Teglværker på Ærø

Ærøs tilblivelse under og efter istiden blev geologisk set en ret indviklet proces. Både Vestærøs iøjnefaldende og ret udbredte højdedrag, der ved Synneshøj hæver sig 68 meter over havets overflade, og det østlige Ærøs mere beskedne bakkeformer er på afgørende vis præget heraf.

Ærøs bakkeformationer må væsentlig være formet af de gletschere, der masede på fra nord, hvilket også bekræftes af forekomsten af de samme stenarter, som findes i området omkring Oslofjorden. Formationernes indhold betragtes tydeligt i de nøgne klinter mod havet, hvor der stadig foregår skred og styrt efter pålandsvindens bølgeangreb. I stærk storm kan bølgerejsningen antage vældigt format, særlig med sydlig vind.

Hvor det plastiske ler forekommer i større mængde som ved Voderup klint, er det ofte sket, at et større areal har sænket sig pludseligt, så kystlandet har fået den meget særprægede trappetrinsform, der virker imponerende vildt på hver den, der intetanende stiger op på den inderste klintekam. Her ses tydeligere end andre steder forskydningerne i lagene. I 1963 skete en sådan pludselig sænkning af flere m2 af kysten ud for Bregninge. I løbet af få timer dannedes en lodret skrænt på over 2 meters dybde i den yderste ende af en roemark. Det var et fantastisk syn at se de regelmæssige roerækker fortsætte dybt forsænket.

Ind over øens kuperede terræn består det øverste lag de fleste steder af en sejg og fed lermuld, der nok er en fortrinlig agerjord, men også meget tung at behandle landbrugsmæssigt.

Efterhånden som befolkningen stadig øgedes igennem 1800-årene, blev talrige landbrugsejendomme på øen delt op mellem flere børn, og de nye ejendomme viste sig i mange tilfælde at være alt for små til at ernære en familie på. Derfor blev det helt nødvendigt at søge efter nye indtjeningsmuligheder, hvis man da ikke foretrak at emigrere til Amerika. Mange ærøboere nøjedes dog med at tage sæsonarbejde uden for øen, fortrinsvis som teglværksarbejdere (jfr. min artikel om „Lersløjd på Ærø“, Arv og Eje 1967, s. 18 ff.), mens de lod hustru og event. børn tage vare på den hjemlige bedrift i mandens fravær. Ærøboerne havde ord for at være dygtige og udholdende teglværksarbejdere, og teglværkerne landet over stræbte efter at kapre ærøboere til sommerens sæsonarbejde. Mangen parcellist, som man kaldte dem, der drev de små brug, kom på den måde viden om i sommerhalvåret, men størst tiltrækningskraft havde dog teglværkerne ved Egernsund og andetsteds ved Flensborg fjord.

Nedlagte teglværker på Ærø.

I tiden omkring sidste århundredskifte kom der også på Ærø en kraftig efterspørgsel efter mursten, til skolebyggeri eller til om- eller nybygning af talrige landbrugsejendomme. Det var derfor naturligt nok, at man også på Ærø forsøgte sig med teglværksindustri. Fornøden arbejdskraft, endda såre erfaren, var jo at få på selve øen, og leret ligeså. Først senere erfaringer belærte de dristige pionerer om, at kvaliteten på Ærø-leret var for ringe, mest på grund af for stort kalkindhold.

I slutningen af det 19. århundrede opstod der ikke færre end 8 teglværker på Ærø. Intet af disse teglværker fik dog nogen lang levetid. De opstod og standsede næsten samtidig.

De følgende oplysninger stammer næsten udelukkende fra mundtlige meddelelser fra nulevende ærøboere eller fra undersøgelser på åstederne. Ingen af virksomhederne har – såvidt vides – efterladt sig regnskaber eller andet skriftligt materiale til belysning af bedriften.

Haven teglværk

Meddelere: Gårdejer Jens Andersen (f. 20/3 1902) og tækkemand Knud Knudsen Petersen (f. 30/9 1899), begge fra Leby.

