Sommerlandets forførende skønhed

- Maleren Agnes Slott-Møllers gengivelser af den danske natur i sine folkevisebilleder

Agnes Slott-Møller (1862-1937) levede sig fuldstændig ind i folkevisernes naturskønne sommerverden. Hun identificerede sig med sine motiver og genoplevede visernes virkelighed, som de måtte have været i middelalderen. Hun kreerede en verden separat fra samtiden med en højstemt idé om middelalderens helte og skønjomfruer, der helt overtog scenen som sande formidlere af det nationale som en identificerbar størrelse. Folkevisernes romantiske og dramatiske skæbner er kernen i Agnes Slott-Møllers kredsen om folkeviserne med en privatmytologisk skæbnefortælling som den underliggende strøm i hendes tolkninger.

Fyns Kunstmuseum har to værker af Agnes Slott-Møller i samlingen, Cum fratre sororem… Prins Buris og Liden Kirsten malet i 1908 og købt i 1923. I 2002 lykkedes det at erhverve endnu et af hendes malerier: Dronning Margrete og Erik af Pommern malet i 1884 eller 1887. I foyeren på Odense Teater hænger desuden Hagbarth og Signe og Rescencenten og Dyret, begge malet og opsat i 1916-17.

Stilarter og kunstsmag skifter. Dét som var nyt og spændende i 1900, kunne være dårlig smag i 1950. Agnes Slott-Møller var del af 1890’ernes symbolisme, en stilretning, der først 100 år efter den opstod, er kommet til ære og værdighed igen. Hun blev aldrig rigtigt anerkendt af den officielle kunstinstitution, og på Fyns Kunstmuseum som de fleste andre steder har hendes værker indtil nu haft en stille eksistens i magasinerne.

Manglende anerkendelse har dog ikke holdt Fyns Kunstmuseum fra at beskæftige sig med en kunstner, ligesom museet har tradition for også at vise den skæve og mærkelige kunst. Museet har et ønske om at undersøge denne relativt ukendte kunstner nærmere. Da arbejdet begyndte, kendte man til omkring 20 værker i offentlig og privat eje samt talrige skitser og tegninger i Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst. For at skabe et overblik over Agnes Slott-Møllers samlede værk måtte det tage udgangspunkt i en efterlysning af værker i privat eje. Mere end 100 personer har henvendt sig med oplysninger om både publicerede og hidtil ukendte værker. Det har været fantastisk spændende med så meget nyt materiale og en helt uvurderlig hjælp.

Kunstneren Agnes Slott-Møller

Agnes Slott-Møller er mest kendt som folkevise- og historiemaler, men også landskaberne indtager en betydelige rolle i hendes produktion. Det understreges af det store antal værker af den type, der er dukket op. Hendes kunst er båret af kærlighed; kærlighed til fædrelandet, dets historie og sommerens landskaber. Historiemalerierne var hendes professionelle virkes ambition; hun ville genrejse en national stolthed over for fædrelandet gennem sine historisk funderede motiver. Størsteparten af hendes produktion er dog landskaber og folkevisebilleder i mindre formater. I hendes levetid, på overgangen til det moderne, sekulariserede samfund, var der ikke megen interesse og behov for historiemaleriet. Førhen var det billedkunstens fornemmeste kategori, der med mytologiske og litterære motiver støttede kirken og kongens magt i moralsk opbyggelige skildringer. Hun fastholdt således et bagudskuende verdenssyn på et tidspunkt, hvor den verden, hun skildrede, var under opløsning. Samtidig fastholdt hun det figurative formsprog lige til sin død i 1937, som hun havde lært på Tegneskolen for Kvinder, hvor hun gik fra 1878 til 1885. Men netop i årene efter århundredeskiftet ændrede billedkunsten sig fundamentalt. Eksempelvis opløste Edvard Weie (1879-1943) og Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) motiverne til ren form og bevægelse, og den ene abstrakte isme afløste den anden i århundredets begyndelse.

