Skt. Albani Kirke

Da Kong Knud i 1086 blev slået ihjel i domkirken Skt. Alban i Odense, var der, som det fremgår af både Ælnoths beretning og arkæologiske undersøgelser, tale om en kirke af træ.1 Træ var det gængse byggemateriale for kirker endnu i slutningen af 1000-tallet. Af de øvrige syv danske domkirker i 1086 var således alene biskop Svend Normands domkirke i Roskilde færdigbygget i frådsten. I Lund havde Knud IV (senere Knud den Hellige) antagelig påbegyndt en enskibet domkirke i sten som afløser for en forgænger fra Svend Estridsens tid enten i Lund eller for den nuværende kirke i Dalby, der en kort overgang sandsynligvis udgjorde et selvstændigt stift.2 I Jylland var domkirkerne – i Ribe, Aarhus og Viborg – formentlig heller ikke påbegyndt i sten.3 For Vendsyssel Stift har vi ingen oplysninger om domkirkens udseende eller lokalisering i denne periode, om end den efter 1100 formodes at være identisk med Børglum.4

Efter at man igennem en stor del af 1800-tallet havde været i vildrede om Skt. Albani Kirkes rette placering i forhold til domkirken, Skt. Knuds Kirke, bragte Henry Petersens undersøgelse op til 800 års jubilæet i 1886 klarhed over dens placering øst for og ikke – som måske forventet – under Skt. Knuds Kirke. Undersøgelserne påviste stenkirkens kor og sakristi, men ingen spor af trækirken. Dette skete i 1982-1983, da der under stenkirkens skib blev afdækket spor af en træbygning i to faser (fig. 1).

/

©
FIG. 1: Skt. Albani Kirke. Med tynd, grå streg ses stenkirkens grundplan. Med sort streg ses den yngste trækirke. De to kirkers grundplaner er tolkningsforsøg (jf. Arentoft 1985:17ff.). Med mørk grå ses de få spor af den ældste trækirke. Desuden ses bispegraven fra udgravningen i 2015 og med stiplet signatur den mulige bispegrav fra en undersøgelse i 1917. Endelig ses med skråskraveret udfyldning klokkestøbergrube (BCP) og grav G72. Tegning: Mads Runge.

De meget få spor af den ældste trækirke gør det svært at sige noget om dens udseende. Formentlig har den været ca. 7 m bred. Koret er ikke kendt, men kirken har næppe været under 15-20 m lang. Der har muligvis været to rækker af indre tagbærende stolper, der har opdelt kirken i et hoved- og to sideskibe. Kirken har haft jordgulv og kan have haft stavvægge. Kirken synes at være brændt, og den skal muligvis dateres til første halvdel af 1000-tallet. Det menes at være i denne kirke, at Knud IV blev dræbt.5 Fundet af en bispegrav i 2015 i kirken har fastslået, at kirken allerede i sin ældste fase var domkirke, og stilistiske analyser af et medgivet nadversæt samt en 14C-datering af afdøde viser, at begravelsen er foretaget i 1000-tallet.6 Et fund fra 1917 af endnu en mulig bispegrav skal med den nye viden fra 2015-fundet måske også tilskrives den ældste trækirke.7

Den næste trækirke kender vi noget bedre, og der kendes større dele af et gulvlag og flere stolpehuller (fig. 1). Kirken blev formentlig opført efter 1086, og den var større end forgængeren. Også denne fase har antagelig været forsynet med to rækker indre stolper, der har været tagbærende, men grundlaget for tolkningen er også her spinkelt. Stolperne har opdelt skibet i et hovedskib og to sideskibe på henholdsvis 7 og 2,5 m i bredden. En enkelt stolpe 8,5 m mod øst er taget til indtægt for et romansk kor, således at kirken har haft en klassisk grundplan med et bredere skib og et smallere omtrent kvadratisk kor i øst (fig. 2). Det er dog også muligt, at kirken ikke har haft et smallere kor, og at den enlige stolpe stammer fra kirkens østlige afslutning. Hovedparten af de øvrige kendte trækirker fra perioden synes nemlig ikke at have haft særskilte kor.8 Kirken har samlet set været ca. 11,5 m bred og har haft en minimumslængde på 20-28 m afhængig af tolkningen af den østlige stolpe. Gulvet i kirken har bestået af et lag lerknolde, der er trampet sammen. Også denne kirke synes at være brændt. Kirken dateres traditionelt til perioden efter 1086 på baggrund af en mønt fra 1047-1074/1076 samt tilstedeværet af frådstenssmuld i stolpehuller. Frådsstenssmuldet kan stamme fra opførelsen af den nærliggende Skt. Knuds Kirke og/eller den omtalte frådstensbyggede bispegrav. Teorien er således, at den anden trækirke rejses på tomten af den første trækirke, efter at denne er nedbrændt i forbindelse med mordet på Knud IV.9 I et forsøg på at komme en datering af trækirkerne nærmere er der foretaget en 14C-datering af et lårben fra en grav, der var forstyrret ved anlæggelsen af den yngste trækirke og således er ældre end denne.10 Prøven dateres til 909-1147 e.Kr. og 969-1046 e.Kr. og synes derfor ikke at kunne flytte dateringen af Albani Kirke længere tilbage i tid.11 Det var ikke muligt at finde materiale til en 14C-datering direkte tilknyttet kirkens ældste fase.

