Skråhøj – en uanseelig højrest med spændende spor efter en større fortid

I Fynske Minder 1992 gav Henrik Thrane og Claus Madsen en mindre oversigt over undersøgelserne af en række sydfynske gravhøje fra den yngre broncealder. Heri blev det bemærket at de fynske bønders intensive dyrkning af jorden oftest betyder at gravhøjene er temmelig medtagne, men samtidig blev det dog også pointeret at:

»…der selv i elvte eller tolvte time kan reddes uvurderlige oplysninger ud af tilsyneladende ruinerede gravhøje, oplysninger som kan bringe tidligere opfattelser ind på helt nye baner.« (Madsen, C. & H. Thrane. 1992:23).

Skråhøj[1] var netop sådan en høj, man kunne frygte var fuldstændigt ruineret. Dels var den tydeligvis stærkt nedpløjet – se figur 1 – og dels indeholdt museets arkiv oplysninger om flere ’røvergravninger’ i højen. Alligevel skulle det vise sig at resterne rummede spændende konstruktionsspor, hvoraf enkelte ikke tidligere er set i danske broncealderhøje.

Undersøgelsens begyndelse

Undersøgelsen[2] af Skråhøj tog sin begyndelse, ved at lodsejeren hr. Ove Rose[3] henvendte sig til museet, med oplysninger om at han på sine jorder havde en gravhøj, der efterhånden var stærkt overpløjet. – Var man på Fyns Oldtid Hollufgård ikke interesserede i at undersøge resterne, inden de blev helt destrueret? – Museet var selvfølgelig positiv overfor en undersøgelse og med midler bevilliget af Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat kunne den udføres i 1989 og 1990.

Fig. 1. Skråhøj før undersøgelsens begyndelse. Frempløjede sten fra centralgraven ses i markfladen til venstre for de to personer på billedet.

Som nævnt havde vi oplysninger om tidligere gravninger i Skråhøj. Den er nemlig indført i Nationalmuseets sogneberetningsarkiv allerede i 1893 efter en berejsning af egnen udført af A.P. Madsen. Han skriver, at det oprindelig havde været en større høj, der dog allerede var sløjfet, da han besøger egnen. Men nogle år tidligere, da der endnu havde været rester tilbage af højen, var der gravet i disse og de oldsager der fremkom derved: et sværd, en pincet og en kniv af bronce, ejedes af dyrlæge Hasle i Hårby.

A.P. Madsen er også bekendt med tre bønders gravning i højen allerede i 1768. Han citerer nemlig en omtale deraf fra avisen ‘Odense, Adresse-Contoirs Efterretninger’ af 13. august 1773:

»Her straks oveni Høien fandtes noget som af et Korsgevæhr, (hellebard forf.) der var af got og blødt Jern, saa og et Stykke, som Overdelen af en Tragt, formodentlig et Slags Drikkekar, men af hvad Materie kunde ei vides, det var haardt og dog tillige skjørt, og kunde brydes imellem Fingrene. For Resten fandtes her intet uden en Mængde meget store Kampestene.« (Citeret efter: ‘Særtryk af »Nationaltidende« Nr. 1316.’ hvori artiklen er genoptrykt)

Fundene, som nævnes i citatet, kan måske forklares som resterne af en jernaldergrav nedsat i højen, men så må beskrivelsen af det fundne jern som resterne af et ’Korsgevæhr’ være forkert. Det kunne måske i stedet have været resterne af et sværd. Hvis beskrivelsen af det fundne jern derimod er korrekt, kan sagerne ikke stamme fra en jernaldergrav. Så må de nærmere forklares ved, at der før de tre bønders gravning i højen, har været soldater der i samme ærinde. En ikke ukendt fritidsfornøjelse for modige landsknægte, i tider hvor sagnene om landets gravhøje ofte berettede om rige skatte beskyttet af farligt troldfolk.

Før vi begyndte vores undersøgelse af Skråhøj vidste vi altså, at der tidligere havde været to eller tre gravninger i højen, og at den allerede i 1893 var så nedbrudt, at den blev betragtet som ’sløjfet’. Arkivets oplysninger om Skråhøjs historie og tilstand kunne således nok synes noget dystre i forbindelse med det givtige i en fornyet undersøgelse af højtomten.

Fig. 2. Kortet viser placeringen af Skråhøj.

