»Den 7. April 1940 gik den 16-aarige Fisker Poul Larsen en Tur med sin Fader langs Storebælt paa Østsiden af Hindsholm. Da de passerede en Brink, hvor en stor Mængde Jord, som Vinterfrosten havde løsnet, var skredet i Havstokken, bøjede den unge Mand sig og tog en stor Ring af Guld op mellem to Græstørv. Ringen syntes at være styrtet ned sammen med en Del af en lille, overpløjet Gravhøj paa Kanten af den ovenfor liggende Banke, der kaldes Sappesborg.« Sådan beretter Mogens Mackeprang fra Nationalmuseet om fundet af en guldring fra ca. 300 efter Kristi fødsel.[1] Ringen vejede små 200 gram, og indbragte finderen den dengang betydelige sum af 1280 kroner plus en dusør af ukendt størrelse.

Knap to år forinden var der på selve Fyns Hoved, og kun fem km. nord for Sappesborg, blevet samlet en næsten helt tilsvarende ring op under præcist samme omstændigheder. Denne gang var finderen en otte-årig skoledreng, der under en udflugt legede i strandkanten nedenfor Hovedets stejle klint.[2] Og sådan kunne man egentlig blive ved med at opremse fund, der i tidens løb er kommet tilveje ved så at sige at trille ud på stranden.

De to fund illustrerer således på bedste måde det forhold, at den fynske kyst er under forandring, at kystens nedbrydning med mellemrum frilægger oldsager og fortidsminder, og endelig at der forsvinder fortidsminder i havet, jvf. gravhøjen på Sappesborg.

1. Sappesborg set fra Syd. Fotograferet af Erling Albrectsen i 1940,- guldringens fundår.

Hvad angår det første, er det nærliggende at stille spørgsmålet om, hvor store kystændringer der egentlig har fundet sted siden oldtiden, og hvorvidt det kystlandskab vi ser idag overhovedet kan relateres til fortidens. Har vi, set fra et landjordsperspektiv, overhovedet muligheden for at danne os en tilnærmelsesvis rigtig opfattelse af kysten som den så ud i de forskellige perioder af forhistorien? Og hvorledes påvirker kystændringerne vore muligheder for at operere med begrebet kystnær eller kystbunden bebyggelse i forhistoriens perioder udfra det bebyggelsesbillede vi kan konstruere udfra fundkortene.

2. Guldringene fra hhv. Sappesborg og Fyns Hoved. Yderst ringen fra Sappesborg.

Før de spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at se på tilblivelsen af det fynske landskab, som det blev dannet under og efter den sidste istid. I stærkt forenklet udgave kan Fyns tilblivelse beskrives således:

Omkring 13.000 før vor tidsregning var Danmark blevet befriet for istidens gletschere, og landet begyndte at hæve sig efter at ismassernes tryk var ophørt. Den proces kan i nogen grad sammenlignes med det der sker, når man løfter hånden fra et stykke skumgummi, man har holdt sammenpresset.

For Nordfyns vedkommende fortsatte denne hævningsproces, medens der på øens sydlige del efterhånden begyndte en gradvis sænkning af landmasserne. Hertil kommer så, at begge processer under forløbet blev påvirket af gentagne havstigninger og -sænkninger, der igen skyldtes temperatursvingninger, som fik skiftende mængder af smeltevand fra polernes iskapper til at strømme ud i oceanerne. Resultatet af dette voldsomme livtag mellem hav og land blev, at den nordlige del af Fyn idag har 5-6000-årige strandlinier, der ligger op til to meter over nuværende kyst, medens der i Det Sydfynske Øhav kan findes 6000-7500 år gamle stenalderbopladser på dybder fra mellem 2,5 og ned til 5 meter under nuværende havniveau.[3]

Udfra bevarede submarine bopladser kan man således med rimelig sikkerhed fastlægge kystlinierne for den senere del af ældre stenalders vedkommende (Kongemose- og Ertebøllekultur), medens man ad naturvidenskabelig vej, bl.a. ved C14-datering af faststående træstubbe på bunden af Storebælt, kan skitsere havets stigning tilbage fra omkring 7000 f. Kr.[4] Først på det tidspunkt opnår Fyn i øvrigt sin status af ø.[5] Kulturhistorisk er vi på det tidspunkt midt i ældre stenalder (Maglemose – Kongemosekultur) Hvad der ligger længere tilbage i tid vedrører ikke den aktuelle problemstilling om kystændringer, men er alene et spørgsmål om at opfatte de fynske landskaber som en del af et større fastland. Helt konkret kan dette illustreres med de senglaciale bopladser ved Bro nær Brenderup på Nordfyn. Her er tre eller fire små pladser fra omkring 9000 før Kr. placeret få hundrede meter fra den nuværende kyst. Da pladserne i sin tid var beboede, var der med stor sandsynlighed mere end 100 kilometer til nærmeste hav.[6]

3. »Vippelinien«, dvs. den akse over hvilken Danmark efter istiden hævede sig mod nord og sænkede sig mod syd. Efter Andersen 1983.

