Søren Kierkegaards besynderlige interesse for H.C. Andersens tredje roman Kun en Spillemand

Var der tale om et udfald fra det forhenværende vidunderbarn Søren mod det forhenværende vidunderbarn Hans Christian?

Denne overskrift vil sikkert undre mange, idet man ikke almindeligvis har opfattet de to berømte personer som tidligere vidunderbørn, men jeg har valgt disse betegnelser, fordi Søren Kierkegaard i sin allerførste bog, Af en endnu Levendes Papirer fra 1838, der i virkeligheden er en stærkt udbygget anmeldelse af H.C. Andersens tredje roman fra 1837, Kun en Spillemand, kritiserer Andersen for at gøre et geni (bogens hovedperson) til et “Flæb”. Helt præcist lyder bogens titel: Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie al S. Kierkegaard. Om Andersen som Romandigter med stadigt hensyn til hans sidste Værk KUN EN SPILLEMAND.

Ordet “besynderlig” indgår i min egen overskrift, fordi jeg igennem mange år har anset det for mærkeligt, at vores berømte filosof kunne få den ide at lade sin første bog handle om H.C. Andersen, den kun 33 år gamle digter, som man ganske vist allerede havde rost en del, men også hudflettet eller omtalt direkte nedladende.

Wilhelm Marstrands tegning betegnet “Kun en Spillemand – fra Marstrand”. H.C. Andersen modtog tegningen fra kunstneren i vinteren 1840/41 og klæbede den senere ind i sit album. Tegningen blev i øvrigt bragt som stik i Gæa 1847. Det Kongelige Bibliotek.

Stødet til netop denne artikel fik jeg ved at læse i Søren Kierkegaard Forskningscentrets, gennem de seneste år, udgivne Søren Kierkegaards Skrifter med kommentarbind til samtlige tekstbind. Utallige oplysninger følger med og mange personlige vurderinger. Især Kierkegaards daglige optegnelser (“journalerne”), der er hans tanker til eventuelt senere brug, reelle udkast til kommende værker, – og helt personlige, ofte lange, hjertesuk, – samt nu og da også banale dagbogsoptegnelser, er fængslende læsning. Jeg stiftede allerede bekendtskab med Efterladte Papirer for mange år siden, da jeg erhvervede førsteudgaven af dem (fra 1869-1881). Disse var udgivet på foranledning af Søren Kierkegaards broder: biskop i Ålborg Peter Christian Kierkegaard, der bad sin juridiske medarbejder H.P. Barfod om at ordne det store materiale. Denne fortsatte arbejdet, indtil det også dækkede hele årstallet 1847. Herefter overtoges det fra 1879 af tyskeren cand.theol. og filol. H. Gottsched, der havde lært sig dansk og forladt sin gymnasielærerstilling for at gøre arbejdet færdigt ved universitetsbiblioteket i København, til hvilket biskop Kierkegaard i 1875 havde skænket materialet før sin afsked pga. sygdom. Hele arbejdet er ved flere senere udgaver af Samlede Værker blevet kritiseret en del for uklar systematik, efter min mening lidt uretfærdigt, set i forhold til tidens videnskabelige uafklarethed og især Barfods ensomme arbejdsvilkår.

Søren Kierkegaard opfattede Kun en Spillemand som en slags selvbiografi fra Andersens hånd og med god grund. Mange detaljer i romanen nærmer sig stærkt til Andersens egen virkelighed fra opvækstdagene. Hovedpersonen Christian, søn af en håndværksmand på beskedent niveau: landsbyskrædder, lærte af sin gudfader, familiens nærtboende ven, at spille violin og vakte efterhånden en vis opsigt ved sin evne til at improvisere, men livet blev barskt for Christian i ungdomsdagene, hvorved hans udtalte musikalske evner, trods en vis regulær undervisning hos en musiker, Herr Knepus i Odense (vistnok en slags musikdirektør), ikke blev udnyttet eller skattet tilstrækkeligt. Efter et ret omflakkende liv endte han som egnens spillemand, værdsat som sådan, men uden en mere markant social karriere. Christians skæbne var virkelig i mange henseender ynkværdig. Andersen giver ofte i sin roman udtryk for dette og fremstiller ham, hvad Kierkegaard påpeger, ikke som den type, der bider tænderne sammen og holder hovedet højt. Andersen fremhæver mere Christians retsindighed, trofasthed samt vilje til at gøre sig umage med sit spil, og bruger megen plads på at beskrive hans ulykkelige kærlighed til den fra barnsben feterede, smukke, men 100 % egofikserede pige Naomi, som han første gang så i naboens have.