Agnes Slott-Møllers kunst regnes som del af symbolismen. Grundlæggende var hendes filosofiske kunstforståelse og parametre tænkt i en symbolistisk begrebsramme. En symbolisme, som var del af en fælles europæisk bevægelse i opposition til naturalismen. Hun ønskede at give sine billeder en særlig følelse og stemning gennem landskaberne, hun ikke mente fremkom ved den direkte, uformidlede naturgengivelse. Hun opsøgte landlige omgivelser sammen med sin ægtefælle Harald Slott-Møller (1864-1937) lige så snart, det først strejf af sommer viste sig. I vinterhalvåret boede de i København, men sommeren tilbragte de helst som gæster eller logerende på nogle af landets mange herregårde. Der brugte de tiden til at male studier af landskaber, lokale modeller og prospekter. Tilbage i København, i løbet af vintrene, blev de mange landskaber brugt som baggrundsscener i folkevisemotiverne. Når hun malede, kunne hun glemme sin samtid og leve sig ind i et fantasibåret sommerunivers. I sine billeder kunne hun skabe den fuldkomne skønhed, hun efterstræbte. Landskabet, historien og virkeligheden smeltede sammen i hendes værker og visuelle fortolkninger af folkevisernes univers.

Cum fratre sorerem… Prins Buris og Liden Kirsten, 1908 Olie på lærred. 202,7 cm x 220,5 cm. Inv. nr. 130 Fyns Kunstmuseum, Odense Bys Museer

Agnes Slott-Møller kæmpede for sin kunst og for at opnå det samme som sine mandlige kollegaer. Det på trods af, at hun levede i en tid, hvor det normalt blev forventet, at hustruen skulle hellige sig ægtefællens og familiens trivsel. I sit ægteskab med kunstneren Harald Slott-Møller mødte hun forståelse for sine kunstneriske ambitioner, og fik rum til at udfolde sin kunst. Via ægteskabet fik hun adgang til de kulturradikale kredse i 1890’ernes København, hvor hun blandt andre mødte nogle af tidens foregangskvinder i skikkelse af Johanne Krebs (1848-1924), Anna Ancher (1859-1935) og Marie Krøyer (1867-1940). For Agnes blev ægteskabet med Harald Slott-Møller en mulighed for at leve som udøvende kunstner, og sammen havde de et livslangt kunstnerisk fællesskab. I 1891 var hun og Harald Slott-Møller således med til at etablere Den frie Udstilling sammen med blandt andre ungdomsvennerne Johan Rohde og Emil Hannover. Det var tænkt som et forum for ung kunst, der i begyndelsen hovedsageligt promoverede de symbolistiske kunstnere, der ellers ikke havde store udstillingsmuligheder. Kun ti år efter blev hun og den symbolistiske retning marginaliseret af udstillingens nye naturalistisk funderede medlemmer, og Slott-Møller parret brød som konsekvens med sammenslutningen. Med Bondemalerstriden i 1907 slog det naturalistiske kunstsyn definitivt igennem på den danske kunstscene på bekostning af den ideale symbolisme, hun stod for. I opposition til den nu kanoniserede naturalisme blev hun og hendes mand herefter placeret uden for offentlighedens opmærksomhed og kunsten elite.[1]

Af hele sit hjerte ønskede Agnes Slott-Møller at leve som kunstner med eller uden kunstinstitutionens anerkendelse. Hun konstruerede sit liv og sin gerning omkring en iscenesat kunstneridentitet. Gennem kunsten ville hun ændre på verden. Udadtil var kunsten midlet, men indadtil var kærligheden til kunsten også en levevej og en livsstil. Hun deltog ivrigt i den offentlige debat og blev kendt for sin næsten maskuline bastanthed, men privat var hun en poetisk og empatisk kvinde.[2] Det er en dobbelthed ved hende, som genfindes i oeuvret. Den mere introverte side af hendes karakter afspejles i folkevisebilledernes symbolunivers. Her er den enkeltes valg ophævet, og kvinden må underlægge sig skæbnen. Det er en modsætning til hendes eget liv, hvor hun tog mange kontroversielle beslutninger. Beslutninger, der afspejles i en ydre offentlig selvsikkerhed og kontant facon. Den kendte side af hendes karakter genfindes i historiemaleriernes fejring af fortidens heroiske og skelsættende skikkelser. Eftertidens kritiske syn på hendes oeuvre kan hænge sammen med en ofte negativ bedømmelse af hendes karakter i samtiden.[3] Det var ikke helt uproblematisk at være en emanciperet, selvstændig kvinde, der, ganske usædvanligt for hendes tid, ville leve som kunstner.

