Status 1985 – og fremtiden

Fra bogen "Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985" om museets historie

Den gunstige læser vil have bemærket, at denne fremstilling af de odenseanske museers historie i de sidste 50 år skiftevis går »på tværs« og »på langs«. Lejlighedsvis er et enkelt museums tilblivelse og udvikling taget op til behandling, mens andetsteds museumsproblemerne er anskuet under ét. I dette afsluttende kapitel, hvor den dagsaktuelle situation skal beskrives, med enkelte kig ind i fremtiden, skal vi først se på museerne ét for ét, siden behandle forhold og omstændigheder, som er fælles for dem alle uanset alder, art, placering, størrelse etc.

Fyns Stiftsmuseum

I sammenligning med de øvrige museer har Fyns Stiftsmuseum ført en temmelig ambulerende tilværelse. Først 25 år som »Nordisk Museum i Odense«, placeret på Odense slot, siden næsten et århundrede i museumsbygningen i Jernbanegade for via Odense adelige Jomfrukloster (1973-81) at nå frem til herregården Hollufgård sydøst for Odense. I den sidste fase, d.v.s. efter den påbegyndte udflytning fra museet i Jernbanegade, har museets forskellige funktioner endda været spredt på adskillige bygninger. Den permanente udstilling befinder sig fortsat i Jernbanegade, mens kontorer, tegnestue og udstillingsværksted er på Hollufgård. Til museets konservering har man siden 1979 disponeret over lokaler i ejd. Overgade 19 (bagbygning mod Adelgade), mens museets magasiner dels befinder sig i Jernbanegade, dels i Slotsgade 5 (udlånt af Magistratens 4. afd.) og dels – fortsat – i Odense adelige Jomfrukloster.

Nogle af årsagerne til denne skæbne og den nuværende tilstand er anført i de foregående afsnit og skal ikke gentages. Derimod skal det nævnes, på hvilken måde man i de seneste år har arbejdet på at standse museets hvileløse vandring og bringe de adspredte funktioner sammen igen.

Hollufgård set fra nord. Midt for Jørgen Marsvins hovedbygning fra 1570’erne. Hér har Fyns Stiftsmuseum siden 1981 haft kontorer, arkiv, tegnestue m.m. Til venstre familien Langkildes hovedbygning fra 1820’erne, nu forpagterbolig.

Odense kommune købte i 1978 af staten herregåden Hollufgård, beliggende sydøst for byen. Eller rettere sagt: Odense kommune købte gårdens bygninger og ca. halvdelen af det areal, som i sin tid hørte til Hollufgård, da denne i 1960’erne blev erhvervet af staten med henblik på etablering af en landbohøjskole på Fyn. Den anden halvdel beholdt staten, idet disse arealer nu udgør en del af Odense Universitets meget store tilliggende. Odense kommunes hensigt med Hollufgård-erhvervelsen var primært af byplanmæssig art, men ret hurtigt dukkede det forslag op at anvende bygningerne til museumsformål og til dermed beslægtede formål inden for kultur- og fritidssektoren. Til rådighed stod familien Marsvins hovedbygning fra 1570’erne og familien Langkildes hovedbygning fra 1820’erne, en elevfløj og sluttelig den store og vidtløftige avlsgård med alle dens stald- og ladebygninger m.m., af meget forskellig alder og af varierende kvalitet. Og ét formål skulle på forhånd tilgodeses: Odense Golfklub, som i forvejen havde etableret en golfbane på de tilstødende statslige arealer, skulle have klublokaler inden for Hollufgårds rammer.

En arbejdsgruppe udarbejdede forslag til anvendelsen af de forskellige bygninger, fordelt på fire »brugere«, nemlig Fyns Stiftsmuseum, Historisk Værksted, Gæsteatelier Hollufgård (billedhuggerværksted) og Odense Golfklub.42 I denne sammenhæng forbigår vi de 3 sidstnævnte »brugere« – som alle administrativt sorterer under kommunens kultur- og fritidsforvaltning – og koncentrerer os om museet. Fyns Stiftsmuseum har fået overladt renaissancebygningen i 2 etager, svinestalden langs gårdspladsens vestside og dertil de store stald- og ladebygninger mod nordvest, anlagt i vinkelform. Fyns Stiftsmuseum er således den bruger, som lægger beslag på størsteparten af det totale areal.

Efteråret 1981 flyttedes museets kontorer og tegnestue herud (fra Jomfruklosteret) og 1983-84 fulgte udstillingsværkstedet efter. Samtidig projekteredes en istandsættelse af de øvrige museet overladte bygninger, som skulle muliggøre en samling af samtlige museumsfunktioner i løbet af en kortere årrække. Et meget stort lokale til skiftende udstillinger forventes at være færdigt omkring årsskiftet 1986-87, og de store bygninger til den permanente udstilling samt åbne og lukkede magasiner, undervisning og foredrag m.m. skulle efter den lagte tidsplan være klar ved udgangen af 1988.

