9. april 1964 døde museumsdirektør, dr. phil. Svend Larsen. Anderseniana har mistet sin mangeårige redaktør, dansk museumsvæsen en af sine betydeligste repræsentanter, H.C. Andersen-forskningen en af sine bedste mænd.

Det var et lykkeligt valg myndighederne i Odense traf, da man 1. maj 1931 foretrak den unge cand. mag. blandt 66 ansøgere. Han var Odenseaner og historiker, men hans speciale lå udenfor fødebyens område: Hertugdømmernes politiske historie i første halvdel af det 19. århundrede. Det viste sig imidlertid forbavsende hurtigt, at han helt beherskede de vidt adskilte felter, han som museumsmand kom til at beskæftige sig med. Også i H.C. Andersens Hus blev han i løbet af kort tid tilbunds fortrolig med samlingerne og en af de kyndigste blandt de kyndige i alle spørgsmål vedrørende digterens liv og værker. Fra han 1. oktober 1939 blev leder af Odense Bys Museer – fra 1946 som museumsdirektør – ledede han på mønsterværdig vis samlingen i Hans Jensens Stræde, et af de mest elskede og flittigst besøgte museer i landet og samtidig som forskningssted af afgørende betydning for enhver, der videnskabeligt vil beskæftige sig med Eventyrdigteren. Han afløste sin venlige, men fortravlede forgænger, museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, da Anden Verdenskrig allerede var begyndt, oplevede de også for museet så vanskelige krigsår med svigtende besøg og med evakuering tilsidst af husets store skatte og efterkrigstiden med den eksplosive stigning i besøgstallet – det voksede fra 11.000 til 134.948.

Museet var hans arbejdsplads og blev også udgangspunktet for hans H.C. Andersen-studier. Da han tiltrådte som leder, havde allerede størsteparten af Digterens personlige ejendele og af hans manuskripter og breve fundet deres blivende plads. Alligevel betyder hans chefstid en rig og betydelig efterhøst. Da han var ung museumsassistent, kunde man endnu købe et originalbrev fra H.C. Andersen for 75 kr., et stort firesidet i kvartformat for det dobbelte. Ved den første auktion efter hans død betaltes en enkelt epistel, ganske vist fra 1830, med over 5.000 kr. plus salær. Disse tal giver et lille indtryk af prisudviklingen i de 30 år.

Den betydeligste erhvervelse i hans regeringstid – den betaltes med 45.000 kr., hvilket i vore dage må siges at være billigt – var en række manuskripter, der havde tilhørt H.C. Andersens nære veninde Henriette Wulff: Nogle digte og fem af de berømteste eventyr: „Det gamle Huus“, „Vanddraaben“, „Den lykkelige Familie“, „Historien om en Moder“ og „Flipperne“. Senere købte museet „Sommergjækken“ og „De smaa Grønne“ samt skuespillet „Han er ikke født“. Brevsamlingerne forøgedes med 120 breve til fru Henriette Scavenius på Basnæs, forskellige breve til medlemmer af slægten Melchior og de 12 vigtige ungdomsbreve til Odense-familierne Iversen og Hanck, som stammede fra dr. Eiler Høegs samlinger. Af ham købtes også Andersens allerførste bog, den uhyre sjældne „Ungdoms Forsøg. Af Villiam Christian Walter“ (1822). Bogsamlingen fik en meget bemærkelsesværdig forøgelse gennem Jean Hersholts storstilede gave af engelske og amerikanske H.C. Andersen-tryk.

