Sjælden blå dragt fra romersk jernalder på Fyn

Indledning

I Cæsars bog om Gallerkrigen fortælles om romernes mærkelige møde med blåmalede keltere på de britiske øer i år 54 f.Kr.: “Alle briter farver sig vajdblåt for at se skrækindjagende ud i kamp”[1] (Sandberg 1986, 26). Farvning med blåt, udvundet af farveplanten vajd, er i de senere årtier blevet bestemt på nogle få arkæologiske tekstilfund fra romersk jernalder i Danmark. Tekstiler, der er farvet med blåt er hidtil fundet i grave, hvor der i forvejen er et rigt personligt udstyr. Farven var vanskelig at udvinde, idet der krævedes en kemisk kyperproces for at få den blå farve frem.

Fig. 1. Udbredelseskort over beliggenheden af Seden gravpladsen.

Ved udgravninger på gravpladsen Seden, 200 m vest-nordvest for gården Hvenekilde nær Odense, blev i 1962, 1963 og 1965 undersøgt 158 grave, der hovedsagelig stammer fra romersk jernalder (Albrectsen 1973, 44). I 1988 blev yderligere 2000 m2 udgravet på gravpladsen, og herved blev 18 nye grave undersøgt. Af disse var syv jordfæstegrave, der var placeret med en vis afstand fra de øvrige 11 brandgrave[2]. Fem af jordfæstegravene, grav D, L, M, N og R var orienterede NNØ-SSV, hvorimod de to, grav G og A, var orienterede N-S. Fire af jordfæstegravene var rigt udstyrede, og der blev fundet tekstiler i tre af disse, grav A, D og G. Den rigest udstyrede af de tre var grav G, der er dateret til o. 300 e. Kr. Yderligere er udskilt blå farve på tekstiler fra grav G.

Grav G

Jordfæstegraven G bestod af et rektangulært afrundet fyldskifte, med en længde på 205 cm og en bredde på omtrent 118 cm, omtrent nord-syd orienteret. To lerkar har tilsyneladende været placeret på låg eller kant af graven, og de er senere væltet ned i graven. Således kan grav G måske være en kistegrav. I alt er registreret 163 tekstilfragmenter i grav G. De fleste var ganske små, under 2 cm i bredde og længde. Desuden blev fundet 14 tråde eller fibre i forbindelse med glas- og ravperler. På grund af bevaringsforholdene er tekstiler kun sjældent bevarede i grave. Oftest er det i forbindelse med metal, at de bevares, idet de kan være fastkorroderede på bagsiden af metalfiblerne. Grav G er således rigt repræsenteret med tekstiler, om end det er ganske små fragmenter. Tekstilerne i grav G er analyseret, og tre typer vævninger er repræsenteret[3]:

  1. 2/2 kiper. 149 tekstilfragmenter, alle fremstillet i z/s spundet uld. Trådtætheden varierer fra 12-20 tråde pr. cm i trend og 16-22 tråde pr. cm i islæt. Det er en relativ fin og ensartet kipervævning. Heraf består museumsnr. X 209 af: 68 fragmenter, største fragment måler 6,1 × 5,0 cm. Trådtæthed: 16-18/16-18 tråde pr. cm. Farveanalyser af et fragmenterne viser blå farve (Fig. 3).
  2. Lærredsvævning. 12 fragmenter, z/z spundne med en trådtæthed på 14-16 tråde pr. cm. Fremstillet i uld.
  3. Brikvævning. 2 fragmenter, det første består af 28 s-spundne tråde pr. cm i trend og 20 tråde pr. cm i islæt. Fremstillet i uld, og det måler 1 cm x 0,5 cm. Den anden brikvævning måler 2 cm x 0,8 cm, men det er umuligt at skelne mønsteret. Trådtæthed: 16-18/16-18 tråde pr. cm. Brikvævningerne har sandsynligvis haft en dekorativ funktion som kantbånd.