Hollufgård. Situationsplan. Gengivet efter illustration i »Rapport om Hollufgård« (1981).

Det må meget håbes, at tidsplanen nogenlunde kan overholdes. Når dette udtrykkes som et håb, skyldes det en vis usikkerhed omkring finansieringen af byggeriet. Odense magistrat besluttede i sin tid, at renoveringen af Hollufgård skulle gennemføres som et beskæftigelsesforetagende, altså som en slags parallel til etableringen af Den fynske Landsby 40 år tidligere. Og som finansieringsgrundlag pegedes der på en årlig »normal« kommunal bevilling til materialer og »autoriserede arbejder«, kombineret med en andel af de årlige beskæftigelsesmidler (til arbejdsløn). Finansieret og organiseret på denne vis vil et så stort byggeri altid være meget følsomt over for selv små ændringer i de opstillede forudsætninger. Den seneste tids stigende byggeaktivitet i den private sektor har således gjort behovet for beskæftigelsestiltag for bygningshåndværkere tilsvarende mindre. Denne udviklingstendens må man naturligvis glæde sig over, men det vil forstås, at den samtidig giver Fyns Stiftsmuseum anledning til bekymring og tvivl om holdbarheden i den udarbejdede tids- og økonomiplan. Uanset disse bekymringer er der grund til at glædes over, at Fyns Stiftsmuseum omsider har fundet sin definitive placering. Dets »Ahasverus«-vandring synes standset, og dets »diaspora«-tilstand ser ud til at skulle afløses af en samling, på et nyt og bedre sted. For et museum, der som Fyns Stiftsmuseum har hentet sit materiale i den fynske muld, er en landlig placering naturlig. Og samme placering giver museet mulighed for – sammen med det historiske værksted – at gennemføre formidlingstiltag og aktiviteter, som aldrig ville kunne gennemføres i bymidten. Der tænkes herved først og fremmest på rekonstruktioner i naturligt miljø af oldtidsbebyggelse og oldtidslandbrug foruden efterlignende eksperimenter m.h.t. oldtidens arbejdsprocesser.

Fyns Stiftsmuseum. Interiør fra den permanente udstilling i museumsbygningen i Jernbanegade, etableret 1978-79.

Uanset al den langvarige usikkerhed omkring, hvad man kunne kalde de fysiske rammer for museets virksomhed, har samme virksomhed tilsyneladende ikke lidt skade derved. I hvert fald ikke varig skade.

Det siger sig selv, at formidlingsarbejdet, spec. udstillingsvirksomheden, må blive præget af de nævnte forhold. Vilkårene har været og er stadig usædvanligt dårlige. Dette til trods gennemførtes en total fornyelse af museets permanente udstilling 1978-79, til afløsning for Albrectsens udstilling fra begyndelsen af 1950’erne og – desværre – inden for samme begrænsede rammer.43 I naturlig forlængelse af museets forskning, med hovedvægt på bebyggelsesudviklingen, tilsigter udstillingen at berette om den menneskelige udnyttelse af landskabet, således som den ytrer sig arkæologisk i bebyggelsesresterne, illustreret ved udsnit af den fynske oldtid. Denne udstillingsrenovering var en kraftanstrengelse, hvis heldige gennemførelse i meget høj grad er betinget af et fortrinligt samarbejde omkring opgaveløsningen, fra fastlæggelse af idégrundlaget til opsætning af den sidste forklarende etiket. Denne udstilling må påregnes at blive Fyns Stiftsmuseums sidste i museumsbygningen i Jernbanegade. – Museets øvrige udstillingsvirksomhed har været »ekstern«, hvilket vil sige at man fra tid til anden præsenterer nogle af sine nyeste arbejdsresultater og fund uden for museets mure, ofte inden for det stedlige biblioteksvæsens mure. Et andet eksternt udstillings tiltag er »tårnet« i Svanninge bakker, hvor Fyns Stiftsmuseum samarbejder med andre fynske museer, institutioner og foreninger omkring en udstilling vedrørende lokalområdets natur og kultur.

Den gamle akilleshæl i Stiftsmuseets totale arbejde, manglende lokal konservering af jordfund, er lykkeligvis ikke længere nogen akilleshæl. I 1974 fik museet ansat egen konservator (Henriette Wielandt), og siden er gradvis blevet opbygget en anselig konserveringsvirksomhed, der siden 1979 har haft til huse i velegnede og nyindrettede lokaler. At det blev muligt at oprette en egen konserveringsanstalt, beror på et nært samarbejde mellem museet og Odense Universitet. Siden 1968 har museets inspektører, Albrectsen efterfulgt af Henrik Thrane, undervist i nordisk arkæologi på universitetet. De heraf afledte undervisningsgravninger krævede – ligesom museets egne gravninger – en større konserveringskapacitet end den forhåndenværende. Museet og universitetet kunne i fællig få afhjulpet dette savn, ved aftale om fælles etablering og drift af en konserveringsanstalt. Dennes fortsatte udvikling vil blive omtalt senere, i anden sammenhæng.