I 1890 overtog en ung, nyforlovet mand, H.P. Hansen (1863-1937), ejendommen matr.nr. 7 mellem Søby og Haven. Han agtede at bygge sig et nyt stuehus af mursten fra den teglovn, han allerførst lod opføre ude ved stranden. Han fik hurtigt et teglværk i drift og i løbet af 2 år var ejendommens 3 længer færdige. Desværre nåede han aldrig at føre sin ungdoms elskede ind i den nye ejendom; han levede fortsat ugift.

Da der var ret dybt vand nær til kysten, blev der opført en provisorisk anløbsbro, hvor mindre skibe kunne lægge til og få murstenslast fra teglværket, men tiere måtte man fragte stenene i pramme ud til de større skibe, som lå for anker et stykke længere ude.

I sommertiden beskæftigedes 5-6 arbejdere. Ingen mursten fra andre ærøske teglværker kunne måle sig med Haven-stenene, hvilket skyldtes, at disse næsten var fri for kalkindhold, og derfor var der rift om dem. Priserne var også rimelige: 20 kr. pr. 1000, undertiden kun 18 kr.

I Svendborg opførtes mange bygninger af sten herfra, men desværre viste det sig ofte, at kunderne i Svendborg „glemte“ at afregne med teglværket. Søby tekniske skole og Søby posthus er ligeledes opført af Haven-sten.

Da leret var næsten opbrugt midt i 1920’erne, måtte driften indstilles, og bygningerne forfaldt hurtigt. Den nuværende ejer overtog stedet i 1938, og da var der kun en ruin tilbage af teglovnen. Den firkantede skorsten blev fjernet i 1940. På tomten ses dog tydelige spor af den cirkelrunde æltegrav, som er begrænset af en murstensmur. I midten står den cementblok, der gav fæste for æltebommen. Uden om graven er der spor af den cirkelvej, de to heste slæbte bommen i. Det hele kan minde om et miniature-amfiteater.

Slemmegraven ved Haven teglværk, i baggrunden Søby. Tuschtegning fra 1968 af Frode Lund.

De meget stejle skrænter i den tømte lergrav kan aldrig blive til nytte ved dyrkning. Her vokser i det høje græs en urskov af hyld, vilde roser og tjørn. I forsommeren er det muligt for ejeren at slå en del af græsset til staldfoder, resten overlades til løsgående får. En cementblok med 4 svære jernbolte viser stedet, hvor motoren havde sin plads, og ret betydelige stabler af brændte mursten skjuler sig stadig i småkrattet, deriblandt også en stor bunke profilsten.

En tragisk ulykke på Haven teglværk i 1895 huskes stadig. En arbejder, Thyge Petersen (fader til Knud K. Petersen), ville tilse æltemaskinen, mens hestene holdt den i gang. Han fik overbalance, styrtede i maskinen og blev dræbt på stedet. Han blev kørt til sit hjem på en stiv vogn, liggende på et halmknippe.

Leby teglværk

Meddeler: Gårdejer Jens Andersen (f. 20/3 1902), Leby.

I 1890 besluttede svogrene Chr. Madsen Rasmussen og Hans Andersen Josefsen (1869-1849), Leby mark, at begynde teglværksdrift i lerskrænterne mod havet. Grunden tilhørte Tyrenhøjgård, „den store gård“ blev den kaldt. Gården var flyttet ud fra Leby i 1863. Stedet var dengang en nøgen mark, hvor blæsten havde frit spil. Nu omgives gårdens bygninger af vældige træer, der sammen med tjørnehegn og havebeplantning næsten skjuler alle bygninger.

Den første teglovn var placeret yderst i klinten, men inden længe fandt man en bedre plads lidt længere mod øst. Omkring 1892 opførtes en vindmotor, der til 1895 var teglværkets drivkraft. Dens arbejdsevne var selvfølgelig afhængig af vindstyrken. Den styrtede om i en frygtelig storm, hvorefter den afløstes af en petroleumsmotor.