De historiske malerier, som eksempelvis Dronning Margrete og Erik af Pommern, skildrer et samfundsideal, hvor kvinden frit kunne agere i en idealverden. Folkevisemotiverne som Cum fratre sororem afspejlede kvindens reelle situation.[4] Viserne kredsede om kvindens rolle i familien og samfundet som billeder på de forhold, Agnes Slott-Møller måtte forholde sig til i konstruktionen af sit eget kunstnerliv. Motiverne er udtryk for nogle dybereliggende drømme. De afdækkede hendes livssituation og fremviste et nationalt genrejsningsprojekt, for nationen og for kunstnerindividet. Folkevisernes almengyldige erfaringer formidlede, hvordan skæbnen pålægger det enkelte menneske kærlighedens byrde og det svære valg mellem frihed og familie. Motiverne tilbød tillige en formalistisk fornyelse, hvor de bagvedliggende landskaber udgjorde en ramme for en personlig og sanselig billedverden.

Dronning Margrete I og Erik af Pommern, 1884/87. Olie på lærred. 140 cm x 90 cm. Inv. nr. 2257. Fyns Kunstmuseum, Odense Bys Museer

Landskabets tidløse fortryllelse

Landskaberne i Agnes Slott-Møllers billedverden har således en helt særlig funktion. Hun udelukkede det moderne samfund, og hun kunne flygte fra samtidens manglende enhed ind i tilværelsesforståelsen i de tidløse motiver. Samtidig er landskaberne baggrund for folkevisernes historiske scenerier, hvor naturens karakter understreger motivets handling. Ofte med udgangspunkt i et konkret landskab fandt hun inspiration til viser, der illustrerede handlingens sindsstemning. Den præcise detaljering giver hendes billeder en mærkværdig kombination af møjsommeligt gennemstuderede detaljer i et sært urealistisk univers. Landskaberne satte en ideal scene for visernes optrin samtidig med, at hun levede sig fuldstændig ind i deres verden under arbejdet med studierne. Hun opsøgte gamle herregårde med historiske aner tilbage til Kong Valdemar Sejrs og Dronning Margrete I’s tid. I de fredfyldte skove og parker mødte hun ikke fremmede elementer; hun fornemmede derimod en geografisk og mental rejse i tid, hvor hun med længselsfulde tilbageblik opbyggede en indre forestillingsverden. Isoleret lod hun fantasien få frit løb og forestillede sig livet som ridder og jomfru.[5]

Ridderen og jomfruen under linden, 1903. Olie på lærred. 89 cm x 145 cm. Holger Drachmanns Hus, Skagen

Billedet af Ridderen og Jomfruen under Linden er en illustration til folkevisen Ridder dræber jomfruens syv brødre. De blomstrende lindetræer på Fænø inspirerede Agnes Slott-Møller til at male historien om to elskende, der mødtes i skoven, hvor ridderen efterfølgende mødte jomfruens brødre i et dræbende opgør. Visens kontrast mellem harmoni og kaos er ikke del af Agnes Slott-Møllers skildring. På maleriet ser man en kvinde med en mand, der fuldstændig harmonisk hviler sit hoved på hendes skød. De er ganske indhyllet i det store blomstrende lindetræ, de sidder under, og den frodige skovbund, de sidder midt i. Samhørigheden mellem de to personer gentages af lindens fuldstændige dominans af billedrummet. De hvide, romantiske blomster understreger den florerende kærlighed mellem de to personer og fremhæver modsætningen til historiens bitre ende. Oprindeligt ville hun også gengive den mørke side af visen, men hun var utvivlsomt mest optaget af den frodige, blomstrende natur, hun fandt på Fænø.

