”See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere …”

Det er besynderligt at stå i Munkemøllestræde i Odense og betragte H.C. Andersens barndomshjem. Det er svært at dvæle ved mindet om H.C. Andersen dér, for vejen er ganske befærdet. Bilerne suser frem og tilbage, da vejen i dag fører lukt ned i parkeringskælderen til Magasin; man må derfor for en sikkerheds skyld holde sig på det smalle fortov og trykke sig mod muren af telefonbygningen overfor for at få et godt indtryk af det lille hjem, hvor kun de to første fag hørte til barndomshjemmets små rammer: stue og køkken. Alt er forandret. Nye bygninger dominerer omgivelserne. Kun barndomshjemmet, med mindepladen i gavlen, hvor huset springer frem, og bygningens videre forløb – alt Huus’ ejendomme – rundt om hjørnet ad Horsetorvet, står tilbage som levn fra den tid, digteren var barn. Der, hvor telefonbygningen ligger, lå dengang Eilskovs boliger, hvilke i dag kan beses i Århus’ ”Den gamle By”. Munkemølle Port, der afgjorde den militære værnepligt henholdsvis for dem, der boede udenfor og for dem, der boede indenfor, er også væk. For dem, der interesserer sig for digteren, findes blot dette forstyrrede skue af barndomshjemmet, der i 1930 på det mest nænsomme blev ført tilbage til dets oprindelige skikkelse. Så nænsomt blev det restaureret, at der stadig er en slippe mellem barndomshjemmet og den nyere bygning, barndomshjemmet har som sin nordre nabo, hvor fordum rugbrødsbageren havde sin ejendom. Denne smalle slippe er skjult af en lille mur, der sammenbinder de to ejendomme, men man aner den bag murværk og bag de zinkplader, der løber langs tagets rejsning. Det er hér vi skal begynde. For netop dér, i barndomshjemmets gavl mod rugbrødsbageriet, hvis tag skrånede nedad mod barndomshjemmets gavl, havde Anne Marie Andersdatter – H.C. Andersens mor – sin lille adonishave, den semiramiske have, som H.C. Andersen beskriver i Mit Liv Eventyr.

”Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have…”

H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde. Træsnit i Illustreret Tidende den 6. december 1867. I barndomshjemmets gavl ses den åbne luge, hvorfra man kunne komme ud til moderens lille have. H.C. Andersens Hus.

Denne lille have, har vores interesse, for digteren fortsætter: ”… i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu”.

“Sneedronningen” lod digteren altså tage afsæt i barndomshjemmets beskedne have. I sin tragiske roman Kun en Spillemand giver Andersen os et udførligere billede af denne have:

”I Kjøbstæderne har sædvanligviis hvert Huus en lille Have, dog dette Huus havde ingen, men een maatte man dog have, om ikke større, end til en Haandfuld Purløg og lidt Portulak. Den var ogsaa bragt tilveie og var, om man saa tør kalde den, een af Nordens hængende Haver, som Armod eier dem. En stor Trækasse, fyldt med Jord, udgjorde deres Have; den var stillet høit op paa Renden mellem Nabohusene, hvor Ænderne ikke kunde komme op og gjøre den Skade. Skulde der nu plukkes lidt, da maatte Stigen frem, den stilledes op i Kjøkkenet mellem Tinrækken og Skorstenen, Een holdt paa den vaklende Stige, mens den Anden steg op ad den til Loftet, hvor da Lugen blev aabnet, og man med Overkroppen kom ud til Kassen. Det var en Fest for den lille Dreng at komme derop; eengang havde han endogsaa faaet Lov til, svævende mellem Moderens Hænder ud af Laagen, at sætte Fødderne paa Kanten af Kassen.”

Haven hvorfra så mange drømme udsprang, har haft en så solid placering i H.C. Andersens univers, at den måtte danne ramme om digtekunsten. Andre voldsomme erindringsglimt lader sig også ane som varder i det litterære landskab, som H.C. Andersens eventyr om Sneedronningen så rigt breder for os.

Jeg vil dog trække vejret dybt og dykke ned i tiden et dusin år før, digteren undfangede sit eventyr. I 1832 var H.C. Andersen nemlig på besøg i Odense. I et brev til Henriette Wulff af den 7. juli rapporterer digteren:

”Det gjør et underligt Indtryk paa mig at see de Stæder, jeg har tumlet mig som Barn. Det er mig, som om jeg var død og vendte nu tilbage til en Verden, hvor jeg under en anden Skikkelse og andre Forhold havde levet og tumlet mig.”