Som nævnt genkender man meget fra Andersens eget liv. F.eks. stiller Christians fader sig for en anden som soldat, aldeles som Andersens egen fader, og forsvinder ud af drengens liv: Andersens fader dør, da drengen er 11 år pga. efterveerne af det barske liv i felten, og Christians fader meldes faldet og dukker først kortvarigt op mange år efter. “Enkerne” bliver begge ret hurtigt gift igen. Hvor meget Kierkegaard kendte til Andersens liv, ved vi dog ikke. De kendte hinanden overfladisk fra studenterforeningen og hørte vel nok noget om hinanden fra fælles bekendte, hvoraf der fandtes en del, – bl.a. digterne H.P. Holst, der var tidligere skolekammerat med Kierkegaard i Borgerdydsskolen, og Henrik Hertz, som Andersen jævnligt talte med under sit ophold i Rom 1833-34.

Niels Christian Kierkegaard: “Kierkegaard” (1838). Odense Bys Museer.

F.C. Olsens ret nedsablende kritik i Maanedsskrift for Litteratur 1837 af romanerne Improvisatoren og O.T., hvori denne påpeger tilstedeværelsen af lighedspunkter med Andersens eget liv, har Kierkegaard formodentlig læst[1] – men det er ikke sikkert, at han har læst oversættelsen i Kjøbenhavns Morgenblad af 22. og 29. juli 1838 af Kaptajn G.F. von Jenssens biografi over H.C. Andersen (meddelt af digteren selv), der var anbragt som indledning til den netop udkomne tyske udgave af Kun en Spillemand.[2] Arbejdet med at færdiggøre sin bog om denne roman samt faderens sygdom har muligvis afledt Kierkegaards opmærksomhed over for denne tidlige biografi. (At Andersens egen, der i 1926 blev offentliggjort under navn af Levnedsbogen, men var skrevet allerede i 1832, ikke var kendt af ham, siger sig selv.)

Andersens roman Kun en Spillemand var udkommet i Danmark 22. november 1837. Kierkegaards bog om romanen forelå 7. september 1838, og Andersen følte sig hårdt ramt. Ifølge Andersens almanak kom Kierkegaards bog allerede den 6. september, men dette er formentlig en fejlnotering fra Andersens side, som kan skyldes, at han har ventet nogle dage med at skrive sine notater. 6. september læser vi: “Et oprørende Brev fra Wulff og øjeblikkelig derpaa Kierkegaards Kritik. Eduard gav mig kjølende Pulver.” Den 30. august skrev han samme sted: “Følt Sjælemarter over Kierkegaards ikke udkomne Kritik.” Han var således næppe helt uforberedt på indholdet.[3]

Den mærkelige titel: Af en endnu Levendes Papirer er tillagt flere forklaringer. En af dem peger på, at Sørens fader var død kun en måned før (9. august 1838), og sønnen har erindret sig, at faderen havde antydet, at alle hans børn ville dø før ham som Guds straf over ham (her tænkes måske på faderens forbandelse af Gud, da han fortvivledes over sit hårde liv som hyrdedreng i Sæding ved Ringkøbing). Hertil kommer, at bogens titel også kunne være fremkaldt af, at Sørens ven og nære vejleder til den forestående magisterkonferens, professor Poul Martin Møller, den 13. marts 1838 var død.[4] Måske var Henrik Hertz’s titel Gjengangerbreve på en digtsamling fra 1830, hvori Andersen blev gjort til grin, også dukket op i Kierkegaards tanker. Nu var det ikke kun en “Gjenganger”, der langede ud efter Andersen men også “en endnu Levende”.