Nerven eller den egentlige drivkraft bag Fyns Stiftsmuseums virksomhed har siden 1940 været – og er stadig – den del som kan betegnes ved ord som udgravning, undersøgelse, forskning, dokumentation m.m. Utrætteligt forsøger man at fravriste den fynske jord nye vidnesbyrd om vore fjerne forfædres liv i oldtiden.

Det er karakteristisk for nutiden, at man i størst muligt omfang forsøger at drive »forebyggende« arkæologi. De sidste års meget store anlægsarbejder, såsom den fynske motorvej og naturgasledningen, har afstedkommet talrige undersøgelser. Med henvisning til naturfredningslovens § 49 (siden 1984 museumslovens kap. 6) påhviler det anlægsmyndigheden at bekoste disse undersøgelser, men det er museet som udfører dem. Det skal ikke skjules, at der har været ofret mange ord og meget papir på en diskussion om museernes, resp. Fredningsstyrelsens rolle i denne sag. For Fyns Stiftsmuseums vedkommende gælder det imidlertid, at dette museum i denne landsdel i praksis har bevist sin vilje og sin evne til at påtage sig ansvaret for slige antikvariske opgaver. Og herunder har man til stadighed forsøgt at komme entreprenørernes bulldozere i forkøbet ved forudgående arkæologisk afsøgning af de berørte områder.

De mange pånødte opgaver har selvsagt begrænset museets muligheder for at gennemføre selvvalgte undersøgelser, men sådanne forekommer dog også. Det vil være naturligt at fremhæve den bebyggelseshistoriske undersøgelse af Sydvestfyn, som stadig går på og som indtil videre har affødt en ganske rig litteratur, hvor det nylig udkomne værk »Lusehøj ved Voldtofte«44 præsenterer væsentlige udgravningsresultater og problemer, aktualiseret heraf.

Sydvestfynsundersøgelsen er blevet mulig ved et samarbejde mellem museet og Odense Universitet. En anden »samarbejdspartner« er de talrige fynske amatørarkæologer. Et sådant samarbejde har forsåvidt eksisteret ligeså længe museet har eksisteret, men i de seneste år er samarbejdet kommet i fastere og mere »etablerede« former, således at en af museets medarbejdere er fast kontaktmand til amatørarkæologerne og deres klubber.

Sidst skal nævnes, at museet i en årrække har draget fordel af at organisere og finansiere arkæologiske undersøgelser som et projekt til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed. 1975-79 eksisterede et projekt med det lidt besværlige navn »Landsbyens opståen og udvikling«. Altså endnu en bebyggelseshistorisk undersøgelse og endnu en gang et samarbejde mellem universitet og museum. Set i relation til Fyns Stiftsmuseums egentlige arbejdsområde, tidsmæssigt set, befandt man sig hér i periferien, men i bebyggelseshistorisk sammenhæng har denne undersøgelse beskæftiget sig med at såre centralt emne: Tilblivelsen af den stationære danske landsby.45

Møntergården

I løbet af 70’erne kom der omsider en form for afklaring m.h.t. den fremtidige udvikling langs museumskompleksets nordgrænse. For det første var det nu blevet klart, at en tilflytning af oldsagssamlingen m.m. ikke længere var aktuel, jvf. det foregående afsnit. For det andet besluttedes det, at arealerne på den anden side Sortebrødretorv skulle reserveres et stort koncert- og kongreshus, med hertil knyttet kongreshotel. Nu kendte man museets grænser – og dets naboer – hvorefter problemet måtte blive at lægge planer for Møntergårdens udnyttelse af sine arealer på dette sted.

For byplanlæggerne måtte opgaven bl.a. blive den at skaffe det nye koncert- og kongrescenter smukke og hensigtsmæssige omgivelser, foruden naturligvis parkeringsmuligheder, til- og frakørsel o.m.a.. Endelig skulle Sortebrødretorv fortsat fungere som ramme for byens torvehandel. Alt dette synes museet uvedkommende, men disse forhold er i ikke ringe grad bestemmende for museets muligheder. Museet arbejdede med egen planlægning, ud fra en snævrere målsætning, men i et udmærket samarbejde med kommunens byplanafdeling lykkedes det i 1977 at udarbejde en bebyggelsesplan, som efter behørig godkendelse er grundlaget for fremtidig museumsudbygning på dette sted.

Bebyggelsesplan for Møntergårdens arealer ud mod Sortebrødrestræde (1977), udarbejdet i samarbejde mellem magistratens 2. afdelings byplanafdeling og museet.

