Livfuldt og festligt har maleren Pietro Krohn fremstillet en markedsdag i Odense i midten af forrige århundrede. Billedet ejes nu af det kulturhistoriske museum i Møntestræde. Man står på Albani torv. I baggrunden hæver Skt. Knuds kirke sit røde tårn over de omgivende boliger, til venstre den smukke, gamle magasingård, Fyens Stifts Læseforenings bygning, tilhøjre skomagernes og skrædernes lavshuse, og de andre gamle huse, der nu er nedrevne, men som dengang dannede en fast ramme om det liv, der rørte sig på torvet.

På selve torvet ses boder opstillet; på lette træstativer er lærredstaget anbragt, som skærmer de udstillede varer mod sol og regn. Og hvilken rigdom og variation. H.C. Andersen har malet det i ord i romanen O.T. fra 1837: »Ligesom i middelalderen de forskellige professionister havde deres særskilte gader og kvarterer, havde de det også her. Strædet som fører til torvet, og som dagligdags kaldes »Skomagerstrædet«, svarede fuldkomment til sit navn. Side ved side havde her skomagerne opstillet deres diske. Vægge og de opreiste stænger var behængte med alle slags fodtøj, diskene selv overlæssede med kluntede sko og tyksålede støvler. Bag ved stod den skikkelige mester, i sin lange søndagsfrakke og med den velbørstede filthat på hovedet.

Hvor skomagernes kvarter holdt op, tog hattemagernes sin begyndelse, og derpå var man midt inde i det store torv, hvor telte og boder dannede flere parallelløbende gader. Galanteributikker, guldsmede og conditorboder, de fleste af lærred, enkelte derimod træhuse, var glanspunkterne. Rundt om flagrede bånd og tørklæder, rundt om var larm og trængsel.«[1]

På Pietro Krohns billede ser man også en bod med vævede stoffer, faverne lyser festligt op. De må bestemt tiltrække sig kundernes opmærksomhed.

Thi blandt markedets mangfoldige varer har de vævede produkter spillet en betydelig rolle. »Det tog sig næsten ud som en folkevandring i det små om aftenen og natten før markedet at møde de lange rækker af vogne, hvorpå gårdmænd og husmænd, mand og kone, med store ruller af tøj og hver med en uundgåelig »tejne« fuld af pandekager, rullede ind til byen.«[2]

Pietro Krohn: Markedsdag i Odense.

De kom i den lyse sommernat kørende med deres varer oppe fra sletten, dette mærkelige område af Fyn, mærkeligt, fordi det ikke har nogen bestemt geografisk afgrænsning. Nogle vil sige, at det er egnen vestfor Odense-Bogense landevejen ud til Odense fjord, men så mange som muligt frabad sig æren af at blive regnet med i denne forbindelse. »Det var nemlig tidligere almindeligt, at ikke blot købstadboere, men også standsfællerne i den øvrige del af Fyn så ned på slettens beboere og betragtede dem som en lavere klasse af mennesker«, og det tilføjes, at det ikke var fordi man anså dem for at være ringere begavede, et slags molboer, men de blev dog regnet for i åndelig henseende at være de ringest udviklede. Man fandt, at deres sprog var den mindst smukke af de fynske dialekter; de sagde »hæjr, dæjr og alle stejer«, og man vilde heller ikke frakende dem en større råhed og en større hang til brændevin end andre.

Men hvad der var værre for en iagttager i forrige århundrede: de stod tilbage i henseende til agerdyrkning. »Et uhyggeligt øde rugede over de skovløse, flade, kun med gamle gravhøje hist og her bestrøede marker, men desmere bulder er der i byerne, i hvilke man ikke sporer synderligt til den bekjendte fynske nethed og skønhedssans. De gamle lerede husvægge er fra øverst til nederst bedækkede af kolossale guirlander af – garn, så man skulde tro, at byen var befolket af lutter edderkopper, en evig snurren, som den man hører om aftenen, når natravnene flyver, og en vedholdende klapren fra alle kanter, som stod man midt i storkenes rigsdag.«[3]
Det er slettens vævere, der arbejder. –

I samtidens skrifter får man gang på gang vidnesbyrd om denne flid med væven. Den bedømmes forskelligt alt efter forfatterens større eller mindre sympati for husflid, og det skal da være målet at prøve at tegne et billede af dette væveris karakter, dets omfang og betydning, idet man prøver at sammenholde samtidige beretninger med de oplysninger, som en gennemgang af arkivalsk stof kan give.