I sine værker skildrede Agnes Slott-Møller naturen, som hun forestillede sig verden så ud i middelalderen fra dens mest romantiske og ideale side. Det er ikke en natur som i romantikken – den giver ikke svar på livets store spørgsmål. Den panteistiske tanke er for altid opgivet. Naturen i den danske sommers milde skønhed var derimod den perfekte kulisse for de bygninger, hun sværmede for, og de lokaliteter hun opsøgte. Tilsammen gav det et billede af nationen tilbage i 1300- og 1400-tallet. Forestillingerne er placeret i drømmenes terræn, flyttet til de evige somre i forestillingen om et rigere liv. Modsat hendes eget livs genvordigheder. Den længsel efter naturen og dens frodighed havde ligeså meget karakter af en drøm om et ubekymret aristokratisk liv. Et liv, hvor hverdagen ikke trængte sig på, hvor øjeblikket og dens passion kunne udleves. Det var en drøm om elskoven, ikke kun som en fysisk tiltrækning, men som en passion for livet i dets videste forståelse. Naturen fremstår som det utopiske ideal i hendes drømmeverden, som det moderne menneske netop kun kan gøre sig forestillinger om. Som den dansk-norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949) skrev om folkevisebillederne:

”For eftersom Agnes Slott-Møller arbeidet sig dypere og dypere ind i folkevisens verden, blev sommer og elskov mere og mere billedernes motiv – som det er folkevisens hovedmotiv, at sommer og elskov er det alvorligste i livet på jorden. Det var jo dette som var middelalderens visdom, at mennesket visste – det er ingen motsetning mellem livet i arbeide og kamp, og drømmen om livet.”[6]

Det ideelle landskab

Agnes Slott-Møller fandt et ideal landskab på Fyn med kyststrækningernes bløde bakker og bølgende marker, som hun med årene i stadig højere grad opbyggede sine motiver ud fra. Landskabernes grundelementer ændrede sig dog ikke meget, uanset hvor hun malede dem. Ved at sammenholde det store antal landskaber, vi nu har fået kendskab til, er der særligt tre elementer, hun fastholder: havudsigten, historiske bygningsfragmenter og de horisontale mønstre mellem skov, bakker og flade marker.

Over årene tog Agnes Slott-Møller ophold mange forskellige steder i Jylland. Billederne derfra viser særligt tydeligt, hvordan grundtonen i høj grad er knyttet til de konkrete lokaliteter, de er skabt i. De hyggelige fynske landskaber står således i kontrast til hendes landskabsskildringer fra egnen omkring Limfjorden fra 1890’erne. Her malede hun flere studier af det barske flade land, hvor vandet spiller en betydelig kompositorisk rolle. Farveholdningen er langt mere rå og dyster end i de senere fynske skildringer. Tonerne er neddæmpede, og hun økonomiserede med farverne. De få lyse og stærkt farvede felter træder mere effektfuldt frem og understreger den dystre tone.

Agnes Slott-Møller var søgt nordpå i sin søgen efter en gammeljysk arketypisk mand, formet af naturens hårde betingelser, stadig med samme stolte karaktertræk, hun forestillede sig adelen fra de kanter havde under Valdemar Atterdag. På det fine maleri af den døende Hr. Oluf, Siden jeg hørte vagten under Limfjord fra 1895, der har hængt hos den samme familie siden 1930, støtter landskabet den triste og livsforladte karakter ved den unge adelsmand. Han er mærket af døden efter en elverdans. Han åbner den lille luge for at skue ud over det åbne land efter det optog, der skal bringe ham hans brud. Men da følget når frem, er hr. Oluf død. I frisen over hovedmotivet har Agnes Slott-Møller malet optoget i en middelalderlig billedtradition og indlægger herved flere fortællende lag i sin skildring. Den mørke himmel klares op der, hvor horisonten mødes med havet, kun adskilt af en lille tange land. Kompositionen er kraftfuld og enkel, delt i to mellem det flade land og det lodrette bygningsmassiv i billedets højre halvdel. Billedet er effektfuldt med den økonomiske brug af farverne, de mørke toner mod den kraftige, røde kjortel træder klart frem. I selve maleriet kommer farverne til deres fulde ret i forhold til den gamle, sorthvide gengivelse, der hidtil har været det eneste bevis på maleriets eksistens.

