Skal den indre by i Odense bevares?

Overvejelser om bevaringen af gamle bygninger i Odense bykerne i gadegennembrudenes tid.

I slutningen af sin bog om Odense bys historie skrev biskop Engelstoft i 1878:

»Odense har til alle Tider været anseet for en velbygget By, og når man ikke vil stødes ved de mange Levninger af en ældre Tids Byggemåde, som ere tilbage i de mange Bindingsværks Gårde i de gamle Gader, må den ansees derfor endnu.«

Med dette synspunkt gav bispen sikkert udtryk for tidens almindelige syn på byens udseende. Man var aldeles usentimental over for gamle bygninger, og nærede en næsegrus beundring for det nye, som opførtes i »en reen og ædel Stiil, uden manieret Udsmykning og Overdrivelse, men ofte med en smagfuld Architectur og Decoration« eller i »italiensk, klassisk Renaissance.« Denne »reene og ædle Stiil« udartede efterhånden til det mest forlorne, som vel nogen epoke kan opvise, med Industripalæet, Stiftsmuseet og den gamle banegård som højdepunkterne i dette arkitektoniske mareridt.

Så ivrig var man efter at bygge nyt, at gamle kulturværdier skånselsløst blev prisgivet til tilintetgørelse. Et par eksempler må være tilstrækkelige:

Allerede i 1817-19 blev Gråbrødre Kirke nedrevet, efter at den i lang tid havde ligget i ruiner. Det gamle, gotiske rådhus blev nedrevet i 1880, og i stedet byggedes et nyt med forbillede i rådhuset i Siena. Priorgården blev nedrevet i 1897, og i Sct. Knuds Klosters bygninger indrettedes et farveri!

Efterhånden vågnede dog over hele landet forståelsen for, at også gamle bygninger kan have værdi. I 1907 stiftedes »Foreningen til gamle Bygningers Bevaring« og i 1918 gennemførtes loven om bygningsfredning.

Denne lov tilsigter at bevare bygninger, som har kunstnerisk eller historisk værdi og som tillige som regel er over 100 år gamle, mod nedrivning, forvanskning eller vanrøgt, dersom dette vil medføre en betydelig mindskning af nationens kulturskatte (klasse A), eller hvis bevaring dog er af væsentlig betydning, selv om deres værdi er mindre fremragende (klasse B).

Trods den begrænsede indflydelse, som loven tillægger myndighederne (Det særlige Bygningssyn), er det dog lykkedes at bevare et stort antal værdifulde bygninger. I Odense er 8 bygninger fredede i klasse A og 19 i klasse B.

Udover de enkelte bygninger, der kan fredes i henhold til loven om bygningsfredning, vil det i mange tilfælde være ønskeligt tillige at kunne sikre bevaringen af disse bygningers omgivelser og måske hele bybilleder, selv hvor bygningerne ikke hver for sig er fredningsværdige.

Her hvor bygningsfredningslovens område hører op, kommer byplanloven og bygningslovgivningen til.

I en byplan kan der således træffes bestemmelse om »bebyggelsens beliggenhed og udstrækning på grundene og om bygningernes indbyrdes afstand«, ligesom der kan træffes bestemmelse om »bebyggelsens ydre udformning, såsom i henseende til ensartede højder og tagformer«. Endelig kan der træffes bestemmelse om »bevaring af et område i overensstemmelse med dettes hidtidige karakter i henseende til bebyggelse og beplantning«.

Også byplanloven har sin begrænsning. For det første kan en egentlig fredning naturligvis ikke finde sted, og byplanens bestemmelser får først betydning, når der skal finde bebyggelse eller ombygning sted, medens der ikke træffes bestemmelser om, hvornår sådanne ændringer skal ske. Byplanloven og bygningslovgivningen er i det hele karakteristiske ved, at de er negative i den forstand, at man med deres hjælp søger at undgå uheldige dispositioner uden at have mulighed for at fremtvinge en god bebyggelse.