Med udgangspunkt i disse hovedlinier i dannelsen af Fyn kan vi vende tilbage til spørgsmålet kystforandringernes omfang og om oprindelig og nutidig kystnærhed. For at begrænse mangfoldigheden er der udvalgt tre områder, som fundmæssigt og geografisk kan illustrere forskelligheden i land-havudviklingen med vægten lagt på det bortskyllede land og kun i mindre grad med blikket rettet mod det sunkne. Tidsmæssigt er valgt yderpunkterne ældre stenalder, subsidiært yngre stenalder, overfor jernalder/vikingetid. Hvad der ligger derimellem, må formodes at befinde sig et sted på en skala i kystens udvikling

Fyns Hoved – nordlige del af Hindsholm

Fra dette område er der en lang række fund til belysning af kystudviklingen siden ældre stenalder. Ældst er fundet af en stammebåd, der i 1987 blev lokaliseret i farvandet mellem Mejlø og Korshavn. Båden, der blev bjerget i 1988, er et af de ældste bådfund fra Danmark, og synes i sin tid efterladt i strandkanten nedenfor en boplads fra ældre Ertebøllekultur, ca. 5200 f. Kr.[7] Efterfølgende undersøgelser har vist, at der i samme farvand kan lokaliseres tre koncentrationer af oldsager samt kulturlag fra ældre Ertebøllekultur.[8] Her kan det således fastslås, at den tidlige Ertebølletids kystlinie har forløbet et stykke nord for Mejlø, men visuelt er det ikke umiddelbart let at rekonstruere landskabet, for netop nordkysten af Mejlø er, som det tydeligt fremgår fra Korshavnssiden, udsat for en voldsom erosion, der helt har fjernet den oprindeligt jævne overgang til kystlinien, og erstattet denne med en stejl klint. Et andet holdepunkt for stenalderkysten i området er et submarint fund på Langø Hoved vest for Mejlø, hvor der på en vanddybde mellem 1,5-2,5 meter er fundet lag med affald fra en nærliggende boplads med omtrent samme datering som Mejløbopladserne[9]. For Langø Hoved gælder det, at stedets nuværende fremtræden stort set ikke kan relateres til stenalderkysten pga. erosion, og på den anden side også af tilvækst af nyt land, der er hævet og skyllet op siden stenalderen. Vandrullede og omdannede flintoldsager fra Tornen, den lange smalle oddedannelse øst for Fyns Hoved, vidner desuden om, at også områdets østvendte kyst ikke uden videre kan relateres til stenalderlandskabet, idet flinten med stor sandsynlighed er transporteret til Tornen fra bopladser på den oprindeligt meget større Horseklint og andre isolerede højninger syd for denne. Disse små klintpartier har oprindeligt udgjort små øer i stenalderhavet.

4. Fyns Hoved og nordlige dele af Hindsholm. Efter kort i 1:100.000 Fyns Amtskommune.

Fra den anden ende af tidsskalaen foreligger der fra Fyns Hoved en række vikingetidsfund, der giver os mulighed for at opridse den tids landskab. Fund af bl.a. vikingetidsøkser førte til, at man i 1993 lokaliserede en anløbsplads på østsiden af Fyns Hoved. Pladsen, der ligger nedenfor bakkeknolden Baes Banke, vidner med sine vidt varierede fund af bl.a. klinknagler fra skibe, knive, et vægtlod, muligt kammageraffald og ikke mindst mange fiskeknogler om aktiviteter knyttet til handel og fiskeri.[10] Netop udfor anløbspladsen er strandplanet uden de mængder af store sten der ellers præger Hovedets østkyst, og her har man altså i læ for den fremherskende vestenvind kunnet lægge ind til kysten. Udelukkes kan det heller ikke, at aflejringsforholdene tidligere været således, at det lavvandede farvand Pughavn syd for anløbspladsen har kunnet tjene som havn for datidens skibe med deres beskedne dybgang.

Vi kan herudfra slutte, at ændringer i kystforløbet på denne strækning siden vikingetid har været ubetydelige af omfang, om de overhovedet fundet sted. Det samme må gælde eventuelle svingninger i havniveauet.

Det er muligt, at retrospektionen kan strækkes endnu længere tilbage i tid, idet en løsfunden romersk mønt fra 2. århundrede og et fundfattigt lag med enkelte lerkarskår fra ældre jernalder, fundet under vikingetidens anløbsplads, kan tænkes at stamme fra en jernalderlig forgænger med samme anløbsforhold.

Guldringen, der i 1938 blev fundet i havstokken, vidner på den anden side om, at andre aktivitetsområder fra jernalderen er gået tabt i havet.

Samme stabilitet i kystforløbet omfatter så afgjort ikke Hovedets vestvendte klintkyst, der er under stadig erosion, og hvor der af og til blotlægges spor af forhistorisk aktivitet i skrænterne. Et af dem kom for dagen i det tidlige forår 1993, hvor en opmærksom amatørarkæolog stødte på sølvmønter i stranden på Hovedets vestside. Netop dette forår havde en periode med hårde vestenstorme yderligere taget af klinten og altså blottet, hvad der skulle vise sig at være en møntskat fra vikingetiden. Skatten bestod af omkring 100 mønter fra vikingetidens slutning, og at dømme udfra den seneste mønt, slået under Knud den Store, må den være gravet ned efter år 1018, for ikke siden at blive indløst af sin ejer.”[11] Selvom skatten i sin tid blev deponeret i en gammel strandvoldsdannelse, kan man vist roligt gå ud fra, at skatten ikke blev gravet ned i umiddelbar nærhed af den daværende havstok.

Hastigheden i nedbrydningen af Fyns Hoved fremgår af flere stendiger, der fortsætter ud i stranden som rækker af større sten. Hegnene må stamme fra tiden efter landboreformerne omkring år 1800 og vidner således om en voldsom kysterosion de seneste 200 år. Det kan bestemt ikke udelukkes, at intensivt stenfiskeri i dette århundrede har medvirket til en accellereret nedbrydning af Fyns Hoved. Det er i al fald tankevækkende, at de største forandringer af Fyns Hoved synes sket indenfor de seneste hundrede år.

Alt i alt kan man konkludere, at der på hele den lange kyststrækning nord for en linie fra Sappesborg på østkysten og tværs over Hindsholm til midt på Mejlø kun er omkring 700 meter kyst, der tilnærmelsesvis kan relateres til en forhistorisk situation, – nemlig vikingetids- og måske jernalderkysten på østsiden af Fyns Hoved.