Men det må da først erindres, at væveriet som sådant indtog en særstilling. Medens de fleste håndværk var begrænsede til købstæderne, hvor de var organiserede i lavenes faste rammer og ikke måtte drives udenfor købstæderne, var enkelte håndværk, og til dem hørte væveriet, lovligt erhverv også på landet. Man finder derfor i sognene både professionelle vævere, for hvem væveriet var hovednæringsvej, og de landboer, for hvem væveriet er husflid. Dette skel er betydningsfuldt.

Herredsfoged Marsilius Knutzen (d. 1847), der i en årrække virkede i Lunde-, Skam- og Skovby herreder, og som har haft et nøje kendskab til sin retskreds, har samlet en række optegnelser om områdets topografiske forhold, der foreligger utrykt i Landsarkivet for Fyn. Også han har fæstet sig ved det udbredte væveri og skildret dets tilstand i årene 1838-40.

Det hedder om Lumby sogn, at der er 24 bosatte vævere, hvoraf 14 er forsynede med komplette vævestole; både sognets beboere og andre henvender sig til dem med spind. Yderligere er der 16 væversker, huskoner og piger, som bruger de gamle og ufuldkomne væve. »Antallet af vævere mangler heller ikke arbejde fra Odense by, når samme vil bestræbe sig for en god behandling og garnets sortering, hvilket nu, da en halle er oprettet i Lumby og givet adgang til præmier, at fremvirke en bedre og rigtigere behandlingsmåde, vist ikke for fremtiden vil mangle«.

I Lunde sogn er der kun fire vævere, »samt desuden mange vævestole hos gård- og husmændene, hvor deres sønner og døtre oplæres i at væve lærred, dynevår, vadmel og deslige.« I Norup nævner han, at der er 11 vævere, men desuden findes næsten i hvert hus og gård i sognet en væv »på hvilken quindekiønnets huusflid forædles«, og som har den betydning for husfaderen, at han som oftest derved er i stand til at udrede skatter og afgifter »som han ellers, i mislige og tørre åringer på disse lette jorder, mangler udveje til.« Om forholdene i Skamby og Uggerslev sogne siges udtrykkeligt, at formålet med vævningen er at skaffe produkter til afsætning på markederne i Odense. Således er der i Uggerslev 26 vævestole, på hvilke husfliden frembringer de for markederne sædvanlige lærreder, dynevår, vadmel og hvergarnstøjer. Videre oplyses det, at Grindløse har ikke mindre end 60 vævestole, Nr. Næraa 70, Særslev 60, Krogsbølle 45, Søndersø og Sandager hver 40.

Det bekræftes også, at hele dette væveri fortrinsvis var begrænset til sletten.

I Skovby er der kun 25 vævestole, og det hedder, at der ikke er så megen vævning.

I Ore er der overhovedet ingen væve, man må tværtimod købe dynevår og lærred på markederne. I Hårslev er der 18 væve og i Veflinge 20, men kun få produkter til salg.

Jakob Aall Hofman Bang, der i kraft af sin tilknytning til Hofmansgave var særdeles velkendt med forholdene, bekræfter i sin beskrivelse af Odense amt fra 1843 disse iagttagelser. Han siger, at sletten frem for alle andre egne af Fyn udmærker sig ved den store mængde af lærreder, dynevår, hvergarn o.s.v., som her i hvert hus og hver gård produceres, og hvoraf en stor del afsættes på markederne i Odense, hvor de købes af prangere og købmænd fra København, Lolland og Jylland. Han peger navnlig på herregårdenes bønder; »de skaffe ved deres husflid ofte deres skatter tilveje, og de ansee ofte væven for en nødvendighed for at kunne bestå.«

Om forholdene specielt i Norup sogn oplyser samme forfatter i sine samlinger af optegnelser vedrørende Hofmansgaves historie,[4] at ligesom slettens menige beboere i en lang årrække var bekendt for en meget betydelig husindustri med hensyn til at tilvirke lærreder til salg af hjemmeavlet hør og uldne tøjer af fårenes uld, således fandtes der i Norup sogn væve næsten hos hver bonde, og med rastløs iver var husets beboere beskæftiget med hørrens brydning og skagning, og spinderokken stod kun stille, når madmor og tjenestepigen vekselvis slog væven. Ja selv mændene løste af om natten henad den tid, da de tilvirkede tøjer skulde sælges på de to store markeder i Odense: fasten og Skt. Knud.

Ikke desto mindre må man formode, at disse skildringer er noget overdrevne. Ved at gennemgå skifteprotokollerne for godserne Gyldensteen, Hofmansgave, Nislevgaard, Ørritslevgaard samt Lunde-, Skam og Skovby herreder, hvilke dækker en væsentlig del af området og foretage denne gennemgang for årene 1820-50 viser det sig, at i flertallet af registreringsforretningerne nævnes ikke væve. På den anden side må man erkende, at væve nævnes hyppigst i Grindløse med 14, Uggerslev med 13, Hasmark med 13, Norup med 6, Nørreby med 7.