Højresterne

Større forhåbninger fik vi dog ved en besigtigelse af tomten. Den var endnu svagt hvælvet, og i markfladen sås tydelige stenkoncentrationer – se figur 1. Stenkoncentrationerne kunne med forsigtighed tolkes dels som resterne af en grav og dels som to kortere randstensforløb, der dannede en V-formet figur. – Det så nærmest ud som om Skråhøj havde haft en tvillingehøj placeret nord for sig! Der kunne dog ikke være meget bevaret af en sådan, da området, hvor den i givet fald havde været placeret, i dag befinder sig på en nabomark med et niveau ca. 1,5 meter lavere end Skråhøj. På figur 1 kan skellet mellem markerne svagt fornemmes. Hr. Ove Rose kunne derudover oplyse, at der ved pløjning tydeligt kunne mærkes sten, der syntes at høre sammen med de synlige og så fremkom der også en mærkelig mørktfarvet cirkel omkring den stenkoncentration vi anså for resterne af en grav.

Figur 3 er en oversigtsplan over de anlægsspor der fremkom ved undersøgelsen af højtomten. De bevarede rester af randstenskæder viser, at Skråhøj er opbygget i tre faser. Den ældste udgøres af stenkoncentrationen ’A’, det ufuldstændige tilnærmelsesvist cirkulære fyldskifte ’K’ samt det kun i brudstykker bevarede randstensforløb T. Hvis vi går ud fra randstensforløbet, har Skråhøj haft en diameter på omtrent 15 meter i sin første fase.

Anlæg A, resterne efter den grav som første højfase er rejst over, havde form som et afrundet rektangel dækkende et areal på ca. 2 × 3 meter med den største længde i øst-vestlig retning. De bevarede rester må forstås som en stenpakning, der har understøttet en trækiste. På grund af størrelsen antageligvis en egekiste, som de kendes fra den ældre del af broncealderen (se eksempelvis Boye V. 1896). Forstyrrelser efter de tidligere nævnte ’røvergravninger’ bemærkedes i hovedsagen omkring anlæg A samt i området derfra og op kort forbi krydset i profilbalkene.

Fig. 3. Oversigtsplan over udgravningen. Centralgraven er markeret med A, den omløbende cirkelgrøft med K og de forskellige randstensforløb med I til IV.

Anlæg K er bestemt et af de mest spændende elementer ved udgravningen. Det kan beskrives som et tilnærmelsesvis cirkulært fyldskifte placeret mellem 1,5 og 2 meter indenfor højfoden. Fylden i anlæg K bestod hovedsageligt af en meget mørktfarvet tørvefyld, tydeligt mørkere end den omgivende højfyld og også klart mørkere end markens muldlag. Fyldskiftet var ikke bevaret i særlig stor dybde og mod vest var en del af anlægget helt bortpløjet. I den østlige del af anlægget lykkedes det at påvise spor, der med forsigtighed tolkes som rester af en stolpesætning i grøften. Se figur 4.

Cirkulære fordybninger i broncealderhøje kendes kun i få andre tilfælde og da næsten udelukkende som fordybninger, der markerer højfoden. På Fyn kan nævnes tre høje ved Køstrup[4]. I Sønderjylland må tre høje ved Hjordkjær fremhæves. To af disse havde grøftanlæg, hvoraf det ene indeholdt stolpespor. Den tredje høj havde intet grøftanlæg, men nævnes alligevel, da den havde en tydelig kreds af stolpehuller (Aner E. & K. Kersten 1981 nr. 3017, 3018 og 3019). I det nordllige Tyskland forekommer også en række gravhøje med lignende grøftanlæg ved højfoden. Her er der dog ikke påtruffet stolpespor, men derimod kan der forekomme delvis fyldning med mindre sten (Aner E. & K. Kersten 1978 nr. 2188, 2219 og 2220 samt 1979 nr. 2606, 2611, 2613 og 2798). Det er kun lykkedes at finde et enkelt eksempel på et grøftanlæg, der er placeret indenfor højfoden ligesom anlæg K. Det stammer fra højen ’Westre’ i det Nordfrisiske fastlandsområde (Aner E. & K. Kersten 1979 nr. 2798). Denne høj er udstyret med to cirkelgrøfter, dels en forholdsvis kraftig der markerer højfoden som ovenfor nævnt og dels en mindre kraftig, der flygtigt beskrives som en humuskreds. Grøften er ca. 5 meter i diameter, omkranser centralgraven og indeholder ikke stolpespor.