5. Kystændringer på Fyns Hoved over en 100-årig periode. a) Kystlinien tegnet udfra original 1-kort. Kort over Nordskov Mark under Baroniet Schelenborg. Opmaalt Aar 1785 af Joh. Chr. Pingel. Kgl. Landmaaler. b) Generalstabskort fra 1886, målt 1863 og rettet 1885 c) Geodætisk Instituts 4-cm-kort fra 1974, udtegnet på grundlag af flyvefotografering 1971. Bemærk at Tornen er vokset ca. 300 meter mod vest, samtidig med at Horseklint i samme tidsrum er blevet omtrent halveret. Selve Hovedet er skrumpet ind på vest- og nordkysten.

Nordfyns kyst fra Agernæs til Bogense

Denne kyststrækning udmærker sig ved at rumme landfaste fund fra begge ender af den valgte tidsskala. Ældst er fundet fra Agernæs nær Flyvesandet, hvor Nordfyns Museum i slutningen af 80-erne udgravede dele af et bopladsområde med udsmidslag fra Ertebøllekulturen.[12] I laget fandtes et stort antal velbevarede genstande af træ, hjortetak og dyreknogler, og det indeholdt desuden dele af en stammebåd og et større antal træspåner fra fremstillingen af stammebåde. Pladsen ligger nu en lille kilometer fra den nuværende kyst, men har for ca. 6000 år siden ligget lige ud til et smalt sund og med fiske- og jagtmulighederne så at sige lige udenfor døren. Bopladsens oprindelige position i landskabet er umiddelbart anskuelig, når man nærmer sig stedet fra sydvest, og i al fald på tidspunkter med ingen eller spæde afgrøder tydeligt kan udpege udstrækningen af gammel havbund på grund af jordbundens lyse farver og endvidere erkende bopladsens bagland, der hæver sig markant i terrænet. Indtrykket snyder imidlertid noget, idet landskabets nuværende udseende både er et resultat af landhævning og af inddæmningsarbejder fra slutningen af 1700-tallet.

6. Nordfyns kyst fra Agernæs til Bogense. Efter kort i 1:100.000 Fyns Amtskommune.

Selvom området generelt er præget af hævet havbund og tidligere øer i et forhistorisk øhav, er der imidlertid også strækninger med bortskyllet land. Yderst mod nord og mest eksponeret ligger Æbeløs klintkyster og nuværende og tidligere småøer sydvest herfor: Herfra er der i vandet opsamlet flintredskaber, der bærer vidnesbyrd om, at bopladsområder er blevet til hav.[13] Jernalderen er i dette område rigt repræsenteret blandt kystens fund, men to lokaliteter fortjener at fremhæves, fordi de faktisk kan bidrage til at påvise, at landhævningen tilsyneladende er stagneret omkring vor tidsregnings begyndelse. Det ene fund drejer sig om en skaldynge med blåmuslinger, hjertemuslinger og snegle samt lerkarskår fra tiden omkring Kristi fødsel. Dyngen ligger umiddelbart ud til den tidligere sydkyst af Askø, der indtil inddæmningen i slutningen af 1700-tallet var en ø i Næråstranden.[14]

En tilsvarende lokalitet er fundet på den modsatte bred af Næråstranden på Kissebjerg, der tidligere var en langstrakt ø. Her er der i en skaldynge gjort fund af hvæssesten og dyreknogler, der peger mod aktivitet i jernalder eller vikingetid. Som den forrige er også denne skaldynge placeret ud til den oprindelige kystlinie, men her har landet tilsyneladende hævet sig ganske svagt siden aktiviteterne fandt sted.[15] Begge pladser ligger idag netop så tæt ved kysten, som de må have gjort, da de blev anlagt med henblik på, sikkert i sæsonen, at kunne delikatere sig med skaldyr og formodentlig også fisk. Kystændringerne har siden været minimale eller, som for Askø, kunstigt skabte.

7. Den nordfynske kyst med jernalderlokaliteter og foreslået datidigt kystforløb.

Noget sydligere, og derfor på en del af Fyn, der har været udsat for landsænkning, findes tilsvarende kystnære pladser, der tyder på, at også landsænkningen af de sydligere dele af Fyn synes ophørt eller løjet af omkring Kristi fødsel.[16] To steder på Svinø i Gamborg Fjord er der fundet skaldynger, der udfra beliggenhed og skaldyrssammensætningen menes at være fra jernalderen.[17] Dyngerne er anlagt over på koter mellem 1,25 og 1,70 middelvandstanden, hvad der muligvis skal ses som forholdsregler overfor stormbetinget højvande, men der er stadig tale om en placering, der synes at pege på en permanens i land-havforholdet siden jernalderen. Det samme synes bekræftet når det gælder Danmarks første handelsplads ved Lundeborg på Sydøstfyn. Pladsen er anlagt på gamle strandvoldsdannelser ud mod den åbne kyst, og heller ikke her er terrænforholdene nævneværdigt ændrede siden pladsen blev benyttet mellem 3. til 8. århundrede e. Kr. Fra naturvidenskabelig side menes det således, at havniveauet omkring Kristi fødsel har været maksimalt en halv meter over det nuværende.[18]

I det tidligere nordfynske arkipelag er vi som nævnt i et område med landhævning, og problemet med at fastlægge oldtidens kyst er snarere et spørgsmål om at udskille de skiftende strandlinier for oldtidens forskellige perioder end overvejelser om, hvor meget land der er forsvundet gennem erosion. Et forsøg på at rekonstruere tidligere kystforløb i området er gjort af Christoffersen og Porsmose med henblik på at vurdere omfanget af jernalderens fiskeri.[19] Hertil er anvendt retrospektion udfra havforbundne vådområder og kystlinier på udskiftningskortene fra omkring 1800. Med disse som udgangspunkt kunne det konstateres, at jernalderbopladser med muslingeskaller eller fiskeknogler overvejende lå mindre end 500 meter fra den formodede jernalderkyst.

