Hvad kan vel måle sig, på hele fantasiens gebet, med de kræfter som virker over en astronomisk afstand? Allerede i den blotte tanke om denne tilsyneladende gigant-modsigelse – et ubegrænset sug, over et dyb uden grænser – anes omridset af det sandt apokalyptiske, det mirakuløst åbenbaringsforjættende. – Og hvilken indfrielsens time kan reelt være mere overrumplende end opløsningen af det årelangt næres daglige værn mod indsigt i det fjerne – ? Den time, ikke blot, hvor det med nød og næppe anede sug bliver umiddelbart synligt i sin åbenbarings lys: men i samme åndedrag ses – tværs hen over alle usandsynligheders afgrund! – at have været fuldt tilstede, ligeså vedvarende som usynligt, i sin virken.
Det er på denne måde, at den kraft, som jeg i dette essay for første gang nu skal forsøge at skrive om, var til stede i min bevidstheds dæmringszone gennem mere end en menneskealder før jeg begyndte at rette søgelyset mod den, og glimt for glimt forsøge at pejle mig frem til at tyde dens væsen. Jeg havde dengang allerede i mange år været klar over dens sammenhæng med i hvert fald den ene af de to digterskikkelser – H.C. Andersen – som er de to hovedfigurer bag dette essay. Men først i en fremskreden alder begyndte jeg helt at kunne fastholde, at denne, endnu delvist så uudsigelige, påvirkning på een gang udgik fra begge disse to ærkegestalter i mine drengeårs poetiske univers; eller endnu mere præcist, at det var strålen fra een og samme gigantiske lyskilde, som i delt form havde nået mig, gennem hver af disse to digtere, gennem H.C. Andersen og Alexandre Dumas, for atter at forene sig, hen over livsårtiernes dyb, i min langsomt vågnende bevidsthed.
I mit voksne liv med litteraturen og dens frembringelser har det på længere sigt – med ekstremt få undtagelser – formet sig sådan, at de enkelte forfattere og deres værker er kommet og gået; mens de to barndomsorakler igen og igen er dukket op påny langs vejen og har erindret mig om, at det trods alt jo var og blev dem, mit sinds dybeste digterskatte kom fra. Og til slut begyndte jeg at indse, at det særlige, som jeg da allerede i en del år havde været på sporet af hos H.C. Andersen, ikke for alvor ville kunne udmøntes i sit fulde vingefang, med mindre jeg søgte det hos ham og Alexandre Dumas i forening. Hvis de respektive essenser af min oplevelse af netop disse to var smeltet sammen til en skjult enhed i mit sind, så var det fordi denne skjulte enhed mellem dem havde sit udspring i en højere, overordnet enhed, og kort sagt eksisterede. En påvirkning som reelt viser sig i stand til at bestå og genføde sig over så stor en samlet afstand, vil i sidste instans vise sig at være uimodståelig. Hvor speciel altså end, set med verdens øjne, den umiddelbare tanke (ud over det så umiddelbart specielle i selve omfanget af deres ydre verdensberømmelse!) om en sådan indre enhed mellem disse to digtere måtte kunne forekomme, så blev for mig, i sin successive frembryden, fjernlyset fra denne usynlige enhed til et uimodståeligt krav til mig om at finde den.
Jeg vil kalde denne underjordisk lysende dumas-andersen’ske fælles-åre for: Den livs-episke udfordring. Og jeg vil forankre min poetiske forståelse af disse to tilsyneladende så vidt forskellige digt-virtuosers overrumplende indre vidsyns-enhed i tre udtryksdimensioner, som forbinder sig i deres enhedsgrundlag og smelter sammen i arten og intensiteten af deres fortællende toneriges lys: det (urgrunds-)følelses-oprindelige, det fantastiske og det livs-episke. – I deres sjældne forening spænder disse tre dimensioner over menneskesjælens og dens jeg’s erkendelsesrejse, fra det hinsides allerede før livets indgang og tilbage dertil igennem dets udgang. Det er denne livshistoriske universal-udfordring, og den så helt særlige – så helt bogstaveligt grænseoverskridende! – form for digterisk-visionært helheds-livssyn der besynger den, som jeg vil udtale og navngive under devisen: Sjælen på livseventyrets vej.
I min ouverture til dette jomfru-strejftogt ind over de to digteres, Andersens og Dumas’, fællesrige, livseventyrets kontinent, vil en og anden af mine læsere sikkert allerede have anet omridset af en romantisk generalnævner bag de tre såkaldte udtryksdimensioner som jeg indledningsvis nu har udnævnt til dette fællesriges tre grundpiller: det følelses-oprindelige, det fantastiske og det livs-episke. Skulle altså en og anden læser således allerede have kigget mig i kompasset og fornemmet en altomfattende romantisk sydpol som retning for min samlende nål, så lad mig straks lige så godt først som sidst gå til bekendelse og tilstå: ja – i det omfang det lykkes mig at trænge ind i de to digteres fællesrige, ville det i yderste fald også turde lykkes mig at trænge frem til et samlet indblik i det såkaldt romantiskes grundlæggende natur -af et omfang svarende til spændvidden givet af de tre nævnte grundpiller i forening, og dermed tillige af en dybde som jeg i allersidste instans endog måske rent ud sagt kunne håbe ville tangere det romantiskes inderste essens. – Med de to trylledigtere som buen og strengen, og min egen dumdristighed som pilen, er det vel altså egentlig – når jeg skal være helt oprigtig! – dette mål jeg nu forsøger at ramme. Dette hypotetiske pletskud vil jeg derfor nu – svarende til min devise Sjælen på livseventyrets vej – give betegnelsen: det livseventyrliges kategori. Lad os forsøgsvis prøve at forstå realitets-indholdet bag denne kategori som en særlig type af urkraft – hvis udfordring i princippet retter sig mod menneske-jeg’et i almindelighed, og i praksis mod nogle mennesker i særdeleshed. Hvor den livs-episke udfordring gradvis vokser frem i takt med at livet – dvs. det potentielt sammenhængserkendende voksenliv – leves, og livseventyret altså som sådant, stadig bevidstere, tager form, retter selve det livseventyrliges grundudfordring sig allerede umiddelbart ind i tilværelsen, dvs. i tilværelseshandlingen-som-livsdramatisk-mulighed, således som denne ligger udstrakt foran det opvågnende menneske på overgangen mellem barndommen og det resterende voksne liv. Det er nøjagtigt denne altoverordnede livsudfordring som Andersen så præcist har givet skikkelse i »Klokken« (1845). I denne historie følger vi jo en skare konfirmanders potentielle opbrud fra småbyens konventionsbundne kommende voksenliv; vandringen går fra bysamfundets kendthed mod det ukendte i skovens dyb. Villigheden til at følge den oprindelige, navnløse klokkes kalden udtrykker altså et ønske hos den enkelte om individuelt at skabe sig et bevidsthedsmæssigt »større« liv, dvs. et liv ud over det almindeligt snævre, vedtagne. Enhver der bekender sig til dette livsønske er dermed villig til at vandre et kortere eller længere stykke ad/af sit eget livs særlige vej. Dér hvor den enkelte standser op og siger: det var fra denne klokke, jeg hørte klangen, har altså hun eller han sat punktum for sit personlige livsudvidelsesopbrud og vender tilbage ind i konventionens kollektive livsstrøm, med en oplevelse af at have erobret sig et tilstrækkeligt mål af bevidsthedsmæssig individualitet til at ville kunne føle sig tilfredsstillende placeret i denne strøm under sit livs videre forløb. – Man må kort sagt have tilegnet sig et eller andet »utenom det vanlige« for ikke at blive helt personligt udvisket i denne strøm, men der er grænser for, hvor grænseoverskridende det behøver at være. At strukturere fortællingen om konfirmandernes klokkeudflugt som en successiv afbrydelse af opdagelsesrejsen, af forskellige deltager-enheder ved hver sin opbruds-afsluttende klokke, er et lige så dybt som sindrigt påfund af Andersen i hans samlede lignelse. Som vi véd, er det kun to af hele den oprindelige flok der fastholder klangen fra den egendigt alt-overklingende usynlige klokke og fortsætter at lede efter den på trods af de virkeligt forfærdende vanskeligheder, efterhånden som disse for alvor tårner sig op. Dens klangs kilde, da de omsider finder den, viser sig da også at være selveste den altomfattende kosmiske enhed som de selv er rundne af, naturen i verdensaltets skød, det er den bevidste genforening med denne enhed, som klokken ledte dem til – og lad mig da nu konkludere, uden omsvøb eller gustne overlæg: disse to af konfirmanderne var åbenbart netop de to der intuitivt havde kunnet erindre og bevare dens klang fra før de kom ind i livet og menneskenes verden. – Hvis dette er sandt, da ville vi ret og slet kunne sige, at det livseventyrliges altoverordnede grundklokke-udfordring klinger tre mægtige gange undervejs i mennesketilværelsens støbeske. Den første gang foran tilværelsen, på dens tærskel, når sjælen følger dens kalden ind i selveste sin legemliggørelse, ind i sit forestående livs dyb; det er selve det livseventyrliges urklang. Den anden gang i den tidligste barndom, dér hvor denne blot i nogenlunde grad lykkes, således at det spirende jeg, igennem sin enhedsoplevelse i moderkærligheden, instinktivt genfinder den enhed som sjælen forlod for at tage bolig i sit legeme og blive menneske; denne grundklokkeklang nummer to, urklangens første ekko, er grundlæggelsen af følelses-oprindeligheden. Og tredie gang, urklangens andet ekko, klinger det livseventyrliges tidfordring, nu helt menneskebevidst oplevet, på tærsklen til voksenlivets fuldbyrdende skæbnedyb. – Vil du fuldføre den samlede eventyrrejse, spørger den sit menneske, frem til den yderste, fuldt seende genforening med din overjordiske oprindelses glemte urenhed? – Hvor jeg’et siger ja til denne udfordring, gentager det dét spring ud på de utallige favne som dets sjæl vovede for at komme ind i livet. Men en forudsætning for at vove det er nok ret og slet, at følelses-oprindeligheden siden da både er blevet grundlagt og har overlevet, helt frem til dette sidste, konfirmationsbogstaveligt fuldbyrdende spring ind i livseventyret. Og det er jo også netop det, den har, i såvel kongesønnen som den fattige dreng. De er udrustet med både sansen for at styre mod solen og en vogn at have den i.
