Sct. Jørgensgården i Odense

Spedalskhedshospital i Odenses østlig udkant

Spedalskhed er i vor tid især et u-landsfænomen. Ca. 25 millioner mennesker i Afrika, Asien og Sydamerika skønnes idag at have sygdommen, der vil medføre svær invaliditet og eventuelt død, hvis den ikke behandles i tide.

Engang har spedalskhed imidlertid også været udbredt i Danmark: Sammen med pest må den anses for at være middelalderens store, frygtede folkesygdom.

Samfundet stod magtesløs overfor sygdommen i den forstand, at de syge ikke kunne helbredes. Det raske samfund søgte dog at sikre sig ved – fra sent i 1100-tallet til middelalderens slutning – at isolere de spedalske på dertil oprettede institutioner: »Hospitales Leprosorum« – senere kaldt Sct. Jørgensgårde.

Denne »behandlingsmåde« var international, og det er udelukkende på tyske og franske kilder, vi bygger med hensyn til, hvorledes mulige spedalske blev nøje undersøgt af en særlig kommission, og hvorledes den, der blev anset for syg, blev udstødt af samfundet – blev erklæret »levende død«. Det har dog nok foregået på nogenlunde samme måde her i Danmark.

Lidt større viden – på grundlag af skriftlige danske kilder og de indenfor de seneste 50 år tilkomne arkæologiske resultater – har vi dog med hensyn til Sct. Jørgensgårdenes administration, indretning, bebyggelse m.v.

Ifølge de skriftlige kilder har der været 32 Sct. Jørgensgårde på det nuværende danske område, men der kan sagtens have været flere, nu ukendte hospitaler. Af de kendte institutioner, hvoraf tre har ligget på Fyn: Bogense, Svendborg og Odense, var det indtil for to år siden kun dem, der havde ligget i Svendborg og Næstved, der var nøjere arkæologisk undersøgt.[1]

Fra april 1980 til februar 1981 foretog Møntergården, Odense Bys Museer, for Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning en totaludgravning af et område, der under prøvegravninger i 1977 var påvist at indeholde resterne af Odenses middelalderlige spedalskhedshospital.

Resultaterne af denne udgravning udgør – sammen med de forholdsvis få bevarede, skriftlige kilder, omhandlende Sct. Jørgensgården i Odense – grundlaget for denne redegørelse, i hvilken jeg vil forsøge at give en oversigt over hospitalets størrelse, bygninger, kirkegård, datering m.v.

Fig. 1. Plan over udgravningsfeltet 1980-81. Sct. Jørgensgården, Odense. Det ca. 2200 kvm. store areal afgrænses mod syd og øst af henholdsvis Skt. Jørgensgade og Ridehusgade. Mod nord var der en markant sænkning i terrænet, men en nyere planering mod vest gjorde enhver undersøgelse i den retning meningsløs.

Det ældste hospital

Uden for, men ikke langt fra Odenses middelalderlige byport i øst, Pienteport, blev formentlig en gang i højmiddelalderen udlagt et større område, hvorpå et spedalskhedshospital blev placeret. Dette areal lå lige nord for den nuværende Sankt Jørgensgade, der dengang udgjorde en del af hovedfærdselsåren tværs over Fyn. Den ældste skriftlige kilde, der omtaler Odenses hospital er fra 1291.[2]

Fig. 2. Kar af østersøkeramik; fundet i udgravningsfeltets vestlige og ældste kulturlag, En omhyggelig udgravning på Fyns Stiftsmuseums konserveringsværksted gav ikke resultat m.h.t. karrets oprindelige indhold. Karret var bevidst gravet ned – formentlig i hel tilstand, hvorefter nyere aktiviteter har ødelagt karrets ene side og randpartiet.

Et af de ældste fund fra institutionstiden, gjort på udgravningen 1980/81 var en grøftelignende nedgravning. Den blev konstateret såvel i vest, nord som øst på udgravningsområdet, idet tidligere planeringer og kælderudgravninger ud mod Sankt Jørgensgade dog ikke gjorde det muligt at følge grøften i udgravningsfeltets sydvest- og sydøsthjørne.

Grøften var ofte kun bevaret med en dybde af ca. 50 cm og med en tilsvarende bredde. Enkelte steder var dens dimensioner dog dobbelt så store. Nedgravningen var på et tidligt tidspunkt opfyldt med groft, gruset muld. Der kunne ikke konstateres vækstlag langs grøftens sider, ligesom den heller ikke kunne ses at have været vandførende.

