»Stadens første Æresborger«

Det er formentlig velkendt, at H.C. Andersen blandt sine mange æresbevisninger også nød den at blive udnævnt til æresborger i sin fødeby. Mindre velkendt er det derimod, at digteren ikke er Odenses eneste æresborger og ej heller dens første. Digterkongens forgænger som æresborger i Odense var imidlertid en „virkelig“ konge, om end han på tidspunktet for æresborgerudnævnelsen må betegnes som „kongesønnen“, hvis man skal holde sig til H.C. Andersens sprog. Der sigtes hermed til kong Frederik VII, som i 1845, dvs. mens han endnu var kronprins og Fyns guvernør, nød den for en kongelig person sjældne ære at få meddelt borgerskab i den by, hvor han havde sin faste residens (fig. 1).

En af kong Christian VIII’s første regeringshandlinger efter tronbestigelsen i 1839 var at udnævne sin søn, kronprinsen, til sin efterfølger som guvernør i Fyns stift. Dette fynske guvernement, som etableredes i 1815 for den daværende prins Christian Frederik, blev hermed opretholdt, og da den nye guvernør, i modsætning til sin forgænger, tog fast ophold i sit område, fik guvernementet i hans tid (1839-48) nyt indhold og nok så megen mening, sammenlignet med faderens senere guvernørår.

På Fyn har man sikkert hilst denne kgl. beslutning med tilfredshed, og byen Odense kunne som guvernementets hoved- og residensby se frem til en periode med nogenlunde permanent hofholdning på Odense slot. Ældre odenseanere kendte desuden kronprins Frederik Carl Christian, i omtale benævnt prins Frits, fra hans drengeår i Odense, og i en adresse, som overraktes ham d. 15. december 1839, gav Odense kommunalbestyrelse udtryk for de glade forhåbninger, man i Odense stillede til den nye guvernør og beboer af slottet.[1] Det viste sig da også, at guvernøren og byen nemt kom på talefod med hinanden. I langt højere grad end faderen havde gjort det, deltog sønnen i byens liv, og hans jævne og gemytlige fremtræden skaffede ham i 1840’ernes Odense en popularitet, der kan lignes ved den, han senere – som konge – nød over det ganske land.

Helt naturligt var det derfor, at byen, som i 1844 udskiftede den gamle og brøstfældige Møllebro med en ny bro, lod den nye bro få navnet Frederiksbroen. Denne bro, Danmarks første jernbro og en bedrift for jernstøber M.P. Allerup, indviedes på guvernørens fødselsdag, den 6. oktober 1844, i hans og kongeparrets nærværelse og med en festivitas, som anledningen og de høje gæster kunne gøre krav på. Af den næste dags fynske aviser fremgår det, hvori disse festligheder nærmere bestod, men først et par dage senere slipper det ud, at byens magistrat og borgerrepræsentation på selve festdagen havde søgt og fået audiens hos kongen for „at udbede sig Hs. Majestæts allerhøieste Sanction paa en af Communalbestyrelsen eenstemmigen taget Beslutning, hvorefter Man ønskede at udbede sig Hs. K.H. Kronprindsens Tilladelse til at maatte tilstille ham Borgerbrev som Æresborger i Staden Odense“.[2]

Hermed havde Odense by kåret sin første æresborger. Det tør formodes, at kommunalbestyrelsens enstemmige beslutning er blevet truffet forholdsvis kort tid forinden broindvielsen og kongebesøget. Som følge heraf kunne det ydre tegn på æresborgerværdigheden, borgerbrevet, ikke overrækkes under samme audiens på kronprins-guvernør-æresborgerens fødselsdag. Et faktum er det, at først et år senere, den 15. oktober 1845, blev borgerbrevet overrakt, og først fra sidstnævnte dato kan man regne Frederik VII som borger i Odense.