Med denne fremragende formulering gav H.C. Andersen udtryk for, at han havde svært ved at genkalde sig det liv, han havde levet som barn i Odense knap 13 år forud. Han kunne ikke genkende sig selv som barn. Barndommen tilhørte en verden, et område, som han ikke helt kunne bevæge sig tilbage til – med forstanden. Noget uigennemtrængeligt lå imellem det liv, han levede nu, og det han havde levet. Egentlig kan det ikke undre én. Læser man nemlig i digterens erindringer med opmærksomhed på barneårene, opdager man lidt efter lidt, at disse var præget af en ganske anden verdensforståelse end den, både den da skrivende forfatter og vi i dag tager del i. Få glimt gives: Når Hans Christian hentede kærnemælk fra Hunderup og på vejen hjem rædselsslagen passerede Nonnebakken, faldt han først til ro, da han havde passeret Odense Å, “efter som jeg vidste, at ingen Trolde eller Spøgelser kunne komme over Vand.” Skt. Hansurt blev stukket ind i bjælkesprækkerne, og deres vækst gav varsel om ejermandens sundhedsmæssige habitus. H.C. Andersen nævner sin Skt. Hansurt med ordene: ”min groede froedigt og lovede mig en lang Levetid”, idet han herigennem indirekte påpeger sin faders kranke skæbne. Om faderen, der døde kun 33 år gammel, giver H.C. Andersen et smukt billede. Han var, i modsætning til både kone og barn -ja, faktisk i modsætning til nabolaget, et oplyst menneske, der med sine gode evner higede efter lærdom og nye tanker. Hans mentale blik var fremadrettet; han var ikke blot et kvikt hoved men også fritænker, og havde med sin viden, indsigt og forstand en pondus af fornuft, der gav ham et vist overskud af overbærenhed, når han blev konfronteret med f.eks. sin kones overtro. I sine første erindringer, som H.C. Andersen nedfældede kort tid efter det ovenstående brevcitat – den såkaldte Levnedsbog – genkalder digteren sig en situation: En aften erklærede faderen, at han ikke delte den samme opfattelse som sin kone og dreng, eller for den sags skyld det hele nabolag. Han mente, at Kristus kun var et menneske, men et herligt menneske, at Bibelen ikke ligefrem var af Gud, og at der intet Helvede kunne være. ”’Jeg er en Fritænker !’ sagde han, og aldrig har noget Ord gaaet mig saaledes gjennem Sjælen som dette, jeg vidste ikke ret hvad det var, men følte at det var noget, der laae udenfor det Almindelige.” Herefter fortsætter H.C. Andersen:

”Min Faders fornuftige Tale hjalp ikke og da han en Morgen vaagnede og havde en slem Rift i Armen, der kunde være skeet ved et Søm eller en Knappenaal, antog og ærklærede min Moder og Naboekonen, at det var et Rift af Djævelen fordi min Fader ikke erkjendte ham.”

Til sin unge ven, Nicolaj Bøgh, fortalte H.C. Andersen senere som gammel mand, at moderen, efter at faderen havde sagt de dristige ord, havde trukket sønnen udenfor og ind i tørvehuset, kastet et tørklæde over ham og sagt: ”Det var Djævlen, der var i vor stue og sagde det, Hans Christian, det var ikke din fader, og du skal glemme hvad han har sagt, for det mente han ikke”. De havde da begge grædt og bedt Fadervor sammen. I det sidste eventyr, den gamle digter skrev – “Hvad gamle Johanne fortalte” – genfinder vi dette barndomsminde. Fra Nicolaj Bøghs erindringer hører vi også, at historien om rifterne på faderens arme (og ben) fandt sted, da faderen lå lig: ”Der kan du se, Hans Christian”, havde moderen sagt. ”Den Onde har havt tag i ham og har villet have ham, fordi han sagde det om Kristus”. I dag har vi svært ved at forholde os til denne overtroiske forestillingsverden. Vi læser gerne let hen over H.C. Andersens ord, fordi vi ikke magter at følge ideen, at djævlen greb fat i faderen; det lader sig lettere kapere som et poetisk billedsprog. Men sådan var det ikke ment, der var ikke tale om poetiske vendinger. Det var ment aldeles konkret. Overtro og fromhed smeltede i barndomsverdenen sammen til eet. Nærmer vi os de frygtelige dage, da faderen lå for døden, hører vi gennem Andersen:

”En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon ; han troede at tage Ordre fra ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Fægen, nei, hos en saakaldet ’klog Kone’, der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmaal, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilfoiede: ’Gaa nu hjem langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd !’
Man kan tænke sig min Angest, jeg, som var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt. ’Og Du har ikke mødt Noget?’ spurgte min Moder mig, da jeg kom hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, ’Nei!’ Den tredie Aften døde min Fader. Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Faarekylling. ’Han er død! sagde min Moder til den: ’Du behøver ikke at synge efter ham, lisjomfruen har taget ham!’ og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ’Hun vil nok have mig!’ sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.”

Det er i dag ganske umuligt for os – oplysningstidens børn – fuldt ud at forstå den tankeverden og virkelighedsopfattelse, som H.C. Andersen levede i i barndommens land. Det var også svært for digteren selv, da han – efter at have modtaget sin uddannelse og havde modnet sin bevidsthed – genså det. ”Det er mig, som om jeg var død og vendte nu tilbage til en Verden, hvor jeg under en anden Skikkelse og andre Forhold havde levet og tumlet mig”.

