Sprøjtehuse i de fynske landsogne ca. 1850-1900

»kl. ca. 1 igaar udbrød – skrives der til os – ild i Gmd. Lars Poulsens Gaard i Slagstrup, Særslev sogn. – Grunden til Ildens Opkomst vides ikke, men den antages at stamme fra Skorstenen, hvorved der kort iforvejen var kogt Middagsmad.

I løbet af faa Minutter var hele Gaarden omspændt af Flammerne, der derpå forplantede sig først til Gmd. Niels Poulsens Enkes østligere liggende Gaard, og kort efter også til Knud Chr. Nielsens Gaard i Vest, og endelig til en ældre Ladebygning og 3 Hølæs beliggende ca. 100 Alen nordfor de brændende Gaarde.

At Ilden saa hurtigt forplantede sig til alle tre Gaarde, skjønt det omtrent var stille Vejr, skyldes den Omstændighed, at Gaardene vare meget nær sammenbyggede, ikkun med ganske faa Alens Mellemrum, og især det Uheld, at Ilden først fremkom i den midterste Gaard.

Heldigvis vare de fleste Kreaturer paa Marken, saa der kun vides at være brændt en So og nogle Grise. – Derimod reddedes kun Indboet i K.Chr. Nielsens Gaard; fra andre to Gaarde bleve næsten Alt et Rov for Luerne. – Desværre brændte ligeledes al den indavlede Sæd med undtagelse af 3 Kornhæs tilhørende Poul Larsen.

Også disse vare en Tid stærkt truede, især det i Syd beliggende Hus, tilhørende Hmd. Lars Jensens Enke. Var der gaaet Ild i Hæssene, ville der havde været stor Fare for den store, nye Lade, som Poul Larsen i Sommer lader opføre, og hvorpaa Kransen allerede er hejst…

– En anden Meddeler skriver, at der var mødt Sprøjte fra alle omliggende Byer, men der var Intet at udrette. Desuden var den nærliggende Branddam paa Grund af Tørken kun en stor Mudderpøl saa der var Mangel paa Vand….« [1]

Såvidt Fyns Stiftstidendes skildring fra den 6. september 1904. Dagen efter fulgte avisen op med endnu en rapport fra Slagstrupbranden, hvoraf det fremgik, at to af de ialt tre gårde allerede inden branden var bestemt til nedrivning og udflytning fra den sammenklumpede bebyggelse i den lille landsby.[2] Idag ses det, at de tre ret ensartede grundmurede gårde, alle opførte 1904-05, faktisk blev udflyttet.

Fig. 1. Hessum sprøjtehus fra 1865 er et ganske typisk fynsk sprøjtehus.

I århundreder var ildfaren stor i de tætbyggede landsbyer, og slukningen foregik ikke altid lige effektivt, når den røde hane galede. Dette gjaldt naturligvis også købstæderne med deres sammenhængende gadenet, sammenbyggede gårde og huse. Fåborg blev f.eks. i perioden 1672-1728 hjemsøgt af tre store ildebrande, der udover den altid eksisterende brandfare tydeligt viste vanskelighederne ved slukning af brandene. Fåborgs byfoged mindede i 1738 folk om ikke at gå med tændte tobakspiber på gaden.[3]

I en del fynske landsbyer findes der stadig synlige spor af brandvæsenets virksomhed i anden halvdel af 1800-tallet, nemlig i form af de små huse hvor brandsprøjten tidligere blev opbevaret – de såkaldte sprøjtehuse. Det er om disse kulturhistoriske levn og de lokale brandvæseners virke denne artikel handler. Den umiddelbare anledning er opførelsen af et sprøjtehus i Den fynske Landsby. I den forbindelse er det relevant at se nærmere på de fynske sprøjtehuse som helhed og de spørgsmål, der hermed opstår. Hvornår og hvorfor blev de opført? Hvordan var de bygget og hvordan så de ud? Og ikke mindst er det interessant af vide hvilke sprøjtehuse vi idag stadig kan beskue rundt omkring i Fynsområdet.

