Efterårets udstilling på Fyns Kunstmuseum hed Et håndtryk – Dansk-fransk avantgardekunst 1945-1980 og handlede om et håndtryk mellem kunstnere. Den handlede om mødet mellem dansk og fransk kunst efter Anden Verdenskrig, hvor kunstnere mødtes for sammen at undersøge kunstens formsprog, nærmere bestemt den geometriske abstraktion, som i Danmark kaldes for konkret kunst. Det er kun passende, at en udstilling, som tager udgangspunkt i samarbejde og møder, også selv kom i stand som et samarbejde mellem Odense Bys Museer og en række "gæster", inklusive undertegnede.
I 1963 malede Richard Mortensen og Jean Arp sammen en række billeder, hvoraf et i dag er i Fyns Kunstmuseums samling. Det har netop titlen Et håndtryk, og det er her udstillingens titel var hentet fra og på sin vis også dens tema. De to kunstnere mødtes om kunsten helt inde i kunstværket, idet Mortensen skabte maleriske rum til Arps former. Men samarbejdet var kun et af mange møder, for i slutningen af 1940’erne opstod et frugtbart samarbejde mellem det danske udstillingsfællesskab Linien II og det franske Galerie Denise René i Paris. Både i Danmark og i Frankrig var der efter Anden Verdenskrig grupper af kunstnere, som interesserede sig for at undersøge kunstens formsprog og skabe en konkret kunst. En kunst som ikke forestillede noget, men blot og bart var. Dvs. en kunst som var abstrakt og som oftest nonfigurativ, og hvis principielle virkemidler var form og farve.
Mange danske kunstnere tog til Paris efter krigen, herunder også maleren Richard Mortensen og billedhuggeren Robert Jacobsen, som i vinteren 1947-48 fik kontakt til Galerie Denise René og efterfølgende fik fast tilknytning. Det var hovedsageligt igennem disse to lidt ældre danske kunstnere, at kontakten hjem til Danmark og Linien II blev formidlet, og de franske kunstnere kom med på Linien II’s udstillinger i København i 1948 og 1949.
Betydningen af at få syn for hinandens kunst via udstillinger kan næppe undervurderes og kan fornemmes i udtalelser som denne fra multikunstneren Richard Winther, der i skriftet Linien’s dokumenteri 1948 beskrev betydningen af at se den franske kunst introduceret i Danmark: "galerie denise rene’s udstilling i tokanten i april 1948 fik mig til klarere at se den danske abstrakte kunst, det er lettere at drage sammenligninger, når to størrelser er i umiddelbar nærhed af hinanden. . .jeg brød konsekvent med enhver forbindelse med den ydre natur." Winther refererer her til en udstilling i Tokanten i København, hvor Galerie Denise Renés kunstnere for første gang udstillede i Danmark. Blot få måneder senere udstillede kunstnere fra det franske galleri igen i Danmark, denne gang sammen med danskerne på Linien II’s anden udstilling.
Hermed fik både franske og danske kunstnere set hinandens kunst, og flere af de franske kunstnere opholdt sig i forbindelse med udstillingerne hos de danske kunstnere i Danmark, ligesom de danske opholdt sig i Paris. Dermed var grunden lagt, til at man kunne arbejde sammen om et fælles kunstnerisk projekt. Et projekt, som handlede om at undersøge kunstens formsprog og kortlægge formernes og farvernes virkninger i en art kunstens ABC. F.eks. blev både den franske kunstner Jean Dewasne og den danske mobilemager og maler Ib Geertsen optaget af maleriets flade som en realitet. Begge arbejdede med maleriets todimensionalitet. Med hvordan man kunne bygge et billede op, som ikke negerede maleriets flade. Dewasnes Objet en acte opus 115,1949, Ny Carlsberg Glyptotek og Geertsens Dynamisk rum II, 1950/1988, Statens Museum for Kunst, er eksempler på, at de to kunstnere arbejdede tæt på hinanden med de samme formmæssige problemer. I begge malerier balancerer former og farver på maleriets flade, og enhver ansats til dybde i f.eks. form modvirkes af farven eller omvendt. Hermed udfordrer de to kunstnere vores synssans og trang til at genkende former og helheder i det, vi ser, og billederne bliver så at sige til, idet vi ser på dem. Det fordrer, at vi tager os tid og opmærksomhed til at opleve, hvordan farverne og formerne arter sig. Handlingen i billederne er altså ikke "det de forestiller" – for de forestiller ikke noget – den er derimod lig med vores oplevelse af billederne.
Udstillingen sigtede på at sammenstille kunstværker, så netop korrespondancer som dem mellem Dewasne og Geertsen trådte frem. Ikke mindst fordi udstillingen var en samlingspræsentation af ikke én, men to samlinger, og mødet mellem kunstværker således både et indhold i udstillingen og det formelle udgangspunkt. Fyns Kunstmuseum er specialmuseum for konkret kunst, og det er denne del af samlingen, som udstillingen præsenterede, men i dialog med en del af Statens Museum for Kunsts samling af kunst inden for samme område.