Hr. Oluf, siden jeg hørte vagten under Limfjord, 1895 Olie på træ. 61,5 cm x 82 cm Privat eje

De fynske motiver fra omkring århundredeskiftet har samme radikale karakter som de tidlige nordjyske malerier. Vandet og kysten har en fremtrædende rolle, der ofte forlener billederne med en noget lysere og lettere tone. Landskaberne fandt hun ved Lillebælts kyster, hvorfra hun skildrer et stort antal tegninger og en del malerier. Agnes og Harald Slott-Møllers første bekendtskab med Fyn og farvandet omkring øen var i 1888, hvor de opholdt sig en tid på Damgaard på den jyske side af bæltet. I 1897 kom de tilbage til Lillebælts kyster, da de for en årrække opholdt sig på fynske Teglgård ved Middelfart og senere blandt andet boede i et skovfogedhus på Fænø. I værkerne, hun skabte på Fyn omkring århundredeskiftet, fornemmes stedvise formeksperimenter. Inspireret af den internationale symbolisme søgte hun mod en større grad af stilisering og mere ekspressiv linieføring. Forenklingen og den dekorative værktænkning skulle understrege motivets stemning. Det blå studie fra Lillebælts kyst er næsten ren abstraktion. Himmel og hav går i ét i et horisontalt liniemønster med brune og grønne markeringer, der nærmest deler fladen i tre. Maleriet er ganske givet et studie til et Jomfru Blidelil-motiv, hun malede i henholdsvis 1898 og igen i 1913. Det forestiller en kvinde, der flyver højt hævet over en meget blå fjord. I det tidligste af de to Blidelil-malerier er havoverfladen fuldstændig dominerende på billedfladen med en minutiøs gengivelse af alle detaljer, der giver et helt surreelt udtryk.[7] Det blå billede er derimod en grundlæggende afsøgning af maleriets midler. Hvor få markeringer og detaljer skal der til for at indfange den særlige stemning og karakter, hun oplevede ved sommer blå havoverflade?

Landskab med udsigt over Lillebælt, u.å. Olie på lærred. 24 cm x 33 cm Privat eje

Generelt er Agnes Slott-Møllers billeder dog præget af en stor omhu med hensyn til detaljerne, og i sit arbejde udførte hun altid først grundige studier af sine motiver. En tendens, der forstærkes over årene. Det forenklede og koncentrerede syn opløses til fordel for naturen som en hyggelig have. I Eksempelvis Landskab fra Als fra 1912, der på mange måder ligner talrige billeder, hun malede fra Fyn, kan man se den omhu, hun lagde i en naturtro gengivelse. Hun vægtede det synlige frem for en forenklet linieføring og det begrænsede farvevalg. Landskabsbillederne blev, som det fremgår af dette maleri, stadig mere lig den nationalromantiske guldaldertradition, hun i sin ungdom tog afstand fra, ligesom hendes folkevisebilleder får stadig mere karakter af anekdotiske genremotiver. Landskab fra Als hang i Slott-Møllernes dagligstue i deres bolig på Skt. Annæ Plads i København, så det har sikkert været et maleri, hun holdt af. Alligevel har hun valgt ikke at gengive det i sin selvbiografi. Måske i en erkendelse af at offentligheden stillede visse krav, som billedet fra Als ikke lever op til på samme måde som det langt mere markante Limfjordsbillede.

Landskab fra Als, Fiskerhytten ved Sønderborg, 1912 Olie på lærred. 80 cm x 102 cm Danfoss Museum og Teknorama A/S Gave fra Bitten Clausen.

Agnes Slott-Møller afsluttede sit liv på den fynske herregård Løgismose i 1937. Slott-Møllerne var kommet på den pension, familien drev i sommerhalvåret, over en årrække. Agnes Slott-Møller kom godt ud af det med ejeren Kirsten Olesen og holdt meget af stedet. Kirsten Olesens datter Else Olesen husker tydeligt de somre, hvor Agnes Slott-Møller og hendes mand var logerende og arbejdede rundt omkring på hele godset. Harald var en venlig mand, der imødekommende talte med de andre gæster. – Agnes Slott-Møller var derimod en lidt vanskelig dame, husker Else Olesen.

Da Agnes Slott-Møller døde, var det midt i de omgivelser hun elskede mest af alt, lige præcis på det sted, hvor hun allerhelst ville ende sine dage. Da Agnes Slott-Møller sommeren 1937 blev dårligere, kom hun op i de fine værelser for at ligge så behageligt som muligt. Så på trods af, at hun og hendes mand forblev fattige, døde hun i de omgivelser, der hele tilværelsen havde inspireret hende.