Når Odenses bystyre udbad sig kongens sanktion på beslutningen om at tildele kronprinsen æresborgerskab, var dette ikke blot et spørgsmål om etikette og takt. Strengt taget savnede kommunalbestyrelsens beslutning ethvert retsgrundlag og kunne derfor – og under det enevældige system – kun iværksættes, såfremt kongens tilladelse kunne opnås. I loven om „Købstædernes økonomiske Bestyrelse“ af 1837 var tildeling af æresborgerskaber ikke forudset, ej heller i ældre lovgivning, men dette til trods havde Odenses kommunalbestyrelse god grund til at forvente god modtagelse af dens planer. Dels var der to fortilfælde at henvise til, dels havde æresborger-institutionen i mellemtiden fået sin plads i staden Københavns forfatning af 1840.

Fig. 1. Frederik VII som kronprins, iført Fynske Infanteriregiments uniform. Kopi efter maleri af N.P. Holbech (1840), efter angivelse malet af Niels Moe, Odense. Tilh. Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

I august 1843 havde kronprinsen af borgmester og råd i „stabelstaden“ Fredericia modtaget diplom som æresborger i denne by.[3] Hertil var prinsen blevet sendt i 1834, efter skilsmissen fra Frederik VI’s datter, prinsesse Vilhelmine, og hans ophold i Fredericia varede lige til denne konges død. Omend opholdet således nærmest havde karakter af en slags forvisning, kom prinsen til at synes godt om byen og den om ham. Ved æresborgerudnævnelsen i 1843 fik borgerne lejlighed til at tilkendegive, at de endnu regnede prinsen som en af deres egne.

Frederik VII skulle således opleve at modtage hele to æresborgerskaber, men det var dog ikke ham og ikke Fredericia og Odense, men billedhuggeren Thorvaldsen og staden København, som introducerede fænomenet æresborgeren i Danmark. I efteråret 1838, et par måneder efter Thorvaldsens definitive hjemkomst fra Italien og midt i en hvirvel af festligheder, indbød Københavns magistrat og dens „32 mænd“ Thorvaldsen til på byens hus at modtage diplom som æresborger i den by, hvor han fødtes og hvor han havde bestemt at ville tilbringe sine sidste år. At man havde berettiget formodning om, at han testamentarisk ville betænke København med sine rige samlinger, har uden tvivl medvirket stærkt til bystyrets beslutning.[4]

Staden Københavns daværende forfatning indeholdt ligeså lidt som købstadkommunalloven nogen bestemmelse om æresborgerskabs meddelelse, men da byen i januar 1840 langt om længe fik tildelt sin nye forfatning, stod der i § 10: „Det skal være Magistraten og Borgerrepræsentanterne, naar de Alle derom ere enige, tilladt at meddele enkelte særdeles udmærkede Mænd, eller saadanne, der i en fortrinlig Grad have gjort sig fortiente af Staden, Æresborgerskab. Dette skal dog ikke give den vedkommende nogen Medvirkning i Communalanliggender, ligesom han heller intet Slags borgerlig Tyngde skal bære“.[5] Hermed var den Thorvaldsenske æresborgerudnævnelse blevet kodificeret i lovform, dog kun med umiddelbar gyldighed for staden København. De øvrige købstæder måtte indhente kgl. resolution, dersom de måtte ønske at meddele en lignende hædersbevisning.

Selv om der under audiensen den 6. oktober 1844, hvor den kgl. tilladelse naturligvis blev givet, intet blev aftalt om tidspunktet for borgerbrevets overlevering til kronprinsen, var det helt klart, at dette måtte ske, når et passende diplom var udfærdiget, og på et tidspunkt, der måtte konvenere den høje æresborger. I januar 1845 påbegyndtes forhandlinger herom mellem magistrat og borgerrepræsentation. Odense borgmester, etatsråd E. Reimuth, fremsendte da til repræsentationen en afskrift af kronprinsens fredericianske borgerbrev tillige med sit udkast til det odenseanske, hvortil han føjede et forslag om, at man betroede brevets udfærdigelse til fuldmægtig Jastrau. Og med hensyn til hvem der skulle underskrive borgerbrevet, fremhævede borgmesteren, at borgerskabs meddelelse er en „actus magistralis“ – og i Fredericia havde kun magistratsmedlemmer underskrevet – men at borgerrepræsentationens medlemmer efter hans skøn også burde medunderskrive.[6]