Fig. 4. Snit i den østlige del af anlæg K.

Til randstenskæden I skal bemærkes, at sporene efter den kun var bevaret i to korte forløb. Det største af disse placeret i den sydøstlige del af udgravningen, det mindste, der gav sig til kende ved nogle få mindre sten samt et tydeligt spor efter en større, fandtes umiddelbart nordøstligt for krydset i profilbalkene. For tydelighedens skyld er forløbet optrukket med en stiplet linie på figur 3.

Anden konstruktionsfase i Skråhøj udgøres af randstensforløbet benævnt II. Der er desværre ikke bevaret rester af gravanlæg hørende til denne fase. Højens centrum synes at være flyttet lidt mod nord, og dens diameter kan med forsigtighed bestemmes til mellem 25 og 30 meter i denne fase. Samtidig med denne fase er også randstensforløbet benævnt IV, der med al tydelighed viser, at Skråhøj virkelig har haft en tvillingehøj. Desværre er det også det eneste, der er bevaret efter den. Nedbrydelsen af tvillingehøjen må både være begyndt tidligt og have været temmelig effektiv, da den ikke synes at have været kendt ved A.P. Madsens sogneberejsning i 1893. Hvorvidt randstensforløbet IV udgør første fase i tvillingehøjen, kan vi ikke vide. I princippet kunne den godt være opført tidligere og så udbygget samtidig med Skråhøj.

Den tredje og sidste udbygning af Skråhøj markeres af randstensforløbet benævnt III. Heller ikke til denne fase er der bevaret spor efter gravanlæg, ligesom der ikke er bevaret rester efter en eventuel udbygning af tvillingehøjen. Randstensforløbet til denne fase er ganske simpelt og består af en række enkeltstående sten, hvorimod de tidligere fasers randstensforløb er af den mere komplicerede gærdetype, hvor flere sten stables ovenpå hinanden. Til gengæld fandtes der en nydelig skålgrube på en af de mindre sten i forløbet. Ved denne sidste udbygning har Skråhøj opnået en diameter, der med forsigtighed kan anslås til mellem 28 og 34 meter. En ganske betragtelig størrelse når vi betænker, at Lusehøj ved Voldtofte, en af Danmarks største høje fra broncealderen, har en diameter på ca. 36 meter (Thrane, H. 1984:151).

Endelig skal det bemærkes, at der spredt i fylden i det forstyrrede område omkring anlæg A blev fundet enkelte stykker letgenkendelig jernalderkeramik samt brændte knoglestumper, hvilket sandsynliggør, at der i hvert fald i jernalderen er nedsat brandgrave i Skråhøj. Oldsagerne er nærmere behandlet i et følgende afsnit.

Fig. 5. anlæg Q som det tog sig ud efter afrensning af centralgravsområdet

Anlæg Q

Efter fjernelsen af anlæg A’s stenpakning og afrensning af det formodede bundniveau i gravanlægget, skulle det vise sig, at der kunne tilføjes endnu et spændende element til Skråhøjs første fase. Der fremtrådte nemlig et tydeligt fyldskifte i højfylden af omtrent samme form og udstrækning som anlæg A’s stenpakning. Fyldskiftet fik af udgravningstekniske årsager sit eget navn Q.

