Stolt af Stedet

- kend dit kulturlandskab

Kulturlandskabet og byrummet er mangfoldigt og rummer tusindvis af fortællinger fra såvel den nære som den fjerne fortid. Disse fortællinger skal aktiveres og berige udnyttelsen af vores omgivelser til glæde for borgere og gæster.

Så enkelt kan en strategi for formidling af by- og kulturrum formuleres; langt sværere er det, når strategien skal gennemføres!

I forbindelse med Odense Bys Museers nye kulturhistoriske udstilling er der udarbejdet et formidlingskoncept for det fynske by- og kulturrum. Projektet består af en række trykte foldere, der er samlet under titlen Stolt af Stedet.[1] I arbejdet med udviklingen af et koncept har vi[2] gjort os en lang række tanker og strategiske overvejelser. Mange ideer har været fremlagt, men særligt tre overordnede problematikker vendte tilbage i projektgruppen: hvorfor skal vi formidle, hvad ønsker vi at formidle, og hvordan vil vi formidle? Af det følgende fremgår hovedtrækkene i den tænkning, der konkret ligger bag projektet.

Eksempler på to foldere i serien Stolt af Stedet – kend dit kulturlandskab, der er udarbejdet som en del af museets nye kulturhistoriske udstillingsprojekt.

Hvorfor skal der formidles i og om by- og kulturrum?

Fra et musealt såvel som et samfundsmæssigt synspunkt er spørgsmålet "Hvorfor skal der formidles kulturarv?" fuldstændig grundlæggende. Det er da også et spørgsmål, vi dagligt konfronteres med i det museale arbejde, eksempelvis når vi laver udstillinger eller udfærdiger høringssvar i tilknytning til lokalplaner, byggesager o.lign. Med andre ord er det et spørgsmål, vi som museum vedvarende stiller os selv og bliver stillet af andre. Men det er også et spørgsmål, hvor svaret kan være lige så langt, som spørgsmålet er kort. Et kort svar kan dog formuleres med udgangspunkt i museernes lovfæstede grundfunktion, dvs. at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling varetager og understøtter helt grundlæggende samfundsinteresser og værdier; her tænkes både på økonomiske og kulturelle. Det er for så vidt et godt svar – bortset fra at det næsten pr. automatik leder til næste spørgsmål: Hvordan?

Hvordan kan formidlingen af kulturarven understøtte grundlæggende værdier i vores samfund og derigennem skabe kulturel og økonomisk udvikling?

For at give et eksempel på dette spørgsmål vil jeg for en kort stund vende blikket mod England og herfra skitsere en tænkemåde, hvormed den kulturelle og økonomiske opfattelse og udnyttelse af kulturarvsværdier har spillet en aktiv rolle for et område, der længe har været i en forandringsproces og under stort økonomisk pres.

Efterkrigstidens – og særligt de senere årtiers – industrielle udvikling har betydet, at de førhen rimeligt velstående kul- og stålproducerende midt- og nordengelske områder har oplevet økonomisk stagnation og i visse egne egentlig tilbagegang. Denne samfundsudvikling har betydet, at flere områder har været præget af en manglende tro på fremtiden, i virkeligheden nok meget lig den stemning, der generelt har kunnet opleves i Europa, siden finanskrisen meldte sit indtog i 2008! At modvirke eller bare begrænse så store samfundsmæssige problemer er selvfølgelig ikke noget, der bare lige lader sig gøre, og man skal heller ikke bilde sig ind, at enkelte tiltag er mirakelmidler. Tværtimod er der behov for en lang række supplerende tiltag, når et samfund skal redefinere sig selv som en del af en ændret økonomisk og i mange tilfælde også kulturel virkelighed. Ét af de mange tiltag, der aktivt har hjulpet til i eksemplet fra Midtengland har været en målrettet anvendelse af de mange kulturhistoriske værdier, som regionen omfatter. Dette er bl.a. udtrykt gennem en dygtig udnyttelse af Hadrians Mur.

