Svendborg-udgravningerne

Et par snapshots fra 15 års undersøgelser - Omkring en kunstners malerkrukke og Svantevit fra Svendborg

Da undertegnede som nyansat ved Historisk Institut på Odense Universitet i vinteren 1971-72 præsenterede Niels Oxenvad for planerne om et udgravningsprojekt i Svendborg, mødte jeg straks stor imødekommenhed og fik al mulig bistand i form af anbefalinger og kontaktpersoner. Niels Oxenvad har vel ligesom mange andre danske kolleger i det stille undret sig over, hvorfor i al verden man ville til at kortlægge netop Svendborg bys historie. Hidtil havde al byarkæologisk forskning – den smule, som den gang fandtes – koncentreret sig om de kendte stiftsbyer: Slesvig, Ribe, Århus, Ålborg og Odense ikke at forglemme, hvor man så at sige kan vove den påstand, at daværende museumsinspektør Erling Albrectsen i midten af 1950’erne grundlagde den moderne danske byarkæologi på Albani Torv.

Det var derfor helt naturligt for undertegnede, at de første famlende resultater blev præsenteret i Fynske Minder[1], som dermed blev ramme for den første skriftlige dokumentation, der i de kommende år åbnede for såvel private som statslige fondsmidler til de tværvidenskabelige undersøgelser, der langt fra er afsluttede.

Siden 1972 har ca. 30 forskere – arkæologer, historikere, medicinere og naturvidenskabsfolk – arbejdet sammen med henblik på en nærmere undersøgelse af dagliglivet i middelalderens Svendborg.

En række videnskabelige metoder er taget i anvendelse for at øge den viden, vi har fra de få skriftlige kilder og fra traditionelle arkæologiske undersøgelser. Man kan kalde det historieskrivning i laboratoriet. Og i det følgende skal der bringes et par snapshots fra dette arbejde. Men først lidt om det ældste Svendborg.

Byen nævnes først så sent som i 1229 i morgengavebrevet af 25. juni, hvor Valdemar Sejr bekræfter sin søn Valdemars ægteskab med den portugisiske prinsesse Elenora, og giver tilladelse til at overdrage hende den sydlige del af Fyn, med de tre »castra« Swineburgh, Wordburgh og Foburgh, foruden halvdelen af indtægterne ved møntudstedelsen på Fyn og hele Odense by. Da Eleonora knap to år senere døde i barselsseng, faldt gaven tilbage til kronen.

I 1229 havde Svendborg allerede købstadsprivilegier, og – vistnok – to teglstenskirker, nemlig Skt. Nikolaj og en anden nede ved kysten. Sidstnævnte overtages i 1236 af franciskanermunkene, i stedet bygges Vor Frue kirke ved byens nye torv.

De arkæologiske og naturvidenskabelige undersøgelser synes at kunne henføre grundlæggelsen af Svendborg til anden halvdel af 1000-tallet. Det er sandsynligvis den danske konge – men hvilken? – der står bag de omfattende inddæmningsarbejder, som skaber den vandmølle, vi kender i senmiddelalderen under navnet Kongens Mølle i den nordlige del af Møllergade. Byens ældste kristne begravelser er påvist på den senere lægmandskirkegård syd for franciskanerklostret: her fandtes flere begravelser med hasselkæppe hen over liget. Disse er andre steder dateret til slutningen af vikingetid eller den tidligste middelalder, men aldrig senere end ca. år 1100. De kronologiske dateringer af kisterne vil kunne bringe en mere exact datering.[2]

Et af de første steder vi gjorde til genstand for arkæologiske undersøgelser i 1972 og 1973 var banken, hvor Vor Frue kirke i dag knejser højt hævet over den omkringliggende bebyggelse.

Et af de store spørgsmål dengang var, hvorvidt den sagnomspundne Swineburgh – den borg, der skulle have givet byen navn, også havde ligget på den senere kirkebanke.[3] Udgravningerne afslørede overhovedet ingen rester af et tidligere borganlæg endsige bebyggelse. Alligevel lod enkelte tilhængere af borgtanken, som synes fremsat første gang af Niels Helvad i begyndelsen af 1600-tallet, sig ikke overbevise.