Når det enestående pletskud, som historien om »Klokken« ellers er, mod slutningen får et anstrøg af det skematiske, skyldes det, at Andersen går hurtigt henover de afgørende vanskeligheder som møder de to livserobrere i urskovens dyb. At aberne som håner og overdænger kongesønnen, på een og samme gang så uløseligt forbundet repræsenterer både konventionen og det ubearbejdet primitive i prinsen selv, er et genialt træk; men han konfronterer dette primitive lige så lidt som Gulliver gør det i sidste del af Swifts berømte roman. Det er »Klokkens« eneste ubetingede lyde, at det fantastiskes dimension, mødet med uhyrerne i helten selv – en logisk uundgåelighed i opbrudets kølvand – bliver så underspillet i det samlede forløb. Prisen for dette bliver da også, at slutningen indtræffer så forceret-abrupt finale-forhastet – som var den tilgangen på hele livet, og ikke det personligt-endegyldige grænsespring ind i dets voksne skæbnevalg. Dér hvor »Klokken« ender, i den konfirmerede enhedsbekendelse, forlader vi i virkeligheden først for alvor dens to heltes jeg-støbeske og betræder den lange voksenlivets vej – mod en yderste, realiseret enhed – som gradvis vil kunne tage form af den bevidst livsepiske udfordring. Mellem genopvækkelsen i menneske-jeg’et af enheds-arketypen og frem til menneskets endelige fulde genforening med enheden, ligger hele dets livs-episke odyssé, dets skæbnevej mod livshistorisk helhed. Det egentligt originale i Andersens og Dumas’ fælles eventyrlighedsforståelse er måden, hvorpå de har udkrystalliseret den specifikt livs-episke udfordring som en logisk forlængelse og fuldbyrdelse af selve det livseventyrliges grundlæggende universal-udfordring – og den fuldendte klarhed hvormed sidstnævnte dermed omsider bæres os i møde. Men hos Andersen er det på samme gang en kendsgerning, sådan som vi allerede har set det antydet i »Klokken«, at de to kontrast-poler i det livseventyrliges fulde spændvidde, det fantastiske og det livs-episke, sjældent optræder i en og samme fremstilling. Dette skal på ingen måde skille ham og os ad, men vi er nødt til nu at kaste et nærmere blik på, hvor rigt eller sparsomt foreningen respektive adskillelsen af disse to dimensioner i praksis egentlig præsenterer sig – fugleperspektivisk betragtet! – op igennem den livseventyrlige fortællings historie.
Når der i vore dage undertiden hældes mod at opfatte Andersens bibelkundskab som overfladisk, bør forskellen i målestok mellem de foregående århundreder og vort eget på samme gang ikke tabes af syne. Og dette da fremfor alt i een, ganske særlig henseende – nemlig hvor det gælder den først så nyligt mistede dannelseshorisontale enhed mellem Det nye og Det gamle Testamente. En dannelses-analfabetisme i forhold til sidstnævnte som den, vi lever med i vor egen tid, har ikke været nogen blot tilnærmelsesvis selvfølgelighed i nogen foregående epoke. En Andersen uden intime følelsestråde til begge ville således givetvis være en fejlagtig forestilling. Og ingen kan færdes i Dumas’ forfatterskab uden at støde på stadige allusioner, uden forskel, til begge de to testamenter. Hvor man måske ville kunne betegne Andersens bibelhorisont som mere naturligt-alment følelses-absorberet end skriftsteds-håndgribeligt bevidst, gælder begge dele i forening for Dumas’.
Jeg finder det derfor helt selvfølgeligt at antage, at den signifikans som f.eks. Moses-skikkelsen alment har bevaret i jødiske sind helt op i vor egen nutid, har været lige så alment fællesgods i kristne sind endnu på Dumas’ og Andersens tid. Hvor »sammenbragt« en komposition Det gamle Testamente end er, som litterært værk betragtet, er det dog i den afsluttende fase lykkedes at integrere dets enkelte dele til et værk af bemærkelsesværdig fortællende enhed. I mosebøgernes anden hoveddel, altså de sidste fire af de fem mosebøger, træder hovedpersonen Moses’ livsløb frem som en mange gange forstørret spejling af den forgængers livsløb, Josef, hvis bogstavelige genopstigning fra det underjordiske – ørkenbrønden – til magtens tinder i sin tid havde bragt det jødiske folk til det Ægypten, fra hvilket så mange slægtled senere hans efterfølger igen skulle føre det tilbage til det land som det var kommet fra. Og denne gang lykkes, i fortællingen, den fulde spændvidde fra det fantastiske til det livs-episke – takket være at vandringen, fra denne lange mellemtid og tilbage til fremtiden, i sig selv også bliver, netop, så livseventyrligt lang. Nøjagtig som Josefs livsbane var blevet grundlagt gennem to fantastiske indvielser, først i brøndens og sidenhen i fængslets dyb – og begge gange hånd i hånd med udfrielsen fra døden – bliver Moses allerede ved sin indtræden i livet viet til dybderne gennem den frelsende udsættelse på Nilflodens vand; dette er det første opbrud, fra dødstruslen såvel som fra de sociale omgivelser. Det andet indtræffer i skikkelse af mordet på den ægyptiske slavefoged, og denne gang bliver valget mellem flugt eller undergang Moses’ eget. Det er denne altforvandlende flugt ud i ørkenen som leder Moses i armene – ansigt til ansigt med buskens afgrundsflammende ild – på de grænseløse oprindelsesdybder i ham selv. Som den helt, vi allerede vidste, at han var, lader han sig ikke overvælde af disse dybder, men udtaler først sit ja til at tjene dem som afslutning på en sejg forhandling. Og henved fire mosebøger senere, fra den sidste bjergtop før det forjættede land, ser vi, i storværkets overvældende slutlinier, tilbage over Moses’ liv og hører, hvorledes der aldrig i Israels folk igen skulle opstå så mægtig en profet, som levede og virkede på så lige fod med Gud. – I mine øjne er det disse monumentale slutlinier i Femte Mosebog, ved udgangen af hele den mægtige fortælling, som gennem alle efterfølgende tider, op gennem hele vor vesterlandske kultur, må være blevet den umiddelbare litterære udtryksmodel for al fundamental oplevelse af såkaldt livs-episk fylde. Hvor lidet der i princippet end skiller Odysseus-fortællingen fra total-virkeliggørelsen af den samme fantastisk-episke struktur, mener jeg ikke – og desværre uden at kunne få plads til at gå nærmere ind på det i nærværende diskussion! – at en sådan, i strengeste forstand livs-odysséisk, struktur i praksis her reelt er fuldbyrdet. (Måske kunne man ud fra dette kriteriegrundlag kalde Odysséen »fantastisk-picaresque«, i stedet for fantastisk-livsepisk.) – Dét er den imidlertid, i næsten enestående grad, i et andet, langt senere samlet helte-epos – en af de mærkeligste fortællinger som jeg selv, i netop denne kompositoriske sammenhæng, personlig har lært at kende. Lad mig derfor runde dette tilbageblik på den fantastisk-episke ur-mønsterfortælling om helten Moses af med et hastigt resumé af den tilsvarende fortælling om helten Beowulf.