Den historiske baggrund for Hadrians Mur er, at romerske legioner på foranledning af Kejser Hadrian (76-138 e.Kr.) i årene 122-128 e.Kr. opførte et befæstningsanlæg med en længde på i alt 118 km. Stenmuren, der var 5-6 meter høj og forsynet med brede voldgrave, skar sig tværs over England (af romerne kaldet Britannia) fra Wallsend ved Newcastle i øst til Solway Firth nær Carlisle i vest. I starten af 400-tallet forlod romerne øen og muren. Igennem mere end et årtusinde sygnede muren hen, og det imponerende bygningsværk blev langsomt men sikkert nedbrudt, da det blev betragtet som en kærkommen kilde af fint tilhuggede bygningsmaterialer, præcis som vi kender det fra mange af de danske middelalderlige borganlæg. Nogle steder er muren nærmest helt forsvundet, mens den andre steder stadig udgør en markant barriere.

Udnyttelsen af Hadrians Mur kommer til udtryk i tre overordnede sammenhænge: 1) som et kulturhistorisk "brand" med klare økonomiske og jobmæssige perspektiver, 2) som et socialt "brand" med perspektiver i form af en identitetsskabende funktion og endelig 3) som en politisk motiveret ambition om bevaring af de kulturelle særkender og værdier i området! Drivkraften i de kulturrettede strategier er stærkt forankret i de lokale miljøer og kan kortfattet opsummeres i mottoet: Pride of Place. Heri ligger en vision om, at lokale borgere og aktører skal føle en grundlæggende stolthed ved den kulturhistorie, der er deres, og som de er en del af. Ambitionen er nemlig at understøtte et kredsløb, hvor kulturelle, økonomiske, politiske og sociale mål går hånd i hånd og skaber en selvforstærkende effekt til glæde for såvel det enkelte område som den store sammenhæng.

Mange af de lokale, der var vokset op langs muren, syntes oprindeligt ikke, at Hadrians Mur var noget særligt aktiv – i stedet betragtede de den på mange måder som en begrænsende barriere eller blot som ét blandt mange af de stengærder, som denne egn er så rig på. Gennem de senere årtier er der imidlertid opbygget ikke alene en stærk bevidsthed, men også en professionel organisation (Hadrians Wall Heritage ltd.) omkring den kommercielle og erhvervsrettede brug af kulturmiljøet ved Hadrians Mur. Med den fokuserede og strategiske planlægning og iscenesættelse af monumentet/kulturarven som erhvervsbærende frem for udviklingsbegrænsende er det stille og roligt lykkedes at skabe et kredsløb, hvor omsorgen for kulturhistorien også blandt lokalbefolkningen opfattes som en grundlæggende samfundsinteresse. For ved skabelsen og udnyttelsen af de økonomiske og kulturelle muligheder omkring muren er der kommet konkret økonomisk aktivitet og omsætning.[3]

Model der illustrerer sammenhængen mellem viden/læring, identitet, branding og bevaringsinteresser set ud fra kulturarven (Frit omarbejdet efter Michael E. Porters Five Forces Model).

Heraf afledes selvfølgelig beskæftigelse og derfor også øget velstand og forbrug. Udsprunget af disse økonomiske fordele er der desuden vokset en stærk veneration, viden og stolthed for de kulturhistoriske værdier, der således indgår i et bæredygtigt og selvforstærkende kredsløb!

Ovenstående eksempel fra England opfylder på mange måder en lang række af de formål, som beskriver de danske museers rolle som indsamlende, konserverende, registrerende, forskende og formidlende samfundsaktører og er netop i kraft heraf valgt som et godt eksempel på en mangesidet men alligevel fokuseret kulturarvsvaretagelse.

Men hvordan kan tænkningen bag Pride of Place og et helt konkret verdensarvsmonument som Hadrians Mur overføres til et generelt favntag med den fynske kulturarv i by og på land?