Denne detaille skulle vise sig at skabe svare problemer. Magistratens næstfornemste medlem, byfoged og politimester G. Klaumann, var ganske vist enig med borgmesteren, men det tredie kongeligt udnævnte magistratsmedlem, by- og rådstueskriver samt justitsråd F.A. Schønheyder, veg ikke tilbage for at betegne det som anstødeligt, at borgerrepræsentanterne skulle medunderskrive. Heroverfor påpegede den „borgerlige“ rådmand, klædefabrikant P.L. Brandt, med megen skarphed, at det jo var den samlede kommunalbestyrelse, altså magistrat og borgerrepræsentation i forening, der havde besluttet at tildele æresborgerskabet, og at impulsen hertil ovenikøbet var givet af borgerrepræsentationen. P.L. Brandt havde tidligere været repræsentationens formand, indtil han i 1844 rykkede ind i magistraten.

I et glimt ser man her, hvordan gammel og ny tid brydes. Mangen dansk bureaukrat så ligesom Schønheyder med megen skepsis og bekymring på de folkevalgtes deltagelse i bystyret, således som det var indført i 1837. Schønheyder gav ikke op overfor P.L. Brandts argumenter, men opfordrede utvetydigt borgmesteren til at erkende „Nødvendigheden af ikke at føie denne Corporation i slige urimelige Paafund“. Schønheyder kæmpede imidlertid sin kamp alene. Borgmesteren fastholdt sit standpunkt og dokumenterede herved endnu en gang sin evne til at formidle overgangen fra den gamle tids magistratstyre til den nye tids bystyre med borgernes deltagelse. Borgerrepræsentanterne fik deres navne med på diplomet.

Vi skal ikke yderligere forfølge sagen i dens detailler, men springer lige frem til den store dag, 15. oktober 1845, hvor sagen fik sin festlige afslutning.

Til belysning af denne dags begivenheder foreligger et fyldigt kildemateriale. Dels er festlighederne udførligt refereret i datidens to fynske aviser, „Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende“ (forløberen for nutidens „Fyens Stiftstidende“) og „Fyens Avis“,[7] dels har æresborgerbrevets overrækkelse givet sig nedslag i byens regnskaber og andre arkivalier, og endelig er selve æresborgerbrevet bevaret.

Fig. 2. Frederik VII’s diplom som æresborger i Odense 1845. Det fløjlsbetrukne binds forside med kongens (kronprinsens) kronede navnetræk. Kong Frederik VII’s arkiv, Rigsarkivet.

Diplomet forefindes i Frederik VIl’s arkiv på Rigsarkivet, hvor det ligger i æske med hans fredericianske borgerbrev fra 1843.[3] „Brevet“ har i dette tilfælde nærmest antaget en bogs karakter og har som sådan et imponerende format, idet det måler 52,7 × 42,5 cm. I et bind af rødt fløjl med forgyldte sølvcirater, på forsiden æresborgerens navnetræk (fig. 2) og på bagsiden stadens lilje, og med indersider, der er foret med hvidt silkemoire, forefindes fem kraftige pergamentblade, hvoraf dog kun de tre er benyttet til borgerbrevets tekst. Og som det sømmer sig for et så højtideligt dokument som dette, er det behørigt beseglet. Diplomet er heftet med en svær snor i guldtrækkerarbejde, og den samme snor fungerer som seglsnor. Stadens segl, i grønt voks, er indfattet i en kapsel af forgyldt sølv, og på den anden side seglkapslen afsluttes seglsnoren i to store kvaster. Når brevet skal opbevares, puttes det i en mappe beklædt med grønt saffian og skydes ind i en ligeledes saffians-beklædt kassette, således at kun seglsnor, -kapsel og kvaster hænger frit ned.