Medens der således ikke er nogen principiel modsætning mellem bygningsfredningsloven og byplanloven, afhænger den hjælp, man i byplanen kan få for bevaringsbestræbelserne, i høj grad af den måde, som loven administreres på.

Nu er formålet med byplanlægningen ikke først og fremmest at bevare det bestående, men at fastlægge de rammer, inden for hvilke byerne kan udvikle sig på den mest økonomiske og hensigtsmæssige måde med hensyn til fordelingen af bolig- og erhvervsområder, trafikforbindelser og gode arbejds-, bolig- og rekreationsforhold for byens beboere.

Dersom byplanlægningen skal have praktisk betydning, kan man ikke gå videre — eller i hvert fald kun lidt videre — med hensyn til indgreb og reguleringer, end hvad der kan skabes forståelse for blandt byens borgere.

Byplanlægningen må således være en afvejning af mange forskelligartede hensyn, og i almindelighed kan ingen enkelt interesse derfor imødekommes fuldtud.

Kort efter at byplanloven var trådt i kraft i 1938 rettede Nationalmuseet en henvendelse til købstæderne og anmodede om, at man ved byplanlægningen tog fornødent hensyn til den gamle købstadskultur. Det hedder i henvendelsen bl.a.: »I visse ærværdige Kvarterer, Gader eller enkelte monumentale Bygninger fra Fortiden træder hver enkelt af vort Lands Købstæder frem med et Særpræg, hvormed ikke blot Byens egne Borgere har været fortrolig, men som også for den Fremmede bidrager til at karakterisere Byen og give den en egen Værdi. Under Trykket af de mangfoldige, forskelligartede Interesser, som trænger sig på under Udarbejdelsen af en Byplan, som i Hovedtrækkene vil blive bestemmende for Udviklingen frem i Tiden, kunde det i visse Tilfælde befrygtes, at Hensynet til de historiske Værdier trænges i Skyggen«.

I Vestergade er forskellen i de enkelte bygningers højde så ringe, at gadebilledet bliver harmonisk.

Man hæfter sig her bl.a. ved, at interessen fra Nationalmuseets side er begrænset til »visse ærværdige Kvarterer«. Andre vil være tilbøjelige til, oftest ud fra et rent følelsesmæssigt synspunkt, at anse enhver ændring af de bestående bygnings- og gadeforhold som barbari. Atter andre vil nærme sig biskop Engelstofts standpunkt og ønske hele byen fornyet. Som eksponent for dette yderstandpunkt kan bringes et citat fra en dagbladsartikel fornylig af Chr. Torpe:

»Hvad bygningsfredninger angår kan det ej heller betvivles, at der rundt om i landet ligger mange elendige kasser i vejen for den naturlige udvikling, fredede af misforståede pietetshensyn. Det burde gøres endog meget svært at få fredet gamle bygninger i en tid, hvor man råder over fremragende midler til at bevare dem i billeder, opmålinger og beskrivelser. De allerede stedfundne fredninger burde særdeles grundigt revideres. Lad os få frisk luft! …

I Overgade stilles planlæggeren over for en næsten håbløs opgave.

Tiden er ikke til mode endsige hysteri i fredning!«

Sandheden — og de praktiske muligheder — ligger som så ofte midt imellem disse yderstandpunkter. Hvor langt man kan og bør gå i bestræbelserne for at bevare byens hidtidige struktur og i hvilken udstrækning det moderne, motoriserede bysamfunds krav til forretningslokaler og færdselsanlæg bør imødekommes, kan ikke afgøres i almindelighed. Ikke alt gammelt og heller ikke alt nyt er lige værdifuldt.

Nu er selve det, at gamle bygninger nedrives og erstattes med nye, noget ganske naturligt. Man har ganske vist eksempler på bygninger, som er mange hundrede år gamle, og som stadig er fuldt anvendelige. Man behøver blot at tænke på de tre gamle kirker i Odense, Vor Frue, Sct. Knuds og Sct. Hans, ligesom de klosterbygninger, der opførtes i forbindelse med de to sidstnævnte, stadig er i brug, omend nu til mere verdslige formål.

