Studier i H.C. Andersens roman »At være eller ikke være«

H.C. Andersens roman At være eller ikke være udkom den 20. maj 1857.[1] Modtagelseskritikkens vurdering var negativ og kan med føje karakteriseres som sønderlemmende. Clemens Petersen påtalte, at hovedpersonen, Niels Bryde, „i aandelig Henseende i Grunden ikke (er) andet end hvad man paa bredt Dansk kalder en Pjalt“; hans livsskæbne er derfor interesseløs. Videre hedder det i recensionen, at bogens forskellige anskuelser og holdninger ikke er udstrålinger af personernes indre liv, men abstrakte størrelser, der vilkårligt er knyttet til dem. Fremstillingen savner myndighed og anskuelighed, – selvom der naturligvis hist og her findes smukke enkeltheder. – M. A. Goldschmidt delte i alt det væsentlige opfattelsen og polemiserede derfor kraftigt mod Dagbladets – formentlig af redaktøren, C. St. A. Bille, skrevne – rosende anmeldelse af romanen. – Også C. Rosenberg indtog et negativt standpunkt.[2]

1.

Romanens grundidé anskueliggøres gennem et trefaset forløb; der etableres en polaritet mellem barnetro og naturvidenskabelig erkendelse, og frem af den dialektiske spænding, som derved opstår, vokser et ideal, en harmoniseret tilstand, der karakteriseres ved, at troen er erhvervet gennem viden; vejen til en dybere erkendelse af de transcendentale kræfter end barndommens ortodokse går altså over en udforskning af tilværelsens materielle struktur.

Det vil være hensigtsmæssigt at studere forløbet nøjere, samt herunder at forsøge en præcisere afgrænsning af de enkelte faser i hovedpersonens udviklingshistorie.

Det første stadium er karakteriseret ved, at den barnlige harmoni er ubrudt; denne tilstand varer dog ikke ved; på et vist tidspunkt forstyrres den, og de første splittelsens tegn kommer til syne i livsmønstret. -I hjemmet oppe i Rundetårn har Niels „som Bien været nydende og drømmende“ (21). Moderens apoplexianfald og død bryder ganske vist en kort stund ind i hans sluttede univers som en forstyrrelse, men dog uden at afsætte varige spor i hans sjæleliv: „Hjemmet blev jo“ (25). Faderens ulykkelige skæbne får heller ikke konsekvenser med hensyn til hans sjælelige ligevægt, omend nok i høj grad for hans liv i ydre forstand. Straks efter „skinnede Solen igjen ind i Barnesindet“ (19). — I det patriarkalske præstehjem på heden er barnetroen fortsat en levende realitet for ham, men nu gøres den bevidst – hvilket markeres ved, at den tidligere ligestilling af bøgerne i hans første bibliotek, Bibelen og 1001 Nats Eventyr, afløses af en rangforordning med Bibelen på „Troens hellige Plads“ og eventyrbogen „paa sin rette Forstaaens Hylde“ (58). Hans ånd udvikles hastigt, og man er i præstegården forvisset om, at hele hans liv vil blive gennemstrålet af barndommens rene tro og kærlighedens klare lys; selv ytrer Niels et brændende ønske om at blive missionær (57).

Han kommer nu til København for at studere teologi – og møder her på et selskab en student, „for hvis philosophiskverdensopfattende Blik Menneskeheden er en Las“ (67). Denne låner ham Strauss’ og Feuerbachs farlige skrifter, og Niels smager på frugterne fra kundskabens træ (71). Hermed er harmonien blevet truet. En rejse til Tyskland får ham til at se mere uhildet på tilværelsen: „Han syntes at have seet, i faa Timer, videre ud i Verden, dybere ind i Andre og i sig selv, end han i Aaringer havde seet; hans Blod brændte derved“ (75). Et år efter kommer han hjem til præstegården, men han kommer som en ny Mon-tanus; besøget slutter med et formeligt opgør mellem stedfaderen Jape-tus Mollerup og Niels; atmosfæren er ladet op med skærende disharmonier, da han tager bort.

Niels opgiver efter dette teologien for at studere medicin. Hans indre liv er nu mindre afbalanceret end før; den dæmoni, som menneskene efter plejesøsteren Bodils mening har i sig som en truende mulighed, gør ham splittet og momentant usikker – „Sindets Ligevægt og Sikkerhed … var … ikke hos ham“ (132). Ikke desto mindre er han fuldt og helt overbevist om, at mennesket må have mod til at udforske alle sindets kræfter og spændinger og til at gøre sig fortrolig med enhver tanke-udskejelse og enhver last (123).