Arbejdsmetoden med de teknologiske træk: Vævetæthed, spinderetning og trådtæthed er udarbejdet af Lise Bender Jørgensen, der i afhandling fra 1992 argumenterede for, at tekstiler spillede en væsentlig rolle som handelsobjekt mellem romere og germanere i århundreder e.Kr. (Bender Jørgensen 1992). På baggrund af tekstilfund fra den foregående bronzealder og førromersk jernalder fremgår dog, at også erfarne sydskandinaviske vævere måtte være i stand til at fremstille lignende klæder i romersk jernalder (Demant 2000, 356). Derfor kan de fint kipervævede klæder fra grav G forestilles at være fremstillet af dygtige lokale håndværkere. De kipervævede klæder fra grav G passer sammen med Lise Bender Jørgensens opdelinger af det skandinaviske tekstilmateriale fra romersk jernalder, idet z/s-spundne kipervævede tekstiler er ældre end z/z-spundne (Bender Jørgensen 1986, 29 ff.). Grav A fra Seden gravpladsen indeholdt for eksempel kun z/z-spundne tekstiler, og et korsformet spænde fra denne grav daterer graven som yngre end grav G, til omkring 400 e.Kr. (Hedeager Krag 1992, 80). I grav G fandtes desuden 137 glas- og ravperler, en opløst sølvfibula samt tre bronzefibler, en ringformet bronze-fibula, hvori tornen fortsat sidder fast i noget klæde. Alt sammen tilbehør til dragten. Endelig indeholdt grav G to bronzeringe, formentlig armringe. Genstandene, inklusive tekstilerne, daterer graven til o. 300 e.Kr., hvilket svarer til yngre romersk jernalder.

Sammenfattende er tekstilfundene fra grav G koncentreret i gravens øvre halvdel, især omkring fiblerne. Desuden findes flere tekstiltråde under perlerækken. Røntgenfotografier fra grav G er undersøgt, men det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at sige helt præcist, hvor fiblerne har siddet i forhold til skelettet. Ud fra øvrige gravfund med fibler er der grund til at antage, at to af fiblerne har været fæstnet over skuldrene. To kan have været anvendt til at fæstne perlerækken foran med, og endelig kan ringfiblen have været brugt til at lukke en kappe. Foran på brystet sad sølvfiblen og en kæde med en stor centralperle af rav, tråd og sølvperle samt to gule glasperler. Dernæst fulgte et forløb med to kæder bestående af ravperler og glasperler, hovedsagelig i røde og grønne farver[4]. I alt 66 ravperler og 71 glasperler blev fundet i grav G.

Den blå farve

Det hidtil tidligste fund i Skandinavien med blåt er en blåfarvet snor fra moseliget Søgårdsmose II fra førromersk jernalder (Hald 1980, 137). Her indeholdt snoren på benviklere indigotin, hvilket sandsynligvis er opnået med planten vajd. Et af de ældste skandinaviske gravfund med tekstiler farvet med blåt stammer fra den romerske grav fra 1. årh. e. Kr., Lønne-Hede, beliggende i det sydlige Vestjylland (Ørsnes & Nordqvist 1971, 9 ff.; Munksgaard 1971, 194 ff.; Munksgaard 1974, 142; Munksgaard og Østergård 1988, 53 ff.). Fundet vakte berettiget opmærksomhed med det store antal farvede tekstiler i blå farver. Farven udvikledes af vajdplanten ved en kemisk farveproces, som i oldtiden foregik på den måde, at ulden blev præpareret med alun eller jernsalte opløst i urin eller vand, hvorefter garnet eller stoffet blev kogt i farven, der var opløst i vand (Munksgaard 1974, 23).

Mange planter kan bruges til at farve med, men der er ikke mange, der giver en holdbar farve. Det har vist sig, at en af de mest almindelige blå farver i ægyptiske tekstiler stammer fra indigo-planten Indigofera tinctoria eller farvevajden Isatis tinctoria (Vogelsang-Eastwood 1995, 31)[5]. Det er i dag ikke muligt at fastslå, hvor farven stammer fra. De skriftlige kilder tyder imidlertid på, at farven snarere blev udvundet af vajdplanten end af indigoplanten. Desto flere gange garnet eller klædet bliver dyppet i et kar med vajd eller indigo, desto dybere bliver farven. Der kendes både mørke- og lyseblå tekstiler fra Ny Rige i Ægypten, især fra Tutankh-Amons grav, der er dateret til ca. 1350 f.Kr. Vajdfarven kendes udover fra Ægypten også fra Mesopotamien lang tid før Romerrigets start (Gillow 1979, 88).

