Storbyen Odense og Møntergården som byens og øens museum

Verdens storbyer viser en enorm dynamik i disse år. Storbyer er en drivkraft i den økonomiske vækst, befolkningsudvikling, innovation såvel som kulturliv. Eksemplerne taler deres tydelige sprog: London producerer med sin finanssektor og serviceøkonomi omkring en fjerdedel af Storbritanniens bruttonationalprodukt, selv om byen kun er hjemsted for en ottendedel af befolkningen. Motoren i den stærke økonomiske vækst i Kina er de kinesiske millionbyer – og vækstraterne kan aflæses direkte i Shanghais stadig voksende skyline. En stor del af den globale innovation og udvikling inden for IT og kommunikationsteknologi sker i nogle få byer på den amerikanske vestkyst, mens Singapore og Dubai uden et egentligt opland er succesrige som knudepunkter for globale strømme af kapital, viden, varer og tjenesteydelser. I rige som fattige lande søger befolkningen mod de store byer for at forfølge deres håb og drømme. Samtidig indtager storbyerne en ny politisk rolle, som det ses i det globale bysamarbejde om at nedbringe udledningen af klimagasser.

Møntergården. Foto: Alex Tran.

I Danmark har København oplevet en stærk økonomisk, demografisk og kulturel vækst i de seneste tiår. Alle har glemt krisen i 1980’erne med forslummede gader i den indre by, en aldrende befolkning og et hensygnende erhvervsliv. Nu er der en stor tilflytning, og ejendomsudviklerne står i kø for at bebygge alle ledige kvadratmeter. Samspillet mellem hovedstadsfunktioner, vidensøkonomien, uddannelsesinstitutioner, en bæredygtighedsorienteret byudviklingsstrategi og et sprudlende kulturliv har skabt en attraktiv storby både for indbyggere og erhvervsliv. Unge mennesker tiltrækkes af København, der nærmest er én stor fest i disse år. I mindre skala har Aarhus oplevet en tilsvarende positiv udvikling med et voksende universitet, tiltrækning af virksomhedshovedsæder, en række positive byudviklingsprojekter og et kulturliv, præget af tre store, fremgangsrige museer: Den Gamle By, Aros og Moesgaard. Det gamle, selvironiske slogan om Aarhus som “verdens mindste storby” har måttet vige for mere direkte formulerede ambitioner.

Internationalt som nationalt er det de dynamiske storbyer, der står som vinderne i udviklingen. Den erkendelse nåede efter årtusindskiftet og måske især efter finanskrisen i 2008 også til Odense. Forskellige igangsatte byudviklingsinitiativer fik i 2011 en overordnet strategisk ramme og et samlende motto, da byrådet vedtog udviklingsstrategien “Fra stor dansk by til dansk storby”. Målet er klart – nu skal Odense opnå den attraktivitet og vækst, der følger med identiteten som storby. En række byudviklingsprojekter er sat i gang med byomdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, letbanen og nyt supersygehus som de mest markante. Samtidig arbejder byråd og planforvaltning systematisk mod en fortætning af byen, der skal øge antallet af boliger inden for det eksisterende byområde gennem mere intensiv udnyttelse af grundene i og nær bymidten. Det er mere bæredygtigt, fordi det forkorter transportafstandene og samtidig skaber en storbystemning, der tiltrækker og fastholder de ressourcestærke og innovative unge, når de søger uddannelse, og når de senere etablerer sig med job og familie.

Hvad er en storby?