Det almindelige er imidlertid, at bygninger kun har en temmelig begrænset levetid, enten fordi materialerne forfalder, eller fordi forudsætningerne for bygningernes anvendelse skifter.

Selv om man kun i de færreste tilfælde kan følge udviklingen i enkeltheder, er der dog ustandselig sket en fornyelse af byens bygninger.

Udviklingen var umærkelig, så længe byen holdt sig inden for sine snævre, middelalderlige rammer, og så længe man holdt sig til den nedarvede byggeskik med huse i 1 eller 2, i sjældne tilfælde 3 etager.

Medens byens indbyggerantal igennem århundreder havde holdt sig nogenlunde uændret omkring 4-6000, skete der med den industrielle revolution omkring midten af forrige århundrede en fuldstændig ændring af byens hidtidige størrelse og struktur.

I 1850 var indbyggerantallet vokset til ca. 11.000, medens befolkningsmængden omkring århundredskiftet var ca. 40.000. I første halvdel af dette århundrede voksede indbyggerantallet til over 100.000, således at der altså er tale om en 10-dobling på 100 år.

Nu var det ganske vist kun en ringe del af befolkningsforøgelsen, der kunne finde plads i de gamle bykvarterer. Størstedelen af indbyggerne bosatte sig i de ny boligkvarterer i yderdistrikterne, medens den gamle bydel gennemgik en fuldstændig strukturændring som følge af den nye samfundsform, som industrialiseringen medførte.

Denne omdannelsesproces er næppe afsluttet, før nye problemer for bysamfundene dukker op. Den stærke vækst i antallet af motorkøretøjer i de senere år har bevirket stedse stigende færdselsvanskeligheder. Disse vanskeligheder giver sig udtryk i lavere hastigheder og forøgede omkostninger for person- og varetransporten og vil i det hele medføre store samfundsmæssige tab.

Man har i Odense ligesom i andre byer søgt at afbøde disse ulemper dels ved forbedring af færdselsanlæggene, dels ved færdsels- og parkeringsrestriktioner og endelig ved at gøre de kollektive trafikmidler — som er mindre pladskrævende end personbiler — så tiltrækkende som muligt.

Hidtil er vanskelighederne dog vokset langt hurtigere end forbedringerne. Alt tyder på, at vi kun står ved begyndelsen af denne udvikling, og at motoriseringen vil bevirke en ændring af hele samfundsstrukturen af måske endnu mere gennemgribende art end tidligere tiders omvæltninger (reformationen, den industrielle revolution).

I Nørregade er kun eet hus ude af mål med omgivelserne.

I en stærkt voksende by, hvis centrale dele samtidig undergår en strukturændring, er det uundgåeligt, at der opstår konflikter mellem gammelt og nyt.

Overfor de store vanskeligheder og økonomiske ofre, som en tilpasning af de gamle bycentre til den individualiserede transportform medfører, er det forståeligt, at mange planlæggere, trafikfolk og økonomer er tilbøjelige til at give op og hævde, at man må tænke sig en udvikling, hvorved brugen af bilen i de indre bydele forbydes eller umuliggøres af de vanskeligheder, som bilerne selv fremkalder. Disse synspunkter vinder naturligvis gehør hos dem, der ønsker de gamle bydele bevaret.

Hæmmer man eller søger man at standse en i øvrigt naturlig udvikling, vil resultatet kun blive, at den økonomiske foretagsomhed søger andre steder hen, og at den indre by forfalder, således som man har set det adskillige steder i U.S.A., hvor man med hensyn til motorisering er ca. 25 år forud for Vesteuropa. Såvel grundejere og forretningsfolk som kunderne og bystyret må imidlertid være interesserede i, at de centrale bydeles forretningsmæssige og administrative funktioner opretholdes. Spørgsmålet bliver dernæst, om den tilpasning, som da nødvendigvis må ske, kan foregå, uden at bestående bygningsværdier ødelægges i urimeligt omfang.