Fig. 3. Diplomets første blad. Foroven – under den kgl. krone – æresborgerens navnetræk (Frederik Christian Carl), Odense-liljen og den fynske lindorm.
Fig. 4. Diplomets andet beskrevne blad. Foroven prospekt af Albani torv, hvorfra processionen d. 15. okt. 1845 udgik.

Borgerbrevets tekst på de midterste tre pergamentsblade (fig. 3-5) lyder således:

Borgemester og Raad i Staden Odense gjøre vitterligt: at da denne Kjøbstads Magistrat og medundertegnede Borgerrepræsentanter, i Erkjendelse af, at Fyens Stifts Gouvernør, Hans Kongelige Høihed Kronprinds Frederik Carl Christian under et fleeraarigt, for Communen held-bringende Ophold, ved den ham egne folkelige Færd, har grundlagt et Forhold imellem Sig og Stadens Borgere, der maa være dem saa meget mere dyrebart, som det tjener til at befæste det Baand, der knytter dem til det danske Kongehus – en Erkjendelse, som man føler Trang til høitideligen at udtale – have, efter forud indhentet allerhøieste Tilladelse, den 6. October 1844, Kronprindsens Fødselsdag, underdanigst tilladt sig, at byde Hans Kongelige Høihed Æresborgerret i Odense, og da det har behaget Hans Kongelige Høihed at modtage dette Pant paa uskrømtet Ærefrygt og Kjærlighed, saa meddeles Hans Kongelige Høihed Kronprinds Frederik Carl Christian Æresborgerskab her i Staden.

Til Vidnesbyrd herom udfærdiges nærværende Æresborgerdiplom, det første, der udgaaer fra denne Commune, under Haand og Segl.

Odense Raadhuus, den 15. October 1845.

Under teksten kommer så de mange underskrifter, i første geled magistraten, anført af borgmester Reimuth og afsluttet af sidst indvalgte borgerlige rådmand, Ove Thomsen, hvorefter følger de 18 borgerrepræsentanter, med formanden (skolebestyrer S. Sørensen) og næstformanden (prokurator Søren Hansen) i spidsen.

Fig. 5. Diplomets tredie beskrevne blad. Foroven prospekt af guvernørens residens, Odense slot, hvor diplomets overrækkelse fandt sted.

Som det fremgår af illustrationerne, har man ikke skyet nogen anstrengelser for at give borgerbrevet en udformning, som både by og borger kunne være tjent med. Det er blevet et helt lille kunstværk. Den smukt kalligraferede tekst, udført i frakturskrift, er skrevet med sort blæk, men ved alle titulaturer og hvor æresborgerens og byens navn forekommer afløses det sorte blæk af guld med røde og blå skygger. Den teksten indrammende dekoration understreger tillige det, som er borgerbrevets mening: at udtrykke den nære forening af by og borger. Æresborgeren, hans stilling og funktioner er markeret ved hans navnetræk i skjold, hans bolig og hans attributter som guvernør, kommanderende general i Fyn og Nørrejylland og admiral i søetaten, ligesom hans rolle som beskytter for kunst og videnskab, de forskellige næringsgrene etc. er taget med. Men sideordnet og sammenknyttet hermed finder vi byen repræsenteret ved dens våben, den gyldne lilje på blå bund, ved dens torv og ved emblemer for de forskellige lav og korporationer, hvori den tids borgere var organiseret. På rækker og geled har vi her alle de korporationer opmarcheret, som igennem århundreder havde været grundvolden i det odenseanske købstadssamfunds eksistens. Hele 28 lav kan byen opvise, et imponerende antal. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at lavsvæsenet trivedes i bedste velgående, men øksen lå ved træets rod. Ved næringsfrihedens indførelse godt en halv snes år senere var det definitivt ude med lavenes magtstilling.