/

©
FIG. 2: Rekonstruktion af den yngre trækirke med kor. Foto: Odense Bys Museer.

Ud over kirketomterne fandt man under gulvlaget til den ældste trækirke en grube, hvori man inden opførelsen havde støbt en kirkeklokke, der i sin udformning formentlig har været nært beslægtet med en klokke, fundet i havnen på den vikingetidige handelsplads Hedeby.12 Støbningen kunne antages at være foregået mere eller mindre samtidigt med opførelsen af den ældre kirke og blev termoluminescens-dateret til 1030 +/- 60 år. Hvis denne datering kan overføres på den ældste trækirke, er kirken den ældste arkæologisk daterede kirke herhjemme.13

/

©
inFIG. 3: Odense Vor Frue Kirkes nordside. Lige øst for nordkapellet ses rester af den ældre kvaderstenkirke bevaret i sin fulde højde. Øst herfor er senere påbygget et jævnbredt kor, som det formentlig også har været tilfældet med Skt. Albani Kirke. Foto: Odense Bys Museer.

Stenkirken menes opført i midten af 1100-tallet og nedrevet i 1542.14 Formentlig var det trækirken, der som sognekirke blev gjort uafhængig af Knudsklosteret mellem 1137 og 1146, måske netop for at kunne tiltrække midler til nybygningen. Dette kunne passe med en formodning om, at det var i stenkirken, at Valdemar den Store i 1157 mødtes med Svend Grathe inden blodgildet i Roskilde.15 I modsætning til Skt. Knuds Kirke opførtes den nye Skt. Albani Kirke helt eller delvist i granitkvadre, som det var tilfældet med den samtidige Vor Frue Kirke, hvoraf dele indgår i den nuværende kirke (fig. 3). Ligesom denne har Skt. Albani Kirke sandsynligvis været udstyret med søjleportaler, idet fem søjlefragmenter sammen med en hjørnesten fra en granitsokkel tidligere blev fundet i nærliggende ejendomme (fig. 4).16 Kirkens plan har formentlig været traditionel romansk, det vil sige med skib og et smallere omtrent kvadratisk kor. Af kirkens inventar er endnu bevaret en fornem døbefont, der i dag står i Skt. Jørgens Kirke i Svendborg (fig. 5.).

/

©
FIG. 4: Sokkelsten fra Skt. Albani Kirke. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG 5: I Skt. Jørgens Kirke i Svendborg er den senromanske døbefont fra Skt. Albani Kirke bevaret. Fonten er en gotlandsk type, udhugget i gotlandsk kalksten. Foto: Odense Bys Museer.