Da Beowulf, som ung superhelt-kandidat i Sverige, første gang hører at den er rivende gal ved danerkongens hof i Roskilde, véd han allerede instinktivt at det er her, hans helte-indvielses livtag med dybets magter venter ham. Selv hans håndgangne mænd kan ikke stå mål med truslen fra det ukendte, da selve dets kaos omsider bryder ind over dem, i uhyret Grendels skikkelse. Beowulf får dog næsten gjort kål på Grendel, men det sidste bliver endog værre end det første, da Grendels mor næste nat overfalder danerkongens festhal for at hævne sin søn. Denne gang er der intet andet at gøre end at opsøge selve det uhyrliges hjemsted, på bunden af rædselsdybet, den uhyggelige sø langt udenfor byen. Alene nedstigningen til dens bund er kolossal i sin udstrækning, og kampen med moder-uhyret bliver en gru uden lige. Kun det ældgamle sværd på væggen redder Beowulf, da hans eget er blevet slået til pindebrænde. – Der er intet at sige til, at det må blive en enestående helte-karriere der fra nu af ligger udstrakt foran en ung helt som allerede har sådanne bedrifter bag sig. Men det virkeligt enestående originale i fortællingen er, at Beowulf i selve sit lange, monumentale livs aften endnu en, tredie, gang må acceptere at stå ansigt til ansigt med det ukendtes navnløse kaos, nabo-dragen til hans riges stolte kongsgård, som en af hans mænd er kommet for skade at krænke. Og denne gang er der kun een måde, den aldrende helt kan klare sig på: i et langt livstilbageblik over alle sine handlinger, en bogstavelig indre, livs-episk mobilisering, må han stump for stump erindringsmøjsommeligt samle sine kræfter til denne afgørende kraftprøve, som alene takket være denne særlige indsats ender uafgjort gennem ofringen af sit eget liv, side om side med dragens, får han endnu en sidste gang fægtet sin verden fri af ur-dybets gab. – Det er ikke nogen behagelighedsforjættende historie for den der allerhelst vil se pensionstærsklen som indgangen til en livsaften i ubekymret frihed; men det er en historie om frihedens potentielt sandheds-reale vilkår frem til livets sidste time, en usædvanligt gennemført fortælling om eksistensens egentligt grundlæggende fantastisk-livsepiske dialektik.
Som vi ved har folkeeventyrets genre i trylleeventyret i langt overvejende grad beskæftiget sig med den første af de to komplementaritets-successivt diametrale voksen-hovedudfordringssfærer, det fantastiske og det livsepiske, som jeg i denne lynstudie allerede nu har lagt så allestedsnærværende vægt på at introducere i deres forenede spændvidde. Det klassiske trylleeventyr slutter jo med at helten vinder sin, i jung’sk forstand, feminine indre modpol, den ydre virkeligheds prinsesse, plus det såkaldte halve kongerige, dvs. at han har bragt sig på lige fod med fadermagten, for i fremtiden hinsides fortællingen efterhånden helt at ville komme til at overtage den. I sin eventyrdigtnings tidlige krafttag med genren, den allertidligste »Dødningen« (1830), (senere omarbejdet til »Rejsekammeraten«) og senerehen »Fyrtøiet«, fortsatte Andersen helt denne fokusering på det fantastiskes dimension, heltens afrundede indvielsesmøde med kræfterne i sit eget indre dyb. Det fyrværkeri-foldige symbolik-apparat som Andersen i denne henseende fik stablet på benene allerede i »Fyrtøiet« (1835), er ret og slet uovertræffeligt. Moderheksen, livmodertræet, navlestrengen, vilddyrene og metalrigdommene i dybet – og sidst men ikke mindst den almægtige ild, som matriarkatets sidste kraftkvinde, heksens mormor, så ulyksaligt, og jo dog nødvendigt, glemte dernede i det forgangne! – alt dette er psykoanalytisk guf i verdensrekordglubende klassisk pletskudsformat. Men det vil altså også, som med alle trylleeventyr, stå enhver i nutiden frit for at skrive en roman om, hvad der med tiden mødte vor soldat af problemer på hans videre livs vej … Efterhånden som eventyrene i stigende grad får selskab af historierne i Andersens forfatterskab, forskydes det fantastiskes tyngdepunkt i retning af det livs-episke – eller lad mig på dette stadium supplere sidstnævnte betegnelse med den mere skrift-metode-orienterede variant, det livs-panoramiske. I takt med at bevidstheden om det ulevede liv i digteren selv tiltager, aftager en del af hans optimisme i forholdet til styrkeprøven med det fantastiske i tilsvarende grad – det ser vi tydeligt i »Skyggen« (1847), dette forfærdende nødskrig om, hvorledes den dæmonisk sorte Hyde’s fortrængte livsappetit ville opsluge den hvidpansrede arme Jekyll, hvis han nu, efter de grå 40, skulle give grønt lys for disse opdæmmede røde lyster. – Det var denne, specifikt pessimistisk-fantastiske, tradition som litterært set allerede var grundlagt af Swift i romanen om Gulliver (1726) og nåede sin yderste fuldbyrdelse hos Kafka – i diametral modsætning til den optimistisk-fantastiske, med Goethes »Faust« som det stamfædrene flagskib. Jeg vil gætte på, at optimismen i forhold til det fantastiske var stærkest i Andersen så længe hans livsfarts rumskib endnu befandt sig indenfor tyngdefeltet af hans sagnagtige spring fra titusindmetervippen, den fjortenårige eventyrhelts livssaltomortale fra provinsbyen til hovedstaden, med hele den første nedstigning i selvkonfrontationsdybet som dette førte med sig, og som han dengang alligevel så effektivt klarede sig igennem – nøjagtig det samme totale spring som den afdøde general Dumas’ fattige søn nogle få år senere vovede, fra Villers-Cotterets til Paris. Men hvor Dumas tillige henad vejen fik rimeligt utvivlsomt held med at tage for sig af selve livet, formørkedes Andersens livshorisont i stigende grad efterhånden som det begyndte at ane ham, i hvilken foruroligende målestok han holdt det såkaldt almindelige liv på afstand af sig selv. Når Andersen i sine livspanoramiske fortællinger i voksende grad begynder, via det store livsoverbliks fortællemetode, at kaste et højere lys over tilværelsens samlede rejse, tror jeg at dette i et vist mål sker som et åndeligt befrielsesmodtræk mod en stadig pinagtigere bevidsthed om indespærringen i den ulevede sanseligheds fængsel. Nedbrydningen af det almindeligt pulserende, kortsynede livs erindringsvægge mellem dets enkelte livs-epoker, og den udsyns-befriende sammenkædning af disse til det store, livspanoramiske overblik, løfter bevidstheden op til selve de »svømmende øer«, hvorfra udsigten udfolder sig »ned over hele Menneskelivet«. – Dette citat fra »Psychen« (1862) er som en programerklæring for en helt særlig måde at forholde sig til sit eget liv på, – en måde som i princippet, gennem selve sin indbyggethed i det menneskelige bevidsthedspotentiale, er fuldt mulig, men som i praksis harmonerer dårligt med det kortsynet-pulserende samfundslivs krav til sine medlemmer og følgelig i vid tidstrækning forbliver uopdaget af den enkelte som en indgang og en vej til personlig vækst. At betræde denne vej – som i sig selv er af umiddelbart åndelig karakter – må altså ses som en særlig, åndelig kraftanstrengelse. I sin naivt-enkleste, umiddelbart fremadrettede form møder vi denne vedvarende kraftanstrengelse i »Hørren« (1849), i form af hørrens eget, uopslidelige beredskab til om og om igen at genbekræfte sin egen plads i et ufejlbarligt fremadskridende forløb af successive udviklingsstadier. Dens bevidsthedsmæssige styrke ligger i dens åbenhed overfor denne måde at se sit liv på; men det kan den til gengæld kun, hver gang et nyt livsafsnit tager fat og udfrier den fra dens fuldstændige fortabthed over det forriges slippen op; den lærer m.a.o. aldrig mere end den halve panoramalektie. Her aner vi tydeligt den negativt-kompensatoriske ene pol i konstitutionen af den livspanoramiske bevidsthed. En langt mindre skrøbelig, langt mere robust og overskudscementeret version møder vi i »Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige« (1861); her er det helt håndgribeligt selve den menneskelige livsenergis successive forvandlingssaga der er i søgelyset. Bytteobjekternes vej i afløsningen af hinanden under den uforstyrreligt instinkt-sikre bondemands markeds-odyssé er en vej, helt bogstaveligt, gennem kvantitativt synkende hestekræfter og kvalitativt stigende produktforfining; altså en