Fig. 2. Vajdplanten tilhører sennepsfamilien, og den kendes let på sin blågrønne farve, kraftige bladrosetter og rige, buketagtige blomster med små gule blomster. Vajdplante, håndfarvet.

Vajd indeholder de samme farveingredienser som indigo, blot i svagere koncentrationer. Vajd kendes som vildtvoksende plante i et bredt bælte, strækkende sig fra Mellemeuropa og Middelhavslandene over Rusland, Vest- og Centralasien til Kina og Japan (Fig. 2). Planten trives på sten-, grus- og sandstrande (Hannusas & Raitio 1997, 7). Vajd er en 2-årig plante, der det første år udvikler en blågrøn bladroset. Bladene er lange og lancetformede. Bladenes form og størrelse varieres efter vækstforholdene. Det er første års bladene, der er bedst egnede til farvning.

Farvning med vajd

Ved udgravninger i Ægypten i 1828 fandtes en opskrift på farvning med vajd. Opskriften kom et par år senere til Kungliga Biblioteket i Stockholm, Sverige, hvor den kendes under navnet Papyrus Holmiensis. Opskriften er nedskrevet på et papyrushåndskrift, der er dateret til 1. årh. e. Kr. (Sandberg 1986, 26; Geijer 1994, 305). I opskriften fremhæves, at vajdplanten skæres i stykker, lægges i et kar og overhældes med urin. Det hele står tre dage i sollys – og under daglig omrøring. Derefter hældes vajden i en gryde, der bringes i kog. Når det er kogt godt igennem, tilsættes blød sæbe. Gryden tages af og varmes ved svag varme i de næste tre dage. Indholdet skummes, og kyperen er nu klar til farvning (Sandberg 1986, 20). Altså en temmelig kompliceret og langsommelig proces, som desto mere giver et godt og farveægte resultat.

Fig. 3. Tekstil farvet med blåt, X 209 fra grav G, Seden gravpladsen.

Der er fundet aftryk af vajdfrø på keramik fra Heuneburg i Tyskland, dateret til 600-500 f.Kr (Sandberg 1986, 26). På bopladsen Ginderup i Nordjylland er fundet et lerkar med vajdfrø. Dateringen er førromersk jernalder (Hald 1980, 137). Arkæobotaniske undersøgelser i Danmark viser endvidere, at vajdfrø i dyrket form hidtil kun kendes fra romersk jernalder, og dens karakteristiske skulper er ikke fundet i nogen anden periode (Robinson 1993, 23). Det skal dog nævnes, at vajd er en nytteplante, der også kunne anvendes som næringstilskud til husholdningen, blandt andet kendte søfolk værdien af at spise vajd for at undgå skørbug. Af vajdfrø kunne desuden udvindes olie (Hannusas & Raitio 1997, 8).

Arkæologiske fund med vajdfarvede tekstiler

Vajdfarvning er dokumenteret i keltisk fyrstegrav i Altrier, Luxemborg, dateret til 400 f.Kr.[6]. Et af de ældst kendte nordiske fund af tekstiler farvet med vajd kendes fra Lønne-Hede graven, dateret 1. årh. e.Kr. Den blå farve er analyseret til at indeholde indigotin, som med største sandsynlighed stammer fra vajd, idet der fandtes rester af vajdpollen i gravfyldet (Bender Jørgensen & Walton 1987, 177; Munksgaard & Østergård 1988, 60). Grav G fra Seden gravpladsen indeholder blåfarvet tekstil, og ifølge Penelope Walton, der i 1989 analyserede tekstilet, fandtes indigotin, sandsynligvis fra vajd. Det analyserede stykke har en stærk farve, hvilket antyder, at det oprindeligt må have været farvet mørkeblåt[7].