Samlingen af billeder voksede også med anselige stykker. Fra Tyskland fik man efter krigen det portræt af digteren, som August Grahl malede i Dresden 1846; på en auktion i København dukkede i eftersommeren 1955 et fuldstændigt ukendt billede af ham op, malet 1852 af F. L. Storch. Samme forår havde man som gave til 150-års dagen modtaget fru Jerichau-Baumanns ofte gengivne maleri: „H.C. Andersen læser for et sygt Barn“ (1862), og i 1961 var Svend Larsen så lykkelig at kunne hjemføre som køb et af de berømteste H.C. Andersen-portrætter, C. A. Jensens fra 1847. Originaltegninger af Herluf Jensenius til „Mit eget Eventyr uden Digtning“ (1942) og af Marlie Brande til „Billedbog uden Billeder“ (1955) supplerede museets tidligere bestand af illustrationer til Digterens værker.

Museets skatte blev gjort tilgængelige for en større kreds gennem udsendelsen af en række facsimileudgaver af eventyrmanuskripter: „Historien om en Moder“, „Keiserens nye Klæder“, „Den lille Havfrue“ og „Den flyvende Kuffert“ (1948—52), udgaven af „Improvisatoren“ (1945), illustreret med digterens egne tegninger fra Italiensrejsen 1833— 34, en nyudgave af „Billedbog fra H.C. Andersen-Samlingerne i Odense“ og den morsomme vejledning i samlingerne, oplyst med citater fra Digterens selvbiografier og breve, der giver H.C. Andersens liv i en nøddeskal. Vejen herfra til at levere egentlige biografier af Digteren var kort. Svend Larsen redigerede Flensteds Forlags eventyrudgaver og føjede til den bekendte i de 16 små nydelige bind en levnedsskildring i samme format og udstyr „H.C. Andersen“ (1949). Dens forløber var en ganske lille pjece, 24 sider, i serien „Faglig læsning“ („H.C. Andersen“, 1947). Også den større bog – 156 sider – var skrevet ud fra overbevisningen om det nære forhold mellem liv og digtning hos Andersen; også den baseres for en stor del på Odense-samlingerne; den er delt i otte afsnit, der hvert indledes med en gennemgang af et af Niels Larsen Stevns’ billeder i museets mindehal. Udmærket fortalt, krydret med ypperlige citater, der dokumenterer forfatterens dybe fortrolighed med stoffet, er der her givet en fyldig oversigt over Digterens liv og værker. Indledningskapitlet, bygget på førstehåndsstudier, tegner et fængslende nyt billede af barndomsbyen Odense. Ideen med at benytte mindehallens fresker som udgangspunkt for en skildring af Eventyrdigterens liv blev gentaget, kortere, men endnu finere i udførelsen, i „Niels Larsen Stevns og H.C. Andersen“ (1955), en af Svend Larsens bedste bøger, der viser hans lykkelige evne til at få meget sagt på en ringe plads, uden at fremstillingen kommer til at virke for kompakt. Det var en selvfølge, at han fik overdraget at skrive det biografiske afsnit i det festskrift, som Samvirkerådet for dansk kulturarbejde i udlandet 2. april 1955 udsendte på engelsk, tysk, fransk og spansk, en stor og stoffyldt afhandling, der meddeler forskningens nyeste resultater. I samme åndedræt må det nævnes, at Svend Larsens store erfaring som museumsmand også kom „H.C. Andersens eget Eventyr i Billeder“ (1952), som han var medudgiver af, til nytte.