Situationen for de kystnære fortidsminder i det udvalgte stykke Nordfyn er ganske kompleks, men overvejende positiv, idet de bevarende faktorer som landhævning og inddæmning helt dominerer over kystnedbrydning. Men et stykke nutidig kyst der kan relateres til forhistorien findes selvsagt intetsteds i området.

8. Helnæs og Helnæs Bugt. Efter kort i 1:100.000 Fyns Amtskommune.

Helnæs og Helnæs Bugt

Kysten langs Helnæs Bugt og langs halvøens vestside har med mellemrum afgivet fund, der ikke levner tvivl om, at man har med et dynamisk kystforløb at gøre.

Ved Skaghorn på den nordlige del af Helnæs vestkyst opdagede en amatørarkæolog i 1978 en del flintafslag indlejret i et tørvelag i havstokken. Ved udgravninger i 1984-86 kunne det påvises, at der udfor dette sted havde ligget en boplads fra yngre stenalder. Pladsen havde været beboet i tragtbægerkulturens Fuchsbergfase omkring 3400 f. Kr. og var således jævngammel med det første befæstede anlæg ved Sarup. Trods beliggenheden umiddelbart ud til kysten var der intet i fundmaterialet, der viste tilknytning til kystens ressourcer, men derimod pegede korn og husdyrknogler henimod en helt normal terrestrisk økonomi. Undersøgelser kunne godtgøre, at bopladsen har ligget på en mindre holm eller fremspring, der mod øst vendte ud mod en sø, – den nuværende havblottede tørvemose.[20]


9. Skaghorn, Helnæs. a) Bopladsen set fra nord. b) Vestbredden af den tidligere sø i profil umiddelbart ved strandkanten.

Kystens daværende placering lader sig naturligvis ikke fastslå med sikkerhed, men at dømme udfra dybdekurverne udfor kysten, kan der have været et bagland af betydelig størrelse vest for Skaghornbopladsen, og måske op til 6-700 meter til kysten.

Fra samme periode findes inde i Helnæsbugten et større antal tomter af dysser, der vidner om en tæt bebyggelse i området. Flere af disse anlæg er relativt kystnære, men en enkelt har en så dramatisk placering, at den kan tjene til illustration af, at nutidens kyst langs Helnæs Bugt i høj grad er et produkt af kystnedbrydning: Ved kysten nord for Damsbo Strand undersøgte man i 1984 en dysse, der på det tidspunkt var ved at komme i for nær kontakt med bugtens vand. Dyssen havde oprindelig haft to stenbyggede kamre, men allerede i 1885 rapporteres den som »halvt bortskyllet«. I 1947 var endnu flere af dyssens sten skyllet i stranden, og små 40 år senere var det så ved at være på høje tid at gribe ind, hvis dyssen skulle dokumenteres videnskabeligt. Siden udgravningen i 1984 er resten af fortidsmindet stort set skyllet bort, men som klinten fremtræder nu, synes nedbrydningen af klinten i nogen grad at være bremset op. Årsagen er muligvis den, at de mange nedskyllede randsten nu fungerer som bølgebrydere.[21]

Damsbodyssen illustrerer i øvrigt et væsentligt problem med havtruede oldtidsanlæg: Der er ingen lovgivning, der beskytter dem, og ingen midler at hente til få dem udgravet i tide. Hvis et vejarbejde, et byggeri eller landmandens plov truer et fortidsminde på landjorden, er der i kraft af museumslovens § 26 mulighed for at få bevilget penge til en arkæologisk undersøgelse inden objektet bliver ødelagt. Kommer truslen derimod fra naturen selv, udløses der ikke en krone til redningsudgravning. Dyssen ved Damsbo Strand måtte derfor udgraves for midler, der blev skænket til formålet af en kreditforening.

Et af de mest spektakulære kystfund fra Helnæsområdet daterer sig til 1939, da et samlet sæt kvindesmykker fra yngre bronzealder dukkede frem i den stejle skrænt på halvøens vestkyst. Også denne gang var det en ung mand, man fristes til at sige naturligvis, der var under vandring langs kysten »da hans Blik pludselig fangedes af noget skinnende grønt øverst oppe i Kanten af den stejle, af Vind og Vand eroderede Strandbrink. Hans nysgerrighed var vakt, og han arbejdede sig op ad Skrænten for at se, hvad det kunde være. Han opdagede da, at det grønne var en hel Samling Metalgenstande, staaende ca. en Meter dybt under Markfladen i et Hulrum i en større Stendynge«.[22] De nævnte metalgenstande viste sig at være et votivfund af kvindesmykker fra yngre bronzealders periode IV. Sammenpakket og anbragt i en stendynge er smykkesættet henlagt som offer engang omkring år 1000 f. Kr.

10. Langdyssen ved Damsbo umiddelbart før undersøgelsen i 1984.

Det er ikke til at sige, om dette fund ville være blevet gjort under andre omstændigheder, den angivne dybde under mulden taget i betragtning, – snarest er der tale om et overordentlig heldigt sammentræf af omstændigheder. Et votivfund af denne art har ikke haft nogensomhelst tilknytning til aktiviteter ved kysten. Derimod måtte man forvente, at der i en eller anden afstand fra nedlæggelsen befandt sig en bosættelse fra yngre bronzealder. En sådan fremkom da også i 1996, og under helt samme omstændigheder dvs. blotlagt i klinten. Her sås profilen af et affaldslag og af kogegruber fra en boplads, der ganske vist er fra den efterfølgende periode af bronzealderen, men som givetvis er efterfølgeren for den bebyggelse, der stod bag offerfundet. Afstanden mellem de to fund var ubetydelig.[23]