Senere i middelalderen har kirken gennemgået en ”gotisering” i tegl, hvor der indvendigt indbyggedes ribbehvælv, mens der udvendigt føjedes et sakristi til korets nordside, et kapel på skibets nordside, et tårn i vest og et våbenhus tæt ved sydvesthjørnet. Muligvis er også koret blevet udvidet, som det skete med Vor Frue Kirke. Denne antagelse bestyrkes af en graffiti, snittet på siden af Claus Bergs altertavle i domkirken. Graffitien viser Skt. Albani Kirke med en ubrudt tagrygning uden aftrapning til et lavere kor (fig. 6). På samme graffiti ses tårnet udstyret med et højt spidst spir.17 Af nordkapellet, der betegnes som nyt i 1435, påviste de seneste undersøgelser rester af nordmuren godt 7 m nord for skibets fundamentgrøft. Dette er lidt mindre end Vor Frues Kirkes godt 70 år yngre nordkapel (fig. 3), men antyder, at kapellet kan have haft omtrent samme omfang. Der har været god brug for de ekstra kvadratmeter, idet kirken ud over at rumme byens største sogn indeholdt 16 altre, heraf ikke færre end fire eller fem knyttet til borgernes gilder og broderskaber. Således ved man fra skriftlige kilder, at Elendegildets18 alter var placeret i nordkapellet. Gildet havde egen præst, som ifølge gildets regler (kaldet skråen) skulle bo ved kirken, og Elendegildets hus, som må have rummet både gildesal og præstebolig, lå da også umiddelbart synligt fra kapellet, kun adskilt af kirkegården.

/

©
FIG 6: På siden af Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke har nogen engang skåret en grov skitse af Skt. Albani Kirke. Det er den eneste pålidelige afbildning af kirken, vi kender. Foto: Odense Bys Museer.

Skt. Albani Kirkegård

Rundt om middelalderens bykirker lå kirkegårdene, sådan som man i dag stadig ser det ved landsbykirkerne. Kirkegårdens areal var indviet jord, og det var derfor vigtigt – ikke bare af praktiske hensyn – at markere afgrænsningen til omverdenen. Denne kunne markeres med grøft, hegn, stengærde eller en mur. Formentlig var der kirkegård omkring Skt. Albani Kirke allerede fra den tidligste trækirke. Kirken og kirkegården blev nedlagt omkring 1542 og udlagt til torv for byens handel. Uden tvivl har en bykirke som Skt. Albani Kirke på det tidspunkt haft diger eller teglstensmur.19 Endnu i 1690 kunne man angiveligt se rester af kirkegårdens mur, og i 1770’erne stødte man på rester af den nordlige kirkegårdsmur omtrent midt på den daværende udstrækning af Albani Torv.20 Men med tiden udviskede byens udvikling konturerne af den gamle kirkegård. I løbet af de seneste ca. 150 år er udstrækningen af Skt. Albani Kirkegård dog på ny erkendt på forskellig vis (fig. 7). Fordi der var tale om indviet jord, var kirkegårdsgrænserne i middelalderen formentlig ret permanente, men netop på Skt. Albani Kirbegrakegård blev der engang i senmiddelalderen inddraget et stykke jord af den østlige ende. Det ved vi fra både historiske og arkæologiske kilder.

/

©
FIG. 7: Albani Kirke og Kirkegård på et luftfoto fra 2013. Størrelsesforhold 1:600. Rekonstruktion af den senmiddelalderlige stenkirke er markeret med gult. Af kapellet på skibets nordside kendes kun dybden arkæologisk, bredden er baseret på det omtrent samtidige nordkapel på Vor Frue Kirke. Kirkegårdens udstrækning er markeret med fuldt optrukket streg, hvor den er mest sikker, og med stiplet, hvor der er lidt usikkerhed. Rødt: Elendegildets hus. Blåt: Brønde. Lyseblåt: Ældste kirkegårdsmur. Gråt: Stenfundament til mur. Brunt: Ældste kirkegårdsrist. Grønt: Yngste kirkegårdsrist. Kort: Odense Bys Museer.

Mod vest grænsede kirkegården direkte op til Skt. Knuds Kirkegård.
Skellet mellem de to kirkegårde er erkendt arkæologisk i 1990’erne som et 1,4 m bredt fundament af murbrokker og frådstensblokke, som menes at stamme fra de dele af Skt. Knuds Kirke, der blev revet ned i 1400-tallet. Denne kirkegårdsmur må altså være fra den allersidste del af middelalderen, men skellet mellem de to kirkegårde har formentlig eksisteret gennem hele middelalderen. Dette kunne konstateres ud fra en vidt forskellig tæthed af gravene på hver side af muren. På kirkegården omkring Skt. Albani Kirke, der fungerede som sognekirke fra ca. 1095, lå gravene langt tættere end på domkirkens Kirkegård.
Hvor alle sognebørn havde ret til en grav på Skt. Albani kirkegård, ser det ud til, at domkirken, der også var klosterkirke, var mere lukket udadtil – også hvad gjaldt begravelser.21 Det kostede givetvis penge, hvis man valgte at blive begravet der.