I forlængelse af byrådets ambition er det nærliggende at spørge, hvordan Odense så bliver en storby, og hvad der i det hele taget karakteriserer en storby. Begrebet storby har naturligvis noget med størrelse at gøre – mere forstået som indbyggertal end den fysiske udstrækning, for en storby er præget af tæthed, i hvert fald i kernen, frem for en geografisk spredt bydannelse. Odense Kommune har i slutningen af 2016 lige over 200.000 indbyggere og bliver ud over København og Aarhus overgået af Aalborg Kommune, der har 210.000 indbyggere. Aalborg Kommune fik vokseværk ved kommunesammenlægningen og omfatter et område med en udstrækning fra Kattegatkysten til vest for Nibe. Ser man på selve Odense by, opgjort efter Danmarks Statistiks definition om en sammenhængende bebyggelse med højst 200 meters afstand mellem kvartererne, har Odense 175.000 indbyggere, da f.eks. Bellinge og Skt. Klemens regnes som selvstændige byer. Efter denne metode har Aalborg by en befolkning på 112.000, så Odense er altså klart landets tredje-største by efter København med 1.280.000 indbyggere og Aarhus med 264.000.

Er en by med 175.000 indbyggere så en storby? På den første verdenskongres for statistikere i 1887 vedtog deltagerne definitionen af en række grundbegreber og fastsatte i den forbindelse storbyer som byer med mere end 100.000 indbyggere. Det var i en tid, da der endnu kun var få millionbyer. I lande som Tyskland og Indien bruges denne opdeling imidlertid stadig i den officielle statistik, ligesom FN’s statistiske kontor udgiver opgørelser over verdens byer med over 100.000 indbyggere. I England og Wales regnes byer med mere end 75.000 indbyggere til kategorien “major towns and cities”, mens US Census offentliggør en oversigt med byer over 50.000 indbyggere. OECD har for nylig i forbindelse med en analyse af Europas storbyer indført en ny statistisk metode, der kræver et større, sammenhængende område med mere end 1.500 indbyggere pr. kvadratkilometer og i alt mere end 50.000 indbyggere. Denne definition giver tre storbyer i Danmark – Aarhus og Odense i størrelse M og København som XXL.

Ud fra disse statistiske kategorier med en skillelinje mellem 50.000 og 100.000 indbyggere trådte Odense ind i storbyernes række for mange år siden – enten da byen omkring 1915 rundede 50.000 indbyggere eller i begyndelsen af 1940’erne, da indbyggertallet passerede 100.000. Andre definitioner sætter imidlertid barren for storbyer noget højere. Den Danske Ordbog angiver i opslaget storby, at det er “en by med mange indbyggere”, hvilket næppe kan overraske, men bliver så mere konkret og tilføjer “1 million eller mere”. I Kina, hvor der er op mod hundrede millionbyer, er opfattelsen af, hvad en storby er, selvsagt også anderledes. Således fortalte et par ellers meget venlige og høflige kinesere fra millionbyen Hangzhou borgmester Anker Boye til en officiel middag for et par år siden, at med knap 200.000 indbyggere var Odense efter kinesisk målestok at regne for en stor landsby snarere end en egentlig by, endsige storby.

Millionby bliver Odense næppe, så langt øjet rækker, men en landsby er den heller ikke. Som alternativ til statistikerne og geografernes kvantitative tilgang har samfundsforskere diskuteret kvalitative måder at definere en storby på. Sociologen Richard Sennett tager udgangspunkt i interaktionen mellem mennesker i sin simple og ofte brugte beskrivelse af en by som “a human settlement in which strangers are likely to meet”. For at fremmede kan mødes, må bebyggelsen og den gruppe mennesker, der færdes der, have en vis størrelse, tæthed og heterogenitet, og der må være en betydelig udveksling af varer, tjenesteydelser, viden mm., som fører til interaktion mellem mennesker, der ikke kender hinanden. Byen har en tiltrækning, der gør den til mødested, og de mange mennesker undervejs til, fra og gennem byen giver den en puls.