Brandpolitiloven af 1861

Indtil 1792 var alle hjælpeforanstaltninger i forbindelse med ildebrand overladt til landsbyfællesskabet eller de private godser, og dette gjaldt både under selve branden og den efterfølgende genopbygning. Da landsbyfællesskabet fra slutningen af 1700-tallet opløstes ved udflytning, og godssystemet mange steder opløstes ved gårdenes køb til selveje, forsvandt hovedparten af de hidtidige hjælpeforanstaltninger på landsbyplan. I stedet blev oprettet en statslig brandforsikring. Godserne var dog stadig forpligtiget til at holde brandsprøjte.

Som en naturlig følge af samfundsudviklingen, med bl.a. en stigende kommunal selvforvaltning, blev brandvæsenet ved brandpolitiloven af 2. marts 1861 gjort til et kommunalt anliggende.[4] Den omfattende lov indeholdt både bestemmelser om opførelsen af bygninger og brandvæsenets organisering. Den påbød bl.a. en vis afstand mellem nyopførte bygninger samt bestemmelser vedrørende enkelte dele af bygningerne som f.eks. skorstene.

I paragrafen om sprøjtehold og andre brandredskaber samt deres betjening, bestemtes at hovedgårdsejernes (godsejernes) forpligtelse til at holde sprøjte bortfaldt fra 1. januar 1865.[5] I stedet burde enhver kommune inden denne dato anskaffe en eller flere sprøjter med de fornødne redskaber, forsåvidt sogneforstanderskabet anså det for nødvendigt. Hvorvidt man anså det for nødvendigt at anskaffe nogen sprøjte, skulle forstanderskabet meddele amtsrådet inden udgangen af 1862.

At staten mente sagen alvorligt fremgår af følgende citat:

»Skulde Amtsraadet da i enkelte Tilfælde finde det urigtigt, at et Sogneforstanderskab har besluttet at undlade Anskaffelse af Sprøjte med tilbehør, eller finde den opgivne Størrelse af Sprøjten at være utilstrækkelig, bør det afæske paagjældende Sogneforstanderskab en Fremstilling af de Grunde, hvorpaae den tagne Beslutning støttes; og forsaavidt disse Grunde ikke findes fyldestgjørende, kan Amtsraadet indstille Sagen til Justitsministeriets endelige Afgjørelse«.

Og hvis en kommune inden ovennævnte frist udløber, har undladt, »..at anskaffe nogen den paalagt Sprøjte..« eller hvis kommunen for sent anskaffer sprøjte, eller hvis en kommune undlader at vedligeholde sine brandredskaber – er politimesteren bemyndiget til på kommunens bekostning at anskaffe det manglende eller lade manglerne afhjælpe.[6]

Fig. 2. Tullebølle sprøjtehus er kendetegnet ved sine såkaldte spare-nicher, hvorved der anvendes færre mursten, og det giver bygningen sit karakteristiske udseende.

Om anvendelsen af sprøjten, nævntes at den ikke blot i sognet eller brandkredsen burde henføres til et ethvert sted hvor ildebranden opstår, men også udenfor disse grænser i en afstand af 1 mil (7,5 km) fra opbevaringsstedet. Ligeledes bør sprøjten henføres til steder udenfor den almindelige grænse, når brandfogeden eller politimesteren forlanger det.[7]

Tilsynet med overholdelse af forskrifterne for brandvæsenet (brand-politiet) påhvilede de enkelte sogneforstanderskabers brandfogder – disse skulle godkendes af amtsrådet. Brandfogderne var forpligtede til at modtage deres bestilling og blive i hvervet i 3 år, og inddelingen i brandfogedkredse bestemtes af amtsrådet.[8]

Udover kommunens forpligtelser, var også ejeren af hvert enkelt sted, enten selv eller ved stedets beboer, forpligtet til inden 1. januar 1865 at anskaffe brandredskaber i form af brandstiger, brandhager og spande, hvilke af redskaberne og hvor mange af disse der skulle anskaffes på hver bopæl var afhængig af stedets størrelse, eller rettere, af den værdi det blev takseret til ifølge brandforsikringen.[9]

Fig. 3. Sdr. Højrup sprøjtehus opført 1865, samtidig med brandpoliti-lovens ikrafttræden. Husets arkitektur med den karakteristiske tandstikudsmykning er atypisk for de bevarede sprøjtehuse.