For Odenses vedkommende er det så heldigt, at den bestående bygningsmasse i den indre by såvel med hensyn til omfang, kunstnerisk og historisk kvalitet og økonomisk værdi i høj grad vil lette den nødvendige ændring af byens struktur.

Der skal ikke her gøres forsøg på at give en fuldstændig fremstilling af, hvorledes konflikterne mellem gammelt og nyt i Odense hidtil er løst, eller hvorledes de foreslås løst i fremtiden, men der skal i det følgende gives nogle eksempler på godt og ondt såvel fra fortiden som fra planerne for fremtiden.

Det kan desværre ikke nægtes, at Nationalmuseets frygt for, at hensynet til de historiske værdier trænges i skygge, er velbegrundet.

I en redegørelse for Bygningsfredning gennem 25 år skriver Poul Nørlund således: »Tab af denne Art (d.v.s. nedrivning af fredede bygninger; forf. anm.) er undertiden uundgåelige, men undertiden skyldes de utilstrækkelig Forståelse for de historiske eller kunstneriske Værdiers Betydning eller utilstrækkelig Omtanke ved Planlæggelsen af et Byggeforetagende. I en af vore største Provinsbyer har Bygningssynet således fornylig ført en — vistnok forgæves — Kamp med både Stat og Kommune for at forhindre en Byggeplan, som helt vil skamfere Omgivelserne om en af Byens gamle Kirker og som absolut vilde have kunnet undgås, hvis Planen var blevet alsidigt gennemdrøftet i rette Tid. Det er mod sådanne upåkrævede Ødelæggelser, at der især er Grund til at reagere.«

Det behøver vist ikke at være nogen hemmelighed, at de forhold, der her sigtes til, er Vor Frue Kirkes omgivelser. Kampen har dog ikke været helt forgæves, og slaget er ikke tabt endnu. Planerne om opførelse af en ny politigård måtte nemlig stilles i bero på grund af krigen, og da byggeriet skulle gennemføres i 1951 lykkedes det byplanmyndighederne at få bygningen trukket et væsentligt stykke bort fra Vor Frue Kirke. Politigården står nu færdig som en smuk og værdig ramme om politiets arbejde. Det kan dog ikke nægtes, at bygningen virker for stor i forhold til omgivelserne, men det er foreløbig lykkedes at undgå en nedrivning af de to fredede bygninger, Overgade 60 og 64, der sammen med den ligeledes fredede bygning, Overgade 66, og den nu nedrevne, mindre værdifulde bygning, Overgade 58, dannede et gadebillede af enestående harmoni. Det kan måske være svært at se skønheden i de nu stærkt forfaldne bygninger, Overgade 60 og 64, og det må håbes, at der i den nærmeste fremtid kan vise sig økonomisk mulighed for en gennemgribende istandsættelse, der vil kunne gengive kvarteret den værdighed, som hensynet til Vor Frue Kirke forpligter til.

Det, der volder vanskelighed, er i mange tilfælde ikke så meget selve det at bevare en gammel, værdifuld bygning som at hindre, at der i dens nærhed opføres nybygninger, som ved deres størrelse og udseende ødelægger helhedsbilledet.

Det er i virkeligheden kun i forbavsende ringe grad de enkelte bygningers kunstneriske kvalitet, som er bestemmende for gadebilledets skønhed. Det er ej heller en fuldstændig ensartethed i det arkitektoniske formsprog. Det er først og fremmest den harmoniske sammenhæng mellem bygningernes størrelse og indbyrdes afstand, der er bestemmende.

Mange gamle byer (Ærøskøbing, Dragør, Helsingør) præges endnu af en sådan harmoni. Også i Odense findes stadig sådanne harmoniske gadebilleder, f. eks. Bangs Boder og Vestergade på strækningen fra Kongensgade til Søndergade.

Når den velafstemte rytme i sådanne husrækker med huse i 1 eller 2-3 etager pludselig brydes af huse i 4-5 etager eller mere, forårsages der næsten ulægelige sår i gadebilledet. Som et særligt uheldigt eksempel kan nævnes den sydlige husrække i Overgade på strækningen fra Skjolden til Frue Kirkestræde.