“Sneedronningen” tager sit afsæt i barndommens land, og det er fristende at fokusere på de erindringsglimt, H.C. Andersen benytter sig af i eventyret. Der er den lille taghave i gavlen på barndomshjemmet i Munkemøllestræde, der er Sneedronningen der tager den elskede Kay, som lisjomfruen tog den elskede fader – ja selv digterens farmoder, der passede Gråbrødre Hospitals have, synes at titte frem i eventyret som den gamle kone i blomsterhaven. ”Jeg fik lov at lege der hos hende”, skriver Andersen om farmoderen i erindringerne fra 1832, ”saae paa de dei-lige Blomster, og holdt især meget af at kysse Roserne, en Lyst jeg har endnu, hver Gang jeg seer én ret smuk og rød”, hvorved man umiddelbart kommer til at tænke på den lille Gerda, der i blomsterhaven omfavner og kysser de roser, hendes tårer har fremkaldt. Fra barndommens land klinger eventyret; ved Gerdas vandring langs åen i søgningen efter at finde og helbrede Kay fremkaldes billedet af den 11-årige Hans Christian, der gik langs Odense Å med uldtråd om håndleddet og bladet af “Christi Korsets Træ” på vejen hjem mod faderens fatale sygeleje. Den livserfaring kunne digteren benytte sig af i kunstens tjeneste, men “Sneedronningen” er af den grund ikke en poetisk biografi. Digteren havde noget andet at sige, og jeg vil i det følgende forsøge at vise, at digterens mål med denne rejse tilbage i barndommens land, var at formulere dét, han ikke magtede at sætte ord på i brevet til Henriette Wulff i juli 1832.

H.C. Andersen påbegyndte eventyret i 1843 – og året efter i 1844 indgik eventyret i Nye Eventyr, som rummer den rigeste samling af digterens eventyr, der for alvor skulle markere hans mesterskab i genren. Den første historie – indledningen eller, om man vil, fortællingens argument – blev op- og forfattet omkring november 1843, mens resten af eventyret – den anekdotiske gennemføring af indledningshistoriens argument – blev forfattet året efter og fuldendt i december 1844. Første gang, vi hører om eventyret, er i et brev til B.S. Ingemann af 20. november 1843, hvor H.C. Andersen skriver, at to nye eventyr så godt om ligger færdige. Det ene er “Hyldemoer” det andet “Troldspeilet”, hvilket han ikke finder uheldigt:

Fanden finder en Dag paa Noget, som han har en stor Fornøielse af, han skaber et Speil, der har den Egenskab, at alt Smukt og Herligt der afspeiler sig deri kryber sammen og bliver smaat, men enhver Feil og Svaghed voxer og fremtræder. Gaaer der en god Tanke igjennem et Menneske-Bryst, da farer der et Griin gjennem Speilet. Efter at Jorden har afspeilet sig flyver Fanden op mod Himlen, for at Gud og Englene kunne sees deri, men da griner Speilet meer og meer altsom det nærmer sig Himlen, saa at det zittrer og falder Djælven ud af Hænderne, det styrter mod Jorden og slaaes i millioner af Stykker, hver af disse flyve Folk i Øinene og da er det de faae Øie mere for det Svage end det Fortræffelige, kommer der en Splint i Hjertet da bliver det Grine-Mennesker, der kun grine, og det af Alt! – Nu kommer Historien i Eventyr, hvorledes Sligt fremtræder og hvorledes kun ved at græde dybt og skue ind i Guds Natur, Glasstumpen grædes ud! …Jeg troer, og det vil glæde mig om jeg har Ret, at jeg er kommet paa det rene med at digte Eventyr! …Jeg har en Masse af Stof, mere end til nogen anden Digte-Art; det er tidt for mig, som hvert et Plankeværk, hver en lille Blomst sagde, see lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig og vil jeg det, saa har jeg Historien!”

Af brevet forstås, at H.C. Andersen havde sin indledende historie, og at denne skulle danne grundlag for en række eventyr. Bemærkningen om blomsternes historier, der åbenbares for digteren, synes at titte frem i eventyrets fjerde historie, hvor blomsterne fortæller deres historier til den lille Gerda. Men uvist hvorfor lod H.C. Andersen eventyret ligge. Det er først i december måned 1844, at almanakken vidner om det videre arbejde. Den 5. december lyder det: “Skrevet paa Sneedron-ningen”, og den 8. december: “Skrevet paa Sneedronningen, læst den og Grantræet hos Frøken Bülow. Endt Eventyret”. I et brev til Ingemann fra januar 1845 skrev digteren videre: ”Mit sidste Eventyr, Sneedronningen [har] det været mig en Lyst at nedskrive, det trængte sig saaledes [ind i] min Tanke at det dandsede hen over papiret …”. Digteren bearbejdede således over en længere periode sit eventyr i tanken for så i en raptus at nedfælde det på papir. Han var imidlertid tro mod den idé, han havde formuleret året før: Efter historien om Troldspejlet følger 6 historier, der udvikler og forløser ideen ”at græde dybt og skue ind i Guds Natur”. H.C. Andersen undertitel til eventyret understreger dette: ”Et Eventyr i syv Historier”. Med undertitlen refererer H.C. Andersen samtidig til E.T.A. Hoffmanns Meister Floh, der bærer undertitlen ”Ein Marchen in sieben Abenteuern zweier Freunde”. I Hoffmanns eventyr finder vi også temaet, hvor det ubetydelige små har en overvældende betydning. I “Sneedronningen” er det øjet og hjertet, der på grusomste vis forstyrres af det knuste troldspejls glasstumper, og herved opnår H.C. Andersens indledende ord en stærk, ironisk – men også vittig karakter, idet han lader sit eventyr begynde med ordet ”see”:

