Skyggen af H.C. Andersen. Et Eventyr?

Thi hvis nogen er ordets hører
og ikke dets gører,
så ligner han en mand,
der betragter sit eget ansigt
i et spejl:
når han har betragtet sig selv,
går han bort og glemmer straks
hvordan han så ud.

Jakobsbrevet l,23f.

Det flg. er læsefrugten af en vinters studiekreds om Andersens liv og forfatterskab og blev skrevet mens undertegnede var DKU-præst for den danske menighed i Surrey, British Columbia. Der fremlægges en nytolkning (?) af eventyret Skyggen. Artiklen falder i to afdelinger: i den første præsenteres en række mere almene iagttagelser og overvejelser til baggrund for og underbygning af den detaljerede gennemgang af eventyret, som fremlægges i anden afdeling.

A. Indledende bemærkninger

Nylig udkom en amerikansk bog, hvori en stribe af skønlitterære forfattere er blevet sat på den opgave at skrive en artikel om hver sit skrift fra Det nye Testamente, og så godt som samtlige bidragydere giver på et eller andet tidspunkt udtryk for deres tøven over at skulle begive sig ind på et område, der i den grad er velbevandret af eksperter og eksegeter igennem et par tusinde år. Hvad kan man i værste fald som »udefrakommende« ikke komme til at gøre af misforståelser og fejltagelser – eller selv i bedste fald komme til at fremføre af banaliteter og gamle travere.

Jeg befinder mig i samme situation, når jeg i det flg. vil vove at fremlægge en fortolkning af H.C. Andersens eventyr Skyggen. For det første er jeg i almindelighed ikke specielt bevandret i skønlitteraturen eller særlig bekendt med litterære fortolkningsmetoder, og for det andet har jeg ikke siden barndommen »beskæftiget« mig med Andersen, ligesom jeg befinder mig på et sted i verden, hvor jeg stort set ikke har haft adgang til nogen sekundærlitteratur udover Elias Bredsdorffs og Bo Grønbechs biografier. Desto mere grund til betænkelighed er der endvidere at finde deri, at jeg med min tolkning vist nok både forbryder mig bagstræberisk mod Nykritikens rendyrkning af værket fremfor det mere nyfigne snageri i forfatteren, og, hvis Bredsdorff ellers står til troende, kaster mig i armene på den form for udlægning af Andersens forfatterskab, der ad nauseam er blevet begået indtil for ganske nylig, nemlig just den biografiske. Endelig, hvad helt konkret Skyggen angår, lader det mig ikke upåvirket, at såvel mine to hjemmelsmænd som Bredsdorff i sin mini-forskningsoversigt fremlægger en række fortolkninger, der nok er indbyrdes forskellige, men som alle er enige i tendensen af deres forståelse af eventyret.

Naturligvis er det just dette sidste, der udfordrer mig til at præsentere min opfattelse, eftersom jeg både umiddelbart og fremdeles ovenpå en vinters glad lænestolslæsning af og om Andersen er overbevist om muligheden af en læsning af Skyggen, som går direkte op imod den åbenbart kanoniserede. Lad det dog også fra starten blive præciseret, at den egl. interesse ikke er at bidrage til Andersen biografien, men via den påvise lag i eventyret, som ellers vanskeligere lader sig afdække.

Med amatørens frimodige frækhed skal det om samtlige andre tolkninger (som jeg er bekendt med – og det endda kun nødtørftigt!) hævdes, at de er blevet ledet på vildspor ved at have ladet sig indfange og dirigere af hovedmotivets (»skyggen«) dagligdags konnotationer og eventyrets tilsyneladende barske og nærmest kriminelle slutning. Derfor er de alle enige om at hæfte den samme slags adjektiver på eventyret, såsom »mørk«, »dyster«, »uhyggelig«, »pessimistisk«, idet de opfatter eventyret som handlende om »kulturens forfald«, »humanismens krise«, »det falskes knægtelse af det ægte«, »snylterens sejr«, »Andersens skjulte og bidske kritik af sine modstandere« o.l.

Mine grundlæggende påstande er tværtom, at eventyret Skyggen ikke i første række drejer sig om samtidsanalyse, kulturkritik, litterære skoler eller oprør med rivaler på parnasset, men om Andersen selv og hans forhold til sine højborgerlige mæcener; at Skyggen i eventyret trods umiskendeligt frastødende træk ikke er skurken men vitterligt helten; og at eventyret følgelig ikke er en undergangsfortælling, men en historie om en (social og psykologisk) opstigning og befrielse.

Men lad det endeligt også til indledning blive slået fast, at jeg naturligvis er indforstået med, at Andersens eventyr lader sig forstå og værdsætte som kunstværker uden kendskab til hans liv og levned, akkurat som en af de største fornøjelser ved at læse Skyggen er Andersens eminente brug og udnyttelse af billeder og metaforer, så at de sammenhænge, som den mere eller mindre dybsindige analyse måtte grave frem, også er forbundet på »overfladen«, på det umiddelbare, billedlige plan. Eller for at sige det omvendt: At eventyrene, in casu Skyggen, skulle være selvbiografiske bearbejdelser formindsker ikke deres kunstneriske værdi, thi det er jo ikke enhver beskåret at genfortælle sit liv om og om igen, så at den fremmede læsers opmærksomhed og interesse til stadighed fastholdes. I forlængelse heraf bør det tillige understreges, at eventyrene ikke for mig at se er allegorier over privatlivet, nøgleromaner der i et ét-til-ét forhold beskriver Andersens egenverden – måske med undtagelse af Den grimme ælling og Gartneren og herskabet – men at de broderer videre på et enkelt optrin eller tema fra Andersens liv. Men når så dette er vedgået, da gælder det vel ikke mindst om Skyggen, at uden den biografiske baggrundsviden og fortolkning, som der her skal plæderes for, er den historie nærmest et anti-eventyr, ligesom den rummer nogle selvmodsigelser, hvis man ville fastholde dén gængse udlægning, der stikordsagtigt er hentydet til ovenfor.

At der er selvbiografiske elementer i Skyggen er for så vidt banalt, eftersom det er alment kendt, at Andersen i såvel romaner som eventyr indarbejdede selvoplevede episoder (der som råmateriale tit lader sig genfinde ord til andet i form af optegnelser i almanakkerne, dagbøgerne og brevene), ligesom velsagtens kun få forfattere i samme grad som han synes at have været nærmest besat af den samme læst til opbygning af sine historier. Grænsende til det monomane genfindes den samme grundstruktur overalt i forfatterskabet, den figur nemlig, der nok har litterære aner i Aladdin-skikkelsen, men – hvad der i Andersens sammenhæng er langt vigtigere – som i hans selvforståelse havde tegnet hans egen løbebane.