En blivende indsats har Svend Larsen ydet ved sine kommenterede brevudgaver. Straks 1932 blev den unge museumsassistent sat i arbejde med – sammen med sin foresatte, museumsinspektør Chr. M. K. Petersen – at publicere et lille hefte med nyerhvervede breve fra museets samlinger: „Breve fra H.C. Andersen til Pastor Bastholm, Baronesse v. d. Decken og Fru Ingemann“. Det blev optakten til „Anderseniana“, der startede året efter med Chr. M. K. Petersen som redaktør og med de samme to udgivere på titelbladet til „H.C. Andersen og Odense 1860-1875. Dagbøger og Breve“, hvor den aldrende Digters forhold til fødebyen belyses dels gennem hans korrespondance med biskop Engelstoft, dels ved hans dagbogsblade fra de sidste leveårs Odense-besøg. Det vældige detektivarbejde, der var nedlagt i noter og registre, fastslog fra første begyndelse den nye årbogs høje videnskabelige stade. Som Svend Larsen var medarbejder ved det første bind, kom han til at afslutte „Anderseniana“s første række med sin store udgave af „H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846“, ialt 670 sider, udkommet i årene 1941-46. For første gang er her den vigtigste brevrække fra Andersens hånd udgivet fuldstændig og med en meget fyldig kommentar. Medens Digteren skrev til sine københavnske venner fra rejser og ferieophold, stammer disse breve fra arbejdsårene i København, de første eventyrs og de første romaners frugtbare periode, og gennem Odense-venindens udførlige svarskrivelser gjorde man ikke blot bekendtskab med hendes fine og fornemme karakteregenskaber, men også med hendes kreds og hendes fødeby i Frederik VI.s sidste regeringsår. Af de mange H.C. Andersen-korrespondancer, der har set lyset i vort århundrede, er denne afgjort den vigtigste. Den gav stødet til Elisabeth Hudes storartede bog „Henriette Hanck og H.C. Andersen“, som Svend Larsen udsendte 2. april 1958 som bd. I af „Fynske Studier“ i anledning af 50-årsdagen for åbningen af H.C. Andersens Hus, og som blev en stor sukces. Efter afslutningen af Henriette Hanck-brevvekslingen blev der tid til endnu en brevudgave, lille, men vigtig: „H.C. Andersens Moder. En Brevsamling“ (1947). Svend Larsen var efterhånden den ubestridte ekspert, når det gjaldt Andersens barndom i Odense og det milieu han var vokset op i.

1941 ved Chr. M. K. Petersens død havde Svend Larsen overtaget redaktionen af „Anderseniana“, og fra 1. april 1955 er årbogen museets officielle publikation i lighed med „Fynske Minder“ (1951 ff.) Dermed sikredes dens eksistens, den blev uafhængig af H.C. Andersen-samfundets økonomiske formåen. Gennem de mange år ofrede han et uhyre stort arbejde på „Anderseniana“, havde hele den praktiske tilrettelæggelse og besørgede korrekturlæsning etc. for hvert enkelt binds vedkommende. Første række af årbogen bragte fortrinsvis større udgiverarbejder, der hvert fyldte et helt eller flere bind. Det var derfor Svend Larsens hensigt at lade 2den række bestå af mindre afhandlinger, der kunde behandle de forskelligste emner fra H.C. Andersens liv og hans digtning. Rækkens tredje bind er identisk med det store jubilæumsskrift „H.C. Andersen. Mennesket og digteren“ (1955), et stateligt værk, udgivet med tilskud fra firmaet Thomas B. Thrige og N. M. Knudsens Fond, Odense, nok det vægtigste litterære bidrag til 150-års dagen. At museumsdirektøren havde sin part af æren for denne store festdags smukke forløb, behøver vel knapt nok at siges.

Til 2den række af „Anderseniana“ fik Svend Larsen trods sin travle optagethed af mange gøremål leveret tre fortrinlige afhandlinger, førstehåndsundersøgelser, der for størstedelens vedkommende bygger på utrykt stof. De viser alle hans bedste egenskaber som historiker, og betyder en meget værdifuld forøgelse af H.C. Andersen-litteraturen.

H.C. Andersens Hus ejer forhandlingsprotokollen for Komiteen for Tilvejebringelsen af et Monument for H.C. Andersen. Den gav Svend Larsen ideen til at klarlægge hele den spændende og indviklede forhistorie, fra landsindsamlingen begyndte og billedhuggerne tog fat, endnu medens digteren selv levede, og til Saabyes statue omsider blev afsløret i Kongens Have i København 26. juni 1880. Afhandlingen hedder „En model og to statuer. H.C. Andersens monumenter i København og Odense“ (1949), for undersøgelsen blev udvidet til også at omfatte Hasselriis’ billedstøtte i Eventyr-Haven i Odense. Det er en af Svend Larsens muntreste og mest velskrevne afhandlinger.

