligt, at det skulle stå i begyndelsen af en tekst. Det næstfølgende ord kan ikke læses i sin helhed, og et opslag i latinordbogen viser, at der er mere end 30 gloser, der begynder med salv- eller salu-. Til sidst kommer ordet sukr, som ikke kan være et latinsk ord, med mindre det er en forkortelse. Det er fristende at tolke det som et norrønt ord, f.eks. adjektivet sýkr ’syg’, eventuelt brugt som substantiv, ’den syge’. Ordet kan ikke være gammeldansk (det kalder vi det danske sprog i middelalderens Danmark), men skal i så fald være gammelnorsk.

Det kunne tyde på, at runeristeren har været norsk, selv om det passer dårligt med brugen af runeformer. I norske runeindskrifter fra middelalderen bruger man nemlig en anden form for s-rune. Fra middelalderens Bergen kender vi mere end 600 runeindskrifter, som er ristet på træpinde. Her finder vi både amuletter, ejermarkeringer, forretningsbreve og den mest berømte af alle middelalderens runeindskrifter: ’Gyda siger, du skal gå hjem!’ Man ser for sig et irriteret fruentimmer, som sender besked til manden, der sidder på knejpen ved havnen. Om vi virkelig står ansigt til ansigt med en norsk runerister i Odense, kan vi ikke konkludere ud fra et enkelt ord alene, men med tanke på alle de andre norske genstande fra udgravningen og middelalderens livlige handel generelt er det en spændende tanke.

På den anden side af pinden begynder indskriften med den latinske frase famulum suum, og til slut et mandsnavn Tõmi, på nudansk Tomme. famulum suum er akkusativ ental af famulus suus, som betyder ’hans tjener’, og i middelalderlig sammenhæng bliver det ofte brugt for ’Guds tjener’. Det var ikke kun kirkens folk, der var Guds tjenere; det gjaldt alle i det kristne samfund. Vi kender vendingen fra amuletter af bly med indskrifter, der skal beskytte ejeren mod elverfolk, sygdomme og onde ånder.

Det er mest sandsynligt, at den spinkle træpind skal tolkes som en amulet, der har skullet værne dens ejer mod sygdom og nød. Ondtafværgende eller helbredende amuletter kender vi i stort tal fra middelalderen, især amuletter af bly, som bliver fundet i stigende antal. Men det er sjældent, at amuletter af træ er bevaret, selv om de må have været meget mere almindelige. Et stykke træ og en kniv har man altid haft lige ved hånden, og kendte man den rigtige formular, var man godt hjulpet.

//
/

©
Fig. 7: Saltkar (sammenstilling af foto og rekonstruktion). Foto: Odense Bys Museer. Rekonstruktion: Klaus Risskov Pedersen.

Gilderne og det religiøse liv

I middelalderens samfund havde troen på Gud en meget stor betydning i menneskers dagligliv. Det kommer blandt andet til udtryk på de mange billeder, der var i middelalderen. De religiøse motiver var således ikke kun at finde i kirken, men blev også brugt på hverdagsting.16 Et eksempel fra Odense er et lille kar af rent tin,17 dekoreret med religiøse motiver, en omløbende inskription og indridsede bomærker (fig. 7). Karret er fundet i lag fra 1300-tallet og tolkes som et saltkar. Lignende saltkar fra andre steder i Europa har inskriptioner, der godtgør, at der har været tale om et stykke verdsligt bordtøj.18 Fra samme udgravning stammer et sekskantet låg af tin, dekoreret med seks våbenskjolde, adskilt af dekorative bånd (fig. 8). Størrelse og dekorationer godtgør, at låget stammer fra et saltkar af samme type som det førnævnte.

/
/

©
Fig. 8: Låg fra saltkar (sammenstilling af foto og rekonstruktion). Foto: Odense Bys Museer. Rekonstruktion: Klaus Risskov Pedersen.

Både kar og låg har været udsat for en bevidst destruktion, inden de blev kasserede. Samme fænomen kendes fra et finsk saltkar. Af det finske kar er kun låget bevaret, men det har været udsat for en bevidst sammenfoldning.19 Hvilken grund, der ligger bag destruktionen, kan vi dog kun gisne om. Saltkar var i middelalderen en vigtig del af et rigt bordtøj og havde både en praktisk og en symbolsk betydning. Helt elementært var der tale om en beholder til det bekostelige salt, som bordets gæster kunne bruge til at salte maden. Især ved de fornemmeste saltkar, som befandt sig hos samfundets øverste, er det tydeligt, at saltkar også havde en symbolsk betydning. Saltet var et dyrt og fornemt levnedsmiddel, og et flot udstyret saltkar var derfor et vigtigt statussymbol på bordet og signalerede rang og placering til bords. Og måske er det her, forklaringen på den bevidste destruktion ligger. Skal man forestille sig, at destruktionen er en form for rituel handling i forbindelse med ejermændenes bortgang?