stadigt voksende kulturel nuancerigdom, med en stadig aftagende indsats af elementær muskuløs råstyrke. Og sidst, men ikke mindst: en given slip, ved processens udgang, på materien i al dens forgængelighed, nu ret og slet rådnende, men på samme gang i en åndelig griben tilbage til æblets livsfuldkommenhedsforkyndende symbolske uforgængelighedsrigdom – og ganske rigtigt også belønnet med sjælens symbolskt-uforgængelige guld, overrakt af de to englelige budbringere, nødtørftigt forklædt som Englændere … – To historier vidt forskellige i deres livspanoramiske anskueliggørelsesmåde, men med det afsluttende udødelighedsglimt til fælles, den åbentstående port til evigheden ved livets udgang. Men allerede i to ejendommelige foregående historier, »Engelen« (1844) og »Historien om en Moder« (1848), ser vi livets porte lukket op, og endda til begge sider, i langt mere direkte, bogstavelig form. I »Engelen« er det sin egen, tilendebragte livshistorie engelen fortæller, mens den flyver mod himmelen med den lille, netop afdøde dreng; men uden at vi får dette at vide førend til allersidst i den lille fortælling, først da viser dens tredie og dens første person sig at være en og samme tidligere afdøde. – Et iøvrigt forbløffende trick af Andersen, som først langt senere er blevet taget op af vor egen tids pionerer i den slags overraskelses-fortællinger, de to argentinske trickmatadorer Borges og Cortázar. – I »Historien om en Moder« får moderen af Døden selv lov til i hans tryllebrønd at se ind i, og hele vejen igennem, de to børns kommende livsskæbner, hvis respektive livs blomster hun netop havde truet med at rykke op med rode; Dødens have er m.a.o. både livets ende og dets begyndelse. – Og mellem disse to ligger altså det skæbneforudbestemte livspanorama udstrakt. I sandhed en poetisk universalvision af livet – overrumplende i sin dybde lige så radikalt som i sin enkelhed. I »Barnet i Graven« (1859) gentager Andersen moderens konfliktsituation da hun – nu i gravens forgemak til paradiset – vil holde sit døde barn tilbage i det jordiske liv; her er det barnets egen sjæl der åbner hendes blinde sorgs øjne, tilbage mod de efterlevendes verden, og giver hende fornyet styrke til via den at vende tilbage til selve sit eget livs kontinuitet; den metafysisk-melodramatiske udgang på den første af disse to historier synes mig i denne sidste at være blevet udviklet til en udgang af virkeligt livsbekræftende, metafysisk klarhed. »Hør mig ikke, hvor jeg beder mod din Villie!« var alt, hvad den forvirrede moder første gang var i stand til at udtale; nu kan hun sige: »Tilgiv mig, Herre min Gud! at jeg vilde holde en evig Sjæl fra sin Flugt – «. Hun kan leve stærkere i det timelige nu, fordi hun har lært at se det i dets fulde indskrevethed i det evige. Og det evige vil altså slet og ret sige: sjælens uforgængelige rige, hvorfra den stiger ned og lader sig føde ind i en jordisk legemliggørelse, for at kunne skabe sig den dermed muliggjorte rejse hele vejen igennem en livsskæbne. Set med vore øjne kan denne rejse være kort eller lang, fuldbyrdet eller afbrudt, men set fra sjælens stade vil den under alle omstændigheder være en samlet bestemmelse. Dette standpunkt – som på en noget selvmodsigende måde endnu i »Historien om en Moder« kan synes at fremtræde som personligt uafklaret i Andersens eget handlingslogiske design – folder han, med ligeså djærv konsekvens som humor, helt ud i det så metafysiskjordisk velafbalancerede lille pletskud »Peiter, Peter og Peer« (1868). Og mon i grunden ikke denne lille historie ret og slet indtager en særstilling blandt Andersens livspanoramiske fortællinger! – At selve det livspanoramiskes atmosfære i almindelighed spiller en overordentlig udbredt rolle i Andersens historier er ganske vist en almen-påpegelse, som jo for den sags skyld i virkeligheden mange hurtigt vil kunne slutte sig personligt genkendende til; udover de fortællinger, som her opregnes, vil Andersens hele evne til at kalde en livs- eller historie-episk stemning frem, fra de episkt set naturligt længere fortællinger og helt ned til de forbløffende korte, ved nærmere eftertanke altid måtte være indlysende -: så at der, fra et sådant almen-episk synspunkt betragtet, allerede ville kunne gøres meget ud af historier som f.eks. »Under Piletræet« (1853), »Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre« (1859), »Flaskehalsen« (1858) eller »Anne Lisbeth« (1859). Men hvor Andersen i sådanne fortællinger – og andre digtere jo helt oplagt også med ham – allerhøjst diskret lader os ane livets yderste grænser, tager han i sine radikalt livspanoramiske fortællinger skridtet fuldtud: enten ved synligt at konkretisere viljen til livshistorisk kontinuitet ind i fortællingerne, eller/og ved i yderste instans at endog altså direkte synliggøre en konventionelt set ikke-eksisterende, eller i det mindste ikke synlig, højere virkelighed, som vort jordiske liv da helt naturligt erklæres at være bygget ind i. Og i sidstnævnte henseende må »Peiter, Peter og Peer« ret og slet være mønsterfortællingen. Fortællingens styrke ligger måske fremfor alt i den fine balance, dels i den lokale modsætning mellem det næsten helt almindelige og trods alt helt individuelle i de tre små brødres livsskæbner således som disse i livets løb former sig; dels – og fremfor alt – i diametralmodsætningen mellem disse livsløb i almindelig forstand og selve den radikale livsforklaring som Andersen så legende selvfølgeligt bygger dem ind i, og i lyset af hvilken de i sidste ende træder frem med den individuelle livsbestemmelses, det personlige livseventyrs, omrids, enestående for hver eneste sjæl som er kommet ind i jordelivet for at gennemleve det. – Som et fortryllende anskueliggørelses-kunstgreb i centrum af denne livsforklaring belærer Andersen os helt lige ud ad landevejen om, hvordan dét, vi til daglig er vant til at se som stjerneskud, i virkeligheden er signalet for en sjæls, et kommende nyt menneskes, ankomst til vor verden. – Og at, ved livets udgang, den dødes sjæl igen forlader vor jord på samme vis … At »Peiter, Peter og Peer« er havnet blandt Andersens absolut mindst kendte historier, i stedet for blandt de allerkendteste, siger mere end meget om livsindstillingen i vore dages læsende kultur. Det overlegne perspektiv på tilværelsen som, på så få sider, dens forfatter tryller frem, og med så tilsyneladende enkle greb, placerer den uden videre i en klasse for sig. I denne særklasse kan vi da umiddelbart indbefatte – med afsæt i tilsvarende geniale, livspanoramiske afgrænsningsgreb – yderligere to fortællinger: »Kometen« (1869) og »Pigen der traadte paa Brødet« (1859). I sidstnævnte flettes den jordiske tidsmålestok overrumplende ind i helvedes tidløshed ved at Inger, den så håbløst forhærdede hovedfigur, to gange under sit tilsyneladende uendelige fangenskab i denne nås af en på jorden levendes håndgribelige medfølelse med hende. Det er kvinden der første gang som lille pige græder over historien om Inger, og anden gang pludselig igen mindes den som gammel kone på sit dødsleje – »i den time da tankerne fra hele det lange liv samlede sig« … Den første kontakt må i virkeligheden have indledt den udvikling i Inger, hvis skjulte forløb hun mindst af alt selv, under det fortsatte, forfærdelige fangenskab, har anet – men som uendeligt langsomt har forberedt hendes sind til helt at åbne sig, den dag hendes borgenskvindes øjne lukker sig på jorden og åbnes i det hinsides, – hvorfra hun nu ser direkte ned i helvede og som skytsengel græder over Ingers bundløse pinsler. Med denne oplevelse nummer to af uindskrænket medfølelse er Inger pludselig nået til sine pinslers ende, og forløsningen af sin skæbne. Fra det livs-episkt afgrænsendes synspunkt set er det især værd at bemærke, hvorledes denne udfrielse sammenfalder med, at den pludselige tilendebringelse, og dermed åbenbaring, af et ikke anet tidsforløb løfter fortællingens centrale sind ud af den udifferentierede tidløsheds inferno. Tiden er gået, og en aldrig indtil sin fuldbyrdelses øjeblik anet forvandling har i det skjulte ikkedestomindre fundet sted: det tilsyneladende totale fangenskab er umærkeligt, millimeter