Mod nord er kirkegårdens udstrækning kun erkendt indirekte, men formentlig har der ligget bebyggede grunde helt op til kirkegården på denne side. I 1955-56, da der blev anlagt en parkeringskælder under Albani Torv, foretog museet enkelte arkæologiske observationer. Hverken grøft eller den kirkegårdsmur, som blev påtruffet i 1770’erne, kunne konstateres mod nord, men placeringen af den kunne bestemmes til omtrent der, hvor gravemaskinerne ikke længere gravede skeletter op.22 Her blev også fundet en hel gruppe middelalderlige drikkevandsbrønde, som må have ligget på grundene nord for kirkegården,23 og som dermed indikerer, at kirkegården ikke har strakt sig længere i den retning. På det nordøstre hjørne af kirkegården er man i flere omgange – senest i 2016 – stødt på et teglbygget hus, der ud fra skriftlige kilder kan bestemmes som Elendegildets hus, opført mellem 1435 og 1480.24 De nyeste arkæologiske udgravninger har vist, at gildehuset formentlig har ligget direkte uden for kirkegårdens nordøstlige hjørne og dermed har udgjort en del af kirkegårdens nordlige afgrænsning. Omkring husets sydøstlige hjørne blev i 2016 fundet to faser af en indgang til kirkegården, som ikke tidligere var kendt. Her var bevaret to stensatte skakter, som har ligget under de kirkeriste, som ved kirkegårdens indgang skulle holde omstrejfende husdyr ude fra den indviede jord (fig. 8). De to konstruktioner målte ca. 1,8 x 1,8 m i fladen og var bevaret i en højde af ca. 70 cm. Den ældste havde sider af kampesten, mens den yngste oven på en kampestenssokkel havde murværk af munkesten bevaret i op til fem skifter (fig. 9).

/

©
FIG. 8: Foran den middelalderlige portal ind til Tranebjerg Kirkegård ses en gammel kirkerist af jern. Foto: Gitte Grønfeldt Sørensen.
/

©
FIG. 9: Den teglbyggede grube under den yngste kirkerist. Til venstre i billedet anes murværk fra gildehuset. Foto: Odense Bys Museer.

Mod syd er kirkegårdens afgrænsning kun fastslået med nogenlunde sikkerhed. Ved udgravninger i 1983 blev der konstateret begravelser så langt sydpå, som gårdspladsen ved de bygninger, der dengang udgjorde Albani Torv 2, strakte sig. I 1888 fandt man under husene bagest på samme gårdsplads resterne af en øst-vestgående mur, syd for hvilken der ikke fandtes begravelser. Kirkegården har altså mod syd i hvert fald på et tidspunkt været afgrænset af en mur med et forløb omtrent som på kortet (fig. 7).25 Den sydlige del af kirkegården udgjordes således af det begyndende faldende terræn ned mod Odense Å. Lidt længere mod syd end den formodede kirkegårdsafgrænsning er der et plateau på skrænten. Her lå muligvis et stræde, hvorom det i 1540’erne nævnes, at det løb syd om Skt. Albani Kirkegård fra Bispegården i øst til Skt. Knuds Klosters abildgårdsmur i vest.26