Det er dernæst interessant at iagttage, hvem der har været ejere af væve, idet det ses, at af 100 væve ejedes de 48 af gårdmænd og de 52 af husmænd. Af husmændene er en murer, en anden smed og en tredie skrædder. Der kan næppe være tvivl om, at husmændene har haft væveriet som bibeskæftigelse.

Iøvrigt var vævene anbragt på de forskelligste steder i bygningerne. I Nørreby, Højrup, Uggerslev, Grindløse og Norup tales specielt om vævekammeret, men i andre tilfælde har væven stået i et kammer ved storstuen. Det almindeligste var dog, at væven stod i dagligstuen eller den forreste stue, men man finder også væve i bryggerset, ølkammeret eller pigekammeret. Enkelte kunde også få plads i storstuen. Iøvrigt er der kun fundet et eksempel på, at en mand havde to væve, men han var da også væver af profession.

Hvor dominerende væverne var på bekostning af de øvrige håndværk på landet fremgår også af herredsfoged Knutzens optegnelser, når han f. eks. om Lumby oplyser 1838-40, at der i dette sogn var 5 smede, 2 urmagere, 6 tømmermænd, 2 snedkere, 3 hjulmænd, 2 bødkere, 1 kurvemager og 24 bosatte vævere. I Lunde sogn var der 3 smede, 2 skræddere, 4 tømmermænd og snedkere og 1 hjulmand samt 4 vævere, Skeby sogn havde to skræddere, 1 hjulmand, 3 smede, 2 bødkere, 2 tømmermænd, 1 gørtler, 1 rokkedrejer og 8 vævere, Østrup 4 skræddere, 1 hjulmand, 1 smed, 1 sko- og sadelmager, 2 bødkere, 2 tømmermænd og 11 vævere, men i betragtning af det store antal vævestole, der angives for de pågældende sogne har det professionelle væveri været mindre betydende, når undtages Lumby sogn, hvor særlige forhold har gjort sig gældende.

Jens Kristensen, der er født i Nr. Højrup i 1828 og som levede sin barndomstid i dette vævecentrum, har i nogle utrykte optegnelser om sit liv ladet eftertiden forstå, hvor meget vævningen har betydet, hvor meget arbejde den har krævet af familien. Han fortæller bl.a. »Lars, der var tre år ældre end jeg, var hjemme. Han var meget flink til al mulig husflid, spinde blår, strikke og meget mere. Jeg var så meget yngre, fik ikke færdighed i at spinde, men der var andet, jeg kunde udrette. Moder var væverske. Jeg kunde vinde garn, haspe, spølgte, slæde, rede op ved væven og stoppe strømper. Når undtages den tid, der gik med at læse og skrive, så var vi i fuldt arbejde lige til tusmørket. En time måtte vi gå ud at lege på gaden og var mere tilfreds end dem, der havde drevet på gaden hele dagen. Vi fik også en toskillings-honningkage, når moder kom hjem fra fastemarked og havde solgt markedstøj.«

Han fortæller også om hørtilberedningen. »Der kan med rette spørges, hvorfra fik moder alle de rå materialer til al det tøj, der laves hele vinteren. Mine ældre søskende fik hver et får født, en eller to fjerdingkar hørfrø sået og gårdmændene vilde gerne lægge jord til ½ skp. hørfrø, for at få lidt hjælp i høsten.« Dernæst gør han rede for behandlingen af hørren, som vi ovenfor har fortalt, også for uldens behandling gør han rede, og han nævner, at mange selv stampede vadmel. »Stampe vadmel var aftenarbejde for karlene. Der blev hældt varmt vand i et stort kar, hvori der var kommen klintelud. Der stod karlen og stampede så længe, til det fik den ønskede tykkelse. Det blev ikke på een aften. Det kom heller ikke så nøje, hvor længe det varede, når det kunde udrettes om aftenen, så sparedes stampepengene. Det var 3 sk. for alen, til et sæt klæder brugtes 6 alen stampet vadmel, så skulde der sendes 7 alen til stampen. De tog betaling for de alen, der blev indleveret. Det blev 21 skilling; det var mere end karlen fik i løn for 3 dage, 11 a 12 rdl. for ½ ar.«