Leby teglværk, efter gammelt fotografi. Tuschtegning af Frode Lund.

Rundovnen var opbygget af 2 lag murstensmur med et mellemrum, der var udfyldt af sand. En bro blev bygget ud fra kysten. Den afsluttedes af et kvadratisk brohoved på 25 m2. På dette brohoved kunne man opstable et lille lager i beredskab for næste skude, der kom for at laste. Stenene blev ført ud på broen på store trillebøre, hvis hjul passede ind mellem to træskinner i hele broens længde. Børen havde ingen ledsager, men man kunne ved hjælp af en jernwire regulere dens tur inde fra land. Hvis der ikke blev bremset i rette øjeblik, styrtede hele lasten – og børen med – ud over enden af broen, hvilket selvfølgelig forsinkede arbejdet med lastningen. Hvis et lidt større skib ankom med kulstøv til ovnbrændsel, kunne det i reglen ikke nå helt ind til anlægsbroen. Så måtte man omlade lasten i pramme.

Fra marts til mikkelsdag var der „slav i den“. Én mand havde det hårde arbejde at grave råleret løs i klinten, læsse det på den tohjulede vogn og køre det op til æltemaskinen. Teglmesteren måtte til tider ned og hjælpe med at læsse på i lergraven, så arbejdstempoet i hele virksomheden kunne holdes på et maksimum.

Bommen i trosten (æltemaskinen) blev trukket rundt af to stærke heste. En tohjulet vogn var med et tykt tov forbundet til bommen. Den kunne flyttes fra eller mod cisternens centrum, så at alt leret kunne få sin behandling ved vognhjulenes stadige omdrejninger. En arbejder skar stenene af lerstrømmen fra æltemaskinen, mens en mand havde nok at gøre med at trille de formede sten ud på tørrepladsen.

Man kunne normalt stryge ca. 5000 sten daglig. Lønnen var 75 øre pr. 1000, altså en dagløn på 3,75 kr., hvilket var anset for at være en passende pris. Arbejdet begyndte normalt kl. 3.30 morgen og sluttede kl. 14, hvorefter 3 mand – strygeren, trilleren og træneren (hestepasseren) – havde ca. halvanden times arbejde med at trille tørrede sten ind fra tørreladen til det næste kammer i ringovnen.

De nyformede rå sten blev som før nævnt på trillebøre ført ud på læggepladsen, den flade jord, som først var glattet ud med en rage og derefter bestrøet med sand, så stenene senere kunne slippe, uden at alt for meget uvedkommende materiale fulgte med. Efter 2-3 dages vindtørring blev stenene kantet op i hobe med 10 i hver. Dette var et arbejde for kvinder og børn. Når stenene senere blev ført ind i tørreladen, blev de anbragt i skråstilling på hylderne. Her fuldendtes tørringen, idet ladens rækker af lemme åbnedes.

Stor agtpågivenhed var fornøden, når kamrene i ovnen skulle fyldes med rå sten, men det samme gjaldt fyringen, der skulle foregå helt korrekt og regelmæssigt. En automatisk klokke ringede for hver time til underretning for fyrmesteren, der måske nok kunne træne sig op til en lille lur på sin madras på ovnen mellem fyrtiderne.

Leby teglværk blev særlig kendt for sine gode håndstrøgne sten, der også var meget sene at fremstille. Det var konernes arbejde at stryge de fire nedadvendende kanter af med en kniv, før stenene kom i laden. Man kaldte denne proces at stryge sten. Efter anskaffelsen af vindmotor produceredes i stigende grad kun maskinstrøgne sten.

Teglværket disponerede over 4-5 heste, der til enhver tid havde rigeligt med slæb. Der skulle til stadighed hentes brændsel. En del blev nok sejlet til broen, men det meste måtte hentes i Ærøskøbing. En kusk kunne højest nå at hente 3 læs daglig.