11. Votivfundet fra yngre bronzealder, fundet i klinten på Helnæs vestkyst.

Til forskel fra disse eksempler på nedbrudt kyst, findes der faktisk en enkelt lokalitet med tilnærmelsesvis korrespondance mellem fortidig og nutidig kyst. Det drejer sig bebyggelsen fra yngre germansk jernalder og vikingetid ved Strandby Gammeltoft. Pladsen, der endnu ikke er færdigundersøgt, synes udelukkende at bestå af såkaldte grubehuse, dvs. nedgravede værkstedshytter, hvori der først og fremmest har været produktion af tekstiler, men også forarbejdning af jern.[24]

Grubehusbebyggelsen ligger i dag umiddelbart ud til den lavvandede kyst i bugtens inderste del, men hvis vandstanden, som udgraveren vurderer det, kan have været omkring en halv meter lavere end idag, har der muligvis været en forstrand på mellem 100-200 meter, da pladsen var i brug.[25] Spørgsmålet er dog, om ikke denne mulige stribe land har tjent som en bufferzone i forhold til skiftende, og især vindbetingede vandstandssvingninger. Afgørende kystforandringer har der næppe været tale om.

Samlet vurderet kan der også for Helnæsområdets vedkommende kun peges på beskedne kystafsnit med et nogenlunde oprindeligt land-havforhold, og også her kun hvad angår vikingetidens kyst.

Det sunkne land

Når øerne syd for Fyn ikke er taget under behandling, skyldes det, at hele øområdet er præget af de to grundvilkår, der gælder for det sydlige Fyn og øer som sådan: En tidligere meget voldsom og nu formentlig standset landsænkning og en meget nutidig og aktiv kysterosion. Som nævnt i indledningen er det her man finder de submarine stenalderbopladser i ned til endog betydelige dybder, og ser man på den land-havkonfiguration, der for stenalderens vedkommende kan rekonstrueres bl.a. på basis af bopladsfundene, må det slås fast, at intet vil være genkendeligt i det nutidige kystlandskab.

12. Fordelingen mellem land og hav i den seneste del af ældre stenalder, o. 4000 f. Kr.

Herudover er øerne i udstrakt grad præget af tilbagerykkende kyster, hvor navne som Dovns, Ristinge og Vodrup Klint hos de fleste vil fremkalde billedet af aktive klintkyster. Hvis der alligevel skal nævnes eksempler fra øhavet, kan det være nærliggende at omtale et lidt atypisk eksempel på fænomenet landsænkning. I det lave vand syd for Siø mellem Tåsinge og Langeland ligger resterne af en druknet langdysse. Dyssen, der nu ligger på ca. en halv meter vand, giver sig kun tilkende ved en halv snes større randsten, der engang har kantet den mere end 30 meter lange og otte meter brede storstensgrav fra ca. 3400 før Kristi fødsel. Det har formentlig været dyssens status som opgivet fortidsminde, der i 1916 fik foretagsomme mennesker til at fjerne de fleste af anlæggets godt og vel en meter høje randsten og bruge dem ved opførelsen af en dampskibsbro ved Siø.[26] Her er tale om en stille druknedød på grund af landsænkning, – uden erosion og anden voldsom naturskabt forstyrrelse.

I mands minde

Al denne omtale af kysterosion afføder uvilkårligt spørgsmålet om, hvor hurtigt nedbrydningen foregår eller kan foregå.

Et par eksempler kan give et indtryk af dette: På østkysten af Hindsholm, nærmere angivet stik vest for hovedgården Brockdorff og nord for Snave er registreret en gravhøj, »Lars Jens’ Høj«, om hvilken der i berejserteksten fra 1884 lyder: » I Øster Have (»Ottes Have«) er lige ved Hegnet mod Snave og lige ved Kysten en del af en opkastet Høj; ved Foden ses i Overfladen Sten, der rimeligvis ere en Del af en hel Stenkreds. Omtrent Halvdelen af Højen er i Mands Minde bortrevet af Hav og Vejr, og for omtrent 100 Aar Siden skal der være blevet pløjet mellem Højen og Kysten« Da højen igen i 1953 besigtiges, vurderes det ganske vist, at kun en tredjedel af højen er skredet ned, men alligevel frarådes en fredning, »da det er et spørgsmål om tid, når resten af højen tages af havet« Ved to senere besigtigelser, i 1974 og 1989, vurderes det at højen stadig har bevaret hhv. 3/5 og 1/3 af sit oprindelige omfang.[27] Medmindre vurderingerne af højens omfang er grebet meget forskelligt an, kunne det tyde på, at nedbrydningen de seneste 100 år har tabt pusten på denne kyststrækning og måske kun for en tid, men udsagnet om, at der omkring år 1800 blev pløjet mellem kyst og gravhøj er nok så talende for, hvor hurtigt havet kan tage kyst.

I november 1988 opdagede en lystfisker nogle menneskeknogler på stranden nedenfor klinten ved Kimesbjerggård på sydkysten af Horne Land. En efterfølgende undersøgelse viste, at der øverst på klinten lå de absolut allersidste rester af en høj under nedstyrtning. De nedskredne skeletdele stammede fra en i skrænten blottet grav, hvor den døde havde været gravlagt i en stenomsat men nu bortrådnet bulkiste. En flintdolk af sen type daterede graven til tidligste bronzealder, hvad også en C14-datering af en af knoglerne til 1510 f. Kr. bekræftede. Flere løsfundne knogler samt nogle barnetænder viste, at højen oprindeligt havde rummet flere begravelser.