Den blå dragt fra Fyn

Grav G fra Seden gravpladsen er den rigest udstyrede af de tre, hvor der er fundet tekstiler, og samtidig den eneste, hvori den blå farve er udskilt. Dragter har altid haft stor betydning i mennesket tilværelse. Til at begynde med var formålet med dragten at beskytte mennesket mod varme og kulde. Dernæst stødte et andet mere socialt, til tider religiøst betinget formål til, hvor visse dele af kroppen, primært kønnet, blev skjult for andres blikke. Det tredje formål med dragten var, at man via den kunne udtrykke sin sociale status (Folsach 1993, 7). Det kunne være ved at iføre sig fint vævede og farvede klæder (Hedeager Krag 2003, 63). Dragterne blev endvidere udstyret med særlig kendetegn, der kunne angive menneskers profession og rang. De få eksempler med blåfarvede tekstiler, der kendes fra Danmarks romerske jernalder, stammer fra kvindegrave. I de samme grave, både Lønne-Hede graven fra 1. årh. e.Kr., og grav G fra Seden gravpladsen fra 3. årh. e. Kr. er der fundet sølvfibler, og sammen med de blå dragter antyder det, at de gravlagte kvinder havde en høj rang i samfundet[8].

Kvinden i grav G menes at have båret en peploslignende kjole, der foran er udsmykket med perlekæder[9]. Oprindelig er dragttypen hjemmehørende i Middelhavsområdet (Fig. 4). Denne type dragt var i brug i Nordeuropa gennem hele den romerske jernalder (Hågg 2968,81 ff.). Peploslignende kjoler er dokumenteret i Danmark tilbage til romersk jernalder, hvor der i Huldremose blev fundet et påklædt moselig. Blandt klæderne var et rundvævet tøjstykke, der var arrangeret som peplos (Hald 1980, 358 ff., Fig. 440, 441, 443a-b). Huldremosefundet er blevet kulstof-14 dateret til 95 e.Kr. kal. (Tauber 1980, 76). Peplosdragten kan tilsyneladende dokumenteres i grav A på Seden gravpladsen, hvor der blev fundet foldede tekstiler, der var holdt sammen af med bronzefibula. Peplos-klædningen blev netop foldet sammen over skuldrene for at blive samlet af fibler.[10]

Fig. 4. Gudinden Athena, iført draperet peplos bestående af et langt rektangulært klædningsstykke, der holdes sammen over skuldrene med en fibula på hver side. Græsk reliefmotiv, dateret ca. 450 f.Kr.

Sammenlignende fund

På den sydsjællandske gravplads, Skovgårde, er udgravet 18 rige kvindegrave, der er dateret til 3. årh. e.Kr. Heraf var der tekstilfragmenter i 11 grave (Demant 2000, 348). Også på Skovgårde-gravpladsen er der påvist en del kipervævninger, heraf er de fleste almindelige diagonalvævede z/s-kipervævninger, dertil kommer få eksempler på lærreds- og brikvævning. Det svarer i store træk til tekstilerne fra grav G på Seden gravpladsen.

Ved Tjæreborg i Vestjylland undersøgtes i 2001 en lille gravplads med 11. grave fra 3. årh. e. Kr. Der er ingen bevarede tekstiler, men dragtudstyret i kvindegravene afspejler det velhavende samfund, der var på egnen i yngre romersk jernalder (Prangsgaard 2002, 16 ff.). Der er fælles træk med perlekæderne og fiblernes antal fra Seden gravpladsen, idet både grav G i Seden og flere af de rige kvindegrave fra Tjæreborg indeholdt perlekæder, hvor antallet af glasperler dominerer over antallet af ravperler.

Afslutning

Tilsyneladende kan konkluderes, at den fynske kvinde, der er begravet i grav G på Seden gravpladsen o. 300 e.Kr., har været iført en blå peploslignende kjole, der blev holdt sammen med bronzefibler over skuldrene, og foran var den udsmykket med dragtopsætning af perler og en sølvfibula. Det er først fra 1. årh. e. Kr. at den blå farve er erkendt i gravfund fra Danmark (Walton 1990, 153). Kvinden i Seden har båret en farvestrålende dragt, der både med den sjældne mørkeblå farve samt de røde, gule og grønne perler sammen med ravperler og sølvfibula har udstrålet magt og værdighed.