Niels’ stræben i denne periode bliver mere og mere personlighedsfjern. Han fortaber sig i studiet af den enkelte celle uden sans for den „høiere Tanke“ (133), og troen på, at livet her på jorden er „vor Tilværelses afsluttede Hele“ (135) fører ham over i en æstetiserende livsholdning. Men stundom føler han dog længslen efter en ny sjælelig balance, „efter at optage i sig alt Godt og Stort“ (134).

Imidlertid får han sin eksamen, og da treårskrigen bryder ud, bliver han underlæge ved arméen; han såres under ambulancetjeneste, og liggende i en grøft fremme ved fronten gribes han af rædslen for tilintetgørelsen. Ved en fest aftenen før har han formuleret sin livsanskuelse således: „Mennesket saavelsom Dyret er Maskine, Tænkningen er et Resultat af Organisationen, ligesom Tonerne fra Lirekassen er det af Valser og Tappe“ (167). Nu, da han har sluppet alt, kommer hans hund og bringer ham trøst (169) – og den tanke går gennem Niels, om dette skal forkynde ham, at der dog findes „noget Høiere“.

Da krigen slutter, tager Niels atter til København, og nu følger en tid med kampe i hans eget sind – kampe, der snart igen bringer ham til at tro på en personlig Gud. Derimod er det ham stadig umuligt at akcep-tere, at mennesket skulle være udødeligt. – Han træder i et nært forhold til Esther Arons, der selv har måttet tilkæmpe sig den kristne tro; hendes argumentation for det evige livs realitet bygger på den antagelse, at Gud er retfærdig i absolut forstand: „Vi Alle … fornemmer Disharmonierne, see den ulige Fordeling af Velværen, af det Godes Løn i denne Verden … Regnestykket her gaaer kun op ved det Tal: et evigt Liv“ (194 f.).

Under koleraepidemien kommer han, der engang lovede sig selv aldrig at blive forelsket (121), til klarhed over sine følelser for Esther, – der straks efter rammes af sygdommen og dør. Halvt i spøg har hun engang sagt, at hun i dødsøjeblikket gerne ville åbenbare sig som en klang (199); og nu sker det virkelig, at e-strengen i klaveret springer. Dette sætter den afgørende reflektion i gang, som endelig atter skal gøre Niels til et harmonisk menneske; „det blev lyst i hans Hjerte“ (231).

Nu, da sindets ligevægt er genvundet, begiver Niels sig – efter tolv års fravær – atter hjem til præstegården; hvilket naturligvis er en symbolsk rejse. „De mødtes i Kjærlighed, i Overbærelse“ (237). – Imidlertid er der ikke tale om nogen tilbagevenden til barndommens nydende og drømmende harmoni; den nye sjælelige balance er en syntese: troen er genvundet gennem viden om og frygtløs erkendelse af universets svimlende dyb, – ikke på tankens bekostning. Derfor lyder Niels’ bøn på bogens sidste side således: „Almagt! af Dig ere de [plejeforældrene] gjennemtrængte! De troe, uden at vide; det har været og er dem nok i dette Liv. Men paa hiin Side – opklar for dem Din større Herlighed! giv dem Aandens Lys og bevar dertil den Fred i dem, de alt her have i Christus!“ (239).

Således finder den nye Aladdin i videnskabens hule sin moders bibel; den nye Aladdin, der ejer Noureddins ring.[3] I overbevisningen om, at fremtiden tilhører ham, er det, at den kulturoptimisme, som bogen udstråler, tager sit udgangspunkt.

2.

Foranstående skitseagtige påvisning af, hvordan romanens grundtanke udvikles i en trefaset struktur, vil kunne bringes på følgende helt alment holdte formel: Romanen beskriver et livsløb netop frem til det punkt, hvor helten identificerer sig med det dannelsesideal, som bogen forfægter, og som det upersonlige fortællerjeg hele tiden udgår fra som sin vurderingsnorm. Alle de enkelte elementer i værket må forstås ud fra dette ideal for at få mening inden for værkets totalitet. Forløbet udgår fra en tidssituation i hovedpersonens liv, hvor den barnlige harmoni endnu ikke er brudt; imidlertid kommer det til en livsanskuelseskonflikt, som fører bort fra personlighedsidealet, – men herunder vækkes dog tillige længslen efter at etablere en ny sjælelig balance. Dette sker gennem en „kamp“ mellem de modsat-rettede tendenser i sindet, – hvorved vejen banes for en forsoning med det oprindelige miljø, „hjemmet“. Dog er der ikke tale om en tilbagevenden til harmonien i dette, men om en gyldigere livsform; personligheden har gennemgået en udvikling og indoptaget idealet i sig.

3.