Odenses byudviklingsstrategi følger den samme tankegang og annoncerer, at “Storbyen Odense skal være levende, mangfoldig og oplevelsesrig.” Der skal være en tæthed, et byliv og et kulturliv, som skaber puls og storbystemning. I denne forståelse hænger en status som storby sammen med opfattelsen af byen, altså om indbyggerne har en storbyidentitet, og om omverdenen betragter byen som væsentlig, attraktiv og dynamisk. Storbyidentitet går hånd i hånd med en særlig livsstil. Storbymennesker er storforbrugere af kultur. En undersøgelse fra 2015 viser således, at 42% af københavnerne angiver, at de “går på museum”, i Østjylland er det 34%, mens det på Fyn er 23% – kun en anelse bedre end Vestjylland. På det punkt er der altså lidt vej endnu.

Livsstil og det mentale billede af byen som attraktiv og dynamisk vekselvirker hele tiden med den fysiske verden såvel som samfundsmæssige og økonomiske forhold. Større tæthed i bebyggelsen skal ifølge strategien føre til en “konkurrencedygtig by, som skaber mulighed for kreativitet, dynamik, innovation og udveksling af ideer”, hvilket skal styrke Odense i “rollen som vækstmotor for Fyn, for Region Syddanmark og for hele Danmark.” En attraktiv storby skaber økonomisk vækst.

Storby og center

Storbyernes evne til at fungere som centre, der tiltrækker viden, indbyggere og økonomisk aktivitet, behandles i den bysociologiske videnskab. Her findes grundlæggende to måder at anskue forholdet mellem storbyer og omverdenen. Den ene, kaldet centralstedsteorien, lægger vægt på samspillet med det direkte, geografiske opland og opstiller en idealmodel for, hvordan et hierarki af byer naturligt vil fordele sig i en region. Den regelmæssige spredning af byer i forskellige størrelseskategorier har forskere påvist blandt andet i Sydtyskland og USA’s Midtvesten. Den anden måde at forstå relationen til omverdenen repræsenterer netværksteorien, der ser byer som knudepunkter af større og mindre betydning i globale netværk af varestrømme, viden og mennesker. I tidligere historiske epoker var de mest succesfulde netværksbyer typisk havnebyer med internationale maritime forbindelser som Venedig og Amsterdam, mens virtuelle finansstrømme, oplevelsesøkonomi og luftfartstrafik i dag spiller en mindst lige så væsentlig rolle for netværksbyer som Hong Kong, Dubai og Singapore.

Netværksteorien bruges typisk til at forklare de betydningsfulde, globale metropoler, mens forholdet til det regionale opland i højere grad trækkes frem, når det gælder storbyer af mere moderat størrelse. Det står dog klart, at hvis en by på Odenses størrelse skal opnå status som storby, må den med en veludviklet selvbevidsthed som platform søge udblik og forbindelser til det internationale og nationale niveau og samtidig interagere tæt med det regionale og lokale.

Odense har ansatser til et globalt udsyn og en føling med internationale tendenser. Et eksempel på dette er satsningen på cyklisme og rollen som landets førende cykelby. Siden 1980’erne har byplankontoret taget de cyklende seriøst i trafikplanlægningen og gradvist opbygget et omfattende net af cykelstier gennem byen. København har siden taget mange af de samme byplanmæssige idéer op. I de senere år har internationale storbyer som New York, Melbourne og London iværksat Copenhagenization-projekter, der skal give mere plads til fodgængere og cyklister for at fremme livskvalitet og bæredygtighed. Odense kan således siges at have været med i pionertiden i en international strømning. Odense er ifølge avisskriverier i efteråret 2016 udset til at få en meget direkte forbindelse til de globale netværk, da internetvirksomheden Facebook angiveligt skulle have planer om at placere et datacenter i byen. Det rokker dog næppe ved, at Odenses stærkeste kort internationalt naturligvis er byens status som fødested for H.C. Andersen, der er kendt verden over.

På det nationale niveau har hovedstaden siden enevældens dage indtaget en privilegeret særstilling, som ingen andre af landets byer har formået at udfordre. Selv om udflytningen af statslige arbejdspladser i 2015-16 også kom Odense til gode, står byen forholdsvis svagt på den nationale bane. Det eneste lyspunkt er den aktuelle udvikling i en klynge af virksomheder inden for robotindustrien med Universal Robots i spidsen. Robotklyngen ser ud til at have potentialet til at opnå national betydning.