At dømme efter avisernes omtale af æresborgerbrevet har mesteren for brevets dekoration udformet lavsemblemerne, „saaledes som de findes fremstillede paa de respective Laugs og Corporationers Faner“, og en sammenligning med de lavsfaner, som er bevaret i museumseje, underbygger denne påstand. I Møntestræde-museets store samlinger af lavsgenstande er bevaret faner fra følgende lav: rebslagerne, hattemagerne, væverne, pottemagerne, tømrerne, guldsmedene, felberederne, sadelmagerne, vognmændene, slagterne, skomagerne, bagerne, smedene, spækhøkerne, handskemagerne og glarmestrene, og i alle tilfælde er der iøjnefaldende overensstemmelse mellem emblemernes udformning i æresborgerbrevet og på de resp. faner. Noteres skal det i denne sammenhæng, at af de nævnte 16 lavsfaner stammer 5 fra året 1840, 4 fra 1841, 1 fra 1845, mens de resterende 6 enten har en senere dato eller slet ingen dato. Noget kunne tyde på, at der netop i 1840’erne har været flittigt bud efter lavene og deres faner, og at lavene derfor har draget omsorg for at skaffe sig nye faner, hvor man enten slet ingen havde eller kun havde en gammel og mørnet fane, der ikke tålte disse års hyppige brug af samme.

En enkelt af borgerbrevets dekorationer kræver en særlig forklaring, nemlig den der på sidste tekstside er anbragt i øverste højre hjørne (jfr. fig. 5). I betragtning af, at vignetten i det tilsvarende hjørne til venstre kendetegner kronprinsen som beskytter af de forskellige kunstarter – han overtog efter sin fader hvervet som præses i Kunstakademiet, hvis bygning anes i baggrunden – skulle man umiddelbart formode, at vignetten til højre gælder videnskaben. Dette har nok også foresvævet kunstneren, som – ifølge avisreferatet – her har fremstillet „det Indre af et Bogtrykkerie, hvortil Ideen er taget efter et Basrelief af Thorvaldsen paa Gutenberg-Monumentet“.[8]

Hvem der havde det kunstneriske ansvar for borgerbrevets udformning, fremgår af to diminutive signaturer nederst på hvert blad: Moe pinx. og Jastrau script … I aviserne får vi disse to præsenteret som henh. „Fuldmægtig Jastrau, Lærer i Skrivning ved Cathedralskolen og Realskolen“ og „Lieutenant og Portraitmaler Moe, Lærer i Tegning ved ovennævnte Skoler“.

Fuldmægtig Henrik Mathias Jastrau (1797-1867),[9] hvem borgmesteren allerede på et tidligt tidspunkt havde peget på som den, man burde betro borgerbrevets udfærdigelse, havde sin hovedbeskæftigelse ved amtstuen, men forsøgte ved siden heraf at supplere sine indtægter på forskellig vis. I 1833 erhvervede han borgerskab som brændevinsbrænder,[10] men tilsyneladende med liden sukces, eftersom han få år senere gik fallit.[11] I 1839 knyttedes han til Katedralskolen som skrivelærer, en stilling han beholdt til sin død. Som skrivelærer udgav han et „skønskrivningsapparat“. Omend Jastrau næppe har betragtet sig selv som kunstner, tangerede han også på anden vis kunsten. Han havde en udmærket basstemme og spillede en fin violin, hvilke færdigheder kom byens musikliv til gode.[12] En søn af ham er den meget betydelige operasanger Richard Jastrau, og en sønnesøn maleren og tegneren Viggo Jastrau.

For Niels Moe (1792-1854)[13] må det have været lidt bittert at se sin del af arbejdet på æresborgerbrevet omtalt således: „De paa Diplomet anbragte Tegninger, Ornamenter og Malerier slutte sig paa en fuldkommen værdig Maade til Hr. Jastraus Arbeide, og ere udførte med stor Omhu . . .“, til gengæld har han haft den trøst, at bystyret honorerede hans arbejde med 200 rdl., hvor Jastrau måtte nøjes med 100 rdl . . .[14] Niels Moe, der var norsk af fødsel og iøvrigt tilhørte samme familie som den væsentlig yngre tegner Louis Moe, havde i sine yngre år uddannet sig på Kunstakademiet under C.A. Lorentzen og Eckersberg. Senere bosatte han sig i Odense, hvor provinsens portrætmaleres beskedne eksistens blev hans lod. I 1839, ved den fra H.C. Andersens historie kendte adjunkt J.H.T. Hancks sygdom, overtog han dennes tegnetimer på Katedralskolen, oprettede også en privat tegneskole for håndværkere, ligesom han næsten hver vinter holdt forelæsninger over naturvidenskaberne, især fysik og kemi.[15]