En roman af denne type kan karakteriseres som en dannelsesroman. Den skildrer ikke simpelthen hovedpersonens udvikling mellem to punkter på livskurven, men netop personlighedens formning, dens „dannelse“, frem til det punkt, hvor den er fuldbyrdet og personligheden realiseret i overensstemmelse med et tvivlløst ideal. Da de elementer, som indgår i det dialektisk opbyggede forløb, må relateres til idealet, for at tolkningen kan blive „meningsfuld“, kan dannelsesromanen siges at være finaldeterministisk.

Dannelsesromanen er altså en udviklingsroman af en bestemt karakter. For termens anvendelse taler ikke blot, at den udsiger noget væsentligt om udviklingens særlige art, men også, at den har hævd i europæisk forskning, specielt inden for den germanske litteraturvidenskab. Gero von Wilpert definerer Bildungsroman således: „Abart des Entwicklungsromans, bei der weniger die Persönlichkeits- und Characterentwicklung im Laufe der Lebensschicksale des Helden, als vielmehr der Einfluss der objektiven Kulturgüter und der personalen Umwelt auf die seelische Reifung und damit die Entfaltung und harmonische Ausbildung der geistigen Anlagen (Character, Willen) zur Gesamtpersönlichkeit im Mittelpunkt steht …“ [4]

Udtrykket „objektive Kulturgüter und personale Umwelt“ betegner, at der er tale om en udefra kommende påvirkning, at personligheden dannes gennem en serie af reaktioner på objektivt foreliggende faktorer; derfor kan dannelsesromanen kun i ringe udstrækning operere med begreber som arv og psyke; i stedet lader den kræfter uden for heltens sind indvirke på dette og „forme“ det. Idealet er „Gesamtpersönlichkeit“, – og dette begreb kan naturligvis – alt efter forfattertemperament og tilværelsesfortolkning – tillægges forskellige indholdselementer; imidlertid er idealet under alle omstændigheder absolut; det forefindes oprindelig uden for jeget, men indoptages under processen i hovedpersonens sind.

Endvidere henvises til Hans Wagners afhandling Der englische Bildungsroman bis in die Zeit des ersten Weltkrieges, hvori det indledningsvis hedder: „Die Schriftsteller gestalten im allgemeinen nicht das ganze Leben von Geburt bis Tod, sondern beschränken sich auf die erste und wichtigste Zeit, die des Aufwachsens und der inneren Entwicklung des jungen Menschen bis zum Höhepunkt seines Lebens … Hat sich der Held zu einer bestimmten Lebensanschauung durchgerungen und seinen Character geformt, so bricht die Erzählung ab … (Der Bildungsroman) stellt die innere Entwicklung eines Menschen vom Beginn bis zur Erreichung einer bestimmten Lebensausbildung dar … Wichtig … ist, dass der Autor gewisse Ideale im Sinne hat, die sein Held erreichen sollte … Der Schriftsteller versucht (manchmal), seinen eigenen Erfahrungen einen allgemeinen und tieferen Sinn und einen philosophischen oder didaktischen Hintergrund zu geben“.[5]

Wagner har hermed indkredset en række af dannelsesromanens væsentligste karakteristika; den citerede passage har jo da også definitorisk form.

4.

At romanen igennem en dialektisk opstilling af polariteter „argumenterer for“ et absolut personlighedsideal, medfører naturligvis, at dette ideal i sidste instans bliver bestemmende for det episke forløbs organisation. Determinationen i dannelsesromanen er således ikke psykologisk, men filosofisk, hvilket Wagner antyder i slutningen af sit signalement. Det er i denne sammenhæng mindre væsentligt, at argumentationen i At være eller ikke være ikke tilfredsstiller logikkens fordringer:[6] den er jo ikke nogen filosofisk afhandling, men en kunstnerisk anskueliggørelse af et idékompleks.

I princippet har mennesket i romanen sin frie vilje; hr. Svane parodierer jo netop materialismens tro på, at alt afhænger af „Stoffernes Blanding“ (205 f), fordi dette er prædestination i højeste potens. Forløbets filosofiske determination er ikke uden forbindelse med det optimistiske syn på tidssituationen og på det enkelte menneskes mulighed for at handle i overensstemmelse med tankens indgivelse og derigennem bryde nye veje for sin åndelige energi. Dog bør det i denne forbindelse lige nævnes, at der på dette punkt gør sig en påfaldende ambivalens gældende, både inden for værkets egen ramme og i den kontekst, som H.C. Andersens romaner udgør; det er netop årsagerne til denne, som Villy Sørensen har forsøgt at udrede på et sociobiografisk grundlag i essayet De djævelske traumer.