”See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide…”

Troldspejlet. Eventyrillustration af Hans Tegner, ca. 1930. H.C. Andersens Hus.

Med denne mesterlige indledning, hvor ordet ”Se” endda står i bydeform, forudgribes med den næste sætning slutningen af eventyret: ”Naar vi ere ved Enden af Historien ved vi mere, end vi nu vide”, hvilket jo er sandt nok – helt banalt, for da har vi jo fået det hele eventyr – men også på særdeles raffineret manér, for da er synet – det klare overblik og erkendelsen vendt tilbage og vundet både for historiens agerende børn og for læseren og lytteren, der jo identificerer sig med Kay og Gerda. I fortsættelsen af sætningen lyder det:

”[Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide,] for det var en ond Trold! det var een af de allerværste, det var “Dævelen”!”

Allerede her indtræder den forvirring, som troldspejlet i eventyret garanterer: For hvad er nu det? er det en trold eller er det djævlen? Tilhører djævlen troldeskaren, er djævlen den værste trold? Læser man eventyret i stedet for at lytte til det, finder man en kode, som kun læseren kan fatte. “Dævelen” er sat i citationstegn, hvilket betyder, at ordet ikke gælder for pålydende, men snarere er prædikat. Endvidere signalerer “dævelen” – ikke “djævlen” – almue-visdom og overtro. Der går ikke lang tid, før forvirringen er total, for da er trold og djævel omdøbt til ét og det samme: “Trolddjævelen”. Sideløbende med disse sprogkoder lanceres historien om troldspejlet, der fordrejer alting og vender verden på hovedet. Fromhed vækker spejlets latter, det ryster og sitrer af latter på vej op mod Gud og engle, så det falder ud af hænderne på troldene og knuses mod jorden i tusindvis af stumper og stykker, der fordrejer hovedet på alle dem, de kommer i berøring med. Jorderummet bliver i kraft af det knuste troldspejl til et forvirret rum, hvor der hersker tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvad der er falsk. Det er i dette jorderum, fortælleperspektivet er lagt og den resterende historie forløber. Verden er blændet af blændværket. Vi kan ikke længere se. Hvad skal vi gøre? H.C. Andersen forudgriber endnu engang mesterligt historiens gang med sit sprog, for sidste sætning i den første historie giver svaret. Når øjet ikke længere er et pålideligt sanseapparat, må en anden sans tages i brug, og sætningen lyder:

”Nu skulle vi høre!”

Med denne fantastisk velkomponerede indledningshistorie, er scenen sat: Spejlet er knust, 7 års ulykke er omsat til 7 historier. Scenerummet er tilrettelagt, der er et jordeliv og en guds himmel, men der er også noget derimellem, nemlig en overnatur, for der er ingen djævel, der er en “dævel” eller en “trolddjævel”, altså en dæmoni, der er placeret imellem jordelivet og det himmelske. Denne overnatur er vrangforestillingernes verden, overtroens verden, og den stiller sig hindrende imellem mennesker og deres forståelse af den sande natur og tilværelse.

Dette scenerum træder i kraft for eventyrets hovedpersoner i eventyrets anden historie: Historien om den lille dreng og den lille pige, Kay og Gerda. De befinder sig hverken på jorden eller i himlen – og dog samtidig begge steder – nemlig i den lille paradisiske taghave, højt hævet overjorden under himlen: ”Og de Smaa holdt hinanden i Hænderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der”. Og hvad det er, H.C. Andersen vil have, vi skal høre, får vi at vide i denne anden historie. Det er børnenes sang, Brorsons salme: ”Den yndigste rose er funden”, der eventyret igennem gentages gang på gang. Hos H.C. Andersen lyder det:

“Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!”

hvor Brorsons tekst lyder:

”Ach søger de nedrige steder
I støvet for Frelseren græder,
Saa faae I vor JEsum i tale,
Thi roserne voxe i dale.”

”Jeg kan ikke give hende større Magt, end hun allerede har! seer Du ikke, hvor stor den er? Seer Du ikke, hvor Mennesker og Dyr maae tjene hende … Hun maa ikke af os vide sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt Barn.” Lavering i tusch af Hans Tegner o. 1900. H.C. Andersens Hus.