Også mod øst var der et stræde langs kirkegården. I 1547 omtales dette nord-syd-gående stræde, der har givet adgang til bispegårdens vestport. Strædet har dog næppe været meget brugt af de almene borgere, fordi der endnu ikke var adgang over åen på dette sted.27 Placeringen af kirkegårdens øst-afgrænsning kan efter udgravningerne i 2016 flyttes ca. 6 m længere mod øst, end man tidligere har antaget. Her blev der fundet rester af en kirkegårdsgrøft, som var oprenset i flere omgange, og som blev respekteret af begravelserne på stedet. På et tidspunkt er grøften fyldt op og erstattet af en kirkegårdsmur, hvoraf enkelte store kampesten fra fundamentet blev fundet helt mod nordøst. Denne lille stump kirkegårdsmur udsprang fra den ældste af de to omtalte kirkeriste og er formentlig sløjfet samtidig med denne. I senmiddelalderen blev kirkegårdens udstrækning mod øst ændret. En stribe jord på ca. 5,5 meters bredde langs den østlige mur blev simpelthen nedlagt som gravplads, og en ny kirkegårdsmur med et 1,5 m bredt fundament af store kampesten blev anlagt lidt længere mod vest (fig. 10). Den oprindelige kirkegårdsportal mod nordøst kom derved til at ligge uden for kirkegården og blev erstattet af en ny på gildehusets sydside. Det er muligt, at inddragelsen af dette areal skete kort før år 1500, da man ved, at en stribe kirkegårdsjord blev lagt til ejendommen Krageborg, som lå syd for kirkegården. I 1547 omtaler en kilde nemlig, at dette er sket ”i mands minde”, og at det drejer sig om 14 fod jord i den østlige ende af kirkegården langs muren mellem Elendegildets hus og Krageborg, samt at kirkegårdsmuren ved samme lejlighed er flyttet mod vest.28 Bredden af området mellem de to arkæologisk konstaterede kirkegårdsmure (ca. 5,5 m) stemmer dog ikke helt overens med de 14 fynske fod (ca. 4,3 m), som omtales i kilden, så det kan ikke siges med sikkerhed, om der er sammenhæng mellem den historiske kilde og de arkæologiske vidnesbyrd. Men under alle omstændigheder viser det, at kirkegårdens grænser ikke var uforanderlige på trods af stedets særlige status som indviet jord. Hvis man antager, at de øvrige grænser omkring kirkegården har været nogenlunde uforanderlige, har Skt. Albani Kirkegård målt omtrent 105 x 55 m. Det giver et areal på ca. 5700 m², hvoraf den fuldt udbyggede stenkirke har optaget ca. 700 m². Ved udgravningerne i 2016 blev der udgravet ca. 260 m² i kirkegårdens nordøstlige hjørne, og her var der omtrent én helt eller delvist bevaret grav pr. m² foruden et ukendt antal helt ødelagte grave, som var forstyrrede allerede i middelalderen ved anlæggelsen af yngre grave. Ifølge middelalderens religiøse tankegang var en begravelse tæt på kirken at foretrække frem for et gravsted i kirkegårdens periferi. Gravtætheden har altså formentlig været større tættest på kirken. Derfor forekommer et bud på mellem 7.000 og 10.000 anlagte grave på Skt. Albani Kirkegård i løbet af de ca. 500 år, kirkegården fungerede, ikke urealistisk, selv om det aldrig vil være muligt at fastlægge det præcise antal. På trods af at anlæggelsen af en parkeringskælder fra 1950’erne fjernede størstedelen af de middelalderlige begravelser på Skt. Albani Kirkegård uden en egentlig arkæologisk undersøgelse, er flere hundrede grave blevet udgravet gennem de seneste årtier. Skeletterne giver os gode oplysninger om levevilkår, sygdomme og ernæring i middelalderens Odense. Visse skavanker såsom helede benbrud og tandløse kæber er umiddelbart synlige på knoglerne, hvilket også kan gælde sygdomme som eksempelvis spedalskhed og syfilis (fig. 11).29 Andre helbredstilstande kan man opnå viden om gennem naturvidenskabelige undersøgelser.

/

©
FIG. 10: På denne 3D-model af udgravningen ses kampestensfundamentet til kirkegårdsmuren. Til højre i billedet ses gildehuset og den yngste kirkegårdsrist under udgravningen. Gravene ses som mørke rektangulære former mod det lyse undergrundssand. Foto: Arkæologisk IT Aarhus Universitet & Odense Bys Museer.

/

©
FIG. 11A: Helet brud på skinne- og lægben. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 11B: Denne ældre kvinde levede de sidste mange år af sit liv uden tænder i munden. Foto: Odense Bys Museer.
Selve gravlæggelsen – ligets placering og den eventuelle kistes udformning – beretter desuden om standsforskelle og omsorgen for den døde. En begravelse under kirkens gulv var forbeholdt de få. Bispegraven fra 1000-tallet, der omtales andetsteds i denne bog, er et godt eksempel på en sådan højstatusbegravelse. Helt unik har denne frådstensgrav dog næppe været, idet man allerede i 1917 fandt de ødelagte rester af en lignende kiste kun få meter vest for den grav, der blev fundet i 2015. Ude på kirkegården men tæt på den daværende kirke har man siden 1950’erne fundet ca. 15 kister, opmuret af teglsten. De stammer fra 11-1200-tallet.30. Både placering og kiste fortæller, at der er tale om højstatusbegravelser.
/

©
FIG. 12: Teglbygget grav. Foto: Odense Bys Museer.