Det er værd at lægge mærke til, at hovedpersonens arveligt bestemte forudsætninger helt lades ude af betragtning. Ligeledes er det symptomatisk, at han vokser op i en præstegård, – der i langt højere grad end det egentlige barndomshjem, portnerboligen i Rundetårn, kan delagtiggøre ham i den kulturelle og religiøse arv, og naturligvis især i den traditionsbundne kritikløse ortodoxi. – En sammenligning med en naturalistisk udviklingsroman, fx Niels Lyhne, vil her være illustrerende: denne udreder minutiøst hovedpersonens arvede personlighedskonstituen-ter, hvis kombination i sig rummer forudsætningen for hans splittelse og veghed og i forbindelse med miljøpåvirkningen fører ham fra det ene nederlag til det andet, frem til hans sluttelige fastholden ved den ateisme, som er J. P. Jacobsens alternativ til H.C. Andersens, som det synes, lidt for billige løsning på tilværelsens meningsproblem. Når Niels Bryde er blevet karakteriseret som passiv henimod bogens slutning, ligger der en dyb sandhed deri: hans sejr vindes ikke på trods af tilværelsens vilkår, men er en indfortolkning af en mening i den, – en indfortolkning, der så at sige redder den fra absurditeten.

5.

Sagen er jo, at ideen kvæler personerne. Man må af en roman, som vil anskueliggøre et idékompleks gennem et episk forløb, kunne forlange, at dens forskellige livsholdninger repræsenteres af “levende” mennesker og ikke blot af personificerede begreber. Men Niels bliver, hvad der næppe kræver nogen påvisning, mere og mere et filosofisk paradigme; og om Esther gælder det, at hun – som H. Topsøe-Jensen bemærker – “taler som en Bog”.[7] På denne vis er slutningen blevet en ren tankekonstruktion. “Men blev det end ved tanken, så var det dog en stor tanke der lå bag Andersens sidste store roman”.[8] – Således tabes Niels’ hidsighed, hans iltre temperament eller “onde Natur” (42), som i bogens første del får afløb gennem en række markante episoder, af hvilke hans mishandling af præstegårdens kat blandt andre Hauch har draget frem til selvstændig beskuelse,[9] og som vel endnu kommer til udtryk i den nye Montanus’ diskussionsiver, af syne; dette til trods for, at den synes at være den egentlige årsag til hans “frafald”. – Man kan måske sige, at temperamentet, som kunne have hævet det dialektiske op på det menneskelige plan, lades i stikken som følge af den vidt drevne interesse for selve den dialektiske proces med dens logiske spændinger. På denne vis bliver det netop den stærke koncentration om dannelsesprocessen, som får romanen til at tage sig mindre vellykket ud under en æstetisk synsvinkel.

6.

At være eller ikke være indeholder talrige diskussioner, hvis funktion er at kaste lys over problematikken. Topsøe-Jensen karakteriserer dem som trættende, blandt andet fordi de „undertiden truer med at kvæle Handlingen helt“;[10] hvis man imidlertid akcepterer, at det væsentlige i bogen ikke er handlingen, men netop personlighedens vækst og modning, bortfalder begrundelsen – uden at det dog behøver at antaste selve karakteristikken. Den udspundne debat er nemlig et meget iøjnefaldende træk i dannelsesromanens fysiognomi – hvilket naturligvis skyldes, at hovedpersonens labile holdning i relation til det fikserede ideal på de enkelte punkter af forløbet så at sige kan positionsbestemmes gennem de direkte standpunktstilkendegivelser.

7.

Mens diskussionerne således er funktionelt underordnede grundstrukturen, den trefasede „argumentation“ for det sluttelige ideal, findes der andre elementer, som ikke har denne status. Således kan omtalen af Silkeborgs grundlæggelse samt møderne med taterkvinden og hendes forkrøblede idiotbarn ikke uden videre indordnes i et forhold til Niels’ udvikling, idet de jo ret beset hverken får konsekvenser for denne eller tjener til at afsløre de stedfundne skred. Vi står her over for, hvad man kunne kalde ledemotiviske forløb; et sådant element kan rent abstrakt og under forudsætning af, at man vil akceptere en strukturbetragtning, karakteriseres som en delstruktur, der ikke er integreret i totalstrukturen som kausalitets- eller konditionalitetsfaktor.

a.