Hensigten med bebyggelsesplanen blev omsat i handling noget tidligere end museet selv havde forudset. Efter kongreshotellets opførelse blev det indlysende, at de overfor liggende arealer hurtigst muligt måtte bebygges. På et tidligt tidspunkt, i 1950’erne, havde man nemlig nedrevet den oprindelige, lave bebyggelse i den østlige ende af Sortebrødretorvs sydside. Siden da lå grundene hen, noget anvendt som midlertidig parkeringsplads, andet som en slags »have« for Møntergården, skjult bag en afskærmende mur.

Møntergården. Østerbyes gård og hus fra Skomagerstræde, hvis flytning til resp. genrejsning på Sortebrødrestrædes sydside er 1. etape i museets bebyggelse på de arealer, som tidl. var reserveret en stor museumsbygning til brug for bl.a. Stiftsmuseets oldsagssamling.

Første etape i disse arealers bebyggelse blev en genrejsning af et renaissancehus, som oprindeligt stod i Skomagerstræde og som måtte falde som offer for en nybygning i sin tid. Sandheden i ære må det indrømmes, at af denne ejendom var kun facadens bindingsværk m.m. i behold. Resten af huset og hele »indmaden« er nybyggeri. Ved østgavlen af »Skomagerstræde-huset« placeredes samtidig Østerbyes gård. Den placering, man havde givet huset i 1940’erne viste sig i det lange løb at være uheldig. Ved en flytning til torvet – nu kaldet Sortebrødrestræde – fik man dels mulighed for en smuk og hensigtsmæssig husrække langs sydsiden af det nye stræde, dels bedre mulighed for senere at sammenkoble Møntestræde med Sortebrødrestræde.

Disse huses genrejsning (flytning) var som sagt mere dikteret af byplanmæssige hensyn, end af ønsket om en udbygning af museet. Husene blev dog – naturligvis – overladt museet til brug, og efter en færdiggørelse af husenes indre er der her blevet udmærkede lokaler til farve- og tekstilkonservering, til magasin og til særudstillingsvirksomhed. Sidstnævnte funktion vil nok være af midlertidig karakter. På længere sigt er det meningen, at de endnu ubebyggede arealer, hen til Hans Mulesgade og omkring Møntestrædes »udmunding« skal bebygges med bygninger til publikumsorienterede formål, en ny indgang til museumskomplekset, særudstilling, undervisning m.m.. En virkeliggørelse af disse planer må dog vente til 90’erne, d.v.s. efter færdiggørelsen af Hollufgård – Fyns Stiftsmuseum.

Vi skal ikke gå i detailler m.h.t. museets nuværende udnyttelse af sine hidtidige ejendomme, med adgang fra Overgade og Møntestræde. Set med publikums øjne er de største forandringer at iagttage i ejd. Overgade 48. På 2. sal, hvor museernes kontor havde til huse indtil 1974, åbnede man i 1979 dørene til en ny mønt- og medaillesamling. Eller rettere sagt den gamle mønt- og medaillesamling i en helt ny iscenesættelse.46 Og i stueetagen åbnedes forår 1985 en middelalderudstilling, koncentreret omkring emnet Albani kirke, med præsentation af gamle og nye fund og iagttagelser fra dette vigtige område i Odenses bymidte. Denne nye udstilling er første fase i en løbende revision af Møntergårdens faste eller permanente udstillinger, planlagt til gennemførelse i årene op til 1988. Det byhistoriske museum agter at præsentere sine rige samlinger på tidssvarende vis til byens 1000 års jubilæum.

Møntergården. Interiør fra mønt- og medaillesamlingen, siden 1979 tilgængelig på 2. sal i ejd. Overgade 48 (tidl. administrationskontor).

Den nys nævnte udstilling er en »museal« afslutning på en ganske storstilet arkæologisk undersøgelse på Albanitorv, som Møntergården foretog i årene 1980-83 og hvis resultater allerede er publiceret.47 1980-81 gravede museet desuden også i Sct. Jørgensgade, på arealet hvor Odenses Sct .Jørgensgård tidligere lå,48 og føjer man hertil museets flerårige undersøgelser på det tidligere Sortebrødreklosters grund, vil man forstå omfanget af dette museums middelalderarkæologiske virksomhed. I alle tre tilfælde var der tale om udgravninger som blev museet »pånødt«. Der skulle ske en byudvikling og anden anvendelse af de berørte arealer. Noget andet er, at museet naturligt nok har udnyttet dette til egen fordel, idet man nu ved langt bedre besked om det middelalderlige Odenses bebyggelse og topografi. Det siger sig selv, at museet til gennemførelse af så store udgravninger måtte have supplerende arkæologisk assistance udefra, men arbejdet er da også finansieret af »skadevolderen« i henhold til naturfredningslovens § 49.