Bogen var fra starten udformet som en tidsskriftsanmeldelse og tilbudt Johan Ludvig Heiberg til dennes nye tidsskrift Perseus. Nogle gange tidligere havde Kierkegaard leveret stof til Heibergs nu ophørte Den flyvende Posts Interimsblade og derfor kendt af denne, men Heiberg anbefalede ham at bearbejde sproget, hvilket H.P. Holst hjalp ham med (ifølge oplysninger fra H.P. Barfod. Holst skrev ironisk til denne i sit brev af 11. september 1869, at han oversatte Kierkegaards bog “fra latin til dansk”, en hentydning til Kierkegaards snørklede latinskprægede vendinger.) Det er andetsteds antydet, at Holst i latinskolen skrev nogle af Sørens danske stile, medens Søren skrev nogle af Holsts latinske. Personlig finder jeg, at kun nogle af de afsluttende sider kan læses nogenlunde ubesværet af ganske almindelige læsere.[5] I Mit Livs Eventyr i 1855 (kapitel VII) trøster Andersen sig også med, at næppe andre end Kierkegaard og han selv havde orket at læse Af en endnu levendes Papirer færdig, og skriver videre: “Jeg fik dengang det ud af Bogen, at jeg var ingen Digter, men en digterisk Figur, der var løben ud af min Gruppe, og at det var en tilkommende Digter givet at stille mig i den, eller at benytte mig som Figur i den Digtning, hvori han skabte mit Supplement. Senere forstod jeg bedre denne Forfatter, der i min Fremskriden er kommen mig imøde med Venlighed og Skjønsomhed.” (I Kierkegaards Efterladte Papirer II, 1869, side 399 citerer H.P. Barfod H.C. Andersens brev af 15. Maj 1849: “Kjære Hr. Kierkegaard! De har forundt mig en rigtig stor Glæde ved at sende mig Deres “Enten Eller”! Jeg blev meget overrasket, som De da nok kan vide, jeg troede slet ikke at jeg kom venlig i Deres Tanke og nu seer jeg det dog! Gud velsigne Dem derfor! tak, tak! Deres af Hjertet inderlig hengivne H.C. Andersen.”)

Christian Albrecht Jensen: Portrætmaleri af H.C. Andersen (1836). Odense Bys Museer.

Til Andersens bemærkning i Mit Livs Eventyr vil jeg tilføje, at Andersen udviste mod og frigjorthed fra folkesnakken ved i 1855 at skrive venligt om Kierkegaard, der netop i 1854 og 1855 chokerede offentligheden med sine voldsomme angreb på folkekirkens præster.

I sin bog undlod Kierkegaard ikke at antyde Andersens hidtidige succes som forfatter, men påstod to forhold: For det første at Andersen vælger at gøre et geni til en ynkelig figur (tilmed at opfatte som en kopi af Andersen selv) – og for det andet, at Andersen ikke tilstræber at tilkendegive en personlig og færdigudviklet livsanskuelse gennem sin fremstilling af bogens figurer og handlingsforløb. Andersens romaner står – som Kierkegaard udtrykker sig: “i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at anse for en Produktion som for en Amputation af ham selv;” og Kierkegaard fortsætter: “og det veed man jo nok, at om det saaledes Amputerede end er langt borte, føler man stundom uvilkaarligt en reen physisk Smerte deri.”

Når Kierkegaard ønsker, at et geni i en roman skal være en kæk person med mod på at overvinde karriereproblemer – og ikke “et Flæb”, skyldes dette måske, at han selv har måttet opfatte sig som det kække geni under sin skoletid for at holde humøret oppe. Han var umådeligt begavet og kunne diskutere kammeraterne sønder og sammen, men fik naturligvis ikke i et almindeligt skoledrengemiljø store muligheder for at demonstrere sine evner i kammeratskabsflokken. I stedet kompenserede han med at drille dem med sit ordspil og en bidende ironi – forresten nu og da med korporlige skrammer til følge. Disse tog han kækt med og gik ofte til modangreb uden hensyn til sin spinkelhed og beskedne højde. Kammeraterne opfattede ham ikke som vidunderbarnet, men han forstod sin egen åndelige overlegenhed og var sig i øvrigt også som voksen overlegenheden helt bevidst som tegn på genialitet, hvad mange af hans journalnotater bevidner. Et journalnotat fra H.P. Barfods udgave af Efterladte Papirer, bind II, side 424 oplyses at stamme fra nogle løsrevne oplysninger. Barfod kan ikke tidsfæste dem, men faderens død er nævnt. Søren ser tilbage på sit liv og skriver: “Spæd, spinkel og svag, næsten i enhver Henseende nægtet Betingelserne for også at kunne gjælde for et heelt Menneske, sammenlignet med Andre; tungsindig, sjælesyg, paa mangfoldig Maade dybt og endeligt forulykket: blev der saa givet mig Eet: en eminent Klogskab, formodentlig for at jeg dog ikke skulde være ganske værgeløs.

