Stationsbyminder

I samlingerne ved Odense Bys Museer indgår et optegnelsesarkiv. Kernen i det er lærer H.C. Frydendahls store samling af udklip og optegnelser om Fyns topografi, personalhistorie og kulturhistorie. I arkivet opbevares desuden arbejdsberetninger og materiale om offentliggjorte undersøgelser. En interessant, men ikke ret stor gruppe er de forskellige manuskripter, der fra tid til anden finder deres blivende sted i museet. Som en prøve på dette stof gengives her to kapitler af Mads Hansens erindringer: Gulnet reportage om livet i en stationsby.

Mads Hansen blev født i Ringe den 17. maj 1894. Hans far, Hans Christian Hansen, var sadelmager i Jernbanegade. Mads Hansen var i en årrække redaktør på Roskilde Dagblad. Fra 1939 til 1963 redigerede han Morsø Folkeblad. Han var stærkt lokalhistorisk interesseret og har samlet et stort mundtligt og skriftligt traditionsstof om slægtens medlemmer. Dele af hans erindringer har tidligere været trykt i Fyns Tidende.

De følgende to afsnit af Mads Hansens erindringer giver i korte glimt billeder af livet blandt håndværkere og deres husstand i tiden kort efter århundredeskiftet. Ved anlægget af den Sydfynske Jernbane i 1876 var den nye tid for alvor kommet til Ringe. Handel og håndværk bredte sig i stationsbyen på de gamle købstæders bekostning.

En af de betydeligste virksomheder i byen var snedkermester N. Andersens i Algade 36. Mads Hansen beskriver i første kapitel arbejdet og fritiden i dette værksted. I 1886 blev Håndværker- og Industriforeningen stiftet. Det andet kapitel handler om denne forenings fugleskydning i gårdejer Niels Lerches skov i Knudhøje.

Aften på værkstedet

Da den første bane blev gennemført, kom snedker Andersen til byen og byggede hus i svinget foran kroen. Senere, da byen var blevet kloakeret, sagde han: „Det har jeg altid vidst, men nu kan jeg bevise det, – at jeg bor lige midt i verden. For vandet løber til begge sider i rendestenen udenfor mit hus.“

Han var en af dem, der kom med den nye tid til bondebyen. Han var en dygtig håndværker, der hjalp egnens folk med at få udskiftet de gamle bondemøbler med chaiselonger, kanapéer, søjlestole, flugt-, læne- og andre stole. De gamle tungere møbler, egetræsborde og slagbænke kom på huggehuset.

Jernbanegade i Ringe. Til venstre ses sadelmager H.C. Hansens ejendom. Postkort fra E.B. Steenstrups forlag, før 1907.

Værkstedet i bagbygningen var stort. Der var 13 høvlebænke. Først langt op i århundredet, da der kom elektricitet, rykkede maskinerne ind – en afretter og en båndsav.

Der kom en ny lærling hvert år, så der var altid fire, der lidt efter lidt rykkede op ved høvlebænkene. De begyndte altid med at lave ligkister. Sådan en kasse var god at øve sig på. Kisterne var sorte og sandstrøede – sandet skjulte alle uregelmæssigheder. Den ene side efter den anden blev smurt over med sort lim, og sandet, der var iblandet kønrøg, blev strøet over fra en stor sigte. Til slut blev der slået guirlander, „farvelhænder“, rosetter og englehoveder af papstuk på.

Andersens lærlinge kom mest fra København, – han havde nok en forbindelse med en eller anden institution derinde. Drengene var gode nok, men de bragte jo en del sidegade- og baggårdsslang med sig.

Når de kom, var der ingen særlig „høltidelighed“. De blev hverken „krympet“, „behøvlet“ eller „løftet“, men de fik lov til at gøre deres erfaringer i det praktiske. Ret længe varede det ikke, før den nye blev sendt hen til drejeren for at hente „træstrækkeren“. Og „slibestenshøvlen“ havde også været lånt ud og måtte hentes hjem.

Foran — ud mod gaden — stod først mesters høvlebænk, og derefter de ældre svendes. Øverst mestersvendens. Han havde lært på værkstedet, men været borte en tid. Hans forældre, et par gårdmandsfolk, havde fundet ud af, at han jo lige så godt kunne „tage mesterpengene selv.“ Han etablerede sig, men det gik ikke. Og i stedet for at tage mesterpenge, blev der en del gæld. Og nu stod han atter på Andersens værksted.