Moes og Jastraus indsats bør naturligvis nævnes først, men eftertiden kan godt med samtiden glæde sig over, at borgerbrevet helt igennem er Odense-arbejde, „at det hele Arbeide har kunnet udføres i selve Staden“. Bogbinderarbejdet er udført af bogbindermestrene Milo (fader og søn), guldtrækkerarbejdet af possementmager Assam jr. og guldsmedearbejdet af guldsmed Clausen.[14] „Alle, som have havt Deel i Diplomets Forfærdigelse, have med kjendelig Lyst og Interesse udført dette saare smukke Arbeide“. Kronprins Frederiks æresborgerbrev bliver således ikke blot et monument over dennes særlige tilknytning til Odense by, men tillige et stykke odenseansk kunsthåndværk fra lavstidens sidste fase.

Odenseanerne uden for bystyrets kreds har dog nok interesseret sig mere for de festligheder, æresborgerbrevets overrækkelse gav anledning til, end for borgerbrevets udformning. Hyppige kongebesøg og kronprinsens hofholdning på byens slot havde skabt en vis vane for slige festligheder, og ved en lejlighed som denne måtte byen og dens borgere forsøge at overgå sig selv. Vi foretager endnu nogle klip i datidens aviser.

I dagene forud for den 15. oktober havde kommunalbestyrelsen indbudt „Medborgere i og udenfor Staden“ til at deltage i et i dagens anledning arrangeret festbal på rådstuen, og talrige annoncer for „Beegfakler og Beegkrandse“ lod selv den uindviede forstå, at man regnede med fakkeltog og illumination.

På selve dagen samledes i løbet af formiddagen alle byens lav, medførende faner, velkomster og øvrige insignier, foruden skyttelavet „under Gevær og med Musik“[16] og alle de borgerlige korps, dvs. begge de to frivillige korps „Odense ridende grønne Korps“ og „Odense borgerlige Jægerkrops“ samt den egentlige borgervæbning, borgerkompagniet,[17] alle med musik. Samtidig afholdtes på rådhuset et kort møde i kommunalbestyrelsen, hvor borgerbrevet blev forsynet med alles underskrifter og behørigt protokollat i rådstueprotokollen blev foretaget.[18] Kl. 11 forkyndte klokkeringning fra alle byens kirker, at processionen kunne sætte sig i bevægelse. Ledsaget af „en umaadelig Folkemasse fra Staden og Omegnen“ bevægede processionen sig fra Albani torv til Flakhaven, hvor den samlede kommunalbestyrelse indtrådte, kæmnerkasserer Haugsted bærende „det paa et rødt Silketæppe hvilende Æresdiplom“, hvorefter processionen fortsatte ad Vestergade og Nørregade til Nørreport, hvor man svingede til venstre for igennem slotshaven at nærme sig slottet. Ankommet hertil formerede den store procession sig med kommunalbestyrelsen i midten, og under fortsat klokkeringning og mens fanerne sænkedes, begav byens mænd sig til æresborgeren, der modtog dem i slottets store sal. Her tilkom det naturligvis borgmesteren at føre ordet, at tolke borgernes følelser for deres nye medborger og at overrække borgerbrevet. Efter at kronprinsen „i de hjerteligste Udtryk“ havde bevidnet kommunalbestyrelsen sin tak, trak alle andre end han og borgmesteren sig tilbage og sluttede sig til processionen i slotshaven. Lidt senere fremtrådte så borgmesteren på slotstrappen med kronprinsen ved hånden og fremstillede ham som „Stadens første Æresborger“, for denne udbragte han et leve, som „under Kanoners Løsning, Musik og svingende Faner besvaredes med et enthusiastisk nifoldigt Hurra“, hvorefter æresborgeren takkede endnu en gang og udbragte et leve for Odense by.