Aktiviteten ved Langsøen omtales, da Niels efter det store opgør med stedfaderen forlader barndomshjemmet, dvs. da han bekender sig til den ny tids evangelium, – og atter, da han henimod bogens slutning vender tilbage til det. – Det er ofte blevet nævnt, at papirfabrikken er et symbol for den moderne tid. Dette er dog nok kun den halve sandhed om de to tekststeder – idet det tekniske fremskridt jo i romanen ikke anskues som et ubetinget gode, men „kun“ som det materialistiske tidehvervs positive side; det kræver med andre ord et korrektiv: troen. Den nye tid rummer også forbandelsens mulighed i sig, i hvert fald sålænge den nærer tvivlen i sit hjerte.

En præcisere bestemmelse af symbolværdien kan tilvejebringes gennem en analyse af følgende tekststed: „Hurtig som en af Amerikas Byer vilde Danmarks yngste Stad voxe frem, medens et nyt Tvivlens og Kampens Liv rullede op for Niels Bryde“ (109). Hvis man antager en parallelitet mellem stadens opkomst og Niels’ bane i samme periode, må man også kunne akceptere, at sammenstillingen af fremvæksten og tvivlen i den citerede passage giver et mere kompliceret billede end det „traditionelle“. Byens væksttid vil efter denne tolkning blive en kampens og tvivlens tid – en i åndelig henseende uafklaret og derfor disharmonisk tid. Og da byen omkring papirmøllen jo repræsenterer visse tendenser i samtiden, markerer symbolet tillige, at denne bliver fuld af uafklarede problemer.

Der er altså i Silkeborgsymbolet to elementer: dels et varsel om, at Niels’ liv i den periode, som forestår, vil være i pagt med det „nye“ i tiden, – og dels en antydning af, at tidens almindelige udvikling under videnskabens og industrialiseringens fane vil blive præget af usikkerhed og disharmoni.

Den skitserede tolkning bekræftes, da symbolet tages op igen. Niels vender efter det lange fravær hjem og ser byen ligge udbredt foran sig, -„ret som et Fata morgana“; hans kamptid er forbi, og byen har vokset sig stor: „Dampens Magt brød Vei her midt i den stille Ensomhed, de materielle Kræfter øvede deres Magt i denne før glemte Egn. I tolv Aar Alt forandret her rundtom, og – hvormeget var ikke ogsaa forandret inden i ham, som gjensaae disse Steder! hvad havde ikke Livet udpræget, udviklet og opløftet hos ham!“ (234). Også her forekommer en parallelisering – som tillader læseren at slutte, at byen nu efter sin kamptid har formået at skabe en forsoning mellem det positive i den nye tid og det centrale i den gamle.

At Niels ser byen som et fatamorgana over sletten, er næppe uden betydning i denne forbindelse; det bringer barndommens oplevelse af et sådant naturfænomen i erindring. Dengang associerede han straks til trolderi, men Bodil belærte ham om, at det var noget virkeligt, som kom fra Gud (46). „Det var første Gang, Niels grundede over „at være eller ikke være“, og her blev Bodils Forklaring ham fyldestgjørende“, hedder det dér. Eftersom fatamorganaet er en guddommelig manifestation, bliver synet af Silkeborg – dvs. synet af den moderne tids udnyttelse af de materielle kræfter på et „videnskabeligt“ grundlag – også en sådan manifestation. Symbolikken implicerer således den kulturoptimistiske overbevisning, som expliceredes i Niels’ og Esthers samtale den sidste aften, han var sammen med hende.

b.

Også taterkvindens historie udgør et symbolforløb; den spejler Niels’ religiøse udvikling. – Kvinden vender med lange mellemrum tilbage til den jyske egn, hvor hun er født, for dér at finde det lille gudebillede, Bareske Alako, som hun tror vil kunne bringe hendes forkrøblede søn helbredelse. Hun er altså „en søgende“; og det, hun søger, er vel at mærke ikke troen på sit folks guddom – thi hun véd jo, at gudebilledet eksisterer -, men helbredelse, eller – om man vil – forsoning med den skæbne, som gjorde hendes kæreste til en idiotisk krøbling; hun længes efter at forsone sig med tilværelsens absurditet, efter at finde en positiv fortolkning, som kan suspendere det absurde i, at der er en Gud, samtidig med, at tilværelsen har handlet så uretfærdigt mod hende. – Hun finder først Alakos billede, da sønnen netop er død; det virker som en åbenbaring: „Hendes Blik løftede sig seende op og rundt om – da zittrede hendes Læber, Øinene bleve større – hun greb, som en Falk, hen om den sorte Steen med Alakos Billed, tog den, stirrede, trykkede den mod sin Mund. „Alako!“ skreg hun høit; „mit Barn døer ikke! døer ikke! –evigt være!“ – og hun sank sammen ved Sindets altfor stærke Bevægelse“ (236).