Med forbigåelse af adskilligt andet inden for dette museums arbejde skal til slut nævnes museets meget store billedsamling, med dertil hørende negativsamlinger. Igennem årene har Møntergården opbygget en endog meget stor samling af sådant materiale, således at der hérfra kan skaffes belæg for byens nuværende udseende gennem det tidsrum, hvor det har kunnet fastholdes ad fotografiets vej. Dertil kommer samlede fotografarkiver, som fra tid til anden er afgivet til museet efter ophør af de pågældende fotografers virksomhed. Disse arkiver yder også – og måske navnlig – gode bidrag til personalhistorien. Da man besluttede – og det skete på et sent tidspunkt – at etablere en lokalhistorisk samling i kommunalt regi, deltes opgaven på den måde, at Møntergården påtog sig »billedsiden«, mens Odense Centralbibliotek som sit ansvarsområde fik lokalhistorisk litteratur og arkivalier.

Den fynske Landsby

Efter færdiggørelsen af Tommerup Præstegård (1971) måtte genrejsning af de stadig opmagasinerede bygninger komme i første række. Det skønnedes fordelagtigt, at genrejsningen blev forestået af den arkitekt (Eigil Hansen), som for år tilbage havde stået for opmåling og nedtagning af disse. Det lykkedes da også inden Eigil Hansens afgang i 1982 at få genopført Frederik Juels skole fra Eskær på Tåsinge (1976) og den store 4-længede gård fra Skamby-Torup på Nordfyn (1981). Den sidste blev lagt på landsbygadens vestre side, således at man nu har tre store gårdanlæg på rad og række. Eskær skole blev derimod lagt nær indgangen til museet, først og fremmest af hensyn til den undervisning, som finder sted i den store skolestue. Skolestuen er genskabt som interiør, med benyttelse af bl.a. inventar fra en af de berømte Reventlowske skoler under Brahetrolleborg, men lærerboligen i husets anden halvdel har man ikke forsøgt at genskabe. Her har en sagligt opbygget skolehistorisk udstilling fundet sin plads. På samme måde har man i gården fra Skamby-Torup fraveget det hidtil fulgte interiør-princip. Både stuehus og udlænger anvendes her til saglige udstillinger, til belysning af de forskellige arbejdsprocesser inden for det gamle landbrug. De samme landbrugsredskaber forefindes forsåvidt rundt omkring i gårde og huse, men i Torupgården bliver deres brug »forklaret«.49

Den fynske Landsby. Den firlængede gård fra Torup i Skamby sogn på Nordfyn. Genrejst 1979-81.

I det tidsrum, hvor Den fynske Landsby så at sige blev til – efter erhvervelser, opmåling, nedtagning og genrejsning – var der såre lidt tid og kraft til at anstille arkivalske undersøgelser vedr. de tilflyttede ejendomme, som supplement til de bygningsarkæologiske iagttagelser. Efter at Torben Grøngaard Jeppesen (historiker-arkæolog) i 1982 afløste Eigil Hansen som landbygnings-museets leder, er denne side af museets undersøgelsesvirksomhed blevet optrappet. De bevarede bygninger – i denne sammenhæng museumsgenstande i sig selv – vinder i kulturhistorisk værdi og betydning for hver lille iagttagelse om det virke, som udspilledes inden for disse rammer, specielt om skiftende tiders brug af bygninger og arealer. Den nyvundne viden er kommet en ny museumsvejleder til gode, og et par af museets ejendomme har også fået en mere udførlig litterær behandling.50

Efter flere års forgæves forsøg lykkedes det endelig i 1976 at få Den fynske Landsby statsanerkendt som kulturhistorisk specialmuseum, på linje med Fyns Stiftsmuseum – Møntergården og Fyns Kunstmuseum. Denne statsanerkendelse er givet i medfør af den museumslov, som Folketinget vedtog samme år. Den fynske Landsby havde siden sin tilblivelse haft et beskedent statstilskud, ved særlig bevilling på finansloven; den ændrede status har medført en meget betydelig statstilskudsforøgelse. Lykkeligvis blev disse penge ikke anvendt til nedbringelse af Odense kommunes tilskud til museets drift, men fik lov til at »virke« i museet selv. Det er kommet vedligeholdelsen til gode, og det har endelig også bevirket en kraftig forøgelse af museets publikumsorienterede aktiviteter. Endnu bedre end før – og efter ansættelse af dermed beskæftigede medarbejdere – er museet idag i stand til at demonstrere de håndværksgrene, som det var tilladt at drive på landet før næringsfrihedens indførelse. Den mandlige og kvindelige husflid hører med til billedet af det gamle selvforsynende landsbysamfund, og også dette træk kan belyses i museet.