Allerede som Dreng var jeg mig min Klogskab bevidst, og at den var min Magt ligeoverfor disse langt stærkere Kammerater.”

Søren Kierkegaard Forskningscenterets store udgivelse af Kierkegaards Samlede Værker viser med sine grundige kommentarbind, at vi står overfor et meget følsomt menneske med ret varige reaktioner på livets mangeartede byrder, – i herværende tilfælde blandt andet den afbrudte forlovelse med Regine Olsen, – tidsskriftet Corsarens latterliggørelse af ham – og den trægt opståede og svingende anerkendelse af hans betydning som forfatter, filosof og teolog. Hertil kom, at hans momentvise perioder af tungsindighed ikke gjorde hans forsøg på at stå imod strabadserne lettere.

Som jeg tidligere nævnte det, bliver Kierkegaards sprog mod slutningen af bogen mere forståeligt for almindelige læsere. Hans engagement i spørgsmålet om, hvorledes et geni skal opføre sig, bliver noget helt centralt, og det er i samme forbindelse tydeligt, at han har nærlæst Andersens tekst, så det batter. Andersens Christian er stort set kun: “et sølle Skrog”, – i øvrigt belemret med en vældig forfængelighed (der fortaber sig “i stortalende Drømmerier og Beundring af sig selv”, – egenskaber Kierkegaard formentlig opfatter som en afspejlning af Andersen selv). “Noget af det”, skriver Kierkegaard, – “der meest plejer at udmærke Geniet og give det sin Overvægt over Verden, er Stolthed, som plejer at blive stærkere i Modgang, som derfor ogsaa ofte formaar at holde Individet opreist”.

At Andersen har bemærket sig Kierkegaards uvilje mod geniets fremtræden som et “Flæb”, ses i Andersens brev af 1. februar 1839 til veninden i Odense, Henriette Hanck. Om sit kommende teaterstykke Mulatten, der blev en succes, skrev han: “Der skal ikke være Spoer af Andersen i dette Stykke […] Helten er saa levende kjæk og varm, at man troer jeg har givet ham alt hvad Spillemanden og Improvisatoren manglede”.

Men hvordan var Andersens forholden til sig selv som “helten”, “geniet” eller “vidunderbarnet”?

Han var sig allerede som dreng bevidst om at besidde særlige evner, når man skulle sammenligne ham med andre børn, og i hans eget sociale miljø forstod man kun i meget beskeden grad værdien af sådanne evner. Skomagerfaderen og farmoderen syntes at bemærke sig hans evner, og moderen trøstede ham med, at de andre drenge var misundelige, – men han måtte skaffe sig adgang til den tids overklasse og akademikerrelaterede mennesker for at blive opfattet som noget særligt. Efter min mening kunne man godt med nutidens briller på kalde ham “et vidunderbarn”, omend ikke “et erkendt vidunderbarn” som f.eks. Mozart, der allerede i en alder af fire år komponerede musik, – eller Chopin, der som dreng vakte opsigt som koncertgiver.

Meget få – om overhovedet nogen – har forstået, at den “lille” improvisator Hans Christian, som lavede tekster og melodier på stedet, reciterede små-pluk fra teaterstykker og endog udførte dansetrin til nogle af sine improvisationer, som dem, den fine nabofamilie ved siden af drengens moder og stedfaders bolig op til åen i Munkemøllestræde, havde hørt ham synge med sin smukke stemme, nærmede sig begrebet: vidunderbarn. Samme barn nedfældede i alderen fra 11 til 13 år ti af sine digte i sin afdøde faders efterladte lille afregningsbog fra militæret, heraf nogle, der synes skrevet som egne forslag til teaterbrug, og teksterne er forbavsende af indhold og udformning, når drengens beskedne skolegang tages i betragtning. (Hans Brix har beskrevet dem i Det første Skridt. H.C. Andersen Skuespilarier, 1943).[6] I Levnedsbogen skrev Andersen selv: “Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst, og min smukke Stemme gjorte Folk opmærksom paa mig.” Og lidt senere: “saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig, ‘den lille fynske Nattergal’. Jeg var saa uhyre barnlig, Alle kunne lide mig! – En Aften blev jeg hentet til Biskop Plums. Her var Oberst Guldberg, han blev forbauset over mig, fandt noget ualmindeligt hos mig, sagde jeg skulde komme til ham. Alle gjorte de af mig, og jeg følte mig saa lykkelig” (s. 39-40).

