Støbning af malmgryder – et rekonstruktionsforsøg

Til grund for rekonstruktionen ligger primært en gryde,[1] samt et udgravet broncestøberi fra Odense,[2] som jeg har haft lejlighed til at gennemgå.

Gryden,[3] der er trykket lidt ud af facon, har en randdiameter på ca. 18 cm og en bugdiameter på ca. 24 cm. Dens højde fra ben til rand er ca. 23 cm. Dens tre ben har trapezformet tværsnit, de to er afbrækkede, men foreligger. Indløbet, midt under bugen, er afbrækket 1 cm fra denne. I højde med og midt mellem benene sidder spor efter kernestøtter (se fig. 3 og 4), et mellem hvert par. Et af disse er koldstøbt, d.v.s. der er ingen fast forbindelse mellem grydens størknede metal og kernestøtten (se fig. 3). Godset er tykkest ved randen, ca. 4 mm, tynder ud til ca. 1 mm lige under bugens største diameter, hvorefter den igen bliver tykkere, ca. 4 mm, ind mod indløbet. Af grydens to modstillede, trinde ører er det ene afbrækket og mangler.

Grydens inderside er glat, bortset fra et støbemærke, der sidder på randens inderside (fig. 5), af form som et W, hvis højre opstreg delvist mangler. På randens yderkant sidder spor efter en affilet støbegrat, grydens eneste (fig. 5). Ydersiden er prydet med tre vandrette pynteribber, henholdsvis 4,5, 6,5 og 9 cm under randen. Ydersiden viser desuden en lodret ribbe, der løber på tværs mellem ørerne (fig. 7), fra den ene rand, under bugen, tværs gennem indløbet og op til den modstående randkant.

Indenfor støbte broncegenstande indtager de tre-benede malmgryder (sammen med enkelte andre kartyper,[4] se fig. 1) en særstilling, da de kun udviser én støbegrat, der sidder på mundingens udvendige kant. At der er støbegrat, viser, at gryden er støbt i en såkaldt sammensat form. Der hvor formen er samlet, trænger der under støbningen lidt smeltet metal ud, og det fremtræder som en grat på den færdigstøbte genstand; en grat, der skal files væk.

Følgende rekonstruktionsbeskrivelse er udarbejdet ud fra de fremstillingsspor, som de færdige genstande udviser, samt ud fra de rester af formdele, der foreligger fra udgravningen.

Inderformen må være bygget op over en halmkube (fig. 14), der er lavet i en passende facon. Den rå inderform drejes op som en krukke af stærkt magret ler, som deles i fire stykker, som derefter klaskes på halmkuben og samles. Efter tørring pålægges et lag fint magret ler (fig. 17), som giver indersidens endelige facon. Samtidig skæres der hak ind i inderformens nederste del til styretappe (fig. 12 og 14). Når det hele er gennemtørt, dyppes det i smeltet voks, således at et ensartet lag opnås. Den tykkere bund må fremkomme under afdrypningen af den varme voks.

Til yderformen er det nødvendigt at have en »master« i en positiv, f.eks. drejet i træ.[5] Over denne fremstilles en negativ form, f.eks. i gips eller ler. Når denne er tør (evt. brændt), fugtes indersiden,[6] og der hældes eller smøres smeltet voks over denne, indtil den ønskede tykkelse er nået. Det stivnede vokslag deles i to halvdele med et snit fra kant til kant, og de to halvdele kan så forsigtigt trækkes ud enkeltvis og anbringes udenpå inderformens vokslag. Forinden pålægges en voksliste på randstykket (fig. 5) for at opnå tilstrækkelig tykkelse. Det er ved samlingen af de to halvdele, at den ovennævnte lodrette ribbe fremkommer (fig. 7).

For at holde yderformen på plads i forhold til inderformen er det nødvendigt at bruge kernestøtter. Man indlægger små broncestykker (fig. 3 og 4) i vokslaget, af samme tykkelse som dette, inden yderformen pålægges. Indløb, ben og ører, fremstillet i voks, kan så smeltes fast. Benene er evt. fremstillet i en form, ørerne er lavet af en trind stang, der blot er skåret over og smeltet sammen (fig. 6).