Regionalt har Odense historisk set haft en stærk stilling som administrativt og økonomisk centrum for den fynske øgruppe. Det vidner to gamle institutioner som Fyns Stift og Fyens Stiftstidende om, mens andre organisationer som Fyns Amt, Fyens Disconto Kasse og Sparekassen Fyn er blevet sammenlagt med andre og indgår i større enheder med hovedsæde uden for Odense og Fyn. Forholdet til det øvrige Fyn har over årene vekslet mellem samspil, konkurrence, dominans og afhængighed. På samme måde har Odense skiftet mellem en identitet som Fyns hovedstad, der søger bredt fynsk samarbejde, og en mere selvstændig rolle som landets tredjestørste by. Siden årtusindskiftet har byen vaklet mellem de to veje, men med byrådets vedtagelse af storby-strategien er der endegyldigt truffet beslutning om at prioritere Odenses udvikling. Meget betegnende er udviklingsmidlerne blevet kanaliseret fra samarbejdsorganisationen Udvikling Fyn til Odense & Co. Inden for kulturlivet har de senere års nye events som Tinderbox-musikfestivalen, HCA Festivals og Harry Potter Festival også primært søgt at profilere Odense med ønsket om landsdækkende frem for regional appel.

Odense som storby

Byrådets aktuelle storbydrømme er for så vidt ikke nye i Odense. Man kan snarere tale om, at de er blevet vækket til live igen efter at have slumret en 30-40 år. Ser man længere tilbage i historien, har ambitionsniveauet været højt. I midten af 1800-tallet var Odense en foregangsby med landets første vandværk, gasværk, fremsynede havneudvidelser og offentlige prestigebyggerier. I de følgende årtier skabte de mange nye industrivirksomheder økonomisk fremgang, og indbyggertallet voksede hastigt. I mellemkrigstiden blomstrede kulturlivet, og bymidtens butiksstrøg trak kunder til fra et stort område. Da massebilismen brød igennem i 1950’erne, følte et selvsikkert byråd sig på forkant med udviklingen og vedtog en storslået plan med motorgader og højhuse i centrum efter amerikansk forbillede. Idealerne og folkestemningen skiftede dog i slutningen af 1960’erne, og i stedet førte bilisme til decentralisering og parcelhusudbygning i sovebyer. Odenses politikere blev bange for store udviklingsplaner og fokuserede i stedet på de nære værdier og den kommunale velfærd. Samtidig satte afindustrialiseringen ind, der førte til en krise for byens økonomi og den stolte identitet som industriby.

De lange linjer i Odenses udvikling og forholdet til det øvrige Fyn kan aflæses direkte i befolkningstallet. Sammenligner man indbyggertallet i Odense by med hele den fynske øgruppe, kan man iagttage perioder med dynamik og stagnation. Indtil midten af 1800- tallet boede omkring 5% af Fyns befolkning i Odense. Med industrialiseringen begyndte en vækstperiode, der frem mod århundredskiftet tredoblede Odenses andel til knap 15%. Væksten tog til i mellemkrigstiden og fortsatte ind i efterkrigstiden, så Odense i 1960 udgjorde 31% af befolkningen på Fyn med øer. I 1960’erne ophørte den hundredårige vækstperiode imidlertid, og en svagt faldende tendens satte ind for Odense by, mens der i 1980’erne skete en langsom udbygning i forstæderne. I midten af 1990’erne gik forstæderne også i stå, og en 25 år lang stagnationsperiode fulgte. Selv om Danmarks Statistiks tal kunne give indtryk af, at selve Odense by kom ind i en demografisk vækst efter årtusindskiftet, var sandheden en anden, for omlægninger af bystatistikken i perioden 2004-10, da bl.a. Seden, Stige og Højby nu blev talt med under Odense, slørede, at Odenses indbyggertal stod i stampe – og endda gik tilbage i forbindelse med finanskrisen i 2008. Først i 2010 vendte udviklingen, og siden har Odense oplevet en stærk vækst i forhold til resten af Fyn, således at odenseanerne i 2016 udgør 36% af øgruppens befolkning.