Sjovt nok er jeg i den forbindelse i en vis forstand tilbøjelig til at tage Andersens ord for gode varer, når han gang på gang i Mit livs eventyr bedyrer det uretfærdige i beskyldningen om, at han skulle være forfængelig og selvoptaget. Jovist har man indtrykket af, at han til tider koketterer med sine manerer; men lige på det her punkt ville en velvilligt indstillet læser kunne give ham ret. I hvert fald forstået på den måde at hvor han overfor andre forekom selvoptaget, der var han i en dyb forstand i virkeligheden snarere optaget af sin egen historie, vel at mærke som noget udefrakommende der var overgået ham. I det lys kan man i hvert fald tolke såvel hans idelige udbrud om forunderligheden i kontrasten mellem hans baggrund og f.eks. et selskab hos de kongelige til hans ære; som hans hyppige taksigelser til Gud og lykkestjerner, der nok er litterære klichéer, som i de offentlige værker kan forekomme at tjene idylliserende formål, men som i lige så høj grad dukker op i dagbøgernes private notater og reflektioner. Dér optræder de i mine øren som spontane udbrud (selvsagt litterært forarbejdede, man holder jo ikke op med at være forfatter, fordi det er dagbog man fører), altså som ægte udtryk for forundring og taknemmelighed. Andersen var overvældet af sit livs kontraster og dets lykkelige forløb. Andersens største inspiration var hans egen livsbane, de vigtigste historier, han havde at fortælle, var så og så mange variationer over hans eget livs grundfortælling.

Sammenfattende sagt havde Andersen, lidt på samme måde som Hitchcock der altid optræder i et enkelt klip i sine film, for vane næsten overalt at efterlade små vignetter af sig selv. Derudover tillod han sig i ikke så få tilfælde at lade sin egen rolle svulme op til at blive historiens dominerende skikkelse.

Hvis dette gælder i almindelighed, er det heller ikke nyskabende at gøre opmærksom på, at for Skyggens vedkommende er der i indledningens stemningsbillede af den ubestemte lokalitet (der kun anføres som »i de hede lande«) tale om et direkte genbrug af Andersens egne oplevelser i Napoli under Italiensrejsen i 1846, hvor han da også påbegyndte nedskrivningen d. 9. juni. Det kræver heller ikke særlig fordybelse i biografien før end det opdages, at et af historiens omdrejningspunkter, det bizarre, pinlige og ydmygende optrin om du/De, er direkte kalkeret af efter den groteske virkelighed, sådan som den havde udspillet sig i forholdet til den forhadte elskede, Edvard Collin, 15 år forinden. Ja, just optrinnets indoptagelse i eventyret kan ses som ét af trækkene i et 40 år langt »skakspil«, der altså varede mere eller mindre ved indtil Andersens død.

»Direkte« står der; men det er jo forkert, thi i eventyrets verden vendes rollerne om, ligesom forsmædelsen får en tand til – det kommer vi tilbage til under gennemgangen.

Hermed er så atter antydet, hvad hovedindholdet i min tolkning går ud på. Stadigvæk ihukommende de forbehold der er fremført til indledning, så tyder det på, at hidtidige fortolkere p.d.e.s. enten har nøjedes med at anerkende, at du/De optrinnet naturligvis stammer fra biografen, men blot indarbejdes i eventyret som kolorit på linie netop med den maleriske beskrivelse fra hotelværelset i Napoli, eller at der i det højeste blot er tale om et hip til Collin, der i forbifarten skulle ud mellem sidebenene; eller så ser det p.d.a.s. ud som om, at selv de fortolkere, der som jeg vil lade eventyret være en mere substantiel bearbejdning af forholdet til Collin, godtager den rollefordeling, at Andersen er den rare forsker, mens Skyggen er en ondskabsfuld karikatur af Collin.

Dog lader Bredsdorff i sin opsummering forstå (s. 409, desværre uden at nævne navne), at der også foreligger en tolkning, der øjensynligt må være den der lægger sig tættest op ad min, idet Skyggen her opfattes som et selvportræt. Jeg er beklageligvis ikke bekendt med, hvilken fortolker det drejer sig om, men det antydes, at der er tale om en tydning i (dybde-)psykologisk retning, hvor altså Skyggen repræsenterer Andersens skyggesider. Det er jeg i og for sig enig i; blot mener jeg at dette kun er et bimotiv. I første række skal Skyggen forstås i en »social«, »samfundsmæssig« betydning. Eller for at udtrykke det en kende firkantet: Skyggen er ikke så meget de skjulte og ubehagelige sider hos Andersen (ellers så rigeligt bevidnet i egne private skriverier og andres erindringer), som det er skyggetilværelsen under borgerskabets (nedladende) omsorg.

Formodentlig sidder kendere af eventyret allerede inde med den indvending, at eventyrets skildring af Skyggen er for negativ til, at der kan være tale om et selvportræt, eller at Skyggen kan kaldes for »helten«. Fundamentet for denne artikels tolkning er først og fremmest den ikke ukendte mekanisme, som lader sig beskrive på flere måder: at en forfatter i sine værker kan henføre et erstatningsliv; at den opdigtede fortælling kompenserer for virkeligheden; at digteren under dække af sine personer kan leve sider af sin personlighed ud i renkultur og – i forlængelse heraf – derfor kan risikere en anderledes hudløs ærlighed end almindelig takt og tone pånøder i det »civile« liv.

At Andersen begik dette i sine romaner fik selv samtiden hurtigt færten af, med Søren Kierkegaard som et berømt eksempel, og just den side Kierkegaard hæftede sig ved er velsagtens den bedst kendte: Andersens lidt flæbende og sentimentale selvforståelse. Den tone – sammen med det selvretfærdiggørende – slår én i møde under læsningen af de officielle selvbiografier, som endvidere gennemvæves af hans forbitret umættelige, ja, vel i klinisk forstand neurotiske, appetit på anerkendelse og derigennem oprejsning i forhold til sine (gamle) kritikere; men disse toner lader sig uden besvær genfinde i de »uofficielle selvbiografier« som til eksempel Den grimme ælling, Gartneren og herskabet og Den lille havfrue.