Hvor en fredet bygning ligger i en sluttet husrække, som er præget af samme byggeskik, vil en ombygning af naboejendommene kunne ødelægge helhedsbilledet således, at i hvert fald den æstetiske værdi også af den fredede bygning går tabt. Som et særligt grelt eksempel er i Bygningsfredning gennem 25 år fremhævet Ejler Rønnows gård i Nørregade i Odense, som tilsidst bogstaveligt talt trykkedes i knæ og knustes af kolossale naboejendomme. Misforholdet forstærkedes ved kombinationen af dårlig smag og fremtrædende beliggenhed. Det særlig Bygningssyn gav i 1936 »med tørre tårer« sin tilladelse til, at bygningen flyttedes til Møntestrædekomplekset.

Omkring Sct. Hans Kirke og Slottet er det i det væsentlige lykkedes at bevare harmonien. Den østlige husrække i Nørregade afslutter bybilledet på en tiltalende måde, skønt ingen af husene udmærker sig ved særlig fremragende kvalitet. Harmonien ødelægges dog på uheldig måde af et enkelt hus, som ved sin størrelse er helt ude af mål med omgivelserne.

I den smalle del af Nørregade ligger Oluf Bagers mødrenegård i en husrække på 2-3 etager. Den fredede bygning skæmmes imidlertid af en uheldig skiltning. Ved en passende forenkling af butiksfacaden ville det formentlig være muligt at give bygningen et mere tilfredsstillende udseende, men dette ligger dog uden for byplanlægningens muligheder.

Tidligere var der hverken lovhjemmel eller politisk mulighed for at hindre, at uforholdsmæssigt høje bygninger trænger sig ind og ødelægger gadebilledet. Nu er der som nævnt i byplanloven mulighed for at træffe bestemmelser om ensartede bygningshøjder og tagformer. Sådanne bestemmelser er i almindelighed at betragte som rådighedsindskrænkninger, som ikke medfører erstatningskrav overfor det offentlige; men forudsætningen herfor er, at vedkommende grundejer ikke »afskæres fra en efter ejendommens beliggenhed og øvrige beskaffenhed økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttelse af arealet, svarende til den af andre tilstødende eller omliggende arealer faktisk stedfindende udnyttelse.«

Medens det tidligere ansås for nødvendigt at bygge i mange etager for at opnå en passende forrentning af de høje grundværdier, navnlig omkring strøggaderne, er man nu ved at nå til erkendelse af, at fordelen ved højt byggeri som regel er højst tvivlsom.

Selv om der ikke er nogen økonomisk nødvendighed for at bygge høje huse i den indre by, møder man ofte ønsker om at bygge højt, f. eks. af reklame- og prestigemæssige hensyn. Mange nærer en forestilling om, at høje huse er mere »storstadsmæssige« end lave huse. I stedet for sådanne ubestemte følelsesmæssige hensyn forekommer det vigtigere at nå til erkendelse af en rimelig målsætning for den fremtidige udvikling af den indre by.

Der er endnu kun i få tilfælde truffet endelige byplanmæssige bestemmelser om bygningshøjder i den indre by, men det må påregnes, at der bliver fastsat bestemmelser, der sikrer en harmonisk udvikling af de nuværende gadebilleder i fremtiden.

Som led i den ændring af den indre bys struktur, som må anses for at være en uundgåelig følge af udviklingen, er der ved planlægningen forudsat en række gadegennembrud.

De fleste af disse gadegennembrud berører kvarterer, der i historisk, kunstnerisk og social henseende er lidet værdifulde, men det mest aktuelle af gadeanlæggene, parallelgaden til Nørregade, går dog gennem byens ældste område og griber på afgørende vis ind i denne bydels hidtidige karakter.

Ved udvidelsen af Torvegade, som er et led i parallelgaden, må beklageligvis et karnaphus fra tiden omkring 1760, og som er fredet i klasse B, nedrives. Det må håbes, at der kan skaffes udvej for en genopførelse af bygningen i Møntestræde-komplekset.