Ved siden af hans høvlebænk stod den faste slibesten i en kasse vand og trak fugt. Høvle- og stemmejern måtte holdes godt i orden, og det måtte alle lære. Det kunne jo ske, at vandet fordampede, så svaberen ikke kunne væde stenen. Syntes svendene, vandet svandt for hurtigt, lød det: „Det er nok Yrsa, der har taget sig en slurk.“ Yrsa var tjenestepigen, der måske nok var lidt løs på tråden og smilede lidt for meget til unge mænd. Vand fra slibestenen, sagde man, var fosterfordrivende. Pigerne, der drak af vandet, der var fuldt af opslemmet sten og stål, blev blege og fik et interessant udseende. – „Det er Yrsa, der har været der“, sagde den, der måtte hente vand. Og det sagde man på værkstedet længe efter, at Yrsa var rejst hjem til sine forældre.

Der var varmt og hyggeligt på snedkerværkstedet langt ud på aftenen, og lærlinge, der ikke havde noget hjem i byen, plejede at se op om der foregik noget.

Næsten hver aften blev der lavet „klemmekage“: Man skillingede sammen til et tiøres franskbrød og et halvt pund puddersukker. En endeskive blev skåret af brødet, som derefter blev udhulet. Krummen blev smuldret på et stykke papir og blandet med sukkeret. Så blev det hele stoppet i skorpen igen og endestykket sat på. Brødet blev pakket ind i papir og svøbt ind i et forklæde. Pakken blev sat i klemme i høvlebænkens skruestik. Når der var gået en halv times tid, blev pakken lukket op. Brødet var da helt fladt, og sukkeret havde indgået en fugtig forbindelse med krummen. Brødet blev skåret i skiver og fordelt. Og det var meget lækkert.

Så var betingelserne dér for et par hyggelige timer. Dagens hændelser i byen blev gennemgået og kommenteret. De lange drenge lagde sig i hver sin kiste og bidrog efter evne til underholdningen. Lysskæret fra limovnen spillede på bræddeloftet. Der blev broderet på pigehistorier og fortalt muntre træk om byens borgere.

Branden på Tøjstrup gav anledning til pudsige beretninger. Hen på morgenstunden, da det hele på det nærmeste var forbi, kom røgteren ud fra sit kammer i enden af stalden med det brandsikrede loft. Han så sig om og bandede arrigt: „I kunne da gerne ha’ vækket mig noget før!“ – Og byens skorstensfejer, der også var kommet til brand noget hen på morgenen, sagde, da han så den væltede skorsten: „Det var“ – og så bandte han – „ærgeligt“! „Jeg var ude at feje i den sidste uge. Havde jeg vidst det, kunne jeg jo have fået hjemmearbejde.“

Spøgelseshistorier var et stort nummer sådanne hyggeaftener. Én fortalte den om præsten, der blev kaldt til Gluegården for at berette Gammelmor. Herremanden havde drukket med sine gæster og fundet på en spøg: En stor so blev lagt i alkoven med natkappe på og præsten blev tilkaldt. Da han så, at det var en gris, der lå i sengen blev han vred og forbandede gården og dens beboere. Gården sank da i dybet, og der blev et åbent mosehul på stedet. Præsten slap ind på tørt land, og efter ham kom drivende stolen, hvorpå han havde lagt sin bibel. Hullet i Glue Mose var bundløst. 27 sammenbundne læssereb med et vædderhorn i enden havde de Sødinge bymænd haft sænket uden at nå bunden.

Ved Beriderbakken kunne man se lygtemænd hoppe over skovens trætoppe og i lavningerne kunne nattevandrere møde en sort hund med glødende øjne og gab. På søvejen kunne man risikere at møde „kirkelammet“, der strakte det ene ben bagud som hale. Og ved Lars Jørgensens gård var der en genganger.