I Kun en Spillemand forsøger Christian ihærdigt at gøre andre opmærksom på sit behov for hjælp til at klare hverdagen, lære sig mere om musik og violinteknik samt blive bemærket – og han har i den forbindelse nogle af de ynkelige attituder, som Kierkegaard i sin bog finder karakteristisk for “et Flæb”. Christian vil være den geniale improvisator på violinen, men Kierkegaard savner det kække geni. I sin afhandling Søren Kierkegaard (En kritisk Fremstilling i Grundrids) fra 1877 skriver Georg Brandes under omtalen af bogen Af en endnu Levendes Papirer. “Hvad Lyst eller Ære kunde Kierkegaard vel finde i at slaa sig til Ridder paa den stakkels værgeløse H.C. Andersen, der dengang endnu var det jagede Dyr i den danske Litteratur”. Til min egen forbavselse opponerede Andersens nære ven Edvard Collin imod denne udtalelse i sin bog H.C. Andersen og Det collinske Huus fra 1882 med ordene: “Inden Kierkegaard kom med sit bekjendte Udfald mod Andersen i Anledning af Kun en Spillemand, fandtes kun faa halvt rosende halvt dadlende Kritiker; og Enhver der har kjendt den læsende Verdens Anskuelser i hiin Tid, maa bevidne, at disse ikke lode sig paavirke af disse Kritiker i nogen for Andersen ufordelagtig Retning” (s. 256). Jeg selv må give Brandes ret i hans betegnelse af Andersen som det dengang endnu jagede dyr i den danske litteratur og har omtalt dette nærmere i min bog fra 2000: Mytedannelsen om personen H.C. Andersen, kap 11. Jeg kan tilføje, at Andersens personligt bekendte, den senere Viborg-rektor F.C. Olsens hårde kritik af Andersens Improvisatoren og O.T., hvor hovedpersonen i begge romaner omtales som en delvis fremstilling af Andersen selv, kunne læses af Kierkegaard i Maanedsskrift for Litteratur for 1837. (F.C. Olsen skrev anonymt i månedsskriftet, men H. Topsøe-Jensen har peget på ham som forfatteren, og jeg selv fået originalmanuskriptet i kopi tilsendt fra Det Kgl. Bibliotek). F.C. Olsen var søn af den dame, Sophie Olsen, der var med samme diligence som den 14-årige Andersen fra Odense til København og som lovede hans mor at se lidt efter ham i dagene omkring ankomsten, hvilket hun også gjorde.

En pudsighed i forhold til Søren Kierkegaards anke over, at Andersens Christian i Kun en Spillemand skulle være fremstillet som “et Flæb”, er Kierkegaards senere interesse for Andersens eventyr: “Den standhaftige Tinsoldat”, der udkom oktober 1838 i Eventyr fortalte for Børn, kun en lille måneds tid efter Kierkegaards bog om Andersens roman. Ved en række besøg hos Kierkegaardfamiliens læge Ditlev von Nutzhorn bad Søren nemlig lægens lille søn (på formodentlig 6 år) læse højt af “Den standhaftige Tinsoldat”. Dette oplyses i Søren Kierkegaard Forskningscenterets kommentarer til de udgivne “Journaler” som en oplysning fra Kierkegaard selv. Jeg er personlig usikker på årstallet, men gætter på 1840, da eventyret, som nævnt, havde foreligget nogle år, og den vakse dreng (senere dr.phil.) havde lært sig at læse. Den standhaftige tinsoldat er jo ethvert flæbs inkarnerede modsætning. Han holder sig (ganske vist som støbt) rank uanset det store fald ned til rendestenen, – råbte ikke om hjælp, da han jo var i uniform – bliver ikke bange for vandrotten, – holder fast i geværet, da vandkaskaden skyller ham ned under rendestensbrættet, – og stod endnu standhaftig med geværet i hånden, da han var begyndte at smelte i kakkelovnen, hvor en af familiens drenge havde kastet ham ind. Barnet bliver af Andersen indirekte undervist i, hvad standhaftighed er, og Kierkegaard kan næppe have overset dette.

Satiretegning af Søren Kierkegaard i Corsaren Nr. 217. Ligesom H.C. Andersen blev også Søren Kierkegaard latterliggjort i det satiriske tidsskrift Corsaren. Kierkegaard blev det dog først efter, at han selv havde bedt om at dele skæbne med resten af den litterære stand. En anmodning han senere kraftigt fortrød.