»Det går rask med væven. Dagene er lange og lyse. Der er tørre i luften, der behøves ikke meget ophold for at få garnet tørret efter det er slædet. I ved vel ikke, hvad slæde er? Det vil jeg forklare. Det er mel, der røres ud i kogens vand til en tynd vælling, det børstes på garnet med store børster for at gøre det glat, ellers bliver det låddent ved at gå igennem væveskeden, så er det tilbøjeligt til at gå itu. Lærredet bliver også glat og pænt, når det bliver slædet. Nu er vi midt i juli, Maren er færdig med at væve sit eget lærred og vil til at væve for fremmede. Det er ikke alle sletteboere, der kan væve. Anne Hanses har blårgarn til 50 alen på 2 alen, det giver penge. Johanne Rasmusses har hørgarn til 60 alen 3 alen, det er en god fortjeneste.«

I al sin enkelthed giver disse bemærkninger, som Jens Kristensen skrev i slettebomål i en alder af 82 år, et billede af, hvorledes vævningen har optaget tiden og lagt beslag på familiens arbejdskraft.[5]

Alen efter alen blev produceret af lærred og dynetøj. Det var almindeligt, at en kone kunde bringe fra 10-20 dyner på markedet, men man måtte erkende, at varerne ikke altid var af bedste kvalitet. I stor udstrækning brugte man kalkuld, d.v.s. uld, der for billig pris kunde købes hos garverne, som tog den af de købte skind. Kalkulden blev brugt til islæt med undtagelse af tøjets kanter og farvede striber. Trennegarnet tog man af det simpleste blårgarn.

Dynerne bestod af 9-10 alen tøj; de var små og smalle, men til gengæld kunde en sådan dyne væves på en dag. Regnestykket blev stillet op således: materialer 5 mk., arbejdsløn 2 mk. Salgsprisen gav en fortjeneste på 2 rbd. til 14 mk. pr. dyne. »Det er kun skade, at disse slette varer betales så godt, det opmuntrer til at gøre dem så slette som muligt, når de blot see nogenledes godt ud.«

Det bemærkes dog, at det væsentligt var på Einsiedelsborg gods, man drev den trafik. Andre steder leverede man bedre varer, men priserne var de samme.[6]

Som en modprøve på hypotesen om, at væveriet har været særlig udpræget på sletten har jeg sammenlignet forholdene i skifterne fra Gyldensteen gods med forholdene på Hvedholm gods for årene 1821-27. Medens der i Gyldensteens skifteregistreringer fra de nævnte år forekommer 10 væve fordelt blandt 57 skifter, findes der for Hvedholms kun 3 væve på 47 skifter. De sidstnævnte tre væve findes alle hos gårdmænd eller gårdfæstere i Horne og Bøjden. En gennemgang af materialet fra flere år vil nok med fordel kunne foretages, men vil næppe forrykke billedet.

At dette flittige væveri har været beregnet på salg fremgår indirekte af, at hjemmene ikke i særlig grad har været forsynet med vævede stoffer; man har kun beholdt, hvad der var nødvendigt til husbehov. I et skifte fra Nørreby, Gyldensteen gods, 1821 8/2 nævnes en gårdmandskones gangklæder at være: 2 blommede trykkede klokker med 2 buller, 2 vadmels klokker, 1 sort vadmels fruentimmerkjole, 1 brunt stoffes skørt og trøje, 1 rødprikket drejels skørt og trøje, 2 grønstribede hvergarns skørter og trøjer, 1 rødstribet hvergarns trøje med bul, 1 grønt hvergarns skørt med trøje, 1 brunt skørt med bul, 2 blå vadmels og 1 damaskes kåbe og 2 uldstribede forklæder, 4 hvidternede forklæder, 1 blåternet, 2 røde nattrøjer, 8 huer, 3 stk. hvidternet tøj til lommetørklæder, 10 hørgarns og 2 kramlærreds tørklæder, 3 brogede kattuns tørklæder, 1 sirtses forklæde, 1 blomlærreds- og netteldugsforklæder.

Men først og fremmest har de vævede stoffer været anvendt til sengenes udstyr. I det her nævnte bo omtales et fyrresengested med omhæng, hvori fandtes 1 rødstribet, ulden overdyne, 1 hvid, linned underdyne, 1 hvid, ulden underdyne, 1 kort, ulden hovedpude, 1 lang, hvid, ulden hovedpude og et par blårgarns lagen. Et andet sengested med omhæng havde 1 hvid, ulden overdyne, 1 uldstribet underdyne, 2 uldne, korte hovedpuder, 1 lang, ulden, blåstribet hovedpude og et par blårgarns lagner. Disse to senge stod i det særlige sengekammer, medens der i overstuen var et egesengested med omhæng, 1 rødstribet, ulden overdyne, 2 linnede, blåstribede underdyner, 3 tilsvarende hovedpuder og en tilsvarende lille hovedpude. Yderligere nævnes 4 stk. omhæng, 2 linnede hovedpuder, 6 stk. uldne, rødstribede dynevår til hovedpuder og 5 blåstribede, 2 linnede, blåstribede dyner og to blåstribede puder samt en ulden, rødstribet overdyne.