Grafen viser Odense bys indbyggertal i forhold til hele den fynske øgruppe (Fyns Amt). Odense by er som opgjort af Danmarks Statistik inklusiv sammenhængende forstæder. Den lyseblå streg og stiplede linje viser Odense by plus de forstadsbyer, der bliver lagt ind under Odenses indbyggertal i 2004-10 såsom Seden, Stige og Højby.

De seneste fem års befolkningstilvækst tyder på, at Odense er ved at genvinde sin attraktivitet, og måske er visionerne om en status som storby ved at blive til virkelighed. Storbyidentiteten hænger i dag som tidligere sammen med kulturlivet. En by i økonomisk fremgang har fremsynet til at investere i kultur, samtidig med at kulturlivet styrker byens anseelse og tiltrækning. Odenses museer har gennem årene reflekteret tidens interesseområder såvel som byens udblik og selvbillede på de forskellige niveauer fra det internationale over det nationale til det regionale og lokale i form af byen selv. Med afsæt i de forskellige niveauer bidrager byens museer på varierende vis til den stedsbundne identitetsfortælling og Odenses status som storby.

Odenses museer

Odenses første museum blev grundlagt i 1860 som Nordisk Museum, en oldsagssamling, knyttet til den nordiske forhistorie. Nogenlunde samtidig blev der oprettet museer i andre stiftsbyer som Ribe, Viborg og Aalborg som resultat af, at der her var et lærd miljø og et stærkt borgerskab. Museerne afspejlede og styrkede stiftsbyernes rolle som regionalt centrum for viden, kultur og dannelse. I et samarbejde mellem kommune og private aktører lykkedes det i løbet af få årtier at skabe en stor, bred samling og samtidig rejse midler til at opføre en imposant ny museumsbygning. Ved åbningen i 1885 kunne museet således fremvise oldsager, en historisk samling, mønter, skulpturer samt en naturhistorisk samling, og senere suppleredes med en etnografisk udstilling. Museet var med andre ord et universelt museum med fokus på oplysning og almen dannelse – ambitionen lod ikke Louvre eller British Museum i de europæiske metropoler noget efter. En generation senere udvidede museumsvæsenet i 1908 med et museum om H.C. Andersen, mens der samtidig opstod en interesse for et museum, der kunne vise det lokale, folkelige dagligliv, der var ved at forsvinde som følge af industrialiseringen. Det blev i 1910 til Fyns Folkemuseum, der holdt fast i de regionale ambitioner og repræsenterede både landbokulturen og det fynske købstadsliv.

Rammerne i det lille Fyns Folkemuseum kom dog snart under pres, og i 1940’erne blev by og land adskilt i to nye museer, nemlig Den Fynske Landsby ved Hunderup Skov i nærheden af Fruens Bøge, Odenses traditionelle udflugtsmål, og Møntergården i Odense Centrum. Møntergården i Overgade bestod af en adelsgård fra 1600-tallet med tilhørende sjæleboder, og dertil flyttede man yderligere et par historiske bindingsværksbygninger fra andre steder i Odense, mens en nyere byejendom gav plads til kontorer og et par mere regulære udstillingsrum. Museet formidlede Odense og Fyns købstadskultur med vægt på genstande fra renæssance og barok samt især håndværkernes lavskultur. Selv om udstillingerne rummede mange pragtgenstande, var det på mange måder et tilbageskuende museum, der repræsenterede en købstadshistorie, der for længst var forsvundet.

Om end det ikke som sådan var et bymuseum, forholdt Møntergården sig dog til Odenses historie. Den Fynske Landsby dækkede den regionale landbrugshistorie, mens H.C. Andersens Hus formidlede Odenses bidrag til Danmarks litteraturhistorie – da Danny Kaye i 1952 smed sig i H.C. Andersens seng foran verdenspressen, viste museet sit internationale potentiale.