Landskab fra Løgismose, 1913 Olie på lærred. 82,5 × 44,5 cm Privat eje
Aften i Hovedgaardens Have, Løgismose, 1932 Olie på lærred. 80,5 × 45,5 cm Privat eje

Noter

  1. ^ Bondemalerstriden er beskrevet af blandt andre: Susanne Thestrup Andersen og Bodil Busk Laursen, Naturen og Kunsten. Bondemalerstriden 1907, Faaborg Kunstmuseum 1986, og Henrik Wivel, ’’Symbolisme og Impressionisme” i Peter Michael Hornung, red. Ny Dansk Kunsthistorie. København 1994. s. 151-153.
  2. ^ I Det Kongelige Bibliotek er store dele af Agnes Slott-Møllers samlede korrespondance med i alt 546 personer opbevaret i Agnes og Harald Slott-Møller arkivet. Håndskriftafdelingen, Ny Kgl. Samling 4° 4839. I brevene afspejles andre mindre kendte sider af hendes karakter. Desuden findes der et enestående kildemateriale i Lise Svanholm, Agnes og Marie. Breve mellem Agnes Slott-Møller og Marie Krøyer1885-1937, København 1990.
  3. ^ Emil Hannover beskrev Slott-Møller parret i sine erindringer, hvilket siden er citeret i stort set alle beskrivelser af dem: ”De har ikke slaat det Mindste af paa de Fordringer, hvormed de tidligt optraadte og udfordrede. De havde ellers oprindeligt kun lidet tilfælles af Naturen. Han var udrustet med et rigt Talent for det professionelle; hun var i saa Henseende snarest temmelig fattig. Hendes kunstneriske Begavelse var overvejende digterisk; hans overvejende malerisk. Hun sværmede i det Blaa for Middelalderen, han dyrkede Modelstudiet, der for hende var et pinligt nødvendigt Middel, for ham et Maal i sig selv. Tidligt smittede hun ham med sin Tilbøjelighed til aandrig Tankeleg, ligesom hans let-bevægende Sind blev en klangfuld Sangbund for hendes Pathos.[…] Alt hvad de mødte og saa, hvem de var sammen med, kunne beruse dem med samme Iver som den, de havde overfor Kunsten, som de bestandig kæmpede for. Det er denne fyrighed, der med aarene fik frit løb med især Haralds had overfor stort set alle, maaske begrundet af den ustandselige Kamp for tilværelsen, de maatte kæmpe med Livet igennem.” Emil Hannover, Danmarks Malerkunst, København 1903, s. 220-221. Hannover skrev også om parret i bogen Erindringer fra Barndom og Ungdom, 1913-18, udgivet af H.P. Rohde, København 1966, s. 166.
  4. ^ Agnes Slott-Møller beskriver i sine erindringer, Folkevisebilleder fra 1923 visen om Kong Valdemar Sejrs søster, Liden Kirsten og Prins Buris, der elskede hinanden, men kongen ville ikke lade dem få hinanden. Mens Kongen var på korstog var de to elskende sammen og netop dagen, hvor kongen vendte tilbage, fødte Kirsten et barn. Som straf dræbte Kongen sin søster, og af anger lod han hende begrave på Vestervig kirkegård og gav klosteret på stedet alt hendes gods. Prins Buris blev ved sin død begravet ved hendes side. Agnes Slott-Møller har taget den eneste bevarede indskrift fra stenen, hvor de ligger begravet, og brugt som titel på billedet. Hun afbillede de to som munk og nonne ud fra sin tolkning af folkeviserne om Prins Buris og Liden Kirsten.
  5. ^ Agnes Slott-Møller, Folkevisebilleder, København 1923, s. 93 ff.
  6. ^ Undset, Sigrid “Anmeldelse af Folkevisebilleder” i: Vor Verden, Oslo. 1923-1924, p. 245.
  7. ^ Iben Overgaard, “The Burden of Love” i: Journal, Statens Museum for Kunst vol. 6, 2002. s. 44-63.

©