Det vigtige spørgsmål om vandforsyningen forsøgte forordningen naturligvis også at tage hensyn til. Ikke overraskende skulle sogneforstanderskaberne snarest muligt sørge for, at der ».. haves tilstrækkeligt Forråd af tjenligt Vand til Sprøjternes Forsyning« – såvidt omstændighederne nu tillod det. Sogneforstanderskaberne skulle i forening med Brandfogden bestemme, hvilke brønde, vandsteder, gadekær m.v. der skulle stilles under offentligt tilsyn, eventuelt efter overenskomst med ejeren af disse vandbeholdninger.

Sammenfattende om denne forordning fra 1861 kan man sige, at den tyder på en stærk vilje til organisering af et nyt brandvæsen på landet, og ikke mindst at forsøge at mindske ildsfaren ved bygningsbestemmelser. Brandmaterialets beskaffenhed gjorde det dog ofte problematisk at få sprøjten frem til ildstedet i tide. Desuden kunne der være problemer ved manglende vedligeholdelse af brandredskaberne[10] samt vanskeligheder ved vandforsyningen. Som branden i Slagstrup viser, kunne en tørke betyde mangel på vand til slukningsarbejdet.

Om huse specielt opført til sprøjter og andre brandredskaber nævner forordningen intet konkret, blot at sprøjten skulle: ».. anbringes paa et passende Sted i Kredsen og opbevares i et dertil skikket Lokale«.[11] Brandredskaberne kunne godt opbevares i en tom ladelænge eller hvor sogneforstanderskabet nu fandt det for godt. I flere sognekommuner valgte man at opføre en særlig bygning med det ene formål at opbevare brandredskaber – et såkaldt sprøjtehus.

Efter loven af 1861 udsendte justitsministeriet flere bekendtgørelser og cirkulærer vedrørende brandvæsenet og opførelsen af nybygninger, f.eks. i 1889, 1902 og 1905.[12] Ingen af disse indeholdt imidlertid nogen mere konkrete bestemmelser for opbevaringen af brandredskaber.

Fig. 4. Som så mange andre sprøjtehuse blev også det i Stenløse opført på offentlig jord, her ved bystævnet. Andre opførtes på byforten, ved kirken eller ved gadekæret.

Opførelsen af sprøjtehuse

De fire år mellem vedtagelsen af brandpolitiloven i 1861 til lovens ikrafttræden i 1865, blev af sognekommunerne brugt til etableringen af et kommunalt brandvæsen. I flere kommuner overtog eller købte man den tidligere godssprøjte.[13] De steder hvor en sådan ikke fandtes eller hvor der skulle bruges flere, måtte der anskaffes helt nye sprøjter. Det gav gode muligheder for de danske brandsprøjtefabrikanter, men konkurrencen var samtidig hård. For at vinde kommunalbestyrelsernes gunst udsendte flere fabrikanter i begyndelsen af 1860erne »reklamemateriale« med prislister over brandsprøjter og andre brandredskaber til landsognene. Kølstrup-Agedrup sogneforstanderskab modtog eksempelvis materiale fra henholdsvis to sprøjtefabrikanter fra København og en enkelt i Odense.[14]

Fig. 5. Adskillige brandsprøjtefabrikanter fra både Odense og København sendte reklamemateriale ud til kommunerne. Her ses et eksempel fra 1880erne.

I nogle sogne må etableringen af det kommunale brandvæsen imidlertid have gået trægt. I hvert fald udsendte Fyns Stiftsamt 16. december 1865 – altså næsten et år efter lovens ikrafttræden – et påbud til kommunalbestyrelserne om at anskaffe de i brandpolitiloven omtalte brandredskaber og brandbøger.[15]

Som omtalt nævnte 1861-loven kun anskaffelsen af sprøjte, men intet konkret om opbevarelsesstedet. En gennemgang af de fynske kommuneregnskaber for årene 1863-67 viste at over halvdelen af sognekommunerne opførte et specielt sprøjtehus, hvor sprøjten skulle placeres. Ialt 81 af Fyns 152 sognekommuner vides med sikkerhed at have været i besiddelse af et eller flere sprøjtehuse i 1867.[16] Heraf var hovedparten, nemlig 44, opført 1865 samtidig med at loven trådte ikraft. 10 var bygget året efter og 8 i 1867, medens de resterende enten var opført tidligere eller opførelsestidspunktet var ukendt. Som det ses valgte mange sognekommuner at opføre et sprøjtehus, og i løbet af 1870erne og 1880erne fik endnu flere kommuner et sprøjtehus. Sprøjtehusene var altså en fast bestanddel i mange fynske landsbyer.