Ved etableringen af Den fynske Landsby havde man i særlig grad opmærksomheden henledt på de ældste bevarede landbygninger. En tidsmæssig grænse opadtil har vist næppe nogensinde været fastlagt, men ved udvælgelsen og til en vis grad ved »tilbageføring«, d.v.s. ved genskabelse af tidl. omfang og rumdisposition, har man rent faktisk sat en grænse ved midten af 1800-tallet.

Den fynske Landsby. Oversigtsplan fra museets vejleder, udg. 1984. – Foråret 1985 er åbnet en gangsti, som forbi Vigerslevhuset (13) og Væbnergården (14) fører de besøgende ud over »markerne« i museumsområdets sydøstlige hjørne og via Bladstrup teglværket tilbage til »landsbyen«. Herude agtes Fjellerup-huset (13) genrejst i 1986.

Imidlertid har en senere tid også efterladt sig landbygninger, som nu – ca. et halvt århundrede efter Den fynske Landsbys etablering – er for »historiske« at regne. Vil man studere det fynske landbosamfund i den såkaldte »andels-tid«, specielt dens bygningsbestand, går man forgæves til Den fynske Landsby. Og de af denne tids bygninger, som endnu står »på roden«, er lige så truet af nedrivning og ændring som de endnu ældre bygninger var det før 2. verdenskrig. Dette har fået Den fynske Landsby til at udstrække sin bygningshistoriske undersøgelsesvirksomhed til også at omfatte landbygninger fra tidsrummet 1850-1940. Ved benyttelse af et beskæftigelsesprojekt har man endda i allerseneste tid sikret sig en grundmuret gård fra Odenses vestlige opland, til genopførelse i et event. »anneks« til Den fynske Landsby.51 En udbygning med nyere tids landbygninger var forudset i den tidl. omtalte perspektivplan 1972-82, men kun som en mulighed el. et forslag til overvejelse. Beslutning herom står endnu tilbage at træffe – og det til udbygningen fornødne areal skal skaffes – men vil man sikre sig repræsentative og velbevarede, d.v.s. nogenlunde uændrede bygninger, må disse »museumsgenstande« indsamles, før det er for sent.

Fyns Kunstmuseum

Kunstmuseet har den dag i dag til huse i samme bygning som for 50, ja for 100 år siden. Af Lotzes mange samlinger har kunstsamlingen vist sig at være den mest »bofaste«. Igennem årene har der lejlighedsvis – og stærkest i 1950’erne – været gjort forsøg på at skaffe kunstmuseet et nyt domicil. Det blev ved forsøgene, hvorfor Kunstmuseet, ved sammenligning med dets jævnaldrende søster-institutioner, er i samme situation som Lolland-Falsters Kunstmuseum, mens kunstmuseerne i Århus, Aalborg og Randers forlængst har fået nye og bedre bygninger end de oprindelige.

Fyns Kunstmuseum har stadig – ligesom museet i Maribo – husfællesskab med andet museum. Ganske vist kan man se frem til Fyns Stiftsmuseum definitive udflytning i slutning af 80’erne, men også til Odense Bys Museers administration og til Undervisnings- og Oplysningsafdelingen må der skaffes husrum andetsteds, før Fyns Kunstmuseum bliver »herre i sit eget hus«. For Kunstmuseets skyld må man ønske, at dette kan ske snart.

Virksomheden forløber i dag nogenlunde som for 20 år siden, da museet fik sin første museumsinspektør. Det gælder både indsamlings- og udstillingsvirksomheden. Kunstmuseet har stadig en ambition om at kunne vise hovedlinjer i dansk kunst. Det skal indrømmes, at det med årene er blevet stedse vanskeligere at udfylde »huller« i samlingen af ældre dansk kunst. Auktionspriserne har efterhånden nået sådanne højder, at museet – og det gælder vist kunstmuseer i almindelighed – ikke kan følge med. Endnu for 10 år siden kunne Kunstmuseet med støtte af Ny Carlsbergfondet erhverve Jens Juels dejlige landskabs- og genrebillede »Emilie Kilde« (1784) for 100.000 kr. Da man nogle år senere gerne ville erhverve et i sin art ligeså dejligt billede af samme maler, et drengeportræt, måtte museet give op før halvvejen. Også denne gang havde man tilsagn om støtte, ligesom museet ville ofre det meste af sin indkøbssum, men lige meget hjalp det.

I den nyere og nyeste danske kunst har det også sine vanskeligheder at vise hovedlinjerne. Det har formentlig altid været vanskeligt at vurdere, hvilke dagsaktuelle kunstværker der på længere sigt vil kunne tegne en hovedlinje. Udbuddet er så stort, i dag større end nogensinde, og det er svært at skabe en distance.

Jens Juels maleri »Emilie Kilde« (1784), købt 1974 på auktion til Fyns Kunstmuseum for 100.000 kr. i hammerslag.
Jens Juels portræt af en russisk prins, solgt på auktion 1983 for 225.000 kr. Ikke erhvervet til Fyns Kunstmuseum.