for millimeter, modnedes til en total forløsning. Livs-episkt udtrykt ser vi altså her nåden åbenbaret som den overrumplende fuldbyrdelse af tidens fylde. – Og endelig ser vi i »Kometen« på tilsvarende vis tidsafstanden mellem en udefrakommende enestående begivenhed, kometens tilsynekomst, og denne begivenheds lige så enestående gentagelse to generationer senere som indgang og afslutning for et samlet livspanorama. Da den senere skolelærer som lille dreng i sin mors køkken første gang hører om kometens forestående ankomst, kommer han for første gang til bevidsthed om sig selv – det vil sige om sig selv på vej ind i sit livs fremtid, sit livseventyr med alle dets farvestrålende år, – sådan som hans mor inspirerer ham til at se dem udtrykt i sæbeboblerne, som han så lystigt blæser. Denne suverænt livshistoriske inspiration, og komet-begivenheden der markerer selve dens tærskel, kommer til at styre hans liv. I det ydre bliver han skolelærer, med historie og geografi som speciale, men i sin pædagogiske forvaltning af disse emner bliver han generalist fra top til tå, og – som hans særlige interesse for himmellegemerne og deres cykliske baner så tydeligt bekræfter det – universalist af hele sin sjæl. Hans unikhed som lærer realiseres i selve hans – bogstaveligst talt Steiner-foregribende! – gennemførte forening af umiddelbar, praktisk jordforbindelse med et allestedsnærværende kosmisk og tidscyklisk perspektiv, rumligt som tidsmæssigt. Ved således, som tilsyneladende ganske almindelig landsbylærer, år efter år at have vækket det store livsoverbliks arketype i sine elever, har han skridt for skridt realiseret det store livseventyr som udfordrede ham i kometens og sæbeboblernes skikkelse. – Og nu er da kometen, for anden og sidste gang på hans vej, påny i anmarch, og i lyset af dens genkomst ser han tilbage over hele den livsbane han har tilbagelagt mellem disse to himmelske begivenheder. Det er den livs historiske erindring der samler sig i hele sin styrke for sidste gang, i en altsammenfattende bekræftelse af selve den kontinuitet som sjælen har fuldbyrdet på sit livseventyrs vej, og nu kan forlade. – Det er i foruroligende grad den samme udfordring, til erindrende livskontinuitet, som strækker sin hviskende kalden ud, om også måske forgæves, mod den unge, nygifte mand, da hans unge hustru, i jorden hvor det forjættende gamle hus i sin tid havde stået, finder den forsvundne tinsoldat han dengang som lille dreng selv havde haft med som gave, – den første af de to gange i en længst svunden barndom, hvor han kom på besøg hos denne mærkelige genbo, som skulle tænde mindernes og det historiskes første, spæde gnist i ham – den kavaléragtige gamle mand i »Det gamle Huus« (1848). – Og til allersidst skal vi da erindre om, hvorledes vi allerede i en anden, nært beslægtet fortælling møder, ikke blot et langt ægteskabs frembrydende livspanorama – fra guldbrylluppet tilbage til forlovelsesdagen, hvor en ung sømand nåede hjem til sin kæreste, sekunder efter at postbudet havde bragt hende hans i måneder ventede brev – men endda selveste den legemliggjorte arketypiske drivkraft, ur-tilskyndelsen bag livserindringens samlende indsats: dryaden i hylden, under navn af »Hyldemoer« (1845). Fra træet, som de sidder under, sufflerer hun drilsk til de to gamle – der siden morgenstundens lykønskninger såmænd jo selv bogstavelig talt allerede havde glemt det! – at det idag er guldbryllupsdagen, men i sit feberdrømsridt med den lille dreng til hvem historien fortælles, afslører hun sin sande natur, så gammel som menneskesindet selv. Lad det da være sagt, ved afslutningen af denne hastige revy over nogle af Andersens mest formklart og lysstærkt livspanoramiske fortællinger, at netop denne forunderlige fé har været med os hvert øjeblik på vort ridt gennem dem, og at vi dermed heller ikke et øjeblik bør tabe hende af syne på den endeligt fuldbyrdende strækning af denne vores samlede genopdagelsesudflugt, den allestedsklingende enhedsklokke i Alexandre Dumas’ digtning: roman-trilogien om d’Artagnans fantastisk-episke rejse gennem sit livs eventyr.[1] I mit fra verdenslitteraturen personligt hjørnestens-udvalgte special-firkløver af værker, i hvilke den fantastisk-livsepiske struktur realiseres i sin egentligt mønstergrundlæggende helhed, indføjer jeg på trediepladsen dermed, med fortællingen om Moses som det indledende af disse, fortællingen om d’Artagnans liv mellem det nærmestfølgende – fortællingen om Beowulf – og det afsluttende, sagaen om troldmanden Ged fra Jordhavet, – den oprindelige trilogi, som af sin forfatter, Ursula LeGuin, i de allerseneste år er blevet udvidet med et fjerde afsnit, og som nærværende gennemgang – så ganske og aldeles at beklage!! – ikke levner os plads til at komme nærmere ind på.[2] Disse fire trylle-episke helte, Moses, Beowulf, d’Artagnan og Ged, er altså ikke blot troldmænd i det traditionelle trylleeventyrs umiddelbart symbolskfantastiske forstand, men professionelle bevidsthedstroldmænd, som gennem et langfærds-episkt livs stadige udvikling må hævde deres position i forhold til såvel den umiddelbart sociale omverden som til trolddomskræfterne i det ubevidstes dyb. De er altså, helt synligt-bogstaveligt i deres respektive fortællinger, nødt til gradvis at erobre endog så stor en del af sig selv, at de successivt kan opfylde deres hverv som sociale midtpunkter og forløsere i kollektiv målestok. – Det er denne potentielle funktion vi lige præcis aner i »Fyrtøiet«, via soldatens befrielse af det sunkne matriarkats kræfter i det underjordiskes dyb. I fortællingens yderste forlængelse ligger dermed, ikke blot et fader-søn-magtskifte i trylleeventyrets traditionelle forstand, men en forløsende ny balance mellem det maternale og det paternale, en bogstavelig patriarkatsomvæltning, gennemført – i begge princippers højere fælles udviklingstjeneste – af en mand, og endda en soldat. – Lad os fra nu af altså dermed i skitse-omrids prøve at følge, hvorledes den samlede trylle-episke udvikling, fra den indledende kommen tilrette med dybdekræfterne – det fantastiske åbningsmøde i »Fyrtøis«-modellens forstand – og frem til den livs-episke fuldbyrdelse, realiseres af Dumas i hans samlede trilogi om d’Artagnans saga.
Lad os som det allerførste da minde om, hvordan d’Artagnan overhovedet kom i kontakt med de tre musketerer, hvis fjerde hjul og styretøj han blev. I sin vigtige første samtale med sin kommende beskytter, musketerernes kaptajn, Hr. de Tréville, får han gennem vinduet pludselig øje på den gådefulde mørke ubekendte, som allerede i fortællingens første kapitel havde fornærmet ham, og som i fortsættelsen viser sig for ham gang på gang, når et afgørende nyt spring – på godt eller ondt – i d’Artagnans skæbne skal til at finde sted. Symbolsk er altså denne ubekendte – som vi i virkelighedens verden tillige efterhånden også lærer at kende som Greven af Rochefort, den mægtige Kardinals allestedsnærværende topspion – ret og slet identisk med d’Artagnans skygge, deraf sidstnævntes vedvarende ringe held med at få taget livet af ham, som senerehen med årene heldigvis i stedet langsomt munder ud i en forsoning. Men dette første gensyn er det altså som – da vor helt for anden gang nu styrter af sted for at få fat i denne sin indbildte fjende – skaffer ham duellen med hver af de magtfulde Tre Musketerer på halsen. Med tiden bliver disse tre hjælpere ligeså uundværlige i d’Artagnans liv som hundene i soldatens; det er helt tydeligt, at ingen af dem nogensinde selv ville have kunnet udvikle sit livsdramatiske potentiale til en udstræknings-håndgribelig livsfortælling, hvis ikke d’Artagnan som fjerdemand havde fyldt det tomme midtpunkt i deres omridsbølgende trekant ud – ligesom hans egen livssaga ville være forblevet, om ikke ufødt, så i hvert fald uudfoldet uden denne trekant at dyrke den i. Det celebre trekløver, hvis hjerne og sjæl han således bliver, er psykologisk set som et trefløjet spejl af de i udgangspunktet endnu helt uopdyrkede facetter i hans egen mandlige personlighed, – hvis fortløbende opdyrkning dernæst, i selve fællesskabet med de tre kammerater, gradvis videreudvikler og danner denne.