Af regnskaberne kan det også ses, at i de tilfælde hvor kommunen bestod af to sogne (f.eks. Stenløse-Fangel sognekommune) blev der ofte bygget to sprøjtehuse – formentlig et i hvert sogn. I 14 kommuner byggede man således 2 sprøjtehuse.

I de sognekommuner, der ikke opførte et sprøjtehus, blev brandsprøjten opbevaret i en anden »offentlig« bygning. Fra både Turup og Åsum sogne vides sprøjten at være placeret i kirken i en længere eller kortere periode.[17]

Egense brand- og sprøjtevæsen

For at illustrere de konsekvenser brandpolitiloven fik for ordningen af brandvæsenet i landdistrikterne, kan vi her se på et konkret eksempel på brandvæsenets reorganisering i starten af 1860erne. Som eksempel er valgt Egense sognekommune, idet der her foreligger et godt kildemateriale.[18]

Før brandpolitilovens ikrafttrædelse var sognets brandvæsen blevet varetaget af den nærliggende herregård Hvidkilde under baroniet Lehn. Da nu brandvæsenet blev et kommunalt anliggende, indgik Baron von Rosenørn Lehn og Egense sogneforstanderskab en overenskomst om kommunens overtagelse af den gamle brandsprøjte. Oprindeligt var det hensigten at sprøjten fortsat skulle have været stationeret på Hvidkilde, men dette modsatte amtsrådet sig imidlertid. Man mente nemlig, at Hvidkilde lå for afsides i forhold til Egense by. Skulle brandsprøjten fortsat opbevares på Hvidkilde måtte kommunen anskaffe endnu en sprøjte med station i Egense by – resultatet blev da også, at sprøjten flyttedes til Egense by.

Fig. 6. Egense sprøjtehus.

Som så mange andre landsogne valgte også Egense sogneforstanderskab at opføre et specielt sprøjtehus til opmagasinering af den nyerhvervede kommunesprøjte. På et møde i Egense skole lørdag den 28. januar 1865 blev opførelsen af sprøjtehuset bortakkorderet til gårdmand Jørgen Rasmussen i Egense for 138 rdl. I kommunens kontrakt med bygherren blev det understreget at bygningen skulle stå færdig til førstkommende 1. maj.

I sogneforstanderskabets notater findes følgende beskrivelse af det sprøjtehus man ønskede opført:

»Huset skal være af een Steens Grundmuur, 6 Alen langt, 4,5 Alen bredt, indvendigt Maal, Muren 3 Alen høie fra Grundstenens øverste Kant«.

Af notatet fremgår det endvidere hvilket arbejde opførelsen i øvrigt krævede af murerarbejde, tømrerarbejde, smedearbejde og malerarbejde. Det ses bl.a. at man kalkulerede med brugen af 6200 mursten, 380 tagsten og 6 en halv tønder kalk til arbejdet med sprøjtehusets opmuring, pudsning og understrygning af taget. Af andre materialer kan nævnes diverse trælægter, planker og andet tømmer. Dertil kom 10 murankere, 350 søm, hængsler og en lås med tilhørende beslag til porten samt 3 nøgler.