Derefter pålægges et lag fint magret ler, som efter tørring pålægges et eller to lag stærkt magret ler som afslutning. Når det hele er gennemtørt, smeltes eller brændes voksen ud,[7] og mens formen endnu er varm, anbringes den med bunden opad i et hul, og jord stampes omkring den, indtil kun de øverste dele af ben og indløbskanal rager op. Herefter hældes den flydende bronce i. Når broncen er størknet, brydes formen i stykker, og støbningen er tilendebragt.

Fig. 1. Malmgryde, morter og kande, alle støbt efter samme fremgangsmåde.
Fig. 2. Grydens afbrækkede indløb.
Fig. 3. Koldstøbt kernestøtte fra gryde. D.v.s. det flydende metal har været for koldt til at smelte kanterne af kernestøtten.
Fig. 4. Vellykket støbt forbindelse mellem kernestøtte og grydens metal.
Fig. 5. Grydens støbemærke, samt spor efter den indlagte voksliste og urydelige filespor.
Fig. 6. Viser, hvordan øret er fremstillet af en simpel trind stang.
Fig. 7. Grydens lodrette samleribbe.
Fig. 8. Indløbets tragtformede del. No. OS 79-CP14. 7,6 × 7,4 cm.

Fig. 9. Indløbets lige del. No. OS 79-CP14. 3,7 × 3,8.

Fig. 10. Øverste og nederste del til ben. Fra to forskellige kedler. OS 79-CP14 og OS 79-DK25. 5,1 × 4,5 cm.
Fig. 11. Del af yderformen med tre vandrette pynteribber. No. OS 79-FB13. 8,2 × 7,6 cm.
Fig. 12. Del af inderformen, umiddelbart mod randen. No. OS 79-FA12. 3,4 × 3,4 cm.
Fig. 13. Del fra inderformen med indsnit til styretap. No. OS 79-FA12. 5,8 × 5,0 cm.
Fig. 14. Del fra inderformen med styretap. No. OS 79-CAD10. 11,1 × 5,0 cm.
Fig. 15. Del fra inderformen. No. OS 79-DF17. 11,8 × 9,3 cm.
Fig. 16. Inderside med aftryk af snoet halmreb. Begge No. OS 79-CP7. 5,6 × 5,0 cm.
Fig. 17. Del der viser de to typer magring. No. OS 79-CP7.
Fig. 18. Rekonstruktionstegning af en færdig form.

Noter

  1. ^ Møntergården No. 255-1945, Gåseholmen, Næsbyhoved. Fra udgravning. Fundet publiceret i Fynske Minder 1951 p. 15-24.
  2. ^ Udgravning Møntergården OS-79. Upubliceret.
  3. ^ For undersøgelsen af grydens metal er jeg civ. ing. V.F. Buchwald, Danmarks Tekniske Højskole, stor tak skyldig. Undersøgelsen viser, at metallet har samme sammensætning som klokkebronce, dog har man snydt med tinnet og puttet lidt mere bly i end normalt; tin har også dengang været dyrt. Undersøgelsen er foretaget ved en såkaldt SEM-EDAX analyse og gav flg. resultat:
    N3: 80%, Sn: 10%, Pb: 10%, Ag: -, Zn: -, Fe: -, Sb: –
    Resultatet – viser, at et evt. indhold har været mindre end 0,1%.
  4. ^ Kanden befinder sig på Møntergården, No. 117-1975, og stammer fra udgravning af Sortebrødre Klosterkøkken (1974). Upubliceret. Morteren har No. D 8897 og er fundet sammen med D 8898, et metallod. Begge er »fundne i Odense paa forrige Sct. Hans Kirkegaard«. Deponeret fra Nationalmuseet til Møntergården. (Protokol 1845).
  5. ^ Ellers ville det være meget svært, for ikke at sige umuligt at fremstille pynteribberne så indbyrdes parallelle.
  6. ^ I fugtet tilstand vil voksen ikke kunne smelte sig fast i formen og vil derfor nemt kunne løsnes og tages ud.
  7. ^ Formstykkerne viser alle, at de er brændt i oxiderende omgivelser.

Alle fotos er optaget af fotograf Benny Forsberg Jensen, Møntergården.

Litt.: Vannoccio Biringuccio: Pirotechnia. Venedig 1540.

©