Hvis Kierkegaard muligvis var blødt op i sin nedladende holdning til H.C. Andersen, fik han dog fornyet anledning til at lade sig provokere i relation til romanen Kun en Spillemand, idet Andersens enakter, En Comedie i det Grønne blev opført på Det kgl. Teater 13. maj 1840. I denne, hvori Andersen lader en teatertrups direktør optræde i forskellige roller, indlagde han i dennes rolle som hårskærer en parodi på Kierkegaards sprog fra dennes bog om Andersens Kun en Spillemand. Kierkegaard hørte om det og udarbejdede et længere skriftligt og meget vittigt, men også forbitret indlæg om sagen. Han beklagede sig her også over, at det trak så længe ud med en udgivelse af teaterstykkets tekst, at han ikke kunne forsvare sig offentligt mere præcist imod fornærmelsen. Her pegede han på, at Andersen tilmed var rejst udenlands, inden protesten kunne nå ham. Kierkegaards skrift om sagen er gengivet i H.P. Barfods udgivelse af Efterladte Skrifter, hvor det fandtes på løse ark, – altså ikke skrevet ind i et af de “stilehefter”, Kierkegaard anvendte til sine journaloptegnelser. Skriftet blev aldrig udgivet, men man kan tænke sig, at det er gået i afskrift til en eller anden, måske til vennen Boesen, men næppe Henrik Holst, der formentlig ville have omtalt det senere. (Andersen delte i øvrigt logi med Holst i München 14 dage fra midten af november samme år.)

At Søren Kierkegaard kunne lade sig provokere af H.C. Andersens fremstilling i Kun en Spillemand af et geni, der opførte sig som “et Flæb”, vakte min interesse især i min egenskab af psykolog. Mon Kierkegaard blandede erindringer om sin barndoms og ungdoms genvordigheder i genirollen ind i billedet?

Min fornyede opmærksomhed over for hans meget følsomme sind gennem læsning i nyudgaven af hans journaler gav mig indtryk af en følsomhed, der ikke gav Andersen noget efter i styrke og vedvarenhed. Kierkegaards iøjnefaldende reaktion på den mulighed, at et geni optrådte som et ynkeligt væsen, blev mig herved mere forståelig. Allerede som skoledreng måtte han selv opføre sig som både kæk og stolt i rollen som geniet i svøb. Og man kan her tilføje, at han blandt børnegruppen i den brede familiekreds blev erindret som familiens spilopmager.[7]

 