Grøften omkransede et ca. 2200 kvm. stort areal. På dette, men aldrig udenfor, var der foretaget begravelser. I nord var grøften overlejret af 1300-tallets og senmiddelalderens bygninger (jvf. nedenfor), og i nord-vesthjørnet blev den skåret af nedgravningen til en brønd fra 1300-tallet. En del gruber, nedgravet i den vestlige grøft, indeholdt mønter fra 2. halvdel af 1200-tallet, keramik fra udvendigt glaserede kander, skår fra kuglepotter og fra kar af sen Østersøkeramik.

Fig. 3. Sct. Jørgensgårdens Kirke. Denne sammentegning af alle registrerede levn fra kirkebygningen indeholder 3 faser. Ældste fase (det ikke-skraverede) angiver den første kirkes skib og kor. Senere tilføjedes i øst en korudvidelse eller sakristi og i vest en udvidelse af skibet eller et tårn.

Ca. midt på det 2200 kvm. store areal lå hospitalets tidligste stenkirke, der bestod af et skib på ca. 15 × 6 meter og et kor på 4-5 × 6 meter. Kirken kan eventuelt have haft tag af træ eller lign., men kan også allerede i denne fase være teglhængt, idet der er fundet en del munke- og nonnetagtegl. Møntfund (Erik Klipping) i lagene umiddelbart under gulvlagene tyder på, at denne ældste, konstaterede kirke er bygget i 2. halvdel af 1200-tallet.

På grundlag af disse iagttagelser vil det være rimeligt at antage, at et stort areal umiddelbart udenfor Odenses middelalderby i 2. halvdel af 1200-tallet er udlagt til hospitalsområde og omkranset af en i kort tid åbentstående grøft. Kirken er tilsyneladende nogenlunde samtidig med grøften.

1300-tallets hospital

Der findes ingen bevarede, skriftlige kilder, som omtaler Odenses spedalskhedshospital i 1300-tallet. Til gengæld er der en del arkæologiske fund fra de spedalskes bygninger m.v. fra denne tid.

Brønden, der skar afgrænsningsgrøften, må på grundlag af keramikfund (bl.a. kandeskår og næsten-stentøjsskår) og mønter antages at være anlagt 1325-1350. Den var nederst stensat, mens den øvre del var plyndret i forbindelse med tilfyldningen af brøndhullet.

Nye aktiviteter på området (dyrkning af haver, kloakering m.v.) har ødelagt betydelige dele af de spedalskes bygninger. Fund af syldsten, brændte lerklininger, jord- og lerstampede gulve og ildstedsrester tyder dog på, at der har været tale om spinkle, lerklinede huse med stråtage (der mangler totalt tagtegl i dette område).

Det er ikke muligt at vurdere, hvor mange huse der har ligget her, idet kun et enkelt er fundet i dets fulde udstrækning (ca. 10×5 m).

Fund af en stor del keramik – hovedsageligt sortgods og udvendigt glaserede kandeskår – kunne tyde på, at husene især har tjent som de spedalskes boliger. Disse fund sammen med en række mønter – specielt fra Erik Menved og Christoffer d. 2. – daterer aktiviteterne til 1300-tallet.

Omkring en nærmest cirkulær lerplade med tydelig forbrænding i midten og ubrændt, gult ler i kanten lå flere tykke lag trækul (op til 20 cm tykke). I nærheden af lerfladen, men under dennes niveau var der gennem et lergulv gravet adskillige huller, der eventuelt kunne være stolpehuller.

Den hårdtbrændte lerpande blev tolket som bunden af et jernudvindingsanlæg (en mile) med stolper som de bærende elementer i dettes vægge.

Denne tolkning sandsynliggøres yderligere ved, at der især i et nedre trækuls-/askelag blev fundet mange jernslagger (halvkugleformede), der kan stamme fra, at en eventuel overskudsproduktion løb ned i bunden af milen. I øvrigt fandtes adskillige jernslagger spredt over hele Sct. Jørgensgårdsområdet. Der blev også fundet en enkelt jernbarre.

De fundne knive, spænder, hestesko m.v. kan måske stamme fra institutionens egen produktion?

Anlægget, der nedad i tid kan møntdateres (mønterne i lagene under de nævnte trækulslag: Erik Menved og Christoffer d. 2.), må antages at være fra ca. 1350, men sluttidspunktet kan ikke afgøres.