Særlig uhyggelige var beretningerne, der samlede sig om Nybølle Galgebakke. Dér blev henrettet mange fra hele herredet i gamle dage. – Det hed sig, at en luns af en hængt mand var helsebringende både på den ene og på den anden måde. Og Lars kunne fortælle noget så uhyggeligt om folk, der kom dér forbi ved midnatstid og hørte en hængt klage sig i vinden: „Åh – mit lår, mit lår, mit kød!“

Gerhardt, der var fra Odense, var meget sanginteresseret. I skolen havde han ganske vist været brummer, men faderen sang anden tenor i håndværkerkoret „Karl Marx“, og det lød noget så dejligt. Gerhard syntes, man skulle lave et sangkor. – Jo, han ville gerne selv dirigere. Han havde set Meinung bruge en stemmegaffel og give tonen an. En stemmegaffel var ikke ved hånden, men Gerhardt tog et stemmejern og slog det mod høvlebænken og brægede en tone. Og så blev der sunget. Drengene lavede stemmerne selv. Der var både tenorer og basser, og da der var én for meget, så det ville give skævhed i besætningen, blev han udnævnt til ekko. Han skulle basse og komme lidt efter de andre. Det blev en fin koncert!

„Skal vi ikke gå ud og fotografere?“ spurgte Hjalmar en aften.
„Hø, hvad vil du fotografere i sådan et mørke?“
„Æbler – selvfølgelig! Der må vel nok være en have..
„Nå – frugttyveri!“
„Når man ikke tager mere end man kan spise på stedet, er det ikke tyveri,“ forklarede Hjalmar.

Det blev så til, at tre-fire lærlinge drog ud for at „fotografere“ i lægens have. Der stod et ungt træ med fristende æbler midt i plænen. Vilhelm kravlede op for at ryste en gren. Men den knækkede. Da blev de hede i kammen. Det kunne godt blive en alvorlig sag med sognefoged osv. Hvad skulle de nu gøre?

Lidt senere kom de tilbage til værkstedet og tændte lys. De fandt et stykke båndjern og slog huller i det på passende steder. Så listede de af igen – ned i lægens have, løftede grenen op og slog den fast med båndjernet og lange søm ind i stammen.

Selvfølgelig blev det opdaget. – Men man hørte aldrig mere om sagen. Og de unge havde fået lysten styret til at „fotografere“.

Det nye Ringe. I baggrunden ses stationsbygningen. Fotografi i privateje.

Fugleskydning i Lercheskoven

Engang hver sommer holdt håndværkerforeningen fugleskydning for sine medlemmer i Lercheskoven. Det var en rigtig fest. I indbydelsen stod „medlemmer med husstand“, og det vil sige, at svende og lærlinge også kunne deltage.

Der var en halv times gang ud til skoven, og folk rykkede ud, når middagssøvnen var overstået. Madkurvene var fyldt med dejligt smørrebrød – dem tog lærlingene sig af.

I skoven var der rammet pæle ned og sat borde op i små lysninger, hvor folk, der ville have det for sig selv, kunne slå sig ned. Så gjaldt det om at finde et godt sted og med kurven på bordet markere, at her var optaget.

For enden af løvskoven var der en granplantning; træerne var nu høje. Her holdt kogekonerne til ved åbne ildsteder. De leverede vand til kaffen. Her var kroens restaurationstelt med en høj stabel ølkasser i baggrunden. Mellem træerne stod et langt bord. Det var beregnet til bestyrelsen. Det var festens midtpunkt, for selvfølgelig skulle der holdes taler til snapsen under fællesspisningen. Ved den ene side af det lange bord var der en forhøjning i skovkanten, hvor musikken sad. Ved den anden side var keglebanen. For enden af det lange bord var der en havremark. Sæden var mejet af en halv snes alen, og her havde man rejst stangen med fuglen. Den havde Cykle-Petersen lavet, som han plejede. I passende afstand fra stangen, stod skydebænken med opstander til anlæg.

Festen tog sin begyndelse. Der blev ikke budt velkommen og holdt tale. Det havde formanden, bager Nielsen forsøgt tidligere, men folk kom sent og tilfældigt. Man begyndte bare at skyde.

Skuddene knaldede mellem stammerne og projektilerne peb gennem luften. Keglekuglerne drønede og keglerne faldt under stort rabalder. Det var her, det foregik!

Imens promenerede damerne i skovens gange. Damerne var smækkert snørt, som moden krævede det – hvepsetalje. Hattene var brede med store blomsterbede. Nederdelene var så lange, at de slæbte og måtte løftes. Damerne bar høje knap- og snørestøvler. I hænderne havde de langskaftede parasoller.