Noter

  1. ^ Frederik Christian Olsen (1802- 1874). Filologisk embedseksamen. Rektor ved Viborg Katedralskole 1844-1866. Formand for Trykkefrihedsselskabet. Han var Johannes Ewald-forsker og udgav den videnskabelige del af Poul Martin Møllers Efterladte Skrifter samt en biografi om Møller.
  2. ^ Georg Friedrich von Jenssen (1789-1888). Kaptajn, senere Major. Postmester i Tønning. Oversatte Kun en Spillemand og Billedbog uden Billeder til tysk.
  3. ^ I Mit Livs Eventyr, kapitel 7, skriver H.C. Andersen, at Kierkegaard, da de mødte hinanden på gaden, fortalte, at han ville skrive en kritik om romanen, og “at jeg vilde vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man opfattede mig ganske urigtigt!” Jeg skal her indskyde, – som vidneudsagnenes psykologi så tit har konstateret – at en erindring, der går en del år tilbage i tiden, selvfølgelig er mere usikker end et regulært notat om det skete (Her i almanakken). Mit Livs Even-tyr udkom 1855.
  4. ^ Poul Martin Møller havde et horn i siden på visse yngre forfattere. Sejer Kühle skriver side 104 i sin bog fra 1950, Søren Kierkegaard, Barndom og Ungdom: “Vi kender Møllers stærke betoning af den indre harmoni, af helheden. Han stikler til forfattere, der i deres digtning viser mangel paa holdning og aandelig styrke.” I sin anmeldelse af Sibberns forelæsninger “Om Poesie og Konst i Almindelighed” (1834) fremhæver han Sibberns harmoniske Grundstemning: “Dette har man især Aarsag til at bemærke i en Tid, da saa mange halv videnskabelige og endnu flere halv og heel poetiske Forfattere med en tilforn ukjendt Frækhed blotte deres foragtelige Characteer og deres sønderrevne Sind for det læsende Publicum” (Dansk Litteratur-Tidende, 1835).
  5. ^ Historikeren, professor, dr.phil. Troels Troels-Lund (1840- 1921) – forfatteren til kampeværket Daglig Liv i Norden i det 16. Aarhundrede hørte til Søren Kierkegaards brede familiekreds, som søn af dennes afdøde søster Petræas mands 2. kone – Han benytter i sin omtale af Kierkegaards kritik af Kun en Spillemand udtrykket “Ordtrævl” om Kierkegaards sprog. I en note til H.C. Andersen og Henriette Wulff (1959) I, side 252 skriver H.Topsøe-Jensen om kritikken: “Pjecen var skrevet i et filosofisk Kaudervælsk, som de færreste almindelige Læsere vilde faa noget Udbytte af”.
  6. ^ Jeg sendte i 2002 et af digtene til min nevø, komponisten Matti Borg, og foreslog ham at sætte musik til det. Han gjorde det og bad kort efter om resten, som han også forsynede med melodi. I nogle af dem ramte han en meget frit fabulerende musikalsk stil, der gav et slående indtryk af sangerens improviseren og derved en slående præsentation af et barns ofte meget frie måde at udfolde sig improvisatorisk i sang. Det stod mig ved at høre det meget tydeligt, hvordan Hans Christians sang ved åen kan have lydt. Et af digtene handler om trommerne, der lyder, når soldaterne marcherer ud i krig for at dø “for Konge, Fædreland og Mø”. Vi erindrer, at skomager Hans Andersen selv havde befundet sig i geleddet.
  7. ^ Troels Troels-Lund betegnede drengen Søren Kierkegaard sådan i sin 330 sider lange Kierkegaard-biografi, udgivet efter Troels-Lunds død af professor Knud Fabricius i 1922. Troels Lund var i nogen grad “tilskuer i første parket”, jævnfør note 5.

 

 

Litteraturliste

  • Andersen, H.C.: “brev til Henriette Hanck, 1. februar 1839”. I H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck. 1830-1846. Ved Svend Larsen. (Anderseniana IX-XIII, 1941-46). Kbh.: Ejnar Munks-gaard, 1946.
  • Andersen, H.C.: H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831. Paany udgivet af H. Topsøe-Jensen. Kbh.: Det Schønbergske Forlag, 1962.
  • Andersen, H.C.: Kun en Spillemand. Kbh.: C.A. Reitzel, 1837.
  • Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H. G. Olrik og Udgiveren. HI. Kbh.: Gyldendal, 1951.
  • Brandes, Georg: Søren Kierkegaard (En kritisk Fremstilling i Grundrids). Kbh.: Gyldendal 1877. Brix, Hans: Det første Skridt. Drengen Hans Christian Amdersens Skuespilarier. Kbh.: Carit Ander
  • sen Forlag, 1943.
  • Collin, Edvard: H. C. Andersen og det Collinske Huus. Kbh.: C. A. Reitzel, 1882.
  • Kierkegaard, Søren: Afen endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kierkegaard. Om Andersen som Romandigter med stadigt hensyn til hans sidste Værk KUN EN SPILLEMAND. Kbh.: C.A. Reitzel, 1838.
  • Kierkegaard, Søren: Af Søren Kierkegaards efterladte papirer; med indledende Notiser ved H.P. Barfod, H. Gottsched (red.), bind II. Kbh.: C.A. Reitzel, 1869.
  • Kierkegaard, Søren: Søren Kierkegaards Skrifter 1-28, Søren Kierkegaard Forskningcenteret, Kbh.: G.E.C. Gads Forlag, 1997-2013.
  • Kühle, Sejer: Søren Kierkegaard, Barndom og Ungdom, Kbh.: Ashehoug 1950.
  • Liunge, A.P.: “Biografi af Kaptajn G.F. von Jenssen over H.C. Andersen”. I Kjøbenhavns Morgenblad 22. og 29. juli 1838.
  • Olsen, F.C.: “H.C. Andersen, Improvisatoren og O.T.”. Maanedsskrift for Litteratur, bind 18. Kbh., 1837.
  • Ringblom, Hilding: Mytedannelsen om personen H.C. Andersen. Vordingborg: Attika, 2000.

 

©