I en bemærkelsesværdig svensk teateropsætning i midten af 80’erne af »De tre Musketerer«, skrevet og iscenesat af dramaturgen Henning Mankell, indledtes denne første af de tre musketérfortællinger på overraskende, men scenefortællelogisk indlysende vis med sit store afslutningsklimaks, henrettelsen af Mylady, – for derefter, i erindringen, at lade hovedpersonen gå tilbage og fortælle historien fra begyndelsen. På denne geniale måde blev tilskueren fra starten lænket til den egentlige røde udviklingstråd i fortællingen: den successive tilintetgørelse af de fire kvindelige relationer, hvis symbolske sum modsvarede summen af kvindelighedens fire sjælelige hjørnestens-facetter i d’Artagnans egen personlighed. »De tre Musketerer«s komplicerede udviklingsstruktur, som »trylleeventyr« betragtet, ligger i denne opspaltning af heltens kvindelige modpol i fire så autonomt stærke personligheds-facetter. Vor soldat i »Fyrtøiet« må nødvendigvis både hugge hovedet af heksen for at komme videre i fortællingen og afstå fra at lægge an, side om side med prinsessen, på hendes moder, dronningen – som hundene jo sikkert også villigt havde båret hjem til ham – for at nå helt igennem den. Men netop fordi d’Artagnan ikke på tilsvarende vis koncentrerer sig fuldt og entydigt om sin eventyrprinsesse, herr Bonacieux’s fortryllende unge hustru Constance, flyder eventyret om hans ungdom i sidste ende over fortællingens rand og videre ud over hele resten af hans liv. Den bevidste del af hans moderbinding – hvis rødder vi aner allerede i den ultra-korte, men betydningsfulde eventyrskitse af hans opbrud fra barndomshjemmet i et fjernt hjørne af det franske rige, som vi aldrig hører at han genser – bliver investeret i dronningemajestæten, Anna af Østrig, og først løst endeligt op langt henne i d’Artagnans liv, i det imponerende og betagende slutopgør mellem ham og Anna, ved udgangen af »Tyve år Efter«; og den ubevidste del af den, fascinationen af den bundløst destruktive Mylady, kommer til at koste ham hans naturligt tilkommende elskede, fru Bonacieux, da hun falder som offer for Mylady’s gifthævn. Dette er ikke blot en symbolsk straf for d’Artagnans yderligt selvopspaltende forflygtigelse af sit forhold til Constance gennem ønsket om tillige endog at lære det dæmonisk-kvindelige i ham selv at kende; det er fremfor alt en logisk håndgribelig Himlens straf for hin, til det dæmoniske grænsende, samvittighedsløshed hvormed han til dette formål brugte den fjerde og sidste i dette kvindelige firkløver, kammerpigen Ketty’s, så troskyldigt selvopofrende kærlighed til at bane ham vejen til hendes herskerinde og dæmonfrue, Mylady. Den kronende chok-nøglescene i lyset af hele dette forløb bliver da helt logisk d’Artagnans instinktivt-desperate forsøg på, i sidste sekund, at hindre henrettelsen af Mylady. Uden selv at forstå det oplever han med total-overrumplende nødvendighed i dette øjeblik, hvorledes denne hypnotiske kvindepersonligheds død på den ydre verdens plan berøver ham det sidste forbindelsesled til al uforløst kvindelighed i hans eget indre. I dette eventyr finder altså, bogstavelig talt, halshugningen af heksen ikke blot sted ved dets slutning, i stedet for ved dets begyndelse, men endog mod soldatens egen vilje – og efter at hun har berøvet ham prinsessen, og alene åbnet ham vejen til den problematiske form for rigdom som er givet gennem et højdramatisk marathon-livshandlingsindhold. Mod den levende heks kunne selv de tre mægtige hunde i dette eventyr ikke hjælpe soldaten til foreningen med hans hjertes prinsesse, det er derfor fortællingen må føres videre, fra det fantastiske til det livs-episke plan. Da vi forlader den nybagte musketérløjtnant, ved denne indledende romans udgang, som sejrherre i det første af hans livs tre store fadermagtsopgør, opgøret med kardinalen (opgøret med dronningen i slutningen af den næste må egentlig også i vid udstrækning, mener jeg, kunne ses som et sådant), forlader vi ham, billedligt talt, som en på ubestemt tid død mand, og i denne stemning af alt kvindeligt’s undergang, omkring og i eventyrhelten selv, slutter da denne første, eventyrindledningen, af de tre romanfortællinger; ved vort gensyn med ham ved indgangen til den næste, har han sovet sin indre tornerosesøvn i tyve år, og vækkes omsider først for alvor af genforeningen med de tre kammerater og modspillere i sit livseventyr. I denne midterste fortælling, udtømmende sin begavelses overflødighedshorn til det yderste sammen med dem, realiserer d’Artagnan da omsider i et mægtigt spring fremad hele det latent akkumulerede udviklingspotentiale fra livsslummerens og den tomgangskompetente rutines tyve mellemliggende år; det er på dette springs lysende tinde af ydre og indre overskud at han til slut konfronterer Anna af Østrig og i et hengivent-raffineret magtopgør aftvinger hende den endelige total-anerkendelse af hans og hans kammeraters indsats i hendes tjeneste, fra den sagnomspundne diamant-sendefærd til England og til denne dag. Først med denne brilliantsuveræne overvindelse af den patriarkatstedfortrædende dronningemagt er d’Artagnans første egentligt gennemførte erobring af det modsatte køn fuldbyrdet; og derfor klinger fortællingen da også denne gang ud i en slutakkord af livshåb ligeså underfundigtperlende åben ind mod fremtiden, som den første havde lukket sig om fortvivlelsens og den uopretteligt mistede lykkes afgrund. Det er i disse sidste, skælmskt fortryllende linier, at den stålsatte ungkarl og eneboer d’Artagnan omsider giver indirekte efter for sin gæstgiverskes, den skønne flamlænderindes, årelange stormløb mod ham om at opgive sin fjerne kvist og flytte ned på hendes egen etage; i romanens slutreplik giver han hende pompøst motivtilslørende besked om at sætte en lejlighed i stand til ham dernede, men – vel at mærke – med kvistværelset i vedvarende reserve, – thi, som han tilføjer, »man ved aldrig hvad der kan hænde.« – Det er tilbudet om en helt almindelig, men måske alligevel livgivende, huslig lykke han omsider nu er nået langt nok i livet til, forsigtigt, at kunne sige ja til – thi Madeleine er givetvis ikke bestemt for ham som Constance, hans eventyrprinsesse i himlen og på jorden, var det, men efter besejringen af dronningens patriarkale kvindehjerte, og dermed genbesjælingen af hans eget moderhjertes fylde, ville jo måske endog en sådan – om også rent jordisk! – alliance langt om længe alligevel kunne være tilstrækkelig til at gøre livet, som løbende helhed betragtet, rigere. – Kun de allersidste ord antyder, som i et hemmeligt sindsgenopspaltende genfærds-ekko af fortiden, at brændt barn måske alligevel aldrig vil kunne opgive ilden …
Er det i venten på denne virkelige ild, at den rolige livsflamme til syvende og sidst bliver vraget til fordel for udslukthedens nøjsomme vågeblus? Ved indgangen til »Vicomte de Bragelonne« eller »Ti år Efter« møder vi endnu engang en d’Artagnan hvis virksomhed på jorden i de mellemliggende ti år er forløbet i et maksimum af jævnhed og et minimum af munterhed; en d’Artagnan der også i fortsættelsen har holdt det fast som sin vedvarende lod at blive overset og forbigået – kort sagt ikke værdsat efter fortjeneste – af den kongemagt, han så pligtopfyldende og dygtigt tjener; en d’Artagnan der, måske uden selv rigtigt at forstå det, også i denne anden lange mellemrunde påny har valgt at overvintre for nedrullede gardiner i venten på den store fjerncyklus-dramatiske livseksplosionsgevinst, i stedet for at suge solid, dagligdøgnspulserende livssødme af den almindelige lykkes sollys. Der er en forunderlig, skjult modsigelse i denne tilsyneladende ydmyge vragen af den nære kødelige, og dødelige lykke – til fordel for en, umådelig usikker, og uudtalt, livs-episk fjernlykke, som i yderste instans måske endog er beslægtet med udødelighedsønsket. I centrum af det liv, som det lykkedes, på højden af sit eget liv, d’Artagnans digter at give denne den mægtigste af alle sine romanfigurer, har han også ladet ham selv træffe de skjulte, grundlæggende livsvalg, som de tre dele af hans saga vokser frem af, og som det er blevet læserens opgave selv at læse disse livsvalg ud af. Set i dette lys må det være viljen til livs-episk sammenhæng der i sidste ende bærer disse valg hele vejen igennem, og dermed det samlede livshandlingsindhold, inklusive de tyve og de ti år, som vi aldrig læser om; de to lange strækninger af tilsyneladende livsslummer, hvis strømninger på et indre plan må opfattes som underjordiske forberedelser til nye udbrud på det ydre; det er når disse forberedelser er til ende at, begge gange, den ene genforenes med de tre som er resten af ham selv, og som følger ham næsten hele vejen frem til hans episke livs fuldbyrdelse.