På samme vis var det jo gået med Niels selv; også han havde fundet troen på udødeligheden ved det menneskes dødsleje, som han elskede højest – og også han havde fået et tegn fra den transcendente verden: e-strengen, som brast. Esther havde sagt, at døden for den troende er livet. „Asken, der ikke kan tændes mere! det kom ikke i hans Tænkning, ikke i hans Overveielse; en Viden hos ham var det, hun er ikke død, udslettet af den levende Tankebevægelse og Bevidsthed“ (226).

Oplevelsen af taterkrøblingens død bliver således en gentagelse af den vigtigste overgang i Niels’ udvikling. Det er imidlertid ikke korrekt at opfatte scenen som afgørende i bogens argumentation for udødelighedstroen;[11] den får jo ingen som helst indflydelse på Niels’ forhold til det „Høiere“, idet hans udvikling i realiteten allerede er afsluttet på dette tidspunkt. Og taterkvindens – af Topsøe-Jensen citerede – ord om, at hendes barn i „Livets rette Sol“ vil vokse op, „med lysende Øine og røde Læber, hos Alako“, er jo kun en varieret gentagelse af, hvad Niels har hørt så mange gange tidligere, en eksemplifikation af Esthers argument for udødeligheden.[12]

c.

Faustmotivet hører ligeledes hjemme i denne sammenhæng. — Når Topsøe-Jensen vil frakende „det mindre velbetænkte Paafund med E-Stren-gen“ dets centrale betydning, hænger det sammen med, at han – som det synes – ikke lægger vægt på kærlighedens rolle i udviklingen. Ved Esthers død – lige efter, at Niels er blevet klar over, at han elsker hende – bliver immortalitetsproblemet eksistentielt for ham; han føler, at „med hende var den bedste Deel af denne Verden gaaet bort fra ham“ (231), men denne kærlighedslængsel konverteres nu til udødelighedstro; dette er subtilt, og det er da også blevet indvendt, at Niels alt for let kommer over Esthers død, hvilket virker lidet tiltrovækkende; men vil man yde en roman som At være eller ikke være retfærdighed, bør man ikke argumentere ud fra realistiske synspunkter, men derimod „gå med på tankegangen“ og overskue forløbet med det sluttelige ideal som udgangspunkt.

I modsætning til Topsøe-Jensen erkender Villy Sørensen, at kærligheden spiller en væsentlig rolle. Han skriver: „Niels Bryde helbredes for sin ungdommelige intellektualisme … frem for alt i sin kærlighed til Esther, thi først i kærligheden bliver mennesket helt sig selv og ikke blot tanke“.[13] Kærligheden, som unddrages sin genstand, bliver således anskuet en afgørende faktor i udviklingen.

På denne baggrund må det genkommende Faustmotiv forstås. Der etableres en parallelitet mellem Fausts opstigen til klarhed og Niels’ livsskæbne. I Esthers referat af Faust hedder det, at Faust bæres op mod nåden; han har „som Menneske, i sit Jordlivs Stræben feilet, syndet, men gjennem det Skjønne, Sande og Gode løftede i Villien Sjælen sig til større Klarhed, derfor kan og maa den stige op til Naaden, baaret af Kjærligheden“ (145); man bemærker her blandt andet understregningen af, at forædlingen udspringer af en viljesakt. – Med denne passage korresponderer Niels’ betragtning af udødeligheden som en evig forbandelse, – „dersom vi ikke mægte at løfte os ved Fornuften i Fornuften, der er det Sande, ved Fornuften i Villien, der er det Gode, og ved Fornuften i Phantasien, der er det Skjønne“ (230).[14]

d.

I et kunstnerisk univers, hvori en transcendent kraft er virksom, vil drømme etc. ofte „betyde noget“, idet det guddommelige jo ytrer sig gennem dem. Drømmene kan med andre ord få symbolfunktion. Dette hænder også i At være eller ikke være. Fx drømmer Niels som barn om at flyve til en stjerne (24), som dog vedbliver at være lige fjern. Romanen afslører jo, at videnskabens tankeflugt aldrig når det sande mål for menneskets stræben. Drømmen kan således opfattes som et forvarsel om hans livs kampe, frem til det øjeblik, da han „vågner“, kommer til en erkendelse af, at viden ikke er tilstrækkelig for den fulde realisation af selvet, – at der kræves mere af den, som vil „være“.

8.