De syv forskellige bomærker på saltkarret fra Odense vidner om, at syv forskellige personer har haft brugsret til saltkarret. Der er næppe tale om husstandsmedlemmer, men der kunne meget vel være tale om medlemmer af et gilde eller lav. Det er ikke muligt ud fra bomærkerne på karret at fastslå, hvilket gilde det kan have tilhørt, eller at identificere nogen af personerne ved navn, og der er adskillige gilder og lav i Odenses middelalder. Kun to af disse sammenslutninger kan dog spores tilbage til saltkarrets brugstid i første halvdel af 1300-tallet. Det er Sankt Knuds gilde, hvis gildeskrå fra ca. 1245 er bevaret, samt Sankt Gertruds gilde, som nævnes i 1343. Byens øvrige lav og gilder kendes først fra efter 1400, men flere af dem rækker formentlig længere tilbage i tid.20

Ovenstående fund viser, at middelalderens religiøsitet kom til udtryk på mange og varierende måder. Men også, at motivformerne var internationale, og at de religiøse genstande i Odense i mange tilfælde var de samme som dem, man brugte andre steder i Europa.

Noter

  1. Baastrup 2007:157. Baastrup omtaler 12 eksemplarer, dertil kommer et eksemplar fra Ribe og de to fra Odense.
  2. Schulze-Dörrlamm 1990:220.
  3. van Vilsteren 2014:134.
  4. Baastrup 2007:166.
  5. Stephens 1873:52.
  6. Baastrup 2007:159.
  7. Nørlund 1926:184; Nationalmuseets Samlinger Online: http://samlinger.natmus.dk/ DMR/asset/167942. Besøgt 30. marts 2017.
  8. Danmarks Kirker 1995:442ff.
  9. Danmarks Kirker 1995:551ff.
  10. Stefánsson, Finn: rosenkrans i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Besøgt 30. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?side-Id=426580
  11. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Bind XIV 1969, ”Rosenkrans”, sp. 415.
  12. “Bead.” Merriam-Webster.com.- Merriam-Webster. Besøgt 3. april 2017.
  13. Rasmussen og Nielsen 1999:13.
  14. Warncke 1918:247ff.
  15. Danmarks Kirker 2001:1732ff.
  16. http://natmus.dk/historiskviden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/billedsprog/
  17. Sagsnummer hos Odense Bys Museer: OBM9776/X2467.
  18. Immonen 2013. Saltkarrene er bevaret i Sverige, Finland, Estland, Holland, England, Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien.
  19. Immonen 2013:196.
  20. Christensen 1988:96.

Litteratur

  • Baastrup, M.P. 2007: Alsgemmer i Danmark – fundforekomst, funktion og forlæg. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2004, s. 157-173.
  • Christensen, A.S. 1988: Middelalderbyen Odense. Viby J.
  • Danmarks Kirker 1995: Odense amt, 5.-7. hefte, S. Knuds Kirke: Inventar.
  • Danmarks Kirker 2001: Odense amt. 18.-19. hefte, Forsvundne middelalderkirker i Odense.
  • Immonen, V. 2013: A lid from a 14th century salt cellar found in Turku. Fornvännen 108, s. 196-208.
  • Nørlund, P. 1926: Gyldne Altre: Jysk Metalkunst fra Valdemarstiden.
  • Rasmussen, L & J. Nielsen 1999: Mama Mia – Maria-dyrkelsen i senmiddelalderen. Fynske Minder 1999, s. 9-20.
  • Schulze-Dörrlamm, M. 1990: Bemerkungen zu Alter und Funktion der Alsengemmen. Archäologisches Korrespondenzblatt 20, s. 215-226.
  • Stephens, G. 1873: Tre ”barbarisk-classiske” Gemmer, fundne i Danmark. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1873, s. 50-56.
  • van Vilsteren, V.T. 2014: Langs Assen en Kiev naar Keulen? Overpeinzingen bij een bijzondere. Alsengem uit Drentse bodem. Nieuwe Drentse Volksalmanak 2014, s. 113-134.
  • Warncke, J. 1918: Die Paternostermacher in Lübeck. Zeitschrift des Vereins für Lübeckische Geschichte und Altertumskunde. Band XIX, s. 247-256.
©