Højen var ikke tidligere blevet registreret, hvad der forsåvidt burde undre, eftersom ejeren af Kimesbjerggård, Frank Madsen, kunne oplyse at man blot 40 år tidligere kunne gå sønden om »kæmpehøjen« til en bænk. Endvidere skulle der ud for højen tidligere havde været et lille næs, der nu helt var forsvundet. Det bortskyllede område skulle angiveligt have været på størrelse med gårdspladsen på Kimesbjerggård ![28]

De to eksempler kunne suppleres med mangfoldige andre, men kan sagtens stå som udtryk for, at markante kystforandringer ofte foregår hurtigt og indenfor rammerne af »mands minde« Kystnære fortidsminder er i den forbindelse ofte gode målestokke for, hvor hurtigt kysterosionen foregår. Man behøver såmænd blot at tænke på besættelsestidens betonbunkere på den jyske vestkyst.

13. På den yderste kant. Kimesbjerggård, Horne. Nogle få tilbageværende sten udgør de sidste rester af trækistens stenomsætning,

Naturens gang eller – ?

Man må selvsagt se i øjnene, at det fynske kystland er dynamisk, og at øen til stadighed får rettet kanterne til. Spørgsmålet er så blot, om man uden videre skal acceptere, at der til stadighed forsvinder fortidsminder i havet uden at der gribes ind.

Alternativet til kystnedbrydning er sikring af kysten, men det giver i reglen kun en stakket frist, eller flytter problemet til et andet sted på kysten. Principielt set er kysterosionen jo blot en omfordeling af kystens materialer, og den proces kan man med kystsikring kun flytte lidt rundt på. Det efterlader så valget mellem at lade naturen gå sin gang eller søge at få udgravet og dokumenteret fortidsminderne inden havet helt har taget dem. Den første holdning møder man så godt som ikke overfor andre dynamiske fænomener i det danske kulturlandskab, hvor der overalt læhegnes, afgræsses, restaureres, fældes, drænes, skabes reservater, bortskydes og træffes andre foranstaltninger imod det, der ellers kan kaldes naturens gang. Den mulighed, der er mest nærliggende set fra arkæologens synspunkt, er at få skabt et system, der sikrer, at fortidsminderne dokumenteres gennem undersøgelser før de går i havet. Det sidste er som nævnt problematisk, da en naturskabt trussel mod et fortidsminde ikke udløser midler til en undersøgelse, hvad en tilsvarende menneskeskabt ellers i princippet ville gøre i kraft af museumslovens § 26.

Som Torben Dehn fra Skov- og Naturstyrelsen træffende har udtrykt det om den manglende lovgivning vedrørende beskyttelse eller undersøgelse af de hav-truede fortidsminder: »Det er ulogisk at argumentere for bevillinger til nødudgravning af overpløjede høje, hvis velbevarede, store høje får lov til at forsvinde i havet. Det grænser desuden til det fornuftsstridige, når der netop i sådanne høje er større muligheder for mere usædvanlige fund og iagttagelser end i de overpløjede.« [29]

Det var ønskeligt, om man gennem fremtidig lovgivning søgte at tage vare på den ressource af informationer, der ligger bevaret i de kystnære fortidsminder. Det burde være konsekvensen af den holdning vi her i landet har til truede fortidsminder, hvor vi med stor ihærdighed søger at dokumentere, hvad der er ved at gå tabt på landjorden.

Det kan i øvrigt ikke være nogen uoverkommelig opgave at føre tilsyn med hav-truede fortidsminder, ligesom udpegningen også vil være enkel, idet man udfra den nu elektroniske sognebeskrivelse nemt kan fokusere på registrerede kystnære objekter. Brugen af GIS-teknologien (Geografiske Informations Systemer) hvori en lang række geografiske og kvartærgeologiske data kan lagres og sammenstilles vil, anvendt sammen med arkæologiske data fra sognebeskrivelsen, kunne udgøre et effektivt værktøj i forvaltningen af et arkæologisk beredskab i kystzonen.[30] I modsætning til de menneskeskabte trusler mod fortidsminderne som anlæg af veje, byggeri og landbrugsdrift vil der endvidere være rimelig tid til prioritering og planlægning af udgravningsopgaverne.

Alt kan imidlertid ikke ordnes ad planlægningens vej. Der vil til stadighed dukke nye fund op ved de fynske kyster, og man tilpasser sig nok situationen bedst ved at glæde sig over, at kysten hele tiden blotlægger nye spor af menneskelig aktivitet og ofte på steder hvor vi mindst venter det.

Nutidens kyst og fortidens

I indledningen formuleredes spørgsmålet om, hvorvidt man kunne relatere den nuværende kyst til forhistoriske situationer. Det kunne man, som eksemplerne har vist, kun i meget beskedent omfang. Man kan ikke som på landjorden umiddelbart tolke nutidige terræntræk ind i forståelsen af f.eks. en forhistorisk boplads. Dermed være ikke sagt, at kystens forandring forhindrer bebyggelseshistoriske studier, ingenlunde, men for kystens vedkommende er man henvist til retrospektion vha. kortstudier, kvartærgeologien, den marine arkæologi og andet.

Fjernest fra nutiden er stenalderkysten, overfor hvilken den nutidige sammenhæng mellem land og hav er helt uden mening. Når Søren H. Andersen i sin præsentation af Ertebøllebopladsen ved Tybrind Vig kunne opstille modeller for et bebyggelsesmønster med et formodet samspil mellem kysten og indlandets bopladser omkring sølandet ved Neverkær, kunne det netop kun lade sig gøre, fordi det med marinarkæologiens hjælp var muligt at rekonstruere et ikke længere eksisterende landskab udfor kysten ved Tybrind.[31]

Med jernalderens og vikingetidens kyst er vi en smule bedre stillet, idet vi på nogle ganske få kyststrækninger og med nogen tilnærmelse kan koble det visuelle indtryk til den forhistoriske situation.