Kirken blev udvidet mod vest og øst, således at den i den seneste fase var en ca. 23 m lang, enskibet bygning. Udvidelsen mod vest kan have været til et tårn, mens østtilbygningen kan have været en korudvidelse eller et sakristi. Fundamentsgrøfterne i såvel øst- som vesttilbygningerne skærer grave og er med andre ord gravet ned i den allerede eksisterende kirkegård. Det absolutte tidspunkt kan på grund af manglende genstandsfund imidlertid ikke fastslås. Det faktum, at spedalskheden kulminerede i 12-1300-tallet, kan dog pege i retning af, at dette var udvidelsestidspunktet, snarere end 14-1500-tallet, i løbet af hvilket antallet af spedalske var stadigt faldende.




Fig. 4. Eksempler på Sct. Jørgensgårdens egenproduktion? Fundet af en mulig jernsmelteovn og jernslagger antyder, at der sandsynligvis har foregået en vis produktion af jerngenstande – måske genstande som f.eks. de her viste hestesko, nøgler, spænder og knive, der alle er fundet på Sct. Jørgensgården.

14-1500-tallets Sct. Jørgensgård

I Christoffer af Bayerns Odense-stadsret af 1443 hedder det: »Hwo som spitalske soth fongher i standen, han skal nødhes til indh at fare till Sancti Jørgens closter indhen then tiid, som hannum af fogeden oc borgemesthere foræ lacht worther. Gør han thet icke, tha muge the føræ hannum tiid paa hans eyghen cost och tæringh«.[3]

Fig. 5.. Udsnit af Braunius prospekt 1593. Den store bygning under navnet S: Georgij er formentlig Sct. Jørgensgårdens kirke: en rektangulær teglbygning uden tårn. Vejen i forgrunden er Skt. Jørgensgade, løbende hen til byporten ved Piente Mølle og bro.

Denne bestemmelses ordlydende er identisk med den samtidige københavnske stadsret og er den ældste, kendte, danske bestemmelse om tvangs-anbringelse af spedalske i isolation fra de raske. Bestemmelsen kan være betydeligt ældre, uden at vi dog kan fastslå hvor meget. Modsat ved vi, fra biskop Johan Krags stadsret for København af 29. januar 1294[4], at den spedalske skulle holde sig på afstand fra sine sunde omgivelser, men endnu ikke tvangsanbringes på et spedalskhedshospital.

På grund af de nævnte eftermiddelalderlige aktiviteter på området er der ikke bevaret meget fra senmiddelalderens Sct. Jørgensgård, der naturnødvendigt må have ligget øverst i de for os interessante kulturlag. Enkelte anlæg konstateredes dog – bl.a. en ca. 1,3 m x 2 m rektangulær, brændt lerflade. Denne viste sig i et dybere niveau at være opbygget af lerpakkede marksten med en række større randsten. Lerpakningen var ca. 40 cm tyk. Ved den brændte lerflade blev der fundet en del jern- og kobberslagger.

Det hele var overlejret af ubrændt ler og lerklininger.

Meget taler for, at dette har været en smedeesse, der grundet fund af sene 1300-tals mønter i de underliggende lag må placeres i 1400-tallet.

Sandsynligvis fra samme tid (hestesko og keramik) udgravedes et mindre brostenslag – formodentlig resterne af en gårdsplads – og måske en brønd, placeret næsten under det nuværende fortov i Skt. Jørgensgade.

At forleningsbreve fra 1500-tallets begyndelse fremgår, at kongen havde fået stor indflydelse på Sct. Jørgensgårdens drift, økonomi, og i 1542 kom den endelige beslutning om at ophæve alle spedalskhedshospitaler i Danmark – også den i Odense.[5]

Bygninger, jordtilliggende og fæstegods blev overdraget til det da nyoprettede Gråbrødre Hospital, idet kirkegården fra 1551 og nogle år frem blev reserveret til fattigkirkegård.[6]

I 1625 blev så de sidste rester af spedalskhedshospitalet fjernet: Kirken solgtes til en købmand, der handlede i sten, og hvad der måtte være af bygninger tilbage blev sammen med jorden solgt til tre nyoprettede fæstegårde, som området nu blev opdelt i.[7]

Kirkegården

Kirkegårdens placering ud til den gamle afgrænsningsgrøft betyder, at den formodentlig har været i brug fra hospitalets tidligste tid. Modsat ved vi, at den så sent som i 1551 blev udlagt som fattigkirkegård. Hvor lang tid, den har fungeret som sådan, er det ikke muligt eksakt at angive, idet den ikke senere er omtalt i de skriftlige kilder.