Sengeomhæng fra Kappendrup.

Dette bo indeholder vistnok et maksimum af tekstilt indbo, og det hører også til undtagelserne, når der her nævnes et stykke hørlærred på 42 alen.

Det er tillokkende på grundlag af skifternes beskrivelser af sengetøjet at prøve at få et helhedsbillede af, hvilke materialer man har anvendt, og hvilke kulører man har foretrukket.

Der er foretaget en gennemgang af 29 skifter fra Gyldensteen gods for årene 1821-38, hvoraf er uddraget sengeomhæng, overdyner, underdyner og hovedpuder. Sengeomhæng er naturligvis altid linnede, medens overdyner er uldne og underdynerne dels linnede dels i sjældnere tilfælde linnede. Hovedpuderne kan være linnede, men de forekommer også som uldne. Iøvrigt skelnes mellem lange og korte hovedpuder, og til hver seng hører en lang og to eller tre korte hovedpuder.

Farverne er meget hyppigt angivne; man kan selvfølgelig ikke af betegnelserne få noget indtryk af afstribningen, men nok af, hvilke farver, der har været dominerende. Således nævnes ialt 97 omhæng. Om 23 af disse er der ingen oplysninger, men 26 er blåternede, 24 er blåtrykte og et blåstribet, to blåprikkede, 12 er grønne, 1 er gulprikket og kun et er hvidt. Om 7 siges blot, at de er ternede.

Af de 104 overdyner er ikke mindre end 62 rødstribede, uldne dyner, 13 er rød- og grønstribede og 13 grønstribede, medens 11 er blåstribede, 3 er rød- og blåstribede og kun 2 er hvide, uldne dyner.

Medens det røde har domineret på overdynerne, er det den blå farve, der har været foretrukket til underdynerne. Af 204 underdyner er 57 linnede, blåstribede dyner, 12 er blot hvide, linnede dyner, 7 er uldne, blåstribede og 7 uldne, rødstribede, 5 er linnede, sortstribede, 5 linnede, gulstribede, 3 hvide, uldne, 2 er uldne, sortstribede, 2 uldne rød- og grønstribede, medens 1 er grøn og 1 blå-flammet. Om 5 er der ingen oplysning og om 1 siges blot, at den er uldstribet.

For hovedpudernes vedkommende gives der i de fleste tilfælde ingen oplysninger om farverne, men også her er det rødstribede og blåstribede mønstre, der har været yndet.

Man kan ikke se bort fra, at det har været de kraftige røde og blå farver, der har været foretrukne, og når man har indladt sig på afvigelser, er det åbenbart personlige luner. De 13 grønstribede dyner fordeler sig med 6 i et enkelt bo fra Nr. Højrup, 1832, 2 fra nabobyen Uggerslev, 1822, og af de 13 rød- og grønstribede er 5 fra Nørreby 1837, og tre fra samme sted 1832. Det er også Nørreby, der 1836 møder med et gulprikket omhæng og to grønne og i 1832 og 1837 med gulstribede underdyner.

Uden iøvrigt at komme nærmere ind på spørgsmålet i denne forbindelse kan det antydes, at man på Horneland har foretrukket blåstribede overdyner i nok så høj grad som rødstribede, og underdynerne har hyppigt været hvide, et forhold der synes at bekræftes gennem museets bestand af dyner fra stiftets forskellige egne. I det hele taget giver skifterne muligheder for at udtrykke egnsforskelle selv indenfor Fyn; f. eks. forekommer »salen« hyppigt i forbindelse med sengene på Horneland, men de nævnes ikke på sletten.

Man må uvilkårligt spørge, hvorledes dette udbredte væveri er opstået. Medens det almindelige var, at vævningen kun dækkede en gårds eller en egns behov, var der her på sletten tale om en overskudsproduktion beregnet til salg, som adskiller sletten fra de fleste andre områder. Paralleller til det havde man på Bornholm og i Dragør.