Hvem skulle betale for sprøjtehusets opførelse? Som ved andre kommunale anliggender skulle udgifterne betales af sognebeboerne selv i form af skatter. I Egense betød brandvæsenets ordning en ekstra skatteudgift for hele sognet på 529 rigsbankdaler, 2 mark og 6 skilling. Den helt store bidragsyder var Baron v. Rosenørn Lehn, som alene tegnede sig for 175 rbd., 3 m. og 8 sk. Af andre højt beskattede kan nævnes Møller Corfixen og forpagter Laccopidan med henholdsvis 28 og 29 rbd. Blandt de »mindste« bidragydere hørte naturligvis folk fra de lavere sociale lag, som husmænd og andre ligestillede. De eneste der helt undgik en ekstra udgift var beboerne på fattigvæsenets familiehus – her var der ingen penge at hente.

Det hvidlakerede sprøjtehus ligger stadig i Egenses østlige udkant, og selvom moderne brandkøretøjer og brandstationer for længst har fortrængt landsbysprøjten og sprøjtehuset, har Egense sprøjtehus stadig en funktion i landsbylivet. Ved at fjerne porten har Egense kommune nemlig omdannet det lille grundmurede hus til læskur for de ventende ved det lokale busstoppested.

Da vi i efteråret 1988 besigtigede og opmålte sprøjtehuset, viste det sig at sogneforstanderskabet tilsyneladende havde fået den bygning, de ønskede, i hvert tilfælde passede de nuværende mål godt overnes med beskrivelsen ovenfor. Idag er sprøjtehusets udseende noget anderledes end oprindeligt, idet man udover at fjerne porten har pålagt et nyere eternittag.

Bevarede sprøjtehuse

I forbindelse med opførelsen af en kopi af sprøjtehuset fra Turup i Den fynske Landsby, iværksatte museet i efteråret 1988 en registrering af bevarede sprøjtehuse i Fynsområdet. Ved at kontakte museer, lokalhistoriske arkiver samt kommunerne, der ofte stadig står som ejerne af husene, fik Den fynske Landsby kendskab til ialt 44 bevarede sprøjtehuse på landet. Af disse viste de 13 sig at være fra dette århundrede – det drejede sig oftest om sprøjtehuse på de fynske øer (nemlig 8 stk.), hvoraf en del stadig fungerer som garage for øens brandvæsen. Under registreringen af disse huse fandt vi imidlertid ved tilfældets gunst endnu 2 sprøjtehuse, således at antallet af bevarede sprøjtehuse på Fyn fra før 1900 ialt beløber sig til 33.

Fig. 7. Kort over bevarede sprøjtehuse opført 1850-1900.
Fig. 8. Tegningen til sprøjtehusenes opførelse på Ærø, 1863.
Fig. 9. Tegningen til det nu nedrevne Kogsbølle sprøjtehus fra 1893. Grundplanen er typisk for de fynske sprøjtehuse.

Beliggenheden af de bevarede sprøjtehuse opført ca. 1850-1900 ses af det viste kort, mens det vedlagte bilag viser husenes opførelsestidspunkt samt bevarede sprøjtehuse fra efter år 1900.

I løbet af vinteren 1988/89 blev samtlige 33 sprøjtehuse besigtiget, opmålt og fotoregistreret. Det viste sig her, at 32 af sprøjtehusene var i grundmur, de fleste heraf havde tegltag, mens et mindretal var belagt med eternittag. Kun sprøjtehuset på Kærsgård gods, der formentlig er opført før brandpolitiloven, var bygget i bindingsværk. Om dette ensartede valg af byggematerialer skyldes praktiske hensyn eller var bestemt ovenfra, har ikke været muligt at opklare. Til de fleste af sprøjtehusene er anvendt de såkaldte Flensborgsten, hvis format er mindre end almindelige mursten.

Hvad angår sprøjtehusenes størrelse viste registreringen ligeledes flere lighedspunkter, idet sprøjtehusene typisk er 3-5 m lange og 2-3 m brede. Hvor stort et hus blev bygget, må have været afhængigt af brandsprøjtens størrelse.

Fig. 10. Sprøjtehuset i Bregninge på Ærø opført efter tegning i 1863.