På Braunius’ prospekt fra 1593 (jvf. ovenfor) synes området at være inddelt i marker eller haver – dog fortsat med kirken placeret midt på arealet. Ifølge dette skulle der således ikke længere være kirkegård på stedet.

Fig. 6. Spedalsk fra Sct. Jørgensgården, Odense. Bemærk det karakteristiske svind i ansigtsknoglerne.
Fig. 7. Et af de 1120 skeletter, der udgravedes på Sct. Jørgensgården. Oftest var de døde ikke lagt i kister, men i stedet i en del tilfælde indsvøbt i et nu totalt formuldet stykke klæde. Bemærk en ny grav (kranium) ved G 390’s højre fod.

Det er ikke usandsynligt, at Braunius’ prospekt i denne forbindelse er korrekt. I hvert fald må det formodes, at kirkegården ikke har været i brug i nogle år før udstykningen til bøndergårde i 1625.

Ialt udgravedes 1120 grave fra både spedalskhedsinstitutionens og fattigkirkegårdens tid. Hertil kan lægges 2-300 totalt forstyrrede grave og 1-200 skeletter, der formodes at være fjernet ved tidligere tiders anlæggelse af kloaker, kældre m.v. eller ved ekstremt dårlige bevaringsforhold. Ialt formodes 15-1600 mennesker at have været begravet på Sct. Jørgensgårdens kirkegård.

Det meget store skeletmateriale er nu til en nærmere videnskabelig undersøgelse på Anatomisk Institut, Odense Universitet.

De døde var normalt begravet uden kiste, og kun sjældent var der genstandsfund i gravene (enkelte spænder, en rosenkrans, en saks, 4-5 mønter og en enkelt seglstampe). Der blev kun konstateret en muret grav (midt i kirkeskibet, jvf. figur 3.

Begravelserne er gennem ca. 350 år foregået i samme tynde jordlag på ca. 50 cm. Dette har betydet, at begravelsesjorden har fået en forholdsvis ensartet karakter – ofte uden spor af de enkelte graves nedgravning. Da den hyppige begravelsesaktivitet i samme område imidlertid også har betydet, at de enkelte skeletter ofte er skåret af andre, kan der opstilles en relativ kronologi for mange graves vedkommende. De få grave, der indeholdt gravgods eller som kan sættes i forbindelse med kirkebygningen eller andre bygninger, kan endog – med en rigelig margin – dateres absolut.

Fig. 8. Kopi af en brakteat fundet på Sct. Jørgensgården, Odense. Brakteaten (et eensidigt præget hængesmykke) blev fundet i omrodet gravfyld. Den stammer formentlig fra 1100-tallet.

Genstandsfund

Den største genstandsfundgruppe var skår. En væsentlig del af de 4950 sortgodsskår var af groft magret ler med en ikke hård brænding. Disse stammede bl.a. fra kuglepotter og østersøkeramik (med bølgelinier), der specielt blev fundet i grøftefylden eller gruber i dennes nærhed. De 579 udvendigt glaserede kandeskår blev især fundet i forbindelse med den nordlige bebyggelse.

Middelalderlige stentøjsskår var meget sjældne.

En anden stor fundgruppe var metalslagger af såvel jern som kobber. De var spredt over hele udgravningsområdet – dog med en koncentration ved værkstederne.

Genstande af jern f.eks. knive og hestesko blev fundet i de nordlige bebyggelseslag.

Endelig blev der fundet 115 mønter, af hvilke størstedelen stammer fra Erik Menved og Christoffer d. 2. I øvrigt blev der fundet mønter fra de nordtyske østersøbyer, Reval, England og Skotland.

Sammenfatning

Med den arkæologiske undersøgelse 1980/81 har vi fået kendskab til Odenses Sct. Jørgensgårds placering, størrelse, indhold (delvis) og datering. Når Anatomisk Institut, Odense Universitet, har analyseret det meget store skeletmateriale, vil der desuden foreligge væsentlige oplysninger vedrørende denne institutions specielle beboere.

Sct. Jørgensgårdens grund- og kirkegårdsareal var fra starten ca. 2200 kvm. stort, placeret op ad hovedfærdselsåren tværs over Fyn og lidt uden for Odenses østlige byport. Denne størrelse blev stort set bevaret op igennem institutionens funktionstid, idet boligområdet i 1300-tallet og senere blev anlagt i nord ovenpå og delvis ud over den tidligere afgrænsningsgrøft.