Når en bygning skulle opføres på Vestærø, var det skik, at den pågældende teglværkskunde hentede hele det nødvendige kvantum sten på én gang, hvilket lod sig gøre ved gode naboers medhjælp. Derfor var der ofte talrige køretøjer samlet på teglværkets grund tidligt om morgenen, og da blev der brug for strømme af øl og brændevin, før vogntoget var klar til hjemkørsel. Det skete også, at en enkelt kunde kom efter en mindre portion sten. Traf han ikke husmoderen i køkkenet, fordi hun arbejdede på læggepladsen, var han karl for selv at finde ingredienserne til brygning af en ølpunch!

Da kulpriserne pludselig steg under den første verdenskrig, til 40 kr. pr. td., regnede man med, at det ikke kunne betale sig at fortsætte driften, og den blev øjeblikkelig indstillet. Ovnen var ellers netop fyldt op med rå sten. En del af dem blev ført til Bregninge teglværk for at kunne brændes der, men de fleste gik til spilde. Teglmesteren blev for sent klar over, at det let kunne have betalt sig at fortsætte driften, da priserne for sten fulgte godt med i prisstigningerne.

I 1916 blev skorstenen „nedlagt“. Man udhulede den fra den ene side ad flere gange og satte efterhånden bjælkestumper i klemme i hulrummene. Til sidst anbragtes nogle halmknipper mellem bjælkerne, og der blev sat ild til. Skorstenen faldt i den retning, som var beregnet. Til teglværket hørte en bygning, Tutten, beregnet først til bolig for ejeren; senere, da bedre bolig blev opført til teglmesteren, blev den anvendt som bolig for to arbejderfamilier i sæsonen.

Af flere årsager blev stenene uens i størrelse og farve. De var tilbøjelige til at skolle, flommesten kaldtes de da. Halvbrændte sten kaldte man blegsten eller blakkesten. Det bedredes ikke, selv da man hentede ler fra Selbjerg.

En mængde huse og gårde på Vestærø er opført af sten fra Leby teglværk, f. eks. Fladengård i Skovby.

Bregninge teglværk

Meddeler: Filip Filipsen (f. 19/8 1903), Bregninge.

I 1888 blev to Bregningemænd, Peter Rasmussen (d. i U.S.A.) og Peter Madsen (1859-1940) enige om at bygge et teglværk 300 m nordvest for Askebæks udløb i Østersøen.

Som ved Leby teglværk var den første ovn af mindre format og måtte afsvales efter hver brænding. I 1908 byggedes en moderne ringovn. Samtidig opførtes den høje firkantede skorsten, som sammen med det noget yngre motorhus nu er de eneste bygningsrester. Når skorstenen har fået lov til at blive stående, hænger det sammen med, at den tegner sig så tydeligt i silhouet langt borte fra kysten. Den er derved et agtet pejlingspunkt for fiskere, specielt amatørfiskere, fra nærmeste egn. Efter februarstormen 1967 styrtede den øverste trediedel desværre ned.

Også for Bregningestenenes vedkommende klagede man over for stort kalkindhold og påstod, at stenenes brændte kalkkorn blev læskede, når der senere kom fugtighed i murene. Dertil kom, at æltningen af leret var mangelfuld.

Drivkraften var i begyndelsen en dampmaskine, men den afløstes af en petroleumsmotor. Teglværket beskæftigede 10 mand, da produktionen var på sit højeste. Med undtagelse af Lindskov teglværk havde intet af de andre teglværker så stor en arbejdsstyrke.

Som ved Haven og Leby teglværker blev der også her bygget en bro, så man lettere kunne føre produkterne bort med skib, men havstrømmen var så hård, at den hurtigt ødelagde broen, og den blev aldrig genopført.

Man fabrikerede både mursten og drænrør. Jens Chr. Hansen (3/2 1878-1/4 1966), Stærmose, som har arbejdet på teglværk i 35 år, tilbragte de 20 år her, hvor han arbejdede fra 6 morgen til 6 aften. Da han havde en lang vej at gå, måtte hans raske kone, Karen, af dynerne ved 4-tiden om morgenen for at sørge for morgenmad og indhold til madkassen, tejnen, og da han var borte hele dagen, måtte Karen passe dyrene og landbrugsbedriften derhjemme.