Langt mere spændende forekommer det, at Andersen til gengæld i sine eventyr såvel kunne opvise en nøgternhed og skruppelløs ærlighed som fremvise rendyrket ubehagelige sider af sin karakter, som er uden sidestykke i det øvrige forfatterskab. Til eksempel lader det sig gøre uden større besvær at anskue Nissen og spækhøkeren som det nøgterne og lidet flatterende spejlbillede af den selvgode skildring i Gartneren og herskabet, og i forhold til havfruens tragiske heroisme og idealisering af det mislykkede kærlighedsliv, kan man læse eventyr som Flipperne og Kærestefolkene som helt modsatte bearbejdelser af forelskernes forlis, historier hvor den forsmåede tilbeder serverer en cocktail, der skønt godt mixet med overdådig humor hovedsageligt består af rønnebær og malurt.

Hvad specifikt den voldsomme slutning på eventyret angår, kan man i første omgang notere sig brutaliteten i eventyr som Store Claus og Lille Claus, Fyrtøjet etc., som Andersen som bekendt fik på hattepulden for af den samtidige kritik; men vigtigere er også Otto Tolstrups skaffen søsteren af vejen (i romanen O.T.). Sidstnævnte eksempel turde være den litterære pendant til den isnende afstumpethed i dagbogsoptegnelsens omtale af søsteren, Karen Marie Rosenvinge, som »min moders datter«, et udtryk for afstandstagen som er sammenligneligt med det bibelske »denne din søn« i munden på den ældste broder i lignelsen om Den fortabte Søn (Lukas 15,30). I grunden véd jeg ikke, og i denne sammenhæng er jeg ikke særlig optaget heraf, hvor bevidst Andersen forholdt sig til sit liv i værker som de sidstnævnte, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at præjudicere noget herom, når jeg siger, at han forarbejdede sit mislykkede kærlighedsliv og (?!) sociale liv i disse eventyr; men tør man tolke en drøm som den flg. som et udtryk for, at han sagtens har anet, at der var noget anderledes dybt end blot og bar underholdning på færde i skriverierne? I dagbogen under 1. maj 1856 anfører han: »Drømt at jeg skrev og Bogstaverne stak Ild i Papiret«.

B. Analysen

Som udenlandsdansker erfarer man uvægerligt et forhold i sin hverdag, der får én til at nikke genkendende til den pointe, som Bredsdorff kraftigt understreger i sin omtale af den angelsaksiske verdens opfattelse af forfatteren H.C. Andersen, nemlig at det er sigende og påfaldende som humoren lider trange kår i flertallet af de engelske oversættelser. Det er desto mere graverende, eftersom det akkurat er humoren, der punkterer eller i det mindste formår at holde mange af eventyrenes grasserende moralisme stangen. Og som Bredsdorff så rigtigt påpeger, endog i Historien om en moder finder Andersen en plads til humoren, ligesom i hvert fald det såkaldt mørke eventyr Skyggen vrimler med humor, underfundigheder og spil med ord og billeder. Det endda i sådan en grad, at for ikke at fortabe os heri og gøre analysen unødig lang, skal der i denne sammenhæng ses helt bort herfra og undlades at påpege eksemplerne herpå, bortset fra når de direkte indgår i argumentationen. Lad os i stedet nøjes med én gang for alle at fastslå, at også her er humoren saltet i fortællingen.

Den ene af eventyrets to hovedpersoner – og dermed dem begge – opholder sig i en livlig sydlandsk by. Den lærde mand, der nok var indtaget i de varme lande – bortset fra solen! – undrer sig ofte over blomsterne på altanen overfor og musikken inde fra den tilsyneladende tomme lejlighed. Allerede inden Skyggen sidenhen beretter herom, aner man, at det drejer sig om poesiens sirenesang – hvilket den lærdes prosaiske vært givetvis ikke har øre for (»Det er ligesom om En sad og øvede paa et Stykke, han ikke kan komme ud af«) – for ligesom så mange andre steder yndede Andersen at tale om sin litterære kreativitet i botaniske termer, såsom når han og Ingemann brevvekslede om træer og blomster i deres digterhaver (ved meddelelsen i 1838 om den kongeligt bevilligede årsgage på 400 rigsdaler udbryder Andersen taknemmeligt: »Nu har jeg dog et lille Brødtræ i min Digterhave og behøver ikke at synge for hver Mands Dør for at faa en Brød-Krumme!«).

En aften opmuntrer Herren i spøg sin skygge til at gå ind ad genboens altandør, men er alligevel yderst overrasket næste dag over at opdage, at den ganske rigtigt er borte, og selv om han forsøger at narre den frem (som alle ægte mæcener er han nemlig vidende om, at »Skyggen vil altid have sin Herre til Skjerm«), forbliver det resultatløs. Herren forvinder dog snart tabet, for som bekendt gror alt så hurtigt i troperne – også skygger! Da husvennen Andersen truede med at gøre skandale ved at forelske sig i den yngste datter, var Collinerne hurtige til at skaffe digterspiren midler til den klassiske medicin imod sådanne griller – en kølende tur til de varme lande, omend det skete under dække af at skulle være en inspirations- og dannelsesrejse. Hvad det sidste angår, var hensigten måske heller ikke så ærlig ment, eftersom Edvard jo just under Rom-opholdet gav Andersen det famøse råd: »For Guds Skyld, for deres Digteræres Skyld, lad være med at skrive i nogen Tid…«. Og selv når Collinerne var i deres mest velmenende hjørne, havde de så lidt som Herren i eventyret forventet, at Skyggen ville gøre alvor af invitationen til at begive sig bort, således som Andersen i en vis forstand kunne begynde at gøre, da han vendte tilbage fra Italiensrejsen i 1833 med Improvisatoren i bagagen. Den bog skulle næsten bogstaveligt bane vejen for ham væk fra den forbeholdne modtagelse derhjemme ud i Europa til feterende velkomster.

Under dække af at gengive den lærde mands ærgrelse har Andersen på dette sted i fortællingen ikke kunnet dy sig for et privat indskud, idet han vil komme beskyldningen for at plagiere Chamisso i forkøbet, Chamisso som Andersen under en tidligere rejse havde mødt i Berlin, og som få år i forvejen havde udsendt sin version af det faustiske tema i romanen Peter Schlemihl. Sådanne hip ud mellem sidebenene var ikke ukendte hos Andersen, selv om han også nogle gange betvang sig selv og bortredigerede dem inden værkerne nåede frem til offentliggørelse, se Bredsdorff s. 165 om den ændrede indledning til Lykkens galoscher. (Nogle af de engelske oversættere har også fornemmet det private stilbrud og udelukker ganske enkelt hele passagen).