Jo – hvis vi omskriver det engelske Pride of Place til Proud of Place opstår på dansk mottoet Stolt af Stedet! Stolt af Stedet-budskabet skal være en rodfæstet følelse for de mange personer, der gennem berøring med kulturarven fungerer som en form for ambassadører og på den måde er en forudsætning for det kredsløb, der skaber sammenhæng mellem formidlingen og ejerskabsfølelsen til den bevarede fynske kulturarv. Dette ikke kun i forbindelse med store og højt profilerede satsninger som eksempelvis et kommende H.C. Andersen Eventyrhus i Odense eller ønsket om at udvikle Nyborg Slot til et verdensarvsmonument, men også i synet på og anvendelsen af de helt almindelige og vidt spredte kulturværdier på land og i by.

Den teknologiske udvikling har gennem de seneste år haft stor betydning for formidlingen af kulturarven i by- og kulturlandskabet. Funktionen af de klassiske standere/infotavler suppleres og erstattes nu i stigende grad af elektroniske formidlingsplatforme: eksempelvis den nye app til Historisk Atlas. Der er tale om såkaldt locaware-formidling, hvor formidlingsmaterialet typisk præsenteres for brugeren via smartphones eller tablets. Locaware er en sammenskrivning af Location Awareness (Stedbevidsthed), og det betyder, at mediet – som altså typisk er en smartphone – sorterer tilgængeligt materiale ordnet ud fra mediets konkrete fysiske placering. Der produceres og tilgængeliggøres store mængder locaware-materiale med henblik på masseformidling gennem mobile internetenheder som smartphones og tablets. I 2012 havde langt over 2,1 mio. danskere således en smartphone og dermed principielt direkte adgang til de mange fortællinger ude i kulturlandskabet. Omfanget og rækkevidden af den kulturhistoriske formidling i by- og kulturrum kan således gennem anvendelse af locaware-formidlingsplatforme overvinde en af de helt store modsætninger i formidlingen af kulturarven – ønsket om at formidle og frygten for at skæmme med skilteskove netop omkring de særlige kulturværdier.

Det er imidlertid ikke alle væsentlige kulturspor, der umiddelbart røber deres fortælling. Kultursporene i byen og på landet kan nemlig opfattes som vores forfædres "sprog", med enten lokal, regional, national eller international udbredelse. Fælles for alle sprogene er dog, at man skal kunne forstå dem for at nyde de historier, de beretter om. Ambitionen med strategien Stolt af Stedet er derfor også, at flest muligt skal tilegne sig disse sprog og opdage og nyde de mange små fortællinger, som vi hver især passerer hver eneste dag vores liv igennem. For gennem en bevidsthed om kultursporenes betydning øges anvendelsesmulighederne, stoltheden og omsorgen for de fysiske spor, vi opfatter som væsentlig kulturarv, og som understøtter den kulturelle identitetsopfattelse.

Hvad skal formidles?

Men hvad er det, vi som formidlere mangler at rette fokus mod? Mange kulturhistoriske lokaliteter formidles jo allerede af museer, foreninger mv. Ofte er der tale om steder, der af såvel gæst som formidler er tænkt som egentlige udflugtsmål, hvor gæsten bevidst indlader sig på at modtage formidlingen med henblik på kortere eller længere fordybelse. Her kan blot nævnes eksempler som Søby Volde på Ærø, Kongehallerne i Gudme, Langelandsfortet, Egeskov Slot, Glavendrup-monumentet, de næsten 4.000 e-fortællinger på Historisk Atlas[4] eller de førnævnte H.C. Andersens Hus og Nyborg Slot mv.

Formidlingstiltagene sådanne steder ligger oftest i faste rammer, og fortællingerne er vinklet og knyttet til den enkelte lokalitet gennem opbygningen af formidlingstiltag på selve stedet; dette lige fra udstillingssteder i form af museer til ubemandede informationsplancher og e-platforme. Stolt af Stedet er tænkt som et supplement til disse formidlingstiltag og bygger ikke som traditionel museumsformidling sine fortællinger op omkring fordybelse i enkeltsteder, men hæver blikket og fokuserer på de mange kulturhistoriske fortællinger, der ikke er så stedsspecifikke, men til gengæld beskriver generelle ud- og afviklingstrin.