Brorson var en glemt digter i romantikkens Danmark, hans salmer var fraværende i den Evangelisk-lutherske sangbog, og det var faktisk kun i Sønderjylland og i de hernhuttiske kredse, at hans salmer havde tilhængere. I København var han nok så ukendt – Grundtvig spurgte f.eks. i 1816 Rahbek om, hvorvidt han vidste, hvem forfatteren til netop denne salme var. H.C. Andersen kendte ham imidlertid, allerede i digtkredsen Aarets tolv Maaneder fra 1832 finder vi ”Den yndigste rose” gengivet i “November Maaned” i tre let omskrevne strofer, og i afslutningen af den tragiske roman Kun en Spillemand erindrer Christian på sit sygeleje Luzie om salmen ved at citere den berømte passus. Muligvis har H.C. Andersen fået sit kendskab til salmen gennem vennen og manuduktøren Ludvig Christian Müller, der i 1831 optog salmen i sit Udvalg af danske Salmer.

Med brugen af Brorsons salme gøres det begribeligt, at eventyret “Sneedronningen” i al sin fantasmagori har et religiøst sigte og kristent budskab. At H.C. Andersen i sin omskrivning af Brorsons salme tager brug af tredje og fjerde verselinje og dermed udelader at nævne den lutrende gråd som vej til frelse – hvilket han jo nævner i sit brev til Ingemann – er ganske bevidst, for det er netop gråden, der i eventyret om Sneedronningen har sit afgørende virke, og da gråden har øjet og hjertet som attribut, bliver øjet og hjertet de væsentlige sproglige faktorer i eventyret. Eventyret om Sneedronningen handler om at se og forstå, også at forstå med hjertet. Dette ærinde er udpræget i måden at konstruere historien på sprogligt.

Inden den lille Gerda lærer Kay salmen, har en uro forstyrret den paradisiske idyl. En vinterscene kommer på tværs og bedstemoderen fortæller at snefnuggene er hvide bier. De har endog en dronning, der hvor bierne sværme tættest, fortæller bedstemoderen. Historien ophidser den lille Kay, der kort efter får syn for sagn: Den halvt afklædte dreng ser en aften gennem et lille kighul, han med en opvarmet mønt har skabt på de isdækkede ruder. Udenfor sværmede sneflokkene som bier og satte sig på blomsterkasserne, hvor de fortættedes, indtil Sneedronningen kom til syne. Synet bringer drengen i affekt. På den ene side er han draget, på den anden side frastødt:

” et Par Sneeflokker faldt derude, og een af disse, den allerstørste, blev liggende paa Kanten af den ene Blomster-Kasse; Sneeflokken voxte meer og meer, den blev tilsidst til et heelt Fruentimmer, klædt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug. Hun var saa smuk og hin, men af lis, den blændende, blinkende lis, dog var hun levende; Øinene stirrede som to klare Stjerner, men der var ingen Ro eller Hvile i dem. Hun nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden. Den lille Dreng blev forskrækket …”

Den lille erotiske scene, der kunne minde én om historier om bier og blomster, markerer en snarlig ændring i harmonien og historiens gang. Sommeren kommer, børnene synger salmen og lovpriser sommeren: “Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske Rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre”. “Verweile doch! du bist so schon!”, kunne man med Faust udbryde, og så ophører idyllen da også: “Klokken slog akkurat fem paa det store Kirketaarn”, ét slag for hver sans, Kay berøves, idet han samtidig får korn fra troldspejlet i øje og hjerte. Kays personlighed ændres, han bliver ondskabsfuld og drillesyg, og med vinterens komme kommer også Sneedronningen og tager den lille Kay med sig, der ikke længere kan sit Fadervor men kun den store tabel. Den magiske verden, han forføres til, er repræsenteret ved ”Sneedronningen”, vinterens og det kolde hjertes gudinde. Herefter overlades scenen helt til Gerda, og hendes historie, som det resterende af eventyret fordyber sig i, må derfor betragtes som hovedhistorien. Vi følger pigen på vej gennem alskens trængsler, indtil hendes mission, som går ud på at generhverve Kay, får en succesrig udgang. Det er Gerdas stædige og inderlige kristne tro, der er afgørende for, at historien ikke kan andet end at ende lykkeligt.