Mange år senere opsøges den lærde mand af en gespenstlignende person, der dog ved sin påklædning fremtræder som en fornem mand. Det er ikke kun manufakturhandlere der véd, at klæder skaber folk, thi også hos Andersen får tøjet det (/den) usynlige til at træde frem og tage sig ud (»Skyggen var overordentlig godt klædt paa, og det var just Det, som gjorde, at den var ganske et Menneske«, »jeg trængte til Støvler, til Klæder, til hele denne Menneske-Fernis, som gør et Menneske kjendeligt«) – et tema, der ikke blot har aner i den gotiske litteratur, men som Andersen tillige i høj grad selv havde erfaret sig til på smerteligste vis lige fra det famøse konfirmationstøj, der ikke gjorde sig lige så godt på de bonede gulve i København som i Odense Domkirke, til Slagelsestudentens mangel på passende garderobe til bal på Amalienborg under besøg hos Høegh-Guldbergs. Sidenhen blev den unge digterspire jo kendt som lidt af en lapset fyr og gav dermed udtryk for en selvbevidsthed i antrækket, som udmærket harmonerer med den noget pralende præsentation af sig selv, som Skyggen giver sin gamle Herre. Sørgmuntert kunne Andersen af og til ønske sig, at Europas notabiliteter ville betænke ham med kolde kontanter frem for snustobakdåser o.l. gaver, og Skyggen må det være gået på lignende vis, for også hans tale overdøves næsten af raslen fra de kostbare signeter og diamantringe, han er blevet begavet med. Dvs. Skyggen har fået i pose og sæk, for også pekuniært er den så velbeslået, at den tilbyder Herren at tilbagebetale evt. gammel gæld.

»Jeg har fra Barnsbeen traadt i Deres Fodspor«, tilstår Skyggen, men lærte siden at gå egne veje – og tilføjer så sarkastisk at have fået lyst til at gense Herren, inden denne dør (»De skal jo døe!»), ligesom han heller ikke kan sige sig fri for længsel efter at gense fædrelandet. I sig selv berører dette et sprængfyldt emne hos Andersen selv, som p.d.e.s. har udødeliggjort sin fædrelandskærlighed i alle udenlandsdanskeres egentlige nationalsang, I Danmark er jeg født (ikke helt uvæsentligt fremprovokeret under indtryk af krigen i 1848), men som også længe inden Sandemose havde øje for, at Østergade var hovedstrøget i Jante. Rejselyst havde han unægteligt, men iblandet deri var flugt fra den kvælende provinsialismes »Fodspor« for at søge andre græsgange i Europa, og navnlig derfra – overvældet af kontrasten – kunne han p.d.a.s. i breve og dagbogsoptegnelser give udtryk for den mest sårede og hadske demaskering af danskere og danskhed (specielt voldsomt er et pariser-brev fra 1843 til Henriette Wulff, hvorfra et par udpluk lyder: »Gid aldrig mit Øie maa see det Hjem, som kun har Øie for mine Feil, men ikke Hjerte for hvad Stort Gud har givet mig! … fra Danmark kommer som altid de kolde Luftninge, som forstene mig ude! … Her, i den store fremmede By, staae Europas bekjendteste og ædleste Aander kjærligt omkring mig, møde mig som Beslægtede; og i mit Hjem, sidder Drengene og spytte paa mit Hjertes bedste Skabning! … De Danske kunne være onde, kolde sataniske! – et Folk der passer for de vaade, skimmelgrønne Øer … jeg hader, jeg afskyr Hjemmet som det jo hader og bespytter mig!«).

Omsider genkender den lærde mand sin gamle skygge og afslår jovialt at modtage nogen tilbagebetaling (penge er jo ikke noget man taler om, når man har nok af dem), han er langt mere interesseret i at høre nærmere om, hvordan det gik Skyggen hin aften i genboens hus. Det gør Skyggen hellere end gerne, thi dér blev dens lykke gjort; men inden han kan kaste sig ud i beskrivelserne af, hvad huset overraskende gemte (»’Poesien!’ raabte den lærde Mand, ‘ja, ja hun er tidt Eremit i de store byer’«), tager han det løfte af Herren, at han ikke vil afsløre Skyggens herkomst, ligesom han tillige udbeder sig, at de skal være De’s. Som allerede nævnt kalkerer Andersen hér den besynderlige virkelighed af, idet rollerne dog nu er vendt om, så at det ikke er Collin/Herren, men Andersen/Skyggen, der undslår sig familiariteten. Nok yndede Andersen at spænde fortællingen om sin livsbanes bue op mellem »rendestenen« i Odense og stjernegangen i Europas hovedstæder; men lige så meget som han selv spiller på denne kontrast, lige så meget forbitrer det ham, når hans sociale baggrund bliver snydt ham i næsen for at sætte ham på plads – så bliver skomagerværkstedet ikke et eventyrligt afsatspunkt, men en skæbnetung klods om benene.

I huset blev Skyggen indviet i poesien, og omend han beretter herom i et brovtende og svulstigt sprog, rammer enetalen vel ikke helt ved siden af Andersens selvforståelse: Uvurderlige velgørere livet igennem, javel; men først og sidst var det dog musens fortjeneste, at han havde nået sin bestemmelse. Hos Skyggen hedder dét: »Jeg lærte at kjende min inderste Natur, mit Medfødte, det Familieskab, jeg havde med poesien«. Penge skulle der til, det vedgåes også af selvbiografierne, men digtningen er et talent, der – om af nogen – snarere blev hjulpet frem af den fantaserende far og den frit fabulerende mormor. Nej, penge gør det ikke alene. »Var De kommen derover«, siger Skyggen til Herren, »var De ikke bleven til Menneske, men det blev jeg«. Som sin far var også Edvard Collin én af rigets støtter, en embedsmand af de fremmeste, i anseelse lige så agtværdig som den lærde mand, som skrev »Bøger om hvad der var Sandt i Verden, og om hvad der var Godt og hvad der var Smukt«; men poet var ingen af dem – ideligt beklager Andersen sig over Edvards »kjedelige Forretnings Humeur« og træffer ham på kornet med flg. dagbogsoptegnelse: »Eduard er noget eensidig fra Frederik den Sjettes Tid, Bureaucrat…« (7.4.1864).