I min indtolkning af musketér-trilogien i den – på min egen erfarings stjernehimmel op til nu! – så sjældne fantastisk-livsepiske fortællestruktur har jeg forbeholdt karakteren af fantastisk fortælling for den første af værkets tre dele, med dets fortsættende og fuldendende to som livs-episk totaludbygning. I det omfang man slækker på den strikt psykologisk-trylleeventyrlige opfattelse af det fantastiske, forankret i de symbolske relationer mellem helten og hans ubevidste indre personligheds facet-spejlinger i hans ydre personomgivelser, vil allerede »Tyve år Efter« ses at opvise elementer af det dimensionelt-umiddelbart fantastiske i mere alment-bred, begivenheds-ydre forstand; således er f.eks. de historiske realiteters virkelighed i Cromwells og Karl d. I.’s England på grænsen, i læserens oplevelse, til at blive ligeså realitetshåndgribeligt fortrængt af romanhandlingens indbrydende alternative virkelighed, – ligesom Mylady’s dæmon-genkomst i skikkelse af den søn, ingen anede at hun havde efterladt sig, i allerførste omgang bryder ind i virkeligheden som fra en verden uden grænser udenfor romanens egen. Islæt af denne art når sit højdepunkt i »Ti år Efter« med den gigantiske intrige omkring den mystiske dobbeltgænger, Ludvig d. XIV’s legende-omspundne indespærrede tvillingebroder, hvem det på et hængende hår lykkes Aramis at sætte på tronen; men samtidig vokser der en hviskende genklang frem af det i egentlig, spejlingspsykologisk forstand fantastiske fra »De tre Musketerer«, efterhånden som det stadig synligere psykologiske modsætningsforhold mellem d’Artagnan og Aramis nærmer sig en afstand som lader os ane, at også Aramis i virkeligheden altid har været en grundlæggende del af d’Artagnans skygge. Denne langt mørkere del er det – i modsætning til skyggen i Rocheforts skikkelse – aldrig for alvor lykkedes d’Artagnan at integrere, og derfor dæmoniseres Aramis også, i egennyttigheden og hensynsløsheden af sit magtspil, gradvis, i takt med at fuldbyrdelsen af d’Artagnans liv tager form. I Aramis’ anima, hans ubevidste kvindelige side, er der voksende efterklange af den Mylady, som d’Artagnan også anede i sin egen mørke anima – hin mørke anima som han ofrede sin lyse anima og elskede, Fru Bonacieux, for sin skæbnesvangre nysgerrighed efter at lære at kende. At dette sidste heller aldrig siden på nogen anden vis er lykkedes for ham, anes overrumplende i de yderste ord af den døende livsrejsetroldmands sidste replik på slagmarken, med dens hilsen til Athos og Porthos i det hinsides om, at han skal gense dem, og hans »Aramis, farvel for evigt« – en åbenbart helt diamantklar overbevisning om, at Aramis har tilladt sin sjæl en nedsynken i egoistisk troløshed hinsides enhver himmelsk forløsning! Og en diamanthård dom, på dødens tærskel, over Aramis, den nu eneste overlevende af de fire – men rigtignok jo da også over en Aramis, der så bogstaveligt talt nu endog er kommet til at købe sin flugt, sit liv, og sin fortsatte frihed med selveste Porthos’ liv, efter allerede så længe og så kyniskt skrupelløst at have udnyttet ham. Det er væsentligt at erindre sig, at dette dæmonisk-kvindelige, som i en vis forstand altså overlever den samlede fortælling, blev sluppet løs i verden af ingen ringere end Athos allerede mange år før dens begyndelse, dengang han ved et uheld opdagede brændemærket på skulderen af sin daværende unge hustru, den senere Mylady, og, som han påstår, egenhændigt hængte hende (i et træ!), eller i hvert fald på brutal vis nedværdigede hende og forstødte hende. I det livsepiske handlingsmaskineris udviklingsdynamiske kraftfelt bliver dette dæmonisk-kvindelige princip den yderste modpol, den sorte stjerne, til den almindeligt mandlig-kvindelige modstillings dobbeltstjerne, hvis indbyrdes evolutionstovtrækning om styrkeforholdet udgør fortællingens dialektisk sammenhængende røde tråd. Vender man efter endt læsning af den samlede saga tilbage til dens allerførste kapitel, eventyrets optakt, fremgår det med mønstergyldig klarhed, hvorledes vor helt af sine forældre blev sendt af sted ind i sit kommende eget liv med det lemfældige sammensuriums-udkast til et livsprojekt, i hvilket en hemmelig kvindelig modkraft underfundigt slyngede sine oprørsranker ind i fædremagtens højtråbende virvar af konventionsforbenethed, manisk selvhævdelse og uafhængig dømmekraft – inspirerende ham, undervejs i hans gradvise afklaring af dette virvar frem til et inderste personligt credo. Denne hemmelige indre stedsekorrigerende kvindelige faktor er hengivenheden, og dens utrættelige rolle i hans livsdialektik viser sig i den måde, hvorpå han på een gang hengivent loyalt tjener lovmagten og i sidste ende altid hengivent uforfærdet sætter den på plads. Det er ikke d’Artagnans sag at omstyrte det bestående – som Aramis, den faldne engel, i hvem det yderligtgåendes position på stadig mere magtpersonligt-opportunistisk tvivlsom art udkrystalliserer sig – men alene, ligeså hengivent som ubestikkeligt, at tvinge det til retfærdighed. Hvor altså den gamle d’Artagnan på mere eller mindre forvrøvlet vis fortalte sin søn, hvilke ting i verden han skulle række ud efter, fortæller hans mors stemme i ham, på hvilken måde han skal gøre det. På denne måde bliver han, livet igennem, dobbeltagent for henholdsvis magten i en mandsstyret verden og den kvindelige opdragelse af den. I nogle korte tilløb ser vi, hvordan fru Bonacieux intuitivt næsten omgående overtager denne indre instans i d’Artagnan og, på allerede raffineret-forædlende vis, via den udfolder sin magt over ham; deraf det frygtelige tilbageslag for d’Artagnan, da hun forsvinder ud af hans tilværelse, og han efter denne katastrofe ikke har livsglæde og kraft til selv igen at overtage dette sit feminine selvstyre: den lykkelige skilsmisse fra moderen, ynglingens naturligt sunde vilje til indre kompasnåls-kvindelig selvudfoldelse, kan ikke hentes tilbage, da han er blevet alene for anden gang. Dermed er det hemmeligt dobbelte livsprojekt – at tjene magten med en mands hjerte, og at opdrage den med en kvindes – som i forvejen var betragteligt i omfang, blevet kolossalt i udstrækning: fordi helten i denne fortælling først må hele vejen tilbage gennem sig selv og hente den fjerde af den gamle d’Artagnans tre gaver op igen af sin indre afgrund – : den mødrene styrke i ham selv. I slutningen af »Tyve år Efter«, opgøret med dronningemoderen, er såret som zigeunerskens salve ikke kunne læge, det sår, efter Constance, som traf i hjertet, tilsyneladende så helet, at d’Artagnan ville kunne knytte sig til en helt almindeligt jordisk Madeleine; men i næste runde må vi erkende, at det nok alligevel ikke var det. Den endelige heling er efter alle solkongemærker at dømme først fuldbyrdet i slutningen af den sidste af de tre fortællinger, da d’Artagnan præsterer, på toppen af sin fulde personlighedsspændviddes udvikling, at bøje den afdøde dronnings søn, kong Ludvig den Fjortende, i hele dennes nu fuldt udvoksede egenrådigheds vilje, ind under sine, d’Artagnans, retfærdighedsargumenters uimodståelige overbevisningsstyrke. Budskabet til ham senerehen på slagmarken fra kongen og Colbert med rigets højeste udnævnelse er kun prikken over i’et i en karriere som var så mange år på vej mod sin ydre fuldbyrdelse, fordi dens indre udviklingslæs måtte trækkes ad så langstrakte og tunge veje. Derfor kan han også udtale sine pludselige, sidste ord med på een gang så ligetil og så altomfattende kraft, som om det allerede var den befriede sjæl der i eet eneste glimt så tilbage over hele sit fuldførte livseventyrs vej – løftende sig mod sin himmel, som i et ekko af den døende Constance’s sjæl dengang hun åndede den ud i sit sidste kys på d’Artagnans læber – : thi længere var hendes sjæls vej altså nu engang ikke bestemt til at blive, men i just dette korte møde med den besegledes selveste udstrækningen af den lange vej som d’Artagnans egen sjæl i fortsættelsen må gennemleve for at nå frem til enden på sit eget eventyr. – Alene sammenholdelsen af disse to, så vidt adskilte, korte passager i det mægtige værk, Constance’s død og d’Artagnans, åbner helt umiddelbart udsigten til den evighed, som disse rejsende er kommet ind i livet fra, og til hvilken de vender tilbage. I en sådan højere forstand blev det en del af d’Artagnans sjæls sendefærd at lukke sig om sin perlende sjæle-partners så tilsyneladende meningsløst afbrudte livseventyr og føre det videre med sig, som en sidste, og beseglende, af de hemmelige langvejs-klokker indeni hans eget. »Das ewig Weibliche zieht uns hinan« … Men dét, som denne det livs-episkes indre klokke på så enestående vis giver klang til i sit udvalgte menneske er netop selve denne grundlæggende villen til hele vejen gennem livet frem til genforeningen med dets sandheds altomfattende ur-grund; i denne opretholden og leven af sin episke vej og retning på jorden virkeliggør den livs-episkt villende på samme gang sin egen, helt personlige, udgave af saga-bebudelsen om sit mulige liv.