De seneste års udgravninger har koncentreret sig om den østlige del af kirkegården– længst væk fra kirken – hvilket var et mindre attraktivt sted at blive begravet. Her blev kun fundet en enkelt teglstensbygget grav, og den var af en meget simpel udformning uden mørtel (fig. 12).
I graven lå et 12-13-årigt barn, og det viser os, at omsorgen for børn og unges begravelse har været stor på trods af – må vi formode – en høj børnedødelighed. Selv om midlerne har været små, og der ikke har været råd til en trækiste, har man ønsket at skabe et beskyttende rum omkring den døde, som det ses ved et spædbarn, der er omkranset af tilfældige teglstensbrokker (fig. 13). Ved en række grave varder blot placeret en munkesten på hver side af den gravlagtes hoved og fødder (fig. 14). Stenene har formentlig båret et låg, hvilket har udgjort en ”kiste” – måske ud fra en modvilje mod at se jord blive kastet på den afdøde, når graven blev dækket til. En usædvanlig indramning af den afdøde sås i en grav, hvor liget var omkranset af smukt arrangerede knogler, sten og teglsten (fig. 15).

/

©
FIG. 13: Teglsten skaber et rum om et gravlagt barn. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 14: De fire teglsten formodes at have båret et trælåg. Foto: Odense Bys Museer.

Nogle grave tiltrak sig særlig opmærksomhed. Det gjaldt bl.a. to grave (henholdsviset barn og en ca. 20- årig kvinde), som stik imod almindelig praksis var begravet i nord-sydlig retning. Kirken foreskrev, at kristne skulle begraves med hovedet i vest, således at den døde på dommens dag vender ansigtet mod øst, hvorfra Kristus skulle komme.31

/

©
FIG. 15: Kun fodenden af denne grav var bevaret. Liget var indrammet af knogler, en sten, et kranie og en mursten. En knogle, som blev fjernet, før den usædvanlige konstruktion blev erkendt, har fuldendt indramningen forrest i billedet. Foto: Odense Bys Museer.

Normen var – som i dag – at der blev begravet ét individ i hver grav. Men i nogle tilfælde afveg man dette princip. I én grav var to personer på ca. 20 år – måske søskende eller et ungt ægtepar – således grav- lagt sammen (fig. 16). Og i en anden grav, der kan dateres til 1400-tallet, var ikke færre end fem unge mennesker mellem ca. 9 og 18 år gravlagt sammen, delvist stablede (fig. 17).32 Der var ingen spor af, at de er døde ved en voldelig handling eller ulykke, så det er formentlig vidnesbyrd om en af middelalderens dødelige epidemier, hvor det store antal af døde har gjort det nødvendigt i hast at lægge flere lig i samme grav.

/

©
FIG. 16: Dobbeltgrav. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 17: Fællesgrav for fem unge mennesker. Foto: Odense Bys Museer.

Der er også fundet en håndfuld eksempler på, at et barn i alderen 0-5 år er blevet begravet sammen med en voksen. Der er næppe i alle tilfælde tale om mor og barn, men snarere at man har ønsket – når de tragiske omstændigheder tillod det – at lade en voksen ledsage barnet ind i efterlivet. I et af disse tilfælde har vi mulighed for at komme meget tæt på hændelserne ved begravelsen. Der er tale om en grav med en kvinde i den fødedygtige alder, som er begravet med et meget lille barn mellem benene (fig. 18). Barnet må været død kort tid efter fødslen, men der er formentlig ikke tale om et dødfødt barn, idet børn, som døde inden dåben, slet ikke måtte blive begravet på kirkegården ifølge datidens kirkelige love.33 Graven er placeret helt op mod kirkegårdens østlige afgræsning. Hvis kvinden er barnets mor, sandsynliggør denne placering, at de begge er døde inden for seks uger efter fødslen. En barselskvinde blev nemlig i dette tidsrum betragtet som uren og skulle, hvis hun døde i denne periode, begraves i kirkegårdens periferi.34

/

©
FIG. 18: En kvinde og et nyfødt barn i samme grav. Foto: Odense Bys Museer.