Det skal indrømmes, at dette nemt kan blive en overfortolkning, men når Skyggen fortæller om sit ophold i forgemakkets tusmørke, og om hvordan han dér fandt sin inderste natur, der stred mod hans gamle rolle som undersåt, så er det fristende at se en parallel til Slagelse- og Helsingør-tidens mørke. Gamle Jonas Collin og de andre velgørere sendte ikke Andersen i skole for at blive digter, snarere tværtimod; men selv under Meislings helvede opdagede han lyset i sig selv, det lys der blussede frem bag tårerne og blev til Det døende barn, Herren bød nærmest i kådhed sin Skygge forsøge sig på egen hånd og blev forbavset over resultatet; Collinerne var det ikke mindre over Andersen. Allerede hos Platon er solen symbol for sandheden (som den lærde mand fandt sin næringsvej ved at skrive om), og i solen er Skyggen lille, poesien derimod har månen som fælle, og i den trivedes digteren: »De veed det, naar Sol gik op og Sol gik ned, blev jeg saa underlig stor; i Maaneskin var jeg næsten ved at være tydligere end De selv«.

Talentet, den sande natur, det ægte adelskab, fik altså lov at blomstre frem efter rundgangen i genbohusets mørke, og så kaster Skyggen sig ellers ud i en længere beskrivelse af, hvad der videre fulgte, en beskrivelse der sagtens kunne stå som en karikatur af Andersens sociale liv som feteret opkomling: »jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden; jeg gjorde mig lang op ad Muren, det kildrer saa deiligt i Ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kigede ind ad de høieste Vinduer, ind i Salen og paa Taget, jeg kigede hvor Ingen kunne kige, og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen skulde see!« Og så tilføjer Skyggen den beske erkendelse: »Det er i Grunden en nedrig Verden! jeg vilde ikke være Menneske, dersom det nu ikke engang var antaget, at det var Noget at være det«.

I sin berømte behandling af Den grimme ælling har Edvard Brandes med et genialt greb fanget en af de mest spændende, eksistentielle problemstillinger hos Andersen, når han (Brandes) modstiller den pyntelige svane med den stolte og frie ørn. Når man læser om Andersens levnedsløb, griber man sig selv i gang på gang at spørge: Det var jo ikke kun Andersen, der nød godt af adelens og de riges opmærksomhed og gunst, også de fik noget ud af at omgås ham, specielt da hans berømmelses stjerne toppede (ligesom der må have været et anstrøg af pirrende masochisme i, skønt forklædt som husholdningsgenstande eller diverse dyrearter, let genkendeligt at få sine manerer og omfangsformer udleveret til latteren); men følte Andersen sig – midt i al hjerteligheden og imødekommenheden – alligevel ikke som en spurv i tranedans? I denne artikels sammenhæng er der ikke noget ønske om at indføre den specielle diskussion, om Andersen var en slags »almueforfatter«, én der – trods omgangen med de største – i sine værker forsvarede de små i samfundet, først og fremmest fordi det langt fra er dækkende at læse eventyrene i et socialt perspektiv; men desuagtet kan man ikke undgå at undre sig over, om ikke han til tider har fornemmet sig selv som fremmedgjort, ja, med et lidt bastant udtryk: som en klasseoverløber. Den ovenfor citerede passage kan i hvert fald tolkes som en skånselsløs afsløring af borgerskabets diskrete charme, thi i guldaldertidens København var det at blive »et Menneske« vel nærmest ensbetydende med at blive en borger – og når man først havde opnået at blive inviteret ind bag facaden, var det i grunden en lidet eftertragtelsesværdig omgangskreds, ikke mindst i sammenligning med det sande adelskab som Andersen fandt og dyrkede i fyrstehusene og hos kunstnervennerne.

(Lad mig på dette sted indskyde den generelle bemærkning, at fra min side er det ment som lidt af et fortælleteknisk trick at lade Herren ækvivalere med Edvard Collin, bedre var det at sige, at Herren repræsenterer den borgerlige verden, sådan som den til eksempel var inkarneret i Edvard).

Skyggen slutter sin svada med til afsked at levere den bon mot-agtige besked: »her er mit Kort, jeg boer paa Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr!« En elegant bemærkning der ikke blot umiddelbart giver megen mening som livsvilkåret for en skygge; men som også lader sig presse til at give udtryk for Andersens dybe selverkendelse om sin psykiske konstitution: lige så hurtigt han blomstrede op i lyset fra herskabers og publikums »nådige blikke«, lige så hurtigt visnede han og trak sig rugende ind i sig selv ved det mindste tegn på en skuldertrækning og et bortvendt blik. Så tidligt som i 1825 (20. november) betror han dagbogen under et anfald af klarsyn: »Læste Byrons Biographi, o han lignede mig lige til Sladeragtigheden, ærgierrig er min Siæl som hans, kun i at beundres af alle føler den sig lykkelig, den mindste som ei giør det kan giøre mig mismodig«. Mindre sukkende og mere poetisk fastholdt han denne indsigt i sin egen forfatning i bemærkningen om, at »jeg er som et vand, alt spejler sig i mig, alt bevæger mig«. Heri er ganske vist sagt noget dybt om Andersens digterevne og inspirationskilde, nemlig hans lydhørhed og fintfølende åbenhed overfor sine omgivelser, som han derpå formåede at tage på kornet med en enkelt sætning eller to; men der er også indirekte peget på den smertelige omkostning, der ligger indeholdt i det vers fra Jakobsbrevet, der er anbragt som motto for denne artikel: (Vand-)spejlets skæbne er gennemsigtigheden og tomheden i det øjeblik, at ingen spejler sig deri.