Snedker Jørgensens kone, der var dameskrædderinde, blev almindelig beundret for sin smalle talje. Hestehandleren betroede sine fæller ved restaurationsbordet, at han kunne spænde om hendes liv med sine tommeler og pegefingre. Og han viste cirklen i luften. „Det var der nu ikke noget ved“, sagde han. Det var ikke andet end korsetstivere hele vejen rundt.

„Hun er ved Gud da for snørt“, sagde fru direktør Jensen og stirrede gennem sin stanglognet.

De unge piger sværmede rundt i lyse bluser, hægtet sammen ved albuerne. De unge mænd stod i små klynger og talte sammen. De skævede efter pigerne, ingen havde mod til at følge dem rundt i gangene. Børnene stormede rundt efter hinanden i leg.

Splinterne begyndte at ryge af fuglen. Æblerne og ringene under vingerne, der repræsenterede mindre gevinster, blev hurtigt skudt ned. Kronen, hovedet og vingerne faldt også til jorden, men selve fuglen var sejglivet. Cykle-Petersen havde lavet den for solidt.

Ved keglebanen skete det uheldige, at førstepræmien, en smørasiet i nikkelbeholder, faldt for tre fejlfri kast à 25 øre. Asietten var noget så fin: En nikkelglobus i en ring, der stod på tre løvefødder. Låget kunne drejes ned under asiettens bund.

Vinderen var sadelmagerlærling Thomas Madsen. Tænke at han fik den for kun 75 øre. Skammeligt! Og så kunne man jo ikke engang være bekendt at forlange den obligate omgang, da Thomas jo kun var lærling. Han havde dog den rigtige fornemmelse og gav øl, men kun til sine kammerater. De fik mere end godt var og begyndte at smile fjollet og gå noget usikkert.

Det trak ud med at få brystpladen ned, så man måtte afbryde skydningen og holde spisepause. Men da kurvene var tømt og duge og tallerkener pakket sammen, begyndte skydningen igen.

Formanden og Cykle-Petersen havde imens besigtiget fuglen med en kikkert og fundet ud af, at resterne havde langt igen. Petersen havde derfor fået fat på en økse og hugget fuglestangen omtrent igennem for neden. Og nu skød man langs jorden. – Det varede ikke længe, før stangen var skudt igennem. Den væltede og fuglen sank til jorden for provisor Isaksens skud. Fuglekongen fik sit hurra.

Men nu var det ved at blive sent. Skumringen bredte sig mellem buskene. Nu hastigt opbrud. – Folk tog opstilling bag musikken og så begyndte hjemturen til Riberhusmarchens toner. Der var nogen vaklen i geledderne og tid efter anden faldt de mest ølbesværede bagud og fortsatte hjemad i en langsommere kadence.

Thomas og Niels måtte også bære madkurven hjem. Den flotte gevinst havde fået plads øverst – over dugen. Men de to lærlinge havde lidt svært ved at holde trit. Smørbeholderen faldt på jorden et par gange og de efterfølgende sparkede til den. Den fik nogle grimme buler.

Endelig nåede man kroen, hvor festen skulle sluttes. De unge glædede sig til dansen og var forholdsvis friske. De ældre medlemmer fortsatte i serveringslokalerne. Her tog formanden ordet og talte for fuglekongen, der havde fået et grønt medaljeskærf over jakken.

Provisoren svarede og takkede for æren. Han var tidligere blevet opfordret til at tale for damerne og nu benyttede han lejligheden. Men selvfølgelig sluttede han med et leve for sin kollega, landets konge.

Så skulle fuglekongen efter gammel skik følges til sit hjem. Her gik det nemt, for apoteket lå lige overfor kroen. Stående på stentrappen modtog fuglekongen skydebrødrenes sidste hyldest, fremført af formanden. Da talen var forbi, var der én i forsamlingen, der grebet af stunden, fandt ud af, at en sang måtte være en passende afslutning. Han stemte i med „Kongernes konge, ene du kan“. — Hele flokken sang med.

Da følte fuglekongen øjeblikkets storhed. Stående rank i sit nye grå tøj – med kongeskærfet, løftede han den flade stråhat af sit sorte brilliantinehår. –

Ovre på kroen fortsattes festen til solen atter stod på himlen.

©