Da en senere ejer forsømte teglværket, forfaldt det hurtigt. Han havde en karl, der forsorent ytrede, at bygningerne ikke var for gode til at vælte med en stenhammer. Hertil svarede teglmesteren kun: Vær så god! – hvorefter karlen begav sig ned over marken med en stenhammer på nakken. Mester kaldte ham dog tilbage og forklarede, at det ikke var ment alvorligt.

Bregninge teglværk var det sidste af øens 8 teglværker, som måtte give op. Dette skete i 1936, og grunden var den simple, at leret slap op.

Borgnæs teglværk

Meddeler: gårdejer Jens Ditlev Petersen (f. 8/12 1901), Stokkeby.

På Kammerrådgårdens jord ud til kysten ved Revkrog fandtes engang øens ældste teglværk. Ingen kan sige bestemt, hvornår det blev bygget. Der findes næsten intet spor af det. Også her var der en tid en afskibningsbro på trods af, at farvandet over mod Urehoved altid har været ret grundet. Broen blev lavet af nyfældede stammer. Imidlertid kunne kun fladbundede pramme anløbe denne bro, så stenene måtte altid omlades til større skibe, der lå for anker længere ude i bugten. Det var ligeså besværligt at losse skibe, der kom med brændsel.

Bregninge teglværks skorsten. Tuschtegning fra 1963 af Frode Lund.

Ejeren, kammerråd L.P. Clausen (1838-1915), hvis titel har givet stedet navn, forstod at skaffe sig gode forbindelser – og kunder – ved personligt kendskab til mange mennesker. Han fik således store ordrer fra flere offentlige institutioner. Borgnæs teglværk leverede f. eks. sten til banegården i Svendborg og til Skovby skole. Endvidere leveredes sten til herregården Tiselholt, til Rantzausminde og til sognefogedgården i Bregninge. Da Bjergenegård ved Borgnæs skulle bygges, hentedes råmaterialet på gårdens egen banke ved Grønnemose, fordi leret på den tid var ved at slippe op ved teglværket.

Stenenes kvalitet må i reglen have været god, siden der var så stor rift om dem. En undtagelse herfra var de sten, der blev lavet i den tørre sommer 1888. Da så man sig nødsaget til at bruge havvand ved æltningen, hvilket gjorde stenene meget skøre. Når en vogn tømtes for mursten efter en transport på den tids dårlige veje, lå der gerne et tykt lag stensmuld og utallige småbrokker i vognbunden.

Det var i denne sommer, Skovby skole blev bygget. Det fortælles, at skoledrengene i det store frikvarter løb fra den gamle skole hen til byggepladsen for at følge byggeriet. De fandt da på at konkurrere om, hvem der kunne knække de fleste mursten ved at stemme dem mod knæet. Det blev et stort antal!

Mikkel Petersen (f. 1875) har fortalt, at han som dreng deltog i arbejdet på Borgnæs teglværk med at vende sten. Han fik 10 øre for at vende 4000 sten, et arbejde, der varede 2 timer. Strygeren fik 90-100 øre pr. 1000, trilleren kun 80 øre, altså meget beskedne lønninger.

Borgnæs teglværk blev dog kendt for sin gode kvalitet af klapsten, dvs. sten, der var klappet i form med de bare næver. Man havde en stærk og dygtig specialarbejder hertil ved navn Søren Knutsen. Et andet speciale var rygningssten, der bestod af een flad sten og to buede, de sidste med hver to huller i. De blev efter placeringen på rygningen bundet sammen med en svær ståltråd. Disse rygningssten er bevaret på mange bygninger på Vestærø.

Lille Rise teglværk

Meddeler: maskinmester Anders Andersen (f. 1895).

I 1899 byggede Rasmus Andersen, Lille Rise, teglværk i en dalsænkning øst for Lille Rise. Bivejen forbi hed Elmosevejen. Der blev straks opført en ringovn til 90.000 sten. Den runde skorsten var 35 alen høj.