 

Noter

  1. ^ “omnes vero se Britanni vitro inficiunt, quod caeruleum efficit colorem, atque horribiliores sunt in pugna aspectu” fra G. Iuli Caesaris: De Bello Gallico, 5. bog, kap. XIV (Saxild og Østergaard 1976, 81).
  2. ^ Beretningsmateriale udarbejdet af Konrad Lambertsen (+), 1990. Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer, har siden 2001 forestået undersøgelsen af en værkstedsplads fra 4.-5. årh. 600 m nordøst for gravpladsen. Det er planen, at publicere gravpladsen sammen med publiceringen/bearbejdningen af værkstedspladsen og andre, generelt lidt ældre bebyggelser, Odense Bys Museer har udgravet i området siden 1988 (Henriksen 2000,17 ff.).
  3. ^ Tekstilerne blev analyseret i 1989 af forfatteren og publiceret i 1992 (Hedeager Krag 1992, 76 ff).
  4. ^ Oplysningerne er hentet af beretningen fra 1990.
  5. ^ Fra 1500-årene importeredes naturindigo til Europa og udkonkurrerede vajden. Der var dog en stærk modvilje i de mellemeuropæiske lande for at indføre indigoen, da dyrkning af vajd til farvning var en betydningsfuld næringsvej. For eksempel blev brug af indigo forbudt i Frankrig i 1598, og i den tyske by Nürnberg indførtes dødsstraf, såfremt man indførte indigo (Sandberg 1986, 28). Da England ikke havde en særlig produktiv vajddyrkning og ligeledes havde brug for import fra Imperiets lande, først og fremmest Indien, indførte de indigo fra begyndelsen af 1600-tallet, og gav den endda hæderspladsen blandt eksportvarer fra Orienten. Senere sluttede hollænderne sig til med en velorganiseret handel med indigo, og således blev indigoen efterhånden i de næste par århundreder en af de mest kostbare og fornemme importvarer fra Østen.
  6. ^ Fundet er analyseret af BASF laboratorium i Ludwigshafen (Sandberg 1986, 26).
  7. ^ Ifølge Penelope Walton i brev af 8. november 1989: “Only one sample, from grave G, x209, showed the presence of dye. The colorant in this textile was indigo tin, the chemical derived from both indigo and woad. Indigo is unlikely to have been in use in northern Europe in the Iron Age and the dye in x209b is therefore almost certainly woad, from the plant Isatis tinctoria L. Woad yields a blue dye, which can range in colour from skyblue to dark navy, depending on the number of times the cloth is dipped in the dye-bath. The strength of the dye in the present tests suggests that x209b was originally a deep shade of blue”.
  8. ^ I 1300-1500-tallet var den blå farve symbol for rigdom og magt i Frankrig. Deraf navnet kongeblåt og blåt blod (Fichtelius 2002, 12).
  9. ^ Peplos er en arkaisk-græsk, klassisk-græsk og hellenistisk kvindedraperi af uld, skabt af et rektangulært stofstykke, bukket om til overfald, og foroven hæftet med to spænder (fibler), ét på hver skulder. Peplos kan være åbent i højre side eller sammensyet (Harald Hansen 1978, 107).
  10. ^ Jordfæstegrav A indeholdt fire fibler, som blev taget op i præparater. Hvert præparat blev røntgenfotograferet. Herved konstateredes foldet stof om det øverste lag stof omkring nålen på et af fibrene (FSM, j.nr. 6684 Hvenekilde, s. 6)

 

 