Richard Winther giver i ovennævnte citat udtryk for, hvor givende det kan være at se ny kunst i sammenhæng med allerede kendt kunst. Han beskriver relevansen for sin egen kunstneriske udvikling, men citatet har også noget at sige andre brugere af kunsten, f.eks. museumsgæsten. Netop med en permanent samling kan det med mellemrum være relevant at lade de velkendte værker optræde i nye sammenhænge. F.eks. ved at blande værkerne op med værker fra Statens Museum for Kunst. Udstillingen var således bygget ligeligt op af værker fra begge museers fine samlinger.
Det gav mulighed for at opstille spændende værkkorrespondancer og ikke mindst at vise de franske kunstnere, som var så vigtige på denne tid, og som ikke er repræsenteret i Fyns Kunstmuseums samling. De franske kunstnere blev yderligere repræsenteret med udvalgte værker fra Ny Carlsberg Glyptotek. Glyptoteket råder i dag over Erik Andreasens unikke kunstsamling. Erik Andreasen var en af de samlere, der i 1940’erne og 1950’erne købte kunst af de franske kunstnere, som kom til Danmark som følge af samarbejdet mellem Denise René og de danske Linien II-kunstnere.
Det store lån af værker fra Statens Museum for Kunst muliggjorde basalt set udstillingen, men samarbejdsdelen har rakt videre end villigheden til et storstilet udlån. Konceptet bag udstillingen var i første omgang udarbejdet af de to museer i samarbejde, nemlig af museumsinspektør ved Fyns Kunstmuseum Gertrud Hvidberg-Hansen og museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst Dorthe Aagesen. Dorthe Aagesen har løbende været involveret i projektet, mens Gertrud Hvidberg-Hansen kort efter opstart gik på barsel, og undertegnede blev inviteret til at gå videre med realiseringen af udstillingen. Samarbejdet med Statens Museum for Kunst har betydet, at vi til udstillingen har kunnet producere to formidlingsfilm sammen med Statens Museum for Kunsts web-tv-afdeling "Digitale produktioner" under ledelse af Mathilde Schytz Juul. Den ene film er en formidlingsfilm med udgangspunkt i udstillingens temaer, som er at finde på Statens Museum for Kunsts hjemmeside. Den anden film kan også ses på nettet, men var også det første, der mødte museumsgæsten i udstillingen. Filmen er en collage af værker fra udstillingen og værker af de samme kunstnere, men i det offentlige rum. Blandt andet Gunnar Aagaard Andersens udsmykning af Odense Koncerthus og Robert Jacobsens skulptur på Flakhaven i Odense midtby Mange af kunstnerne på udstillingen beskæftigede sig med offentlige udsmykningsopgaver og var generelt optaget af at få deres kunst ud til et publikum i et rum, som ikke nødvendigvis var museets eller galleriets finkulturelle rum. Med anslagsfilmen til udstillingen produceret af Statens Museum for Kunst kom kunsten på museet i forbindelse med kunsten i det offentlige rum og knyttede an til et af udstillingens seks temaer, temaet "konkret i verden", som netop viste værker, der på forskellig vis relaterede sig til ambitionen om at få kunsten ud i byrummet. Det var også en primer for gæsterne, som fra starten af udstillingen signalerede, hvad det handlede om: oplevelsen af former og farver.
At formidle det historiske møde mellem kunstnere og få publikum til at møde kunsten den dag i dag var hensigten med udstillingen, og i den forbindelse var det af afgørende betydning at have vide rammer for udstillingsarkitekturen. At udstille konkret kunst er paradoksalt nok ligetil og ikke spor let. Den abstrakte kunst har gået sin sejrsgang i den vestlige verden i hele det 20. århundrede og er velkendt af stort set alle og enhver: Moderne kunst er abstrakt kunst – den slags kunst, der ikke forestiller noget. Men derfra og så til at finde det interessant er der for mange mennesker et stykke vej – for hvad handler det egentlig om. Her kan kunsthistorikerne fortælle om kunstens udvikling, strømninger og forbindelser kunsterne imellem, men når man ser på billederne og skulpturerne, er der stadig ikke noget motiv eller nogen klar fortælling, og netop fordi de fleste mennesker i dag ved, at abstrakt kunst er "fin" kunst, kan det opleves både uvedkommende og ekskluderende, hvis man så alligevel ikke helt føler, at man forstår det.