I 1902 installeredes en liggende engelsk motor med 13 hestes kraft. Strygemaskinen – mærket 4 A – havde stenudskiller. Den var fremstillet på maskinfabrikken „Svendborg“. Et slemmeværk fungerede en kort tid, men kom hurtigt i uorden.

Foruden mursten blev der lavet mange halvandentommers dræningsrør. Hertil egnede det røde ler sig bedst. Prisen for sten varierede fra 14-20 kr. pr. 1000, eftersom stenene var brændte eller halvbrændte. Der blev ofte klaget over stenenes dimensioner, hvilket var velbegrundet, da formene langtfra blev udført i konstante størrelser.

Teglværket lå ca. 2 km fra stranden, og da betingelserne for at bygge en bro var meget problematiske på grund af ringe dybde i bugten, måtte produkterne transporteres til kunderne ved hjælp af hestekøretøjer. De fleste kunder kom fra Marstal.

Æltemaskinens fundament, Lille Rise teglværk. Tuschtegning fra 1968 af Frode Lund.

Råleret blev fortrinsvis gravet ud af den vældige bakke, Esperdeile, der lå på den modsatte side af Elmosevejen, iøvrigt et herligt sted til kælkesport om vinteren for egnens børn. Men leret blev ikke udgravet rationelt. Man gravede bestandig et nyt sted i bakken, hvilket tydeligt ses endnu på de efterladte „ar“ i den høje bakke. Måske har denne omstændighed medvirket til, at produktionen blev uensartet.

Da petroleumsrationeringen meldte sig under første verdenskrig, måtte driften indstilles. Bygningerne blev ret hurtigt revet ned, motoren solgt som gammelt jern, og det øvrige maskineri førtes til Bregninge teglværk, hvor det kun blev anvendt en kort tid.

Lindskov eller Ærøskøbing teglværk

Flere meddelere fra egnen.

Lindskov teglværk lå ved kysten nær Revkrogbugten og nær Strandskoven. Det blev startet omkring 1900 af Kristen Hansen Petersen, der ledede det til 1912. Han havde tidligere arbejdet nogle år på et teglværk ved Esbjerg.

I flere år beskæftigedes her 14-16 arbejdere i sommerhalvåret. Teglværkets 3 grave lå i umiddelbar nærhed. Den ældste grav borede sig ind i klinten ved kysten. Desværre trængte havvand snart op i udgravningen. Bølgeslaget slikkede så meget ler til havs, at der ikke blev nok til teglværkets forbrug. Efter at man forgæves havde forsøgt at dæmme op for havet med et stendige langs kysten, måtte leret søges i en ny grav længere oppe på den tilstødende mark. Også denne grav måtte opgives. Den blev senere planeret, så arealet igen kunne dyrkes. Den tredie grav danner nu en anselig dal tværs på kysten. Dens skråninger er i tidens løb groet til med tilfældigt småkrat, mens den fugtige dalbund næsten er opfyldt af sivbevoksning.

Også fra dette teglværk gentages klagerne over for stort kalkindhold. Teglværket opretholdt produktionen til 1910-12, hvorefter man til 1918 fortsatte med at fabrikere fliser. Endnu træffer man mange steder på Ærø gulve belagt med Lindskov-fliser.

Kongshøj teglværk

Meddeler: Kristian Elholm (f. 1893), Marstal.

På randen af den høje klint sydvest for Store Rise lå in sin tid et af øens meget gamle teglværker, Kongshøj teglværk.

Leret måtte hentes på et sted, der lå 1 km borte fra kysten. Måske var det denne besværlighed, der blev årsag til, at virksomheden hurtigt indstilledes, vistnok allerede i 1870’erne.

Hans Petersen Larsen, Rise mark, der nylig døde i en alder af næsten 100 år (f. 2/12 1868, d. 20/1 1968), var en sønnesøn af den teglmester, der oprettede og drev teglværket.