I de fortællinger, af H.C. Andersen og Alexandre Dumas, som vi her har fremdraget, og i den særegne fantastisk-livsepiske genre hvis andre hjørnestens-værker vi i forbifarten yderligere har strejfet et par stykker af, smelter vor, læserens, og den livs-episkt vågne sjæls erkendelse af sin egen villens fuldbyrdelse sammen i dét, som jeg har kaldt den livspanoramiske oplevelse, og som hos de to digtere, hvis livs-episke fortælleklinger vi nu har krydset, har opnået to af sine umiddelbart mest fuldkomne udtryk i henholdsvis »Kometen« og musketér-trilogiens udgang. Med »Klokken« som den grundlæggende livs-episke impuls og »Kometen« som impulsen og dens livspanoramiske totalfuldbyrdelse i een og samme regnbue-overrumplende fortælling ville vi mellem disse to yderpunkter kunne indrangere det samlede spektrum af Andersens livsepisk-panoramiske fortællinger, og på længere sigt bringe denne model i anvendelse i forhold til såvel Dumas som andre forfattere indenfor denne digtnings ejendommelige domæne. Men det ville fra første færd være et spørgsmål af helt nøje kriterie-uomgængelig art, i hvilket omfang nogen anden digter i nyere tid mon i det hele taget, med så tindrende selvfølgelig åbenhed, har drevet sin livs-episke fortælleform helt ud til grænserne for dens metafysisk overordnede udtale: sjælen på livseventyrets vej. Dermed er den livs-episke impuls hos Dumas og Andersen ikke alene generelt fortættet til en intensitet som allerede umiddelbart antyder dens åndelige karakter – men som i yderste instans, med fuld udtale, endog forankrer livseventyrets projekt i et udspring og en tilbagevenden udenfor den jordiske tilværelse, sjælens himmelske hjemstavn. Det overraskende er ikke selve denne tankegang som sådan, men selveste den djærvhed og den selvfølgelighed hvormed begge de to digtere har transponeret den fra et i videnskabelighedens tidsalder raskt døende religiøst verdensbillede til en fra dette religiøse verdensbillede ligeledes – i hvert fald fra og med romantikkens udgang – officielt løsrevet verdslig fortællekunst. Uanset hvor og hvordan man som helhed betragtet i øvrigt vil indrangere Andersen og Dumas i forhold til den grundlæggende romantiske bevægelse, hvis efterkommere de jo under alle omstændigheder blev (man behøver i denne sammenhæng blot at genkalde sig de intense forbindelseslinier til dem begge fra f.eks. E. T. A. Hoffmann), så vil jeg mene, at intet livssyn, ingen devise, driver det romantiske budskab til en mere åbenbaringssuverænt grænseoverskridende konsekvens end netop, helt, helt nøjagtigt, »Sjælen på livseventyrets vej«. Og dermed er vi også fremme ved den mulige indfrielse af den forhåbning, jeg selv så dristigt tog med i farten i begyndelsen af denne opdagelsesrejse: at udfaldet af den måske i sidste ende endog ville tangere det romantiskes inderste essens. Jeg mener at det romantiske livssyn og den romantiske form for digtning, som jeg her har søgt at indfange under min devise, indfrier denne forhåbning, og at den romantiske essens, som dette livssyn og dens digtning dermed i bekræftende fald virkeliggør, inderst inde er af profetisk art. Så sandt som en fremtidig verden og et fremtidigt samfund bygget på en videnskabeligt bekræftet erkendelse af en eksistentiel totalvirkelighed svarende til den, vi her har strejfet, uden videre ville være det mest revolutionerende spring i vor civilisations udvikling på denne planet som vi i dag ville kunne forestille os, så sandt ville det også allerede i dag kunne siges, at en digtning, som havde gjort det muligt for dette livssyn at overvintre i tiden mellem dets undergang som religiøst-intuitiv verdenshypotese og dets genopstandelse som videnskabelig-empirisk verdenserkendelse, ville have været af ikke blot generelt romantisk, men af specifikt romantisk-profetisk art, og dermed: romantisk i dette begrebs overhovedet fuldstændigste mulige virkeliggørelses forstand.
At H.C. Andersen og Alexandre Dumas netop begge i så enestående grad rummede denne det åbenbaringsromantiskes profetiske streng i deres sind, såvel som den ligeså spontant enestående åbenhed for dens helt specielle klingen, lader sig også rent biografisk forstå ud af rækken af ekko-agtigt ejendommelige indbyrdes beslægtetheder i udviklingen hen imod selve indgangen til deres respektive karrierer; og især, herunder, i deres måde at opfatte deres kald i livet på. Det var et exceptionelt stort spring ind i livet de begge – med en ligeså urokkelig målbevidsthed som intuition – tog, og de havde begge fra første færd brug for en personlig selv-oplevelse af udtalt mytisk art til at understøtte det. I denne indgik den mærkværdige blanding af dragningen mod det aristokratiske og en tribun-agtigt retfærdighedsbevidst indre folkelig jordforbindelse – af hvilken allerede sidstnævnte rummer antydningen af en profetisk selvbevidsthed. Når disse biografisk-digterpsykologiske fingerpeg er givet med på vejen, for hvem der måtte ønske, i sin egen videre søgen, måske at gøre nærmere brug af dem, står tilbage det egentligt profetiske den særlige åre i deres digtning, som vi på disse relativt få sider har forsøgt at blotlægge, og at følge et stykke af. Ser vi bort fra alt det håndgribeligt biografiske i de to digteres liv, som i sig selv allerede forbinder deres respektive udfoldelsesramper med så tætte tråde, så kan vi i stedet spørge – og lad os da stille dette spørgsmål som det allersidste – om to digtere, der i henseende til udtalen af et så ganske og aldeles særligt budskab næsten ville kunne opfattes som een og samme digter om to sådanne digtere også, i en tidløs spejldimension midt overfor vor egen, ville kunne ses at være forenede i et punkt som ligefrem bekræftede at, i bogstaveligste forstand, de var, som man på svensk kalder det, »samma andas barn«, børn af den samme ånd.
Det gamle par i fortællingen om »Hyldemor« mødte, som vi husker, først Hyldemor håndgribeligt på selveste deres guldbryllupsdag, efter et langt, og intenst familie-aktivt, liv. Men hovedpersonen i selve rammehistorien omkring »Hyldemor« er kun en lille dreng i starten af sin skolegang, da han selv møder hende og i sin feberdrøm på panoramisk vis bliver redet rundt af hende, gennem Danmark og gennem alle dets årstider – for til allersidst af hendes mund at høre hendes sande, ældgamle navn: Erindring. Det er en kraftig kost for et lille menneske ved indgangen til sit liv, mindst lige så kraftig som sæbeboblerne og kometens første tilsynekomst for den anden lille dreng, vi har mødt, og som i tidens fylde blev den gamle skolelærer. Hvordan det siden kom til at gå den første lille dreng, der i sin drøm havde mødt dryaden, melder historien intet om. Om den gamle skolelærer i »Kometen« – som i løbet af sin gerning helt givet udviklede, i så mange af sine elever, den sjældne evne til at se tilværelsen i dens helt store linier – fornemmer vi som en given sag, at han i sit personlige liv har taget til takke med sig selv som livsledsager. – Hvad H.C. Andersens liv angår, så véd vi mere end meget om hans indre ægteskabs pinefulde fortrængning af livsledsagelsens muligheder i det ydre. Det har været en bærende påstand i dette essay, at roman-syvmilehelten d’Artagnan med årene nåede en mere harmonisk jævnbyrdig forening med sin anima, med summen af sin indre kvindelighed, end den, som vi antager at syvmiledigteren og -klatreren H.C. Andersen opnåede. Men det har også fornemmedes, at den indre kvinderøst, hvis langsomme udvikling til allersidst forløste den fulde spændvidde af d’Artagnans livsopfindsomhedsbegavelses styrke i ham selv, ikke desto mindre bandt ham til sig i et ægteskab, der indtil det sidste ikke levnede plads for en kvinde ved hans ydre side. Således som H.C. Andersen selv var, som man kalder det, »gift med sin muse« – sin Digtnings muse – var d’Artagnan det efter alt at dømme med sit ubevidste livs-episke projekts muse. Og iøvrigt kan man jo særdeles godt være uhelbredeligt gift med musen også samtidigt med at man, som f.ex. Dumas selv, prøver livsledsager-lykken hid og did på det ydre plans vildeste vover…
Jeg tror at der gives en muse, som på det usynlige plan eksisterer i det magiske punkt jeg efterlyste – punktet i hvilket det overjordisk betinget livs-episkes danske og dets franske digtprofet smelter sammen og bliver, i en højere forstand, til een og samme åbenbaringsromantiske digter. – Måske skulle vi ret og slet spørge dryaden fra »Hyldemor«, hvad hun synes, vi i givet fald skulle kalde denne helt særlige muse – og måske kunne hun da tænkes at ville svare os noget i retning af:
»Begynd med at kalde mig Erindring – og kald mig så Clio, kald mig historiens muse, kald mig det historiskes ånd. – Gå så tilbage til jeres Andersen, til jeres Dumas, og genoplev, inde fra dem selv, hvordan jeg fyldte dem, hvordan jeg fik deres sind til at flamme, altomspændende, med selve begejstringen i det al-historiskes tindrende ild – i indsigten, i bevarelsen, i sammenhængen. Kald mig så viljen til livshistorisk kontinuitet – og kald mig så nøglen til tingenes mening. Og gå så igen tilbage, og kald mig – med en altsammenfattende dyb, dyb indånding – endnu engang: Erindring. Og luk så jeres øjne, og lad jer synke helt i mig, lad jer opfyldes, i hver en celle, af mine toners hviskende hav – og kald mig så ingenting mere; thi allerlængst inde er jeg navnløs. Og når I føler at I kender mig også i min navnløshed, så vil jeg tage bolig i jeres hjerter; thi allerede før alle jeres profeter på denne jord lod det ufødtes åbenbarende ord tale gennem sig, var jeg selveste rummets og livsrejse-lysets evige sandhedsløfte om en udfoldet vej gennem livet.«