Det er forsynet, der driver den lille Gerda, og historien kan da kun forstås med kristen optik. “Sneedronningen” er ingen skæbnehistorie. Mod tro, håb og kærlighed har skæbnen ingen chance. I ikke-kristent fortællegods findes der dog skæbnehistorier, der påfaldende minder om “Sneedronningen”, nemlig frugtbarhedsmy-terne. Den skabelon, “Sneedronningen” er bygget op efter, adskiller sig ikke nævneværdigt fra den gængse frugtbarhedmyte. Den væsentlige forskel er netop, at myternes evige cirkulære forløb er brudt, strakt ud, således at eventyret i forsynets tjeneste peger i retning af paradisets komme, den yderste dag, og ikke mod årscyklens pulseren i liv og død. Det lader til, at “Sneedronningen” er en religiøs omskrivning – en “kunstmyte” – af frugtbarhedsmyter, og det ville derfor være nærliggende at undersøge den nordiske mytologis version af en sådan. Den nordiske mytologis frugtbarhedsmyte finder vi i fortællingen om Balders død (“Balders drømme” i den ældre Edda): Balder er søn af Odin og Frigg. Han er gudernes yndling, og Frigg slutter pagt med alt levende og dødt, at ingen skal gøre Balder fortræd. Den eneste, hun ikke slutter pagt med, er misteltenen, fordi den er for spæd til, at nogen ed kunde kræves af den. Loke tager skikkelse af en kvinde og lokker hemmeligheden om misteltenen ud af Frigg. Loke lader derefter Balders blinde broder Høder overtale til at skyde misteltenen efter den ellers usårlige Balder. Og Balder dør.

Herefter fortælles om Balders bålfærd, men også om Balders tredje broder, Hermod, og hvorledes denne forsøger at bringe Balder tilbage fra dødsgudindens, Hels, rige. Hermod rider på Odins hest Sleipner over floden Gjal (nordens Styx), det er floden, der skiller de levendes verden fra den dunkle underjord. Her fortæller Modgun, Gjallarbroens vogterske, at Balder er redet over broen. Hermod når til Hels led, springer med Sleipner over helgrinden og når til saldøren til Hels bolig. Her finder Hermod Balder siddende i højsædet. Næste morgen forklarer Hermod sit ærinde, og Hel lover at slippe Balder, hvis alt levende og dødt vil græde for Balder. Hermod rider tilbage til Asgård og fortæller om betingelserne for Balders frigivelse. Alle græder nu for Balder, med undtagelse af Tøk, en gyge. Tøk, viser det sig, er en af Lokes mange skikkelser.
Balder må blive hos Hel.

Parallellerne til denne myte er den græske variant om Adonis, den ægyptiske om Osiris og den keltiske om Aeddon. De bærer alle det fællestræk, at de beskriver årscyklen (sommer-vinter-sommer-vinter). At alverden græder for Balder, er jo det poetiske billede af emmen fra kolde genstande, når de bringes til varme igen. Balder (lys/varme/sommer) dræbes af misteltenen (en stedsegrøn, lille snylterplante) via Høder (den blinde/mørket) gennem Loke (den onde/kulden/vinteren). Hermod (som drives af kærlighed/varme/sommer) søger at få Balder fri af Hel (norden/kulden/vinter); alverden stræber derefter og græder (tø/forår-sommer), men Loke holder på sit og Hel beholder, hvad hendes er (vinter igen). Sådan sluttes cirklen i et evigt kredsløb. Kredsløbet tager sin finale i “Vølvens Spådom” –Eddaens beretning om Ragnarok – for her vender Balder tilbage, endda sammen med den blinde Høder, til en ny verden, hvor freden hersker (lyset og mørket i konfliktfri sameksistens).

Sammenligner man fortællerforløbet mellem “Sneedronningen” og Eddaens, beretning om Balder, overraskes man ikke så lidt. Skematisk kan det anskueliggøres således:

  1. Der er sået splid i verden, men spliden opererer i det skjulte (trolddjævlens knuste spejl / Loke).
  2. Det farlige våben virker harmløst (spejlstumper som sandkorn / misteltenen). Det farlige våben er en snylter: Det er intet uden en vært (både spejlkornet og misteltenen, kræver en vært).
  3. Den elskede fjernes fra de levendes verden (Kay / Balder).
  4. Han savnes, men blot én har mod til at finde ham (Gerda / Hermod). Denne gør forsøget af kærlighed. Handlingen er uegennyttig.
  5. Et overnaturligt dyr hjælper ham (talende svaler, krager, duer men i særdeleshed renen / Sleipner).
  6. Rejsen går mod nord.
  7. En flod passeres (Floden uden for byporten / Gjal). Denne flod danner overgangen fra det naturlige til det overnaturlige/de levendes rige og underverdenen.
  8. Ved floden sidder en vogterske, som skal afholde de levende fra at passere (Den gode, gamle kone, der kan troldkunst og som forsøger at holde på Gerda / Modgun).
  9. Gerda kommer til Sneedronningens have. Hun forcerer ”et heelt Regiment Sneeflokker”, Sneedronningens forposter / Hermod kommer til Hels sal. Han forcerer Helgrinden ved Sleipners magt.
  10. Gerda kommer ind i Sneedronningens slot i salen. Her finder hun Kay siddende ved Forstands Iisspillet / Hermod kommer ind i Hels sal. Her finder han Balder i højsædet.
  11. Kay frelses af Gerda, idet hun græder. Iisspillets gåde løses ved gråd og salmesang og ved denne løsning har Kay sit “Fribrev” / Hermod kommer tilbage til de levendes rige med håb. Der findes nemlig én løsning til Balders frelse: Gråd.
  12. Kay og Gerda kan fra Sneedronningens slot vende hjem / Loke spolerer håbet og missionen slår fejl. Balder kommer ikke hjem – kun Hermod. Hel beholder sit.