Knastebjerg teglværk

Meddeler: Kristian Elholm (f. 1893), Marstal.

På et terræn nær ind mod Marstal blev der gravet ler op til Knastebjerg teglværk, der var i drift i sidste halvdel af forrige århundrede. Da leret slap op omkring århundredskiftet, måtte teglværket standse.

Den vandfyldte lergrav, „da’met“ ved Knastebjerg teglværk. Tuschtegning fra 1968 af Frode Lund.

Også her blev der klaget over for stor procent kalk i råstoffet, så stenene havde tilbøjelighed til at springe.

Da virksomheden standsede, var ovnen næsten opfyldt af halvbrændte sten. I tidens løb blev stedet planeret, så man kunne dyrke jorden, hvor teglovnen før havde ligget.

Kristian Elholm fortæller, at da han engang skulle pløje marken, hvor ovnen havde ligget, sank hest og plov pludselig i et hul. Jorden sank sammen det sted, hvor ovnen havde været.

Det areal, hvor leret blev taget, forvandledes i tidens løb til en dalsænkning, hvor vandet samlede sig. En tid holdt man vandstanden nede ved en hævertanordning, men efter at teglværket var standset, fik vandet lov til at opfylde et areal på ca. en halv td. land. Her dannedes ved vintertid en meget fin kvalitet af is, der gennem mange år blev hentet op og brugt ved den tids ishus på mejeriet. I begyndelsen fik teglmesteren intet for isen, men da istransporten sled på vejen, blev der siden aftalt en årlig pris, 20 kr.

I mange år angav to forladte tørrelader stedet, hvor teglværket havde ligget. Skibsreder Grube anlagde senere en kalkovn på terrænet. Kalket blev for en ringe pris sejlet til Marstal fra Faxe.

Den sidste teglmester på Knastebjerg teglværk hed Rasmus Henriksen. Han kunne fylde sin brændeovn 20 gange årlig. Han opnåede at få 7 kr. pr. ovnfuld, altså en årsløn på 140 kr. Rasmus Henriksen fik en bedrøvelig skæbne, forårsaget af overdreven drikfældighed. Han var en kæmpeskikkelse af ydre, meget brutal mod alle, også sin egen familie. Sagnet fortæller, at han engang tøjrede sin kone til et træ og sigtede i kort afstand på hende med et gevær, idet han råbte: Nu skyder jeg dig, – hvortil konen svarede: Ja, skyd du bare. – Han replicerede derpå: Nej, når du svarer sådan, skal du alligevel leve en stund endnu!

En tid var Rasmus Henriksen en virksom og velstående mand, men da alt var ødet, sendte sognerådet ham i en art pleje på fattiggården, hvor han døde i en høj alder, omkring 1916.

Der blev til tider slidt hårdt i det – og levet stærkt – på Ærøs teglværker, men der blev også tid til spøg og muntert liv.

En enkelt robust fyr kunne ved voldsom adfærd afstedkomme en ballade, der måske fik meget alvorlige følger. Således blev en arbejder engang så vred på sin arbejdsgiver, at han skubbede ham i trosten, mens maskinerne gik. Heldigvis kom teglmesteren levende fra det og fik også en art hævn over synderen, idet arbejderen måtte „svede“ nogle dage i arresten i Ærøskøbing. Skæbnen var forøvrigt efter ham senere hen. Han blev dræbt af en løbsk trinvogn (dvs. den tohjulede vogn, der var tilsluttet bommen i æltegraven).

Da arbejderne ofte selv sørgede for kosten på arbejdspladsen, gjaldt det om at være behændig og praktisk på arbejdspladsen. Kosten bestod for det meste af flæsk, kartofler og æg, men enkelte søndage vovede man sig til at lave suppe, helst med kraftige melboller til. En særlig yndet ret var tykke pandekager. En fuldbefaren teglværksarbejder skulle kunne vende en pandekage i luften, uden at den klaskede ved siden af. Man rørte pandekagedejgen op i en stor spand, så der kunne bages en vældig stak ad gangen.

©