At være eller ikke være vender sig mod de materialistiske udlægninger af tilværelsens væsen; tillige står romanen i kulturoptimismens tegn, omend den rummer erkendelsen af, at fremskridtet – hvis det bliver et mål i sig selv – vil kunne udarte i materialistisk retning. Det er da også hr. Svanes oprigtige mening, at materialismen bedst egner sig til at blive behandlet i lystspillets form. På den anden side hævder han, at teatrets publikum „sædvanlig prostituerer sig … leer galt, klapper galt, og fordærver Talentet“ (207). Svane kan her ikke uden videre opfattes som digterens „talerør“. H.C. Andersen fandt ganske vist ofte lejlighed til at harcellere over publikums smag, især når det ytrede sig mindre pænt om hans egen teaterdigtning, – men på den anden side troede han på, at hr. Massens behov for et åndeligt liv ikke ville føre til en devaluering af dannelsen, men at denne tværtimod ville blive et renommeret mål for det nye publikums åndelige stræben. Derfor tog han parti for fremskridtet,[15] ligesom Hauch gjorde det i Robert Fulton, og derfor beskæftigede han sig som kunstner med den sjælelige problematik, som det aktualiserede. De materialistiske tendenser opfattede han som udtryk for et ungdommeligt overmod, som tiden ville vokse fra -på samme vis, som Niels Bryde vokser fra dem og modnes derved.

9.

H. Topsøe-Jensen nævner, at H.C. Andersens kladdehæfter med excerpter, indfald osv. „giver os Nøglen til Forstaaelsen af Bogens Ræsonnør, Hr. Svane“.[16] Dette kan dog ikke forpligte en strukturelt orienteret betragtning af kunstværket. Man forstår naturligvis ikke en persons funktion i en roman, blot fordi man er blevet belært om, at det er digterens egne indfald, han lever højt på; den kan kun præciseres gennem en analyse af hans forhold til bogens skæbnemønster og problematik. – En sådan analyse skal ikke gennemføres hér; blot vil det måske være rimeligt at antyde et forhold, som stiller bogens undsigelse af materialismen i et odiøst skær. På grund af illusionernes dæmoniske forlokkelser har Svane mistet troen på menneskene og er blevet fatalist. „Nogle Mennesker ere forud bestemte til Lykke, andre til at døie Fortred“, mener han — dog kun i uligevægtige stunder, når han overfaldes af melankoli. Tilstanden ændrer sig varigt, da han vinder i lotteriet. Hans skæbne antyder således, hvordan en ydre omstændighed kan bringe et menneske varig lykke.

Forholdet lader sig ganske vist forklare — nemlig som en reminiscens af H.C. Andersens private tro på, at lykkelotteriet virkelig var et af højere magter reguleret spil.

10.

Hr. Svanes fatalistiske bemærkning knytter forbindelsen til, hvad man kunne kalde romanens sociale problem. Dette genfindes i forskellige udformninger i alle produktionens stadier og undergår, således som Villy Sørensen har påvist det, en gradvis omvurdering: efterhånden trænges de sociale traumer i baggrunden, og digteren kommer til bevidsthed om, at det sociale problem også er et psykologisk problem.

I At være eller ikke være forekommer en række personer, der på grund af deres miljømæssige forudsætninger ikke har kunnet realisere deres genialitet; en af dem er Musikant-Grethe, om hvem det hedder: „Havde Musikant-Grethe været født i andre Livsforhold, andetsteds, hun var maaskee, som musikalsk Geni, blevet en europæisk Storhed i Tonernes Verden“ (30). Temaet ligger i forlængelse af problematikken i Kun en Spillemand – hvor det blev anskuet på en sådan måde, at Søren Kierkegaard følte sig foranlediget til at udlevere den andersenske geniopfattelse.[17] Grethe afgiver sammen med lappeskrædderen og taterkonen med det åndssvage og forkrøblede barn – og vel for den sags skyld også Lille Karen og det fordrukne geni Meibum – eksempler på, hvordan livet handler ilde med menneskene; selve det forhold, at der findes sådanne skæbner, understøtter så at sige kravet om, at der må være en tilværelse hinsides døden; at benægte dette ville være uforeneligt med akcepten af, at Gud er uendelig god. Opfattelsen formuleres af Esther, men den anskueliggøres ikke gennem forløbet. Den genoptages tre år senere i En Historie fra Klitterne, der udkom i december 1859.[18]

 