I denne situation har Fyns Kunstmuseum specialiseret sig i den hovedlinje, hvis kunst betegnes med adjektiverne »konkret« og »konstruktiv« og hvis kunstnere udtrykker sig i en klar, geometrisk orienteret form, med forbindelseslinjer bagud til 1930’ernes »Linien« og til kunstnere som bl.a. Richard Mortensen og Vilh. Bjerke Petersen. Dette valg har flere årsager, bl.a. den indlysende at intet provinskunstmuseum kan dække kunsten i fuld bredde, hvorfor man museum for museum samler kræfterne om udvalgte emner eller områder. Og dette valg kommer til udtryk i såvel indsamlings- som i udstillingsvirksomheden. Det er en svær balancegang, når museet på én og samme gang vil videreføre den »generelle« linje fra fortiden – hvad der er grundlag for i samlingen – og opdyrke en mere »speciel« linje. Endelig har museet stadig forpligtelser til at have den »fynske« kunst i erindring. Der er mange hensyn at tilgodese, og lejlighedsvis kommer en vis utilfredshed da også til orde, fortrinsvis i pressen. Inden for kunstmuseernes kreds er der imidlertid en tendens til specialisering, ikke ulig en tilsvarende tendens i de kulturhistoriske museers kreds, i begge lejre udsprunget af en forståelig følelse af afmagt over for mangfoldigheden, de mange muligheder. Med de kommunikationsmuligheder, som eksisterer nutildags, og i betragtning af de relativt små afstande kunstmuseerne imellem vil det for de kunstelskere, som ikke er tiltalt af deres nærmestliggende kunstmuseums indkøbs- og udstillingspolitik, være muligt at få behovene tilfredsstillet på nabomuseerne. Kunstmuseer idag, og det gælder også Fyns Kunstmuseum, behøver ikke længere at være miniudgaver af Statens Museum for Kunst.

Fyns Kunstmuseum. William Soya’s audiovisuelle rum under udstillingen »William Soya« 1977.
Fyns Kunstmuseum. Wladimir Tatlin’s projekt til tårnskulptur i anledning af 3. internationale 1921. Rekonstruktion i størrelsen 1:10 udstillet i den tidl. skulpturhal 1976.

H.C. Andersens Hus og Barndomshjem

Omkring 100-års dagen for H.C. Andersens død, i 1975, fik H.C. Andersenmuseet – som alt nævnt – indfriet de fleste af sine forventninger med hensyn til rummeligere og mere tidssvarende rammer omkring virksomheden. Dog blev ikke alle ønsker opfyldt. Af finansielle grunde og også på grund af de begrænsninger, som hensynet til den omkringliggende boligbebyggelse dikterede, måtte museet i sidste ende give afkald på udgravning af kældre, som man idag bittert savner.

H.C. Andersens Hus. Særudstillingen »H.C. Andersens Blomster«, vist i museet efteråret 1978 i samarbejde med Statens Museum for Kunst og blomsterkunstneren Erik Bering.

Det hér fremhævede savn accentueres af indsamlingen, som har fået et meget større omfang end man dengang kunne forudse. I numerisk henseende tegner bogsamlingen sig for den største part, hvilket i flere henseender er glædeligt. Det bedste bevis på »museumsgenstanden« H.C. Andersens levedygtighed leveres af den strøm af Andersen-udgaver og -litteratur, som fortsat ser dagens lys. Museet søger efter evne at »følge med«, ved systematisk gennemgang af bogfortegnelser og kataloger m.m., men da virkeområdet i geografisk henseende principielt er globalt, altså hverken lokalt, regionalt eller nationalt, er det umuligt for museet at leve op til sit formål i så henseende.

Omkr. 1980 bød der sig en lejlighed for at få en meget stor og omfattende H.C. Andersen-samling, tilvejebragt i perioden 1940-70 af østrigeren dr. Rich. Klein, der som jødisk flygtning kom til England efter Hitlers »Anschluss« i 1938. Uden store midler, ja næsten uden sådanne, opbyggede han en samling af imponerende omfang, med tyngdepunktet i engelsk- og tysksprogede Andersen-udgaver. Takket være et gavebrev fra museets tidl. nævnte mæcen M.K. Gudmundsen, var museet i stand til at erhverve et meget betydeligt antal bøger, foruden andre »anderseniana« i form af breve, illustrationer o.m.a. H.C. Andersens Hus fik herved gjort sin engelsksprogede sektion af bogsamlingen næsten komplet, og i den tyske sektion blev savnene mindre følelige.

Interiør fra udstillingen »H.C. Andersens liv og kunst«, vist i kulturpaladset i Peking efteråret 1979, udarbejdet i samarbejde mellem H.C. Andersens Hus, Udenrigsministeriet og Østasiatisk Kompagni. Siden vist flere steder i Østasien i perioden 1979-81.