I månederne oktober til december 1985 fandt en større arkæologisk undersøgelse sted på tomten Fruestræde 8 i Svendborg.

Grundstykket støder umiddelbart op til nordsiden af Vor Frue kirke, og formålet med arbejdet var en fortsættelse af udgravningerne fra begyndelsen af det forrige årti i dette område.

Borgtilhængerne fik heller ikke nye argumenter ved denne lejlighed: der afdækkedes gode lag med bebyggelsesrester, men disse var alle yngre end opførelsestidspunktet for kirken – dvs. efter 1250.

Et fund fra denne undersøgelse har påkaldt sig en del opmærksomhed: en lille stentøjskrukke med et ubestemmeligt indhold blev fundet i en tilkastet brønd fra begyndelsen af det 17. århundrede.

Leder: Henrik M. Jansen

  • Arkæologisk-kulturhistoriske medarbejdere
    • Feltarbejde
      • Jens Bech
      • Søren Gottfred Pedersen
      • Jens Aage Petersen
      • Jørgen Holm
      • Knud Hornbeck
      • Per O. Thomsen
      • Hans Mikkelsen
      • Søren Diinhoff Pedersen
    • Læder
      • W. Groenman Waateringe
    • Tekstiler
      • Lise Bender Jørgensen
    • Numismatik
      • Jørgen Steen Jensen
    • Projekt Middelalderbyen
      • Knud Hornbeck
      • Helle Reinholdt
      • Jørgen Holm
  • Palæo-botanik
    • Diotoméanalyser
      • Niels Foged
    • Pollen
      • Ingrid Sørensen
    • Frøanalyser
      • Hans Arne Jensen
      • Grethe Jørgensen
    • Konsulent
      • Johan Lange
    • Vedanatomi
      • Thomas Bartholin
      • Kjeld Bartholin
      • Kjeld Christensen
    • Dendronkronologi
      • Thomas Bartholin
      • Niels Bonde
  • Kvartær zoologi
    • Pattedyr, fugle, fisk
      • Tove Hatting
      • Kin Aaris Sørensen
      • Knud Rosenlund
      • Lars Serritslev
    • Entomologi
      • Bodil Noe-Nygaard
    • Parasitologi
      • Peter Hansen
    • Antropologi
      • Izabella Tkocz
      • Niels Brøndum
      • Jørn Simonsen
  • Mineralogi/petrografi
    • Siri Myrvool
    • Søren Floris
    • Geologi
      • Kaj Strand-Petersen
  • Metallurgi
    • Sidsel Fregerslev
    • P. Solgaard
    • Arkæologsk Kemi
      • Hans Toftlund Nielsen
      • B. Funder-Schmidt
    • Kulstof 14 datering
      • Søren Håkanson
      • Henrik Tauber
    • Kulstof 13-analyser
      • Henrik Tauber
Fig. 1. Oversigt over Svendborg-projektets deltagere siden 1972.

Som det fremgår af billedet, er der tale om en let saltglaseret krukke af stentøj – sandsynligvis af rhinsk proveniens. Den er 5,5 cm høj – og typologisk synes den noget ældre end de kendte herhjemme – se fig. 3.

For få år siden fandtes ved de omfattende udgravninger på Helgeandsholmen i Stockholm[4] en stor samling af disse krukker i allehånde størrelser henkastet i en affaldsskakt, som var blevet benyttet af det dengang eksisterende apotek »Morianen« med tilhørende laboratorium. Størrelsen på disse krukker varierer fra 4 til 30 cm. Kemiske analyser af rester af indholdet i nogle af disse såkaldte salve- eller apotekerkrukker viste, at de har indeholdt kviksølv, bly, zink, antimon og arsenik – alle kendte i farmaceutisk sammenhæng.