To grave skiller sig ud, fordi de synes at have ligget uden for kirkegårdsmuren mod nord. Gravene blev fundet under Elendegildets hus, og én af dem var tydelig forstyrret ved opførelsen af teglhuset (fig. 19). Sådan et sidste hvilested uden for kirkegården og ovenikøbet på den mindst attraktive nordside indikerer, at der nok er tale om personer, der var bandlyst af kirken eller på anden vis havde mistet retten til en grav i indviet jord. Det kan dreje sig om forbrydere, selvmordere el. lign. Hvis det er tilfældet, har der altså været et jordstykke til sådanne begravelser på det sted, hvor gildehuset senere kom til at ligge. De to grave virkeliggør på dramatisk vis betydningen af kirkegårdens skel. Udenfor lå de fortabte; indenfor lå de, som efter en tid i skærsilden kunne gøre sig forhåbninger om at stå op af graven og stige op i Guds himmel.

/

©
FIG. 19: Den ene grav uden for kirkegården blev forstyrret, da gilde-huset blev opført. Den store kampesten har formentlig båret en pille i husets kælder. Foto: Odense Bys Museer.

Noter

  1. Johannsen & Johannsen 1995:173-174.
  2. Bertelsen 2016:121.
  3. Johannsen & Johannsen 1995:175 note 108. Bertelsen 2016:124. Se dog Krongaard Kristensen 1998:350.
  4. Gelting 2010:23 og note 78.
  5. Johannsen et al. 1998-2001:1736.
  6. Bjerregaard et al. 2016a; Laboratorienummer AAR-23976.
  7. Bjerregaard et. al. 2016a:151-152; 2016b:4.
  8. Holm & Mikkelsen 2016:18.
  9. Arentoft 1985; Johannsen et al. 1998-2001:1736ff.
  10. Arentoft 1985:19.
  11. Laboratorienummer Poz-72618. Ved hensyntagen til reservoireffekt i forhold til indtag af evt. marin føde vil dateringerne skulle korrigeres op til 80 14C-år (Tomasz Goslar, AMS-laboratoriet i Poznan, Polen: mundtlig meddelelse).
  12. Arentoft 1985:18.
  13. Holm & Mikkelsen 2016:18. I et forsøg på at indsnævre dateringen af klokkestøbegruben blev der i 2017 forsøgt at supplere med yderligere 14C dateringer af organisk materiale fra støbeformene. Materialet viste sig at være ubrugeligt til datering og resulterede bl.a. i en datering til ca. 13.000 år f.Kr. Poz-91454, Poz-91455, Poz-91456. Pozna´n Radiocarbon Laboratory.
  14. Arentoft 1985; Johannsen et al. 1998-2001:1736ff.
  15. Johannsen & Johannsen 1995:1730.
  16. Arentoft 1985, s. 42, Danmarks Kirker IX. Odense Amt, bd. 3:1738.
  17. Johannsen & Johannsen 1995:1731.
  18. Elendegildet var et af Odenses gilder og lav, som var fagspecifikke, sociale eller religiøse sammenslutninger. Elendegildebrødrene var præster, rådmænd og købmænd. Bisgaard 2001:111ff.; Bisgaard 2004; Christensen 1988:127ff.
  19. I slutningen af 1500-tallet havde de fleste fynske landsbykirker stengærder. Stoklund 1963, sp. 391.
  20. SRD III:366; Engelstoft 1880:146 & 192.
  21. Christensen 1999:86f.
  22. Arentoft 1985:48.
  23. Albrechtsen 1956:212.
  24. Albrechtsen 1956:210, Christensen 1988:128.
  25. Arentoft 1985:48.
  26. ÆA V,:212 F. 14 & F. 15.
  27. ÆA V:183.
  28. Vedel Simonsen 1843 II,2:46.
  29. Pedersen & Bjerregaard 2016.
  30. Albrechtsen 1956:205-210; Arentoft 1985:49-50; Danmarks Kirker IX. Odense Amt bd. 3:1741-1742.
  31. Madsen 1990:122.
  32. Olsen 2016:17-18, 24.
  33. Nilsson 1989:243ff.
  34. Jonsson 2009:81.