Den ofte nævnte udvidelse-ombygning er en forudsætning for intensivering af indsamlingen, men den har samtidig muliggjort en særudstillings-virksomhed, som førhen var ganske umulig. I disse år afholder museet hvert år i sommermånederne en større udstilling, hvis emne har snæver tilknytning til museets centrale emne: H.C. Andersens liv og værk, og i årets løb 2-4 mindre særudstillinger.

Dertil kommer at museet nu også driver en vis udstillingsvirksomhed uden for museet. Før i tiden har udlån fra museet været en væsentlig bestanddel af store H.C. Andersen-udstillinger i udlandet (Berlin 1925, Paris 1930 og 1967), arrangeret af andre institutioner eller personer, men fra og med en stor udstilling, som museet arrangerede i 1979 for Udenrigsministeriet og beregnet for Kina, har museet i stigende grad været engageret i externe udstillinger. Herved bidrager museet i det små til at udbrede kendskabet til Andersens digtning og søger at påvise forudsætninger for denne digtning i Andersens helt udsædvanlige levned.

Carl Nielsens Barndomshjem og Carl Nielsen-museet

I institutionel forstand og på museernes budget og regnskab, årsberetning m.m. har Odense Bys Museer endnu kun et Carl Nielsens Barndomshjem blandt sine museer. Da det imidlertid kan forudses, at man inden føje tid også vil have et endnu unavngivet museum for kunstnerægteparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, skal forhistorien omtales ganske kort.

Allerede ved Barndomshjemmets åbning ventilerede Carl Nielsens arvinger, i første række døtrene Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmányi, et ønske om at Odense Bys Museer ville overtage de efterladenskaber fra forældrenes hjem, som endnu var i døtrenes eje. Henvendelsen blev gentaget i 1964 – og denne gang som et konkret tilbud om testation til fordel for Odense Bys Museer – med henblik på senere etablering af nogle mindestuer eller et museum for begge forældrene, komponisten og billedhuggerinden. Det daværende museumsudvalg accepterede med tak tilbuddet, og ved den længstlevende arvings død i 1983 blev overdragelsen aktuel.

Med Odense magistrats principielle tilslutning har museet derefter af boet udtaget en omfattende samling af indbo, kunstværker, personlige ejendele o.m.a., som til sin tid vil gøre det muligt at genskabe et par stuer og ét eller to atelierer fra dette særprægede kunstnerhjem. Og der vil tilmed være mulighed for i en sagligt ordnet udstilling at belyse disse to kunstneres liv og virke, i bredden og i dybden.

Under bobehandlingen fremkom, på initiativ fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, det forslag at anbringe det planlagte museum i København, i ejd. Frederiksholms Kanal 28 (Civiletatens Materialgård), hvor ægteparret boede fra 1915. Odense Bys Museer forholdt sig afventende mens dette forslag blev behandlet og overvejet i Kulturministeriet m.fl. organer, men da det viste sig, at den nævnte ejendom ikke ville blive disponibel, faldt forslaget bort, hvorefter også legatet har givet Odense-projektet sin opbakning.

Interiør fra Carl Nielsens musikstue i ejd. Frederiksholms Kanal 28, København, hvor Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen boede fra 1915. – Indbo og kunstværker er 1984 tilgået Odense Bys Museer som arv fra Anne Marie Telmányi. Fotografi 1945.

Hvor museet skal ligge og hvorledes det skal indrettes, er det endnu for tidligt at udtale sig om. Der forestår, i nær fremtid, et ganske stort registreringsarbejde, hvorefter der med større sikkerhed kan skønnes om de udstillings-muligheder og -emner, den modtagne samling afgiver. Der skal på grundlag heraf udarbejdes et lokaleprogram, samt igangsættes en konservering-restaurering af samlingen, som for mange genstandes og kunstværkers vedk. er ret medtaget.

Spørgsmål om placering og om tidspunkt for åbning, kan derfor ikke besvares nu. Men det står fast, at der kommer et Carl Nielsen-museum og at dette skal ligge i Odense. Carl Nielsens Barndomshjem, som bør forblive hvor det er, vil efter det store museums åbning få en status, svarende til H.C. Andersens Barndomshjem, og med bevarelse af sit sigte: en belysning af Carl Nielsens »fynske barndom«. Paralleller mellem de to personorienterede museer inden for Odense-museernes kreds er ret iøjnefaldende, men det er på den anden side også sikkert, at de to personalhistoriske eller personorienterede »hovedmuseer« vil komme til at afvige meget fra hinanden. Ingen museumsgæst, end ikke den mest forudsætningsløse, må være i tvivl om, hvem han eller hun har opsøgt – eventyrdigteren eller tonekunstneren.

©