Stednavn Matr. År
1. Bagergade 42 a Matr. nr. 91a 1985
2. Bagergade 20-22 Matr. nr. 102-103 1981
3. Møllergade 55 Matr. nr. 126 a 1983
4. Møllergade 62 Matr. nr. 232 1984
5. Toldbodvej Matr. nr. 231 1986
6. Bagergade Matr. nr. 62 1974
7. Krøyers Have Matr. nr. 362 1973
8. Fruestræde 8 Matr. nr. 296 1985
9. Vor Frue kirke 1972
10. Torvet 1972
11. Gåsestræde 4 Matr. nr. 421 1985
12. Badstuestræde/Gerritsgade Matr. nr. 466 1980
13. Korsgade 4 Matr. nr. 482 1972-73
14. Møllergade 1 Matr. nr. 449a 1972-73
15. Møllergade 6 Matr. nr. 607 a 1976-77
16. Franciskanerkloster V-VI 1979-80
17. Franciskanerkloster II 1977
18. Franciskanerkloster III-IV 1978
19. Franciskanerkloster I Matr. nr. 263 1975-76
20. Sct. Nikolaj kirke 1972-53
21. Brogade Matr. nr. 618 a 1973
22. Skattergade Matr. nr. 503 1981
23. Kullingade Matr. nr. 544 a 1974
24. Brogade 3 Matr. nr. 569 1987
Fig. 2. På et kort fra 1863 er de vigtigste undersøgelser i Svendborg markeret. Den sidste er ej afsat på kortet.

Lignende analyser er derimod aldrig lavet herhjemme. Men det blev der mulighed for nu. For som det kan ses på billedet af vor lille krukke, er den fyldt til randen – med indhold vejer den ca. 90 gram.

Som så mange gange før blev det Svendborg-projektets kemiker, lektor Hans Toftlund Nielsen fra Kemisk Institut på Odense universitet, der fik overdraget at løfte sløret for krukkens indhold ved hjælp af en lang række fysisk-kemiske teknikker.[5]

Ved røntgengennemlysning af krukken – se fig. 4 – ses dens profil tydeligt i en langt mørkere sværtning end indholdet, hvilket tyder på, at krukkens indhold må have et højt indhold af tunge grundstoffer, som f.eks. bly eller kviksølv. Den formodede prop synes at være et lignende materiale.

Udfra de første iagttagelser viste det sig muligt at udtage en prøve på 0,86 gr. med en kanyle helt ude ved kanten. Fig. 5. Indholdet består af en klæbrig gullighvid pasta med en udpræget lugt af linoliefernis. Olien blev ekstraheret, hvorved et tørstof blev tilbage som et svagt lyserødt pulver. Pasta og olie blev analyseret hver for sig. Tørstoffet blev underkastet røntgendiffraktion, infrarød-spektroskopi og elektronmikroskopi, og man påviste både basisk blycarbonat og calciumcarbonat.


Fig. 3. Stentøjskrukken set fra siden og fra oven.
Fig. 4. Røntgenoptagelse Odense Universitets Anatomiske Institut.
Fig. 5. Tegning af prøveoptagelse. Hans Toftlund.

Olien blev kromatografisk separeret, hvorved der afsløredes en tørrende planteolie – sandsynligvis linolie.

På en lille flis af »proppen« sad et rødt farvestof. Det indeholdt især kviksølv, og muligvis svovl eller chlor. Den røde farve i forbindelse med tilstedeværelsen af kviksølv, peger i retning af kviksølvsulfid: cinnober.

Hans Toftlund var nu ikke længere i tvivl: krukkens indhold svarer til en oliefarve af den type, der indtil forrige århundrede har været benyttet som en af de bedst dækkende hvide farver i oliemaleri.

Hvordan er en kunstners lille farvekrukke havnet i fylden i den tilkastede brønd i Svendborg? Og hvorfra kom farvestoffet?

Det sidste spørgsmål kan besvares.

Basisk blycarbonat findes ikke som et mineral i naturen, så vi kan være sikre på, at ethvert blyhvidtfund har været gennem en eller anden kemisk teknologisk proces. Sporstoffer i den anvendte bly er ret velbeskrevne, således at en sporelementanalyse ved hjælp af røntgenfluorescens skulle kunne stedfæste den bly, der har været anvendt ved blyhvidtproduktionen. Et højt sølv og antimon indhold peger mod nederlandsk oprindelse, medens et højt kobber og mangan indhold tyder på venetiansk oprindelse.



Fig. 6. Diagrammer med analyseresultaterne efter Hans Toftlund.