Helt konkret er der tale om de talrige kulturspor, vi dagligt passerer (f.eks. diger, kirker, gravhøje, stationsbygninger, landsbyer osv.), men måske knap nok opfatter som kulturarv og noget, der kan berige og variere vores daglige gøren og laden.

Når vi tager fat på denne type historier, skyldes det primært to forhold: Dels et ønske om at supplere de eksisterende og traditionelle formidlingstiltag og formidlingssituationer med formidling, der tager udgangspunkt i modtagerens hverdag, og dels et stort ønske om gennem denne formidling at skabe Stolthed ved Stedet og således udvikle veneration for den kulturarv, der ikke i sig selv er så spektakulær, men som i dens overvældende mængde i høj grad kan ses som kulturlandskabets og byrummets udviklingsmæssige stamtræ eller genealogi. Formidlingsprojektets sigte er så at sige at finde plads for små kulturhistoriske fortællinger i en hverdag, der for mange mennesker er mobil, hurtig og travl og derfor i praksis sjældent levner plads til fordybelse og de store fortællinger, men som til gengæld er som skabt til mange små glimt og blink fra fortiden!

Hvordan skal der formidles?

Men hvordan kan og skal vi formidle og generere kulturhistoriske fortællinger, når historierne ikke skal modtages i forbindelse med egentlige "besøg", men i stedet fungere som krydderi til andre gøremål – transport til og fra familie og venner, daginstitution, indkøb, arbejde eller blot en slentretur en lørdag formiddag?

Det er selvfølgelig hverken ønskeligt eller økonomisk og praktisk muligt at plastre hele landet til med skilte og forklaringer på alt, hvad man passerer. På den anden side er det jo netop ambitionen, at de mange historier, vi passerer i dagligdagen, bør udnyttes i en stor dynamisk fortælling. Vi har valgt at se udfordringen som et kombineret formidlings- og læringsprojekt, hvor ønsket er at gøre forbipasserende til selvformidlere ved at udarbejde en række redskaber, der gør den enkelte i stand til på egen hånd at aflæse de bærende kulturhistoriske spor i landskabet. Vi forsøger så at sige at skabe "Hjælp til selvhjælp" og dermed opbygge grundlaget for, at langt flere end de professionelle fagfolk og formidlere kan plukke, videregive og smage de "lavt hængende" kulturhistoriske frugter. Udgangspunktet for realiseringen af ovenstående ambition er en egentlig læringsproces. Til det formål udarbejder Odense Bys Museer en serie trykte materialer i form af foldere i lommeformat.[5] Folderne produceres i en fortløbende serie med den overordnede titel Stolt af Stedet og med tematiske undertitler som eksempelvis Landsbyen, Gravhøjen, Stationsbyen, Velfærdsbyen, Kirken, Skulpturer i bybilledet eller noget helt andet. Folderne skal alle opbygges efter en fast skabelon, der skal give en ganske kort og præcis introduktion til det enkelte tema, hvorefter temaet introduceres i en fynsk, dansk, europæisk eller ligefrem global kontekst.


Hunderup – kun et skarpt øje bemærker resterne af den gamle landsby mellem biler og lyskryds. Hunderups bindingsværksgårde blev opslugt af Odense i starten af 1900-tallet og er siden da integreret og tilpasset det urbane miljø. Kun få ikoniske bindingsværksbygninger er tilbage fra Hunderups fortid som landsby; i kontrast hertil den meget velbevarede landsby Viby på Hindsholm.

Gravhøjen fra Hulbjerg på Langeland er let at tidsfæste med den markante brug af store sten (megalitter). Sådanne gravhøje er fra bondestenalderen, mens de yngre og lige så talrige gravhøje fra bronzealderen er bygget uden (begge gravhøje er restaureret).

De ældste dele af den hvidkalkede Hellerup Kirke er opført i romansk stil med buede vinduer. Kirkens ældste dele er dateret til ældre middelalder omkring 1200 e.Kr. Langt yngre er Aarup Kirke, der i 1903 blev opført i røde tegl og forsynet med skifertag. Mens Hellerup Kirke kan karakteriseres som en almindelig landsbykirke, er Aarup kirke en typisk stationsbykirke.