Møntergårdens bygningsmasse bestående af gamle bindingsværksbygninger gav ikke mange muligheder for fornyelse. Begrænsningerne viste sig tydeligt, da industrialiseringens historie blev aktuel i 1970’erne. I stedet fik Odense to specialmuseer med nationalt udblik: Danmarks Jernbanemuseum og Grafisk Museum – senere Mediemuseet – som formidler af denne epokes historie i industrielle omgivelser.

Med Odenses 1000 års byjubilæum i horisonten blev tidligere planer om at opføre en ny udstillingsbygning på Møntergården taget op igen i 1980’erne for at skabe plads til en byhistorisk udstilling. Byråd og chef for de kommunale museer, Niels Oxenvad, valgte imidlertid at fejre jubilæet i 1988 på en anden måde, nemlig ved at åbne et museum for komponisten Carl Nielsen. Oven på denne skuffelse gjorde Møntergården ikke meget væsen af sig de følgende år og levede en stille tilværelse med enkelte særudstillinger.

Møntergården som storbymuseum

Den nye museumschef, Torben Grøngaard Jeppesen, samlede i 1997 Odense Bys Museers administration og faglige personale i bygningerne på Møntergården. Det var umiddelbart kun i mindre grad synligt for publikum, for linjerne var lagt til en mere langsigtet plan om et museum centralt beliggende i Odense, der forholdt sig til byens og øens historie. I en årrække omkring årtusindskiftet var Odense Slot i spil som et samlet kulturhistorisk museum – eventuelt organiseret som et historisk center, der også omfattede Stadsarkivet. Da Jan Boye i 2005 overtog borgmesterposten, stod det hurtigt klart, at By- og Kulturforvaltningens administration ville forblive på slottet, og det var nødvendigt for museet at reorientere sig.

Opmærksomheden vendte sig mod de kvaliteter, der i sin tid havde ført til, at Møntergården blev indrettet til museum, nemlig det velbevarede, charmerende Møntestræde og de fine, historisk interessante bygninger. Samtidig var en byudvikling undervejs med perspektiver om at ændre Møntergården, Overgade og Sortebrødre Torv fra periferi til en levende, kulturel del af bymidten. Den konservative borgmester Jan Boye fandt en forståelse med Socialdemokratiets Anker Boye, der på det tidspunkt var By- og Kulturrådmand, om at nedlægge Thomas B. Thriges Gade og starte en omdannelse af bymidten. I 2007 blev det endeligt besluttet at lukke den motorgade, der i en generation havde fået skyld for at dele bymidten midtover, og erstatte den med en ny bydel med boliger, hotel og ikke mindst kultur i form af et nyt koncerthus med tilhørende musikkonservatorium. Fra at ligge afskåret af en stor vej stod Møntergården nu til at blive en del af centrum.

Museets ledelse skabte visionen om et museum om og for Odense, sat ind i den regionale fynske kontekst, og begyndte at sætte aktivitet i gang i bygningskomplekset. I de historiske længer i Møntergården blev indrettet en byhistorisk middelalder- og renæssanceudstilling, der åbnede i 2009 med titlen “Byens liv”, mens en midlertidig forhistorisk udstilling blev opstillet i pakhuset, kaldet Nyborgladen. Formålet med udstillingerne var at tegne konturerne af museumsvisionen og dermed skabe interesse hos offentligheden, politikere og større fonde for byggeriet af en stor ny udstillingsbygning. Parallelt hermed indgik Odense Bys Museer i et samarbejde med Landsarkivet for Fyn, Stadsarkivet samt historie- og kulturstudier ved Syddansk Universitet, der skulle styrke forskning i og formidling af Odense Centrum med henblik på en vidensbaseret fortælling om den gamle og nye bymidte.