Hans Toftlunds sporanalyser er ikke følsomme nok til, at han på denne måde kan udtale sig om oprindelsen af den blyhvidt, der er i krukken fra Svendborg. Men det store calciumindhold indicerer nederlandsk proveniens. Blyhvidt er blandet op med kalk for at drøje blandingen, og linolie letter overførsel til f.eks. et lærred.

Blyhvidt er maleriets klassiske hvide farve. Fremstillingen er beskrevet i et skrift fra det 4. århundrede f.v.t.og helt op mod vor egen tid fulgte man denne »recept«: Sammenrullede blyplader anbringes øverst i lerkrukker, hvis nederste trediedel er fyldt med eddikesyre. Krukkerne dækkes med hestegødning eller med udludet bark fra garverier. Under indvirkning af den ved gæringen udviklede varme og kulsyre samt eddikesyredampene omdannes blyet ril blyhvidt. Denne kan så skrabes af pladerne, og processen gentages indtil blyet er opbrugt.[6]

Blyhvidt er meget giftigt – og af den grund i vore dage forbudt ved lov. Alligevel har stoffet også haft medicinsk anvendelse som beroligende middel og som sårhelingsmiddel i plastre.

Christian IV’s hofkemiker, lægen Peter Payngk priser i sin »Receptbog« fra ca. 1620 anvendelsen af blyhvidt som ansigtsvand. Hertuginden af Gottorp lagde kinder til, med så stor succes: ».. .mag man sagen, dass die Mutter ihrer Tochter Schwester ist«.[7]

Blyhvidt er anvendt til alle oliemalerier udført før 1845. Kendere skelnede som før nævnt mellem venetiansk og nederlandsk blyhvidt. Sidstnævnte var iblandet mere kridt. Engelsk blyhvidt var meget ringe.

I 1700-tallet advarede svenske lærde mod giftigheden: »Den plaagsesen at ofverpudre hudlösa ställen paa smaa barn med finaste blyhvitt, har ofte lagt grund til olykeliga sjukdomor«. Det hævdedes, at de folk, der i Holland arbejdede med fremstillingen af blyhvidt døde efter ca. 3 års forløb. Andre fastslog at arbejderne sjældent blev over 45 år gamle.

Men tilbage til den lille krukke fra Svendborg.

Der synes næppe at være nogen tvivl om, at den har tilhørt en maler. Denne antagelse bekræftes yderligere af, at der øverst sad cinnober – jeg havde nær sagt et penselstrøg heraf.

Cinnober var populær hos de gamle malere. Den fremstilledes bl.a. ved knusning af den naturlige, røde malm – bjergcinnober. Ægte cinnober er ikke giftigt, og stoffet har været kendt af assyrere og ægyptere flere tusinde år før vor tid.[8]

Kunstig cinnober derimod vindes ved sublimation af den sorte blanding af kviksølv og svovl, hvorefter stoffet renses med kalilud. Ad våd vej fås cinnober også af sort svovlkviksølv ved behandling med kalilud. Cinnobers dækkeevne er stor.

Desværre er det ikke i denne sammenhæng muligt at belyse andre vigtige spørgsmål, som hvordan foregik handelen med de nævnte farvestoffer? Og er det muligt at påvise produktionsstedet i Nederlandene?[9]

Og så til noget helt andet.

Det er en kendt sag blandt museumsfolk, at mange gode »fund« kan gøres i museets egne magasiner.

I det følgende skal bringes et eksempel fra Svendborg & Omegns Museum, hvor der i forbindelse med en omfattende revision af samlingerne fra oldtid og middelalder pludselig dukkede en lille træpind op af en æske, hvor den var havnet med andre trægenstande, der var indleveret til museet i forbindelse med jordarbejder i den gamle bydel.[10]

Fig. 7. Foto af Svantevit fra Svendborg.

Pinden, der er skåret i enebærtræ og måler 13,5 cm, er fremdraget i ca. 3 meters dybde i forbindelse med udgravning af en grund i Gerritsgade 30 mellem 1928 og 1930 – jvf. kortet fig. 2.

Senere undersøgelser foretaget af museet i samme dybde, lader os med en vis forsigtighed datere fundet til 1100 eller 1200-tallet.