Efter et langt tidsrum genopsøger Skyggen den lærde mand, der mismodigt beklager sig over manglende forståelse og anerkendelse af sine skriverier; men den uberørte Skygge foreslår til opmuntring (?) af Herren, at denne tager med ud på en rejse for at lære at forstå verden, ja Skyggen tilbyder endog maliciøst at afholde alle udgifter . . . hvis blot Herren er indforstået med at rejse med som skygge. I virkeligheden ligger den egentlige ondskabsfuldhed fra Andersens side måske ikke så meget i denne rolleombytning som i selve den drillende invitation, der kan tjene som gengæld for Collinernes provinsielle døvhed overfor udlængslens sirenesang, den sang Andersen selv havde øre for og nynnede med på i sit frydefulde motto: At rejse er at leve. I adskillige eventyr lufter Andersen, selv gerne i skikkelse af stork eller svale, sin ærgrelse over den hjemlige mangel på blik for horisonterne, sådan som den legemliggøres af nærsynede og gumpetunge høns (i f.eks. Ole Lukøje), og af hans private optegnelser fremgår tydeligt, at hans forurettelse ikke var grundløs. Selv så sent som i 1861 må han bedrøveligt betro sin dagbog (under 21. marts): »Det er mærkeligt med gamle Collin hvor umild og bidende han kan være mod mig; han viiste mig Billedet af Observatoriet; har De været oppe og seet det, jeg svarede nei; og saa reiser De ud af Landet uden at see hvad vi har hjemme, der efter det i Petersborg er det andet i Europa. ‘Er det Bygningen’, spurgte jeg, eller de dygtige Folk vi har? ‘Jeg indlader mig ikke paa Forklaringer!’ svarede han og da jeg gjentog mine Ord, fik jeg samme Svar. – Det er underlig, hvor lidt elskværdigt!« (Var det en udsøgt spidsfindig form for hævn, da Andersen en måned senere i april ’61, inviterede Jonas Collin, den »gamles« barnebarn, med sig på en Italienrejse?!)

Endnu er Herren dog for stolt til at give efter for Skyggens forvorpne forslag; men efter endnu et tidsrum, hvor han sygnede hen i en sådan grad, at folk begyndte at sige om ham, at han blot var en skygge af sig selv (»og det gøs i den lærde Mand, for han tænkte ved det«), kom Skyggen atter på besøg og gentager sit tilbud om at gøre en rejse sammen, i denne omgang dog mere bestemt med et kurbad som rejsemål. Det mål har Skyggen nu ikke valgt af bar opofrelse og hensyn til Herren, for Skyggen angiver den ejendommelige begrundelse for selv at ville begive sig dertil, at hans skæg ikke gror, som det skal, »det er ogsaa en Sygdom, og Skjæg maa man have«.

Naturligvis kan det sagtens være ment som den rene naragtighed fra Andersens side; men vendingen »og Skjæg maa man have« leder tanken tilbage til den tidligere bemærkning om, at Skyggen i grunden ikke ville være menneske, »dersom det nu ikke engang var antaget, at det var Noget at være det!« Hvem bekymrer sig om at få skæg? Den der gerne vil have det – uden at kunne. Hvorfor er det ønskværdigt at få skæg? Det er det vel især for den, der gerne vil fremtræde som voksen – skægget som et manddomstegn – og som anses for barnagtig uden. Jeg er ikke tilstrækkelig velbevandret i Andersen-neuroserne til at vide, om dette vitterligt var et af Andersens mange problemer, men umiddelbart forekommer det mig tilforladeligt, at det kunne have været tilfældet – og jeg tænker vel at mærke ikke på skægvækst eller mangel på samme, men det som hårpragten symboliserer.

Til gengæld forekommer det, at man omvendt kan tolke en af Andersens hyppigt tilbagevendende drømme i alderdommen som tegn på, at han bevidst/ubevidst var foruroliget over akkurat at miste den »barnlighed«, der nok havde gjort ham sårbar og ømfindtlig indtil det pylrede, men som også havde gjort ham så åben og lydhør overfor omverdenens tiltale. Således kunne man tolke drømmen på linie med hans vemodige og dybt rørende konstatering af: »Eventyr falde mig ikke ind!… I Skoven under de gamle Ege maa jeg erindre, at det gamle Egetræ forlængst har fortalt mig sin sidste Drøm. Jeg faaer saaledes ingen nye, friske Indtryk, og det er trist« (fra et brev til Dorothea Melchior i 1873). Og drømmen? Lad flg. udpluk fra dagbogen tale for sig selv: »Drømt hæsligt om et lille Barn, der svandt ind til et tørt Skind på min skulder«. (1.8. 62) »I Nat havde jeg igjen min sædvanlige hæslige Drøm om et levende Barn jeg lægger ind paa mit varme Bryst, denne Gang var det dog kun i mit Ærme, og det udaandede og blev et vaadt Skind kun«. (31. 10. 64) »I Nat fæl Drøm om et dødt Barn jeg gik og bar paa«. (9. 5. 65) »Sov uroligt; drømt hæsligt om et Barn der laae ved mit Bryst og blev en vaad Klud«. (1.6. 68).

Omsider er Herren blevet mør nok til at affinde sig med rollen som Skyggens skygge, og de begiver sig afsted på rejsen. Omvæltningen er dog ikke mere ubehagelig og påfaldende for den lærde mand end at han – mild og rar som han er – vennesæl foreslår Skyggen, at de omsider skal drikke dus. Javist, hermed vender Andersen i eventyrets regi tilbage til du/De-skærmydslen med Edvard, ligesom han i brevenes (!) forhold til ham (ansigt til ansigt vovede Andersen næppe nogensinde at udbede sig denne gunstbevisning) vender tilbage hertil langt ud over alle pinlighedens grænser. For Andersen antog spørgsmålet sygelige dimensioner; men Collins begrundelse for afvisningen var dog næsten lige så besynderlig. Andersen var i hvert fald ikke mere sønderknust herover, end at han havde tilstrækkelig øje for nærmest ord til andet i eventyret at kunne citere Edvards oprindelige brev fra 1831 uden at behøve lægge noget nævneværdigt til for at gøre svaret grotesk. »De … veed vistnok hvor underlig Naturen er. Somme Mennesker kunne ikke taale at røre ved graat Papir, saa faa de Ondt; … jeg har ligesaadan en Følelse ved at høre Dem sige Du til mig … De seer, at det er en Følelse, det er ikke Stolthed…«

Nej, finten ligger ikke i nogen ændret ordlyd, men i rollefordelingen, og så deri at ydmygelsen får yderligere en tand, idet Skyggen storladent slutter af med at tilbyde: »Jeg kan ikke lade Dem sige Du til mig, men jeg skal gjerne sige Du til Dem, saa er det Halve gjort«. Tilbage i begyndelsen af 1830erne var Andersen tydeligvis pinligt berørt over sit fejltrin og forsikrer i brev efter brev om, at han beklager sin formastelighed, og at der ikke er gået skår af deres venskab p.g.a. Edvards vægring. Men efterhånden som årene går og Andersens stjerne stiger, afløses ydmygheden mere og mere af forbitrelse og bliver efterhånden til fornærmelse, thi ret beset (dvs. for Andersen at se!) burde det jo have forholdt sig omvendt, det burde have forholdt sig som i eventyrets verden, det burde have været embedsmanden, der tiggede digteren om lov til den intime tiltale.