Betragter man disse tolv punkter, finder man en slående lighed mellem “Balders drømme” og “Sneedronningen” – lige på nær det 12. punkt. Men det er også lige netop her, hvor det kristne forsyn viser sin styrke. Netop at verden kan ændres gennem troen på Barn-Jesus. Den eneste signifikante forskel mellem “Balders drømme” og “Sneedronningen” er resultatet af redningsaktionen: Hermod fejler, hvor Gerda har succes. Og alligevel – i den nordiske mytologi vender Balder tilbage (Eddaens “Vølvens Spådom”). Det sker ved Ragnarok, den nordiske mytologis undergangsforestilling. Både ved Ragnarok og Dommedag ophører den gamle verden, det er tidernes ophør og overgangen til et nyt rige, hvor fred og fordragelighed hersker: I “Sneedronningen” har Kay mulighed for at frigøre sig fra Sneedronningen, ved at løse Forstands-Iisspillet. Isstykkerne skal lægges, så de danner ordet “Evigheden”. Kay løser ikke gåden selv; det er den lykkelige genforening mellem Kay og Gerda, der får isstykkerne til at forme ordet. “Evigheden” optræder, hvor timeligheden ophører; på den måde signaleres livets og verdens ophør samtidig med etableringen af en ny verdensorden: Den der følger efter døden, Dommedag og Ragnarok. I “Sneedronningen” forbindes det motiviske i Gerdas fromhed og Kays frelse, Balders død og Ragnarok elegant. For det første igennem den omtalte gåde om “Evigheden”, for det andet i slutscenen i den sjette historie, hvor Gerda kæmper sig fremad mod Sneedronningens slot:

”Hun løb fremad … da kom et heelt Regiment Sneeflokker … de faldt ikke ned fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys; Sneeflokkerne løb lige hen ad Jorden, og jo nærmere de kom, des større bleve de … de …vare … store og frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter … Da bad den lille Gerda sit Fadervor … hun kunde see sin egen Aan-de … Aanden blev tættere og tættere og den formede sig til smaa klare Engle, der voxte meer og mere … og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og Skjold i Hænderne …”

Uden for Sneedronningens slot kæmpes der herefter en voldsom kamp mellem Himlens og Sneedronningens “Forposter”. Gerda forlader valpladsen og træder ind i Sneedronningens slot. Da hun og Kay senere forlader slottet, er omgivelserne anderledes:

“…Vindene [laae] ganske stille og Solen brød frem…”

Det er jordens og “luftens” (“Aandens”) kræfter, der kæmpede på samme måde som i “Vølvens Spådom”: Her strides aserne og jætterne (“himmel” og ”jord”-guderne) i en krig, hvorved de alle – på nær nogle få – går under sammen med den gamle verden. De få overlevende og signifikante skikkelser, som herefter bebor den nye og bedre verden, repræsenterer de førhen oppositionelle kræfter. De hersker nu i fredelig sameksistens To menneskebørn betræder også den nye verden: Lif og Lifthrase, på samme måde som en ny Kay og Gerda forlader valen. I “Sneedronningen” er det tydeliggjort at Gud ikke forgår. Umiddelbart synes der her at være en væsentlig forskel mellem Ragnarok og Dommedag, for den øverste asagud – Odin – dør jo med den gamle verden. Men forskellen er blot tilsyneladende: For Odin, og for den sags skyld aserne i almindelighed, er, skønt de repræsenterer de gode kræfter til forskel fra jætterne, ikke himmelske guder. Aserne er guder knyttet til jordelivets positivt værdiladede egenskaber. Den skabende gud forgår ikke i Ragnarok. N.M. Petersen kalder i sin Nordisk Mytologi [1869] og H.C. Andersen i “Dyndkongens Datter” [1857] denne gud – meget rammende -for ”den unavngivne Gud”/”den unævnelige Gud”.

H.C. Andersens kendskab til den nordiske mytologi var indgående. I 1830 frem-lagde han sin specialiserede viden i en afhandling, med hvilken han – uden held – søgte at besvare universitetets æstetiske prisopgave (jf. Ejnar Stig Askgaard in. Anderseniana 2000). Imidlertid giver digterens udmærkede afhandling et interessant indtryk af, hvorledes han tolkede det mytologiske stof. I prisopgaven formulerede han sin egen version af idehistorien således:

”Som det høieste Punkt i hele den gamle Verden staae os de assiatiske Himmelbjerge. Det var disse Bjergtinder der først som bakkede Øer hævede sig op af det uendelige Klodens Hav; det var her Mennesket første Gang skuede den hele Natur i sin ungdommelige Blomstren, saae det Uendelige over sig, og følte det Uendelige i sit eget Indre. Monotheismen var og maatte være den første; Forestillingen om een Gud, een Frembringer var den naturligste; de saae Mennesket fremkomme af det enkelte Menneske, og dette maatte føde den naturlige Idee, at ogsaa det første Menneske eller selve det store Alt, i sin Eenhed, skyldte een Enkelt sin Oprindelse. Men endnu var kun Menneskeheden et Barn; ukjendt med Naturkræfterne, begyndte den snart at ansee disse, som den nærmeste Aarsag, og saaledes skabte Phantasien nu mægtige Aander og Guder i den physiske Verden selv. Men, vil man maaske spørge, hvad vakte først Tanken om et Væsen, Frembringeren, uden for Mennesket? Maatte ikke den hele Natur i al sin blomstrende Fylde tiltale det enkelte Menneske? Og laae end Raahedens Bark om de fleste Hjerter, maatte jo dog de store Natur-Scener ryste dem, sige dem deres Svaghed, og at noget Mægtigere virkede udenfor dem. Kjærlighed og Frygt har skabt de første Guder. At Mennesket ikke bevarede sin første, naturlige Idee om een eneste Gud, er saare naturlig; nu var Tænkningen mere ble ven vakt, men Aanden derimod ikke moden nok, under Synet af de stridende Naturkræfter, at bevare dette store Colosbillede, der, ved Beskuelsen af enhver af hans mægtige Frembringelser, daglig voxte; Totalbilledet blev dem for stort, og i de enkelte Leed selv; saae de nu en mægtig Guddom. Det gik dem som os, naar vi betragte det store Firmament med sine utallige Verdner, hvor da hver Klode smælter hen i et lille Punkt, og hvor Aanden kun mægter at betragte hver enkelt i dens sande Storhed, men ikke alle paa eengang, uden som en lille Deel af det store Hele”.

Digterens pointe er, at menneskeheden i sin “barndom” havde en forestilling om én gud og altså var monoteistisk orienteret. Denne forestilling blev med åndens udvikling og med erkendelsen af naturkræfterne afløst af en polyteisme, idet hver niche i natursceneriet fik tillagt en gud. Med åndens modning og med indsigten i og kendskabet til naturfænomenernes beskaffenhed, årsag og sammenhæng afløses polyteismen – tilværelsens dæmonisering – atter af monoteismen, en reflekteret monoteisme – man genkender tanken fra Heinrich Steffens’ romantiske filosofi. De religiøse forestillinger er, i følge Andersen, ligefrem proportional med den kulturelle evolution og den indsigt i naturkræfternes love, denne indebærer. Overtro og hedenskab beskriver en farverig men dog udannet indsigt.

I “Sneedronningen” genfinder man Andersens kulturelle evolutionsteori. De to børn, Kay og Gerda, finder vi i begyndelsen af eventyret som uskyldige skikkelser, der lever i en ureflekteret monoteisme. Troldspejlet ødelægger denne idyl. De to menneskebørn indtræder nu i en verden, der er dæmoniseret og hvor ethvert aspekt af naturen får overnaturlige kvaliteter (polyteisme), først i den inderlige annammelse af det kristne budskab forsvinder denne dæmoniserede tilværelse ”som en tung Drøm”. Det er med den modnede ånd og forstand, at overtroen taber sin magt og det kristne budskab kan modtages. Afslutningen af “Sneedronningen” understreger dette:

“Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og læste høit af Bibelen: “uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!”
Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:

“Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale.”

Der sad de begge to Voxne og dog Børn, Børn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer”.

Om sin barndom skriver H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr. ”… jeg lyttede til Alt hvad Overtro rundt om fortalte, den var for mig i Række med den helligste Tro … From og overtroisk voxte jeg op … jeg … var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt”. Da digteren med modnet sind i Odense i 1832 så de steder, han som barn havde tumlet sig, kan det ikke undre én, at barndommens verden måtte føles som en tung drøm. Den dæmoniserede verden, han havde levet i som barn, var nu ganske forsvundet – eller rettere: H.C. Andersen kunne med sin modnede forstand og indsigt ikke længere genkalde sig det mentale rum, han havde bevæget sig i som barn, men kun betragte det som ”en Verden, hvor jeg under en anden Skikkelse og andre Forhold havde levet og tumlet mig”. På samme måde som Kay og Gerda mærkede ”at de vare blevne voxne Mennesker”, idet de vendte tilbage og gik ind ad døren til deres barndommens land, mærkede H.C. Andersen nok også, at han var blevet voksen på samme vis, da han genså sin fødeby i 1832. Med “Sneedronningen” fik digteren sat skik og ord på denne oplevelse; han kunne installere visse barndomsminder i sit litterære univers – men vigtigst af alt – sin tilegnede viden, sin forståelse, indsigt og kristne tro. I “Sneedronningen” vokser denne erkendelse med hvert ord i eventyrets handling indtil læserens på lige fod med Kay og Gerda endelig forstår salmistens ord. Det er, hvad digteren lovede os, da han indledte sit eventyr med ordene: ”Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere …”

©