Et vigtigt emne behandles i „H.C. Andersens jordiske gods“ (1953): Skiftet efter Digteren i Landsarkivet for Sjælland. Forf. redegør for Andersens formueomstændigheder – han efterlod sig 53.367 kroner, hvis købeværdi var mere end ti gange større end i vore dage, – for omkostningerne ved hans sidste sygdom og jordefærd og for fordelingen af hans penge og hans pretiosa. Museumsmanden søger at identificere disse sidste og følge deres historie.

Den betydeligste afhandling står dog i bd. III, festskriftet fra 1955. Den hedder „Barndomsbyen“. Svend Larsen fortsætter her Wad, Hans Brix og H. G. Olrik, men inddrager et langt videre felt under sine undersøgelser. Den store skildring af drengens verden – 64 sider – er den fuldstændigste og grundigste kommentar til Andersens egne skildringer af sin barndom i „Levnedsbogen“ og i „Mit Livs Eventyr“, bygget på et stort arkivalsk materiale og på tidens aviser. Systematisk gennemgår forf. det milieu af fattigdom, tiggeri og konflikter med øvrigheden, som omgav den lille Christian. Flere af familiens bekendte får politiet på halsen, men skomagerparret i Munkemøllestræde har åbenbart været hæderlige og agtværdige folk; trods meget små kår har forældrene aldrig fået fattigunderstøttelse. Vi hører om drengens skolegang, om fabrikkerne, hvor han skulde tjene lidt til hjemmets underhold, men hurtigt opgav, om Gråbrødre Hospital med dårekisten, om Odense Tugthus og vaskepladserne ved åen, men også om byens fester og om dens teater, der blev afgørende for hans skæbne.

Afhandlingen slutter med en analyse af eventyret „Det gamle Huus“. Huset selv stedfæster Svend Larsen på Vestergade i Odense, hvor nu Handelsbankens bygning ligger, medens han identificerer den gamle mand med kammerherre Michael Fabritius Tengnagel (1739-1815). Da der 1962 kom en ny udgave af „Levnedsbogen“, var der ingen tvivl om, at noterne til kapitlet om barndommen skulde skrives af Svend Larsen.

Til allersidst skal nævnes en lille bog, hvori Svend Larsen giver en introduktion til læsningen af H.C. Andersen. I serien „Om Bøger. Smaaskrifter for Bogvenner“ udkom som bd. III i 1947 „H.C. Andersens Bøger“. Det er en bibliografi, men i modsætning til Birger Frank Nielsens store medtager den ikke rub og stub af Andersens produktion, ikke bidrag til blade, tidsskrifter, antologier og almanakker. Eventyrene danner dog her en undtagelse; en fuldstændig alfabetisk fortegnelse over dem bringer alle oplysninger om, hvor de først har været trykt. Men modsat Frank Nielsens bog er stoffet systematisk ordnet; i et særligt afsnit medtages også udgaver af breve og dagbøger samt af litteratur om digteren. Og første halvdel af den lille bog består af en stor indledning, der giver en „Oversigt over H.C. Andersens Digtning sat i Forhold til hans Livshistorie“, altså en bio-bibliografi.

Uhyre pligtopfyldende til det sidste arbejdede Svend Larsen endnu med det nye hefte af „Anderseniana“ lige til den Langfredag, han blev indlagt på sygehuset i Odense. For den der skriver disse linier, betød hans sørgelige død afslutningen på et nært samarbejde og et nært venskab gennem tredve år. Dybt vil hans arbejdsevne og praktiske sans, hans rige viden og store personlige myndighed og handlekraft savnes; hans munterhed og hans venlige smil vil ikke glemmes. Vi, der har kendt ham og holdt af ham, vil mindes ham med dyb og varig taknemlighed.

©