Dette fremgår til overflod af eventyret, for så vidt man er indforstået med indeværende fortolkning af, hvem der gemmer sig bag »Skyggen« og »Herren«; men det bevidnes tillige af nogle breve fra midten af 1840erne, der omkranser eventyrets offentliggørelse. Fra den berusende sejrsgang i England 1847 skriver Andersen stolt om sin anerkendelse til Collin og tilføjer så: »og dog er De for fornem til at ville sige Du til mig – føi – jeg kunne næsten være forfængelig til nok en Gang at sige: Eduard skulle vi sige Du og De svarer, som jeg har ladet min Skygge svare: Ja De har vel mærket Ondskaben gjælder Dem, De vil nu spille Diogenes naar jeg er Alexander«. Og allerede året før, umiddelbart inden Andersen påbegyndte arbejdet med at skrive Skyggen, havde han i et brev afsendt fra Rom i april 1846 luftet samme holdning: »jeg Deres ubetydelige Ven, som De var for fornem til at ville sige Du til den Gang! – Ja naar jeg engang bliver Etatsraad og faaer en Søn, skal denne ogsaa sige nei til Deres Jonas naar han vil dutte, dersom De da kun er Justitsraad endnu«. (Trods alt dette holdt det tætte forhold sig indtil Andersens død, og efterhånden affandt Andersen sig velsagtens med, at der vitterligt var mere tale om en formalitet, ja, en fobi hos Collin, end om mangel på oprigtighed og trofasthed i venskabet; men desuagtet er der en bevægende forløsning i, at da Andersen under den allerede omtalte Italiensrejse i 1861 med Edvards søn, Jonas, dristede sig til overfor ham at leve eventyret ud og foreslå, at de skulle være dus, skete der iflg. dagbogen følgende: »… han blev overrasket, men sagde med fast Stemme ja! og takkede mig; da jeg siden var iseng kom han før han lagde sig ind til mig, tog min Haand og gjendtog endnu engang saa dybfølt Tak at taarerne kom mig i Øinene, han trykkede et Kys paa min Pande og jeg følte mig saa glad«, 20. august).

Eventyret fortsætter. »Saa kom de til et Bad, hvor der vare saa mange Fremmede og imellem disse en deilig Kongedatter, som havde den Sygdom, at hun saa altfor godt, og det var nu saa ængsteligt«. Hermed nærmer vi os fortællingens dramatiske slutning, og samtidig er vi nået til lidt af et kernepunkt for hele min tolkning, det sted som er en afgørende prøve på, om jeg har ret i at gøre Skyggen til helten fremfor skurken. Der sker nemlig det på anstalten, at Skyggen med held gør kur til prinsessen, og i Bredsdorffs antydningsvise opremsning af diverse tolkninger af eventyret omtales det som en brist hos prinsessen, at hun ikke er i stand til at gennemskue Skyggen, som den charlatan han er, men lader sig narre af hans fnuglette charme. Det er altså her, hvor prinsessens forelskelse tolkes som et beklageligt fejltrin, at hendes manglende evne til at gennemskue Skyggen bliver et symptom på f.eks. skinnets sejr over sandheden, demokratiets bagside i populistisk pøbelvælde, eller hvad man nu tillægger Andersen af profetisk indsigt i det 20. århundredes dårligdomme.

Som sagt, det antydes blot hos Bredsdorff, at andre fortolkere er af denne opfattelse; men pudsigt nok kan vi på dette sted foretage en lille digression, der meget belejligt drager fordel af, at studiekredsen som ligger til grund for denne artikel måtte foregå på engelsk. Ved at gå omvejen ad The Shadow kan vi få bekræftet, at læsere af eventyret oftest udlægger prinsessens forelskelse som en bommert, hvilket for mig at se er en total misforståelse. I vores moderne tidsalder sættes den kritiske sans ganske vist på en piedestal; men man går galt i byen, hvis man vil tillægge prinsessen denne åndsgave. Det er tværtom en sygdom at kunne se altfor godt, en sygdom som også andre gammelkloge og verdenstrætte prinsesser hos Andersen lider af, indtil f.eks. et naturbarn som Klodshans kommer og river dem ud af deres frysende klarsynethed. Jeg vil m.a.o. hævde, at prinsessens syn er gennemborende, fordi der i øjnene på hende sidder splinter af troldspejlet, og for ikke at opholde os unødigt ved hvad der lægges heri, skal jeg for kortheds skyld nøjes med til fulde at tilslutte mig Møllehaves beskrivelse af forskellen på troldspejlet og himmelspejlet og det djævelsk ondskabsfulde i at kunne gennemskue andre mennesker (H.C. Andersens salt, side 225-34 – uagtet at Møllehave lader skinne igennem, at også han læser Skyggen som et demaskerende eventyr, se side 231).

Den afgørende indsigt i Møllehaves overvejelser er, at »et menneske kan ikke leve uden at blive set« (s. 226), thi når nogen gennemskuer et andet menneske, ser de det akkurat ikke, de ser jo lige igennem det. Præcis samme indsigt genfinder vi hos Andersen, og i Skyggen kommer det til udtryk i den nøglesætning, der beskriver prinsessens helbredelse. »… hun var færdig at see lige igjennem ham«. Hos Møllehave tilføjes der præciserende: »Og med set menes ikke set i almindelighed, men set i kærlighed«, hvilket ganske svarer til Andersens udfoldelse af mulighedsbetingelsen for at se ret: »… da de saa dansede igjen, saa blev hun forlibt, og det kunde Skyggen godt mærke, for hun var færdig at see lige igjennem ham«!