Repræsentanter for temaets fysiske udtryk afbildes i rigt mål, som de fremstår og kan mødes i nutidens byrum og kulturlandskab. Der vil være afbildet eksempler på såvel det ekstraordinært godt bevarede, ligesom eksempler på det stærkt nedbrudte eller omformede også illustreres – alt sammen for efterfølgende at gøre læseren i stand til på egen hånd at lokalisere de enkelte elementer og dermed igangsætte den kulturhistoriske fortælling.

Centralt for emnevalget for denne type dynamisk og minimalt styrede formidling er, at der er tale om kulturspor, der optræder i et vist antal, og at de hver især har en ikonisk karakter, der gør beskueren i stand til på egen hånd at spotte elementet og dermed aktivere og generere historien på et splitsekund. På den måde skabes hurtigt et grundlag for at opfatte kulturlandskabet på en meget mere facetteret og dynamisk måde, men inden for rammerne af vores daglige gøren og laden.

Formidlingen af de tusinder af gravhøje er et godt eksempel herpå. Uden forkundskaber vil de fleste maksimalt være i stand til at bestemme en gravhøj som en "gravhøj" – altså et hvilested for en død person! Men med ganske få forkundskaber vil mange gravhøje kunne bestemmes til enten stenalder eller bronzealder, og synet af gravhøjen kan således aktivere beskuerens kendskabsniveau til disse to kulturhistoriske perioder. Herved danner modtageren selv sin historie, og grobunden for et dynamisk og facetteret formidlingsmiljø er lagt. På samme måde kan fortællepotentialet ved synet af blot et fjernt kirketårn med ganske enkle forkundskaber udvides fra en simpel passiv konstatering til at fungere som tændsats for en lille fortælling rammet ind og genereret af den konkrete bygnings kulturhistoriske tilhørsforhold og beskuerens kulturhistoriske kendskab, humør mv.

Som det tydeligt fremgår af eksemplerne, er her tale om en type formidling, der adskiller sig fra megen anden formidling ved at være langt mindre styret. Den faglige vinkel og kuratering i Stolt af Stedet er således koncentreret omkring kulturlandskabernes og byrummenes let genkendelige karakteristika og de kulturhistoriske kontekster, mens de egentlige historier dannes, formes og varieres af beskueren!

Noter

  1. ^ Folderne produceres dog også i en elektronisk version, der tilgængeliggøres på internettet.
  2. ^ "Vi" omfatter i denne forbindelse projektgruppen for Odense Bys Museers Byrums- og Kulturlandskabsformidling i tilknytning til museets nye kulturhistoriske udstilling. Gruppen omfatter projektudvikler Anneken Appel Laursen (nu museumsinspektør i Den Gamle By), kulturarvschef Henrik Harnow (nu direktør for Danmarks Jernbanemuseum), kulturarvschef Jens Toftgaard, museumsinspektør Ellen Warring, museumsinspektør Jakob Tue Christensen og museumsinspektør Jesper Hansen.
  3. ^ De erhvervsrettede aktiviteter er forskelligartede, men omfatter foruden et egentligt kulturmærke (brand) til anvendelse for områdets erhvervsdrivende også tur- og formidlingsaktiviteter, vandreturisme, hotel- og overnatningsturisme, naturturisme, oplevelsescentre og helt generelt økonomisk omsætning afledt heraf inden for transport, byggefag, dagligvarer osv. Dvs. de erhvervsmæssige tråde, der er direkte forbundet med kulturarvsmonumentet, er vidt forgrenede i samfundet.
  4. ^ Historisk Atlas er en hjemmeside/platform til formidling af kulturhistorie. Formidlingsplatformen tager udgangspunkt i historiske kort og er ordnet geografisk. http://historiskatlas.dk
  5. ^ Folderne produceres i lommeformat med en standardiseret opbygning. Folderne vil være på ca. tyve sider og være rigt fotoillustreret. Foruden fotoillustrationer udarbejdes til hver folder ét tematisk kort af Fyn og øer.

©