Det er motivet i den øverste del af den tilspidsede pind, der gør dette fund værd at omtale: Vi ser et hovede med 4 ansigter bestående af øjne, en lang smal næse og et spidst fuldskæg. En nærmest rundpuldet hat øverst. Denne fremstilling gav straks associationer til vendertogtet i 1167, hvor Valdemar den Store og roskildebispen Absalon erobrer Arkona, og ødelægger vendernes helligdom Arkona på Rügen med den firehovede gud Svantevit.

Fig. 8. Lauritz Tuxens dramatiske skildring af Svantevits endeligt i 1167. Maleriet hænger på Frederiksborg slot.

Fig. 9. Tenvægt af bly fundet på matr. nr. 482 øst for Sct. Nikolaj kirke i 1973.


Fig. 10. Kort med vendiske bosættelser angivet. Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort over Sydfyn fra 1783.

Fra polske mosefund kendes op til 4 meter høje gudestøtter af Svantevit-type meget lig den lille lommeudgave fra Svendborg.

Mon ikke vi kan tillade os at tolke fundet som et Svantevit-gudebillede i »rejseudgave«, ligesom katolikkerne ofte medbringer et lille krucifix. Måske har Svantevit stået på et husalter!

Har der da været vendere – ovenikøbet hedninge – i 1100-tallets Svendborg?

Dette spørgsmål kan besvares med et ja, omend fundmaterialet er såre sparsomt: tenvægte af bly tilskrives vendisk proveniens, og sådanne er bl.a. fremdraget i 1973 ved undersøgelsen i Korsgade øst for Set. Nikolaj kirke, og senere ved den omfattende udgravning på grundstykket Møllergade 6.[11]

Men også det omfattende stednavnemateriale i det sydfynske kan berette om vendisk tilstedeværelse i sen vikingetid og tidlig middelalder. På Tåsinge i Bregninge sogn finder vi bebyggelsen Vindeby. Forleddet er genetiv pluralis af folkenavnet på gammeldansk windir – dvs. vender,[12] og navnet er ifølge vor store stednavneforsker Kristian Hald vidnesbyrd om en vendisk/slavisk bosættelse. I modsætning til de egentlige slaviske navne som Korselitse etc. er navnet Vindeby givet af vendernes danske naboer. Også Lindelse sogn på Langeland har et Vindeby. På Ærø i Tranderup sogn ligger Vindeballe. Efterleddet udlægges som »afdeling af en by« – altså her har venderne boet. Endelig bør Vindeltorp i Skrøbelev sogn lige uden for Rudkøbing nævnes. Forleddets omtydning fra Vinde til Vindel – har fundet sted i løbet af det 17. århundrede.

Fig. 11. Svantevit i træ. Skala 1:1. Fundet i Wolin. Original i museet sammesteds. Efter Filipowiak 1979.

Jovist har der været vendere heroppe, og disse synes at have levet fredeligt side om side med de lokale beboere, som helt naturligt opkaldte lokaliteten efter naboernes etniske proveniens.

Der er således tale om et helt andet billede af venderne, end det vi finder i Saxos Gesta Danorum. Men hans Danmarkshistorie havde da også helt andre politiske formål at tjene; i den forbindelse blev venderne »Prügelkna-ben« – og det skulle ikke blive sidste gang i den nordeuropæiske historieskrivning.

Den svenske arkæolog Jan Peder Lamm har registreret en del fund af gudeafbildninger med flere hoveder,[13] og han fastslår, at der i den nordiske mytologi ikke findes nogen mangehovedet gud i Valhal, hvorimod vi hos venderne kan opleve, udover den kendte Svantevit med 4 hoveder – Rugevit, der havde syv ansigter samt Porevit som var fem-hovedet. Endvidere tilbad venderne Porevit med fire ansigter og yderligere et femte på brystet. Fra Szczecin, Wolin og i Brandenburg kendes den trehovede Triglaf.

Den brogede skare af vendiske guder er i tidens løb dukket op i arkæologiske fund i den skandinaviske del af Balticum. Meget tyder endda på, at påvirkningen bliver så kraftig, at vi overtager disse væsener – ikke som guder – men som en art ubehagelige jætter à la den antikke Medusa. Derimod synes der ikke være nogen tvivl om, at Svantevit fra Svendborg er ægte vendisk, og sandsynligvis tabt af en gæst i byen. Indtil videre må den bære æren som det første fund af en Svantevit-afbildning på dansk grund. Men mon ikke den vil få selskab – der har vist været mange vendiske bosættelser i den sydlige del af Danmark.