Første akt af dagens skuespil var dermed til ende. Lad os for en fuldstændigheds skyld tilføje, at skibene i havnen havde hejst alle flag og at „det skjønneste Veir begunstigede Festligheden“. Næste akt var – i det mindste i begyndelsen – forbeholdt en snæver kreds, kommunalbestyrelsen, som var indbudt til kronprinsens taffel kl. 4. Også her holdtes der taler, der udbragtes skåler for kongen, for stadens første æresborger og for Odense by og dens borgere, og „tredie Jægercorps’s bekjendte, fortrinlige Musikkorps fra Nyborg“ leverede taffelmusikken. For en gangs skyld et ikke-odenseansk indslag, som vel tør skrives på den kongelige værts regning! Forinden selskabet begav sig fra slottet til ballet på rådstuen, modtog „Hs. kgl. Hhd. endnu et Beviis paa Indvaanernes Kjærlighed“, et af sangforeningen arrangeret fakkeltog, hvori også samtlige lav og korporationer deltog. Billettør Petersen,[19] sangforeningens formand, havde til lejligheden forfattet en hyldestsang på melodien „Kong Christian lægger ned sit Sværd“, og ovenpå denne fulgte endnu et „Længe leve“ samt 9 gange hurra.

Tredie og sidste akt var henlagt til rådstuen, hvis store sal var „meget smagfuldt decoreret med Blomster, Festons og Faner“. Ved ankomsten hertil modtoges æresborgeren af endnu en festsang, denne gang med rådmand og redaktør Ove Thomsen som forfatter. Nu måtte melodien til „Vi Sømænd giør ei mange Ord“ holde for. Et af versene udtrykker den stemning, som omgav den hele æresborgerudnævnelse:

Vor elskte Kronprinds, Frederik, Du
Vel er til Thronen baaret;
Men Folke-Kjærlighed Dig nu
har og til Borger kaaret.
:/: Som Borgerven alt længe Dig
Erkjendte Danmarks Sønner;
Din Færd saa gjæv og folkelig
hver Borger glad paaskiønner.:/:

Endelig udbragte borgmesteren endnu et leve for kronprinsen, hvorefter „Høistsamme med Fru Etatsraadinde Reimuth aabnede Ballet med en Polonaise“. Stadsmusikanten, David Sivert, og hans 17 mand store orkester leverede musikken, og klubvært F. Tietgen, finansmandens fader, sørgede for de kulinariske nydelser til de godt og vel 200 medborgere, som desformedelst billetter à 4 mark havde skaffet sig adgang til festen.[20] Og mens dansen gik på rådstuen, sluttede lavene dagens festligheder af med sammenkomster i deres respektive lavshuse.

En begivenhedsrig dag var til ende, præget af al den festivitas, som det gamle Odense kunne præstere.

Ved borgerbrevets overrækkelse benævnte borgmesteren dette som „et Minde om de Dage, som nu ere, der ikke skal udslettes i dem, som komme“. Vel er Frederik VII stadig erindret i Odense, ved Bissens statue af ham på Flakhaven, men der er det rigtignok som grundlovgiveren og ikke som Fyns guvernør og „Stadens første Æresborger“. Alene heri tør man se en grund til at fremdrage et endnu ældre og så godt som glemt minde, der desuden kaster strejflys over den by, der optog Frederik VII i sig som borger.