Litteratur

  • Albrechtsen, E. 1956: Albani Torv. Fynske Minder 1956, s. 203-219.
  • Arentoft, E. 1985: Sankt Albani Kirke, I: F. Grandt-Nielsen (red.): Albani Kirke & Torv. Odense Bys Museer. Fynske Studier XIV. Odense, s. 7-59.
  • Bertelsen, T. 2016: Kirker af træ, kirker af sten – Arkitektur og dateringsproblemer på Svend Estridsens tid. I: L. C. A. Sonne & S. Croix (red.): Svend Estridsen. Odense. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences vol. 528 s. 109-132.
  • Bisgaard, L. 2001: De glemte altre. Odense.
  • Bisgaard, L. 2004: Religion, gilde og identitet i den senmiddelalderlige by. I: S. Bitsch Christensen (red.): Middelalderbyen. Danske bystudier 1. Aarhus.
  • Bjerregaard, M.M., J.T. Christensen & J. Hansen 2016a: Bispen i Albani Kirke. Odense Bys Museer 2016, s. 140-155.
  • Bjerregaard, M.M., J.T.Christensen & J.Hansen 2016b: Tidlig bispegrav i Odense. Skalk 2016:5, s. 3-9.
  • Christensen, A.S. 1988: Middelalderbyen Odense. Viby J.
  • Christensen, J.T. 1999: Døden skiller – om kirkegårdsskel og -skik under Skt. Knuds Plads. Fynske Minder 1999, s. 83-92.
  • Danmarks Kirker 1934ff.: Nationalmuseet (udg.) København.
  • Engelstoft, C.T. 1880: Odense Byes Historie, 2. udg. Odense.
  • Gelting, M.H. 2010: Viborg Stifts grundlæggelse og den danske kirkes udvikling i 1000-tallet. Fra Viborg-egnen. Årg. 75, s. 11-31.
  • Holm, N. & H. Mikkelsen 2016: En trækirke i Hedensted? I: M. Andersen & H. Mikkelsen (red.): Hedensted Kirke -Undersøgelser og restaureringer. København, s. 9-30.
  • Johannsen, B. B. & H. Johannsen 1995: Odense Domkirke S. Knuds Kirke: Bygning. I: Danmarks Kirker IX. Odense Amt hft. 2-4. København.
  • Johannsen, B.B., H. Johannsen & K. Kryger under medvirken af K. Eliasen, S. Rask & M. Vedsø 1998-2001: Danmarks Kirker IX. Odense Amt 3. bind.
  • Jonsson, K. 2009: Practices for the living and the dead: medieval and post-reformation burials in Scandinavia. Stockholm.
  • Krongaard Kristensen, H. 1998: Viborgs topografiske udvikling i 1000-1300. I: J. Hjermind m.fl. (red.): Viborg Søndersø 1000-1300. Byarkæologiske undersøgelser 1981 og 1984-85. Viborg Stiftsmuseums skriftrække bind 2 Side 349-358. Jysk
  • Arkæologisk Selskabs Skrifter XXXIV. Aarhus
  • Madsen, P.K. 1990: Han ligger under en blå sten. Om middelalderens gravskik på skrift og i praksis. Hikuin 17, s. 113-134.
  • Nilsson, B. 1989: De Sepulturis. Gravrätten i Corpus Iuris Canonici och i medeltida nordisk lagstiftning. Stockholm.
  • Olsen, T.B. 2016: Antropologisk rapport OBM3183, Albani Torv. Retsmedicinsk Institut, Antropologisk Afdeling, ADBOU, Syddansk Universitet. Upubliceret rapport.
  • Pedersen, K. & M.M. Bjerregaard 2016: Sygdom, død og begravelse på Albani Kirkegård. Observationer fra en igangværende arkæologisk udgravning. Bibliotek for Læger 2016, s. 158-177.
  • SRD: Scriptores rerum Danicarum medii Ævi I-IX 1772-1878. J. Langebæk, P. F. Suhm et al. (udg.). København.
  • Stoklund, B. 1963: Kirkegård. I: Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bd. VIII, sp. 391-92.
  • Vedel Simonsen, L.S. 1841-44: Bidrag til Odense Byes ældre Historie bd. 1-3, Odense.
  • ÆA: De ældste danske Arkivregistraturer I-V 1854-1910, Det kongelige Selskab for Fædrelandets Historie (udg.). København.
©