Fig. 9. Enkelte genstande må henføres til før hospitalets funktionstid – således denne Svend Estridsen-mønt af hidtil ukendt type. Den blev fundet i omrodet gravfyld. Målestok: diameter: 18 mm.

Disse forholdsvis store dimensioner og deres fastholdelse kunne hænge sammen med, at spedalskhedshospitalet blev anlagt på et tidspunkt, da antallet af spedalske var ved at toppe. Der blev med andre ord ikke senere behov for at udvide væsentligt.

De spedalskes huse, der er bevaret fra 1300-tallet, var tilsyneladende spinkelt byggeri: Lerklinede hytter med smal syld og stråtag. Ildstederne var placeret inde i disse huse, der – i hvert fald for et enkelts vedkommende – var ca. 10 × 5 m.

Den nærmere ruminddeling i husene og deres funktion var vanskelig at påvise, men koncentrationen af det middelalderlige skårmateriale, fund af knive og ildsteder peger på, at vi befinder os i boligområdet.

Værkstedsaktiviteterne, der kan dateres til henholdsvis 1300-tallet og senmiddelalderen, viser, at institutionen har haft en egentlig egenproduktion af metalgenstande. De ringe bevaringsforhold for organisk materiale gør, at vi ikke kunne konstatere andre værkstedsaktiviteter f.eks. skomageri, træskærerarbejde m.v.. Men de må forventes i en vis udstrækning at have været til stede.

Kirken, der er lidt smallere end den bevarede Sct. Jørgenskirke i Svendborg, bestod i dens første fase af et skib og et smallere kor. Senere blev den udvidet i øst og vest, således at kirken måske har fået tilføjet henholdsvis et tårn og et sakristi.

Sct. Jørgensgårdens placering op ad hovedfærdselsåren og uden for den nærliggende bys porte synes at være karakteristisk for disse institutioner i Danmark. Ligeledes må hospitalerne forventes at være opbygget efter fælles principper – måske ligefrem som et slags kloster, som det – også i Odense – til tider blev benævnt. Det var ligeledes ved et fælles dekret, at kongen i 1542 ophævede alle Sct. Jørgensgårde i Danmark. Begrundelsen var, at der næsten ikke var flere spedalske tilbage, men pecuniære interesser kan også have spillet en rolle for kongen, der nu fik fat i nogle ganske velstående, jordbesiddende institutioner.

Flere steder bl.a. i Kalundborg, København og i Odense blev Sct. Jørgensgårdene lagt ind under nyoprettede hospitaler – i Odense således Gråbrødre Hospital.

Odenses spedalskhedshospital falder med andre ord godt sammen med det billede, vi foreløbigt kan danne os af de mange andre danske spedalskhedshospitaler, der endnu ikke er arkæologisk undersøgte. Det betyder, at de resultater, vi med udgravningen i Odense, sammenholdt med resultaterne fra de få andre arkæologiske udgravninger af Sct. Jørgensgårde, sandsynligvis vil kunne overføre en række resultater med hensyn til indretning, bebyggelse og fundsammensætning – naturligvis med forventelige lokale variationer – til andre spedalskhedshospitaler.

 

Noter

Endnu er ikke alle fund fra udgravningen konserveret og nøjere undersøgt. Denne rapport må derfor betragtes som foreløbig. Udgravningsberetning, genstande m.v. befinder sig på Møntergården, Odense Bys Museer.

  1. ^ I Svendborg dog kun kirken jvf. Olaf Olsen: De spedalskes kapel, Arkæologiske undersøgelser i Skt. Jørgens Kirke i Svendborg, Fynske Minder 1963 s. 3-34; Næstved: V. Møller-Christensen: Sct. Jørgensgård, Skalk 1959, 2 s. 19-30. I Skåne er Åhus og Lunds spedalskhedshospitaler udgravet, jvf. Kulturen 1949 s. 118-155 og Meddelanden från Lunds Universitets historiska Museum 1948 s. 191-257.
  2. ^ Dipl. Dan. II 6 nr. 153: »Hospitali leprosorum«.
  3. ^ Danmarks gamle Købstadslovgivning bd. V, udg. af Erik Kroman, Kbh. 1961 s. 63.
  4. ^ Danmarks gamle Købstadslovgivning bd. III, udg. af Erik Kroman, Kbh. 1955, s. 31.
  5. ^ Hofman’s Fundationer… II, s. 100.
  6. ^ Kancelliets Brevbøger 1551-55, s. 5.
  7. ^ Bevaringsplan for en del af Ridehusgadekvarteret, udg. af Byforeningen for Odense 1977, s. 13 ff.

 

©