Jan Boye og Anker Boye blev hurtigt overbevist om perspektiverne i et stærkt museum, der kunne styrke Odenses kulturliv og urbane identitet samt bidrage til kvarterets omdannelse. Med den politiske opbakning på plads lykkedes det Torben Grøngaard Jeppesen at få en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, så byggeriet af den ny udstillingsbygning kunne realiseres. Senere supplerede Augustinus Fonden med en donation til den nye udstilling.

Det dansk-spanske arkitektpar Frank Maali og Gemma Lalanda vandt arkitektkonkurrencen med et spændende projekt, der er en parafrase i stål, tegl og glas over Møntergårdkarréens historiske bindingsværksbygninger. Med sin klare proportionering og formgivning samt en for danske forhold usædvanlig bærende stålkonstruktion er der tale om ét ud af måske en håndfuld bygningsværker i Odense med internationalt udblik. I de landsdækkende aviser fik byggeriet ord som brillant og sublimt med på vejen, og det har da også indbragt arkitekterne Maali og Lalanda adskillige priser.

I samarbejde med Kvorning Design og Kommunikation indrettedes udstillingen “Fyn – midt i verden”, der kunne indvies ved åbningen af den nye udstillingsbygning i august 2013. Udstillingen begynder ved Danmarks ældste menneskekranie, et fund fra jægerstenalderen gjort i Koelbjerg Mose, og slutter med anlæggelsen og omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade i Odense Centrum. Første del behandler universelle temaer som magt, boligforhold og tro, mens anden del fortæller om Odenses industrialisering, byudvikling, kulturliv og demokrati. Fyn formidles som sammenhængende region i sit aktuelle og historiske samlingspunkt, Odense, der samtidig får sin egen historie fortalt.

Formidlingschef Asger Halling Lorentzen og museumschef Torben Grøngaard Jeppesen præsenterer planerne for Møntergården.

Udstillingsbygningen med “Fyn – midt i verden” markerer dog langtfra afslutningen på Møntergårdens udvikling. Tværtimod gik planlægningen af museumsudbygningens anden fase i gang kort efter indvielsen. Med støtte fra kommunen og en række fonde kan museet således i 2017 slå dørene op for Børnenes Museum og Børnenes Baggård, der skal formidle byhistorien til børn og derved udvide kvarterets vifte af kulturtilbud til også at omfatte børnefamilierne. Planer om at skabe en museumscafé og forbedre gårdrummene er endnu i støbeskeen.

Museets arbejde med Odenses historie og identiet omfatter også en satsning på viden og forskning. I forbindelse med byomdannelsen af Thomas B. Thriges Gade-området har der i perioden 2013-16 været meget omfattende arkæologiske udgravninger, som har givet mange fund og oplysninger om Odenses middelalder. Resultaterne er nu under behandling i indtil flere forskningsprojekter. For at sætte udforskningen af Odense som regionalt center fast på dagsordenen blev forskningscentret CENTRUM oprettet i 2016, og blandt centrets første projekter er en udforskning af Odenses opståen i vikingetiden. Den ny viden og de mange spektakulære fund fra bymidteudgravningerne præsenteres i 2017 i særudstillingen “Knuds Odense – Vikingernes By”, der tematiserer den ældste del af Odenses historie.

Fra udstillingen ‘Fyn – midt i verden’ på Møntergården.

Møntergårdens udstillinger og formidling i byrummet og på web samt de nye forskningsresultater om byens ældre og nyere historie bidrager til en omformning af Odenses nye urbane identitet og bystolthed i disse år. Derved udfylder Møntergården sammen med det regionale museum Den Fynske Landsby, det landsdækkende specialmuseum Mediemuseet og det nye, internationale H.C. Andersens Museum en væsentlig kulturel rolle i Odenses ambitioner om at transformere sig fra en stor dansk by til en dansk storby.

Emner: Odense, Odense Bys museer, politik, Møntergåden, TGJ, By og museum, Byudvikling, økonomi, storby
©