Anlæg Q – se figur 5 og 6 – består af en fladbundet nedgravning af ca. 5 til 15 cm’s dybde. Kun et mindre område midt i nedgravningen er fordybet ca. 8 til 10 cm ned i undergrunden, ellers er bundniveauet i anlægget lig med det oprindelige undergrundsniveau. Anlæg Q havde som anlæg A en udstrækning på 2 × 3 meter med den største længde orienteret øst-vestligt og var placeret direkte under anlæg A’s stenpakning kun med en ganske svag forskydning mod syd. Den nordlige og østlige kant er afgrænset af en stenramme i en enkelt stens højde, men få steder i to stens bredde. Omtrentligt i hjørnerne af anlægget markerede fire sten sig som mere kraftige end de øvrige. De to østlige markeret med lodret afstribning på figur 5 endnu in situ, mens de to vestlige markeret med vandret afstribning på figur 5 var fjernet, men kunne eftervises ved kraftige stenspor. Derudover udskiltes et mindre tilnærmelsesvis rektangulært fyldskifte umiddelbart vest for den primære nedgravning og mellem de to nævnte sten i den vestlige ende. Fyldskiftet er markeret ind med en stiplet streg på figur 5. Farvemæssigt var det overordentligt svært at adskille dette fyldskifte fra dets omgivelser. Men da indholdet bestod af en meget homogen, kompakt og finkornet leraflejring, var det tydeligt at mærke med graveskeen. Det var faktisk nødvendigt at slibe graveskeen knivskarp før det var muligt af grave tynde skiver af fylden. Sådan fyld synes karakterisktisk for aflejringer, der ganske langsomt siver ind ved henfald af organisk materiale[5].

Anlægget Q forstås som et forlæg for dannelsen af grav A’s stenpakning, hvor de fire på figur 5 fremhævede sten måske kan have markeret udstrækningen af en eventuel egekiste.

Det vides ikke, hvilken betydning det indstiplede fyldskifte vest for den primære nedgravning i anlæg Q har haft. Der synes ikke at være meget, der kan tale for en funktionel.

Fig. 6. Anlæg Q som det tog sig ud fra en stige. Motivet er set fra vest.

Oldsagerne

Oldsagsmaterialet, der blev fremdraget ved undersøgelsen, var såre beskedent. Hovedparten af det fundne stammer fra oprensningen af omrodet fyld i anlæg A og Q, og intet kan siges at være fundet ’in situ’. På figur 7 er størsteparten af fundene vist. Udeladt er et mindre antal flintafslag, der blev fundet spredt rundt omkring i højfylden, et enkelt lille stykke trækul, en enkelt tand, muligvis af human oprindelse, der ved færdiggørelsen af denne artikel endnu ikke var færdigbehandlet på konserveringsanstalten samt i alt 54 ganske små broncefragmenter, som det ikke lykkedes konserveringsanstalten at bevare.

Fig. 7. Oldsagerne fra undersøgelsen . X2, X6 og X40 er bronce, XI, X3, X4, XI0, XI1, X14 og XI9 er keramik, X7, X8, XI2 og XI8 er brændt knogle.

Af fundene på figur 7 udgør X2, X6 og X40 de bronceoldsager, som det er lykkedes at bevare. Alle er stærkt oxiderede og itubrudte. X40 samt det ene fragment registreret som X6 er tydeligvis rester af nåle eller syle. Det nederste fragment registreret som X2 er på trods af sin dårlige bevaringstilstand genkendelig som et spiralfragment oprullet af fladbanket tråd. Måske rester fra en bøjlenål. Det er ikke muligt at bestemme funktionen af de resterende fragmenter.

Den fundne keramik udgøres af XI, X3, X4, X10, XI1, X14 og X19.

XI, X10, XI1, X14 og X19 er fremkommet ved oprensning af anlæg A og Q. Det drejer sig i alle tilfælde om forholdsvis velbrændt vare med en mørk kerne. Keramikken må dateres til jernalderen dels på grund af sin generelle kvalitet og dels på grund af forekomsten af sortglittet vare og fureafstribet udsmykning som ved XI1 og X14. Fureafstribningen giver en mere specifik datering til den ældre romerske jernalder (Albrectsen E. 1956: 210f.). Forekomsten af jernalderkeramik i fylden omkring centralgravsområdet kan forklares ved de tidligere nævnte ’røvergravninger’ i højen. Det må være rester af forstyrrede jernalderurner, der er blevet indblandet ved opfyldningen af de gravede huller.

X3 og X4 er fundet ved afrensning af anlæg K, cirkelgrøften omkring centralgravsanlægget. Denne keramik adskiller sig fra det øvrige ved at være dårligere brændt med en lyserød kerne, og den opløses nemt i vandbad, hvilket antyder en datering til broncealderen.

De brændte knoglerester udgøres af X7, X8 og X18. Ligesom jernalderkeramikken behandlet ovenfor stammer de fra den omrodede fyld ved anlæg A og Q. Oprindelsen må også være den samme som for jernalderkeramikken.