Det er sikkert flere impulser, der har skabt slettens væveri. Einsiedelsborgs ejer, grev Joachim Godske Moltke var i pagt med tidens interesse for hørdyrkning, når han i 1782 gratis uddelte 16 tdr. hørfrø til sine bønder, men han udsatte yderligere 50 rdl. i præmie for forarbejdning af uldne og linnede tøjer. På hans gods fandtes der i årene 1781-90 mellem 170 og 180 vævestole.[7] Dernæst virkede stiftelsen af »Fyens Stifts patriotiske Selskab« i 1810 i høj grad fremmende. Det beskæftigede sig med alle områder indenfor håndværk, industri og landbrug. Heller ikke vævningen blev upåagtet, og det talte blandt sine stiftere mænd som Jens Benzon, amtsprovst P.W. Lütken i Lumby og Hofman Bang på Hofmansgave, mænd, der netop interesserede sig for denne husflidsgren, og hvoraf de to sidstnævnte havde særlig tilknytning til sletten.

Den nedgangstid for industrivirksomhederne, der var en følge af statsbankerotten i 1813, bragte landets nationaløkonomer til at tvivle om, at fabriksdrift overhovedet kunde trives her i landet. Man anså det derimod for muligt ved en energisk indsats at udvikle husfliden og at forædle dens produkter.

I et reskript af 24. febr. 1824 fik kommercekollegiet anmodning om at udtale sig om, hvorledes husfliden på landet kunde fremmes, og i særdeleshed den husflid »der gaaer ud paa ordinaire lærreders og uldvarers forfærdigelse.« Svaret gik ud på, at fabrikationen af uldne tøjer bedre passer for industri end for husflid; der kunde kun blive tale om at søge lærredshusfliden fremmet. Selv om regeringen i en årrække havde virket for dette ved at oprette spindeskoler og væverier, havde det ikke været tilstrækkeligt, idet de producerede lærreder i kvalitetsmæssig henseende var meget uensartede. Derfor foreslog kollegiet, at der oprettedes lærreds-haller i de egne af landet, hvor tilvirkning af lærred var særlig udbredt.[8]

Manden bag dette forslag var utvivlsomt O.J. Rawert, en mand, der var levende interesseret i Danmarks industrielle forhold. Han var i sine yngre år ansat i kommercekollegiet og derefter i fabriksdirektionen. Da den ophævedes i 1816, kom Rawert på ventepenge, men med kgl. understøttelse foretog han 1816-19 en udenlandsrejse til Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig og Holland for at undersøge de industrielle forhold, og 1820 udgav han en beretning om industriens tilstand i de danske provinser, der vakte opmærksomhed. Han kom atter ind i kommercekollegiet, men blev 1831 toldinspektør og fabriksdirektør, og til sin død i 1851 syslede han med planer om at fremme landets industri.

Hans udgangspunkt med hensyn til forbedring af lærredstilvirkningen var dette, at husfliden var den fordelagtigste af alle industrielle arbejder »idet den tilvejebringer det største produkt og til billigste pris.«[9] Han havde under en rejse i de danske provinser 1820 undersøgt vilkårene for lærredshusfliden og foreslog derefter, at hæren skulde forsynes med husflidslærred. Han erfarede, at lærredet fra sletten blev opkøbt af købmænd fra Odense, og at der også omkring Horsens, Aarhus, Randers og Aalborg fandtes en husflidsproduktion af lærred, som blev solgt til købmænd. Alt i alt skulde der være mulighed for, at disse områder kunde producere det fornødne lærred.

Men betingelsen måtte være, at lærredet blev ensartet, og at der til dette formål blev oprettet haller, hvor lærredet kunde prøves og vurderes. Regeringen fulgte Rawerts forslag, og ved resolution af 1824 blev det bestemt, at haller skulde oprettes.

Det danske lærred var i almindelighed groft, smalt og i korte stykker. Halle-dygtigt lærred skulde derfor holde 25, 50 eller 75 alen. Der blev givet regler for bredden og antallet af tråde i rendingen pr. tomme. Der uddeltes præmier, således at man kunde opnå indtil 2½ sk. pr. alen for den højeste klasse, som skulde have 65 tråde i rendingen. Lærreder på under 36 tråde blev brugt til vestindiske soldater og kongens negre og fik ikke præmie.

Hallerne skulde bestyres af to mænd, der var kyndige i vævning, og i hvert fald den ene skulde være væver. Selve hallingen skulde foregå således: »Ved halle-bordet, som skal stilles på et lyst sted i værelset, stiller hallemesteren sig ved den ene bordende, hvor et mål er afsat; medhjælperen ved den modsatte ende. Lærredets ene ende lægges lige med målet på bordenden og eggen langs med den anden bordende, hvorpå mål er anbragt. Med rødt kridt bemærker medhjælperen på lærredet det sted, som berører den del af målet, som er ham nærmest, hvorpå hallemesteren trækker lærredet til sig, lægger kridtmærket på kanten af hans bordende, da medhjælperen igen betegner den deel af målet, som er ham nærmest, og så fremdeles til hele stykket er målt. Med en kikkert tælles trådenes antal.«

Pigen ved væven.