Noter og Henvisninger

  1. ^ Kong Frederik VII’s arkiv, 67. Forskellige sager, 2. Adresser fra korporationer 1839-45 (RA).
  2. ^ Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende (herefter benævnt Fyens Stiftstidende) 10/10 1844, s. 686.
  3. ^ Kong Frederik VII’s arkiv, 43. Diplomer for kronprinsen som æresborger i Fredericia 1843 og i Odense 1845 (RA).
  4. ^ J. M. Thiele, Thorvaldsens Biographie, IV 1839-1844 (1856) s. 46, jfr. Axel Ravn, Thorvaldsens Udnævnelse til Æresborger i København (Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1938, s. 11-36).
  5. ^ Anordning af 1/1 1840 ang. staden København, jfr. Kongelige Forordninger og Aabne Breve, udg. af Kolderup-Rosenvinge, XXIII Deel (1844) s. 13.
  6. ^ Odense magistrats arkiv. Indkomne breve 1845 (LA Od). – Borgmester Reimuth til medlemmerne af kommunalbestyrelsen 20/1 1845, med påtegninger af Klau-mann, Schønheyder og Brandt. – Borgerrepræsentationen til magistraten 25/1 1845.
  7. ^ Navnlig Fyens Stiftstidende 15/10 1845 og Fyens Avis 16/10 1845. – Flvor det af teksten fremgår, at en af disse to Odense-aviser er citeret, vil der fremover ikke ske henvisning til kilden.
  8. ^ Som forlæg for gengivelsen af siderelieffet på Thorvaldsens Gutenberg-monument i Mainz kan peges på en planche i „Thorwaldsen’s Wercke (Oeuvres de Thorwald-sen)“, III, Rom 1838, men forbilledet kan også være et gipseksemplar af relieffet, som i tiden efter Thorvaldsens hjemkomst 1838 kunne ses i København, enten i hans ateliers på Charlottenborg eller på Christiansborg. – Jeg takker museumsdirektør Dyveke Helsted, Thorvaldsens Museum, for oplysninger ang. Gutenberg-relieffet.
  9. ^ Odense Katedralskoles indbydelsesskrift 1868. – Lektor A.F. Blomberg, Odense Katedralskole, takkes for oplysninger ang. H.M. Jastrau og Niels Moe.
  10. ^ Odense magistrats arkiv. Rådstueprotokol 1816-34 (LA Od). Borgerskab medd. 29/8 1833.
  11. ^ „. . . vil du vide noget om mine egne finantser, da kan jeg fortælle dig, at jeg ved en bankerott (af en amtstuefuldmægtig Jastrau) i disse dage har tabt 800 dl. og desværre! er familien i en så beklagelig forfatning, at jeg ikke engang nænner at røre mig for at forsøge, om jeg kunde redde nogle procent deraf (Vedel Simonsen til Werlauff, dat. Elvedgaard 11/1 1837); venligst medd. af lektor Blomberg. -Jastrau var svigersøn af den i 1824 afdøde godsforvalter på Elvedgaard Jacob Maar, jfr. Harald Hatt, H.G. Andersen og Vedel Simonsen (Anderseniana VIII, 1940, s. 31 ff.).
  12. ^ Chr. M.K. Petersen, Odense Musikforening 1866-1916 og dens Forgængere 1856-1865, Odense 1916.
  13. ^ Weilbachs Kunstnerleksikon II, 1949, s. 386.
  14. ^ Odense magistrats arkiv. Kæmnerregnskab 1845 (LA Od.) Litra SS vedrører udgifter i anledn. af det kronprinsen overleverede diplom som æresborger.
  15. ^ Odense Katedralskoles indbydelsesskrift 1854. Jfr. note 9.
  16. ^ Jfr. Holger Hansen, Odense Skyttelav gennem to Hundrede Aar, Odense 1904, s. 65f.
  17. ^ F. M. Andersen. De borgerlige Korps i Odense, Odense 1898.
  18. ^ Odense magistrats arkiv. Rådstueprotokol 1834-47 (LA Od).
  19. ^ Holger Hansen, anf. værk s. 75.
  20. ^ Billetindtægterne dækkede ikke udgifterne til festballets afholdelse, hvorfor et underskud på 115 rdl. måtte føres til udgift på kommunens regnskab, jfr. note 14.

©