Den typiske grundplan for de bevarede sprøjtehuse er den rektangulære, dog er Heden og Hjallese sprøjtehuse samt de to bevarede huse på Ærø næsten kvadratiske. Det kan tilføjes, at der på Ærø oprindeligt var fire identiske sprøjtehuse, nemlig i Søby (opført 1852), Ommel, Store Rise samt Vindeballe, alle opført i 1863. De sidste fire huse var alle opført efter at Nordborg Amt i 1862-63 havde udformet en plan for brandvæsenets ordning på Ærø. Ifølge planen skulle hver kommune anskaffe en brandsprøjte. Til opbevaring af sprøjten byggede de fire kommuner et sprøjtehus alle efter samme tegning – forbilledet for tegningen var formentlig Søby sprøjtehus, som jo da allerede havde eksisteret i 10 år.[19]

Ved 1800-tallets slutning blev det stadig mere almindeligt at brandsprøjten var placeret på en vogn, hvilket krævede et større sprøjtehus eller ihvertfald en større portåbning. Eksempelvis blev portåbningen på Turup sprøjtehus udvidet omkring 1905, hvor sognerådet anskaffede en vogn til brandsprøjten.[20]

Arkitektonisk er de fleste af sprøjtehusene som regel uden de store udskejelser – ret enkle i deres form og udsmykning. Undtagelserne er især Tullebølle, Turup, Sdr. Højrup og ikke mindst sprøjtehusenes tempelbygning, Rosilde sprøjtehus. Turup og Tullebølle sprøjtehuse kendetegnes eksempelvis ved deres markante sparenicher, for Sdr. Højrup er det den kraftige tandstikudsmykning under tagskægget, medens Rosilde på alle måder er særpræget, med sine iøjnefaldende halvsøjler.

Fig. 11. Rosilde sprøjtehus, opført år 1865.

Afslutning

I flere fynske landsbyer findes en naturlig interesse i bevarelsen af sprøjtehusene som et kulturhistorisk levn fra en tid, hvor brandvæsenet var organiseret lokalt. Mange sprøjtehuse er således indenfor de seneste årtier blevet restaureret, trods det at der kun findes vedligeholdelsespligt for de fredede bygninger, d.v.s. sprøjtehusene i Turup og Rosilde. Ikke alle sprøjtehusrestaureringer er imidlertid lige vellykkede. Flere steder spores en manglende forståelse for det rent arkitektoniske. Besigtigelsen viste f.eks. således at en del af sprøjtehusene havde fået pålagt eternittag. Enkelte huse havde endog fået udhæng med vindskede – en byggeskik som ikke brugtes i datiden.

Blandet andre mindre heldige restuareringer/genopbygniner kan nævnes et sprøjtehus, der efter at være blevet påkørt, genopførtes i moderne maskinpressede mangehulssten i stedet for de oprindelige Flensborgsten. Brugen af moderne sten har flere uheldige konsekvenser, dels egner stenene sig ikke til overfladebehandling med kalk, dels får bygningen en anden skiftegang, idet de moderne sten er højere. Herved ændres hele bygningens karakter.

På grundlag af disse stedvist uheldige vedligelsesholdelses- og restaureringsarbejder, vil vi gerne opfordre til at kontakte enten Planstyrelsen eller Museet før man iværksætter et sådant arbejde. Desuden kunne man lokalt arbejde for at få sprøjtehusene fredet, så de er sikret en varig vedligeholdelse.

Fig. 12. Det lettere forfaldne Oure sprøjtehus ses idag med pålagt eternittag.

Bilag 1

Bevarede sprøjtehuse på landet opførte ca. 1850-1900. Fyns Amt.

Beliggenhed Opførelsesår
Allerup 1865
Bregninge 1863
Davinde 1865
Drigstrup 1864
Egense 1865
Fangel 1865
Fodslette 1865
Heden Før 1863
Hessum 1865
Hjallese 1865 (?)
Højby 1865
Kærby 1864
Kjærsgård (ved Brenderup) ? (Formentlig fra før 1861)
Marslev 1865
Oure 1863-64 (?)
Ravnebjerg ?
Rosilde 1865
Rynkeby 1866
Røjle 1863 eller 1865
Skåstrup 1863
Smidstrup 1864 (?)
Stenløse 1865
Svanninge 1896
Søby 1852
Sdr. Højrup 1865
Troense ? (Muligvis efter 1900)
Tullebølle ?
Turup 1866
Uggerslev 1863-64
Veflinge 1863 (?)
Vester Kærby 1866
Vormark 1865
Åsum 1882

Bevarede sprøjtehuse opført efter 1900. Fyns Amt.