Rawert havde særlig fæstet opmærksomheden på slettens væveri, og i amtsprovst Peter Wilhelm Lütken i Lumby fandt han en interesseret medarbejder. Lütken, der var født i Skellerup 1761, var en typisk repræsentant for det 18de århundredes rationalistiske præster, der ligeligt varetog sognebørnenes åndelige og materielle interesser. Han var, som nævnt, medstifter af Fyens Stifts patriotiske Selskab, og i samarbejde med Hofman Bang på Hofmansgave virkede han ivrigt for høravlens fremme. Således importerede Hofman Bang hørfrø til Lübeck, som Lütken afsatte til omegnens bønder. Også forbedringen af de vævede produkter lå præsten på sinde, og det var ganske naturligt, at da man skulde oprette en halle i Odense og ikke kunde finde egnet lokale der, blev det henlagt til selve Lumby præstegård, hvor Lütken blev dens bestyrer.

Den nye indretning må have båret god frugt, thi i 1826 blev der på hallen i Lumby hallet 2.950 alen, i 1830 4.150 alen, 1836 8.975 alen og 1838 14.106 alen. Ikke underligt, at Rawert forbavset spurgte, om fremgangen skyldtes et særligt godt hørår, eller om høravlen havde fået større udbredelse.[10] Men det hele vendte brat, og 1845 blev der kun hallet 1.460 alen. Lütken var død det foregående år.

I 1843 havde han anstillet dybsindige betragtninger over svingningerne i mængden af hallet lærred. »Vejrliget har således en meget stor indflydelse på finheden, når hørren, som tilfældet er i år her på egnen, vel bliver lang og stærk, men grov og strid, og da anvendes især til dynevår, og tilvirkningen af lærred, især af fint lærred, opsættes til heldigere hør-år.« Men ikke desto mindre fastslår han, at »nytten af hallens stempel og præmier er umiskendelig, når disse kun lære producenten at søge de dueligste vævere og at påskønne vigtigheden af tre ting, nemlig: 1) fin hør; 2) godt spind; og 3) ordentlig vævning. Vore husmødre varetage nu disse tre betingelser med en ganske anden omhu end tilforn.« Lütken vil ikke lukke øjnene for den nedadgående bevægelse, men den forklarer han dels ved den foretagne ændring i præmiesystemet, dels ved at der udbydes mindre til salg. Og på det sidstnævnte har han en særdeles interessant forklaring:

»De gode år og høje priser på kornvarer, rapssædens udbredelse og høje priser forskaffe nu landmanden midler til at udrede skatterne. Større velstand sætter ham i stand til at forsyne sit hus, sine kister og skabe med mere og finere lærred, eller at gemme, hvad han agter at sælge, i håb om højere priser. Uagtet de fremmede godtkjøbs lærreder og bomuldstøjer har fundet vej endog til den fattiges hytte, og uagtet maskingarnets udbredelse truer med at berøve vore spindersker halvdelen af deres fortjeneste, da det foretrækkes til rendegarn, medens det håndspundne garn dog endnu antages for bedre til islæt, kan husfliden dog her i egnen ansees for så grundfæstet, at man kan håbe den endnu meget længe vil holde sig. Hertil bidrager både dens frembringelsers større soliditet, og den her nu engang vakte sands og ånd for husflid, som understøttes af vanens magt.«[11]

Der er noget vemodigt ved disse udtalelser af den højt bedagede Lütken. Livet igennem havde han arbejdet for husflidens sag og med forkærlighed havde han taget sig af væveriet. Han havde sørget for, at væverne fik bedre og billigere ritter, han havde beflittet sig på af få talhaspen indført i hjemmene, og endnu så sent som i 1839 havde han med Jens Benzon drøftet shawlfabrikation, som Benzon var meget optaget af. Således skrev han til Lütken: »Shawlfabrikationens heldige udførelse fordrer nogen sagkundskab, men den er derfor ingenlunde vanskelig at udføre. Materialet til et shawl, hvis handelsværdi er mellem 30 og 40 rdl., er i almindelighed mellem 5 og 7 rdl., følgeligen alt det øvrige en ren vinding for producenten.« Afsætningen i vort lille, fattige land er ingenlunde ubetydelig, idet han havde bemærket, at hvor der er valg imellem at anskaffe nødvendigt ganglinned eller et shawl, falder valget altid på det sidste.[12]