Fig. 12. Eksempler på »apotekerkrukker« på Nationalmuseets 2. afd. Foto. NM.

Noter

Hvor intet andet er anført, er fotos optaget af Svendborg & Omegns Museum.

  1. ^ Der henvises til mine artikler i Fynske Minder 1972, 1973, 1974 og 1976.
  2. ^ Jvf. Skalk 1965: 4, side 13-15, Det Grønne Æg af Knud Krogh samt Anders W. Mårtensson: Uppgrävt förflutet for PKbanken i Lund, 1976 side 105-112.
  3. ^ Se Fynske Minder 1972 og 1973 samt Årbog fra Svendborg & Omegns Museum 1985 side 18-25.
  4. ^ Goran Dahlbäck: Helgeandsholmen. Stockholm 1982 side 346-355.
  5. ^ Der foreligger en rapport med illustrationer af Hans Toftlund & Hans Bøye: Analyse af indholdet af en »Balsamkrukke« fundet under udgravningerne i Svendborg. Den vil senere blive trykt in extenso. Det er fra dette arbejde, de nævnte analyser er taget. Den lille krukke har inventar-nr. 296-105/85 SOM. En første foreløbig præsentation af den lille stentøjskrukke med indhold fandt sted på 5.Kolloquium zur mittelalterlichen Keramik i Schleswig, 21-22.11.1986 og er trykt i Protokoll fra Archäologisches Landesmuseums – Christian – Albrechts -Universität Schleswig 1987 side 13-15.
  6. ^ Peder Hald: Maleriets Teknik. 1978 side 53-54 og Reclams Handbuch der künstlerischen Techniken. Band 1: Farbmittel, Buchmalerei, Tafel- und Leinwandmalerei. Stuttgart 1984 side 18fog22f.
  7. ^ Anførte arbejde af Hans Toftlund op. cit.
  8. ^ P. Hald op. cit. side 61.
  9. ^ Som et kuriosum skal det nævnes, at Hans Toftlund senere har foretaget analyse af indholdet fra 3 krukker, der nu beror i Nationalmuseet. Der henvises til brev fra undertegnede til N.K. Liebgott, NM 2 af 23. marts 1987. Inventarnr. D142/1969 – fra Vejby kirke i Nordsjælland indeholdt den dyrebare lapis lazuli blandet op med zinkoxyd og kalk. Det sidste som i Svendborg-krukken for at drøje med. Er det en kalkmaler, der har tabt sin lille krukke med indhold? I 1969 påvistes rester af 1100-talsmale-rier. De er atter overhvidtede. De andre krukker indeholdt deciderede apotekervarer – nemlig harpiks muligvis fra fyr (pinussp.) og den anden havde cal-ciumstearat og calciumpalmetat – sagt på nutidsdansk: kalksæbe med dyrisk fedt.
  10. ^ Inventarnr. SOM 10764. – Vedbestemmelse er foretaget af Thomas S. Bartholin fra Lunds Universitets Vedanatomiske Laboratorium.
  11. ^ Fra matr. nr. 482 er SOM 482-278/73. Tidligere Korsgade 4 – Lag fra 1300. Fra matr. nr. 607a, tidligere Møllergade 6, SOM 607a – IHs, 3 og SOM 607a IPE 45. Lag fra 1300-tallet.
  12. ^ Danmarks Stednavne nr. 13: Svendborg Amts Bebyggelsesnavne, København 1958 side 55, 252, 270 samt 219. Kristian Hald: Vore Stednavne. København 1950 side 100.
  13. ^ Jan Peder Lamm: Hednisk gud eller fyrhövad turs? kommentarer kring en vikingatida benskulptur från Tunby i St. Ilians socken. Västmanlands fornminnesföre-ning och Västmanlands läns museums årsskrift 63, 1985 side 110-120. Og en tak til Friederike Glücksmann, København, for inspirerende diskussion og brevveksling.

©