Litteratur

  • Albrectsen, E., 1973: Fynske jernaldergrave V. Nye fund..
  • (Fynske Studier X), Odense.
  • Bender Jørgensen, L., 1986: Forhistoriske textiler i Skandinavien.
  • (Nordiske Fortidsminder Ser. B, Bd. 9), København. Bender Jørgensen, L., 1992: North European Textiles until 1000 AD. Aarhus University Press, Århus.
  • Bender Jørgensen, L. & P.Walton, 1987: Dyes and Fleece Types in Prehistoric Textiles from Scandinavia and Germany. Journal of Danish Archaeology 5 (1986), pp. 177-188. Demant, I., 2000: Die Textilfragmente von Skovgårde. (Ethelberg ed): Skovgårde. Ein Bestattungsplatz mit reichen Frauengrabern des 3.Jhs. N. Chr. auf Seeland. Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab, København, pp. 348-361. Fichtelius, U, 2002: Blå magi. Vävmagasinet/ 2, pp. 12-13. Folsach, K. von, 1993: Tekstiler og samfundet. (Folsach & Keblow Bernsted (ed)): Vævede Skatte – tekstiler fra Islams Verden, København, pp. 7-25.
  • Geijer, A. 1994: Ur textilkonstens historia. 3. oplag, Tidens Forlag.
  • Gillow,J., 1979: World Textile. A visuel guide to traditionel techniques. USA.
  • Hägg, I., 1968: Some Notes on the Origin of the Peplos-Type Dress i Scandinavia. TOR XII, 1967-68, pp. 81-127.
  • Hald, M., 1980: Ancient Danish Textiles from Bogs and Burials (Publications of the National Museum, Archaeological-Historical Series, Vol. XXI), Copenhagen.
  • Hannusas, S. og S. Raitio, 1997: Färgning med vejde – historia och experiment. Åbo Landskapsmuseum, Stenciler 12, Åbo.
  • Harald Hansen, H., 1978: Politikens dragtleksikon. Politikens Forlag, pp. 107.
  • Hedeager Krag, A., 1992: Three Danish Graves with Textiles from the 3rd-4th Centuries AD. Tidens Tand, Nr. 5, Archaeological Textiles in Northern Europe, København, pp. 76-82.
  • Hedeager Krag, A., 2003: Herskersymboler i dragten fra Danmarks yngre jernalder og vikingetid (Hedeager Krag (ed)): Dragt og Magt. Museum Tusculanums Forlag, pp. 62-77.
  • Henriksen, M. B., 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske bopladsområder med detektorfund. M.B. Henriksen (ed): Detektorfund – hvad skal vi med dem? Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Odense Bys Museer, pp. 17-60.
  • Laver, J., 1996: Costume & Fashion. Revised, expanded and updated edition. London.
  • Munksgaard, 1971: Et gravfund med tekstiler fra 1. årh. e. Kr. fra Lønne Hede, Ribe amt. Nationalmuseets Arbejdsmark, pp. 194-196.
  • Munksgaard, E., 1974: Oldtidsdragter. Nationalmuseet, København.
  • Munksgaard, E. og E. Østergård, 1988: Textiles and Costume from Lønne Hede. An Early Roman Iron Age Burial. Archaeological Textiles, Arkæologiske Skrifter 2, København.
  • Prangsgaard, K., 2002: Rige jernalderbønder i Tjæreborg – 11 grave fra 3. århundrede e. Kr. Mark og Montre, pp. 16-21,
  • Robinson, D.E., 1993: Dyrkede planter fra Danmarks forhistorie. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1993, pp. 20-39.
  • Sandberg, G., 1986: Indigo. En bok om blå textilier. Stockholm.
  • Saxild, G. og U. Østergaard, 1979: Gajus Julius Cæsar. København.
  • Tauber, H., 1980: Kulstof-14 datering af moselig. KUML 1979, pp. 73-78.
  • Vogelsang-Eastwood, G., 1995: Fra Faraos klædeskab. Nationalmuseet, København.
  • Walton. P., 1990: Dyes and Wools in Iron Age Textiles from Norway and Denmark. Journal of Danish Archaeology vol. 7 (1988), pp. 144-158.
  • Ørsnes, D og J. Nordqvist, 1971: Pige i blåt. SKALK/3, pp. 9-15.

 

©