Hvor indgroet denne interesse for vævning var i familien Lütkens tilværelse, får man forøvrigt et pudsigt indtryk af i et brev, som sønnen Otto Lütken, der var præst i Mern, i 1838, skrev til sin fader: »Om hvergarnet er Cecilia og jeg ellers ikke ganske enige, da hun helst vil have det efter en prøve af noget brunstribet bomuldstøj, som moder og hun engang var halvt om at gøre, mens vi var i Norup; men dels vilde det blive lovligt dyrt, da rendegarnet dertil skulde være rødt og mørkeblåt; dels kan jeg ikke ret få i mit hoved, at det kan blive kønt, da især striberne ikke stå mig an og næppe vil tage sig godt ud i hvergarn.«[13]

Men alle gode kræfter kunde ikke hindre den udvikling, der var ved at finde sted. Husflidsvævningen var ved at gå i forfald, og industrien var ved at vinde frem. Allerede 1838 havde Hofman Bang fra Schweiz skrevet til Lütken, at »de engelske hørspindemaskiner frygter man vil om føie tid gjøre mange brødløse her i landet,«[14] og i de fynske købstæder vandt klædefabrikerne frem.

Væverhuset fra Lunde.

Stemningen vendte sig mod husfliden. Allerede i 1843 understregede man skyggesiderne ved denne virksomhed. Man erkendte, at den på den ene side gav slettens beboere sysselsættelse i de lange vinteraftener, og at den i slette kornår gav et godt tilskud til skætternes betaling, men den medførte også, at kvinderne ikke passede deres børn, de forsømte renligheden i deres hus, dyrkningen af haven og pasningen af kreaturerne. Hertil kom, at vævningen ikke var nogen sund beskæftigelse. »Melancholi og utilfredshed samt brystsyge er ofte følgen, hvorpå sletten kan vise mange eksempler.«[15] Når det ofte var sagt, at vævningen bragte så store indtægter, var dette overvurderet. Fordelen var i virkeligheden kummerlig, thi det store kvantum af hør og uld blev kun dækket af den pris, som man fik for de færdige varer.

Så vidt gik man, at man kunde sige, at husflid var en medvirkende årsag til, at slettens beboere så længe stod tilbage i åndelig henseende for bønderne i andre egne af Fyn,[16] og der var blandt de landøkonomiske forfattere i århundredets midte enighed om, at man i stedet burde sørge for, at vævningen udførtes af faste vævere, og at man gjorde alt for at fremme disses dygtighed.

Slettens væveri kulminerede da i tiden 1820-50. Den var et resultat af de lave kornpriser i periodens begyndelse, og den visnede hen, da kornpriserne steg og det bedre kunde betale sig at dyrke korn end hør. Og hertil kom som den ikke mindst vigtige årsåg til vævningens forfald den maskinelle udvikling, der med anvendelse af mindre arbejdskraft frembragte mere ensartede varer til en billigere pris.

Men både før og efter disse vendepunkter var vævningen et karakteristisk træk for sletten, og det begrunder, at man i Den fynske Landsby har genrejst væverhuset fra Lunde.

Noter

  1. ^ H.C. Andersen, O. T.
  2. ^ J. Lauritsen, Den nord- og nordvestfyenske Jernbane.
  3. ^ Literis Mando: Bogense Byes og Skovby Herreders Topographi, 1859.
  4. ^ Landsarkivet for Fyen.
  5. ^ Optegnelser i Udv. for Folkemaal. Jeg takker Univ.lektor Poul Andersen for denne henvisning.
  6. ^ Jacob Aall Hoffman (Bang), Odense Amt, 1843, 384.
  7. ^ Anf. sted, 383.
  8. ^ Rawert, Kongeriget Danmarks industrielle Forhold, 1850, 718.
  9. ^ Beretning om Linned væveriets Tilstand, 1844, Forord.
  10. ^ Lütkens Privatarkiv. LAO. 1839, 20/5.
  11. ^ Rawert, Beretning om Linned væveriets Tilstand, 1844, 77 ff.
  12. ^ Lütkens Privatarkiv, Benzon til Lütken, 1839, 4/9
  13. ^ Anf. sted, O. Lütken til P.W. Lütken, 1838, 7/11
  14. ^ Hofman Bang til P.W. Lütken, 1838, 26/2 (LAO.)
  15. ^ Jacob Aall Hofman (Bang), Odense Amt, 1843, s. 386.
  16. ^ Literis Mando: Bogense Byes og Skovby Herreds Topographi, 1859, s. 20 f.