Beliggenhed:

  • Avernakø
  • Bjørnø
  • Bågø
  • Drejø
  • Frørup
  • Helnæs
  • Hjortøj (?)
  • Lyø
  • Nørreby
  • Skarø
  • Refsvindinge
  • Strynø
  • Øster Skerninge

Kilde: Dateringerne er sket v.h.a. de kommunale regnskaber, diverse kommunearkiver samt brandforsikringsarkivalier – de sidstnævnte har kun i enkelte tilfælde været brugbare, idet de færreste sprøjtehuse var forsikrede.

Noter

  1. ^ Fyns Stiftstidende, tirsdag d. 6. sept. 1904.
  2. ^ Fyns Stiftstidende, onsdag d. 7. sept. 1904.
  3. ^ Aage Fasmer Blomberg: Faaborgs Historie (I), 1955, s. 353-61.
  4. ^ »Lov om Brandpolitiet paa Landet og det nærmest dermed i Forbindelse staaende Bygningsvæsen«. Christiansborg Slot, Kbh. 1861.
  5. ^ Forordningens kap. 3, § 28.
  6. ^ Forordningens § 30.
  7. ^ Forordningens § 32.
  8. ^ Forordningens paragraf 46 og 47.
  9. ^ Forordningens § 36.
  10. ^ Der kan berettes om de vanskeligheder man har haft, se f.eks. Otto Reinholdt: »Brandvæsenet i Køng Sogn 1909-30«. I Vestfynsk Hjemstavn 1987, s. 10-16.
  11. ^ Forordningens § 31.
  12. ^ »Bekjendtgjørelse af Lov af 2den Marts 1861 om Brandpolitiet paa Landet og det nærmest hermed i Forbindelse staaende Bygningsvæsen, saaledes som den i henhold til Loven af 1ste Marts 1989 om Tillæg til og Forandringer i samme bliver at anse som affattet«. Denne indskærper først og fremmest bygningsbestemmelserne og introducerer nye. »Cirkulære til samtlige Amtmænd og Politimestrene paa Landet«. 1. marts 1902. (Trykt i Ministerialtidende)., »Cirkulære til samtlige Amtmænd og Politimestrene paa Landet«. 20. sept. 1905. (Trykt i Ministerialtidende). Det tema, der går igen i de to sidstnævnte cirkulærer er indskærpelse af brandfogdernes pligt til at afholde brandsyn m.v.
  13. ^ Jfr. f.eks. Odense Amtsråd journalsag nr. 29 (møde 26/11-67) og journalsag 68 (møde 3/12-67).
  14. ^ Kølstrup-Agedrup sognerådsprotokol 1841-63.
  15. ^ Amtets skrivelse omtales i Sognerådets forhandlingsprotokol for Dalum-Sanderum.
  16. ^ Kommuneregnskaberne er på visse punkter et ret uensartet materiale, hvilket formentlig skyldes manglende retningslinier for udfærdigelsen heraf. Det er således muligt, at vi ikke har fået samtlige opførte sprøjtehuse registreret. Kommuneregnskaberne (1863-67) ligger i Statistisk Bureaus arkiv på Rigsarkivet.
  17. ^ Knud Jensen: »Sprøjtehuset i Turup«, s. 13 i Vestfynsk Hjemstavn 1986. Svend Frederiksen: Asum – træk af sognets historie (1968), s. 148.
  18. ^ Det følgende er skrevet på baggrund af Egense kommunalarkivs ret righoldige pakke med sager vedrørende brandvæsen.
  19. ^ Udformet udkast til ordningen af sprøjtevæsenet på Ærø ca. 1862 samt tegning af sprøjtehus findes i brandarkivalierne for Branddirektoratet for Ærø landdistrikt. 3/11 Korrespondance 1836/1863. Det skal tilføjes at der også eksisterer et sprøjtehus i Marstal Handelsplads opført c. 1830.
  20. ^ Vognen omtales i sognerådets forhandlingsprotokol for Turup-Søby.

©