Kort nord for Overgade kommer parallelgaden til at passere Lotzes Have, en over 5000 m2 stor have, som ved et mærkeligt spil af skæbnen har fået lov at ligge uberørt af byens udvikling. Haven er nu købt af kommunen, og selvom dens hidtidige idylliske uberørthed vil gå delvis tabt ved anlægget af parallelgaden, må dette tab dog anses for at blive rigelig opvejet af de skønhedsværdier, som herved åbnes for offentligheden.

Dernæst vil parallelgaden komme til at passere Hans Jensensstræde, idet dog afstanden til H.C. Andersens Hus er så stor, at det idylliske gadebillede heromkring ikke i væsentlig grad forstyrres. Det er hensigten at søge bebyggelsen omkring Hans Jensensstræde, Ramsherred og Bangs Boder bevaret i sin nuværende udformning. Professor Steen Eiler Rasmussen har i en betænkning om parallelgaden gjort sig til talsmand for en sådan bevaring. Det særlige Bygningssyn har ganske tilsluttet sig disse betragtninger og anbefaler varmt, at Steen Eiler Rasmussens synspunkter lægges til grund for det videre arbejde med sagen. Ingen af bygningerne har dog selvstændig historisk eller kunstnerisk værdi, og flere af dem er i så ringe stand, at omfattende reparationsarbejder vil være nødvendige, og boligerne er gennemgående af ringe standard. Der er foretaget en række forarbejder til bygningernes sanering, men der er endnu ikke truffet endelige bestemmelser om, hvorvidt bygningerne helt eller delvis i fremtiden skal anvendes til boliger (f. eks. for aldersrentenydere), eller om de bør overgå til museumsformål.

I Bangs Boder er det hyggelige gadebillede fra H.C. Andersens barndom bevaret.

Nord for Hans Jensensstræde ligger en række industri- og engroshandelsvirksomheder, som for fleres vedkommende blev anlagt her i slutningen af forrige århundrede i yderkanten af den daværende bebyggelse. Sådanne virksomheder hører dog ikke hjemme i de centrale bydele og påregnes derfor flyttet til større og bedre arealer uden for bymidten. I området findes desuden en del beboelse, overvejende i 1 etage. Disse boligkvarterer hører til byens ældste og må for en stor dels vedkommende betegnes som saneringsmodne og påregnes nedrevet. Dette gælder således husrækken langs sydsiden af Sortebrødretorv, som vil blive nedrevet for at give plads for en moderne museumsbygning.

Når man gennemgik de billeder fra det svundne Odense, som for nylig var udstillede i Møntergården, kunne man måske ikke undgå at føle et lille stik i hjertet over visse idyller og naturskønheder, som er gået tabt som følge af byens vækst, som f. eks. kigget gennem porten ind til den gamle bispegård eller partiet omkring Næsbyhoved Sø, således som det var gengivet på C.F. Aagårds maleri, men hovedindtrykket af byen i slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette synes præget af en påfaldende dårlig byggeskik og en mangel på harmoni, som i højere grad giver udtryk for social nød end for økonomisk fremgang.

Ud fra en objektiv betragtning må det vist erkendes, at Odense er blevet en bedre og smukkere by siden dengang. Det må forudses, at ny store ændringer vil blive nødvendige, når den indre by skal tilpasses fremtidens teknik.

Ved planlægningen af den fremtidige udvikling vil man arbejde for, at der bevares et bredt udsnit af tidligere tiders kulturelt værdifulde bygninger og kvarterer. At enkelte af disse må falde, er beklageligt, men lad det være retfærdiggjort ved, at der samtidig fjernes mange uhygiejniske og uskønne bygninger og ved at Odense fortsat kan trives og være i kontakt med den tid, vi lever i. Hvis vi ikke lever med i nuet og fremtiden, bliver fortiden ikke den inspirationskilde, den burde være.

Lad os håbe, at vi ligesom den tidligere turistleder, redaktør Nordahl Petersen, også fremover må kunne sige, at Odense har skiftet ham uden at gå ud af sit gode skind.