Den annoncerede digression, der skal gøres, er at se på, hvordan Andersens engelske oversættere har klaret at gengive denne sætning, som er det hængsel, hvorom meget af min udlægning drejer sig. Det turde være klart, at jeg læser sætningen på den måde, at der på nudansk ville have stået: »hun var færdig med at se lige igennem ham«, og at dét i et mellemmenneskeligt forhold er et sundhedstegn, sine qua non kærligheden ikke kan slå rod. Gennem de seneste måneder har jeg ved besøg i boghandler og biblioteker set efter i engelske udgaver af H.C. Andersens eventyr, hvordan de lige præcist oversætter denne ene sætning, og ud af 8-9 forskellige udgaver er det lykkedes mig at få nedskrevet oversættelsen fra de fire, som står anført i boglisten (de øvrige lå dog helt på linie med disse), og det almindelige indtryk må være, at enten har de engelske oversættere ikke tillagt denne vending nogen særlig betydning, eller også sniger de tolkninger à la de ovennævnte ind i deres oversættelse. Oversættelserne lyder i flæng:

»The next time they danced together the princess fell in love. The shadow noticed the sudden change with relief. ‘She’s finally been cured of seeing too clearly’, he thought«.

»And when she danced with him again, she fell in love with him, and the Shadow noticed that particularly, for she looked him almost through and through with her eyes«.

»So that when they again danced together she fell in love with him; and that the shadow could remark, for she almost pierced him through with her eyes«.

»When they danced together again, she fell in love with him. The Shadow was only too well aware of this, for her gaze almost pierced right through him«.

Som det fremgår, så peger disse citater entydigt i modsat retning af den af mig foreslåede, og bortset fra at man i bedste fald kan få den mistanke, at oversætterne på et banalt sprogligt plan simpelthen ikke har forstået Andersens danske sætning, så forvikler de sig i værste fald ind i en åbenlys selvmodsigelse. Hvis ellers man kan tillade sig at læse oversættelserne som symptomatiske for den måde også eventyrets danske fortolkere udlægger historien, så forekommer det blamerende at klandre prinsessen for manglende evne til at gennemskue bedraget, samtidig med at just denne sætning (i deres tolkning/oversættelse) fremhæver det modsatte.

(På falderebet kunne man indskyde, at en sidegevinst ved den her foreslåede tolkning er, at Andersen således belærer os om to dybe, eksistensielle sandheder. For det første går han op imod ordsprogets visdom, der ellers vil vide, at kærlighed gør blind, og viser omvendt, at den og kun den gør os seende, så vi kan øjne tingenes og personernes sande natur (jvf. N.F.S.Grundtvig: »og han har aldrig levet, / som klog på det er blevet, / han ej først havde kær.«). For det andet kunne man driste sig til at hævde den filosofiske dybsindighed, at Andersen tillige gør op med vor lange (platoniske) idealistiske arv, der vil have os til at søge efter denne sande natur under overfladen eller bag ved tingen (også når det – ufilosofisk! – sker i form af udtryk som »hun har et smukt indre«, som vi siger om den af udseende ikke alt for ophidsende, eller når vi reducerer en person til hans »arv og miljø«, hans sociale baggrund og omstændigheder osv.). What you see, is what you get, siger man på engelsk, og for prinsessen var det nok, hvorved han blev helbredt for sin »mistænksomhedens hermeneutik«, og Skyggen blev helbredt for sin sociale sygdom – i forhold til Herren – ikke at kunne blive fri af sin fortid som dennes skygge. Med Nietzsche kunne man sige at moralen er: Schein ist Sein.)

Hermed er mit forslag til fortolkning af Skyggen stort set til ende, i og med at jeg ikke hæfter mig nævneværdigt ved den indrømmet barske udgang på fortællingen. Ubarmhjertigheden i de sidste siders ydmygelse og underkastelse af Herren og den afsluttende henrettelse af ham får mig ikke overbevist om nødvendigheden af at skulle ændre Skyggens genre fra eventyr til »kulturkritisk essay«. Som allerede tidligere anført vil jeg blot henføre tonen til at ligge på linie med den bramfrihed og voldsomhed, som ikke er et ukendt fænomen hos virkelige børn i dagligdagen, og som hyppigt også Grimms eventyr og flere af Andersens er forfattet med. Skyggen er ikke et negativt eventyr, men ender lykkeligt med, at skurken får sin bekomst, og helten får sin prinsesse. Se, det er et rigtigt eventyr.

 

Benyttet litteratur

Værker af H.C. Andersen

  • Samlede Eventyr og Historier (Jubilæumsudgave). Skandinavisk Bogforlag, 1982.
  • The Complete Fairy Tales & Stories, oversat af Erik C. Haugaard. New York: Doubleday, 1974.
  • Andersen’s Fairy Tales. The Library of Favorite Children’s Classics. New York: Capricorn Press, 1984 (oversætter ikke oplyst).
  • The Complete Illustrated Stories of  Hans Christian Andersen, oversat af H.W. Dulcken. London: Chancellor Press 1983 (1. udg.: Stories for the Household. London: Routledge and Sons, 1889).
  • It’s Perfectly True, and Other Stories by H.C. Andersen, oversat af Paul Leyssac. New York: Har-court, Brace & World, 1938.
  • H.C. Andersens Værker I-XII. Forlaget Danmark, 1936.
  • Mit Livs eventyr I-II. Gyldendals Bogklub, 1988 (1. udgave 1975).
  • »Jeg er mæt af Dage – iaften«. H.C. Andersens dagbøger. Et udvalg af Niels Birger Wamberg. Hans Reitzels forlag, 1986.
  • The Diaries of Hans Christian Andersen, udvalgt og oversat af Patricia L. Conroy og Sven H. Rosset Seattle: University of Washington Press, 1990.
  • A Poet’s Bazaar. A Journey to Greece, Turkey & Up the Danube, oversat af Grace Thornton. New York: Michael Kesend Publishing, 1988.

Værker om H.C. Andersen

  • Elias Bredsdorff: H.C. Andersen. Mennesket og digteren. Fremad, 1979.
  • Bo Grønbech: Hans Christian Andersen. Boston: Twayne Publishers, 1980.
  • Paul Heide Ottosen: H.C. Andersen i Jungsk belysning, i Studenterkredsen 34/2 1966, side 21-28.
  • Viggo Hjørnager Pedersen: Oversættelse eller parafrase. H.C. Andersen-centret, 1990.
  • Johan de Mylius: Problemer omkring H.C. Andersens realisme, i Jørgen Breitenstein m.ft: H.C. Andersen og hans kunst i nyt lys. Odense Universitets Forlag, 1976, side 105-31.
  • Johannes Møllehave: H.C. Andersens salt. Lindhardt og Ringhof, 1985.

 

©