Noter:

  1. ^ Mackeprang 1945.p.30
  2. ^ Mackeprang 1945 p. 29
  3. ^ Binderup 1996 p.23ff. Atlas over Fyns kyst. p. 65 Fig.2. Skaarup 1993.p.38
  4. ^ Christensen, Fischer og Rørbeck Mathiassen 1997 p.47 ff
  5. ^ Rørbeck Mathiassen 1997 p. 22ff
  6. ^ Bro I – IV. Andersen 1973 p.7 – 8. Henriksen 1996 p. 118 -119
  7. ^ Rieck i Rieck & Crumlin-Pedersen 1988. p.15 -18
  8. ^ Arkæologiske udgravninger i Danmark 1996/528. Andersen & Dencker p. 35-36)
  9. ^ Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1996/527
  10. ^ Henriksen 1994. p.183-184
  11. ^ Henriksen 1994.p.l85
  12. ^ Arkæologiske udgravninger i Danmark 1988/125 og 1989/141 (A. Jæger )
  13. ^ Fredningsstyrelsen:Havbundsundersøgelser. 1986 p. 10ff., Kortbilag A7
  14. ^ Askø. Løkkegaard Poulsen 1978 p. 68.
  15. ^ Kissebjerg. Skaldynge, ældre jernalder. Klinte sogn, sb. nr. 30. NM C 23009.
  16. ^ Petersen 1985 p.24
  17. ^ Svinø Sydvest. Skaldynge. Jernalder. NM 1833/76. FOH9437. Gamborg sogn, sb. nr. 14. Løkkegaard Poulsen 1978,p.68. Svinø Syd: Skaldynge, førrom. NM 1833/76. FSM 2058 Gamborg sogn,sb. nr. l. Ca. 1,7 o. DNN Løkkegaard Poulsen 1978.p.68. Henriksen, Jacobsen & Lorentzen 1997.p.40, 42
  18. ^ Thomsen 1989 p.9 Binderup 1996.p.31
  19. ^ Christoffersen og Porsmose, 1996 p. 161.
  20. ^ Andersen N.H.1997 p. 93
  21. ^ Damsbo Skjoldmose. Langdysse. FSM 6384, FHM 2740 Undersøgt 1984 ved Niels H. Andersen og Jens Jeppesen, Forhistorisk Museum, Moesgård.
  22. ^ Albrectsen 1940 p.320
  23. ^ Arkæologiske udgravninger i Danmark 1996/162 (Mogens Bo Henriksen)
  24. ^ Henriksen 1997
  25. ^ Henriksen 1997 p.28
  26. ^ Skaarup 1985.p.l38
  27. ^ Nationalmuseet. Berejsertekst 1884 v. J.E.Boesen. Berejsning 1953 v. E. Albrectsen, Fyens Stiftsmuseum for Nationalmuseet. Nationalmuseet, Besigtigelse 22.03.1974. Topografisk arkiv J.nr. 843/74 samt Skov- og Naturstyrelsen, 10. kontor. Besigtigelse 09.10.1989. J.nr. 6111-0214
  28. ^ FSM 6714 Kimesbjerggård. Datering: K-6074. Oplysninger om højens tidligere tilstand afgivet til udgraveren stud. mag. Henrik Mikkelsen.
  29. ^ Dehn 1990. p 52.
  30. ^ Hansen og Hansen. 1994.p.l74ff
  31. ^ Andersen 1984 p. 20ff.