Noter

  1. ^ Romanen, der er tilegnet B. S. Ingemann og F. C. Sibbern, fremkom som bd. 23 af H.C. Andersens Samlede Skrifter (se Birger Frank Nielsen: H.C. Andersen Bibliografi. ,Digterens danske Værker 1822-1875, 1942, s. 248 og – om Samlede Skrifter – s. 182-85). – Alle sidehenvisninger i afhandlingen er til H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer V, udgivet for Det danske Sprog- og Litteraturselskab af H. Topsøe-Jensen, 1944.
  2. ^ Clemens Petersens recension stod at læse i Fædrelandet den 11.7.1857; den er mærket Zu-Zx og fylder hele bladets forside plus en spalte på s. 2. – Goldschmidt behandlede romanen i sit ugeskrift Nord og Syd (ny. rk., 1857, bd. III, s. 97-108); anmeldelsens corpus er under overskriften „Romanen og den røde tråd“ optrykt i Dansk litterær Kritik fra Anders Sørensen Vedel til Sophus Claussen, en antologi ved Jørgen Elbek, Gyldendals Uglebøger 1964, s. 173-79. – Dagbladets anmeldelse fremkom den 25.7.1857; den polemiserer mod Clemens Petersens opfattelse, men vidner ikke om nogen højt udviklet kritisk sans. – C. Rosenberg recenserede bogen i Mathias Steenstrups Dansk Maanedsskrift (bd. IV, 1857, s. 352—57); til hans omtale føjede Henrik Hertz i sin litteraturskitse Poesien i Danmark efter 1814 (i Ugentlige Blade 1858-59) nogle bemærkninger, som Elbek har optrykt i den nævnte antologi s. 136-38.
    I Cai M. Woels værk H.C. Andersens Liv og Digtning, 1953, IV s. 392-98 citeres uddrag af modtagelseskritikken.
  3. ^ Andersen polemiserer indirekte mod den romantiske menneskeopfattelse, cf. Villy Sørensen: De djævelske traumer, i essaysamlingen Hverkeneller, 1961, s. 156 f.
  4. ^ Gero von Wilpert: Sachwörterbuch der Literatur, 3. Aufl., 1961.
  5. ^ Hans Wagner: Der englische Bildungsroman bis in die Zeit des ersten Weltkrieges, Schweizer Anglistische Arbeiten, 27. Band, Bern 1951, s. 13 f.
  6. ^ Både Clemens Petersen og Goldschmidt ankede i deres anmeldelser over, at romanen ikke tilfredsstillede de krav, som logikken havde ret til at stille.
  7. ^ Indledningen til den benyttede udgave, s. XX.
  8. ^ Villy Sørensen: Hverken – eller, s. 157.
  9. ^ Cf. indledningen s. XIX.
  10. ^ Indledningen s. XX.
  11. ^ Opfattelsen fremføres af H. Topsøe-Jensen (indledningen s. XXV).
  12. ^ Det bør i denne forbindelse anføres, at Topsøe-Jensen øjensynlig ikke har gjort sig helt klart, hvad der egentlig sker i den omtalte dødsscene. Han skriver: „Med Bareske Alako i sin Haand bøjer (Taterkvinden) sig over den døde Søn“; i forlængelse heraf citeres hendes replik om kornet, der bærer frugt efter at have været knuget i dødens hånd. – Faktum er jo imidlertid, at hun, da hun siger dette, endnu ikke har fået øje på gudebilledet; det får hun straks efter – og det er netop derfor, at hændelsen får karakter af åbenbaring.
  13. ^ Villy Sørensen: Hverkeneller, s. 157.
  14. ^ Også andre dele af Faust-genfortællingen spejler det episk-filosofiske forløb. Således er Homunculus et produkt af „Stoffernes Blanding“ og derfor kun i ligevægt – altså i harmoni med sig selv – i sit glas. Han er med andre ord et rent tankespind – dvs. kun et halvt menneske, ligesom Niels i sit „materialistiske“ stadium ikke har realiseret sig helt.
  15. ^ Det kulturoptimistiske grundsyn i At være eller ikke være behandles i en større sammenhæng i Gerhart Schwarzenbergers afhandling Den ældre H.C. Andersen og „det nye“, Danske Studier, 1962, s. 31-35. Her tales dog mest om bogens angreb på materialismen, samt om digterens poesibegreb.
  16. ^ Indledningen s. XIV. – Opfattelsen videreudvikles af Topsøe-Jensen i afhandlingen Fra en Digters Værksted; H.C. Andersens optegnelsesbøger I (Fund og Forskning, bd. IX, 1962, s. 148—86), der iøvrigt i vid udstrækning beskæftiger sig med forstudierne til At være eller ikke være.
  17. ^ Af en endnu Levendes Papirer, udgivet mod hans Villie af S. Kierkegaard, 1838.
  18. ^ Cf. mine anmærkninger om den sociale problematik i denne fortælling i min recension af H. Topsøe-Jensens udgave, 1963 (Vindrosen, bd. X, 1963, s. 657-60).

Iøvrigt henledes opmærksomheden på min afhandling Studier i H.C. Andersens roman „O. T.“, Danske Studier, 1963, s. 26-54.

 

©