Afslutningsvis skal det gentages at A.P. Madsen registrerede fund af et sværd, en kniv og en pincet af bronce i Skråhøj. Stykkerne synes aldrig nærmere dokumenteret, og museet har i dag ingen oplysninger om, hvorvidt de stadig eksisterer, eller om de er nedbrudt af tidens tand og manglende konservering.

Afslutning

Undersøgelsen af Skråhøj viste sig bestemt at bekræfte Claus Madsen og Henrik Thranes betragtninger om, at også stærkt nedbrudte højrester kan indeholde oplysninger af vigtighed for arkæologien (Madsen, C. & H. Thrane. 1992:23). Fremhæves må især påvisningen af cirkelgrøften og nedgravningen under stenpakningen i centralgraven.

Dateringen af Skråhøj er i det tidligere forbigået i stilhed. Med den støtte som de fundne oldsager kan give samt højens karakteristiske konstruktion, er det dog nok ikke helt galt at antage, at den i hovedtrækkene kan dateres til den ældre broncealder.

Ved undersøgelsens afslutning spurgte hr. Ove Rose venligt, om ikke det var muligt at fjerne alle stenene fra højtomten, så de ikke forstyrrede dyrkningen af marken? Da Skråhøj ikke var fredet og i betragtning af dens stærkt nedbrudte tilstand, fandt vi det ganske rimeligt. Vi må derfor se i øjnene, at denne undersøgelse af Skråhøj var den absolut sidste, og at den fortsatte dyrkning af marken om føje år har fjernet de sidste spor efter højen.

Noter

  1. ^ Som hovedparten af de gravhøje museet har undersøgt i den sidste snes år, er også Skråhøj fra det sydvestlige Fyn (se Madsen C. & H. Thrane 1992 fig. 1). Karakterisktisk beliggende øverst på en mindre lokal bakketop i den nordlige del af de fynske alper og som det kan fornemmes af figur 1 med en storslået udsigt over Hårby hedeslette. Den er registreret under journalnummeret FSM 1949 og er placeret på matrikel 16d under Strandby ejerlav, Hårby sogn, Hårby kommune, Båg herred, Fyns amt (tidligere Odense amt). I Nationalmuseets sognebeskrivelsesarkiv optræder den under SB. NR. 8, Hårby sogn. Strandby ejerlav. Se også figur 2.
  2. ^ Undersøgelsen af FSM 1949 Skråhøj blev påbegyndt af Museumsinspektør Niels M. Jensen, der efter et kortere tidsrum måtte forlade udgravningen grundet deltagelse i et Grønlandsk forskningsprojekt. Derefter blev det forfatterens lod at færdiggøre udgravningen med periodevis bistand af arbejdsmand Lars Thrane samt stud. mag. Birgitte M. Fløe. Rentegningsarbejdet er udført af teknisk tegner Else Nørlund Hansen, teknisk tegner Lis Bang Rudolph og museumsassistent Claus Madsen. For hjælp med fremstillingen af figur 7 takkes Peer Rasmussen.
  3. ^ Lodsejeren hr. Ove Rose skal her takkes hjerteligt for megen venlighed og interesse samt mangen en hyggelig kaffetär.
  4. ^ Højene ved Køstrup er upublicerede. De er registreret under journalnumrene FSM 3502, FSM 2869/3502 og FSM 2254.
  5. ^ Dokumenteret i flere tilfælde af Claus Madsen og venligst oplyst ved et et besøg på gravningen.

Litteratur

  • Albrectsen, Erling. 1956: Fynske Jernaldergrave II. Ældre romersk jernalder. Kobenhavn 1956.
  • Aner, Ekkehard og Karl Kersten 1978: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band FV Südschleswig-Ost. København 1978.
  • Aner, Ekkehard og Karl Kersten 1979: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordishen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band V Südschleswig-West. København 1979.
  • Aner, Ekkehard og Karl Kersten 1981: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band VI Nordslesvig-Syd. København 1981.
  • Boye, Vilhelm 1896: Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark.
  • København 1986.
  • Madsen, Claus og Henrik Thrane 1992: Udgravninger af sydjynske gravhøje fra yngre broncealder. Fynske Minder 1992: 23-42.
  • Thrane, Henrik 1984: Lusehøj ved Voldtofte – en sydvestjynsk storhøj fra yngre broncealder. Fynske Studier XIII. Odense 1984.

©