Litteratur

  • Albrectsen, Erling: To fynske Fund fra den yngre Bronzealder. Fynske Aarbøger 1940. p. 320 – 339. Odense 1940 Andersen, Niels H.: The Sarup Enclosures. The Funnel Beaker Culture of the Sarup site including two causewayed camps compared to the contempor-ary settlements in the area and other European enclosures. Jutland Archaeological Society Pub-lications XXXIII:1,1997. Århus 1997.
  • Andersen, Søren H.: Bro. En senglacial boplads på Fyn. Kuml 1972. p. 7 – 60. Odense 1973.
  • Samme: Stenalderfolk fra Tybrind Vig, Vestfyn. Fynske Minder 1983. p. 7 – 25. Odense 1984.
  • Samme: En stenalderbåd fra Tybrind Vig. Antikvariske studier 6. Fortidsminder og Bygningsbevaring. Fredningsstyrelsen. København 1983. p. 163 -172
  • Andersen, Søren H. & Dencker, Jørgen: Mejlø-undersøgelsen 1998. Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde. Nr. 10. maj 1998. Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser, p. 35-36. Roskilde 1998.
  • Binderup, Merete: Det fynske landskabs tilblivelse. I: Crumlin-Pedersen,Porsmose & Thrane red.: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, p. 23 – 32. Odense 1996.
  • Christoffersen, Jørgen og Pormose, Erland: Fiskeri og havjagt. I: Crumlin-Pedersen, Porsmose & Thrane red.: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, p. 161 – 169 Odense 1996.
  • Crumlin-Pedersen, Ole, Porsmose, Erland og Thrane, Henrik red.: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder. Odense Universitetsforlag. Odense 1996.
  • Dehn, Torben: Undersøgelser i fredede fortidsminder!: Arkæologiske udgravninger i Danmark 1989. Det Arkæologiske Nævn. p. 47 – 54 København 1990.
  • Fredningsstyrelsen: Havbundsundersøgelser. Råstoffer og fredningsinteresser. Lille Bælt. Oversigt. København 1986. ( Red: M. Brøndholt Nielsen, L.Wilche Jensen)
  • Hansen, Henrik Jarl og Hansen, Lars Wilfred:_GIS Et nyt værktøj for arkæologien. Nationalmuseets Arbejdsmark 1994. p. 174 -184. København 1994.
  • Henriksen, Mogens Bo: Vikinger på Fyns Hoved. Fynske Minder 1994. p. 181 – 189. Odense 1994.
  • Samme: Den ældste jægerstenalder på Fyn – en oversigt over fynske fund fra senglacialtiden. Harja 1971-1996 p. 108 -135. Odense 1996 Samme: Vikinger ved Helnæsbugten. Fynske Minder 1997. p. 25 – 58. Odense 1997 Henriksen, M.B., Jacobsen, J.A. & Lorentzen, A.H.: Fynske jernalderbopladser. Bind 1. Vends, Skovby, Skam og Lunde herreder. Skrifter fra Odense Bys Museer. Odense 1997 Mackeprang, Mogens B.: Nyfundne Guldringe fra Jernalderen. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1945. p. 25 – 34. København 1945. Mathiassen, Dorte Rørbeck: Storebælts skiftende landskaber fra isen forsvandt, til havet trængte ind. p. 22 – 28. I: Pedersen, Lisbeth, Fischer, Anders, Aaby, Bent red.: Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven. Udgivet af A/S Storebæltsforbindelsen i samarbejde med Kalundborg og Omegns Museum, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen samt Nationalmuseet. København 1997.
  • Nielsen, Niels & Binderup, Merete: De fysiske rammer for maritime aktiviteter på Fyn. I: Crumlin-Pedersen,Porsmose & Thrane red.: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder . p. 145 -153. Odense 1996.
  • Petersen, Kaj Strand: Det sydfynske arkipelag. Dets geologiske udvikling med særlig hensyntagen til havniveauændringer og den marine molluskfauna. I: Skaarup, Jørgen: Yngre Stenalder på øerne syd for Fyn. p. 15-27. Rudkøbing 1985.g Pedersen, Lisbeth, Fischer, Anders, Aaby, Bent red.: Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven. Udgivet af A/S Storebæltsforbindelsen i samarbejde med Kalundborg og Omegns Museum, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen samt Nationalmuseet. København 1997.
  • Poulsen, Karen Løkkegaard: Eisenzeitliche Mus-chelhaufen in Danemark. I: Offa 35. Neu-münster 1978. p. 64 – 85.
  • Rieck, Flemming, og Crumlin-Pedersen, Ole: Både fra Danmarks oldtid. Roskilde 1988
  • Skaarup, Jørgen: Submarine stenalderbopladser i Det sydfynske øhav. Antikvariske studier 6. Fortidsminder og Bygningsbevaring. Fredningsstyrelsen. København 1983. p. 137 -161.
  • Samme: Yngre stenalder på øerne syd for Fyn. Langelands Museum. Rudkøbing 1985.
  • Samme: Møllegabet II – A submerged Mesolithic Site and a »Boat Burial« from Ærø. Journal of Danish Archaeology Vol.10.1991.p. 38 – 50 Odense 1993
  • Thomsen, Per O.: Lundeborg. En foreløbig redegørelse efter 4 udgravningskampagner. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1989. p. 8 – 35. Svendborg 1989

Fundreferencer:

  • Agernæs: Boplads fra ældre stenalder, Ertebølle-kulturen. Krogsbølle sogn, sb.nr. 42. FSM 5563
  • Askø: Skaldynge, senførrom./æ.romertid. FS 8741. Krogsbølle sogn, sb.nr. 19
  • Baes Banke:Anløbsplads fra vikingetid. Stubberup sogn. FSM 7657.
  • Damsbo Skjoldmose. Langdysse.FSM 6284. FHM 2740 Jordløse sogn, sb. 18
  • Fyns Hoved: Guldring fra yngre romersk jernalder. Fundet 1938. Dnf. 10/38. NM 564/38 Stubberup sogn, sb.nr.42
  • Fyns Hoved: Møntskat fra vikingetid. Stubberup sogn. FSM 7799.
  • Helnæsfundet: Votivfund af kvindesmykker fra y.br.a. per. IV. FS B 920-28.
  • Helnæs: Bopladsfund fra y. bronzealder. Skaghorn Syd.Helnæs sogn, sb. 41.Affaldslag og kogegruber samt kulturlag i kystskrænt. Y.br.a. per. V-VI. Indenfor bopladsområdet depotfundet fra 1939. AUD 1996/162
  • Kimesbjerggård: Jordfæstegrav i kystskrænt. Æ. bronzealder. Home sogn, sb. 134. FSM 6714.
  • Kissebjerg: Skaldynge, ældre jernalder. Klinte sogn, sb. nr. 30. NM C 23009.
  • Korshavn: Stammebåd opsamlet i farvandet mellem Mejlø og Korshavn. Tidligste Ertebøllekultur. SL 209
  • Mejlø: Submarine kulturlag.og flintkoncentrationer i farvandet nord for Mejlø. 1996: 3 flintkoncentrationer. Ældre Ertebøllekultur. LMR 12122, 13330, 13331.
  • Pughavn: Formodet naturhavn med mulig spærring af sten. FSM 4899.
  • Sappesborg: Guldring. DNF 3/40. Stubberup sogn sb.nr. 35 Sappesborg: To gravhøje, udgravet og restaureret i 1940. Fra den ene skal stamme et bronzesværd, der gik tabt. Guldringen, sb. 35 kan stamme fra en af disse høje. Stubberup sogn sb.nr. 109-110.
  • Skaghorn: Boplads fra yngre stenalder, Fuchs-bergfasen. Helnæs sogn. FSM 4087.
  • Strandby Gammeltoft. Plads med grubehuse. Hårby sogn, sb.nr.57. FSM 6715
  • Svinø Syd: Skaldynge, førromersk jernalder. NM 1833/76. FSM 2058. Gamborg sogn, sb. nr.l Løkkegaard Poulsen 1978
  • Svinø Sydvest. Skaldynge. Jernalder. NM 1833/76. FOH 9437. Gamborg sogn, sb. nr. 14. Løkkegaard Poulsen 1978.
©