At publikum skulle føle sig udenfor, ville vi gerne undgå på Håndtryksudstillingen. I stedet arbejdede vi på at invitere folk med indenfor i formernes verden – den verden, som kunstnerne selv bevægede sig i og udforskede. Det gjorde vi med udgangspunkt i et omfattende arkivmateriale lånt fra Galerie Denise René i Paris. Når man har fotos af kunstnerne og deres udstillinger, udstillingskataloger og ferniseringsinvitationer sammen med kunstværkerne, bliver de abstrakte kunstværker på sin vis mindre abstrakte og mere konkrete, for de bliver forankret i et bestemt tidsrum og en bestemt sammenhæng. Centralt i skulptursalen på Fyns Kunstmuseum, hvor udstillingen blev vist, byggede vi et arkivrum til arkivmaterialerne, hvor man kunne fordybe sig i udstillingskataloger og formidlingshæftet til udstillingen, lytte til nogle af de danske maleres eksperimenter med konkret musik eller tage en tænkepause. I dette rum blev udstillingens tematik kommunikeret med tre fotostater på hver sin væg, som var forstørrelser af tre arkivfotos fra Galerie Denise René. Det ene var et pressefoto fra c. 1948 af Denise René, hvor hun ligger på en mængde udstillingsplakater fra sit galleri, og hvor fotografen tydeligt har sat hendes rolle som formidler af den konkrete kunst både indbyrdes mellem kunstnerne og til et voksende kunstpublikum i Europa, herunder særligt Frankrig og Skandinavien, i scene. Det andet er et foto af de franske kunstnere August Herbin, Jean Dewasne og danskeren Robert Jacobsen, som sammen står fordybet over et ark eller print. Her bliver det kunstneriske møde virkeligt og konkret. Det at arbejde sammen, diskutere og udvikle sin kunst. Det tredje foto var fra udstillingen "Fransk skulptur fra Rodin til i dag" (orig. La Sculpture en France de Rodin å Nos Jours) i 1949, hvor blandt andre Robert Jacobsen deltog. På fotoet fremstår Denise René i silhuet blandt skulpturerne, som endnu en form blandt de skulpturelle former -den formverden, som udstillingens værker alle tager del i.
Endnu en vigtig samarbejdspartner på udstillingsprojektet var udstillingsarkitekt Anne Schnettler, som forholdt sig til den fortælling, der ligger i de tre fotos. Med afsæt i disse og i tre malerier af Gunnar Aagaard Andersen, alle med titlen Hældningskoefficient 1:2:3,1950, Statens Museum for Kunst, skabte hun en udstillingsarkitektur, som bestod af syv skiftevis lukkede og åbne rum. Skarpe vinkler og sortmalede vægge samlede værkerne i fortættede grupper, og der var arbejdet intensivt med ophængning og lyssætning med henblik på at understrege værkernes indbyrdes sammenhænge og få kunst, som ellers ofte hænger på lige linje på kolde hvide vægge, til at træde frem i sin glødende form og farvepragt og på den måde blive levende og ligetil for nutidens publikum. Udstillingsarkitektur er et medie, man kun sjældent får mulighed for at formidle igennem, når man som jeg til daglig er ph.d.-stipendiat ved Afdeling for Kunsthistorie ved Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab, hvor jeg blandt andet skriver om den kunst, som var med på udstillingen. Som ekstern tilrettelægger af udstillingen var det derfor interessant at samarbejde med arkitekt Anne Schnettler om at formidle et fagligt indhold via udstillingsopbygningen. Arkitekturen integrerede ikke blot de traditionelle medier, maleri, skulptur og grafik, men også eksperimentalfilm, som blev projiceret direkte på væggen i de respektive udstillingsrum, ikke mindst i udstillingsrummet "bevægelse i kunsten", som netop tog udgangspunkt i eksperimentalfilmens betydning for kunstnernes undersøgelser af medialitet og formsprog -også i billedkunst og skulptur. Det var magtpåliggende at vise et udvalg af eksperimentalfilm som kunstværker på lige fod med skulptur og maleri, fordi det var den måde, kunstnerne betragtede dem på. Også selv om man ikke dengang havde teknik til at integrere filmmediet på samme måde, som vi kan i dag.
Til udstillingen hørte også et gratis katalog, som præsenterede den historiske ramme og udstillingens seks temaer: Figurforskydning, Eksperimenter med fladen, Billedrum, Konstruktion og system, Bevægelse i kunsten og Konkret i verden. Kataloget fik gæsterne ved indgangen og kunne bruge det som guide rundt i udstillingen eller tage med sig hjem til senere fordybelse.
En udstilling er altid et resultat af et samarbejde, men Et håndtryk mere end de fleste. Som institutionelt samarbejde med Statens Museum for Kunst tegnede den en ny profil for Fyns Kunstmuseum udadtil, men hertil er det værd også at tilføje værdien af samarbejde internt i en organisation, for resultater kommer ikke af sig selv. Mange mennesker var involveret i at lave Håndtryksudstillingen, både udefrakommende som jeg selv, men ikke mindst fra mange afdelinger af Odense Bys Museer -og mange kastede sig med begejstring og kompetence over andre opgaver end dem, de plejer at beskæftige sig med. Nogen bidrog med en lille brik til udstillingen, andre med en stor, men alle var med til at lave udstillingen og har en andel i det færdige resultat – og det færdige resultat vidner om viljen og evnen til samarbejde. Åbningen af udstillingen blev en festlige afslutning på mit samarbejde med Odense Bys Museer. Tak for invitationen til at tilrettelægge udstillingen, tak for indsatsen – og tak for samarbejdet.
